Author: Arne Pedersen

Arne er generalsekretær i Israelsmissionen og har været ansat i organisationen siden januar 2012. Han brænder for god kommunikation og sund teologi, tager billeder og fortæller gerne den gode historie. Cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi.

Børn har ret til en forankret fremtid

I dag, tirsdag den 20. april, skal Folketinget behandle et lovforslag vedr. omskæring af drengebørn. Det er et betændt emne med mange følelser. I nedenstående indlæg reflekterer generalsekretær Arne Pedersen over emnet med udgangspunkt i en udtalelse fra Etisk Råd fra et par år siden. Etisk Råd udgav inden sommerferien 2018 en udtalelse vedrørende rituel omskæring af drenge. En udtalelse, som efter min mening, slet ikke har fået den opmærksomhed, den burde. Etisk Råds udtalelse er både interessant og bekymrende læsning. Interessant, fordi den vidner om splittelse og uenighed i Etisk Råd, både hvad angår lovgivning og etisk vurdering af spørgsmålet. Bekymrende, fordi et faktuelt flertal i rådet mener, at omskæring af drenge under den eksisterende omskæringspraksis er etisk forkert. Det begrundes primært i det som udtalelsen kalder ”barnets ret til autonomi og selvbestemmelse”. Det problematiseres i udtalelsen, at man med omskærelse påfører barnet et ”kulturelt mærke”, som man bærer med sig altid – også hvis man skulle ønske sig senere i livet at bryde med den kultur, mærket er en markør for. Naturligvis skal vi respektere barnets autonomi og selvbestemmelse, men spørgsmålet er om denne respekt for barnet altid bør medføre, at barnet selv skal bestemme? For hvordan udruster vi bedst vores børn til autonomi og selvbestemmelse? Er det ved undladelser eller ved påvirkning? Det er som om, Etisk Råd og tidsalderen som sådan efterlyser en grænseløshed for vores børn. Værdineutraliteten hyldes som idealet, fordi vores børn dermed påvirkes så lidt som muligt og selv kan tage stilling. Der er en forestilling om, at hvis vi blot vakuumpakker vores børn til de bliver 15 eller 18 år gamle, så vil de bryde ud som smukke sommerfugle fra deres tidligere så iltfattige omgivelser med selvdannede holdninger, værdier og syn på verden. Men det er for mig at se en falsk forestilling om det grænseløses godhed. Børn har ret til en ”åben fremtid”, konkluderer udtalelsen, ”hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åbent.” Ved denne konstante pålæggelse af ansvar på barnet, overses både fællesskabets og forældres betydning i dannelsen af holdninger, værdier og syn på verden. For hvor bliver muren så af, de skal spille bold op ad? Hvor bliver de mennesker af, de skal spejle sig i? Hvor er den jord, de skal have fødderne solidt plantet i? Hvor er det fællesskab, som skal lære dem, at her favner vi hinanden uanset tilhørsforhold, overbevisning og syn på verden? Tendensen i vores tid er, at flere valgmuligheder altid er lig med det bedste; altid er lig med autonomi. Der er en forestilling om, at mængden af valgmuligheder er ligefremproportional med graden af frihed. Tænk hvis nu det ikke er sådan? Tænk, hvis vi i rettighedernes navn er blevet så autonomi- og valgmulighedsfokuseret, at vi helt har glemt begrænsningens evangelium. Hver gang vi bliver en del af et fællesskab, begrænser vi netop os selv – vi giver afkald på en del af os selv for at blive en del af noget større. Det er godt og vigtigt at lære begrænsningens kunst, for fællesskaber – altså sunde fællesskaber – skaber sunde individer. Individ og fællesskab må være i sund balance med hinanden. Derfor må jeg også være uenig i, at rituel omskæring udgør ”et meget radikalt forsøg på at indsnævre det givne barns mulighed for at vælge sit eget religiøse ståsted og finde sin egen mening med tilværelsen,” som det hedder i udtalelsen. Eller det vil sige: Jeg kan sagtens kognitivt sætte mig ind i, hvorfor det ser sådan ud for en ikke-religiøs udenforstående. En anden måde at se det på kunne være, at her er nogle forældre, som ønsker at give sit barn den bedste start i livet overhovedet – ved at lade det blive en del af noget større end sig selv. Ved at lade det blive en del af et fællesskab, hvor det hører til og kan blive favnet. At forældrene i ren kærlighed ønsker, at deres barn skal blive et helt individ i et sundt fællesskab. Etisk Råds omtale af en barneret ”til en åben fremtid, hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åben”, bygger for mig at se på en forestilling om det vakuumpakkede barn. Måske målet for vores børn ikke skal være en åben fremtid, hvor grænseløshedens uendelige muligheder i sidste ende kan lukke barnet om sig selv. Måske målet skulle være en ”forankret fremtid”. Et ønske om at vores børn og unge lærer at forvalte deres autonomi og former holdninger, værdier og syn på verden gennem respektfuld påvirkning fra forældre og favnende fællesskaber. Det er religiøs praksis ikke en modsætning til. Tværtimod. (Billede øverst: Janko Ferlic/Unsplash)

