Forfatter: Arne Pedersen

Arne er generalsekretær i Israelsmissionen og har været ansat i organisationen siden januar 2012. Han brænder for god kommunikation og sund teologi, tager billeder og fortæller gerne den gode historie. Cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi.

Paulus kan og skal ikke læses i et vakuum

Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen I Kristeligt Dagblad den 13. december spørger Steen Skovsgaard i sin anmeldelse af Sigurd Victor Stubbergaards bog ”Den Jødiske Paulus”, hvad Israelsmissionen mon mener om det såkaldt radikalt nye Paulus-perspektiv, som Stubbergaard beskriver i bogen. Meget kort og forenklet opridset handler “det gamle” Paulus-perspektiv om, hvordan bibelfortolkere op igennem tiden har læst Paulus som meget negativ overfor sin egen jødiske kontekst og sammenhæng. “Det nye” Paulus-perspektiv handler om en fastholdelse af at Paulus var jøde – også efter han kom til tro på Jesus som Messias. Derfor skal vi forsøge at læse og fortolke Paulus’ breve ud fra deres oprindelige jødiske kontekst. “Det radikalt nye” Paulus-perspektiv hævder at være en reaktion imod den anti-judaisme og sågar anti-semitisme, som er en underliggende del af både det gamle og det nye perspektiv. Læs eventuelt mere her. Først og fremmest vil jeg hævde, at det nye Paulus-perspektiv er gode nyheder for Jesus-troende jøder rundt omkring i verden. Paulus hører naturligvis til i sin jødiske kontekst, når man skal forsøge at eksegere sig frem til, hvad han mener. Særligt er den jødiske Paulus evangelium for de Jesus-troende jøder, som ovenikøbet identificerer sig som lutherske, da mange af disse ofte føler sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Jesus – og det er til trods for at Jesus selv sagde at ikke en tøddel af loven skulle forgå. Det er dog en helt almindelig misforståelse, at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Sådan var det ikke for Paulus, og sådan er det ikke i dag. I dette nye Paulus-perspektiv ligger der en latent overraskelse over, at Paulus slet ikke ser sig selv som ”kristen” i 2018-forstand. Naturligvis gør han ikke det. Men hvorfor er der denne overraskelse i det hele taget? Hænger det mon sammen med at den kristne kirke alt for længe har forkyndt et evangelium fuldstændig løsrevet fra sine jødiske rødder? Alt for længe har den kristne forkyndelse diffameret jødedommen som ”legalistisk gudsdyrkelse”, for nu at bruge Stubbergaards eget udtryk fra forordet. Men han går for langt, når han påstår, at selv Paulus mener, at der findes én vej til frelse for det jødiske folk og en anden for hedningefolkene. Det er vigtigt at pointere, at denne ”to-pagtsteologi” ikke er en nødvendig afledning af et nyt Paulus-perspektiv. Hos den britiske professor i Ny Testamente N.T. Wright finder man fx en helt anden udlægning og konklusion, end den Stubbergaard når frem til. For at nå frem til en paulinsk to-pagtsteologi må man nemlig læse Paulus’ breve i et vakuum, hvilket naturligvis er uholdbart, selvom jeg kan forstå det kan virke fristende, da man dermed kan nå til andre konklusioner end ”klassisk kristendom”. Paulus’ breve må naturligvis læses i konteksten af hele den bibelske fortælling, som de er en del af, og som de er sat ind i af den bibelske kanons fædre. Her er jeg med på, at vi graver helt ned i præmisserne for, hvordan vi overhovedet går til teksterne og læser dem, men det er og bliver en væsentlig del af diskussionen omkring dette nye perspektiv: Kan Paulus læses i et vakuum eller ej? ”Aldeles ikke!” fristes jeg til at citere. For Paulus trækker selv i rigelig grad på sin jødiske fortællehistorie i brevene. Det gør han ikke blot for at underbygge sin teologi, men også for at vække disse fortællinger til live for læseren – fortællinger som står helt centralt i jødisk identitet, og der kan næppe herske tvivl om, at Paulus ser sine breve i netop dét lys. Så når Paulus ikke ser sig selv i et vakuum, må vi heller ikke placere ham der. For det andet må en paulinsk to-pagtsteologi give fortabt overfor Paulus’ praksis. Personligt finder jeg det vanskeligt at læse Paulus’ breve afskåret fra fortællingen i Apostlenes Gerninger, som ikke blot giver os et narrativ i forhold til Paulus’ gøren og laden i forbindelse med brevskrivningen, men også fortæller os, at Paulus havde for vane som det første at gå i synagogen for at fortælle evangeliet til jøderne dér (fx APG 17). Hvorfor skulle han det, hvis han mente, at jøderne havde deres på det tørre i forhold til Gud? Tidligere på året havde Mogens Müller en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori han argumenterede mod at bruge gammeltestamentlige tekster i den kristne gudstjeneste. Det var ”bibelimperialisme”, påstod han. Stubbergaard benævner selv Müller som sin teologiske mentor i forordet, og jeg tænker, at den samme misforståede godhed er at finde hos dem begge: Lad nu os kristne lade jøderne være! Til det er der at sige: Ja, lad os kristne skamme os over kirkens ugerninger mod det jødiske folk gennem tiden. Men lad os ikke skamme os ved evangeliet. For ”det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Paulus, Romerbrevet, 1,16)

