Author: Israelsmissionen

En ny tid?

Den anglikanske kirke er inde i en brydningstid og en større gruppe forsøger at sætte en kurs, der er tro mod Kristus, mod kirkens egne beslutninger og samtidig farbar i en evigt ændrende verden. Det har udmøntet sig i en større samling sammenslutning af Anglikanske kirker og biskopper kaldet Gafcon (the Global Anglican Futures conference), der består af ca. 2/3-dele af den anglikanske verden (ca. 60 millioner mennesker). I Jerusalem i Juni måned mødtes over 300 biskopper og over 600 anglikanske præster sammen med mere en 900 anglikanske lægmænd for at diskutere fremtiden for den anglikanske kirke. De præsenterer sig selv således gennem Dr. Peter Jensen: ” [vi er] en stor bevægelse af Guds ånd på verdensplan blandt anglikanske kristne overalt. Vi lever i svære tider, hvor Bibelen er blevet sat til side – selv i kirkerne – og hvor evangeliet er på spil. Anglikanske kristne over hele verden har set denne krise og er kommet sammen via GAFCON for at stå op for Bibelen, være bibeltro, funderet i Bibelen og for at prædike evangeliet ufordrejet og ufortyndet. Det hele evangelium om Kristus Jesus. Vi hjælper hinanden med at gøre det og vi hjælper hinanden på de mange steder, hvor kirken fejler med den opgave. ” (min oversættelse. Se www.Gafcon.org) Om end konferencen er interessant i sig selv i forhold til den anglikanske verden og de udfordringer vi som kirke står i til alle tider, så foregik der en lille begivenhed i kølvandet på konferencen, der har indflydelse på Immanuelkirken i Tel Aviv og – måske – i en lille del af den messianske bevægelse i Israel. Yoel Ben David og Bradley Long har begge vandret mod at blive ordineret i forbindelse med deres tjeneste i Immanuelkirken i Jaffo, TLV. Denne vandring har fået dem til at kigge mod den anglikanske kirke og spurgt til mulighederne for at komme under anglikanske biskoppers ordination. Dette har potentialet til at være problematisk, da Immanuelkirken og de 2 præster ikke er interesseret i at komme under direkte opsyn af den lokale biskop, Sulei Dawani. Potentielt set ville biskop Sulei Dawani kunne skabe problemer ved at en ”fremmed” biskop blander sig i hans biskoppelige stift og sætte en stopper for en sådan ordination. Gafcon skabte den nødvendige platform for, at den ønskede biskop kom til Israel og kunne snakke det igennem med den lokale biskop, der accepterede en given ordination og gav grønt lys for at afgive opsyn med Yoel og Bradley til sin biskoppelige kollega. Nu var banen ryddet for at ordinere begge to, hvilket følgelig også skete i Jews for Jesus’ lokaler i Moishe Rosen centeret i Tel Aviv. Det var et stort øjeblik og kan stå som et lysende øjeblik på bønnens og enhedens vej. Det blev lysende klart, hvor stort nadver-fællesskab og samarbejde kan betyde på et kirke-politisk barometer for den lokale menighed. Den anglikanske kirke og den lutherske kirke har fuldt nadverfælleskab – på sådan en måde at anglikanske præster kan indstifte nadveren i lutherske kirker og omvendt. Så med den anglikanske ordination kan både Yoel og Bradley nu indstifte nadveren i den lutherske Immanuelkirke og derved betjene den lokale og internationale tilstrømning, der er i til kirken. Som en sidebemærkning kan nævnes, at den anglikanske kirke er en del af den apostolske succesion, som kort sagt betyder, at man ifølge traditionen kan føre sin håndspålæggelse ved ordinationen tilbage til disciplen Peter. Det kan man mene om, hvad man vil, men der har ikke været mange ordinerede jødiske-Jesus-troende præster i landet igennem kirkehistorien. Selv siden Alexande Solomon i Christ Church i 1800-tallet har det være småt med dem. Nu er Yoel Ben David gået ind i den lange række af personer, der i de større kirkesamfund har forkyndt evangeliet, og nu også vidner om de Jesus-troende jøder. Bringer de lokale stemmer i spil med deres jødiske rødder, som han i lang tid har gjort, og forkynder, at evangeliet oprandt i en jødisk kontekst og det må vi have in mente i vores læsning af Bibelen. Ikke forkaste at evangeliet også må rækkes til det jødiske folk og at kirken ikke må forfalde til anti-semitisme igen. Immanuelkirken har fået sin præst, der har allerede har ledt kirken i lang tid og er blevet et vidnesbyrd om, at ved bøn og hårdt arbejde – så er alt muligt – hvis Gud vil. Lad os bede for Bradley, Yoel og deres familier om, at de må få frimodig og styrke til at stå i den tjeneste som Gud har kaldet dem til og være et vidnesbyrd for det land, der længes efter deres messias.

Vidnesbyrd: Gud bruger lidelsen og smerten

Hvorfor går jeg igennem svære tider, hvis Gud elsker mig? Er der en mening bag den lidelse og de udfordringer, vi møder i verden? John voksede op i en jødisk familie, og var glad for den kulturelle del af jødedommen. Men han oplevede, hvordan svære spørgsmål som disse blev ved med at dukke op. En dag åbnede han Bibelen, og blev konfronteret med mennesket Jesus, der påstod at være svaret på alle hans frustrationer. Læs Johns vidnesbyrd nedenfor.

Er Guds nærvær væk?

John voksede op i Johannesburg i Sydafrika. Hans mor var jødisk og hans far var af hollandsk afstamning. Da han var barn, blev de skilt, og han tilbragte derfor store dele af sin opvækst hos moren og hendes side af familien. John mindedes især fredagene, hvor familien var samlet hjemme hos hans bedstemor til sabbatsmåltid. Det var klart for ham, at han altid har følt sig tættere forbundet til den jødiske del af familien. John var glad for den kulturelle side af jødedommen, men havde en følelse af, at noget manglede. ”Jeg tænkte lidt på historien om pesach, hvor israelitterne vandrede i ørkenen og Guds nærvær flytter sig med dem. Jeg havde en følelse af, at Guds nærvær måske havde flyttet sig uden, at jeg havde fulgt med,” fortæller han. Da han gik i shul (jødisk skole) havde han en fornemmelse af, at han manglede noget i sin forbindelse med Gud. ”Det var som om, hans nærvær var væk,” konstaterer han.

De store spørgsmål

John beskriver sig selv som en meget privat person. Han holdte sine tanker om Gud og om livet for sig selv. ”Jeg ønskede at tro på noget, fordi det var sandt,” udtrykker han. Især teenageårene var hårde for ham. Det var en tid, hvor han prøvede at finde sin identitet, og de store eksistentielle spørgsmål fyldte meget i ham. Hvorfor er der lidelse i verden? Hvorfor skal jeg igennem de her svære ting, hvis Gud elsker mig? Han søgte efter svar på meningen med livet, og reflekterede over, hvilken rolle religion skulle have lov at spille i hans liv.  “Jeg spekulerede også på, om der mon var nogen, der faktisk brød sig om mig på et dybere plan,” fortæller han.

