Author: Helena Dyrholm

Hiba fra Musalaha arbejder for forsoning i Israel og Palæstina


Forsoning. Konflikt. Besættelse. Berettigelse. Håb. Retfærdighed. Venskab. Hvilke associationer får du, når du læser disse ord? I Israel og Palæstina findes der mange forskellige narrativer og måder at tale om fortiden og om konflikten på, og grænserne mellem nationaliteter og tro kan være trukket hårdt op. Musalaha arbejder for at bløde disse grænser op og bygge bro mellem befolkningsgrupper. Gennem forskellige initiativer arbejder de for forsoning i en hverdag, som er fyldt med konflikt i det store og i det små. En ny ven af Israelsmissionens Unge, projektleder for Musalaha Hiba F. H Allati, fortæller om organisationens vision og arbejde og sætter ord på nogle af de frustrerende oplevelser man kan møde i en kultur, hvor farven på ens ID og navnet på ens Gud ofte er det første, som bliver vurderet. Musalahas projektledere bruger blandt andet en associationsleg, som kan hjælpe med at afmontere uhensigtsmæssige forforståelser om andre og om en selv.

Hiba er ny projektleder ved Musalaha

Hiba F. H. Allati er kristen palæstinenser. Hun bor og arbejder i Betlehem, som ligger på Vestbreden, et af de områder af Palæstina som er under israelsk myndighed. Hun har været ansat som projektleder i Musalaha siden februar, men har været med i organisationens projekter siden hun som barn var på sommerlejr og har hos sig selv mærket virkningen af at bryde mure ned mellem mennesker gennem samtale og undervisning. Den snart 28-årige Hiba sagde, efter sin mastergrad i international virksomhed og udvikling (International Corporation and Development), ja til en stilling hos Musalaha, fordi hun tror på deres vision.

Forskellige farver ID, forskellige slags mennesker

Forestil dig, at du skal tjekke din nationalitet eller dit hjemland af på en liste af alle verdens mulige. Men du kan ikke finde Danmark noget sted på listen, så du må notere: ‘’intet land.’’ Det oplever mange palæstinensere. Staten Palæstina anerkendes ikke bredt af alle verdens myndigheder, og det kan mærkes både bureaukratisk og diskursivt for den enkelte palæstinensiske borger nationalt og internationalt. Mange føler en stor sorg ved ikke at føle sig anderkendt eller at være i besiddelse af de samme rettigheder som den israelske befolkning. Små og store ting er med til igen og igen at fortælle palæstinensere, at der er forskel. Hvis man for eksempel skal bevæge sig gennem landet, gør man klogt i at have sit ID med sig, for det vil blive tjekket ved de checkpoints, som findes mellem grænserne for Israel og den israelske besættelse af de palæstinensiske områder. Palæstinensere vil måske blive bedt om at træde ud af deres bil eller af den bus, de sidder i, for at blive tjekket, mens indehavere af israelske, europæiske eller amerikanske pas trygt kan blive siddende.

Hiba fortæller, at hun oplever, at ansøgningsprocesser går langsommere med hendes palæstinensiske ID, og hvis hun skal på en rejse ud af landet, kan hun ikke tage fra lufthavnen i Tel Aviv (Israel), som ligger en time fra Betlehem (Palæstina), men må rejse til Jordan for at komme den vej ud i verden og må ligge en dagsrejse til den samlede rejsetid. Hun skal ansøge om at måtte arbejde på Musalaha-kontoret i Jerusalem (Israel), og hun oplever af og til diskrimination i mødet med den israelske myndighed. Hun fortæller, at flere palæstinensere får et jordansk ID, da bureaukratiske processer bliver langt nemmere, når man for eksempel skal søge visum til at rejse et sted hen eller skal arbejde. Det er de vilkår, som Musalaha prøver at belyse og forbedre. Hiba beskriver en stor uro for fremtiden blandt de palæstinensiske borgere i et land, som størrelsesmæssigt måler sig med Jylland, som har to myndigheder, og hvor flere og flere mennesker ønsker at bosætte sig.

Organisationen Musalaha og deres arbejde

Musalaha er det arabiske ord for forsoning. Det er en trosbaseret NGO, som blev grundlagt i 1990. Organisationen har til formål at undervise i og uddanne til at skabe forsoning særligt mellem israelere og palæstinensere. Organisationen tror på lighed og kæmper imod ulige rettigheder og diskrimination. Musalaha arbejder for forsoning gennem forskellige projekter, hvor børn, unge, mænd og kvinder indgår i fællesskaber med mennesker fra andre baggrunde, med anden etnicitet eller tro for igennem dialog og brobygning at skabe forståelse og venskab mellem befolkningsgrupper. Blandt andre bliver Musalaha støttet af de danske DUF-midler gennem samarbejdet med Israelsmissionens Unge.

