At Jesus var jøde, er et tegn på Guds godhed


af Maria Strøm Risbjerg

Kasper Andreas Bergholt, bibelunderviser

Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig, at Jesus var jøde. Han var trods alt født af jødiske forældre i Israel omkring vor tidsregnings begyndelse. Og det er vel fint nok. Alle har jo en baggrund, og hvis Jesus var født i Danmark, havde han været dansker. Men vent lige lidt – er Jesu jødiske identitet kun en teknikalitet, en lille detalje, eller er der mere på spil? ”Der er en kæmpe forskel på, om Jesus er fra Nazaret, eller om han er fra Nykøbing!” Ordene kommer fra Morten Hørning Jensen, lektor i Det Nye Testamente på Menighedsfakultetet i Århus, og han har gennem mange år forsket i den verden, Jesus levede i. Han uddyber: ”Jesus kunne for så vidt godt have været fra Mesopotamien eller fra Himmerland, hvis det var sådan, at Guds frelsesplan, som er beskrevet i Det Gamle Testamente, også havde sin begyndelse dér.” Hvis altså Abraham havde været en nordeuropæisk stenalderbonde med teltpløkkerne solidt plantet i den jyske muld, så havde det ikke givet mening, at Jesus var jøde. Der er nemlig en helt grundlæggende sammenhæng mellem Abraham – og Moses, Jakob, David og så videre – og så Jesus. Den sammenhæng drejer sig om Guds løfter. Gud lover Abraham, og senere Isak og Jakob, at alle verdens mennesker skal velsignes gennem deres slægt. ”Hvis Gud havde droppet de løfter, hvordan kan vi så regne med hans løfter til os i dag?” spørger Morten. Guds troværdighed er altså på spil. Hvis Jesus ikke var jøde, så er Gud ikke til at stole på.

Hvordan så jødedommen ud? 

Men hvilken slags jøde var Jesus? Det er – som vi senere skal vende tilbage til – et relevant spørgsmål at stille. Jødedommen på Jesu tid adskilte sig nemlig på nogle områder både fra det, vi kan læse om i Det Gamle Testamente, og fra den senere rabbinske jødedom. Morten beskriver Jesu tid som en ”meget, meget spændende periode” og uddyber: ”Fra år ca. 150 f.Kr. og frem til den store jødiske opstand mod Rom i år 66 e.Kr. var jøderne en begunstiget nation, fordi de på nogle bestemte tidspunkter havde hjulpet Rom. Derfor havde de en udstrakt religiøs og politisk frihed.” Det var også en periode med stor teologisk diversitet og udvikling. ”En sammensat og energifyldt periode,” siger han. Der var en generel og oprigtig iver efter at leve i overensstemmelse med Guds vilje, og tidens hotteste diskussionsemne var: Hvordan skal vi overholde moseloven? Der fandtes forskellige grupperinger, som havde forskellige svar på det spørgsmål. En af de grupper var farisæerne, der havde stor og bred opbakning i folket. ”Jesus blev formodentlig set som en form for en skriftlærd eller en farisæer med et særligt bud på, hvordan loven skulle overholdes. Samtidig var han også en undergører. Han havde en autoritet og en myndighed bag de ting, han sagde.” Jesus tog altså del i en teologisk debat, som fandtes på hans samtid. Derfor diskuterede han ofte med farisæerne og andre jødiske ledere. Morten forstår det som et udtryk for, at Jesus så sig selv som en hyrde for Israel: ”Han har ageret på en måde, som har skabt et billede af det bedst tænkelige for Israel: en leder med stor omsorg og kærlighed. Han har set på sin samtids jøder som nogle, der trængte til at blive ledt på en god måde.” Når vi taler om Jesus som jøde, er det altså som en konkret jøde i denne konkrete, historiske kontekst.

Guds puls 

”Det er et af mysterierne ved den bibelske tro, at Gud bliver så konkret,” siger Morten og fortsætter: ”Når han nu er evig og hævet over tiden, så kunne han have valgt en principiel kommunikationsform.” Hvis altså Gud havde åbenbaret sig i en række matematiske formler eller filosofiske udsagn, så havde den historiske kontekst været mindre vigtig. Tag en pause og tænk efter: Er det ikke bare en lille smule anstødeligt, at den almægtige Gud vælger at åbenbare sig i så afgrænset en kontekst? Jeg mener, hvis det, han havde at sige, virkelig var så vigtigt, hvorfor fortalte han det så ikke på alle sprog og til alle mennesker på samme tid? ”Det er jo faktisk et meget stærkt kendetegn ved skrifterne i både Det Gamle og Det Nye Testamente, at Gud taler meget konkret. Gud vælger at åbenbare sig på en måde, hvor han kommer meget nær,” forklarer Morten. Det ligger dybt i Guds væsen, det er Guds dna, det er en puls fra Guds hjerte. ”Det tager os helt ind i hjertet af, hvor god Gud er!” Hørte du det? Jeg tror, det var tiøren, der faldt. Jesus var jøde, fordi Gud er god. Gud står ved sine løfter til Abraham og de andre, og Gud ønsker at kommunikere på en måde, så det er til at forstå for helt almindelige mennesker.

