Tekst og foto: Christian Rasmussen. Fra vores blad Shalom, nr. 4, december 2023.
Sahar Sadlovsky Gold kom til tro på Jesus og blev døbt i Immanuelkirken i 2015. Han har siden besøgt Danmark et par gange – også til Israelsmissionens arrangementer. Vi har talt med ham for at høre, hvordan det er gået ham siden.
Sahar, fortæl først noget om, hvad der fylder dig i skyggen af Hamas’ terrorangreb?
Helt grundlæggende er det en sorg, som indeholder både en vrede og en smerte over Hamas-terroristernes uhyggelige ugerninger mod sagesløse mennesker. Men der er også stille glæde og håb, når jeg ser, hvordan befolkningen står sammen om at hjælpe hinanden.
Det er ikke enkelt og kræver et bevidst stykke arbejde at lade Jesus præge min tilgang til det, som sker. Én ting er, hvordan jeg skal forholde mig til den ondskab, som mit folk har været udsat for. Det har været rigtig svært at bede for mine fjender, men Jesus giver os jo ikke mulighed for at skelne mellem, hvornår vi skal elske vores fjender, og hvornår vi ikke skal. Noget andet er den foragt, som vi oplever fra mange i det internationale samfund. Det fylder mig med skuffelse, så i en tid som denne, hvor vi læser nyheder hele tiden, har vi brug for at læse tilsvarende meget i Bibelen.
Fortæl lidt om din åndelige rejse de senere år.
Flere ting er sket. Jeg mødte Maria fra Sverige, med hvem jeg nu er gift og har to døtre. Hun introducerede mig til hendes kirkesamfund, Missionsprovinsen i Sverige, og jeg dykkede endnu mere ned i det lutherske. Samtidig var jeg i gang med at tage en teologisk bachelorgrad på Israel College of the Bible, som også udfordrede mig teologisk og tvang mig til at finde ud af, hvor jeg selv stod. Jeg fandt en dyb glæde i den lutherske understregning af, at jeg må få lov at holde mig selv helt ude af ligningen og bare se på Kristus, og det han giver mig i dåben og nadveren. Jeg behøver ikke spørge, om Gud elsker mig, for Jesus kommer selv og giver sig selv til mig. Den sakramentale forståelse af evangeliets gave blev uvurderlig for mig. Jeg har lyst at sige til de mange lutherske danskere, at I skal være taknemlige for at have så nåderig en base i jeres kirke.
Hvad har du gang i nu?
Før jeg mødte Maria, bad Missionsprovinsen for jødernes frelse, og de bad også om en vej ind til at dele de gode nyheder med det jødiske folk. For at gøre en lang historie kort, så er jeg nu præstekandidat i Missionsprovinsen, tager teologisk kandidatuddannelse på Forsamlingsfakultetet i Göteborg og ser frem til at blive ordineret til præstetjeneste i Tel Aviv. Her skal jeg lede plantningen af en hebraisktalende konfessionel luthersk menighed.
Hvordan kan vi bede for dig?
Vi er lige nu en lille forsamling på 10 personer, som mødes i min families lejlighed om onsdagen til aftensang, og så har vi en månedlig gudstjeneste med en ordineret præst. Bed om, at vi må kunne forme denne nye menighed på en sund og god måde, og at det må lykkes, at menigheden kan få sit eget lokale et egnet sted.
Israel er blevet ramt af et voldsomt terrorangreb med raketangreb, drab og kidnapninger, hvor Hamas bevidst også er gået efter civile, kvinder og børn i hidtil uset skala. Det er uhyggelige beretninger, videoer og billeder, der kommer fra området. Det kalder på vores vrede og fordømmelse af Hamas-terroristerne, vores medfølelse med alle ofre og vores bøn om retfærdighed, fred og værn om uskyldige.
Israelsmissionens præstepar Elisabeth & David Serner melder, at de har det trygt og godt i Jerusalem, hvor de forsøger at være opmærksomme på, hvordan de kan være der for venner og bekendte, som er berørt af den ulykkelige situation.
Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge samarbejder om Missionspiloterne, og deres program er ikke til at gennemføre, som tingene er nu. Da vi heller ikke på nuværende tidspunkt har noget overblik over, hvordan situationen udvikler sig, har vi valgt at kalde dem hjem, og de lander efter planen i Danmark i morgen. Vi håber, at de på et senere tidspunkt kan vende tilbage og gøre programmet færdigt.
Bed for vores samarbejdspartnere og vores folk i landet, ja, for alle, som er berørt af terror og krig.
Israelsmissionens mission har altid været klar. Vi handler grundlæggende kun om én ting: at jøder skal lære jødernes Messias, Jesus af Nazareth, at kende. Men det er ikke en selvfølge for kristne at tænke sådan.
Vi kan blot kigge syd for grænsen til det store tyske kirkefællesskab EKD, en forkortelse for ’Evangelisk kirke i Tyskland’, som har omkring 20 millioner medlemmer fra 20 regionale lutherske og reformerte kirker. De udtrykte ifm. reformationsjubilæet, at kristne ikke er kaldet til at pege på Jesus som frelser for jøder, da det vil modsige Guds trofasthed mod Israel. EKD mener, at mission blandt jøder vil være at underkende, at Gud har sin egen vej med det jødiske folk, og at han til sin tid vil frelse dem.
Hos vores naboer mod øst har Svenska Kyrkan i ’Guds vägar – Judendom och kristendom’ nok anerkendt, at det er synet på Jesus, der skiller jødedom og kristendom, men det skal tilsyneladende ikke lede Kirken til mission, men til respektfuld samtale.
Eksemplerne her er ganske klare opgør i vores nabolag med det, vi står for, og vi har med jævne mellemrum brug for at adressere og reflektere over kaldet til at række de gode nyheder til det folk, som vi først fik det fra.
OG: Det er ikke kun relevant for folk med direkte relation til jødemissionsselskaber. Hvad betyder det f.eks., når Paulus skriver, at ”evangeliet er for jøde først og for ikke-jøde”? Hvad får det af indflydelse på Guds kirkes generelle missionskald til alle folkeslag, dersom mission blandt jøder afvises?
De spørgsmål skal vi bl.a. adressere til konferencen om mission blandt jøder, arrangeret af Dansk Missionsråd og os i Israelsmissionen.
Hvornår: tirsdag d. 24. oktober 2023, 10-15.30
Hvor: Torvet, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N
Pris: 100 kr. inkl. forplejning – studerende er gratis
Christian Rasmussen, generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og tidligere præst i Immanuelkirken i Jaffo, 31. august 2016
”Syv år, Niller. Så ved man et og andet,” sagde Sofie Gråbøl i Den Eneste Ene. Syv et halvt år i Jaffo. Så ved man vel et og andet; i det mindste har man vel lært et og andet? Det skulle man synes, og det har jeg vel også – altså lært noget. Herunder følger nogle eksempler.
Før vi tog til Immanuelkirken i 2009 havde jeg nok en grundlæggende idé om, at vi skulle ned og åbne Gamle Testamente (GT) for de jøder, vi måtte komme i kontakt med. De har jo fået Guds Ord betroet, som Paulus siger, så hvad kunne være mere naturligt end at åbne det og vise dem, at deres egen bibel dybest set handler om Jesus, deres og min Messias. Det kom ikke helt til at gå sådan – eller jo, men på en mere bagvendt måde, end jeg havde forestillet mig.
De gange jeg i begyndelsen snakkede om tro med jøder, gik jeg ofte direkte til GT og tog fat i nogle af de linjer, vi har dér. Løftet om en søn af Eva, der skulle knuse slangens hoved og selv blive såret i kampen; løftet om velsignelse til alle jordens familier gennem en fra Abrahams familie; løftet om en profet som Moses, men større end ham; løftet om en konge som David, men større end ham; løftet om en evig præst som Melkizedek, men større end ham og så videre.
Men dels fik jeg ofte den respons, at det godt kunne være, at GT kunne siges at pege på Jesus, men det gjorde nu ikke den store forskel, for GT havde ikke nogen betydning for dem og derfor ingen autoritet i deres liv, for de troede slet ikke på Gud. Derfor måtte vi begynde et helt andet sted med mere klassisk apologetik og tale om, hvorvidt det overhovedet er fornuftigt og relevant at tro på Guds eksistens.