Skaber forståelse og forsoning mellem forskellige mennesker

Udfordringerne i Israel og Palæstina er fortsat mange og komplekse. Musalahas arbejde foregår i det små: mellem mennesker og ikke på de store politiske klinger. ’’Vi ser en ændring i nogle situationer, men det er en langsom forandringsproces, da det ikke kun er i vores hænder. Det er også en stor, politisk problematik. Vi kan ikke ændre det på et splitsekund. Men i det mindste vil vi dø i forsøget på at skabe en forandring. Hvis man begynder med sig selv, skaber man forandring.’’ Hiba elsker sit arbejde og tror inderligt på Musalahas vision og facon. En af grundene til det er, at hun selv har oplevet at få sit syn nuanceret ved at skabe relationer med mennesker, som ikke har hendes baggrund. ’’Jeg begyndte faktisk selv i en gruppe for to år siden. Det var med kristne og muslimer. Det betød meget for mig. Jeg fik en masse nye venner. Specielt muslimske venner. Før det havde jeg kun kristne venner. Jeg kendte muslimer, men jeg havde ingen tætte venner som ikke var kristne, og jeg følte mig generelt mere forbundet med kristne. Jeg er taknemmelig for, at Musalaha gav mig muligheden for at være mere et menneske end en kristen person. Nu er jeg forbundet med alle slags mennesker, og jeg lærte at se mennesker og møde dem som de mennesker, de er, og ikke se deres religion først.’’ Det mærkes, at Hiba brænder for det arbejde, hun selv har oplevet virke for sig selv og sine nye venner.

Vi har brug for forsoning i denne tid

Hiba forklarer, hvor vigtigt det er at forsone sig med andre i den aktuelle situation i Israel og Palæstina: ’’Vi har brug for det i den her tid: Forsoning er en løsning på konflikt. Vi møder konflikt hver dag: i vores hjem, med vores venner, og der er politiske og religiøse konflikter overalt. For at opnå fred må man forsone sig med den anden side. Vi palæstinensere ønsker fred, vi ønsker at have rettigheder såsom retten til at stemme og retten til at leve. Vi vil gerne føle, at vi alle er lige og ønsker, at ingen skal opleve at blive diskrimineret imod. Vi vil anerkendes som stat. Det er den triste virkelighed for os palæstinensere. Forsoning er meget vigtigt for at opnå det. Det er det, jeg kan lide ved Musalahas måde at arbejde på: De søger at skabe forsoning ved hver mulighed, de får.’’

Ørkenture skaber ringe i vandet

Hiba har siden februar været med til at forberede kvindegrupper for israelske, palæstinensiske, muslimske og kristne kvinder. Hvert gruppeprogram begynder med en tur til ørkenen, og Hibas første tur som projektleder er et par uger væk. Lokaliteten er ikke tilfældig, og der er en grund til, at organisation altid begynder arbejdet med grupperne her. ’’Det er roligt derude, og det kan man mærke. Vi er langt væk fra besættelsen, menneskerne og de negative vibrationer. Ørkenen er et neutralt sted. Det er bedst, der ikke er noget at blive forstyrret af.’’ Hiba vil, for første gang, stå for nogle af de aktiviteter og undervisning, som hører til Musalahas ørkenture. Der vil blandt andet blive undervist i konflikt og evnen til at lytte på turen. Kvinderne skal ankomme sammen, spise frokost sammen, og lederne vil stå for nogle isbrydende lege for at få kvinderne rystet sammen. Hiba skal være med på hele den tre dage lange tur, hvor hun blandt andet skal stå for undervisningen i konflikt. Her vil hun spørge kvinderne, hvad de associerer med begrebet konflikt. ’’Jeg lærte den øvelse fra den gruppe, jeg selv var med i, som lærte os om konflikt, og nu vil jeg undervise den nye gruppe i det. Det er det, Musalaha gør. Der er fokus på træning og uddannelse for deltagere, og måske vil deltagere lede andre grupper senere.’’ Hiba er et eksempel på Musalahas måde at arbejde på. Ved at tage folk med i grupper, skabe forståelse og uddanne dem, kan deltagerne gå ud i verden og kæmpe videre for forsoning i de ting, de oplever i hverdagen.

Fremtiden er at starte med os selv

Fred. Mennesker. Ro. Løsning. Lighed. Det er ord, Hiba tænker på, når hun hører ordet forsoning. Hiba forstår godt, at mange er skuffede og frustrerede, og hun bekymres også selv for de ældre borgeres ve og vel og de unges fremtid. Derfor er det vigtigt for hende at fortsætte arbejdet, så andre kan opleve det samme, som hun gjorde, da hun deltog i Musalahas projekter. Gennem venskaber med mennesker som kommer fra andre miljøer, end man selv gør, tror Hiba på Musalahas vision for fred og retfærdige og lige rettigheder til alle. Et Palæstina med håb blandt borgerne. ’’I dag lider mange under den økonomiske situation, pandemien og den russiske-ukrainske krig, så ja palæstinenserne er frustrerende og skuffede. Men mist aldrig håbet! Vi arbejder, vi gør noget og ændrer miljøet i fællesskabet, så hvis vi begynder med os selv, kan vi skabe en forandring. Håbet findes over alt!’’

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

Elisabeth Serner om at tage det rigtige valg frem for det nemme


Elisabeth Serner bor på ottende år i Jerusalem sammen med sin familie. Hun har, siden hun var 19 år gammel, taget nogle valg, der har ført hende til et arbejds- og familieliv, som adskiller sig fra mange andres. Her fortæller hun om at jonglere mellem sin passion for det jødiske folks velbefindende, ønsket om at være tæt på sine børn, sit savn til relationer derhjemme og om følelsen af alligevel at være det helt rigtige sted.

Den Danske Kirke i Jerusalem – et alsidigt familieprojekt

Elisabeth Serner er sammen med sin mand David udsendt for Den Danske Israelsmission. De varetager i fællesskab nogle af de mange forskellige opgaver, som kommer deres vej i forbindelse med Davids arbejde som præst ved Den Danske Kirke i Jerusalem.

