Author: Bodil

Generalsekretær i Israelsmissionen siden 2007 og før det udsendt af Israelsmissionen til Jerusalem og tilknyttet Caspari Center. Medlem af styregruppen for Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE)

Tora-portion: Som fremmede og udlændinge

“Sara levede 127 år. Så døde hun i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, i Kana’an, og Abraham gik ind for at holde ligklage og græde over Sara. Derefter forlod han den døde og gik hen til hittitterne og sagde »Jeg er fremmed og tilflytter hos jer. Overlad mig en gravplads hos jer, så jeg kan bringe den døde ud og begrave hende.«”
Ugens Torah portion 1 Mos 23,1-25,18 Denne uges Torah-læsning rummer nogle af de bedst fortalte historier i Det Gamle Testamente. Det gælder ikke mindst beretningen om, hvordan Abraham køber en gravplads til Sarah af hittitten Efron til en måske ikke helt rimelig pris. Efter at Abraham først er blevet tilbudt at få den helt gratis, får han til sidst lokket prisen på hulen og jorden omkring den ud af hulens ejer. Abraham forsøger slet ikke at “prutte” om prisen, men afvejer uden videre “de fire hundrede sekel gangbart sølv”, som Hittitten Efron havde nævnt som prisen for det stykke jord hulen lå på. Ingen skal bagefter sige at Abraham snød sig til den jord han fik. Han havde været i det landet i snart mange år. Han var ikke en fattig mand, selvom han havde prøvet både sult og hungersnød i det land, som Gud ville give ham. Nu har han godt råd til at betale den fulde pris for et stykke jord. Men selv efter så mange år i landet han var stadig en “fremmed og tilflytter”, sådan som han selv siger det. Det stykke jord, han kommer til at eje, kan han først gøre brug af, når han er død. Det er da paradoksalt. Sådan blev det ikke ved med at være. Abrahams efterkommere fik sidenhen landet som ejendom. Men på en anden måde vil Abrahams efterkommere altid være fremmede og tilflyttere her i verden – uanset hvor de bor og hvilket skøde de har på deres jord. I sidste ende så tilhører jorden, verden og alt hvad den rummer, Gud, som Sl 24,1 proklamerer det. Det gælder også for os, som kalder os børn af Abraham, fordi Jesus har lært os at Gud, som er Abrahams – og Isaks og Jakobs – Gud, også er vores far. Vi er også, som Abraham var det, fremmede og tilflyttere. Eller som apostlen Peter i sit brev til de menigheder, han skriver til, minder dem om: at de er “udlændinge og fremmede” (1 Pet 2,11). Det er ikke fordi de ikke havde jord til en begravelsesplads, men fordi vi som kristne altid vil have et andet eller et dobbelt borgerskab. Vi er en del af det samfund, vi lever i (og skal stemme til kommunalvalget og gøre vores indflydelse gældende), men vi er også borgere i det rige, som kaldes Guds rige, hvor der gælder andre regler og normer. Dem skal vi – som Peter siger det – leve efter netop som udlændinge og fremmede. Og så begrunder han hvorfor de skal gøre det. Det skal de for at dem, de lever iblandt, kan få syn for deres gode gerninger og prise Gud, deres himmelske far. Ham som jorden og alt hvad den rummer tilhører, men som stadigvæk lod Abraham være fremmed og tilflytter. Den udfordring gælder stadigvæk for os som kalder os Abrahams efterkommere: At leve og være i verden – som fremmede og udlændinge – så mennesker får øje på Guds kærlighed og priser ham. Hvordan gør jeg så det – i dag? Når jeg handler (begravelsesplads), arbejder eller hænger ud med venner og familie?