Det er et typisk billede af Tel Avivs jøder i dag. Gennem-sekulariserede og mange præsenterer sig som ateister, selvom de fleste af dem nok reelt er agnostikere. En af vore lokale venner (som ellers er vokset op i et ortodokst hjem med en far, der er rabbiner) sagde, da vi mødtes for sidste gang inden afrejsen: ”Jeg fatter stadig ikke helt, I kan tro på Gud. Jeg mener, I er jo ikke dumme…”
Den havde jeg ikke set komme, før vi landede i Jaffo. Jeg troede nok lidt naivt, at jøder nærmest per definition tror på Gud, men det er altså ikke tilfældet.
Et andet fænomen gør sig gældende for mange af dem, der er 60+. Her har jeg mødt flere, som nok tror Gud eksisterer, men de vil ikke have noget at gøre med ham. Når han lod Holocaust ske, så er han ikke værd at samle på. Og her er jeg ofte kommet til kort. Der er ikke rigtig noget at sige, synes jeg, andet end at det kan jeg faktisk godt forstå. Hvad er det da for en Gud, der tillader noget sådan? Det ved jeg ikke – eller jo, det gør jeg jo, men jeg forstår det ikke.
Først Jesus og så Jesus
Ovenstående betyder, at jeg generelt begynder et andet sted, end jeg gjorde, da vi kom. Jeg begynder simpelthen bagfra. Med Jesus. Jeg giver dem et Ny Testamente og beder dem læse et af evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, Jesus er, og så overveje hvem de nu selv vil sige, Jesus er, og hvad det betyder for dem og deres liv. Når jeg tænker på dem, som vi har fået lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang Jesus, der har ledt dem tilbage til deres egen bibel mere end det er deres egen bibel, der ledte dem til Jesus.
Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men dette er blot min erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vores venner fra Jews for Jesus har noteret sig det samme mønster. En ung kvinde skrev følgende til mig i en e-mail tre uger efter hun første gang sad i mit kontor: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen ’Forrådt’. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser, og jeg ønsker, han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”
Jesus er uden tvivl også det nærmeste, vi kommer et svar på lidelsen og i dette tilfælde spørgsmålet om Holocaust. Ikke på dens ’hvorfor’, men på ’hvem’ der tillader den. Som John Stott siger: ”Jeg kunne aldrig selv tro på Gud, hvis ikke det var for korset. Hvordan skulle nogen i denne lidelsens verden kunne tilbede en Gud, der var immun over for den?”
Og så er det jo i virkeligheden slet ikke at begynde bagfra, når vi begynder med Jesus. Han er jo Alpha og Omega, begyndelsen og enden, så det giver faktisk rigtig god mening at begynde med Jesus og se, hvordan han og det han har gjort for os rækker både bagud og fremad.
Mangel på tro
Noget andet jeg (forhåbentlig) har lært er at have lidt mere tiltro til Gud. Jeg må nok være ærlig og bekende, at jeg fra start tvivlede på, at der ville komme nogen særlig frugt ud af vores tjeneste. Dels var vi helt grønne og kom direkte fra studierne, så hvad kunne vi lige bidrage med? Dels skulle jeg jo tage over efter Jan Mortensen, som både teologisk og pastoralt stadig står som et fyrtårn for mig, og som jeg ser både hen og op til. Det var da noget af en nedgradering de skulle undergå de stakkels mennesker i Jaffo. Dels var der det hebraiske sprog, som jeg ret hurtigt indså, jeg ikke fik tid til at investere nok i, og hvilke begrænsninger ville det ikke lægge ned over en præst, der i forvejen synes, han selv havde nok af begrænsninger. Og så den situation vi er i som kirke i Israel, hvor vi simpelthen fra start er bagud på point, fordi vi ikke ligefrem har historien med os. Hvordan jøder skulle kunne overbevises om, at kirken er bærer af troværdigt godt nyt, selvom den selv har været dårligt nyt for det jødiske folk op igennem historien, ja, det var da lidt op ad bakke. Nuvel, dette var jo lykkedes i Jans tid og også før ham og selvfølgelig også andre steder i Israel, så miraklernes tid var ikke forbi, men mon vi skulle få lov at se nogle af dem?
