Author: Asbjørn Sahlholdt Nielsen

Israels møde med korset

Det er dagen før min hjemrejse. Datoen er den 1. juni og 9 lærerige måneder som volontør i Det hellige land med base i Jerusalem er ved at være forbi. Udsendt af IU er jeg under præsten David Serners ledelse blevet sat til både at finde vandpistoler til børnegudstjeneste, undervise, guide eller tage af sted med vores seje missionspilothold ud i ørkenen. Desuden har jeg været en af køkkenets forsyningstropper på Christ Church Guest House, hvor jeg har forsynet kokkene med rene gryder og revne gulerødder. Jeg har sagt farvel de fleste af de mennesker, jeg har delt hverdag, tro og oplevelser med. Jeg kan mærke, at jeg efterlader noget af mig selv i Israel. Det er som om, jeg er en plante, der har fået et godt rodnet i Israel og nu skal rykkes op indfinde sig i en ny jord. Savnet fylder. Gud har været med mig i de udfordringer og glæder, der har været på min vej. Han har ladet mig vokse i troen og være til velsignelse for andre. Der er sket så meget godt for mig i Israel. Taknemligheden fylder. Jeg er gået lidt væk fra det hele for at være sammen med min himmelske Far. Jeg åbner op for det, der fylder og åbner også min rygsæk og finder et ark, jeg har gemt fra opstandelsesgudstjeneste i Gravhaven. Jeg åbner min mund og synger ”Graven er tom” og ”Han er opstanden”. Det fylder mig med håb. Ikke at savnet er væk, men at Jesus er midt i det og en dag vil føre mig og mine kristne brødre og søstre sammen med sig selv i det ny Jerusalem. Jeg går ud af Jaffa Gate og går langs bymuren på vej mod Jaffa Street hen på eftermiddagen med solen imod mig. Den vej har jeg gået utallige gange og er ikke så meget optaget af vejen, men mere at nå frem til mit mål; at besøge og få sagt farvel til en dansk familie, jeg har tilbragt flere goder stunder med i Jerusalem. Lige pludseligt stopper en ortodoks jøde mig op. Han hedder Israel og er iført både hat, habit og kvaster, som hænger ned fra hans hvide skjorte. Han siger, jeg har noget lys over mit hoved, og at det stråler ud fra det sølvkors, jeg bærer om min hals. Jeg kan hverken føle eller se noget selv og synes, det lyder meget mærkeligt. Jeg kommer dog i tanke om pinseunderet, og forklarer ham lidt om det. Han er overvældet over det lysende kors og spørger ind til, hvad det betyder. Jeg fortæller om Guds lys, kærlighed og frelse til os i Jesus på korset og forventer, da jeg nævner Jesus, at han vil komme med indvendinger. Overraskende nok lytter han bare og bliver ved med at spørge ind til korset. Han er tydeligvis overvældet over korset og siger gentagende gange, at han drages mod det. Han forstår ikke selv, hvad der sker, for som han senere forklarer, er han som en rettroende jøde blevet opdraget til ikke at se på korset. Israel spørger nu ind til, hvad jeg lavede før jeg mødte ham. Jeg fortæller, at jeg bad til Gud om at jeg var trist over at skulle sige farvel til de mennesker, jeg er kommet til at holde af i Israel og også lovsang Gud for opstandelsen og den tomme grav. Jeg benytter lejligheden til at fortælle om den tomme grav, hvordan Gud oprejste Jesus og det liv og lys, der er i Jesus. Jeg føler flere gange, jeg famler efter ordene, men Gud bruger mig. Så spørger jeg, om jeg må bede for ham, og han foreslår, vi går afsides, og vi sætter os på en bænk. Han tager min hånd, og jeg beder om at Gud må skinne i hans liv, at han må modtage Jesus, og det Jesus gjorde på korset for Israel. Israel giver udtryk for at det var kraftfuldt at blive bedt for. Han vil gerne røre mit kors og jeg giver ham lov til det. Kort efter spørger han, om han må få det. Jeg tænker mig lidt om, og giver ham det så, idet jeg siger “modtag Guds kærlighed i Jesus”. Han vil gerne have det om halsen, og jeg sætter det rundt om nakken og han sikrer sig, at det er skjult under hans hvide skjorte. Israel fortæller mig, at han føler en helhed ved at røre korset. Inden vi siger farvel, opfordrer jeg ham til at søge Gud igennem bøn og bibel og at møde Jesustroende jøder fra Christ Church. Jeg fik ikke besøgt den danske familie den dag, men hvor var det stærkt at Gud har besøgt og forløst sit folk på et kors og stadig gør det i dag. Tak Gud for dette helt uplanlagte og alligevel så planlagte møde! Bliv ved med at bede for Israels frelse.