Bibelen sætter os på sporet – indtryk fra en konference i Berlin

“Jeg tager rigtig meget med mig tilbage til München fra både det officielle program og personlige samtaler. Deltagerne har delt deres viden og deres vision, men også deres byrder. Mit netværk er blevet større, og det har været en stor opmuntring at høre, hvad Gud har gang i andre steder.” Det var Igor Swiderskis korte svar, da jeg ved afslutningen af konferencen spurgte ham, hvad han tog med sig herfra. Igor var én af de i alt 70 deltagere, som fra 14.-17. august var med på konferencen i Berlin, arrangeret af LCJE, Lausannebevægelsens netværk for jødemission. Til daglig er han leder af en messiansk menighed i München, hvor mange af menighedens medlemmer – ligesom Igor selv – har russisk baggrund. Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag. Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster. Men opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Hver aften på konferencen delte en af deltagerne deres vidnesbyrd. Med tre aftener blev det til tre tros-historier, og i to af dem spillede læsningen af Bibelen en helt central rolle. Det var læsningen af Matthæusevangeliet på en båd i Frankrig, der satte Jurik på sporet. Han kedede sig, for båden, han havde hyre på, lå i havn, og en sømandsmissionær kom forbi og gav ham en bibel. Jurik er barn af Holocaust-overlevere, og det lå på ingen måder i kortene, at han skulle fatte interesse for en kristen bog. Det blev heller ikke vel modtaget af hans forældre, da han delte nyheden med dem. Men, som Jurik sagde, så opdagede han jo, at det var en jødisk bog. I dag er Jurik bl.a. leder af en menighed i Hamburg. En anden messiansk jøde, Aron, fortalte, hvordan hans far, som jødisk tobaksforhandler i Zimbabwe, havde fået at vide, at han “da bare kunne læse Det Nye Testamente”, når han nu havde så mange spørgsmål til den kristne tro. Det gjorde han så, og bl.a. derfor voksede Aron op som jøde i et Jesus-troende hjem. Jeg er blevet mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet mig om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret. Jeg vil øve mig i at være nysgerrig på hvad Gud gør lige der, hvor jeg er. At være med på en sådan netværkskonference, hvor de andre deltagere også er optaget af at gøre evangeliet tilgængeligt for jøder i deres miljø, giver mulighed for at få nye svar på de spørgsmål, vi selv stiller. Det gør mig nysgerrig efter at se, hvordan andre arbejder, og hvilke værktøjer de har i deres kasse. Jeg vil lade mig udfordre af de gode og overraskende troshistorier til selv at være mere nysgerrig og åben for, hvad Gud allerede gør, der hvor vi bor og arbejder. For jødemission er også – hvis ikke først – Guds mission.