Når Gud er Rasmus Modsat – om at finde vej, løvhyttefest og venteværelser

For nogle år siden fik jeg en ret fantastisk gave af min kvinde: 14 dages vandretur på Caminoen i det nordlige Spanien! 14 dages alenehed med bare mig selv og mine tanker – perfekt – og der gik ikke længe, inden jeg begyndte at lave en mental liste over teologiske emner, der skulle tænkes godt igennem på turen gennem Baskerlandets bjerge. Men Gud havde andre planer. Det var som om, han ville mig noget andet, end jeg selv ville. Jeg havde planer om kognitive tankeøvelser. Gud havde planer om at vise mig omsorg – ikke kun for min hjerne, men for min krop og mit sind. Gang på gang erfarede jeg, hvordan Gud ledte mig den rigtige vej (jeg havde ikke noget kort), til de rigtige overnatningssteder (som jeg ikke vidste, hvor var) med mennesker jeg kunne snakke med – uden at tale spansk :-) Det kan lyde banalt, kan jeg godt se. Men midt i min ukomfortable tilstand, som vel nok var et eventyr, mindede Gud mig om, at komforten ikke er et mål for den, som vil leve et liv sammen med ham. Tværtimod. Uden sammenligning i øvrigt: Som for mig således også for Israels folk. Og det er så nu, vi kommer til løvhyttefesten. For det er en fest der skal minde gudsfolket om sin idealtilstand. Israelitterne har ventet 40 år – FYRRE ÅR!!! – på at nå frem til landet, Gud har lovet dem. Og da de så står der på bredden ved Jordan, får de at vide af Gud, at de skal fejre en fest. Ikke fordi de nu endelig er fremme ved målet, nej, de skal minsandten fejre en fest til minde om ørkentiden! Altså den uendelige ventetid, straffen for ulydigheden og svigtet. Det er den, de skal mindes. For selvom ørkentiden måske ikke er den mest glorværdige epoke i gudsfolkets historie, så er det én af de tider, hvor folket tydeligst har haft brug for Guds vejledning og Guds omsorg. Og den fik de lov at erfare der i ørkenen, og det er den erfaring, Gud vil, de skal mindes.
 Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge,  et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning,  et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber,  da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig. Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag.  Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i, når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges,  bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset;  det var jo ham, som lod dig vandre gennem den store og frygtelige ørken med slanger, øgler og skorpioner og med vandløse områder, hvor han lod vand strømme ud af flinteklippen for din skyld;  det var ham, som gav dig manna at spise i ørkenen, noget, dine fædre ikke havde kendt, for at ydmyge dig og for at sætte dig på prøve og derefter gøre vel mod dig. Sig ikke til dig selv: »Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom.«  Husk på Herren din Gud; det er ham, der giver dig kraft til at skabe rigdom, for han vil opretholde den pagt, han tilsvor dine fædre, som han gør i dag. (5. Mosebog kapitel 8,7-18)  
Ørkentiden er mere end blot et venteværelse for israelitterne. Det er her, Gud lader sig erfare af sin skabning. Det er her, Gud har plads og rum til at vise sin omsorg. Midt i nøden og sårbarheden og afmagten. Hvor det er åbenlyst, at jeg ikke magter det hele selv. Gud ved godt, at de store huse og den megen rigdom og det vigtige arbejde og iPaden og telefonen og den gode rødvin til de gode middage kan få os til at glemme ham. At vi glemmer, at de gode gaver vi får og må nyde, at de er faktisk fra ham. Gudsfolkets idealtilstand er altså ikke komforten og trygheden og sikkerheden, som vi mennesker ellers har en tendens til at søge ind i. Nej, gudsfolkets idealtilstand er der, hvor vi ved os afhængige af Gud:
At være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren, så jeg kan fortælle om alle dine gerninger. (Salme 73,28)
Rigtig glædelig løvhyttefest.