Verdens værste missionær
Nu er ydmyghed på egne vegne fint nok, og jeg håber, jeg har bevaret noget af den, men ydmyghed på Guds vegne er jo slet og ret blasfemi. Men Gud har vist mig, at han gør, hvad han vil, gennem hvem han vil. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men tumlede med at stole på, at det også gjaldt os i Jaffo. Paradoksalt nok. For netop fordi vi boede i Jaffo, har jeg ofte tænkt på Jonas, som ikke ville gå, hvor Gud kaldte ham (og som bekendt stak af fra Jaffo), og som, da han endelig kom til Nineve, blev bitter og vred, da de omvendte sig, og Gud frelste dem. Verdens værste missionær. Intet mindre. Ikke desto mindre reddede Gud, hvad der dengang var verdens største by, gennem den måske mest håbløse missionær verden har set. Kunne og ville Gud bruge Jonas, så kan han bruge lige præcis, hvem han vil. Nu blev hele byen desværre ikke frelst, mens vi var i Jaffo, men alligevel blev min mangel på tro til Gud gjort til skamme. Han brugte vores lille kirke til både at bringe nogle folk tilbage til ham og også til at nå nogle folk for første gang. Vi har fået lov at se folk vokse i tro og efterfølgelse af Jesus. Og måske for at vi ikke skulle tro, at det havde noget med os at gøre, så kom det i bølger, uden at vi gjorde noget anderledes det ene mere frugtbare halvår frem for det andet mere tørre.
Kald er godt
Jeg blev ret hurtigt glad for det gode gamle ord ’kald’. Jeg nærer ingen illusion om, at Immanuelkirken ikke ville have været bedre tjent med en anden præst end mig. Jeg har for eksempel i flere år haft en meget bedre underviser end mig selv i menigheden, så det er ikke bare falsk ydmyghed. Ikke desto mindre har jeg fundet frimodighed i, at vi blev sendt til Jaffo for at varetage en opgave, og netop den sendelse har givet frimodighed til at tage handsken op, selvom jeg havde folk omkring mig, som er dygtigere på mange af de områder, jeg skulle dække.
Mere frimodig
Det vil også være korrekt at sige, at jeg har fået en større frimodighed på evangeliets vegne, og det er jo skræmmende nok mildt sagt på tide! Men jeg kan se på min prædiken fra første gang vi holdt Åbent Hus og havde hundredevis af mennesker forbi til nogle korte gudstjenester, at jeg nok var klar nok ift. at gøre Jesus-tro både fornuftig og relevant, men overforsigtig med appellen til så at tage imod ham. Måske har den israelske mere direkte og uindpakkede måde at kommunikere på haft sin indvirkning, men uanset kan jeg se sort på hvidt i mine prædikener, at min forkyndelse har ændret sig i hvert fald på dét punkt.
Så når folk har spurgt mig, hvordan Immanuelkirken har ændret sig, siden vi kom, så har jeg svaret, at jeg ikke ved af, at den har ændret sig så meget. Det er vist mere mig, der har det.
Christian Rasmussen, præst ved Immanuelkirken i Jaffo
Da jeg satte mig ned og funderede lidt over den titel, tænkte jeg på, at det jo er nogenlunde den arbejdsbeskrivelse, min familie og jeg blev sendt til Tel Aviv med for godt 6 år siden. Det er Israelsmissionens arbejdsbeskrivelse. At bringe Guds Ord tilbage til det folk, vi har fået Guds Ord igennem; det folk, som først hørte det.
Jeg tænker især på det juleaften. Nu lyder det helt ekstraordinære budskab igen i Israel på en helt ordinær dag til det samme folk, som først hørte det på en helt ordinær dag for 2000 år siden: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” En stor glæde for hele folket.