Må Gud velsigne og overraske os

“Den havde jeg ikke lige set komme”, er vores kommentar, når der sker noget helt uventet. Som da en god ven forleden fortalte mig, han skulle giftes. Jeg blev glad, men også overrasket, for det havde jeg slet ikke set komme. Sådan er der flere ting denne sommer, som har overrasket mig. Heldigvis med noget godt de fleste gange. Undervejs har mine reaktioner fået mig til at tænke på beretningen fra Apostlenes Gerninger, hvor apostlene beder “utrætteligt” for Peter, der er blevet fængslet. De beder om, at det ikke må gå ham, som det gik Jakob, der blev henrettet “med sværd” (ApG 12). De beder, men da Gud bønhører dem, kan de alligevel ikke tro det. De beskylder endda pigen Rhode, som fortæller den gode nyhed om, at Peter er fri, for at være blevet vanvittig. For “den havde de slet ikke set komme”. Hvad siger det om vores billede af Gud – eller vores forventninger til Gud – når vi beder om noget og så alligevel overraskes, når han så rent faktisk lader det ske, som vi bad om? Eller han svarer på en måde, som vi ikke engang havde fantasi til at forestille os, han kunne eller ville? Er det udtryk for en forestillingsevne, der er for lille, eller er det vores forventning eller tillid til Gud, der ikke slår til, når vi overraskes? Hvis det da ikke er endnu værre, at vi slet ikke ser “Guds underfulde gerninger”, fordi vi kun kigger efter det, vi har fantasi til at forestille os, og derfor helt går glip af det. Vi var mange der ikke lige havde set det komme, da Gud brugte de politiske omvæltninger i Sovjet til at bringe vækkelse til den messianske bevægelse i Israel i 1990erne. Ligesom mange af os i dag ikke lige havde set Gud bringe nyt liv og vækkelse til vores menigheder og fællesskaber i Danmark gennem de asylansøgere, der er kommet, og i dag er blevet en del af kirken. I dag skal antallet af muslimer, der har været gennem dåbsoplæring og er blevet døbt og medlem af kirken, skrives med ikke bare to, men tre cifre. Alene i Danmark. Hvem havde set det komme? For nogle uger siden var Jews for Jesus i Berlin i gang med sommerens kampagne for at komme i dialog med jøder om, hvem Jesus er. Hvem havde set det komme, at der i dag – 70 år efter nazismens forsøg på at udrydde jøderne i Tyskland – ville bo 22.000 israelere i Berlin – foruden de jøder der er flyttet dertil fra det tidligere Sovjetunionen? Hvem ville have troet, at man i Berlin kan komme i dialog med jøder om evangeliet – på hebrais? Eller at messianske jøder i Tyskland skulle fortælle israelere og syriske asylansøgere om Jesus, Fredsfyrsten og Messias, på gaden i Berlin? Der er i dag omkring 90.000 asylansøgere fra den arabiske verden alene i Berlin. Det er selvfølgelig ikke uden problemer – og der har været spændinger – men det er heller ikke uden muligheder. Vel at mærke muligheder, som ikke er kommet på grund af strategiske initiativer fra kirker eller missionsselskabers side. Det er heller ikke uden problemer at inkludere farsi-talende unge mænd i vores kristne fællesskaber. Men det rummer store muligheder for at være med i Guds store mission, så mennesker møder fortællingen om Jesus og et fællesskab, som lever i den fortælling. Også uden de store sprogkundskaber og mange ord. Det er min bøn for efteråret, at Gud vil virke og være til stede, også eller måske netop der, hvor vi ikke lige havde set det komme. At vi må huske, at Gud ikke sender os hen, hvor han ikke selv allerede er til stede. Gud kommer altid først. Må det give både frimodighed og ydmyghed. Og så beder jeg om, at vi ikke må gøre som pigen Rohde, der smækkede døren i frem for at lukke Peter ind – i bare befippelse – men at vi griber de muligheder og møder de mennesker, Gud sender til os – på måder og ad veje vi ikke lige havde set det komme. Jeg vil glæde mig til at blive overrasket, og jeg beder om, at jeg må se det, når han gør det.