Generøs teologi kunne gavne i Israel/Palæstina-konflikten

Når det kommer til at navigere i konflikten mellem Israel og Palæstina, kan vi godt lære noget af Abraham.

Abraham er stamfader til det jødiske folk, og ifølge Bibelen blev han lovet et lille stykke land ud mod Middelhavet. Derfor forlod han Ur og drog mod det land, Gud viste ham. Senere i fortællingen kommer Abrahams egne hyrder op at skændes med nevøen Lots hyrder. Det fører til de berømte ord om, at ”vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.”

Det er ret enestående sagt af Abraham. Han har lige fået lovet landet af Gud, men alligevel vælger Abraham at afstå fra det guddommelige argument. Hans tilgang til konflikthåndtering var generøsitet. Han vægtede Lot højere end sin egen ret – guddommelig eller ej – og det er vi mange, der godt kan lære noget af. Hvis Abraham selv kunne lægge landet åbent for Lot, burde vi så ikke også øve os i at gøre det samme?

For et par år siden fik jeg lov at interviewe den nordirske teolog Chris Wright, som introducerede mig for begrebet ’generøs teologi’, som i korte træk handler om at inkludere andre mennesker i sin teologi frem for at ekskludere dem. Lige siden interviewet har jeg gået og tænkt, at udtrykket generøs teologi indeholder en sjælden visdom, for af en eller anden årsag er teologi noget af det, som virkelig kan bringe sindene i kog og sætte skel og grave grøfter og bygge mure, hvilket også kommer til udtryk i de teologiske debatter vedrørende Israel/Palæstina-konflikten. Teologiske diskussioner og debatter havner ofte i en eller anden udgave af “dem vs. os”, som så igen ofte fører til sårethed, mistro og brudte relationer. Teologiske diskussioner kan bringe noget af det værste frem i mennesker. Det kan næsten virke som om, at det der med at elske sine fjender, det gælder alle andre end dem, man er teologisk uenig med.

Og jeg forstår det godt, for der er meget på spil – både i de teologiske diskussioner som sådan – men også i spørgsmålet om Israel/Palæstina. For her handler det ikke ’kun’ om at diskutere teologiske holdninger, men også om den afledte affekt af en bestemt teologi. Alligevel kan jeg blive både trist og frustreret, når jeg læser den nyeste erklæring fra Kairos Palestine, der er omtalt i Kristeligt Dagblad den 17. og 19. August. Når der fx skrives om, at “kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og et groft misbrug af Bibelen”, eller når palæstinensernes modstand italesættes som “kreativ og ikke-voldelig”, så udtrykker erklæringen lige så meget hovmod og tunnelsyn, som dem, den skriver op imod. Dermed bliver erklæringen ikke noget, der kan vise en vej fremad, en tredje vej. Den kan kun være en modpart. Den anden side af mønten.

Selvom jeg har sympati for ærindet i erklæringen fra Kairos Palestine; at italesætte uretfærdigheden mod det palæstinensiske folk, har jeg hverken sympati for retorikken eller måden, hvorpå den bliver fremført. Når man samtidig beder ledere i Kirken verden over – herunder Danmark – om at være medunderskrivere og dermed anbefalere af erklæringens budskab, maler man desværre sig selv op i et hjørne, det er svært at komme ud af igen.

Det er ikke befordrende for enheden i hverken den globale eller lokale kirke. For slet ikke at tale om, at den nødvendige forsoning bliver så meget desto sværere.