Åndsfrihed, integritet & generøs teologi

I maj var jeg til et vigtigt arrangement: Kirkeligt Samråd om Ånds-frihed. 40 mennesker fra cirka 30 forskellige kirkelige retninger og organisationer havde sat hinanden stævne til et af tidens vigtigste spørgsmål: Åndsfrihed. På konferencen blev der talt om, hvordan nogle af os oplever, at åndsfriheden er under pres – debatten omkring omskærelse af drenge er fx en af de sager, som optager os i Israelsmissionen. På vej hjem i bilen var der en tanke, jeg ikke helt kunne slippe: Hvor gode er vi selv i kirkelige kredse til at praktisere åndsfriheden? Hvor godt et forbillede har det kirkelige Danmark selv været for samfundet i forhold til den åndsfrihed, vi selv gerne vil mødes af? I sommers interviewede jeg den nordirske teolog, Chris Wright. Han er den teologiske leder af Lausan-nebevægelsen og gennem person-lige relationer er han også blevet engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere. Ét af hans forslag til en vej frem i denne tilsyneladende uløselige konflikt, er det man kunne kalde “generøs teologi”. I konflikten mellem israelere og palæstinen-sere – som også breder sig langt ind i kirken – handler det fx om, at man forsøger at gøre plads til “den anden” i sin teologi om landet. Uanset om man mener, at det jødiske folk har en guddommelig ret til landet eller ej, må man gøre plads til den anden part, til andre mennesker i sin teologi. Generøs teologi indeholder en sjælden visdom, for teologi kan virkelig bringe sindene i kog, sætte skel, grave grøfter og bygge mure. Teologiske debatter havner ofte i en eller anden udgave af “dem vs. os”, som så igen ofte fører til – om ikke splittelse – så sårethed, mistro og brudte relationer. Åndsfriheden kan nogle gange blive trængt i baggrunden i den teologiske debat. Der er så meget på spil for mange af os, fordi vi ikke tror, det er lige gyldigt, hvilke ord vi bruger om den levende Gud, eller hvordan vores tro kommer til udtryk. Generøs teologi og åndsfrihed handler ikke om, at vi ikke længere må mene noget om noget, eller at man skal blive teologisk relativist. Åndsfrihed forhindrer os ikke i at have holdninger, men den giver plads til, at andre kan have deres og frit kan give udtryk for dem. Lad os snakke teologi og debattere så det gnistrer. Det må vi gerne. Ja, det skal vel nærmest være sådan, hvis vi skal bevare vores integritet som både enkelte troende og som organisationer, som også står for noget, og som vil noget. Men vores iver efter teologisk tydelighed kan blive til hovmod. Så mister vi blikket for, at vi og vores kan tage fejl – eller at der i hvert fald kan være nuancer, som vi ikke har fået øje på i det hjørne af kirken, vi genkender som vores. I stedet for at inspirere og opmuntre hinanden, kommer vi til at bruge energi på at pege på fejl og mangler. På at sammenligne ”vores” bedste sider med ”de andres” dårligste. Det er ikke på mode at være generøs – hverken i kirken eller i samfundet. Det er ikke de generøse og brobyggerne der råber højest eller får givet taletid. Lad os invitere mennesker ind i vores liv, som ikke ligner os selv. Lad os øve os i at være generøse overfor andre, så vi møder dem med teologisk og menneskelig nysgerrighed. Samfundet har brug for en generøs kirke, for det er også kirkens og det kristne fællesskabs opgave at vise, hvordan man kan være i stue sammen på en ordentlig måde, også selvom man er uenige.  Og kirken har brug for det. Fællesskabet går i stykker uden generøsitet. Der er en sammenhæng mellem generøsitet og være ude i det samme ærinde; at være i mission sammen – på tværs af forskellighed og uenigheder. Vi har selv brug for det, for vi kan også selv gå i stykker, når vi viser modvilje mod generøsitetens forsonende kraft. Generøsitet er helende – både når man giver, og når man modtager. Det er en praksis, der viser vej.