En større trussel end terror

En mulig ny lov i Danmark om forbud mod omskærelse af drengebørn er en langt større trussel mod det jødiske samfunds fortsatte eksistens end et muligt terror-angreb. Jeg frygter ikke terror, også selv om den har ramt os, men jeg frygter en lovgivning i Danmark, som ikke beskytter et mindretals ret til at praktisere sin tro. Det kan synes som man i Danmark er mere optaget af at beskytte majoriteten mod minoriteten end omvendt. Det bekymrer mig. Noget i den retning sagde rabbiner Jair Melchior i sit indlæg ved den debat om religionsfrihed, som Evangelisk Alliance havde inviteret til den 5 april i København i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde. De to andre oplægsholdere var Carsten Hjort Pedersen fra Religionspædagogisk Institut og folketingsmedlem for socialdemokratiet Daniel Toft Jakobsen. Efter paneldebatten formulerede deltagerne i dagens program følgende udtalelse, som også kan læses på EAs Facebookside, hvor navnene på underskriverne også findes: Ledere fra en række kirkelige organisationer har været samlet i København d. 5. april til en konference om religionsfrihed i Danmark. Baggrunden er et behov blandt kirkelige organisationer for at drøfte og konkretisere religionsfriheden i lyset af den aktuelle politiske situation. Vi udtaler: 1. I et frit samfund må vi kunne udtrykke os frit – også om religiøse spørgsmål. Begynder man at begrænse menneskers frihed til at udtrykke deres tro, rammer det alle. 2. Nogle politiske initiativer, for eksempel efterårets stramning af straffeloven (L18), er udtryk for en afgørende ændring af den hidtidige forståelse af religionsfrihed og tolerance over for religiøse institutioner og mindretal. 3. Vi oplever, at den politiske debat ofte meget ensidigt tager udgangspunkt i, at religion hænger sammen med radikalisme, terror, intolerance og antidemokrati. Konsekvensen er, at man kaster et mistænkeligt lys over religiøst funderede institutioner i samfundet, som i praksis klæder mange mennesker på til at kunne indgå i et moderne demokrati. 4. I et demokrati kæmper man ikke bare for sin egen frihed, men også for at give plads til holdninger, som man er dybt uenig i. Det er ægte åndsfrihed. 5. Demokrati og religion er ikke hinandens modsætninger. Tro er en ressource for samfundet. 6. Religion er en del af det offentlige rum, fordi den vedrører det fælles liv og de værdier, som bærer vores samfund. 7. Samfundet trues ikke kun af religiøs ekstremisme, men også af intolerant sekularisme.   Udtalelsen blev til på baggrund af en god og åben debat, hvor der også var plads til selvkritiske og selvransagende spørgsmål. For mig blev dette sat i perspektiv ikke mindst af de synspunkter, som vores jødiske gæst gav udtryk for: Hvor meget af vores personlige frihed er vi villige til at opgive i vores bestræbelse for at forhindre terror? Har frygtet sejret? Religionsfrihed betyder, at der skal være frihed til også at skifte religion. Det må staten ikke lovgive imod, men kan man undgå socialt pres, når nogen vælger familiens eller gruppens religion fra? Man kan ikke forvente at en jøde, der bliver døbt, ikke betaler en social pris for det. Vi øver alle social kontrol eller pres, og gør vi det ikke, er det så fordi vi ikke værdsætter de etiske og moralske regler, der gælder inden for vores gruppe? Er det, vi står for ikke værd at kæmpe for, også hvis det betyder at gå mod strømmen? Eller er demokratiet blevet vores nye religion og religion blevet ikke bare en personlig sag, men så privat at den mister sin betydning for det liv jeg lever sammen med andre? Til tider tror vi at konflikten er mellem muslimer på den ene side og jøder og kristne på den anden.  Men som religiøse minoritetsgrupper har jøder og muslimer i Danmark måske mere til fælles, end vi umiddelbart vil indrømme.

Årsmøde, familiefest og relationer  

”En fantastik weekend med en oplevelse af at være fælles om noget som er vigtigt, som vi gerne vil prioritere” – stod der i en af de evalueringer, jeg har fået efter vores årsmøde-weekend i København. Når nu man selv stadigvæk er lidt træt efter en lang weekend med mange bolde i luften og mange tråde, der skulle bindes sammen, gør en sådan evaluering godt. Det var det hele værd. Det var en fredag/sabbatsaften i Betlehemskirken med fokus på samhørighed med det jødiske folk, godt fællesskab og en god stemning hjulpet godt i gang af en dygtig kletzmer-musiker. Det var en lørdag formiddag –med småregn og blæst – rundt i Københavns gader med fokus på byens jødiske historie afsluttet med en meget personlig historie i forhold til terrorangrebet for kun 2 år siden. Det var en eftermiddag i Apostelkirken i selskab med venner og interesserede om et varieret og udfordrende program, som sluttede med en gudstjeneste med fokus på forsoning og vores relation til Gud og til hinanden. Nogle fortsatte derfra til jødisk purimsfest ved synagogen. Det endelig punktum for weekenden var gudstjeneste, samvær og fortællinger i Grønnevang Kirke i Hillerød. Jo, det var ”en fantastisk weekend med en oplevelse af at være fælles om noget vigtigt”. Jeg sidder tilbage med et ord eller en sag, som weekenden satte fokus på for mig, nemlig ”relationer”.  Jeg fik helt konkret set og hørt de mennesker, vi i Israelsmissionen har en relation til. Hvad enten de var venner, ”gamle” volontører eller tidligere medarbejdere. Relationer er levende og derfor skal de plejes og fornyes, og det kan ske ved en sådan ”familiefest”, som et årsmøde også er. Og det blev en fest fordi hele den store familie takkede ja til indbydelsen.   Lørdag aftens gudstjeneste med fokus på forsoning gav mig også en ny glæde over den relation, som Gud inviterer os ind i og selv har gjort mulig ved at fjerne en mur fjendskab og komme til os i Jesus, Israels Messias og verdens frelser. Han har vendt, hvad der er ondt og gør ondt til noget godt og gjort fællesskab muligt – med ham og med hinanden. Derfor ærgrer det mig også, at vores jødisk israelske ven på årsmødet, David, netop efterlyste gode og nære relationer til mennesker i Danmark. Han har været her i mere end 6 år, har tilegnet sig sproget, så han kan begå sig, men kan ikke sige at han har danske venner, med hvem han har nære relationer. Jeg ved ikke om hans svar på hvorfor det er således, er rigtigt, men spurgt om hvorfor svarede han: ”I har så gode systemer med sprog- og jobtilbud. Måske tror I, at det er nok. Men systemer skaber ikke relationer, for relationer kræver mennesker, som har tid, tid til at være nær og være sammen.” Den stikker stadigvæk lidt – selv efter en god årsmøde-weekend med fokus på relationer. Eller måske netop derfor. For hvad er den gode relation til Gud og til os selv og hinanden, hvis ikke den vender sig ud mod David og andre, der som ham er kommet her. Uanset hvilken religiøs eller social gruppe, de tilhører.       