Alligevel har de fleste i det jødiske folk her 2000 år efter stadig ikke oplevet den glæde; ikke taget imod Jesus. Det er og må være en sorg for os, som det var en sorg for Jesus og Paulus. Vi kan tænke, at det er klart, at det er en sorg for Jesus og Paulus, at deres landsmænd ikke har taget imod Jesus ligesom det er en særlig sorg for os, at der er mange danskere, der ikke tror på Jesus. Men når Paulus i Romerbrevet kap. 9 forklarer, hvorfor det er så stor en sorg for ham, at hans landsmænd ikke tror på Jesus, så er det ikke primært, fordi de er hans landsmænd, men fordi ”de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske.” M.a.o. har de det hele, alt det som dybest set handler om Jesus, deres udvælgelse, pagterne, loven, tempeltjenesten, løfterne, fædrene; ja, Jesus selv blev født ind i deres folk og alligevel har de ham ikke. Det er en sorg, som man ikke behøver være en jødisk rabbi som Paulus for at dele. Den sorg kan også vi ikke-jøder fra det kolde nord identificere os med. Og det bør vi gøre. Ikke fordi det er vigtigere at fortælle jøder end andre om Jesus, men fordi den sorg – at de har det hele, men ikke Ham, som det hele handler om – simpelthen gør, at mission specifikt til det jødiske folk må være på enhver Jesus-troendes hjerte – uanset hvor meget eller lidt det så fylder i vores engagement.
Hvordan så bringe Guds Ord til det jødiske folk? Tja, da vi tog af sted, tænkte jeg, at metoden vel for så vidt var enkel nok. I Rom 3 spørger Paulus: Hvilket fortrin har det jødiske folk? Og han svarer selv: Først og fremmest at de har fået Guds ord betroet. Og det er jo rigtig nok; de har Guds Ord, så vi skulle vel bare ned og åbne Guds Ord, den jødiske Bibel, Gamle Testamente, og vise, at det handler om Jesus. Det gør vi også, men for de få, som vi får lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang i stedet Jesus, der bringer dem tilbage til deres egen Bibel / GT mere end det er deres egen Bibel, der bringer dem til Jesus.
Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men det er blot vores erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vore venner fra Jews for Jesus siger i øvrigt det samme.
Så vi giver dem et Ny Testamente og beder dem læse evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, at Jesus er, og så overveje hvem de nu selv siger, Jesus er, og hvad det så betyder for dem og deres liv.
Camilla og May
May kom til tro for to år siden. Hun kom egentlig først for at høre, om vi kunne hjælpe hende med nogle kontakter, så hun kunne blive balsamør. Det kunne vi ikke, men hun fik et NT med hjem. Tre uger efter skriver hun følgende: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen Forrådt. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, at Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser og jeg ønsker, at han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”
Skøn mail og læg mærke til, at det er Jesus, der åbner det Guds Ord, som hun ”hele tiden har haft lige foran øjnene”, men aldrig rigtig har fanget.
Sahars opslag på Facebook.
Sahar som skal døbes om tre uger. Han gik usædvanligt offentligt ud med sin tro her engang før jul. Han postede det her billede på Facebook og skrev: ”Korset foran mig, verden bag mig. Ingen vej tilbage.”
Ingen vej tilbage. Hans kæreste ville ikke acceptere, at deres eventuelle børn skulle lære Jesus at kende, så han så ingen anden udvej end at slå op. Da havde han allerede sagt sit job op, fordi han følte, at han i jobbet som sælger, var nødt til at lyve for kunderne, og det kunne han ikke, hvis han i bund og grund ville leve for Ham, som levede og døde for ham.
Det var ikke nogen nyhed for jøden Sahar, at Guds ord siger, at man ikke skal lyve, men nu havde han lyst til at efterleve det. Hvad var der sket?
Dette: For en måned siden postede han dette på Facebook ”Hvis en ville dø for dig, ville du så være klar til at leve for ham?” Det er Sahar klar til. Han har simpelthen lyst til at leve for Jesus.
