Author: Anika Thorø

Efter flere omveje: Immanuelkirkens præst fandt Jesus i militæret

Efter flere omveje: Immanuelkirkens præst fandt Jesus i militæret  

 Af Vegard Soltveit, oversat af Anika Thorø Møller 6/3 2020

Foto: Yoel Ben David på prædikestolen ved indsættelsesgudstjenesten i Immanuelkirken, november 2019. Yoel har tidligere arbejdet en årrække ved Israelmissionens samarbejdspartner Jews for Jesus.

Som nysgerrig, ung mand udforskede Yoel Ben David troen og nåede både at blive ortodoks jøde og læse koranen, før han lærte Jesus at kende som jødernes messias.

Hovedpræsten i Immanuelkirken i Tel Aviv, Yoel Ben David, havde helt fra barndommen en klar overbevisning om, at Israels Gud eksisterede. 

Yoel var en nysgerrig, jødisk dreng, og han fik tidligt en interesse for at lære mere om Gud. Han begyndte derfor at læse en lang række bøger – alt fra rabbinsk litteratur til koranen. 

Men en dag mens Yoel sad og læste på sit drengeværelse, slog det ham: Hvis Gud virkelig findes, burde han kunne vise sig på andre måder end gennem bøger. Yoel råbte derfor ud i rummet: 

”Er du der virkelig Gud, så vis dig for mig!”. 

I samme øjeblik så Yoel et billede af en mand, og han vidste, det var Jesus. Men han begyndte ikke at tro. I stedet bortforklarede han hændelsen for sig selv. 

Ikke længe efter flyttede den snart voksne teenager Yoel hjem til sit fødeland Israel, efter en årrække hvor han blandt andet havde boet i flere europæiske lande sammen med sin familie.

Her mødte han sin kone Adel. De var begge meget optaget af tro, og de brugte meget tid på at studere og debattere tro sammen. Men Yoel og Adel fandt hurtigt ud af, at de ikke bare ville snakke om tro, men også gøre den til en aktiv del af deres hverdag. De endte derfor med at blive ortodokse jøder og forsøgte at efterlevede og overholde den rabbinske tradition og lære. 

Da Yoel kom ind i det israelske militær, blev han en del af det rabbinske militærkorps, som er en religiøs afdeling af forsvaret. En dag faldt han i snak med en kvinde, som spurgte, om han havde læst biblen (Det Gamle Testamente) selv. Yoel måtte indrømme, at det havde han ikke gjort, selvom han havde læst mange bøger. Det fik Yoel og Adel til at læse den hebræiske bibel sammen. 

Da Yoel kom til Esajas’ Bog kapitel 53, forstod han ikke særlig meget af det, han læste. Hvem handlede afsnittet om? Han gik derfor tilbage til kvinden, som havde opfordret ham til at læse i biblen. Yoel fandt ud af, at hun var kristen, og hun fortalte Yoel hvordan hun forstod Messias-kapitlet. Mens hun forklarede, huskede Yoel tilbage på dengang Jesus havde vist sig for ham, og han vidste fra det øjeblik, at Jesus var Israels messias.

Da Yoel kom hjem den aften, sad Adel og læste i Det Gamle Testamente. Yoel sagde til hende: ”Jesus er messias!”. 

Dagen efter, da Yoel kom hjem fra arbejde, sad Adel og græd. Hun havde læst Mattæusevangeliet for første gang og sagde med tårer i øjnene: ”Hvorfor har ingen fortalt os om det her før?”. 

Dét forandrede noget i Yoels hjerte. Både Yoel og Adel kendte kristne, men ingen havde fortalt dem om deres tro eller delt evangeliet. Fra den dag besluttede Yoel og Adel sig derfor for, at de fremover ville fortælle mennesker om Jesus. 

Det engagement og den brand for mennesker har Yoel og Adel taget med sig til Tel Aviv, hvor stadig flere kirkefremmede kommer forbi, når der arrangeres ”Åben kirke” og Yoel fortæller sit personlige vidnesbyrd. Den seneste tid har kirken desuden delt Det Nye Testamente ud til flere besøgende i kirken. 