Smerten har intet svar

”Jeg troede, at hvis bare jeg gjorde de rigtige ting, arbejdede hårdt og nød livet, ville jeg få et godt liv – at alting ville være okay,” fortæller han. Problemet for John var bare, at han ikke oplevede at finde svaret på, hvorfor der er så megen lidelse i verden. ”Hvor kommer lidelse fra? Hvad er meningen med de kampe, jeg står i? Er der nogen form for mening bag ved den lidelse, jeg møder i verden?” Disse spørgsmål blev ved med at dukke op.

”Jeg er kommet, for at de skal have liv”

John havde aldrig talt om Jesus med sin mor. Det var tabu; et forbudt emne. Så i løbet af gymnasietiden besluttede han, at han ville læse i Bibelen, og se med egne øjne, hvad det hele handlede om. I Bibelen stødte han på mennesket Jesus, og det blev et helt særligt møde. Verset: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10) satte et væld af tanker i gang i ham. ”Den udtalelse virkede utrolig stærkt på mig,” fortæller han og fortsætter: ”Rundt om i verden leder mennesker efter liv. Alle ønsker liv og alle ønsker at føle, at der er en større mening med det, de lave”. Det blev klart for John, at han enten måtte tage det seriøst eller skubbe det til side, og lade som om, ingen nogensinde havde givet et svar. Her var en mand, der påstod, at han var svaret, og at han havde svaret på de spørgsmål, John stillede.

Der er håb

I Bibelen så John, hvordan Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetier om messias, der skulle lide og dø for vores skyld. ”Det største eksempel på hvordan Gud bruger lidelse og smerte for det ultimativt gode, er historien om Jesus, der døde for sit folks synder,” fortæller John og fortsætter: ”Det eneste menneske i historien, der ikke fortjente, at dårlige ting skulle ske for ham, er måske det menneske, der har lidt mest”. Jesus døde ved menneskers hænder, men Gud løftede ham op. Det er gennem Jesu lidelse, Gud bringer os mennesker ind i Guds nærvær, og gør det muligt for os at have en relation til Gud. ”Hvis Gud brugte det største eksempel på menneskelig uretfærdighed og smerte til at skabe det største mirakel i verdenshistorien, er der håb, når jeg går igennem svære tider i mit eget liv. Der er håb om, at ingen lidelse er forgæves – alt har en mening i Guds plan,” slår han fast.

Ingen anden vej

John kæmpede en hel del, og lige så stille begyndte han at mærke spændingen mellem ham og familien. Han nåede et punkt, hvor han blev nødt til at tage et valg. ”Det begyndte at gå op for mig, at dette løfte om liv i overflod Jesus talte om, er et løfte, der er meget mere værd end nogen menneskelig relation eller andres accept,” reflekterer han. Gud føltes ikke længere fjern for ham, men i stedet beskriver John, hvordan Gud gav ham en særlig retning. ”Jeg vidste ikke, hvor han ville føre mig hen, men jeg vidste, at der ikke var nogen anden vej for mig,” fortæller han.

Vi kan ikke tage skatten med

Til dagligt arbejder John som professionel investor. Han er klar over, at mennesker leder efter gode investeringer, der vil give dem et udbytte i det lange løb. En af de ting, Jesus siger, er: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen” (Matt 6,19-20). Alle mennesker er klar over, at de kun har en kort tid her på jorden. Alligevel er de fleste besat af at tjene mange penge og have i overflod i dette liv. ”Men det er som om, de glemmer, at de ikke kan tage noget af det med sig,” siger han. Det løfte om liv, Jesus giver, er et løfte om et evigt liv, der starter nu og her. Den brand hans ånd giver, gør livet i denne verden her og nu værd at leve. ”Det har jeg brug for at minde mig selv om igen og igen – for det er en vidunderlig sandhed og gave, som jeg må nyde og som ingen kan tage fra mig,” slutter han.

Landløfter og mission – ja tak til begge?

Vi bringer her assisterende generalsekretær i Den Norske Israelsmission, Vegard Soltveit, artikel om, hvorvidt vi behøver at vælge mellem landløfterne og mission til det jødiske folk. Artiklen er fra magasinet “Først”, der udgives af Den Norske Israelsmission. Vi lever i en tid, hvor der findes et væld af meninger og forskellige bibeltolkninger, når det kommer til Israel, landløfter og missionssyn. Gennem årene er der sprunget flere og flere organisationer frem, der beskæftiger sig med Israel. Dette kan for mange ligne en uoverskuelig skov, hvor en skovtur ikke er noget attraktivt eller fristende tilbud – desværre. For nogen har dette medvirket til en nedprioritering og ligegyldighed, når det kommer til at tage tematikker vedrørende Israel op. Det er blevet skoven, man holder sig væk fra. På den anden side er der dem, som nærmest tilbeder Israel. De er flyttet ind i skoven. Alle kristne har et forhold til Israel. Det fik vi ved troen, da vi blev indpodet og fik saften fra roden sammen med dem (Rom 11,17b). Som hedningekristne er vi blevet de helliges medborgere og Guds familie, og har del i samme arv, samme krop og samme løfte i Kristus Jesus ved evangeliet (Ef 2,19; 3,6). Sådan er tematikker knyttet til Israel ikke kun en sag for særligt interesserede, men noget, som angår alle, der tror på Israels Gud og Israels messias. Samtidig har vi ikke fået barnekår hos Gud for at tilbede Israel – men for at tilhøre og tjene Israels Gud.

Evangeliet – vores primære kald!

Det er 70 år siden 1948, og vi fejrer jubilæumsår for den moderne stat Israel. Jubilæet skaber engagement og begejstring, men også debat og diskussion. Det er fristende at antyde, at debatten og diskussionerne om jubilæet og markeringen også her fremstår som en uoverskuelig skov, hvor man bør træde varsomt. Den Norske Israelsmission har traditionelt set aldrig været den organisation, der råber højest når det kommer til Israels landløfter. Det betyder ikke, at vi har været tavse, som nogle har sagt. Årsagen til at vi ikke råber højest er, at vi forstår evangeliet, som det absolut vigtigste, og vi ønsker ikke, at noget skal tage fokusset fra vores kald om at række evangeliet tilbage til jøderne – her kan vi ikke gå på kompromis, for det er evangeliet, som er Guds kraft til frelse, for jøde først og så græker (Rom 1,16). Ingen skal misforstå Den Norske Israelsmissions primære opgave – evangeliet tilbage til jøderne.

Israels udvælgelse og særstilling

Loven og profeterne gør det klart at Israel er Guds udvalgte folk (…) Dette bekræftes af Herrens apostel (…) Guds løfter til Israels folk står stadig ved magt. Sådan begynder vores principerklæring. Gennem evangelieteksterne ser vi, at Jesu virke og sendelse først og fremmest gjaldt det jødiske folk, de fortabte får af Israels hus (Matt 15,24). Vi må også lægge mærke til, at ingen er så tydelige som Jesus og apostlene, når de fastholder over for jøderne, at ingen kommer til Faderen uden ved mig (ApG 4,12). Løfterne som knyttes til evangeliet og Guds retfærdighed er universelle, og samtidig har jøderne førsteretten. Det betyder, at jøderne ikke bare historisk var de første, som hørte budskabet, men på grund af deres særstilling og udvælgelse har jøderne fortsat en særskilt ret til at høre evangeliet (Rom 1,16). Dette medfører nødvendigvis en missionsstrategisk prioritet. I apostlenes gerninger spørger disciplene om det er nu, du vil genrejse Riget for Israel (ApG 1,6). Jesus afviser ikke spørgsmålet, men giver disciplene en anden prioritet. Deres prioritet skal være mission, de skal være Jesu vidner i Jerusalem og hele Judæa, i Samaria og helt til verdens ende (ApG 1,8). Kirkehistorien synliggør at kirken i stor grad er mislykkedes med den missionsstrategiske prioritet overfor Israel. Det er vores opgave som missionsorganisation at gøre opmærksom på det ansvar, vi kristne har – om at vidne og vise evangeliet om Jesus Messias. Kirken må tage ansvar for det, som var først for Paulus – evangeliet til jøderne.