Uanset, hvad vi så ellers mener politisk eller religiøst om konflikten mellem Israel og Palæstina, så er der et fælles kald til os, som kalder os kristne, om at begynde at tænke anderledes. Det er dét, ’omvendelse’ betyder i det Nye Testamente. At begynde at tænke anderledes. Fordi Guds kongerige er kommet nær, udfordres vi til ikke at lade os begrænse af denne verdens politiske løsninger og svar. Vi inviteres til at bede med på bønnen om, at Guds vilje må ske på jorden – som den sker i himlen. Vi inviteres til at lade netop dén bøn forme os i både tanker, handlinger og teologi.

Jeg er overbevist om, at én mulighed for en vej fremad er den generøse teologis praksis. Det er ikke en praksis, hvor man ikke må mene noget forskelligt eller diskutere så det gnistrer. Generøs teologi handler ikke så meget om, hvad man mener som, hvordan man mener det. Generøs teologi kalder på nuancer, ydmyghed og nysgerrighed.

Det er en praksis, som ikke behøver begrænse sig til spørgsmålet om Israel/Palæstina. For når jeg ser på vores samfund, både lokalt og globalt, tror jeg, vi har brug for gode eksempler på, hvordan man kan være gode til at være uenige. Det burde være kirkens og det kristne fællesskabs opgave at give netop det.

Bibelen 2020

The new Danish Bible: Thoughts and reflections

The last week several Israeli media have sent out news regarding the new Danish Bible translation from 2020. Most of them are critical and some are untrue. Arne Pedersen, CEO in the Danish Israel Mission, states his thoughts about the new translation here. It is in English so that our Israeli friends will be able to read along.

In my personal opinion I believe that the translation of the Bible2020 is good and easy to read. The Danish Bible Society has been very clear all the way that this is a Bible for readers who would like to begin reading the Bible where the authorized version is too heavy. In Denmark we have a translation that is authorized by the Queen, and the authorized version is the one we use in the state church. So this translation is meant to be a more easy read version than the authorized one. It is a bit like Eugene Peterson’s “The Message” (and I know that there are very different opinions on that ‘translation’ as well) although it is not as interpretative as The Message. This is not a translation meant for neither synagogue nor church. It is not meant for studying or research. It is a translation that focuses on the Biblical story and narration. I believe that if you read this translation on its own terms it is good and I certainly think the translation will get more people – especially young people – encouraged to start reading the Bible.

Does this mean that nuances, richness and theological depth is lost at times? Certainly – but at its core it is faithful to the meaning of the text.

So the first thing is the context for the translation – that is important.

On the substance of the debate David Serner who is pastor at the Danish church in Jerusalem has studied the translation extensively and his conclusion is the following:

  • this translation fundamentally confirms the continued connection between the Jewish people and the land
  • the translation confirms that the Jewish people is the chosen people of God
  • the translation is not a tool for replacement theology
  • the translation is not anti-semitic or anti-zionistic

I would especially like to warn against calling this translation anti-semitic or being against Israel as a nation. In part because I do not think there is any substance or reason for doing so, and in part because if we cry “Wolf!” for no reason – there is an even greater danger that we will not be heard when there is actual danger at stake.

All of the above should of course not hinder us at criticizing the translation where criticism is due. But overall – this translation proclaims the Gospel of the crucified and risen Messiah who invites and calls all of us into a relationship with him where he transforms us into new beings. I truly believe that this translation will be a tool in the hands of the Spirit to meet new people with this fantastic message all over Denmark.

Sincerely,
Arne Pedersen, CEO, Danish Israel Mission

Do you want to read more? Read the statement from the Danish Bible Society here.

Unerwünschte

I serien “Band of Brothers” udspiller der sig en scene i ét af de sidste afsnit. Seriens hovedpersoner finder en koncentrationslejr, og de ved ikke, hvilken slags lejr det er. “Det er en arbejdslejr for … uønskede,” fortæller en af lejrens internerede. Fortvivlet. Forvirret. Udmarget og udmattet vakler han videre. De uønskede. Unerwünschte. I dag er det 75 år siden Auschwitz blev befriet af russiske styrker. De uønskede fik igen frit lejde til at bevæge sig ud i samfundet. Forsøge at finde sig selv igen efter en hel civilisation systematisk havde forsøgt at udrydde dem. Fjerne dem. Slå dem ihjel. Fordi de var uønskede. Jøder, sigøjnere, homoseksuelle, handicappede. I stedet for de mange ord vil jeg i dag blot opfordre dig til at standse op og kort overveje, om der mon er nogen, du personligt stempler som “uønsket” – i dit liv, i dine omgivelser eller i samfundet som sådan? Alle mennesker er værdige til at blive elsket. Ingen er uønsket. Heller ikke i dag.