Hvis man har deltaget i et af de arrangementer, kirken jævnligt holder, har man sikkert set Elisabeth med et imødekommende smil på læben. Hun er måske i gang med at hjælpe frivillige med at ordne praktiske ting eller på vej ud ad døren for at løbe de sidste ærinder, inden klokken slår hel. Lige så ofte kan man se hende byde folk velkommen med et stort kram, i samtale med nye og velkendte ansigter, eller man kan se hende stjæle et øjeblik til at tale med sine børn. Naomi og Nathanael på 11 og 14 år er oftest også med til arrangementerne. Både forældre og børn i familien Serner tager del i fællesskabet omkring Den Danske Kirke i Jerusalem, og man får hurtigt en fornemmelse af en humørfyld og inviterende dynamik de fire imellem. Man kan opleve en gudstjeneste, hvor præsten og ægtemanden David kalder ned til sin kone på de forreste rækker, hvem en del af hans prædiken den pågældende dag handler om, og hende rette en detalje i hans historie til stor henrykkelse for den lyttende kirkesal. Elisabeth træder hjemmevandt ind i rollen som sanglegsleder, hvis David er optaget, og deres børn kan ses være med i praktiske og ceremonielle opgaver i kirkens lokaler. Det bliver tydeligt, at det er et familieprojekt at drive kirken.

Jeg er jo bare mig

’’Jeg er jo bare mig,’’ griner Elisabeth smittende, efter hun har fortalt lidt om, hvem hun er. Elisabeth har i otte år haft en meget flydende jobbeskrivelse, hvor hun hjælper med forhåndenværende ting i forhold til kirken, fungerer som hjemmeunderviser for sine børn og også laver mange ting ude af huset. ’’Det er meget varieret. Det kan være, at jeg hjælper i kirken med at gøre klar og rydde op. Det kan være et arrangement herhjemme, hvor vi er en del af det, eller at vi nogle gange er med på nogle ture. Det kan være, at jeg laver noget med børnene, som også giver mening i forhold til arbejdet. For eksempel har vi fornylig besøgt et børnehjem i Betlehem, hvor vi legede med børnene, spillede harpe for dem og delte malebøger ud. I torsdags var vi henne på et center, hvor sigøjnere kan komme her i Jerusalem, for at pakke nogle poser med mad. Så på den måde er det meget sådan, at der altid er noget at tage fat på, men at det kan variere meget.’’ Det kan være svært at sætte fingeren på præcis, hvilken kasket Elisabeth har på nøjagtigt hvornår, men hun er jo også bare den, hun er, og så er det mindre vigtigt for hende, hvilken titel hun har.

De lokale kan stikke lidt udenpå, men er søde indeni

Jerusalem er ikke København. Kulturen er anderledes, og menneskerne er anderledes. Og netop menneskerne er en af grundene til, at Elisabeth holder af byen. ’’De lokale er som en sabra. Det er den frugt, der vokser på en kaktusplante – udenpå stikker de måske lidt, men indeni er de søde. Nogle gange kan jeg føle, at jeg lige bliver stukket lidt, men de er så søde indeni, og det er helt sikkert de mennesker, der gør det hele værd.’’ I et land med splittelse og konflikt er det vigtigt for Elisabeth at holde fast i det gode eksempel. ’’Bare det, at være mig og leve som familie i den her by, føler jeg også kan være et eksempel i sig selv. At vi søger at holde vores hjerter bløde i forhold til de mennesker, vi møder. Det, tænker jeg i sig selv, kan være et lille eksempel i den her by med konflikter og udfordringer.’’ Omsorgen for det jødiske folk lægger hende tungt på sinde og har gjort det i mange år efterhånden.

En ung pige i New York finder nysgerrighed og kærlighed til det jødiske folk

Eventyret startede for Elisabeth som 19-årig, da hun, sammen med en veninde, tog afsted for Israelsmissionen for første gang. I New York City hjalp pigerne med praktiske opgaver for organisationen Jews for Jesus’ kontor der. ’’Det startede i New York, hvor jeg mødte jøder som troede på Jesus for første gang, og jeg mødte også selv Jesu kærlighed på en ny måde. Før det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne være jøde og tro på Jesus. At opleve den måde de var på, og det de vidste om Biblen, det gjorde en forskel i mit liv. Jeg følte en nysgerrighed og også en ny form for kærlighed til dem, efter jeg havde været i New York. Det vendte op og ned på mit liv og på den livsretning, jeg har fået.’’ Elisabeth kom hjem til Nørrebro igen og begyndte at arbejde på et jødisk plejehjem. Det fortsatte hun med under teologistudiet og efter studiet, arbejdede hun i en jødisk vuggestue, inden hun sammen med sin mand tog til Israel for første gang for 13 år siden. Det mærkes tydeligt på Elisabeth, når hun fortæller, at det var en stor og åbenbarende oplevelse. Og det bærer hendes senere bedrifter også uden tvivl præg af.

Eventyr og den nære familierelation

Familien rykkede fra Danmark for første gang for 13 år siden, da Elisabeth og David lige havde fået deres søn Nathanael. Elisabeth fortæller varmt om sin lille hjælper i Immanuel Kirken i Tel Aviv, hvor de var volontører: ’’Det var også et eventyr. Det kan godt være, at vi ikke var de allermest effektive, for hvis jeg satte nogle bøger på plads, så tog han dem måske ud igen. Så vi var måske lidt mere langsomme. Men på den anden side var arbejdet også noget med at møde mennesker, og når Nathanael og jeg udførte nogle opgaver sammen, blev han på en måde en, der åbnede op for nogle relationer for mig, fordi han var så sød og blond. Så det åbnede også nogle døre, når vi mødte mennesker.’’ Den nu 14-årige Nathanael og hans lillesøster Naomi på 11 bruger stadigvæk meget tid med deres forældre. David og Elisabeth prioriterer at tage deres børn med på ture ud i naturen, at tage med til fritidsaktiviteter og at have tid til musik, spil og hygge i familiens hjem.