Kontinuitetsmodellen

Måden vi forstår forholdet mellem det Gamle og det Nye Testamente påvirker meget af vores teologi – også når det kommer til landløfterne. En af årsagerne til dette er, at det nye testamente siger meget lidt om de jordiske landløfter til Israel, mens det gamle testamente indeholder et langt rigere tekstmateriale om dette tema. Andre årsager er synet på Israels udvælgelse og frelse, og det universelle og udvidede landløfte om den nye himmel og nye jord. Den Norske Israelsmission har i mange sammenhænge argumenteret for en kontinuitetsmodel. I modsætning til kontinuitetsmodellen står kontrastmodellen. Kontrastmodellen har forskellige udtryk. Et af dem lægger vægt på kontrasten eller bruddet mellem testamenterne. I sin yderste konsekvens kan kontrastmodellen argumentere for, at der er forskellige guder i de to testamenter. Men kontrastmodellen kan også foreslå, at der er forskellige veje til frelse for hedninger og for jøder – en såkaldt topagtsteologi. Denne kommer ofte i forlængelse af en husholdningslære, hvor Gud har forskellige agendaer og handler forskelligt overfor hedninger og jøder alt efter de forskellige tidsepoker. Uanset hvilket udtryk kontrastmodellen har, så yder den hverken retfærdighed overfor det Gamle eller det Nye Testamente. Dermed argumenterer den norske Israelsmission for en kontinuitetsmodel. Her ser vi kontinuiteten og den røde tråd mellem det tabte paradis i 1. Mosebog og den nye himmel og den nye jord i Åbenbaringen 21. Vi ser de konkrete landløfter som gives til Abraham, samtidig med at vi anerkender den langt større universelle gudsplan, at i dig skal alle slægter på jorden velsignes (1 Mos 12,3). Kontinuitetsmodellen forstår løfterne som et konkret land til Israel i sammenhæng med Guds frelsesplan for hele menneskeslægten. I dette understreges det, at det største og vigtigste er den nye himmel og den nye jord, uden at dette ophæver løfterne om et konkret land til jøderne. I det Nye Testamente får det universelle og udvidede landløfte en dominerende plads. Dette betyder ikke, at vi kan sætte en streg over de konkrete landløfter, som er blevet givet i det Gamle Testamente. For selv om det nye testamente ikke lægger vægt på de jordiske landløfter til Israel, så må alle erkende, at der heller ikke direkte sker en ophævelse af dem. På en glimrende måde har Gunnar Haaland (dr.theol. fra MF i Oslo red.) skitseret fire dimensioner i forhold til løfternes og profetiernes opfyldelse:
  • Opfyldelse i den gammeltestamentlige samtid
  • Udvidet opfyldelse ved Jesu komme
  • Fortsat opfyldelse for Israels folk efter Jesu første komme
  • Fuldkommen opfyldelse – den nye himmel og den nye jord
Alle dimensionerne ovenfor har fået sit ja i Kristus (2 Kor 1,20). Det gælder også de to sidste dimensioner, og på den måde hører de sammen. Her må vi have flere tanker i hovedet samtidig, og det kan jo være krævende for de fleste af os. I forhold til landløfterne indebærer dette, at kaldet til at forkynde evangeliet for alle mennesker (dimension 2), og løftet om en ny himmel og en ny jord (dimension 4), ikke nulstiller eller forkaster løftet et land til Israels folk (dimension 3). Selv om det Nye Testamente ikke direkte behandler landløfterne til Israel, så findes der heller ikke nogen nytestamentlige tekster, der ophæver landløfterne.

Israel og landet

Gennem hele Bibelen har landet en central plads i Guds historie med sit folk. Gud gav Abraham et løfte om en talrig slægt, og at han skulle få landet, Gud ville vise ham (1 Mos 12,1-3,7). Under Josvas ledelse indtog israelitterne landet. Så vidt vi ved, har der siden den gang altid boet israelitter/jøder i landet. Folkets tilstedeværelse i landet har derimod ikke været afhængig af politisk selvstændighed eller egen stat. Majoriteten af folket har desuden historisk set ofte boet i den såkaldte diaspora – uden for landets grænser. Samtidig har længslen og drømmen efter at bo i landet altid været stærk hos det jødiske folk. Efter at folket havde taget landet i eje, tog det ikke lang tid, før de kom i konflikt med Guds bud og pagt. Folket valgte andre guder, og glemte ham, som havde udvalgt dem og givet dem landet. Gud sendte profeter for at føre dem tilbage til sig, men de ville ikke høre (2 Krøn 24,19), og fjenderne førte Juda i eksil til Babylon fordi, de havde været troløse (1 Krøn 9,1). På den anden side fik folket også lov til at erfare Guds trofasthed på trods af deres troløshed. Folket vendte tilbage til landet, og gudsrelationen blev genoprettet. For troens øjne er landløfterne på den måde også trosstyrkende, og viser Guds trofasthed og troværdighed i hans løfter. Fra første stund hørte folk og land sammen. Samtidig er det Gud, der ejer landet (3 Mos 25,23), og Israels folk har kun landet til låns. De er gæster efter Guds betingelser og løfter. Gennem hele Bibelen fremgår det, at den største betingelse, selve grundprincippet, er folkets gudsrelation. Her spændes broen mellem Edens have og det evige land, vi læser om i åbenbaringsbogen. Det bør være helt klart, at det er troen og relationen, der er præmissen, mens løftet og håbet om en ny himmel og en ny jord er konsekvensen. Vi skal også lægge mærke til at det profetiske ord, som taler om hjemkomst, står i sammenhæng med folkets omvendelse og renselse. Hvis vi ser bort fra profetiernes anklager, domstaler og omvendelsesforkyndelse, gør vi et alvorligt brud på Guds ord. Landet hører med til folkets eksistens, men hovedsagen er deres eksistens som udvalgt folk i kendskab og relation til Gud. Landløfterne, som er givet til det jødiske folk, står i intim forbindelse med folkets forhold til Gud. I mødet med landløfterne og det profetiske ord bør vi efterstræbe en helbibelsk tilnærmelse, hvor folkets relation til Gud er hovedsagen. Hvis dette ikke fastholdes, bliver landteologien bare en falsk og usund herlighedsteologi.