Et lille eksperiment

Hvad sker der, hvis man sætter en blandede flok volontører fra Christ Church Guest House ind i kirken ved siden af og gir´dem et sangark til “Wonderful Grace of Jesus”? Se resultatet her: https://youtu.be/jIjkXFjK50s Jeg er med som den glade bas, der gir´den gas! (dvs. fjerde mand fra højre ved vores udførelse af sangen)

Lidt rim og råd fra Christ Church

Skrubbe, rubbe, skrælle, tælle, skære, bære; det skal du lære. Køkkentjanser ved Christ Church er ikke for svanser. “Tag en pause, min ven.” Det siger kokken, som har styr på klokken. Tak for mad, det gør dig glad! Tal og bed med en venlig volontør, når du efter arbejdet bliver mør. Glæde i Herren er min kraft, ja det er en styrkende saft! Her er et par råd fra min hverdag fra Christ Church Guest House: “Don´t loose the funny side of you.” Sagde tidligere volontør Michelle, efter jeg havde fundet mit indre barn frem og rullede rundt med nogle plastik-bildæk til et godt grin for de andre volontører. Der er ting i livet, som skal tages alvorligt, men hvor er det vigtig, vi ikke bliver så “ansvarlige” og “voksne”, at vi glemmer hverdagens mulighed for at lege, gå på opdagelse og lave sjov. “It doesn´t have to be perfect.” Siger kokken Tony til mig, når jeg skræller gulerødder. Nogle gange kan jeg ikke nå at gøre alting perfekt, også er det godt at høre, andre heller ikke forventer det af mig. Det har jeg ofte brug for at høre. Jeg kan ikke nå eller forstå det hele; det er svært at erkende, men vigtigt. Vigtigst er det dog at være ved Jesu fødder og lytte til hans livgivende ord.

Opvask, Oliebjerget og optur

Det er de tre ord, jeg vil beskrive mine seneste 16 dage i Israel med. Jeg er nu startet volontør ved Christ Church Guest House (angelikansk hotel og café) og har dér skrubbet de helt store gryder af. Jeg vil ikke lægge skjul på, at er hårdt arbejde, som er lige til at gå til. Men jeg oplever også at kokkene og de andre volontører værdsætter mit slid, og jeg nyder at være sammen med dem og blive fyldt på både til krop og ånd ved Christ Church. For jeg har også fundet et rigtig berigende at være med til gudstjeneste i Christ Church og morgenandagt for medarbejderne. Det er virkelig et sted Gud har velsignet og ladet være til velsignelse for det jødiske folk, og det er så dejligt at kunne være en del af og se det ske også i dag. Onsdag den 14. september var jeg guide på en tur til Oliebjerget, hvor jeg fik vist og fortalt om en lille flok danskere om flere af bjergets hellige steder og gode udsigtspunkter.  Jeg blev helt grebet af at stå og fortælle om de forskellige steder og nød at have tid til at stoppe op og tænke over deres bibelske betydning. Særligt besøget ved Getsemane og kirkerne All Nations Church og Pater Nostra gjorde indtryk på mig. Endnu et af min israelstur højdepunkter var en tredages ørkentur til Maktes Ramon.Her kommer en lille reportage fra turen: En ekspedition på 12 uvidende danske volontører ledet af den erfarne ørkenræv og præst, David Serner, trodser en nådesløs sol i en øde og stenet ørken fyldt med slugter, udtørrede flodsenge, stejle skrænter, og bjergtoppe. Flere opgiver den første dag under en af turens mest barske opstigninger håbet om at gennemføre. Men bedst som håbet synes ude træder heltemodige mænd og kvinder blandt volontørerne i karaktér og bærer de byrder, som de andre er ved at segne under. Alle når sikkert frem med flere vabler, mere sved, solcreme og ørkenstøv, end da de begyndte Det har virkelig været godt at vandre sammen i ørkenen. Jeg har været glad for den helt anderledes natur, de fysiske udfordringer, det primitive lejrliv og gode snakke undervejs. Pøj, pøj for denne gang. Og tak, fordi du ville læse med på, hvad jeg vover mig ud i her i Israel.  
Christ Church Guest House
Christ Church Guest House set udfra.
Kirken Pater Nostra, som er kendt for at have Fadervor på alverdens sprog.
Kirken Pater Nostra på Oliebjerget, som er kendt for at have Fadervor på alverdens sprog.
Morgenvandring på en af Maktes Ramons bjergrygge.
Vores morgenvandring på en af Makhtesh Ramons bjergrygge.

God morgen og God dag på dansk

Jeg modtog de vigtigste instruktioner og forsyninger i går fra David Serner (præst ved den Danske Kirke). Så der blev både tid til at spise dansk morgenmad i den israelske morgensol og sige pænt god dag og velkommen til de nyankomne missionspiloter og volontører.
Morgenmad i Jerusalem
Min morgenmad i Jerusalem. Havregryn skal der til! Mums.
Missionpiloterne får tanket op efter en lang rejse ved deres ene lejlighed i Jerusalem.
Missionpiloterne får tanket op og indlogeres ved deres ene lejlighed i Jerusalems gamle bydel.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503