Af Louise og Rasmus Kiilerich Breindal. Artikel fra bladet Shalom, september 2024.

“Er det nu forsvarligt?” er et spørgsmål, vi blev mødt af, når vi fortalte, at vi skulle være sommerferieafløsere i Immanuel Church i Tel Aviv.  

Vi havde vores betænkeligheder, men rejste afsted i en tro på, at Gud havde kaldet os til opgaven, og at han nok skulle holde hånden over os. Da vi lander i Tel Aviv, er den første besked, vi modtager, at nu fraråder den danske regering al indrejse i Israel. Oven på sådan en udmelding, kunne vi ikke helt lade være med at bekymre os. Men vi blev, og det er vi glade for, at vi gjorde.  

For at være tilbage i Immanuel – hvor vi 8 år tidligere var kirkevolontører – var på mange måder som at træde ind i noget hjemligt. Mosaikvinduerne, duften i bygningerne og den gode velkomne stemning var hjemlige og velkendte.  

En ting, der – igen – gjorde stærkt indtryk på os, var menneskerne, vi mødte i kirken. Deres kærlighed og åbenhed kom særligt til udtryk ved kirkekaffen i kirkens baghave. Her stod menigheden og grinede og snakkede med hinanden på kryds og tværs. Imens gik vores yngste dreng, Filip på 1,5 år, fra arm til arm, og vores ældste dreng, Noah på 4, sad sammen med forskellige fra kirken, som han havde kastet sin kærlighed på, selvom han ikke delte sprog med dem.  

Vi hørte også her, at kirken var vigtig for menigheden. Det var vigtigt at have et godt og åndeligt hjem, og det var folk villige til at køre langt for, selv helt fra Haifa. De var enormt taknemmelige for, at der bliver sendt præster og opretholdt en kirke – og endnu mere i denne tid.  

Der er sikkert gode argumenter for både at blive hjemme og for at tage afsted, men vi er taknemmelige for, at vi fik muligheden, og for at vi kunne være en del af kirkens liv, omend det var for en kort periode. Til trods for at vi kom med en opgave, rejste vi hjem med oplevelsen af at være blevet meget rigere, end da vi tog derned. 

Af Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen, kommende præstepar ved Den Danske Kirke i Jerusalem.

Der måtte bæres mange ekstra stole ind, da Israelsmissionen, KFS Aarhus og Menighedsfakultet mandag aften åbnede dørene til et arrangement på årsdagen for Hamas’ angreb på Israel 7.oktober 2023.
Christian Rasmussen åbnede aftenen med et citat fra Allan Sørensen, der i KD havde brugt udtrykket ”afmægtighedens gys” om israelernes reaktion på hændelserne 7. oktober.

Efter et par indledende bemærkninger opfordrede han os til et minuts stilhed for alle krigens ofre. Dette anslag kom til at holde hele aftenen igennem, så vi tog hjem med en følelse af sorg og afmagt. Afmagt over for Mellemøstens komplekse fortid og nutid, afmagt over for krigens brutale virkelighed og grusomme følger.

Godt nok sad vi i MFs hyggelige dagligstue, der var fyldt af mennesker i alle aldre: Unge studerende, voksne midt i arbejdslivet og pensionister. Men anledningen til arrangementet var forstemmende. Vi sad der med en fælles interesse for Israel og for manges vedkommende en stor kærlighed til det jødiske folk. Vi blev berigede af aftenens to indlæg; men vi blev ikke opløftede.

Bodil Skjøtt talte ud fra overskriften ”Israel og Palæstina. Hvem ejer historien?” Og Peter Bjerres overskrift var: ”Hvornår bliver kritik af Israel til antisemitisme?” Begge talere var veloplagte, skarpe og havde meget på hjerte. Der blev talt hurtigt og indsigtsfuldt – og der blev lyttet og efterfølgende stillet en række spørgsmål.

Vi skal ikke her forsøge at give et referat af aftenens indhold, men har lyst at dele et par af aftenens pointer.

Bodil Skjøtt understregede, at man må forsøge at se historien med både israelske og palæstinensiske briller. ”Vi må prøve at stå på den midte, som ikke findes og fastholde kompleksiteten. Hvis ikke vi gør det, frygter jeg, at vi gør broen smallere og afgrunden dybere.”
Bodil beskrev, hvordan virkeligheden ser ud fra israelsk side, hvordan den ser ud fra palæstinensisk side, og hun krydrede det med udsagn fra både statsledere, politikere og såvel jødiske som palæstinensiske venner og bekendte.