Hvor meget må troen forme livet?

Hvor meget må troen være vejledende for de valg vi træffer i vores liv? På egne vegne – på vores families vegne – på vores børns vegne? I den gennemsnitlige danske udgave af protestantisk kristendom er troen ikke noget der former livet som sådan ret meget. Troen er noget der er indeni os – noget der er privat og som sjældent får konkret eller offentligt udtryk. Måske er det derfor rigtig mange danskere har det svært med omskæring. Fordi det kan forekomme så fremmed, og mærkeligt og ja, nærmest radikalt at nogen stadigvæk her i det moderne Danmark, vil tage konsekvenserne af det, de tror på. At troen og værdierne og den religiøse overbevisning får lov til og medbestemmelse over hvordan vi former vores liv. Men er det alligevel ikke sådan for de fleste af os? Religiøse eller ej – troende eller ej – at vores overbevisning og vores værdier er medbestemmende for de valg, vi træffer? Om vores børn sendes i den ene eller anden skole – som oftest står valget mellem folkeskolen eller en privatskole – bestemmes som oftest af værdier hos forældrene. Valg som træffes på baggrund af værdier, som får afgørende betydning for barnets fremtid. Eller hvad med opdragelsen i hverdagen som sådan? Valget af maden der serveres, huset der købes og reglerne for skærmforbruget. Naturligvis træffer vi alle sammen valg på baggrund af vores værdier. Værdier der som oftest har baggrund i den ene eller den anden overbevisning. Og prøv at forestille dig hvis du ikke længere kunne det. Hvis den frihed blev taget fra dig. Forestil dig, at du blev mistænkeliggjort, og at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om du virkelig vil det bedste for dine børn og din familie ud fra de valg du træffer. Valg som du baserer på værdier, kultur og tro – eller manglen på samme. Frihed kommer i mange former og afskygninger. Der findes fysisk frihed – friheden til at bo i et land hvor man ikke forfølges eller smides i fængsel grundet tro eller politisk overbevisning. Friheden til at tænke frit. Men der er også en anden frihed, som vi ikke kan kræve, men kun give. Vi kunne kalde det åndsfrihed – en frihed til at være anderledes end flertallet – en frihed til at lade troen forme livet – en frihed til at lade tro og værdier få et konkret udtryk. Denne frihedskamp kæmpes ikke med våben og fysisk magt, men med nysgerrighed og generøsitet – den kæmpes ikke primært med jura og politiske indgreb, men med almindelig medmenneskelighed og respekt. For hinanden. For hinandens holdninger og overbevisninger og tro. Uanset afskygning. Religions- og åndsfrihed er noget, vi giver til hinanden. Ikke fordi vi skal, men fordi vi kan. Fordi det er sådan et samfund vi gerne vil leve i. Fordi Danmark ville være fattigere og mindre frit uden. (Bragt i Kristeligt Dagblad 9. maj 2017)

Blod mig her og blod mig der!