”Opfat hvert et giftigt ord som et løfte.”

Ovenstående er et citat af Liel Leibovitz i en artikel, hvor han reflekterer over sin bedstefars flugt fra 30’ernes Wien. De er en påmindelse om, at én af grundene til, det kunne gå så galt dengang, var, at ordene aldrig blev taget alvorligt. At retorikken aldrig blev gennemskuet. At ordene aldrig blev taget for pålydende. Det er svært at lave sammenligninger på tværs af historien – på tværs af årtier og generationer. Derfor går der heller ikke en lige linje fra Tyskland og Østrig i 30’erne til en postkasse i Silkeborg i 2019, hvor et dansk-israelsk ægtepar vågnede op til en gul jødestjerne med ordet ”Jude” skrevet i midten. Et klistermærke, der er en tro kopi af netop det mærke, alle jøder blev tvunget til at gå med under nazi-regimet. Det gør ikke hændelsen mindre alvorlig. Slet ikke, når man tager tidspunktet i betragtning: 9. november – årsdagen for Krystalnatten, hvor jødiske forretninger, synagoger og hjem blev ramt af hærværk, og jøder blev udsat for vold og slået ihjel. Det er et løfte fra dem, som har sat klistermærket på postkassen: ”Hvis det stod til os, gjorde vi det igen. Smadrede jeres forretninger, brændte jeres synagoger af, trængte ind i jeres hjem i nattens mørke og gennembankede jer med knipler og jagtede jer gennem gaderne. Ja, hvis det stod til os, samlede vi jer igen i ghettoer og lastede jer ind i togvogne for at køre jer til lejre, hvor I kunne arbejde jer selv ihjel og gennes til gaskamrene og massegravene. Hvorfor?! Fordi I er jøder!” Dét hadefulde løfte er gemt i dét klistermærke på dén postkasse på en stille villavej i Silkeborg. Derfor må vi også tage ansvaret på os og gøre opmærksom på, når vi ser faresignaler og der sker hændelser der er, om ikke historisk sammenlignelige, så i hvert fald historisk genkendelige. For nogle år siden læste jeg en analyse af overrabbineren i Oslo, Ervin Kohn. Han skrev: ”Antisemitisme er ikke et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.” Jeg husker, hvordan min far, dengang jeg var barn, slæbte mig med rundt til Europas koncentrationslejre. Hele familien blev proppet ind i den gamle grønne Passat, campingvognen blev hægtet på, vi krydsede fingre og bad en bøn, før han gassede op. Af sted det gik. Formålet var i det store og hele at holde ferie med familien på afslappet og spontan vis, men da min far er ganske historieinteresseret, kunne han som regel opdrive en koncentrationslejr eller en eller anden form for mindesmærke over Anden Verdenskrig i nærheden af det sted, vi havde valgt at campere. Og det vel at mærke i en tid uden computere og internet. Imponerende! Far brugte ferien på at lære mig om den tid, han selv voksede op i. Europa i 30’erne og 40’erne. Dengang umådelig kedeligt. I dag er jeg dybt taknemmelig. For jeg blev vaccineret. Man kan næsten ikke andet, når man står der ved pigtråden i Auschwitz, ser barakkerne i Birkenau eller når man står i granitbruddet i Mauthausen. Vi står over for en tid, hvor de sidste øjenvidner til historien er væk. Hvor beretninger om disse grusomheder bliver andenhånds. Vi må derfor alle gøre os overvejelser om, hvordan vi kan bidrage til vaccinationen. Både som individer, fællesskaber, interesseorganisationer og samfund. For den antisemitiske syge er for smitsom, destruktiv og dødelig til at blive ignoreret eller overladt til tilfældigheder. Vi må opfatte hvert et giftigt ord som et løfte. For intet menneske har fortjent at være bange i sit eget hus eller bør være nervøs for at gå ud til sin egen postkasse. Intet menneske har fortjent at skulle se sig en ekstra gang over skulderen eller være nervøs for sin families sikkerhed. Vi kan alle sammen gøre noget. Vær kreativ. Fortæl. Eller prop nogle mennesker i en grøn Passat.