At skabe et liv og et hjem langt hjemmefra

I familien Serners lejlighed på French Hill i nærheden af Oliebjerget i Jerusalem kan man se små spor af den familie, som bor her. Små tegn som fortæller en historie som en kreativ og gæstfri familie bosiddende i en af verdens ældste byer. En harpe af træ står på en gyngestol i stuen, datterens violinkasse står klar til eftermiddagens undervisning, bøger om ægteskabet, børneopdragelse, messiansk jødedom, kristendomshistorie og gæstfrihed står på reolerne ved siden af børnenes undervisningsbøger, blandt andre en hebraisk/engelsk-ordbog. På sofabordet står et fad med Turkish Delight og chokolade, og der er te og kaffe i smukke kopper fra en veninde, som er keramiker. ’’Da vi tog herned, prioriterede vi at få sendt meget af børnenes legetøj: mange af de ting, som betød noget for dem dengang for at gøre overgangen nemmere for dem, nu når de skulle sige farvel til alt. Men ellers blev det for mig også en øvelse i at prøve at gøre det til et hjem, finde mig til rette og føle mig hjemme, selvom det ikke var blandt de ting, jeg selv havde valgt.’’

På en hylde, over et klaver med sanghæfter, står en menorah, den traditionelle jødiske lysestage. Andre hylder er fyldte med puslespil, og en stor tavle med billeder, tegninger og hilsner hænger over spisebordet som et vidnesbyrd om, at her er der plads til både familietid og plads til at tænke på dem, som man ikke kan se hver dag. Der hænger et maleri over sofaen. Maleriet forestiller kvinden i farisæeren hus, der vasker Jesu fødder i sine tårer. En historie som udspillede sig under ti km derfra. Selvom de måske havde indrettet sig på en anden måde, hvis de var blevet i København, så skinner solen over Jordans bjerge i udsigten fra deres altan, og det synes at være lykkedes Elisabeth at skabe et hjem for sig selv og familien her.

En propfyldt kurv i Netto og nye familiemedlemmer i Danmark

For Elisabeth er der ingen tvivl om, hvad hun savner mest i livet som udenlandsdansker.’’Det er helt klart vores familie, og især min relation til nevøer og niecer, fordi de vokser så hurtigt, og jeg ville ønske, at jeg var tættere på’’ Familien skal til Danmark om et par uger, og der skal Elisabeth møde en lille ny niece for første gang. Selvom det er i relationerne den største glæde ligger, nyder familien også at opleve lidt af den danske madkultur, når de er hjemme. ’’Altså vi elsker at gå i Netto, når vi kommer til Danmark. Vi synes, det er en fest at fylde sådan en indkøbskurv. Og vi ser virkeligt tåbelige ud, fordi vi bare er helt oppe at køre over ting som rugbrød og leverpostej. Vi er også glade for wienerbrød. Dansk bagværk er bare virkeligt godt i forhold til, hvad vi kan få her. Dansk pålæg eller remoulade og ristede løg,’’ remser hun drømmende op og ler af de underfundige ting, man kan savne ved sit hjemland, når man ikke har adgang til dem regelmæssigt.

Det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg

Den nu fyrreårige ildsjæl har et hjerte, der banker for de mennesker, hun mødte for første gang i New York. I svære perioder kan det selvsagt virke mindre klart, om det hele stadig er rigtigt og meningsfuldt ’’Det er et spørgsmål, vi stiller os selv nogle gange, når det er svært. Hvis man sammenligner livet i Danmark med livet i Israel, er der nogle ting, der ville være så meget nemmere: tingene fungerer på en anden måde, end man kender til i Danmark. Men det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg, og jeg tror, at vi både som personer og som familie har oplevet at udvikle os og vokse med opgaven i de udfordringer, vi har stået med. Det er også et offer på den måde, at jeg er bevidst om, at der også er noget, vi giver afkald på og slip på ved at leve det her liv, og det kan godt nogle gange være en sorg. Men samtidig af en eller anden grund føles det som om, at vi er på det rigtige sted. At det i sig selv giver en eller anden form for mening for os at være her, selvom det ikke altid er det nemmeste valg.’’

Jeg kan aldrig blive arbejdsløs, så længe nogen har brug for at mærke Guds kærlighed

Elisabeth og hendes familie har på otte år skabt et liv med nye og dybe relationer. Børnene har boet størstedelen af deres liv her i Jerusalem. De kan selv finde rundt byen, og alle fire taler hebraisk til husbehov. Det kan føles mere naturligt at stå i den langsomme kø i supermarkedet i Israel, og den effektive facon i Danmark kan virke stressende til sammenligning efter otte år i Mellemøsten. Elisabeth nyder alsidigheden ved både at kunne tage på cafe med en veninde, lede en vagt til et 24-timers bønnecenter på klaver og at kunne tage ud og opleve både den golde og frodige natur, som landet byder på sammen med familie og venner. Siden hendes eventyr startede i New York for 21 år siden, har hun taget flere valg, som har ført til et arbejdsliv som er anderledes fra mange andres. ’’Jeg husker dengang, jeg læste teologi, at jeg tænkte, ’jeg kan jo aldrig blive arbejdsløs, for der er jo altid nogen, som har brug for at mærke Guds kærlighed.’’’ Den tilgang synes at være en, Elisabeth tager med sig ind i et liv, hvor familie-, arbejdsliv og interesse for andres velbefindende kan flyde sammen, og hvor man ofrer sig og giver afkald på store og små ting for at opleve, at noget går op på et højere plan og alligevel føles rigtigt.