Og præsten skal skaffe ham soning for Herrens ansigt, så han får tilgivelse for alt, hvad han har gjort sig skyldig i. (3. Mosebog 5, 26)
Ugens portion: 3. Mosebog 1,1-5,26 Gad vide hvor meget øvelse det kræver, at kunne knibe en dues hoved af lige over nakken uden at rive det helt af? Eller hvordan med vingerne – hvordan mon man øver sig i at rive vingerne løse uden at rive dem af? Tja, jeg forestiller mig, man har taget en burfuld duer og bare er gået i gang… Og for sådan en protestantisk lutheran-opdraget kristen som mig, springer det i øjnene både hvor omstændeligt det er at få tilgivelse, og hvor fraværende troen er i det hele! Omstændeligheden er næsten til at tage at føle på. Blodet skal stænkes det ene eller det andet sted alt efter, hvem der har syndet og hvordan. Stænkes på forhænget, stryges på alterets horn og resten ud ved soklen. Jo, der er noget at holde styr på. Næsten så man bliver helt forpustet. Men et eller andet sted. Et hemmeligt sted langt inde gemmer der sig måske også en anelse misundelse over omstændeligheden og det konkrete og bare det at få lov til at gøre noget for at opnå soningen. Misforstå mig ikke – jeg er lykkelig over at leve i en post-Kristus verden, hvor også vort påskelam er slagtet én gang for alle. Men tænk sig at få lov til at stå der og høre lammet eller kiddet skrige idet det får halsen skåret over og vide, at det skaffer dig soning. At skriget lyder og blodet flyder for din skyld. Det må have været frygteligt konkret. Og hvem ved, måske også en anelse præventivt i forhold til at øve sig i at lade være med at synde. Det er knap så konkret at folde sine hænder, gå på knæ og bede om tilgivelse. Det er derfor vi har brug for konkrete symboler og tegnhandlinger til at hjælpe os. Skriftemålet er fx fantastisk konkret. At få en præst eller en anden du stoler på, til at lytte til din bekendelse og derefter med håndspålæggelse fortælle dig, at Gud tilgiver dig. Ikke fordi det virker bedre, når en anden gør det eller fordi der er en præst involveret. Men fordi det er godt at bekende sin synd for andre og så mærke tilgivelsens nådefulde berøring bagefter. Om lidt skal vi fejre påske, og det er ikke fordi vi skal tage glæderne på forskud, men i påskemåltidet er der det fantastiske symbol med de tre brød, som bruges i løbet af måltidet. Nogle mener de symboliserer den treenige Gud, men der er også dem der siger, at de symboliserer henholdsvis folket, ypperstepræsten og Gud. I løbet af måltidet brækkes det midterste brød over – præsten – og halvdelen af brødet gemmes væk i et stykke klæde. Til sidst i måltidet kommer brødet til syne igen. I lyset af ugens portion er det tydeligt hvorfor – jo, fordi det er præsten der skaffer soningen. I et messiansk Jesus-perspektiv er det også tydeligt. Jesus er vores ypperstepræst, som én gang for alle er gået ind bag forhænget for at skaffe os soning. For at forsone os med Gud. Han blev brudt for vores skyld, han blev lagt i graven, men er OPSTANDEN! Det skal vi vente lidt med at fejre. Men lad os bare glæde os til det…

Tora-portion: Synden former os

Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle menneskene på jorden handlede fordærveligt. (1. Mos 6,11-12)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 6,9-11,32 Gud var bedrøvet over menneskets ondskab. Det var han i Noas dage, og det tror jeg, stadig han er. Gud længtes efter en ny begyndelse, en ny skabelse, fordi synden havde inficeret jorden, mennesket. Alt. Ovenstående video (som ikke er et partsindlæg om hvorvidt Gud har skabt jorden via evolution) illustrerer meget godt Paulus’ pointe fra Romerbrevet om, at syndens løn er døden. Syndes konsekvenser er død. Det var tydeligt i Noas dage. Det er lige så tydeligt i vores. Og synden påvirker os og former os. Altid. Det bliver tydeligt, når en mand skyder, dræber og sårer hundredvis af mennesker i Las Vegas. Der er der ingen tvivl om, at synden har konsekvenser for omgivelserne. Og vi ser det måske også i vores eget liv. Ser hvordan omgivelserne påvirkes af synden i vores liv. Selv de ‘private synder’, dem ingen andre end vi selv kender til, påvirker os og omgivelserne. Fordi de former os. Så hver gang vi synder, tager vi del i og bidrager til at ødelægge Guds skaberværk. Gør det til noget andet end det, Gud havde tænkt. Ødelægger Guds shalom. Men der er håb, for det er der altid, når Gud er med. I dagens portion læser vi om, hvordan Noa vandrede med Gud. Hvilket fantastisk udtryk! Gud ønsker, vi skal vandre med ham, slå følge med ham, dele vores liv med ham – og lade os forme af ham frem for af synden. Det er dybest set det, Jesus også inviterer til, når han kalder på fiskerne og alle de andre: Følg mig! Gå med mig, slå følge med mig, del dit liv med mig – lad dig forme af mig og ikke af synden. Jesus kom for at sprede det mørke, der kommer fra os. Han kom for at besejre det! Dét findes der et udtryk for i jødisk tænkning: Tikkun olam – verdens genoprettelse. Verden er ødelagt og har brug for genoprettelse. Det er den mission, vi bliver inviteret til at tage del i, når vi begynder at vandre med Jesus. I mødet med uretfærdighed, kold kærlighed, vold og død kalder Gud på vandringsmænd og -kvinder, som sammen med ham vil respondere med barmhjertighed, stifte fred og elske betingelsesløst. For på den måde at være genoprettere i Guds nye skaberværk.

