Author: Anne Sofie Poulsen

Melder mangel på lagringsplads – MP:F18 Dryp 9

I den seneste uge har vores små hoveder været på overarbejde, for at kunne finde lagringsplads til al den spændende undervisning, vi har fået. Fra søndag til onsdag, sad vi på “skolebænken” med Henriette(kirkevolontør) og David(præst), som vores særdeles kompetente undervisere. De tog os med på en vandring gennem biblen, hvor det blev tydeligt, at skrifterne peger frem mod Jesus samt verdens genoprettelse=den nye jord. Det var en fordybelse i vores jødiske rødder, som har affødt en større (næsten ny) forståelse af biblen og dens kontekst. En viden jeg ikke anede, jeg manglede, men som jeg nu ser som uundværlig.
Undervisning on location
Hvis vi vil kende Gud og forstå bare lidt af hans frelsesplan for os, må vi prøve at forstå den tid, og det folk Jesus levede blandt. Jeg kan desværre ikke få kogt 4 dages intens undervisning ned, så det vil give mening i dette blogindlæg. Derfor må I nøjes med nogle pointer, som jeg særligt tog til mig: – Udvandringen af Egypten blev modellen for Guds frelsesplan (så tag og læs i mosebøgerne!) – Jøderne forventede en konge, som frelser, men Jesus var mere end en konge. Han var både; konge, tjener, menneskesøn, Gud selv og meget mere. – Alle ofringer i GT peger frem mod det endelige offer=Jesus. – Guds nærhed er ikke blevet mindre helligt af, at han nu bor i os (og ikke i et tempel) men bare mere tilgængeligt. – Alle jødernes fester og vores fester, gennem kirkeåret, er til påmindelse og fejring af Guds frelsesplan for os.
Lidt blandede følelser
Således opmuntret til at dykke ned i vores jødiske rødder som kristne, og udvide forståelsesrammen for den kontekst, biblen er skrevet i.

Galilæatur

Efter 4 dage med undervisning, skulle man tro, at hovedet ikke havde mere lagringsplads. Dog var begejstringen, over vores 3 dags tur til Galilæa, ikke mindre af den grund. Det var en tur, der for mig, satte nogle visuelle billeder på de steder, hvor Jesus havde levet, undervist og arbejdet. Her er listen over steder nåede vi forbi: Garizim bjerget, Sebastia, Tiberias, Genesaret sø, Bebudelseskirken, Nazareth Village, Sepphoris, Kapernaum, Saligprisningernes bjerg, Magdala, Solnedgang ved Hippos (Golanhøjderne), Tabgha, ridetur på heste i Golanhøjderne.
Nazareth Village
Alle steder vi var, hev vi biblen frem og læste et tilhørende skriftsted. Jeg fik øjnene op for, hvordan Jesus gang på gang var oprørsk over for normer og samfundsstruktur, gennem hans undervisning og livsstil. Han helbredte syge på en sabbat, gav “levende vand” til en samaritansk kvinde, samt kaldte/kalder alle for hans brødre og søstre. Ikke nok med at han gjorde op med de gængse tankegange, han skabte til tider også skam over sin familie, ved at opføre sig unormalt.
Jesus er ikke den eneste med mærkelig adfærd
Det har altså været en uge med så meget undervisning og ny viden, at jeg vil ønske, jeg kunne købe mere lageringsplads til min hukommelse. Denne uge har bragt mig tættere på universets skaber, og da jeg nu kender Ham og hans skaberkraft bedre, bringer det mig også tættere på en forståelse af, hvem jeg, som hans skaberværk, er.