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

En historie om et søgende ægtepar, en bog med rabbinsk litteratur og et stjålet testamente


Yoel Ben David og hans kone Adele kommer begge fra jødiske familier men lever i dag som Jesus-troende jøder. De er begge opvokset i europæiske storbyer og har med deres arbejde for organisationen Jews for Jesus boet flere steder i verden blandt andre i New York, San Fransisco og London. For et par år siden flyttede de til Jerusalem for at åbne et kontor for Jews for Jesus her. De er gift på 22. år, har sammen fire børn, og så har de viet deres liv til at fortælle om Jesus som jødernes Messias. Her fortæller de om at være på en spirituel rejse som førte fra Europa til Israel, og derfra fra ortodoks jødedom til kristendom. Læs med og bliv samtidig klogere på jødedom.

’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’

En livsforvandlende aften i Israel for to årtier siden

En oprørt og målrettet 20-årig Yoel Ben David går gennem Jerusalems gader imod sin veninde Judys hus. Han har netop lagt Esajas’ bog kapitel 53 fra sig, og spørgsmålene myldrer i hans hoved. Efter års søgen på sandheden ved han, at han er stødt på noget, der vækker resonans i ham. Nu har han, en ortodoks jødisk mand, et altoverskyggende behov for at tale om, om Jesus er den Messias, han har læst om. Han banker på døren og siger uden omsvøb: ’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’ Hans veninde inviterer ham indenfor, og de begynder en samtale, som Yoel husker klart som dagslys mere end tyve år efter.

På kontoret i Jerusalem

Vi møder Yoel og Adele på Jew for Jesus’ kontor i Jerusalem i et af de jødiske kvarterer lidt vest for Den Gamle Bys mure. Kontoret ligger på fjerde sal, men navnet står hverken på postkasserne i lobbyen eller på noget skilt på døren. Arbejdet med mission til jøder kan være en varm kartoffel, og specielt i den religiøse højborg Jerusalem, er det ikke alle, som ser lige mildt på denne praksis.  

Yoel laver kaffe og te, og tilbyder chokolade i tilfælde af, at vi, med hans ord, har brug for den slags. Det har vi. Samtalen glider let, og Yoel fortæller, at han har inviteret sin kone med til interviewet, så vi også får mulighed for at kigge på noget pænt, mens vi er der. Man har let til grin i Yoels selskab, og stemningen er munter. Som lovet kommer en smuk og venlig Adele ind ad døren med favnen fuld af indkøbsvare. Hun begynder at stille på plads i det lille køkken, mens vi taler om forskellene på kaffepræferencer rundt i verden. Hun undrer sig over skandinavens evne til at drikke kaffen helt sort og britens foretrukne te med citron. Hun fortæller, at hun foretrækker sin kaffe som europæer med masser af mælk. Vi skal tale om deres spirituelle rejse. Vi sætter os og går i gang med en fortælling som netop starter i en af de europæiske hovedstader, Berlin, et år før årtusindskiftet.

Udlængsel og en envejsbillet tilbage til rødderne

I slut-90’ernes Berlin sad en ung, oprørsk, jødisk kvinde med drømme om at komme ud i verden. Adele skændedes ofte med rabbinerne og kunne ikke finde mening i anvisninger og regler, hun fik fortalt i synagogen. En luftforandring var tiltrængt, og hun søgte til Israel gennem den mulighed alle ikke herboende jøder har: en af staten Israel betalt envejsbillet, som ikke skal betales tilbage, så længe man bliver i landet. Hun så det som sin billet ud af Tyskland og ud i verden.

’’Kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.”

Vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk

Yoel og Adele beskriver, at de begge tidligt begyndte at søge efter svar på spørgsmål, som ikke var blevet diskuteret i deres familier. Adele fortæller om sin families forhold til religion. ’’Vi fejrede helligdage, men Gud var ikke inde i billedet. Vi tog til synagogen en gang i mellem. Men min familie var til gengæld meget spirituelle. Min far kunne jævnligt finde på at tage mig med til et yogacenter, hvor han deltog i alle deres ritualer. Han havde intet problem med at bukke for en yogalærer eller et buddhistisk billede, hvor det for mig føltes forkert.’’ Teenageren Adele brød sig ikke om at bøje for andre religiøse figurer og følte tidligt, at hun ledte efter noget, som ikke fandtes i familiens tilgang til religion. ’’I den tid var jeg i høj grad søgende,’’ fortæller hun.