Alt had begynder et sted

Da jeg var barn spillede jeg ret meget rulleskøjtehockey ude på gaden med de andre børn i kvarteret. Ind i mellem var der også en med, som ikke boede i området. Han var større end os andre, spillede rigtig ishockey og vi andre så op til ham. Vi ville være som ham. Lige så dygtig som ham. Så vi imiterede ham. Rullede som ham. Skød som ham. Overtog meget af hans ageren. Så da han en dag brugte ordet “Jøde” som et nedladende skældsord overfor en af os andre, var det naturligt for flere at begynde at bruge det også. Vi anede ikke hvorfor, det var et skældsord, men det var det. Personligt nåede jeg ikke selv at bruge det i lang tid. For da jeg en dag kaldte min storebror det i min faders påhør, fik jeg så eftertrykkeligt at vide, at det ingen steder hørte hjemme som skældsord eller nedsættende omtale. Min far sagde fra dengang. Man kan selvfølgelig fint argumentere for, at naturligvis gjorde han det. Som et led i opdragelsen. Som et led i at lære sin søn at tale ordentligt. Men jeg har siden tænkt, at der var mere i det end som så. Fordi mit sprog dengang repræsenterede et bestemt menneskesyn, som min far på ingen måder ville tolerere eller have inden for sine fire vægge i hjemmet. Dels fordi han selv var vokset op under krigen. Dels fordi det slet og ret var et menneskesyn, han mente, var forkert. Hvad nu hvis min far ikke havde sagt fra? Hvad havde jeg så lært af det? Hvad havde jeg fået bekræftet? At jøder var mindre værd end andre mennesker? At det var okay at se ned på dem? At behandle dem anderledes? Dårligere…? Jeg blev mindet om ovenstående i løbet af den sidste uges tid. Her kunne man i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan tv-vært og forfatter Flemming Møldrup var blevet kaldt “Smovs” efter at han havde delt ferieminder fra Israel på det sociale medie Instagram. Ferieminder fra Israel fremkalder altså antisemitiske udtryk af værste skuffe. Det må bekymre os. Alle sammen. I P1-programmet “Shitstorm” som sendes lørdag formiddag, var han inviteret i studiet, og programmet udviklede sig til en bevægende fortælling om antisemitismens konsekvenser og hvad det gør ved os. Blandt andet fordi Sanne Cigale, som er jøde, er vært på programmet sammen med Mads Aagaard. Programmet er virkelig værd at lytte til – ligesom Flemming Møldrups klumme er værd at læse. Begge fortællinger efterlader mig dog med et stort og rungende og frustrerende: HVAD GØR VI VED DET?!?!?! Det er her min far og hans sigen fra kommer ind i billedet igen. For vi har faktisk alle sammen et ansvar for at sige fra, når vi møder had. Uanset sted. Uanset afskygning. Vi har en pligt til at give hadet navn og bringe det frem i lyset. Eksponere det. For hvis vi ikke er bevidste om det, opdager vi det ikke. Opdager vi det ikke har vi ikke muligheden for at sige fra. For kujonagtige mennesker gemmer sig ofte bag skærme og tastaturer og slynger deres modbydeligheder og antisemitisme og racisme ud i hovedet på os andre. Og det er for nemt at slå det hen som “ja, der er godt nok en hård tone på de sociale medier.” Det er der. Men når et menneske kalder et andet menneske for “smovs”, så er det ikke bare “hård tone”, så er det antisemitisme. Og alt had begynder et sted. Det kan begynde med et enkelt ord under et billede på Instagram eller på en tilfældig villavej i Herning – og kan ende med det vi ser udfolde sig i Halle i skrivende stund. Jeg aner nok stadig ikke rigtigt, hvad vi gør ved det. Men jeg tror, vi kan begynde med at sige fra.