For som han siger: Hvis det virkelig er rigtigt, at Guds Ord blev kød for os for at leve det Guds Ords liv ud, som vi skulle have levet, og da han havde gjort det, så tog han straffen for det liv, vi faktisk lever. Hvis han kastede alt ind på at holde/efterleve Guds ord for os, hvad skulle så holde os fra at kaste alt ind på at holde/efterleve Guds Ord for ham?
Guds Ord blev kød for Sahar og det ændrede alt. Der er noget med ord her. En relation uden ord mangler noget. Det er svært at lære nogen at kende uden at bruge ord. Men en relation kun med ord mangler også noget. Ord kan udtrykke hengivenhed, men den hengivenhed kommer ikke bare af ord. Jeg er velsignet med fantastiske forældre. Min mor og far gav mig en masse ord, da jeg var lille. Spis op, knægt. Nej, lad være med at stikke fingrene i stik-kontakten. Husk nu at øve på klaveret. Dengang havde jeg helt sikkert en grundlæggende tillid til, at de faktisk ville mig det godt; at alt hvad de gjorde var kærligt ment; at de elskede mig, og jeg elskede dem, men når de bad mig om noget, som jeg ikke havde lyst til, så gjorde jeg nok alligevel mest, hvad de sagde, fordi jeg vidste, at der ville falde brænde ned, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde altså ikke lyst til at gøre det, men jeg havde mindre lyst til konsekvenserne, hvis ikke jeg gjorde det.
Jeg tror imidlertid, at hvis jeg dengang kunne se, hvad jeg kan se i dag, at jeg så i en helt anden grad ville have lyst til at gøre, hvad de sagde (ja, jeg ved udmærket at det her er en gratis omgang); at jeg ville føje dem ud af en hengivenhed født af alt det, som jeg i dag kan se, at de har gjort for mig – at de grundlæggende har ofret sig selv i 18 år for at give mig, hvad jeg havde brug for dem til at give mig.
Hvad skal der til for at komme til at få den der hengivenhed? Jo, der skal som nævnt det til, at jeg ser alt det, de har gjort for mig. Det har jo været der lige foran øjnene på mig hele tiden; hele min barndom, men jeg så det ikke dengang.
Sådan også med det jødiske folk og alle andre folk. For at vi giver os hen til Gud, skal der det til, at vi ser, at han har givet sig hen for os. Og når vi ser det, så ser vi pludselig, at det er det; at det er Jesus Messias, det Guds Ord, som blev kød for os, som det Guds Ord, der blev skrift, altid har handlet om. Som Tim Keller siger det:
“Jesus er den sande og bedre Adam, som bestod testen i haven, og hvis lydighed tilregnes os. Jesus er den sande og bedre Abel, som også blev uskyldigt dræbt, og hvis blod også råber fra jorden, men ikke på vores fordømmelse, men på vores frifindelse. Jesus er den sande og bedre Abraham, som hørte Guds kald til at forlade det hjemlige og behagelige for at bringe Guds velsignelse til en forbandet verden. Jesus er den sande og bedre Isak; den sande Løftets Søn, som ikke blev reddet, men blev ofret for os. Og mens Gud sagde til Abraham, at nu vidste han, at Abraham elskede ham, fordi han ikke ville nægte ham sin eneste søn, sådan kan vi sige til Gud, der ledte sin søn op af Golgatas bjerg for faktisk at ofre ham dér, at nu ved vi, at du elsker os, fordi du ikke nægtede os din enbårne søn, den elskede. Jesus er den sande og bedre Josef, som ved Kongens højre hånd tilgiver dem, der solgte og forrådte ham og bruger sin position til at frelse dem. Jesus er den sande og bedre Moses, som går imellem folket og Gud som mellemmand for en bedre pagt. Jesus er den sande og bedre Job, den virkelig uskyldigt lidende, som går i forbøn for og frelser sine tåbelige venner. Jesus er den sande og bedre David, hvis egenhændige sejr over den store fjende blev folkets sejr, selvom de ikke løftede så meget som en enkelt sten.