Yoel kom til Israel på samme tidspunkt som den jævnaldrende Adele. Han og hans familie flyttede hertil for at være tættere på den familie, som allerede boede her. Yoel er opvokset i England og Frankrig med en jødisk, marokkansk mor og en skotsk far. Yoel fortæller om sin mors jødiske opdragelse af ham og hans bror. ’’Min mor var meget traditionel. Hun troede på Gud, troede på jødedommens visdom men udlevede det ikke som sådan. Hun ville insistere på traditioner som for eksempel at spise et særligt måltid og bede en bøn fredag aften og at fejre helligdage og den slags.’’ Adele tilføjer opklarende, ’’kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.’’ Yoel beskriver sit barndomshjems religion med en sammenligning, som resulterer i et grin fra Adele. ’’Den sammenligning jeg altid laver er, at vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk. Det var sådan, det var. Da Adele og jeg blev ortodokse indså vi, at det ikke reelt på kosher, som lovene fra Torahen foreskriver det. Det var ’pick and choose.’ ’’


Kosher

De jødiske spiseregler kaldes kosher og er (If. Jødisk trossamfund) et andet ord for, at noget er egnet og henviser til, hvordan man bør forholde sig til fødevarer. Særligt to steder i Torahen er de jødiske spiseregler udpenslet, nemlig i 3. Mosebog kapitel 11. og i 5. Mosebog kapitel 14.

Et måltid er kosher, når kød og mælkeprodukter ikke er blandede. Nogle jødiske husholdninger tilbereder disse ting i forskellige gryder og pander, og nogle gange endda i to forskellige køkkener. Der vil heller ikke findes kød og mælkeprodukter på samme måltidsbord, og der vil ofte være to forskellige slags tallerkner og bestik afhængigt af, om man spiser måltider bestående af det ene eller det andet. Skaldyr er ikke på menuen, og under påsken er usyret brød til gengæld et must. Sådan lyder nogle af kosher-spisereglerne fra Torahen, Mosebøgerne, som jødisk-troende lever efter i forskelligt omfang.


Forelskelse, militærtjeneste og medbragte pander

19-årige Yoel og Adele mødtes på den hebraiske sprogskole Ulpan i 2000. Det er et skole-kampus, man begynder på, når man flytter til landet uden at tale sproget. De genkendte den religiøse søgen i hinanden, forelskede sig, og inden for et år blev de gift. I tiden efter levede det unge ægtepar som ortodokse jøder. Adele rejste med egne pander, når de skulle besøge familie, så de kunne overholde kosher-spisereglerne, og da Yoel blev kaldt til militærtjeneste, søgte han ind i det militære rabbinat for at være omkring andre religiøse tjenende med samme værdi-sæt som hans. De brugte meget tid på at studere de religiøse tekster, tale om dem og finde meningen i dem sammen.


Ortodoks jødedom

Ortodoks jødedom er (If. Jødisk trossamfund) en af tre hovedgrene inden for jødedom. I ortodoks jødedom fastholdes Torahens, Mosebøgernes, status som åbenbaret fra Gud, og fornyelser er kun mulige, hvis de kan begrundes i talmudisk litteratur (rabbinsk litteratur). Ortodokse jøder lægger stor vægt på ritualer og på religiøs lærdom, og man lever efter Toranens love. Det indebærer blandt andet at holde shabbatten, hviledagen, hellig og at overholde kosher-spisereglerne. I omegnen af 15 % af verdens jøder skønnes at være ortodokse, hvoraf en stor del bor i Jerusalem. Ortodoks betyder rettroende.


”Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod.”

Kan man forstå Biblen uden hjælp fra rabbinerne?

Yoel og Adels åndelige rejse runder et nyt hjørne, da de møder en person, der skal vise sig at blive meget betydeligsfuld for deres liv. Yoel fortæller: ’’Og så mødte vi Judy!’’

Judy var en vens ven, og hun syntes at have nogle af de svar, ægteparret havde søgt efter længe. Adele fortæller om mødet med hende og tankerne, hun havde i den forbindelse. ’’Hun talte om Biblen, som ingen andre, jeg havde hørt tale om den før. Det var som om, hun kendte den ud og ind. Jeg var selv i konstant diskussion med rabbinerne; jeg satte spørgsmålstegn ved tingene hele tiden. ’Det her giver ingen mening, hvorfor skal jeg gøre det?’ Judy sagde, ’bare læs Biblen.’ ’’ Adele forklarer, hvorfor det ikke var faldet hende ind før. ’’Når man er religiøs, har man så travlt med at lære, hvad man må, og hvad man ikke må, at man ikke bruger særligt meget tid på faktisk at læse den egentlige Bibel.’’

Yoel forklarer den måde, han studerede Biblens ord på tidspunktet. ’’Jeg læste det ugentlige Torah-portion. Det er den ugentlige læsning i synagogen fra de fem mosesbøger. Måden, man læser Biblen, som ortodoks jøde, er ved at læse måske fire eller fem linjer fra Biblen, og så læser man to sider af kommentarer i Talmud. Så jeg læste egentligt ikke Biblen. Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod, og så ville jeg læse de rabbinske kommentarer. Jeg ville før det aldrig gå til teksten selv.’’ De to blev draget af tanken om at finde ud af, hvad Biblen kunne fortælle dem. De ville vide forskellen på Guds ord og rabbinernes.


Talmud

Talmud er en litterær samling af rabbinske kommentarer til Toranens, Mosebøgernes, tekster. Traditionelt blev disse kommentarer overleveret fra generation til generation, men de blev skrevet ned for første gang i 400-tallet. Talmud betyder ’studie’ på hebraisk, og netop studiet af skrifterne bliver af flere ortodokse troende set som den sikre vej til et rettroende og gudsnært liv.

Talmud behandler mange temaer. Blandt andre nogle af livet store mystiske emner som religion, etik, ritualer og magi. Men Talmud indeholder også mere jordnære råd og fortællinger om historie, handel, håndværk, sociale problemer og humor. Talmud er et mere omfattende værk end Tanakh, den hebraiske bibel. Derfor vil den læsende typisk læse et mindre stykke i Torahen, Mosebøgerne, og så læse de sidelange tilhørende kommentarer i Talmud for at forstå meningen.