Omskærelsesdebat – mere en en sommeragurk

Den sidste måned har debatten om drengeomskærelse igen fyldt aviserne.  Argumenterne mod omskærelse af spædbørn viser en skræmmende mangel på forståelse for religiøse argumenter. Men det mest skræmmende er en manglende forståelse for og anerkendelse af, at der er mennesker for hvem religion faktisk betyder noget, og som lader deres værdier og deres liv indrette efter det. Havde det så bare været en debat, som skyldtes sommer og agurketid, og derfor bliver lagt på hylden, når hverdagen og det som er vigtigt igen danner overskrifter. Men det er det næppe.  For debatten afslører den individualisering som præger vores samfund. Vi har svært ved at tænke os selv som en del af et fællesskab, hvor vi hører sammen og derfor kan og må tage ansvar for hinanden. På den ene side er det vigtigt for os at høre til i den rigtige gruppe, men gruppens identitet bruger vi først og fremmest til at iscenesætte os selv. Kan det ikke det længere, slutter man sig bare til en anden gruppe.  Vi er blevet et samfund, hvor vi ikke er noget i kraft af traditioner og hvor historien kun er vigtig, så længe den tjener mit projekt. Den kan ikke gøre krav på vores loyalitet. Forældre har hverken ret eller pligt til at videregive værdier og traditioner, som skaber identitet eller tilbyder en større historie at være en del af. Børn skal selv bestemme hvem de vil være, hvad de vil spise til morgenmad og hvad tøj de vi have på – også selv om de ikke er fyldt 3 endnu. Med det resultat at mange bliver rodløse og bukker under for egne og andres krav og forventninger til at skabe rammer og retningslinjer for sig selv. Vi skal være optaget at vores børns tarv og trivsel. Det er også en samfundsopgave at sørge for at børn ikke lider overlast på nogen måde. Ingen ønsker revselsesretten genindført og seksuelle overgreb på børn er på ingen måder en forældreret. Men når 87 procent af den danske befolkning ønsker et forbud mod omskærelse af drengebørn, viser det først og fremmest vores manglende forståelse for andres religiøse traditioner. Fordi vi ikke selv længere har nogen har vi også svært ved at forholde os til andre mennesker, som har det. Konsekvensen er også at det bliver svært for os at tale om religionsfrihed. Religion er noget som praktiseres i et fællesskab og som rækker ud i samfundet. Men hvordan kan den det, når den skal være en så privatsag at den ikke engang må praktiseres i forhold til vores børn. Hvad er det så man har frihed til? Vores manglende forståelse for religion og religiøse værdier og argumenter betyder også en manglende tolerance overfor andre mennesker. I den konkrete debat om omskærelse går det ud over vores jødiske – og muslimske – medborgere. Det skaber grobund for antisemitisme og den manglende forståelse bliver til mistanke, som bliver til frygt og så er der ikke langt til had omsat i handlinger. Og i vores mangel på forståelse og tolerance bliver vi selv fattigere som samfund, fordi vi går glib af den pluralitet og inspiration, de andre kommer med.  

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503