Vi har brug for et åndeligt ”oktober 1943”

I midten af august var vi 14 fra Israelsmissionen, der deltog i den 11. internationale LCJE-konference i Toronto, Canada. Temaet var ”Gør alting nyt”, og det var en inspirerende konference med næsten 200 deltagere fra 16 lande.
Det var fantastisk at få indblik i, hvad Gud – og mennesker – har gang i verden over, når det kommer til jødemission. Om det er blandt ortodokse jøder i Israel, postmoderne jøder i New York, eller når det kommer til forsoningsarbejdet mellem jøder og palæstinensere.
Under et af aftenmøderne skrev jeg en note på min telefon. Den vender jeg tilbage til om lidt. Først lidt om anledningen: Dr. Yaw Perbi. Perbi er oprindeligt fra Ghana, uddannet læge, har været kaptajn i FN’s fredsbevarende styrker i Elfenbenskysten. Og så er han prædikant. Energisk prædikant. Perbi fortalte sin historie og sit vidnesbyrd med store armbevægelser og levende gestik. Senere blev han lidt mere stille. For han var også inde på, hvordan det ser ud med troen og det jødiske folk. Det ser ikke godt ud, for kun lige omkring én procent af verdens 14 millioner jøder tror på Jesus som Messias. ”Når vi taler om tro og statistik er vendepunktet i en befolkningsgruppe to procent,” fortalte Perbi og fortsatte: ”Når en befolkningsgruppe når op på mindst to procent troende, kan befolkningsgruppen så at sige evangelisere for sig selv. Men indtil da karakteriserer man befolkningsgruppen som ’unået’.”
Som befolkningsgruppe er det jødiske folk altså ’unået’. Det er ellers en betegnelse, som jeg som oftest forbinder med stammefolk langt ude i Amazonas’ jungle.
Jeg hev min telefon op af lommen og skrev en note: ”Danskerne hjalp mange danske jøder med at blive reddet under Holocaust. Hvorfor gør vi ikke mere for at nå dem med evangeliet i dag?”
Umiddelbart efter konferencens slutning mødtes deltagerne fra Israelsmissionen og fortalte kort hinanden om, hvad de havde fået ud af konferencen. Her fortalte Elisabeth fra Jerusalem følgende:
”Det var en onsdag i begyndelsen af april, og jeg befandt mig i et bønnehus i Jerusalem, hvor vi sang “Baruch haba beshem Adonai” (Velsignet være han, som kommer i Herrens navn). Jeg fortalte de andre, at dette vers står over porten til Københavns synagoge, og jeg spurgte dem, om vi kunne bede for, at de danske jøder måtte tage imod Jesus som deres Messias.
Mens vi gjorde det, så jeg ligesom for mig, hvordan Jesus befandt sig i sikkerhedsslusen ved synagogen i København, og hvordan han blev udspurgt for at se, om han måtte blive lukket ind. Det rørte mig dybt at se Jesus der, og jeg bad til Gud om, at de måtte genkende ham og se, at han er en af deres egne. At han er jøde. At han er Messias.
Min fornemmelse var, at det måske netop er det, der sker i Danmark for tiden. At Jesus står der ved portindgangen og venter på at blive genkendt som jøde (og Messias) og lukket ind. Jeg oplevede det som om, at min forestilling slutter åbent. De kunne afvise ham og sende ham væk, eller de kunne lukke ham ind og byde ham velkommen.”
Elisabeths fortælling rørte mig dybt. Engang – i oktober 1943 – spillede Den Danske Israelsmission en rolle i at nå at redde så mange danske jøder som muligt til Sverige. Mennesker blev mobiliseret til både at gemme jøder på flugt og til at sejle. Tusinder blev reddet fra den overhængende fare.
I dag er vores jødiske landsmænd Gud ske lov ikke i overhængende fysisk fare. Alligevel har vi brug for et nyt oktober 1943 – et åndeligt oktober 1943, hvor vi med den samme iver, nød og kærlighed fortæller vores landsmænd om Jesus. Om Messias. For der er ikke givet mennesker noget andet navn, de kan blive frelst ved end Jesus-navnet.
Må Gud give os nåde og frimodighed til at lykkes med det.