Jesus er den sande og bedre Ester, som ikke bare risikerede sit jordiske palads, men mistede sit himmelske palads; som ikke bare risikerede sit liv, men gav sit liv for at redde sit folk. Som ikke blot sagde: Skal jeg dø, så lad mig dø, men sagde: når jeg dør, så dør jeg for at redde mit folk. Jesus er den sande og bedre Jonas, som blev kastet over bord og ud i stormen for at vi ikke skulle lide skibbrud. Jesus er det sande påskelam – uden og plet lyde, som blev slagtet for at Guds dødbringende straf skulle gå forbi os. Jesu er det sande tempel; den sande profet; den sande præst; den sande konge.”
Venner, Guds Ord til Guds folk handler kun om Jesus. Ja, faktisk handler alt dybest set om Ham. Verden drejer sig om Jesus, fordi jorden kun endnu drejer, fordi Gud vil at mange flere – også blandt det jødiske folk – skal lære Jesus at kende; at vi ikke skal nå målet uden dem. De ligger på hans hjerte. Må de også ligge på vores.
Krigen i Gaza har ikke bare smertefulde konsekvenser for alle, som er ramt af død og ødelæggelse. Den har også ført til en forværrelse af det allerede betændte forhold mellem evangelisk-kristne palæstinensere og messianske jøder.
Christian Rasmussen, 18. september 2014
David Lazarus med sønnerne Josh og Elisha.
Over for Immanuelkirken ligger Beit Immanuel – et hostel, der drives af folk, der tror på Jesus. Selvom vi både har navn og tro til fælles, er vi ikke officielt forbundne, men har et godt naboskab.
På Beit Immanuel holder også en messiansk menighed til – af samme navn, hvis pastor hedder David Lazarus. Han er en af de messianske ledere, som i magasinet ’Israel Today’ har taget til genmæle mod en – også i mine øjne problematisk – 7 minutter lang video, som Bethlehem Bible College (BBC) har produceret (se videoen i bunden af artiklen). Den hedder ’Bethlehem Voices on Gaza’ og er en række korte statements fra lokale folk i Betlehem. Videoen har direkte adresse til amerikanske kristne, som bedes påvirke USA’s regering til at lægge pres på Israel, så palæstinensernes situation forbedres.
Folkemord?
En af dem som interviewes hævder, at det, som foregår i Gaza ikke er krig, men et ”folkemord”, hvilket er et godt eksempel på den forsimplede retorik, der bruges i videoen. Ethvert tab af menneskeliv er forfærdeligt, men Israels angreb i Gaza kan ikke efter nogen definitioner karakteriseres som folkemord på palæstinenserne. Det falder også David Lazarus for brystet – ikke mindst fordi han har to sønner i den israelske hær. ”De siger, mine børn begår folkemord” er titlen på hans respons.
Nu er Lazarus nok rystet over anklagen mod sine sønner, men hovedanliggendet i hans og andres respons er, at BBC ikke på nogen måde forholder sig til Hamas og deres metoder, som ikke bare Israel lider under, men som også holder kristne og alle andre i Gaza i et jerngreb. Dertil nævner en anden leder også den interne konflikt mellem Fatah og Hamas, som involverer tortur, likvideringer og andre modbydeligheder, som heller ikke bliver nævnt.
Kirken i Landet
Noam Hendren, underviser på Israel College of the Bible, noterer sig med indignation, at BBC’s grundlægger, Bishara Awad, lægger ud med at sige følgende: ”Der er en Jesu Kristi kirke her i dette land, og denne kirke er den palæstinensiske kirke.” Hendren kommenterer: ”I én sætning har han erklæret Jesu legeme ”judenrein” (jødefrit).”
Nu mener BBC næppe, at messianske jøder – eller for den sags skyld andre Jesus-troende i Israel, der hverken betegner sig selv som palæstinensiske eller messiansk-jødiske – står uden for Jesu legeme. Hidtil har BBC kun bekræftet, at messianske jøder selvfølgelig er en del af Guds kirke. Awad må altså i sin udtalelse forholde sig til de palæstinensiske områder, men igen: det er ikke det, han siger. Bishara Awad er en erfaren leder, der har haft konflikten inde på livet i en menneskealder, så han bør vide, at sensitive ører i den messianske bevægelse, ikke kan høre det anderledes, end Hendren gør, når Awad netop benytter ordet ”land”.