Tora-portion: Dans dig selv i søvn i nat

”I må ikke bære jer ad, som man gør i Egypten, hvor I boede, og I må ikke bære jer ad, som man gør i Kana’an, hvor jeg fører jer hen. I skal ikke følge deres skikke. I skal følge mine retsregler, og I skal holde mine love og vandre efter dem”, (3. Mos, 18,2-4). Ugens portion: 3. Mosebog 16,1- 20,27.
Jeg kan ikke altid finde ud af at holde Guds love. Det er svært at vandre ad den sti, han har trådt.  Den er snoet og til tider virker den så smal, at jeg må balancere med den ene fod foran den anden for at være der. Nogle gange er det som om, den helt forsvinder ud i græsset, så jeg ikke kan skelne stien fra alt det, der er omkring. Jeg kan ikke se, om det er Guds sti, eller om jeg følger skikkene i Egypten eller Kana’an. Er jeg gået for meget mod højre, hvor mine studiekammerater dikterer retningen og skikkene, eller for meget mod venstre, hvor kirken ikke altid vil det samme, som Gud vi? Jeg tror, det israelske folk havde det på samme måde. I Egypten boede israelitterne i en kultur, der tit var langt fra det, Gud ønskede. Andre gange flød det måske sammen. Græsset voksede ind over stien og slørede retningen. Forude ventede Kana’an med helt nye forventninger og en anden praksis. Også der ville Guds sti være svær at finde. Det er derfor godt, at israelitterne i dagens tekst ikke blot får at vide, at de hverken skal følge egypternes skikke eller folket i Kana’an. Gud giver dem også en række af de regler, de skal overholde: Du må ikke tilså din mark med to slags korn, du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham, og du må ikke stjæle, lyve eller bedrage landsmænd – blot for at bringe et par eksempler fra dagens tekst. Men de er jo mennesker. Vi er mennesker. Vi lykkes ikke altid med at overholde de regler, Gud sætter op. Vi dummer os igen og igen. Én gang om året fejrede israelitterne derfor Yom Kippur – den store forsoningsdag – sådan lige for at få styr på alle deres synder og de ting, de havde gjort, der ikke var Guds vilje. Forsoningsdagen beskrives i dagens kapitel 16 – og den fejres stadig én gang om året af jøderne. Ifølge de mundtlige overleveringer i Talmud skete der mange år i træk undere i templet i forbindelse med forsoningsdagen: Indtil det år, Jesus døde på korset, skiftede en rød snor farve til hvid. Og fra samme år begyndte ypperstepræsten altid at trække en sort sten op ad lommen frem for en hvid. Samtidig begyndte dørene til templet at svinge sig selv op hver aften. Miraklerne var alle knyttet til et helt særligt år. Det fik nogle rabbinere til at konkludere, at templet havde mistet sin kraft – netop det år, Jesus døde og opstod. Jesus blev den ultimative forsoningsdag. Vi behøver ikke længere at ofre alverdens dyr og mad for at gøre bod på vores synd. Jesus har styr på det. Det giver mig lyst til at danse. Danse af glæde med nederdelen flagrende, armene i vejret, rundt i hele stuen. For nyligt hørte jeg nemlig en sang, som sangskriveren og sangeren Karl Kristian har skrevet. ”Dans dig selv i søvn i nat, for alt blir’ vasket bort,” lyder en del af omkvædet. For mig handler den tekst om Jesus. Måske Karl Kristian mener noget andet. I hvert fald giver teksten mig lyst til at danse. Alt er vasket bort.  Jesus redder mig, hvis jeg ikke kan holde balancen med den ene fod foran den anden på den smalle sti. Dans. Dans. Dans. Vil du også danse? Så lyt med her.