Tanakh

Den hebraiske bibel, Tanakh, består af Nevi’im (Profetlitteraturen) og Ketuvim (Skrifterne) og Torahnen (Mosebøgerne). Afhængig af overbevisning og grad af ortodoksi eller konservatisme, vil man forsøge at efterleve lovene i Torahen. Her findes blandt andet ræsonnementet bag kosher-spisereglerne.

De fleste jødisk-troende går til deres bibel på en anden måde, end der er tradition for i den kristne bibellæsning. Det er ikke unormalt, at man søger svar hos sin rabbiner i den lokale synagoge, hvis man savner svar på et spørgsmål om Guds præcise vilje. Lige så brugt et forståelsesværktøj er det litterære værk Talmud. Man vil typisk søge hjælp til fortolkning en af de to steder, når man studerer den hebraiske bibel, Tanakh. Derfor kan det være svært at vide præcist, hvilke udsagn der findes i Tanakh, og hvilke der er rabbinske overleveringer fra Talmud, hvis man ikke studerer teksterne selv.


”Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem.”

Hverken Abraham, Jakob eller Isak var særligt kloge

Adele beskriver sin oplevelse, efter hun blev opfordret til at læse. ’’For mig var målet at læse Biblen fra ende til anden. Jeg havde ofte fået at vide, at Gud sagde det her eller det her, og du bør gøre sådan her og sådan her. Men jeg ville vide: Hvad sagde han egentligt? Diskursen i ortodokse jødiske kredse er, at det kun er de hellige, rabbinerne, som kan forstå teksten. Det er derfor, vi andre læser kommentarerne i Talmud. Men jeg tænkte, hvad jeg ikke forstår, forstår jeg ikke, men jeg kan i hvert fald finde ud af, om det står skrevet eller ej. Ikke alene kom jeg til at forstå min egen historie bedre men også Guds karakter. Det gjorde en kæmpe forskel for mig.’’ Yoel uddyber: ’’Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem. Så da vi faktisk begyndte at læse Biblen selv – uden kommentarerne, var det en helt anden oplevelse. Man læser historien om Gud og hans forskellige forhold til de forskellige mennesker. Vi læser om Abraham og ser til den rabbinske litteratur, som fortæller om Abraham som en meget hellig og fantastisk mand. Man tænker, jeg kan aldrig blive som Abraham. Men når man læser teksten, tænker man, at hverken Abraham, Jakob eller Isak er særligt kloge. Man oplever Gud være tålmodig, Han prøver at guide og håndtere dumme mennesker. Jeg har læst andre hellige bøger blandt andre Koranen og Bhagavad Gita, men da jeg læste Biblen, tænkte jeg: Den her bog portrætterer mennesker, som de faktisk er – fejlbarlige, for det er vi. Så at læse Biblen selv ændrede fuldstændigt min måde at se på Gud. Det styrkede min tro. Jeg tænkte, ’jeg kan faktisk tro på den her Gud og på en bog, som beskriver mennesker som reelle mennesker.’ ’’

”Du må forklare det for mig!”

Esajas 53, Messias i Det Gamle Testamente

Mødet med Judy og de rene bibelske tekster gav de to en masse svar men også nye spørgsmål. Hvilket leder historien tilbage til den aften, Yoel er nået til Esajas, 53. Han har læst det igen og igen, men det forvirrer ham. ’’På et tidspunkt når jeg til at læse Esajas 53, og for mange jøder er det en stor ting at læse det stykke. Mange mennesker oplever at komme til tro gennem at læse det specifikke kapitel, fordi det er et meget klart billede af Jesus men i det gamle testamente. Jeg læste kapitlet men forstod det ikke. Så jeg tog hen til Judy og sagde, ’Okay, vi har aftalt at læse den rene tekst uden kommentarerne i Talmud, men det her stykke irriterer mig virkeligt. Jeg bliver ved med at læse det igen og igen, men jeg kan ikke forstå det. Du må forklare det for mig!’ ’’ Judy inviterer Yoel indenfor til en samtale. En samtale som han, en jødisk mand, aldrig havde regnet med nogensinde at skulle have.

Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!

Både Yoel og Adele har oplevet deres familier som meget sekulariserede og kulturelt-troende. Dog har der altid været en stærk diskurs i familierne om, at kristendom ikke var noget for dem. Blandt andet derfor kan det være et stort skridt for en jødisk-troende så meget som at underholde ideen om Jesus som den jødiske frelser. Yoel fortæller, at han sad med et vælg af tanker og forbehold i Judys stue for over tyve år siden. ’’Og jeg sidder der og tænker, ’øh nej, jeg kan da ikke tro på Jesus, jeg er jo jødisk, det kan ikke passe!’ Men så går noget op for mig, mens jeg gennemgår alle disse grunde i mit hoved. Jeg har levet som ortodoks jøde. Jeg havde søgt forskellige steder uden at finde sandheden, så hvorfor siger jeg nu nej til Jesus? Og det går op for mig, at den eneste grund til, at jeg siger nej nu, er at min mor altid har sagt til mig som barn, ’Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!’ Og det var det eneste, som holdt mig fra at underholde ideen faktisk!’’ Efter at have indset det, følte Yoel sig ikke mindre forvirret end før. Han måtte have hjælp til at opklare det hele.

”Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Yoels åbenbaring af Jesus og Adeles umiddelbare modvilje

Yoel sidder i Judys stue og beder om hjælp fra Gud. Han taler til ham. ’’ ’Gud, jeg læser alle de tekster, og det giver ikke mening for mig. Jeg har brug for, at Du træder ind og viser mig sandheden’, og i det øjeblik ser jeg for mit indre øje Jesu ansigt. Jeg sidder der, og et billede, jeg har haft i min bevidsthed, bliver vist foran mig, og jeg følte Gud kommunikere. ’This is it,’ tænkte jeg. Det her er Hans svar til mig. Jeg overgav mig til den åbenbaring og sagde til Judy, ’hvis det her er sandheden, hvis Gud vil have mig til at tro det her, vil jeg tro det.’ ’’ De afslutter en af de mest betydningsfulde aftener i Yoels liv med en bøn, og som Yoel forlader Judys hus, slår en tanke ned i ham. ’Hvad med Adele? Hun sidder jo derhjemme! Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Adele sidder i parrets soveværelse og læser i Torahen. Hoveddøren går op, og hendes mand kommer ind. Tydeligt oprørt og med noget på hjerte: ’’ ’Adele, det mest frygtelige er sket! Jeg har fundet ud af at Jesus er Messias!’ Og jeg forventer en stor reaktion fra hende naturligtvist, men hun kigger bare på mig og siger ’øhh.’ ’’ Adele fortæller om sin reaktion: ’’Jeg var slet ikke i humør til en stor åbenbaring den dag! Ser du, for mig var det ikke en tillokkende tanke, at det kunne være sandt. Jeg tænkte: ’Hvad? Kristendom af alle ting – nej tak.’ Jeg søgte jo efter noget sandfærdigt, noget skjult, ikke kristendom som havde været lige der i min nærhed hele mit liv’’ Yoel forklarer vittigt om sin kones sandhedssøgen: ’’Hun håbede på at rejse ind i junglens dybeste skove, finde en grotte, og dér ville sandheden lyse hende i øjnene!’’ De griner begge af Adeles umiddelbare modvilje ved tanken om kristendom. Men hun fortæller, at hun samtidig vidste, at når det kom fra Yoel, måtte der være noget om det. Hun stolede på, at hvis han troede det, måtte det være sandt – selvom det langt fra var, hvad hun havde regnet med. Adele beslutter sig altså for, for første gang i sit liv, at forholde sig til den Jesus, hun har hørt så meget om.

”Skriften talte for sig selv.”

Det stjålne testamente

Yoels var på tidspunktet en del af det militære rabbinat og stod for at holde styr på et lager, hvor man blandt andet opbevarede forskellige religiøse bøger. Når man sværger sig ind til militærtjeneste i Israel, holder man sit våben i den ene hånd og sit helligskrift i den anden. Det være sig Torahen, Koranen eller Det Nye Testamente alt afhængigt af, hvilken religiøs overbevisning, man har. Han gik ind i lagerbygningen og fiskede et eksemplar af Det Nye Testamente frem, smuglede det med hjem og gav det til Adele. På den måde læste de begge for første gang historierne om Jesus.

Skeptikeren Adele gik ind i læsningen for at modbevise den. ’’Jeg ville jo læse den kritisk fra side til side for at finde ud af, hvad der var galt med det. Men jeg fandt ikke noget, som jeg ikke kunne lide. Jeg var forbløffet over det, jeg læste. Jeg tænkte, ’Jesus er virkelig cool’. Og ved slutningen af Matthæusevangeliet var jeg rørt til tårer! Da jeg havde læst det fra ende til anden, gik det op for mig, at det hele var godt! Jeg kunne ikke finde ene eneste ting, som var galt med Det Nye Testamente. Skriften talte for sig selv. Efter det tænkte jeg, ’jamen, Jesus kunne godt være Messias.’ Det var en revolutionerende tanke for mig.’’

Hvorfor har vi aldrig hørt historierne før?

Yoel og Adele finder begge den sandhed, de har søgt efter i Det Nye Testamente og i tanken om Jesus. Yoel kommer hjem en dag og finder sin kone med tåre i øjnene. Hun har netop færdiggjort Matthæusevangeliet, og det har rørt hende dybt. Hun ser på ham og spørger, hvorfor ingen nogensinde har fortalt dem de historier før. ’’Netop dér indså jeg, hun havde ret.’’ Fortæller Yoel. ’’Her var vi: to jødisk-troende, bosiddende i Jerusalem, hvor Jesus levede, døde og rejste sig fra de døde, og alligevel kender INGEN faktisk den historie. Det fik mig til at indse, at jeg ville tale med folk om den’’ Det blev Yoels drivkraft og efter at have færdiggjort sin værnepligt, begyndte han på bibelskole og engagerede sig i den missionerende organisation Jews for Jesus, hvor han har arbejdet lige siden.

Tilbage på kontoret

Tilbage på kontoret er vi gået over den aftalte tid, for historien er ikke hurtigt fortalt, og det er svært at bryde af midt i så medrivende en fortælling, som Yoel og Adele har fortalt. Vi har fået rigeligt med kaffe, som vi nu hver især bedst kan lide den, og Adele inviterer på frokost. En formiddag fuld af grin og bevægende fortællinger ender, og da vi bryder op, er vores afsked fyldt med kram og varme ord om fremtiden. Vi efterlader Yoel og Adele til deres travle hverdag med missionsarbejdet i Jerusalem og går en livshistorie rigere ud i byens lunefulde forår.

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503