Landløfter og omvendelse

Det jødiske folk har et historisk tilhørsforhold og ret til at bo i landet. Landet har også en stor betydning for den jødiske identitet. Som folk har de en stærk religiøs tilknytning til landet. Den behandling jøderne har fået gennem historien, hvor holocaust er det værste eksempel, tydeliggør behovet for deres egen stat, hvor de kan være trygge. Folkeretten bekræftede dette i 1947, samtidig med, at FN-beslutningen også gav et folkeretsligt grundlag for en palæstinensisk stat. Det Gamle Testamente indeholder en række jordiske landløfter givet til det jødiske folk. Det Nye Testamente vier ikke disse jordiske landløfter meget plads, men ophæver dem heller ikke. Samtidig er Israels frelse langt vigtigere end Israels land. Det bliver underligt, hvis vi gør det til en vigtigere sag, at jøder bor i Israel, end at de får del i den nye himmel og den nye jord. Et overdimensioneret fokus på Israels jordiske landløfter, hvor missionsengagement kommer i baggrunden, mangler det allervigtigste. Da overser man omvendelsesaspektet i det profetiske ord. Det er alvorligt. Samtidig er det et stort brud med det engagement, Paulus og de andre apostle viser os. Deres prioritet var altid evangeliet, og den er ikke ophævet i 2018. At vende hjem er for Israel først og fremmest knyttet til kendskab og et liv i relation til Israels Gud og Israels Messias.

Velkommen til sabbatsaften, årsmøde og årsfest!

Den 13. og 14. april vil Israelsmissionen gerne invitere dig til sabbatsaften, årsmøde og årsfest på TORVET i Aarhus. Fredag aften håber vi på at samle så mange som muligt fra Israelsmissionens “familie” til sabbatsfejring. Det vil vi gøre med et traditionelt sabbatsmåltid, som tidligere præst i Jerusalem, Jakob Wilms Nielsen, vil lede os igennem. Senere vil vi have fællesskab gennem lovsang, forkyndelse og god snak :-) Vi begynder kl. 17.30 og af hensyn til maden må du meget gerne tilmelde dig på kontor@israel.dk eller på eventet på Facebook. Lørdag formiddag er der årsmøde for alle medlemmer og andre interesserede. Her kan du komme og høre mere om, hvad der er sket i Israelsmissionen det forgangne år – og om hvad vi drømmer om for fremtiden. I år vil der være lidt ekstra tid til at drøfte forskellige spørgsmål med hinanden, så kom endelig og vær med til at bidrage til, at Israelsmissionen fortsætter i en god retning. Vi begynder kl. 9 med rundstykker sammen med Promissio, som også holder årsmøde denne formiddag. Vi slutter årsmødet med frokost… …inden dørene slås op til TORVETs årsfest! I år fejrer vi missionen og teologien i fællesskab med de to andre grundlæggere af TORVET. Se programmet for den fælles årsfest her og tilmeld dig både Israelsmissionens årsmøde og årsfesten her.

Program for årsmødet lørdag formiddag:

09.00 – Rundstykker i kaffestuen (fælles med Promissio) 09.30 – Velkomst ved Arne Pedersen og indledning v/ Jørgen Hedager 09.45 – Formandsberetning v/ Krista Rosenlund Bellows 10.15 – Drøftelse 10.45 – Arbejdsberetning v/ Arne Pedersen 11.15 – Drøftelse 11.45 – Forbøn for nye medarbejdere Arne Pedersen, Maria Strøm og Joakim Hjorth v/ Merete Konrad 12.00 – Afslutning ved Arne 12.15 – Frokost i kaffestuen (fælles med Promissio) Vi glæder os rigtig meget til nogle festlige dage sammen med dig!

Væk med dem – om Luthers udvikling fra jødeven til antisemit

Mona Kjær Nielsen, medlem af Israelsmissionens landsstyre og sognepræst, 11. oktober 2017 Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt og prekært. Mange skubber helst emnet til side og taler i stedet om reformationens positive tanker og følger. Men mens det sidste ikke er forkert, skal man passe på med det første. For vi skal ikke skubbe noget ind under tæppet, men lade det komme frem i dagens lys og forholde os til det.

Jøderne og det rene kristne samfund

Det første, der bør springe i øjnene, er, at Luther kan bruges af såvel jødefjender som jødevenner, for hos Luther er der skrifter, der peger i begge retninger. Alene af den grund er det ensidigt at sætte Luther i den ene eller anden bås. For at forstå betydningen af denne dobbelthed hos Luther må man først prøve at begribe jødernes situation i Europa i det 14.-16. århundrede. Denne tid var generelt præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik skylden for pesten og uopklarede forbrydelser. Ofte blev de dømt under rene skueprocesesser, og straffen ramte ofte ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed. Da byen Paris i begyndelsen af 1500-tallet havde fordrevet alle jøder, roste datidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, Paris for at være blevet jødefrit. Jøderne blev således systematisk gjort til andenrangsborgere i et forsøg på det rent kristne samfund og tildelt en retslig rand-eksistens, fx mht. erhvervsmuligheder. Også boligmulighederne var begrænsede: Hvis jøderne ikke var forvist fra byer og territorier, og det blev dem tilladt at slå sig ned et sted, måtte de bo i områder skarpt afgrænset fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer. Det skulle de oven i købet betale beskyttelsespenge for til den lokale fyrste.

Luther var ”jødeven”

Det er i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære i 1523, at Luthers første skrift om jøderne bliver til. Et meget positiv skrift, hvor selve titlen må have vakt forargelse i samtiden: At Jesus Kristus er født jøde. Luther betoner i dette skrift ikke kun, hvad titlen siger, hvad der i sig selv var en skandale, han argumenterer også for, at evangeliet gælder alle folk og i særdeleshed jøderne. Men Luther betoner ikke kun kontinuiteten mellem jøder og kristne, han kræver også, at man møder jøder med kristen næstekærlighed og forlanger konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med jøder med det mål at integrere jøderne i samfundet. Hvad der i dag klinger selvfølgeligt, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul, i håb om at lærde jøder ville læse den og omvende sig. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set, som håbet om en bedre fremtid.

Luthers syn på jøderne forandres

Med tiden ændrede Luther dog syn på jøderne, da han oplevede at nogle af underviserne i hebræisk krævede bedre løn og anseelse, og at de ikke var lydhøre for hans argumentation. Samtidig havde rabbiner Josel von Rosheimer succes med de få jødiske menigheder. Luther måtte erkende, at jøderne ikke ville vide noget af den evangeliske belæring og hverken var indstillet på at lade sig frelse åndeligt gennem konvertering eller at blive integreret i det kristne majoritetssamfund for på den måde at blive socialt befriet. Tværtimod oplevede jøderne parallelt med det reformatoriske opbrud i kristenheden en fase med religiøs-åndelig fornyelse og styrkelse, der gjorde dem i stand til at tage nye initiativer for at opnå bedre politiske og sociale forhold og således fastholde deres jødiske identitet. Og da nogle kristne, under indflydelse fra jøder, flyttede deres ugentlige helligdag fra søndag til lørdag, reagerede Luther skarpt og fordømte det stålsat. Herefter opfattede Luther Josel von Rosheims aktiviteter, som en trussel mod sin reformatoriske opgave og tolkede den, som al anden modstand mod ham, som et påfund fra den djævelske modstander, som det gjaldt om at bekæmpe med alle midler.

Vendepunktet

Luther tog nu stilling, og der var ikke længere nogen jøde, der kunne sætte sine forhåbninger til reformatoren. For Luther havde det altid drejet sig om én ting: Udbredelse af evangeliet blandt jøder. Da jøderne ikke levede op til denne forventning, var de gode hensigters vej i hans øjne blevet meningsløs. I stedet pressede han nu på for, at øvrigheden skulle fordrive jøderne for at sikre et rent kristent samfund! Men der var nogle præster, der syntes at det var problematisk, for Jesus var jo jøde, og jøderne var Guds udvalgte folk. Luther løste problemet ved at bruge jødernes ulykkelige situation i Europa som bevis på, at jøderne ikke længere var Guds udvalgte: ”Lad os derfor slutte heraf, at jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til skriftsproget hos Hosea 1 v. 9: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det går dem altså desværre således og kun således og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser værket for vore øjne, det bedrager os ikke.”