Tora-portion: Parykken falder af

Da kærligheden til broderen vældede op i Josef og gråden trængte sig på, skyndte han sig ind i sit kammer og græd. Derpå vaskede han sit ansigt og kom ud igen. Han beherskede sig og sagde: »Sæt maden frem!« (1. Moseborg, 43, 30-31)
Dagens portion: 1. Mosebog kapitel 41,1 – 44,17 Tårerne triller ned af kinderne på Josef. Med rystende hænder tørrer han dem væk, men tværer samtidig sin eyeliner og mascara ud i hele ansigtet. Han hulker, går forvirret rundt i sit kammer og svinger hovedet så meget i frustration, at den sorte, pache-formerede paryk falder af og lander på gulvet. Sådan forestiller jeg mig Josef opløst i gråd kort efter, han ser sin yngste bror Benjamin. Masken krakelerer. Øjeblikket er vores første glimt af den Josef, der gemmer på sig bag egypter-parykken og datidens markante makeup. Indtil nu har Josef vist sin hårde side: hans brødre er kommet til ham for at købe korn, fordi deres eget land, Kana’an, er ramt af hungersnød. Men Josef møder dem magt og hårde ord. Han kalder dem spioner, holder dem i forvaring i tre dage og tvinger dem til at tage tilbage til Kana’an for at hente Benjamin. Josef må være fyldt med had. Had til sine brødre over, at de dengang for mange år tilbage lod ham i stikken og sendte ham med en karavane til Egypten. Han må være plaget af et had til en familie, der ikke var, som en familie bør være. Eller måske var det nærmere dyb sorg over at blive svigtet, der fik Josef til at handle hårdt mod sine brødre. I hvert fald gav han dem en lærestreg og straf, som de uden tvivl aldrig glemte. Men trods bitterheden, sorgen og hadet gemmer der sig noget andet i Josefs inderste. Et glimt af sin elskede lillebror er nok til, at Josef ikke kan holde kærligheden tilbage. Kærligheden vældede op i Josef, som der står, og selvom han i dagens portion genfinder fatningen, ved vi, at han til sidst lader kærligheden vinde og tilgiver sine brødre. Josefs kærlighed kan ikke holdes tilbage. Hans kærlighed overvinder had, bitterhed og sorg. Jeg vil øve mig i at være som Josef.  Og på hver sin side af år nul kan Josef og jeg kigge henholdsvis frem og tilbage på ham, der ultimativt lod kærligheden vinde over et stort svigt. Både Josef og jeg når kun Jesus til sokkeholderne.  

Kærlighed til rødderne samler os på tværs

Der er ikke mange unge tilbage på Lolland og Falster. Ligesom i Danmarks andre udkantsområder flytter de til storbyen for at studere – og de færreste vender hjem igen bagefter. Der skal heller ikke meget matematisk forståelse til at tælle, hvor mange unge kirkegængere, der er tilbage. – Vi er vitterligt ikke særlig mange. Og dem der er, tilhører forskellige kirker, sagde 26-årige Louise Beinthin, da jeg fangende hende på en telefon for nyligt. Hun er en af de få unge kristne tilbage på øerne. Sammen med sin mand er hun aktiv i den lokale apostolske kirke, Bibelværkstedet. Og her kan de unge under 30 tælles på én hånd. Alligevel lykkedes det i marts Louise Beinthin og en flok venner at samle 30 mennesker til shabbatsfejring i Sundby på Lolland. Anledningen var, at vennerne står i spidsen for vores nye lokalgruppe, IU-Sjælland.
Mere end 30 deltog i IU-Sjællands første event og sparkede lokalgruppen godt i gang.
Mere end 30 lokal deltog i IU-Sjællands første event og sparkede lokalgruppen godt i gang. Foto: Rebekka Zoll
Louise Beinthin har erfaret, at hun har brug for fællesskaber på tværs af kirkerne i området, så hun kan mødes med andre unge. Og for hende er den nye lokalgruppe blevet en anledning til netop det. For som hun siger: uanset teologi har vi alle kærlighed og respekt for vores jødiske rødder. Det gør mig simpelthen så glad. Helt ind til knoglerne. For hvor er det en velsignelse, at vi kan velsigne hinanden: At IU drømmer om en ny lokalgruppe – og at de lokale tager imod ideen med åbne arme. Vores netværkskoordinator Rebekka Zoll og volontørkoordinator Christian Vestergård var med, da lokalgruppen afholdt den føromtalte shabbatsfejring i marts. De smilede op til hårgrænsen, da de kom hjem. Jeg tror, de mærkede den samme velsignelse. Med den nye lokalgruppe for Sydsjælland, Lolland og Falster har Israelsmissionens Unge nu seks lokalgrupper over hele landet, hvor unge kan tage del i vores vision. Bemærk: over hele landet. IU-Sjælland består allerede nu af fem unge par, hvis håb er, at lokalgruppen bliver et sted, hvor de samles om tro og bliver klogere på deres jødiske rødder. Samtidig vil de lave events rundt i de lokale kirker, hvor kristendommens jødiske rødder er i centrum. Det får mig til at kippe med flaget. Både det rød-hvide flag med korset og det blå-hvide med jødestjernen. For i Israelsmissionens Unge kan vi mødes på tværs – på tværs af kirkeretninger, lande og tro. Det er selvsagt en velsignelse.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503