Bodil Skjøtt understregede, at vi alle tager stilling – og at man aldrig fuldt ud vil forstå den anden part. Hun nævnte flere gange, at smerten lige nu er så stor, at det kan være svært for nogen af parterne at række ud mod den anden. Bodil citerede blandt andet en arabisk ven for at have sagt: ”Lige nu er det svært for os at nå hinanden, men vil I andre ikke godt holde døren åben.”

Vores indtryk var, at Bodil Skjøtt med sit indlæg gjorde alt for netop at holde døren åben. For en kommende forsoning, selv om den synes meget langt borte. En af tilhørerne spurgte Bodil, hvad der efter hendes mening skulle til for at opnå fred. Det lidt triste svar lød: ”Jeg ved det ikke. Vi har vel ikke tidligere været på et lavpunkt, som det vi er på nu.”

Peter Bjerre havde kortere tid, men ikke mindre på hjerte. Han gjorde rede for antisemitisme som begreb – blandt andet med udgangspunkt i Deborah Lipstadts teorier. Han gav enkelte historiske og nutidige eksempler på antisemitisme; men lod begrebet stå som det stærkeste. Og så sagde han noget meget tankevækkende: ”Hvis vi vil antisemitismen til livs, er det ikke juristerne eller politiet, der skal komme den til livs – det er os.”

Tak for en god aften, en aften med stof til eftertanke – men også en sorgfuld aften!

Artiklen er fra Den Norske Israelsmisjon. Den oprindelige norske tekst er af Synnøve Aarskog, foto: Sigmund Søvde.

Chaim står med en pistol i hånden. På sofaen ligger hans bedste ven med sin kæreste tæt ved siden af sig. Ved et uheld går et skud af. Kuglen rammer først væggen, derefter vennens kæreste. De forsøger desperat at redde hende, men det er til ingen nytte. Senere samme aften dør hun. 

Chaim er 19 år gammel, da dette sker. Nu, 27 år senere, møder jeg ham som vært til Åben Kirke i Immanuelkirken i Tel Aviv. Vi sætter os på en bænk i den frodige have udenfor kirken. Fuglesang og den varme sol skaber en atmosfære, der står i skarp kontrast til det, han fortæller. 

Opvækst i Sovjetunionen og Israel 

Chaim fortæller om sin opvækst. Han blev født i Sovjetunionen, teknisk set i Ukraine, hvor han boede med sin familie, indtil han var 11 år gammel. Begge hans forældre var sekulære jøder og var meget bevidste om antisemitismen og jødernes længsel efter deres eget hjemland. 

– Som barn hørte jeg ofte min far sige, at jøderne havde brug for deres eget hjemland, fortæller Chaim. 

I 1990 flytter familien til Petah Tikva. At komme som indvandrer til Israel som teenager på det tidspunkt skulle vise sig at være svært. 

– Jeg kom til Israel med et håb om at blive omfavnet af det jødiske folk, fordi jeg selv var jøde. Men nej, det skete ikke. Også min far, der var i begyndelsen af fyrrerne, fandt det meget svært, siger Chaim. 

Chaim fortæller videre om kommunikationsproblemer, skænderier og en følelsesmæssigt ustabil tid. Han lykkes ikke med at blive en del af det sociale system i Israel og falder hurtigt uden for samfundet. 

– Da jeg var 17 år, havde jeg nået et lavpunkt og forsøgte at tage mit eget liv, fortæller han. 

Han skar sig i håndleddet, men blodet flød ikke. I dag takker Chaim Gud for, at det gik godt med ham. 

På jagt efter mening 

Chaim fortsætter med at lede efter mening i livet og eksperimenterer blandt andet med New Age, buddhisme og satanisme. 

– Jeg følte, at der måtte være noget mere. Verden virkede så uretfærdig. 

Han havner konstant i flere problemer. Efter gymnasiet skulle militæret være det næste skridt. Sådan blev det ikke. På grund af hans dårlige psykiske helbred skriver psykologen et brev til IDF, det israelske militær, med en anbefaling om, at de ikke tager ham ind. 

– Du ved, der ville jeg være omgivet af våben hele tiden. Det ville ikke have været godt for mig. Nej, jeg ville nok ikke have håndteret det system godt, bekræfter Chaim. 