Tora-portion: I begyndelsen skabte Gud…

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. (1. Mos 1,1-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 1,1 – 6,8 Jeg er virkelig vild med Bibelens første kapitel – skabelsesberetningen. Det er en fantastisk indledning til Guds store fortælling om, hvem han er, hvem vi er, og hvem vi er i forholdet til ham. I disse første vers møder vi for første gang Bibelens Gud, som skaber ud af intet. Han ordner skaberværket. Han skaber liv ud af intet, og vælger ikke at bruge hverken kaos eller død til at skabe, som ellers er kendetegn for nogle af samtidens andre skabelsesfortællinger. Gud skaber verden med formål og med retning. Han skaber skaberværket med en iboende skaberkraft, så vi kan deltage i verdens fortsatte skabelse. Han skabte ikke bare planter, dyr og mennesker til at være passive tilskuere til skaberværket. Han skabte os med evnen til at skabe flere planter, flere dyr, flere mennesker. Det er en dynamisk skabning – et løfte om at i morgen bliver anderledes end i dag, hvor hele skaberværket skaber med indenfor de rammer og den orden, Gud har sat. Og Gud giver mennesket det alt sammen – til at passe på det og til at dyrke det. Men vi læser om, hvordan dét ikke er nok for os. Vi vil selv sidde på tronen. Vi vil selv definere, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Så vi spiste frugten, smed Gud ned af tronen og har siden måtte lide under konsekvenserne af det valg. Et valg som bragte mørket og synden til verden. Gjorde synden til en del af os, så ingen længere kan sige sig fri fra at have et mørke boende i sig. Vi ved det godt, for vi genkender vel alle områder i vores liv, som er berørt af mørket? Som er tegn på, at skaberværket ikke længere er ordnet, som Gud havde tænkt det. Tegn på at det ikke længere er Gud, der råder, men os…? Men selv da Gud fortryder, han har skabt mennesket, er der ét menneske, Noa, som finder nåde for Guds øjne. Ét menneske er alt, hvad der skal til. Ét menneske som kan redde alle de andre fra udslettelse, fra syndens konsekvenser. Ét menneske, som kan give en ny begyndelse… Tusinder af år senere begynder Johannes sit evangelium med ordene: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Johannes fortæller os om en ny begyndelse gennem ét menneske, for Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Messias, Jesus af Nazareth. Må vi alle opleve og erfare en ny begyndelse gennem ham.  

Fjollede konspirationsteorier kan føre til – og bunde i – antisemitisme

Først var det Seyit Ahmet Özkan fra Socialdemokratiet og byrådet i Ishøj. Så var det Niels Rolskov fra Enhedslisten og byrådet i Køge. Det er jødiske zionister og ikke radikale islamister, der er de virkelige hovedaktører bag Islamisk Stat. Engang var det Thomas af Monmouth der i 1100-tallets England hævdede, at en gruppe rabbinere mødtes én gang om året for at aftale, hvor i verden de skulle ofre en kristen som hævn for kirkens jødeforfølgelser. Engang var det Krushevan der i begyndelsen af det 20. århundrede gennem den russiske avis Znamya hævdede at jøderne havde en hemmelig plan for at overtage verdensherredømmet. Det er den konspirationsteori, vi i dag kender som Zions Vises Protokoller. Og konspirationsteorierne klæber sig til det jødiske folk. Af den ene eller anden årsag er der nogle mennesker, som vil, at de skal være sande. Jeg forestiller mig, at man skal være et almindeligt dannet og fornuftigt menneske, for at blive valgt til et dansk byråd. Det tror jeg også både Özkan og Rolskov er. Alligevel er det som om at både de to byrådsmedlemmer og mange andre med dem slår den kritiske sans fuldstændig fra, når det kommer til Israel og det jødiske folk. Hvorfor? Vel er det i dag relativt let at gemme sådanne tåbelige udtalelser bag antizionsmen frem for antisemitismen, og dermed gøre det udtalelserne en anelse mere spiselige i offentlighedens øjne. Alligevel må vi standse op og lade os advare. For selvom den israelske regering da bestemt fortjener kritik for dele af sin politik – ligesom så mange andre lande fortjener det – så er der antizionisme, som bliver så himmelråbende, at den kun kan bunde – bevidst eller ubevidst – i antisemitisme. (Det nytter heller ikke noget, at dele af venstrefløjen igen og igen bliver ved i samme antizionistiske rille, hvorved de fejlagtigt tror, de tjener palæstinensernes sag. Det gør de ikke. Kun ved at gøre plads i deres eget verdensbillede til staten Israel, kan der for alvor rykkes på status quo.) 10. oktober sidste år bragte Kristeligt Dagblad et interview med den norske overrabbiner Ervin Kohn. Her siger han blandt andet, ”at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.” Thomas, Krushevan, Özkan og Rolskov viser os, at Ervin Kohn har ret i sin analyse. Det er så op til os andre at modsige de konspirationsteorier, der kommer frem – uanset hvor fjollede de så end måtte være. For de kan føre til antisemitisme. Og det er ikke at spøge med.