Evangeliet sætter både undertrykkeren og den undertrykte fri

”Der er ingen måder at være neutrale på i den her konflikt, men der er en måde at være for begge parter.” Ordene kommer fra en ung, kristen palæstinensisk kvinde, som er engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Marah, hedder hun, og hun har i en alder af bare 22 år allerede skullet træffe svære valg som en direkte konsekvens af konflikten mellem Israel og Palæstina. Hendes veninde, jødiske Ahuvia, fik truffet valg for sig, da hun blev bedt om at forlade den messianske menighed, hun var en del af. De mente ikke, at hendes engagement i Musalaha kunne forenes med at være med i menigheden. Mødet med de to unge kvinder fra Musalaha, som var inviteret til Danmark i forbindelse med Himmelske Dage på Heden, har fået mig til at tænke over sammenhængen mellem forsoning og evangeliet.  Der er nemlig en dyb sammenhæng mellem de to. I 2010 skrev Lausannebevægelsen (et globalt netværk af kristne i mission) en erklæring kaldet Cape Town-erklæringen, der blandt andet proklamerer: ”Forsoningen med Gud kan ikke adskilles fra forsoningen med andre mennesker.” Det betyder i sin essens, at vores tilgang til forsoning kan sige noget om vores syn på evangeliet. For det er jo ikke et hvilket som helst evangelium, vi er kaldet til at gå ud i alverden med. Det er Kristi evangelium. Derfor må evangeliet, vi forkynder, måles på netop nåden og Kristus. For os, der er kaldet til at dele evangeliet i konfliktområder, er det noget, vi skal være særligt opmærksomme på. Evangeliet må altid være dybt forankret i sin kontekst, og når evangeliet bæres ud i konfliktområder, er de gode nyheder, at evangeliet er kraftfuldt nok til at sætte både den undertrykte og undertrykkeren fri. For den undertrykte er der trøst, genoprettelse og ikke mindst håb i evangeliet. For undertrykkeren er der først og fremmest den frelsende nåde, men i et sandt evangelium må vi også mødes af den oplærende nåde. En nåde der fortæller, at et nyt liv må leves i lyset af opstandelsen. I Israel og Palæstina er der et væld af konflikter. Der er naturligvis den overordnede mellem to folk, men også konflikter mellem forskellige parter. Det vidner både Marah og Ahuvia om. For dem har engagementet i forsoningsarbejdet fået konsekvenser. De er blevet afskåret fra fællesskab med både familie og venner. Ikke fordi de selv har valgt det, men fordi andre har valgt det for dem. Og det, som er så umådeligt smertefuldt, er, at det i mange tilfælde er mennesker, som også tror på Jesus, der ikke længere vil have noget med dem at gøre. Det er den virkelighed, de lever i, mens vi andre kan ”nøjes” med at komme i berøring med den fra tid til anden. Men det skal ikke afholde os fra at opmuntre dem alt det, vi kan til frimodigt at være bærere af et stort og kraftfuldt evangelium i en smertefuld og hadsk konflikt. ”Salige er de, som stifter fred,” siger Jesus – ”for de skal kaldes Guds børn.” I Israelsmissionen deler vi en længsel, som også er udtrykt i Cape Town-erklæringen: ”Vi længes efter den dag, da kirken vil være verdens mest lysende forbillede på etnisk forsoning og dens mest aktive fortaler for konfliktløsning.” En sådan forhåbning kalder os til at tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde. Dette indebærer en fuld forståelse af forsoningen: At Jesus ikke blot bar vor synd på korset for at forsone os med Gud, men at han også tilintetgjorde vort fjendskab for at forsone os med hinanden. Hvis en sådan længsel skal opfyldes, må vi være bærere af et stort og kraftfuldt evangelium. Et evangelium, som kan rumme både den undertrykte og den, der undertrykker – både den, der tørster efter retfærdighed og den, der længes efter fred.

Kære kirkeminister – har du mon forventninger til os?

Danmark har fået en ny regering og dermed også en ny kirkeminister, Joy Mogensen. Når sådan noget sker, begynder vurderingerne og analyserne straks: Bliver Joy Mogensen mon ”god” eller ”dårlig” for kirken? “Hvad mon vi kan forvente af den nye minister?” er et godt og oplagt spørgsmål, men vi kan også vende den om: “Gad vide, hvad hun kan forvente af os?” Os, der bidrager til folkekirken gennem vores arbejde i de folkekirkelige organisationer. Hvis vi bliver ved forventningerne til den nye kirkeminister, så håber jeg allermest, at hun har forventninger til os, som arbejder med international mission. ”Danmark skal være et åbent land, hvor vi lever af vores udsyn til resten af verden,” hedder det i det nye aftalepapir mellem regeringen og støttepartierne. Her har kirken også en rolle at spille – for resten af verden kommer også kirken ved, og kirken har noget at bidrage med i verden. Det er der mange af os fra de kirkelige organisationer, som har brugt år på at dygtiggøre os i.