Et endegyldigt offer – MPF:18 Dryp 6

Midt i den travle påskeugen, når vi lige et lille tilbage blik på sidste uge. Vi var nemlig så heldige at være i Eilat. Vi tog fra “kolde Jerusalem” (dvs 15 grader) og ankom til de varmere himmelstrøg med 27 grader. I Eilat boede vi på et kristen hostel, som hedder The Shelter. Et sted hvor vi blev mødt med åbne arme og ( endnu en gang) en udstråling af Guds kærlighed. I Eilat brugte vi meget tid på at ligge på stranden, kigge på flotte fisk og koraler, og lave praktisk arbejde lidt praktisk arbejde også. Så ja, lidt badeferie var det jo, men vi nød godt af at puste ud midt i vores tætpakket program. Vi ankom fredag og søndag tog til Timna Park, hvor vi skulle hjælpe omkring et tabernakel, der var genopført ud fra beskrivelserne i mosebøgerne. Det var et super spændende og meget varmt sted. Vi arbejde midt på dagen i den varme ørken, og snakkede om hvor hård ørkenvandringen egentlig må have været for isralitterne. De har ikke bare gået rundt og hygget sig i det smukke landskab, det har været varmt, hårdt og barskt på flere måder. Vores kontaktperson og “chef”, Ben, gav os en lille guidet tur i tabernaklet. Det var en tur, der gjorde stort indtryk på mig, fordi passagerne om tabernaklet i mosebøgerne normalt forekommer mig ligegyldige og lange. Her kunne jeg se og røre ved resultatet af Guds befaling om opførelsen. Vi hørte en del om de ofringer og ritualer, der fulgte med, når ypperstepræsten en gang om året måtte træde ind i det aller helligste og tættere på Gud. Jeg bed særligt mærke i nogle af de sammenligninger Ben lavede mellem tabernaklets formål og Jesus. Han fortalte at man ofrede dyr, fordi dyr ikke kan synde. Ideen med ofringen var at, det syndfrie dyr påtog sig menneskets synd og mennesket, dyrets renhed. Blodet havde en afgørende rolle her. Dyrets blod blev smurt på menneskets hvide tunika( tidens påklædning) som tegn på renhed. Sammenligningen virker måske åbenlys og er for mange bare endnu en snak om Jesus som offerlammet. Dog var der er ny vinkel på Bens sammenligning. Jesus døde for os, som et offer. Han påtog sig vores synd, og vi fik hans renhed. Netop derfor skal vi ikke bygge et alter og bringe ofre mere. Han var et fejlfrit og fuldstændigt offer. De tidligere ofringer var midlertidige. Ypperstepræstens besøg i det aller helligste var midlertidige. Han kunne ikke bare slå sig ned derinde, for selv ikke et syndfrit dyr kunne give en forblivende renhed. Jesu død var et endegyldigt og BLIVENDE offer. Derfor steg han til himmels og SIDDER nu ved Guds højre hånd. Han har slået sig ned hos Gud/ ved det aller helligste, fordi hans offer ikke var midlertidigt men evindeligt. Så i denne påskeuge er vi i fuld gang med at genopleve “ofringen” af Jesus som vores offerlam.

Et berørt men taknemmeligt hjerte – MP: F18 Dryp 4

Vi ankom til Shevet Achim fyldt med relationelle og åndelige oplevelser fra den Israelske KFS-lejr, vi havde været på dagene forinden. Trætheden havde efterhånden fået et godt tag i vores lille gruppe, så forventningerne til Shevet Achim måtte ikke siges at være de helt store. Trods det har Gud givet os endnu en fantastisk uge, og med nye dejlige mennesker og en ærefrygt for vores store Skaber. Jeg vil i dette blogoplæg prøve at give jer et indblik i, hvad Shevet er for er sted og hvad vi oplevede.

Kort om Shevet Achim

Shevet Achim er en organisation, som hjælper børn med hjertefejl. De har et stort hus, hvor børnene og en pårørende kan bo, mens de enten venter på en operation eller på at være raske nok til at rejse hjem igen. Deres hjem er oftest ikke Israel men Irak, Iran og nogle er fra Gaza. Det er familier som ikke selv har mulighed for at finansiere den operation, deres barn har brug for. Shevet Achim er derfor opstået med det formål at møde disse familier med kærlighed, økonomisk såvel som menneskeligt. De transporterer dem frem og tilbage fra hospitalerne, hjælper med medicin og støtter med deres nærvær i alle situationer. Vores opgaver på hjemme bestod i at lave mad, passe børn, gøre rent og aflægge støttende besøg på hospitalerne.