Helt almindelige mennesker? 

Nej, vent. Faldt tiøren, eller står vi stadig med samme problem? Altså det problem, at da Gud én gang for alle skulle kommunikere til menneskene, så valgte han at gøre det gennem en minoritet. Jesus kommunikerede jo netop kun til helt almindelige jøder i det første århundredes Israel. Er det ikke stadig en kæmpe forhindring, at Jesus var jøde, når nu de færreste af os er jøder? Morten siger som nævnt ovenfor, at Gud åbenbarer sig på en måde, hvor han kommer meget nær, og han fortsætter: ”Det, at Gud kommer så nær, bliver en meget stærk drivkraft blandt de første kristne. Da de forstod konsekvenserne af, at Gud bliver menneske i Jesus af Nazaret, forstod de også, at det budskab skal oversættes og legemliggøres på samme måde.” Som eksempel nævner han, at forfatterne til Det nye testamente gik fra at skrive på hebraisk, det hellige sprog, til at kommunikere på græsk. Græsk var det sekulære sprog, det verdslige sprog, men det var til gengæld også et verdenssprog. Peter, Lukas, Paulus og Silas havde ganske enkelt indset, at ligesom Gud havde talt forståeligt til dem, sådan skulle de tale forståeligt til andre mennesker. Det har ifølge Morten været kendetegnende for den kristne mission lige siden: ”Det bibelske budskab er et hjertebudskab, der bæres fra modersmål til modersmål. Evangeliet kan ikke formidles principielt, men kan kun formidles fra hjerte til hjerte.” Den pointe bliver måske endnu tydeligere, når vi vender den om: Hvis Jesus var kommet som en germansk jernalderhøvding, havde han ikke kunnet kommunikere til sin samtid på en forståelig måde. Det kunne han kun som en aramæisktalende jøde, omskåret på ottendedagen og oplært i moseloven. Det er dén bevægelse dybt ind i en konkret kontekst, som bliver afgørende for den kristne mission.

Hvor står vi nu? 

Vi står ikke nogen steder. Vi sendes. Den Gud, der kommunikerer  konkret, at han er blevet et konkret menneske, sender sin kirke ud i verden for at kommunikere konkret i de kontekster, der til enhver tid er deres. Ned gennem kirkehistorien er det ifølge Morten gået galt på mange måder. Enhver generation står i fare for at ”stivne”, som han kalder det, ved kun at gøre én af to ting: ”Vi kan være meget optagede af det historiske men blive lukkede omkring os selv, eller vi kan være meget nutidige men blive rodløse. Men vi er netop kaldede til begge dele: Vi er kaldede til at forstå Bibelens verden og Bibelens tid – og dermed Jesus som jøde i sin samtid. Og så er vi kaldede til at forstå vores egen tid. Ind i Bibelens tid og ind i vores egen tid.” Morten har også et konkret eksempel på, at det historiske aspekt nedtones og måske helt forsvinder: ”I vores forkyndelse taler vi af og til om ’Kristus’ på en måde, så han nærmest bliver et princip til god livsførelse. Vi må spørge: Hvad var det, jeg fik sagt om Kristus her? Fik jeg sagt noget, som er meget anderledes end det, man ville kunne sige på et selvhjælpskursus?” Det er altså farligt, hvis vi ikke forsøger at forstå teksten i dens egen virkelighed, den bibelske verden, og ikke forsøger at forstå Jesus som en del af sin samtids jødedom. Alternativet er nemlig ifølge Morten, at vi ”blot filtrerer et princip ud, som så guider os til næste uges liv,” uddyber han. Det er en udfordring for os. Men, kunne man spørge, kan vi ikke også i de bibelske tekster finde vejledning til vores liv? Jo, svarer Morten, ”men der er noget, som skal holdes i spænd, så det bliver et frugtbart både-og og ikke et enten-eller.” Teksterne har både en konkret, historisk kontekst, og en nutidig applikation. Hvis vi mister et af de to aspekter, mister vi noget helt grundlæggende, nemlig Guds puls. Guds puls med to slag: ind i kulturen, ud til verden, ind i kulturen, ud til verden. Dybest set mister vi vores forbindelse til Bibelens Gud. Jesus var jøde, fordi Gud er god.  

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503