Jødernes løgne

I 1543 udgav Luther en bog på 150 sider ”Om jøderne og deres løgne”, og vi kan med den tyske historiker Heinz Schilling sige, at det er en bog man som luthersk kristen må græmmes over. Alligevel mener Schilling ikke, at Luther var antisemit. Thomas Kaufmann, doktor i teologi, siger om skriftet, at det er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Over 90 % er en lang bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Derfor mener Kaufmann , at det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter vi har. Men det er klart, at der er 7-8 sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har fået en vild virkningshistorie. Thomas Kaufmann konkluderer da også, at Luther faktisk var antisemit. Luthers udfald i dette og senere skrifter er et udtryk for et generelt omsving i hans tilgang til livet, og i hans forventninger til fremtiden. Den åbenhjertige optimisme fra de tidlige år er slået over i en deprimerende erkendelse af, at modstanden, også i hans egen lejr er voksende og at en universel reform af kirken og samfundet ikke længere kan realiseres, mens han lever. Blandt sine modstandere tæller han nu ikke blot paven, sværmerne og tyrkerne, men også jøderne. De modsætter sig ikke alene evangeliet, men forsøger også at holde mennesker væk fra det.

Jøderne må fjernes

Luther talte altid imod brug af vold, også under bondeoprøret. Det var først, da han indså, at bønderne ville anvende magt, han skrev til fyrsterne, at det var deres ansvar at sørge for ro og orden, og i dette tilfælde var det i orden at anvende magt. På samme måde tænkte Luther nu om jøderne: Da de ikke ville omvende sig, måtte de fjernes! I bogen ”Om jøderne og deres løgne” krævede Luther fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af deres ejendom. ”Jøderne er nu ikke mere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærer Jesus som Guds søn, synder mod Gud. Og den som tåler denne synd, er medskyldig,” skriver han. Derfor bliver det en opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, ødelægge deres huse, tage deres bøger, forbyde deres lære, pengehandel osv. – i det hele taget drive dem endnu mere ud af samfundslivet, end de allerede var. Man kommer ikke udenom, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad og motivation til tilsvarende handlinger. Og historien har flere gange vist, hvordan folk har brugt hans skrifter og teologi til at legitimere jødehad.

Luther og nazisterne

Luther skrev sin bog mange hundrede år før Hitlers ”Mein Kampf”, og det ville være forkert at give Luther skylden for alt jødehad i Europa, men hans skrifter blev brugt til at legitimere hadet og støbte de teologiske kanonkugler. Luther beskrev jøderne som et hadefuldt folkefærd og opfordrede kristne til at jage dem og ødelægge deres ejendom. Krystalnatten skete natten til Luthers fødselsdag, og symbolikken var ikke til at tage fejl af, heller ikke for præsterne. Den evangelisk-lutherske biskop Martin Sasse udgav få uger efter Krystalnatten et genoptryk af Luthers værk og skrev begejstret i forordet, at ”den 10. november 1938, på Luthers fødselsdag, brænder synagogerne i Tyskland”. Det at brænde jødernes synagoger var netop første punkt i Luthers handlingsplan. Genoptrykket af Luthers kampskrift fik titlen ”Martin Luther über die Juden – Weg mit ihnen!” og sloganet ”weg mit ihnen” (væk med dem) var et citat fra Luthers handlingsplan mod jøderne: ”Thi, som vi hører, er Guds vrede imod dem så mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved blid behandling, men en smule bedre ved hård. Derfor væk med dem for altid.” I Tyskland blev bogen et grundlag for nationalsocialisternes legitimering af antisemitismen.

Luther er ikke absolut autoritet

Thomas Kaufmann mener, at Luther var antisemit, og jeg vil være tilbøjelig til at give ham ret. Man kan ikke sige og opfordre til de ting som Luther gør mod jøderne uden at være antisemit – uanset samtidshistorien, og at Luther dækker sig ind under at være anti-judaist. Desuden fortæller Luthers syn på jøderne os for det første, at Luther var en mand, der kunne tage fejl. Det har måske været godt for eftertiden for ikke at give ham guddommelig status. Det Luther sagde, kan diskuteres, og han tog åbenlyst fejl ind imellem. Derfor er og bliver Luther ikke en absolut autoritet. Vi kan dele nogle af hans opfattelser og tage afstand fra andre. For det andet er det vigtigt, at den, der nutidigt beskæftiger sig med disse spørgsmål og vender sig mod historien, også prøver at forstå, hvordan fortiden så på disse spørgsmål og lader svaret forholde sig til denne kontekst. Det gør det ikke formildende, og vi bør som kirke fortsat tage afstand til antisemitisme i enhver form, den måtte komme til udtryk.

Præstesønnen

Marit Long, Immanuelkirken i Jaffo, 27. september 2017 Som præstesøn opvokset i byen Bat-Yam i Israel prøvede Chaim Birnbaum ihærdigt at kombinere det ”coole” liv med kammeraterne i klassen med livet i menigheden. Det gik bare ikke så godt. Her fortæller han sin historie til Marit Long fra Immanuelkirken i Jaffo. Jeg blev født i USA, og min familie flyttede til Israel, da jeg var seks måneder gammel. De flyttede til Israel som en jødisk familie, fordi de ville dele evangeliet med det jødiske folk. Jeg er vokset op i byen Bat-Yam, som ligger udenfor Tel Aviv. Jeg var stort set den eneste, der troede på Jesus dér – naboerne og børnene jeg legede med, kendte ikke Jesus. Jeg fortalte ingenting om min tro de første mange år; opførte mig bare som en almindelig fyr. Min far er præst, så jeg voksede op som præstesøn, med alt hvad det indebar af forventninger om god opførsel, og at jeg selv fulgte Jesus. I bakspejlet kan jeg se, at jeg ville elske Gud 100%, når jeg var sammen med troende og samtidig være 100% cool som mine ikke-troende venner. Jeg vidste, hvordan jeg bedst skulle tilpasse mig alt efter den sociale kontekst, jeg var i. En god troende i kirken og en cool fyr på skolen. Jeg var en genert fyr med dårlige sociale evner, ingen selvtillid og var meget vred. Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan jeg fikse det? Det første jeg prøvede var slåskampe. Jeg fik mit første ar efter en slåskamp, da jeg var seks år gammel. Og der kom flere til. Det virkede som en god løsning et stykke tid, men det hjalp egentligt ikke. Så tænkte jeg, at løsningen måske var piger, men jeg havde jo ingen selvtillid, så hvad skulle jeg gøre? Jeg begyndte at gå i byen og drikke meget i håb om at få selvtillid og være som alle andre. Desværre førte det til afhængighed af noget, som gav mig endnu mere vrede indeni og mindre selvtillid. Da jeg var 17 år gammel blev jeg inviteret til fest, hvor jeg drak vodka og var alt andet end ædru. Mine venner fortalte mig efterfølgende, at de slet ikke kunne kende mig, at jeg var ”en anden person”. Dagen efter var det egentligt meningen, at jeg skulle af sted på ungdomskonference, men jeg sagde til min far: ”Jeg har det så dårligt. Jeg har ondt i maven og en forfærdelig hovedpine – jeg må have spist noget dårligt i går aftes og kan nok ikke tage af sted.” Men min bedste ven ringede og overtalte mig til at tage med alligevel, så jeg tog med. Den første dag lå jeg bare og sov på en madras hele dagen. Dagen efter nød jeg at være sammen med min bedste ven. Aftenen kom og med den – aftenmødet. Jeg husker, at jeg ikke fulgte med i prædikenen, men sad bagerst og ventede på at det hele skulle slutte. Men så, pludseligt, i slutningen af prædikenen, følte jeg at en sky omsluttede mig. Jeg følte en kærlighed, jeg aldrig havde oplevet før, og i det øjeblik forstod jeg, hvad løsningen på mit problem var omkring manglende selvtillid. Jeg oplevede, at Gud sagde til mig: ”Kom til mig. Jeg elsker dig.” På samme tid og måde mødte Gud min bedste ven, som er araber og sad et andet sted i rummet. Vi oplevede Guds kald og bad til Jesus sammen. Ingen af os fortjener en sådan medfølelse – jeg gjorde i hvert fald ikke. Men Jesus kom alligevel og gav sit liv for os, fordi vi synder, fordi vi leder efter vores identitet på det forkerte sted. Vi er få med denne tro i Israel, som er et unået sted. Men Gud kalder sine børn tilbage til sig, og jeg er evig taknemmelig for at kende Jesus og være en del af hans arbejde her på jorden.