Det gjorde stort indtryk at medarbejderflokken og opdage at de er som én stor familie i sig selv: nærmest en menighed. Mange af dem bor på stedet (førnævnte hus) og har deres liv der, derfor skilles arbejdsliv og privatliv ikke ad. Over halvdelen af medarbejderne er frivillige volontører, som er der i et par måneder, hvilket også skaber stor udskiftning et par gange om året.

Fokus det rigtige sted hen

Allerede fra den første dag tog de os ind i deres store familie, som om vi altid havde været en del af den. Det var stort for os, at de var så interesseret i os og vores liv. Det kom helt konkret til udtryk ved at de spurgte, om vi havde lyst til at dele vores vidnesbyrd, og hvordan vores vandring med Gud havde været. Hjemme i Danmark ville jeg normalt være blevet lidt forskrækket over sådan et spørgsmål, og måske endda have afslået. “De er trods alt stadig fremmede mennsker”, tænkte jeg. Dog delte vi alle 5 lidt om vores liv med Gud og vores udfordringer som kristen. Det foregik til deres morgensamling, som var deres måde at starte dagen på. Hver morgen mødtes vi til 2 timers lovsang og bibelstudie, som en forberedelse på en ny dag med Gud. Det var en fantastisk måde at starte en arbejdsdag på, og det havde ofte en effekt på resten af dagen. Jeg oplevede, at mit hjerte ofte var mere taknemmeligt indstillet, fordi man naturligt tog lovsangen og helligåndens tilstedeværelse med sig ud til dagens opgaver. Noget jeg lagde særligt mærke til ved disse morgensamlinger var, hvordan lovsangen ikke vægtede det musikalske men det åndelige. Jeg synes oftes det kan være svært at synge lovsang, hvis jeg finder det musikalsk uharmonisk. Ikke at det var tilfældet her, men deres fokus var (befriende nok) lå et andet sted. Her lærte jeg at lukke det musikalske øre, og i stedet lytte med det åndelige. Jeg oplevede, at Gud og Shevet-folkene lærte mig meget gennem de stunder med lovsang, og jeg vil fremover prøve at lægge min musikalske dommer væk, når jeg priser gennem sang. Lovsangen er skabt til ære for vores himmelske Far, og derfor skal den synges med en åndelig indstilling, der peger mod Ham.

Et berørt hjerte

En anden god grund til at starte dagen med Gud var, at dagen der ventede kunne byde på oplevelser med liv men også død. Når man arbejder et sted som Shevet Achim, er man midt i blandt børn, der lider af livstruende hjertefejl. Det var derfor også vildt at se, hvordan medarbejderne lagde alle små ting over til Gud. Jeg var så velsignet at få lov at komme med på hospitalet 2 dage i løbet af ugen. Her besøgte vi de børn og deres forældre, som var indlagt. Der var meget forskel på hvor godt børnene havde det. Jeg besøgte en lille pige på omkring et år, som lå med slanger og apparater over det hele. Hendes lille hjerte slog meget hurtigt og hun trak vejret anstrengende. Hendes små mørke øjne var fyldt med smerte, hvilket fyldte mine øjne med vand og mit hjerte med en vrede mod Gud. Hvordan kan han lade den lille pige lide sådan? Vores eneste mulighed for at hjælpe var, at vende os mod Gud og takke ham for, at han er den eneste, der kan helbrede hende. Det var en ambivalent oplevelse, men jeg oplevede dog også at blive fyldt med en ro. En ro over at hun var i Guds store, stærke og helbredende hænder.

Et taknemmeligt hjerte

Nu skal jeg nok lade være med at tage mere af jeres tid. Som I sikkert kan fornemme, har Shevet Achim berørt mig meget og sat mange gode tanker i gang. Især følgende vers har helligånden blæst nyt liv i: “Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker” (Sl. 37, 4). “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift” (Matt. 6,33). Jeg har ikke før funderet så meget over rækkefølgen i begge af disse vers, men har opdaget vigtigheden af den. Vi skal ikke søge Gud ved at fremlægge alle vores ønsker. Nej, vi må først finde vores styrke, håb og glæde i ham, og så vil lykken komme som et resultat af det. Det var det, jeg helt konkret så og oplevede på Shevet Achim, og som jeg nu på ny vil forsøge at leve efter.

Shalom fra de taknemlige Missionspiloter.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503