Eks-ven
BBC har i mine øjne skudt sig selv i foden med denne ærgerlige video, og deres troværdighed har lidt et alvorligt knæk. Vel synes jeg, at der er et par mindre heldige formuleringer i Lazarus’ og andres indlæg, men grundlæggende forstår jeg godt den respons, der kommer fra messiansk hold til denne produktion fra BBC.
Nu er det for så vidt lidt ligegyldigt, hvad jeg mener om det. Jeg sidder bare og river mig lidt i håret over, hvad den ’koster’. Lazarus udtrykker sin sorg over, at han i over 30 år altid har betragtet BBC som sine venner, men det kan han ikke kalde dem længere. Det er virkelig trist, at krigen mellem Israel og Hamas på denne måde også fører til splittelse ind i den kirke, som ellers burde være præget af enhed.
Man har ind imellem hørt om danskere, der har begrundet deres ønske om dåb med, at det ville familien sætte pris på. I Israel har familien til en jøde, der ønsker at blive døbt, i nogle tilfælde allerede sat en pris på den – nemlig dem selv. For nogle er prisen familien, og her følger nogle oplevelser, som jeg har haft i Immanuelkirken.
Christian Rasmussen, præst i Immanuelkirken, 30. maj 2013
Jeg havde en overgang adskillige samtaler med en midaldrende kvinde, som var kommet til tro, mens hun var ved at gøre rent i sit hjem. Hun havde nemlig samtidig fjernsynet kørende på en amerikansk, kristen satellit-tv-kanal, og med voksende opmærksomhed lyttede hun til forkyndelsen.
Pludselig var det som om, at alle brikker faldt på plads, og hun vidste, at det var Jesus, hun manglede i sit liv. Hun fandt Immanuelkirken via Google, tog kontakt til mig, og de næste to måneder mødtes vi jævnligt og fastsatte til sidst en dato for hendes dåb.
Tre dage før dåben skrev hun i en mail, at hendes mand og døtre, som ellers var klar over hendes nye tro, havde sat hende stolen for døren og sagt, at hun ville splitte familien ad, hvis hun tog det skridt at blive døbt. Det blev hun derfor ikke, hun stoppede med at komme i kirken, og al kontakt er nu på mit initiativ.
Open Church førte til Jesus
En anden gang havde jeg også i løbet af et par måneder samtaler med en ung fyr, som jeg fik kontakt med igennem vores ”Open Church”. Han læste i Det nye Testamente og blev overbevist om, at Jesus er Messias og ønskede at blive døbt. Da han fortalte sine forældre dette, svarede de, at de kunne acceptere, at han læste i Det Nye Testamente, men hvis han blev døbt, ville de ikke se ham igen. Det blev han derfor ikke, og modstanden fra hans forældre tog meget af modet fra ham, men vi har stadig lidt kontakt.
Jeg må indrømme, at bl.a. erfaringer som ovenstående får mig til at holde lidt igen, når samtaler med nye Jesus-troende jøder falder på dåb. Hvis troen ikke er grundfæstet godt nok, kan familiens modstand mod dåben blive netop det, der tager modet fra dem til fortsat at søge kirkens fællesskab. Og selvom vi nok frelses ved troen alene, så kan vi let miste den, hvis vi er alene i troen.
Der er glædelige tilfælde
Andre gange går det godt. Jeg fik fx i går en mail fra en, som er blevet døbt her, og hun beskrev hendes mors reaktion således:
”’Jeg er virkelig glad på dine vegne. Du ligner en, der er forelsket.’
Og da min mor sagde det, mindede det mig om, hvad vi har snakket om – at det faktisk ikke så meget er en religion, men mere en relation, så min mor har jo ret: Jeg er i et forhold.”
Bed gerne for disse mennesker og for andre i lignende udfordringer. Og bed også gerne om visdom til os, som forvalter dåben. Der er jo ikke noget skønnere end at se mennesker komme til tro og blive døbt til at tilhøre Jesus, men det er også en utrolig sensitiv og sårbar situation for flere.