Reformationens jødiske rødder

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 27. september 2017 Det er ikke svært at finde eksempler på dårlige relationer mellem jøder og kristne i Europa i tiden op til og omkring reformationen. Det gælder ikke kun inden for den katolske kirke, men samfundet generelt inklusiv humanister som fx Erasmus af Rotterdam. Selv om Luther med sit skrift At Jesus Kristus var født jøde en overgang så ud til ønske at ændre på dette og i hvert fald appellerede til tolerance over for jøder og opfordrede til, at man mødte dem med åbenhed frem for ubegrundet at give dem skylden for alverdens ulykker, så er det hans bog Om jøderne og deres løgne, der forbindes med Luthers syn på jødedom og det jødiske folk.  Det er også disse synspunkter der senere er trukket frem, når talen er faldet på Luthers og reformatorernes forhold til jøder. Reformationen gjorde ikke op med pavekirkens fordømmelse af det jødiske folk, men forblev på dette punkt et barn af sin tid. Og det har senere tider betalt for eller draget nytte af – alt efter hvilket ærinde man har været ude i.

Jødisk indflydelse på reformationen

Og dog! Der er andet og mere at sige om relationen mellem jøder og kristne i tiden op til og efter reformationen. Et af reformationens kendetegn er interessen for Bibelen og ønsket om at finde tilbage til dens oprindelige hebraiske tekst. Det blev anledningen til, at kristne teologer søgte hjælp hos rabbinere for at lære hebraisk, men også for at studere Talmud og andre jødiske kommentarer til Bibelen. For at tilegne sig kendskab til det hebraiske sprog, sådan som Luther og andre gjorde det, var de afhængige af samtidens rabbinere. Det var i det jødiske samfund, man havde bevaret det hebraiske sprog og en tradition for skriftudlægning, som den kommer til udtryk Talmud og hos senere jødiske skriftlærde. Det går altså an at tale om et positivt samspil mellem jødiske og kristne teologer som en af forudsætningerne for reformationen. Reformatorerne havde brug for det, som rabbinerne kunne, og kunne derfor ikke kun tale fordømmende om jøder og jødedom.

Luthersk præst og rabbiner

Det var den vinkel, som den messianske jøde og lutherske præst Chad Foster havde på det foredrag, han holdt på Caspari Centeret i Jerusalem tidligere i år med titlen “Jewish influence on the Reformation”. Som messiansk jøde og ordineret luthersk præst og senere også ordineret rabbiner har Chad Foster sine egne særlige grunde – men også forudsætninger – for at understrege sammenhænge og ligheder mellem jødisk og kristen teologi frem for modsætninger og fordømmelse. Han voksede op med en jødisk mor og en kristen far, og som barn blev han taget med til en baptistkirke i Atlanta. Han mistede sin relation til Gud, troen og kirken som ung studerende.  I forbindelse med studier af reformationens historie begyndte Chad at fatte interesse for personen Luther – og med tiden også den kristne tro. Han kunne spejle sig i Luthers kamp, spørgsmål og tvivl, men også i ønsket om at finde sandheden. Foster endte med at droppe studierne i matematik, hvor han ellers var på sit sidste år og ansat soom professorens assistent. I stedet søgte han ind på et luthersk præsteseminarium. I dag er han ordineret præst og tilknyttet den lutherske menighed, Sct. Peters i Columbus, Indiana. Men han har aldrig glemt sin tilknytning til den jødiske tradition eller sin egen jødiske identitet. I forbindelse med sine hebraisk-studier på præsteseminariet blev det klart for ham, at hvis han virkelig skulle læse grundteksten og forstå den, måtte han have hjælp fra jødiske rabbinere. Han bestemte sig for at tage til Israel og læse hebraisk hos en rabbiner i Mea Shearim, det ortodokse kvarter i Jerusalem. For Chad Foster blev dette ikke bare til et studie af hebraisk, men også af jødisk teologi og tankegang, som endte med, at hans rabbinske læremester indvilligede i at ordinere ham til rabbiner. Chad havde demonstreret sin forståelse af rabbinsk tankegang, så selvom Chad åbent bekendte troen på Jesus som Messias, indvilgede rabbineren altså i ordinationen.

Reformationens jødiske rødder

I sit foredrag på Caspari Centerets fremhævede Chad Foster at reformationen ikke skete i et vakuum. Interessen for det hebraiske sprog og derigennem kontakten til jødiske lærde går også tilbage til tiden før Luther til folk som John Wycliffe og Jan Huss. Begge var optaget af at finde tilbage til Bibelen, begge kritiserede pavekirken og endte med at blive erklæret for kættere. John Wycliffe – som har givet navn til Wycliffe Bible Translators – oversatte Bibelen til engelsk på baggrund af den latinske oversættelse, Vulgata. Jan Huss derimod lagde vægt på at kende den hebraiske tekst og benyttede sig åbenlyst af jødiske kommentarer til sin udlægning af Bibelen, som han studerede sammen med rabbinere i Prag. For Huss var det ikke jøden, der var antikrist, men derimod pavekirken. Både John Wycliffes og Jan Huss’ historie ligner således Luthers, dog med den undtagelse at Luther ikke blev brændt på bålet. Dertil havde både Luther, og den tankegang han promoverede, fået for mange tilhængere. Jan Huss havde også tilhængere, men ikke nok til at forhindre pavekirken i at henrette ham. Luther kunne derimod tale om sit arbejde som en frugt af Jan Huss’ arbejde – ikke mindst med det hebraiske sprog og skriftudlægning. Da Luther oversatte Bibelen til tysk fra hebraisk byggede han på et kendskab til det hebraiske sprog og til jødisk skriftudlægning, som folk før ham tilegnede sig. Det gælder især Johannes Reuchlins lærebog i hebraisk grammatik De Rudimentis Hebraicis, som stammer fra 1506. Han var kristen og hebraist, men i sit arbejde byggede han i alt væsentligt på det arbejde med det hebraisk sprog, som jøden David Kimhis havde gjort tilbage i det 12.årh. David Kimhis værker blev grundbøger for både jødiske og kristne teologer. Vi taler med rette om kristendommens jødiske rødder. Den kristne tro er vokset ud af Israels historie i Det Gamle Testamente, og også for Luther var det vigtigt at understrege, at Jesus var jøde. For Chad Foster er der heller ikke modsætning mellem at være jøde og være luthersk præst. Det var hos Luther, han genkendte sin søgen efter Gud, og det var i den søgen, han fandt jøden Jesus. Men måske skal vi sige, at også reformationen har jødiske rødder. Luther var en del af den hebraiske vækkelse, som humanisterne i hans samtid tog initiativ til, men som i sidste ende var mulig, fordi jødiske lærere og rabbinere var villige til at undervise kristne i hebraisk og jødisk litteratur. Luther gjorde gældende, at kun hvis man kender den hebraiske tekst, kan man virkelig forstå Den Hellige Skrift. Sin egen oversættelse bygger Luther også på en udgivelse af den hebraiske tekst fra 1494, udgivet af jøden Gershon ben Mosheh fra Brescia. Den kristne tro har jødiske rødder. Det har den lutherske reformation også – uanset hvad Luther ellers må have sagt og skrevet om jøderne, og uanset hvordan den protestantiske kirke sidenhen har forholdt sig til jødedommen.