Den fatale aften 

Chaim ville hellere leve storbylivet, som han havde set det på film. Han flytter til Tel Aviv, ind i lejligheden til sin bedste vens bror. I lejligheden ligger der en pistol. Det er, da bedstevennen og hans kæreste er på besøg i lejligheden, at det fatale sker. 

Chaim ville bare lege lidt med pistolen, men pludselig affyrer han et skud. 

Kuglen, der rammer vennens kæreste, er ikke stor. Først tror de, at hun ikke er blevet ramt, men at hun er i chok. De forsøger hjerte- og lungeredning, hvilket fører til kraftige opkastninger. Senere viser det sig, at hun var blevet ramt, havde fået hul på lungen, og at hjerte- og lungeredningen dermed bidrog til, at hun døde. 

Chaims liv har nu nået et nyt lavpunkt. 

– Senere sad jeg i cellen og tænkte, at jeg ikke længere ønskede at leve. Hvad levede jeg egentlig for nu? Tre familier var knust på grund af det, jeg havde været involveret i. Jeg var helt fortvivlet, men det føltes som om, jeg hørte en stemme sige: ‘Intet godt vil komme ud af, at du dør; det vil kun føre til mere lidelse for alle.’ 

Chaim finder en form for fred i dette og føler en forpligtelse til at fortsætte med at leve. Han ønsker at blive en bedre udgave af sig selv og, så vidt det er muligt, rette op på sine fejl. 

En ny start i Jerusalem 

Efterfølgende flytter Chaim hjem til sine forældre i Ashdod. Tanken om at få sig et job for at betale forældrene tilbage for advokatudgifterne plager ham. En dag, mens han bladrede i avisen og samtidig var fuld af bekymringer, dukkede der en annonce op, som fangede hans opmærksomhed: 

“For natur- og dyreelskere: Kom til Jerusalem og bliv frivillig på en gård.” 

– Det virkede som om, at den annonce var skræddersyet til mig. Jeg vidste, at jeg måtte udforske den mulighed, siger Chaim. 

Uden at fortælle sandheden til sine forældre, tager han til Jerusalem sammen med sin bedste ven, der havde mistet sin kæreste og næsten hadede Chaim for det, han havde gjort. 

En tryg havn 

Da Chaim og vennen ankommer til gården, møder de ejeren, en messiansk jøde. Det var den første messianske jøde, Chaim nogensinde havde mødt. 

– Gårdejeren præsenterede Jesus som Yeshua, den jødiske Messias, hvilket rystede mig og fik mig til at stoppe op, fortæller Chaim. 

Den første nat på gården har Chaim en drøm: 

– Jeg står på en travl vej med to spor og føler mig overvældet af presset omkring mig. Men så opdager jeg, at der er en lille åbning mellem de to spor. Jeg vælger at gå derned, og pludselig befinder jeg mig på en smuk strand med hvidt sand. Alt er stille og fredeligt, og jeg føler en dyb ro. Jeg tænker: “Nu er jeg tryg.” 

Da Chaim vågner, forstår han, at gården er denne trygge havn, et sted som giver ham en pause fra kaosset i verden. 

Vendepunktet 

Til gården kommer der folk fra mange forskellige lande. En af dem, der kommer, er en amerikaner, som begynder at tale med Chaim om Jesus. 

– Uden egentlig at have hørt hele evangeliet tog jeg imod hans invitation til at tro på Yeshua. Han bad, og jeg gentog sætninger som: “Yeshua, hvis du er Israels Messias, tilgiv mig mine synder, frels mig og lad Helligånden bo i mig.” 

– Jeg forstod ikke det hele. Så sagde han: “Vis mig din kærlighed.” Jeg gentog denne sætning med lukkede øjne. Indeni mig så jeg en bølge af vand dukke op i min mave. Den fyldte min krop, og jeg følte en meget stærk kraft, det bedste jeg nogensinde havde følt i mit liv. Det føltes som om, en fysisk kærlighed fyldte mig. Og jeg vidste, at det var Gud, fortæller Chaim. 

– Senere læste jeg, at Jesus sagde: “Den, der tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften siger, flyde strømme af levende vand” (Joh 7,38–39). 

Og for første gang i 19 år føler Chaim sig levende. 

– Wow, er det Gud? Og han elsker mig? Og han er virkelig? Dette var det største øjeblik i mit liv, mindes Chaim med glødende øjne. 