I Israelsmissionen har vi gjort os den erfaring, at lokale sognekirker både kan blive inspireret, bevæget og klogere i mødet med det internationale missionsarbejde. Det kan for eksempel tage form af traditionelle foredrag, men også påskemåltider eller besøg af Jesus-troende jøder eller kristne palæstinensere giver et personligt ansigt på nogle af de mennesker ude i verden, som også laver kirke – bare på en anden måde. Det vil vi fortsat gerne bidrage med.

I Israelsmissionen ved vi også en hel del om forsoning og om at navigere i en højspændt konflikt efter at have været engageret i forsoningsarbejde i Israel-Palæstina gennem to årtier. Vi har erfaret, at lokale sognekirker ofte efterlyser viden om netop denne komplicerede konflikt. Her kan vi bidrage, og det er ofte med perspektivet på, hvordan det er at være kristen palæstinenser eller Jesus-troende jøde midt i konflikten, som inspirerer og bevæger – for hvilken rolle kan verdens bedste nyheder mon have midt i ind i sådan en tilsyneladende uløselig konflikt? Så kære kirkeminister, kære Joy Mogensen – vi er mange, der står på spring til at bidrage til folkekirkens daglige liv, indhold og fællesskab. Har du mon forventninger til os?

Vi må give alternativer til Mitri Raheb

Som man kan læse om i Kristeligt Dagblad den 7. juni, var der en del virak omkring den palæstinensiske præst Mitri Rahebs deltagelse på Himmelske Dage på Heden i Kristi Himmelfartsferien. Mitri Raheb står for en teologi og praksis, som er dybt præget af den kontekst, han er vokset op i. Selvom vi i Israelsmissionen er optaget af samme sag som Mitri Raheb, nemlig den, at palæstinenserne også må få lov at leve i et samfund præget af både fred og retfærdighed, så står vi et helt andet sted, og vi ønsker at bruge en helt anden diskurs end den, Mitri Raheb står for. Alligevel mener jeg ikke, at vejen frem kan være at boykotte mennesker som Mitri Raheb, for deres holdninger findes og finder genklang hos tusinder af kristne palæstinensiske brødre og søstre på Vestbredden og blandt palæstinensere i Israel. Er man uenig, handler det derimod om at give alternativer til den fortælling og den teologi, som Mitri Raheb står for. For holdningen ændres ikke ved at fjerne muligheden for at ytre sig. Det har i lang tid været kendt, at Mitri Raheb var deltager i Himmelske Dage, og derfor har vi, som har en anden holdning og som har lyst til at bringe andre fortællinger, perspektiver og teologi i spil, haft rig lejlighed til at finde mennesker, som har en anden fortælling og et andet perspektiv at bidrage med end Mitri Rahebs. Israelsmissionen blev for eksempel kontaktet af Frikirkenet, som spurgte, om vi ville være med til at bidrage med en alternativ fortælling til Mitri Rahebs. Det ville vi naturligvis gerne, og sammen med Israelsmissionens Unge og Frikirkenet fik vi stablet to arrangementer på benene, hvor tre besøgende fra forsoningsorganisationen Musalaha fortalte deres perspektiv på konflikten og forsoning. Det var stærkt og bevægende at lytte til, hvordan de tre unge, som var mellem 19-22 år, alle havde betalt en pris i både konflikten og for deres engagement i forsoningsarbejdet. De var ikke bare villige til at sætte knap en uge af deres tid af og rejse flere tusind kilometer for at fortælle deres historier og for at give os andre håb om, at forsoning faktisk er muligt. De er også villige til, hver dag, at sætte sig selv på spil i et kraftfuldt evangelium, som kan rumme begge parter i en konflikt – selv i Israel/Palæstina-konflikten. De unge fra Musalaha opfordrede os ikke til at boykotte andre, men til at lytte til begge parter i en vanskelig konflikt. For, med den unge palæstinensiske kvindes, Marahs, ord: ”Der er ingen måde at være neutral i den her konflikt. Men der findes en måde, hvor man kan være for begge parter.” Det er dén praksis vi gerne vil promovere og den diskurs, vi gerne vil være med til at give en stemme. (Foto øverst fra Facebook)
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503