Kendt ansigt bliver ny generalsekretær i Israelsmissionen

Arne Pedersen
Da Bodil Skjøtt har valgt at gå på pension per 31. december 2017, har landsstyret i Israelsmissionen ansat Arne Pedersen som ny generalsekretær per 1. januar 2018. Han kommer fra en stilling som kommunikationssekretær i samme organisation, hvor han har været ansat siden 2012. ”Arne har i mange år været en passioneret del af Israelsmissionens arbejde,” fortæller formand for Israelsmissionen, Krista Rosenlund Bellows. ”Vi får en generalsekretær, som allerede kender vores arbejde og organisationskultur samtidig med, at vi har stor tillid til, at Arne kan bidrage til udviklingen af Israelsmissionen i en god og positiv retning.” Arne Pedersen blev medlem af Israelsmissionens Unge i 2002 og har siden været en del af enten Israelsmissionens Unges lokalarbejde, de unges landsbestyrelse eller landsstyret indtil ansættelsen i 2012. ”Lige siden jeg ved en kirkekaffe i 2002 hørte Efraim Goldstein fortælle om jøder der tror på Jesus som Messias, har jeg følt et kald til at arbejde for, at flere jøder må komme til at kende Jesus som også deres Messias,” fortæller Arne. ”På trods af alle kirkens forsyndelser op gennem tiden, har vi ikke mistet vores taleret over for det jødiske folk. Som kirke må vi frimodigt insistere på, at hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for os. Dét er gode nyheder – og dem skal vi naturligvis dele med det jødiske folk! Det glæder jeg mig til at arbejde for i fællesskab med resten af den store Israelsmissions-familie.” Arne Pedersen er 39 år gammel, cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi og er i øjeblikket i gang med bacheloruddannelsen i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Luther, det jødiske folk og jødemission

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 29. august 2017 500 året for reformationen markeres på mange forskellige måder. Også i Lausannebevægelsens netværk for jødemission (LCJE) har vi markeret jubilæet i forbindelse med en konference i Berlin i dagene 14.-17. august, hvor cirka 80 deltagere fra 12 forskellige lande satte hinanden stævne. Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang altså i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag. Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen løfter her lidt af sløret for, hvad hun tager med hjem fra konferencen: ” Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.” Opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Vi blev mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet os om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret. Her neden for kan konferenceudtalelsen læses i oversættelse.

Reformationens indvirkning på relationen mellem jøder og kristne samt jødemission

Udtalelse fra den 11. europæiske LCJE-konference, Berlin, Tyskland. Mere end 80 deltagere fra 12 lande – inklusiv Israel og USA – mødtes 14.-17. august i Berlin for at dele viden og reflektere over reformationens indvirkning på jøders og kristnes indbyrdes relation i fortid, nutid og fremtid. Deltagerne udtaler følgende: Vi, deltagerne på den 11. europæiske konference i Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE), både jøder og ikke-jøder fælles i troen på Jesus Messias, er tak skyldig til Martin Luther og de andre reformatoriske fædre, som gjorde det muligt for alle troende at læse og forstå Bibelen som det eneste sande og autoritative åbenbarede Guds Ord. Vi slår endnu engang fast, at frelse af nåde er tilgængelig for enhver, som bekender Jesus som frelser og herre. Dét budskab blev først forkyndt for det jødiske folk og er stadig nødvendigt for frelse i dag – for det jødiske folk først, og for ikke-jøder (Rom 1,16). Vi afviser:
  • Martin Luthers fordømmende udtalelser om det jødiske folk som fuldstændige modsigelser af Bibelens lære.
  • den antijødiske og antisemitiske forkyndelse og undervisning, som stadig findes i kirkerne, og som bunder i en forkert forståelse af det jødiske folk, deres tro, livsstil og religiøse praksis. Vi beklager Kirkens uvidenhed og vrangforestilling, når det gælder relationen til det jødiske folk gennem den bibelske pagt.
Vi glæder os over:
  • at protestantiske organisationer og kirker gennem århundreder aktivt har vist Guds kærlighed til det jødiske folk i ord såvel som i handling – særligt i Europa.
  • det jødiske folks åbenhed overfor evangeliet om Jesus Messias og det voksende antal jøder, som kommer til tro på dette evangelium – både i Israel, Europa og resten af verden.
  • at Jesus-troende jøder og ikke-jøder er forenet i mission til verden og derigennem opfylder kaldet til at genoprette Israel og være et lys for alle folkeslag (Esajas 49,6).
Idet vi med taknemmelighed fejrer 500-året for reformationen og er bevidste om dens arv, hverken kan eller vil vi ignorere Luthers udtalelser mod det jødiske folk og den virkningshistorie, disse udtalelser har haft. Derfor vil vi udfordre kirker og den enkelte troende:
  • til at tale respektfuldt og sandt om det jødiske folk og klart tage afstand fra alle former for antijudaisme og antisemitisme – både historisk og i dag.
  • til at anerkende den kristne tros bibelske og jødiske rødder, og de tætte bånd der er mellem Jesus-troende jøder og ikke-jøder (Rom 11,18).
  • til at acceptere og være fortalere for Jesus-troende jøders fortsatte identitet som jøder og deres fuldgyldige medlemskab af fællesskabet i Jesus Messias.
  • til at dele evangeliet – i både ord og handling – med deres jødiske venner, naboer og bekendtskaber, for vi tror, at evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Rom 1,16)
Vi takker Gud, fordi han elskede os så højt, at han sendte sin søn, Jesus Messias, for at dø for vore synder og opstå igen fra de døde, så at hele menneskeheden, både Israel og alle folkeslag, kan blive forsonet med ham.