Nu arbejder Chaim i det israelske bibelselskab og er med som vært i Åben Kirke i Immanuelkirken, hvor han får mulighed for at fortælle evangeliet til de mange besøgende i kirken. Han fortæller, at åbenheden, han nu oplever blandt israelere, er stor. 

For et år siden blev Israel ramt af et terrorangreb, som siden har resulteret i en lang og forfærdelig krig og også i en stigende antisemitisme uden for Israels grænser.

Derfor inviterer Israelsmissionen, Menighedsfakultetet og KFS Aarhus til gratis oplæg til samtale på Torvet, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N., mandag d. 7. oktober, kl. 19.00-21.00.

Program

• Velkomst v. Christian Rasmussen, generalsekretær i Israelsmissionen
• Israel/Palæstina – hvem ejer historien i skyggen af 7. oktober? v. Bodil Skjøtt, tidl. generalsekretær i Israelsmissionen
• Hvornår bliver kritik af Israel til antisemitisme? v. Peter Bjerre, landsstyremedlem i Israelsmissionen og suppleant i Foreningen Åndsfrihed
• Afslutning v. Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet

Du tilmelder dig til arrangementet her på Menighedsfakultetets hjemmeside.

Hedensted Valgmenighed tog sidst i juni afsked med Anna-Marie & Hans Jørgen Hansen som deres præstepar og sendte dem videre under bøn og håndspålæggelse til deres nye tjeneste som præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem. Israelsmissionens formand, Krista Rosenlund Bellows, sagde blandt andet følgende i sin udsendelsestale over Luk 6:38: 

”Hvilken rigdom der er i Guds generøse rige! Det gælder også i mission. Giv, så skal der gives jer. Skab plads til, at det kan ske. I kommer til at give og at modtage og til at erfare, at det ikke hver gang er ligetil at både give og modtage. Efterlad åbne døre, sådan at mennesker kan komme ind, når de er klar. Også selvom det ikke sker i jeres tid.”  

Generalsekretær Christian Rasmussen skulle i dag have hentet dem i Ben Gurion-lufthavnen og have brugt et par dage sammen med dem for at hjælpe dem godt i gang.

Men sådan blev det ikke – endnu i al fald.

For vi må desværre udskyde udsendelsen af det nye præstepar, da vi i sidste uge modtog meddelelse om, at vi pga. situationen i Israel ikke længere kan skaffe den behørige forsikringsmæssige dækning. Det er Anna-Marie & Hans Jørgen og vi meget ærgerlige over.

Vi håber og beder om, at der snart kommer gode løsninger i Mellemøsten, så vi igen kan sende medarbejdere til Jerusalem. Vær gerne med til at bede for Anna-Marie & Hans Jørgen og for situationen i Mellemøsten.

Anna-Marie og Hans Jørgen overtager stafetten som præstepar ved Den Danske Kirke i Jerusalem til august. Derfor var de i sidste uge på tur til Israel sammen med Bodil Skjøtt for at blive introduceret til arbejdet dernede. De har primært været i Jerusalem, hvor de har mødt mennesker, kirker og organisationer, som de kommer til at have relationer og samarbejde med, og så har de været på besøg i Tel Aviv hos vores partnerkirke Immanuelkirken og dets præstepar, Siv og Eyvind.

De er fyldt af indtryk efter turen.

Anna-Marie: “Det, der har gjort mest indtryk er at møde hele verden på et meget lille område. Indenfor den gamle by er det helt vildt at opdage, jeg vidste det godt, men at opleve, hvor forskellig etnicitet, klædedragt, arkitektur, kirkestil, alting, hvor forskelligt det hele er. Det kan ikke undgå at gøre et indtryk. Og jeg tænker, at det, der er fascinerende, er, at Gud er den samme, og han er der for enhver af de mennesker.”

Hans Jørgen: ”Vi har mødt mange mennesker gennem de sidste dage, også mange kirkefolk, som vi skal arbejde sammen med. Mest indtryk har det nok gjort, at vi har hørt nogle af deres livshistorier, og hvordan Gud har kaldet dem, både til tro, men også til en tjeneste lige her i Jerusalem, lige midt i mangfoldigheden. Jeg synes, det er enormt spændende at få lov til at blive en del af det.

Noget af det, der bliver spændende, er at finde ud af, hvordan den Danske Kirke spiller ind i alle de her ting, og alle de her mennesker, vi har mødt, som har en vision for at nå jøderne. Hvor er det, vi skal være med?”

Både de og vi ser frem til, at det tager form, når de rejser derned til august.