Fodbold, forsoning & frustration

Det er ikke helt let at ryste billedet af den kun 19-årige tjetjener af sig. Han er hentet til den israelske fodboldklub Beitar Jerusalem – sandsynligvis som et led i en privat handelsaftale for at pleje ejerens forretningsforbindelser. Nu sidder han så der og længes hjem, fordi det ikke er let at falde til et nyt sted, når dem der skulle bære en frem og heppe på sidelinjen, slet ikke ønsker du er der. Scenen er fra en dokumentarfilm, jeg så for et par dage siden. “Forever Pure” handler om den mest populære fodboldklub i Israel, Beitar Jerusalem, som er den eneste klub i den israelske liga, som aldrig har haft en arabisk spiller ansat. Dokumentaren afslører en kultur af racisme på tribunerne, som kommer til udtryk i fuld flor, da de to fodboldspillere fra Tjetjenien ankommer. De chikaneres, fordi de er muslimer, og enhver fra klubben, som støtter dem, bliver brændemærket som forræder. Det ender da også med at de spillere forlader klubben efter kun en halv sæson. I begyndelsen af den nye sæson skulle man så tro at klubbens fans var parat til en ny begyndelse. Men første dag til træning møder de massivt op og kræver anfører og målmand, Ariel Harush’ afgang. Han hyldes som en helt i begyndelsen. Til sidst kalder de ham forræder. Også træneren fyres sammen med direktøren. Det er aldrig let at være den, som går op i mod det etablerede system eller holdninger. Heller ikke i Israel og slet ikke, når det kommer til at tale for forsoning. Undervejs i filmen sad jeg og tænkte flere gange, at det må være forfærdeligt frustrerende at stå der og forsøge at få andre til at forstå, at mennesker ikke bliver mindre værd blot fordi de kommer fra et andet land eller fordi de tror på noget andet end flertallet. Fordi det synes så åbenlyst, at det er sådan. Og åbenlyse sandheder skal vel hverken forklares eller forsvares? Men sådan er det nok i alle aspekter af livet, når vi bliver for fokuseret på vores egen verden og forståelsen af den. Det var i hvert fald ikke svært at genkende de frustrerede mennesker fra både mig selv og nogle af de mennesker, jeg har mødt gennem arbejdet her i Israelsmissionen. Behovet for forsoning mellem to befolkningsgrupper kan synes så åbenlyst, og derfor kan det være så frustrerende, at det er så svært. Ikke bare svært at få til at lykkes, for det er det i sandhed! Men også svært overhovedet at få andre mennesker til at se behovet, engagere sig, ikke miste modet. For der er heller ikke langt fra helt til forræder i samfundet. Det er der mange, der har måtte sande – og som nu spiller for tomme tribuner ligesom fodboldholdet fra Jerusalem. Som Niels Nymann Eriksen prædikede til vores årsmøde forleden: En fjende er et menneske, hvis historie du endnu ikke har hørt. Det synes jeg, er godt sagt. Fordi det fortæller noget om, at vi alle har en fortælling, vi bærer med os og som er medbestemmende for, hvordan vi ser verden og møder andre mennesker. Den kan vi ikke bare gøre os fri af. Men vi kan lytte til andres og håbe på, de også vil lytte til vores. Derigennem opdager vi med al sandsynlighed hinandens med-menneskelighed. Fordi det er det, vi er. Med-mennesker. Det skal være hverken forklares eller forsvares. Det skal opdages. (Foto: Fra filmen) (Du kan se “Forever Pure” indtil 22. april på dr.dk.)
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503