Det bor i Guds inderste at ville mission

19. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen Det er en regnvåd forårsdag på Østerbro i København, og jeg ringer forgæves på ved kirkekontoret hos Fredens og Nazareths kirker for at komme i ly for det lunefulde vejr. Jeg har en aftale med Jens Ole Christensen, der er tidligere generalsekretær i Luthersk Missionsforening og forstander Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningscenter. Nu er han sognepræst ved de to kirker på Østerbro i København. Han har sagt ja til at mødes til en samtale om TORVETs hjertesag: Hvordan teologi og mission kan berige hinanden. Kort efter ser jeg Jens Oles markante skikkelse bevæge sig mod mig ad Ryesgade. Med sin sorte bredskyggede hat og præsteskjorten under jakken skiller han sig ud – selv på Østerbro. ”Da jeg begyndte i jobbet som præst, overvejede jeg meget, hvordan jeg blev kendt her i sognet,” fortæller han og fortsætter om præsteskjorten, som måske mest er kendt inden for den katolske kirketradition: ”Jeg ved godt, den måske nogle gange bliver associeret med en anden teologi, men der er ingen tvivl om, at den har gjort mig mere synlig som præst, og jeg har fået meget positiv respons på den,” fortæller han.

Teologien indbyder til kreativitet

Skjorten bliver afsæt for lidt tanker om den teologiske refleksion: ”Teologien har jo ikke bare en linjevogterfunktion – den indbyder også til kreativitet,” mener den tidligere generalsekretær og fortsætter med at understrege, at lige siden den første generation af troende er evangeliet blevet plantet på forskellige måder i forskellige kulturer – og det kræver både teologisk refleksion og kreativitet, mener Jens Ole. Præsteskjorten er et meget lavpraktisk eksempel, og et andet kunne være bibelens tale om både ægteskab og det at være forælder: ”Ægteskabet er et aftryk af Guds kærlighed til menigheden, og forældreskabet er et aftryk af Guds kærlighed til sine børn. Det er en grundlæggende struktur i bibelen. I Johannesevangeliet kapitel 15 bruger Jesus næsten samme sprogbrug om venskabet, og det er interessant, når man bor i en singlekultur som den her,” mener Jens Ole, og på den måde kan det eksegetiske grundarbejde og en kreativ bibelsk refleksion være med til at gøre opmærksom på nogle ”sovende indsigter”, som han kalder dem.

Teori er ikke et skældsord

Jens Ole mener, at der helt sikkert har været en tendens til at adskille teologien fra praksis. ”I den europæiske kultur har der været en tendens til, at sandheden kun sidder i hovedet. Men i Det Nye Testamente sidder sandheden også i benene og i hænderne,” siger han og glider lidt længere ned i stolen og tager tilløb til det næste: ”Teori er ikke et skældsord i min verden, som det ellers er det for mange andre,” fortæller han og fortsætter: ”Teologi skal ligesom alt muligt andet også have lov til at være grundforskning. Vi skal studere stoffet for at studere stoffet, og vi skal ikke alt for hurtigt spørge, hvilket liv vi får ud af det. Ellers bliver vi ikke klogere, og nogle gange skal vi også blive klogere bare for at blive klogere. Fagteologer har en rolle i at stille de farlige spørgsmål – både på universitetet, Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet. Også uden lige at have en praktisk løsning på et givent spørgsmål. Man ved måske ikke, hvad man skal bruge det til lige i øjeblikket, men en dag opdager man lige pludselig, at man godt kan bruge det til noget. Eller det lægger sig som en ampul under huden og gør noget ved hele vores måde at gå til ting på.” Tonelejet skifter lidt, og sognepræsten fortsætter med eftertryk: ” Når det er sagt, så skal det også siges, at hvis man adskiller teologi og mission, skader man begge dele. Teologien bliver til ren frimærkesamling, og med missionen kan der ske et af to som går i hver sin retning,” mener han.

Praktiske problemstillinger udfordrer teologien

Ifølge Jens Ole Christensen kan mission uden den teologiske refleksion være i fare for at falde for fristelsen til at spørge, hvad der sælger billetter lige nu uden at spørge, om det faktisk er sund kristendom. ”Men missionen kan også blive overrigid uden den teologiske refleksion. Vi gør, som vi plejer, fordi man måske ikke har kritikken af, at vores ’plejer’ for eksempel er kulturbestemt, vanebestemt eller godt i en situation, men ikke i en anden situation.” Han mener til gengæld også, at missionen kan udfordre teologien på nogle praktisk problemstillinger, som missionæren møder ude i frontlinjen. Hvad stiller man for eksempel op med flerkoneri i Afrika, eller hvor meget af jødedommens praksis skal en jøde holde fast i, hvis hun kommer til tro på Jesus? For Jens Ole kan det koges ned til spørgsmålet om, hvilke kulturelle udtryk der kan tages med ind i kirken uden at skade teologien.

Ord kan godt gøre ondt

”Jeg ved med sikkerhed, hvad min kone ville sig om det!” griner Jens Ole på spørgsmålet om, hvad en 25-årig udgave af ham ville sige om sammentænkningen af teologi og mission. ”Jeg var nok sådan en typisk 70’er stud.theol., der levede i en verden af principper, analyser og grænsedragning,” erkender han og holder en lille tænkepause, inden han fortsætter: ”Der er jo nok både et stykke menneskelig og åndelig udvikling i det. Det betød rigtig meget for mig at være en del af noget praktisk menighedsarbejde gennem min studietid, og her opdagede jeg, at mine ord og handlinger godt kunne gøre ondt på mennesker på en meget ufrugtbar måde,” reflekterer han ærligt og erklærer samtidig, at for ham er det vigtigt at se forskellen på sand og sund teologi. ”Sund lære er altid sand lære, men sand lære er ikke nødvendigvis altid sund lære. Dermed mener jeg, at hvis det ikke er sandt, så er det heller ikke sundt på den lange bane, men det kan teknisk godt være sand teologi uden at være sundt sjælesørgerisk eller sund kontekstualisering,” uddyber han. Jens Ole mener for eksempel, at der har været en tendens til at forkynde om frelse og fortabelse med en sprogbrug og i et toneleje, hvor det har lydt som om prædikanten var vred på tilhørerne. ”Man skal kunne mærke Jesu tårer over Jerusalem i forkyndelsen om fortabelsen,” mener han, idet han citerer Ninna Beck, Wilhelm Becks kone. På samme måde mener han, at man kan tale teologisk sandt om spørgsmålet om homoseksualitet uden at vise omsorg for det konkrete homoseksuelle menneske. ”Og det er ikke bare den, ’det går ud over’, det er usundt for – det er usundt for os alle sammen, fordi vi glemmer, at det berører konkrete mennesker,” forklarer han og tilføjer: ”I det hele taget må man sige, at en teologi der ikke går i dialog med erfaringerne i den virkelige verden, godt kan få noget sterilt over sig i praksis. Og det er sådan en steril teologi, der godt kan være usund, selvom den teknisk set er sand.”

Holistisk missionstænkning

Der tales meget om missionale menigheder i disse år, og selv i folkekirken er mission igen kommet på dagsordenen. Og mission handler altid om konkrete mennesker på konkrete steder. Spørgsmålet er så, om de traditionelle ydremissionsselskaber har udspillet sin rolle, for ligger missionsopgaverne ikke lige så godt i lokale menigheder som hos selskaberne? ”Talen om missionale menigheder har været med til at opelske en sund holisme i missionstænkningen,” mener Jens Ole, men forklarer samtidig, at disse menigheder ikke kan stå alene, da de – selvom de er optaget af mission – ikke altid har erfaring eller kompetencer til at dele evangeliet på tværs af kultur og kontekst. ”Missionale menigheder tænker ofte i menighedsplantning, og de er ganske fremragende til at drive mission i de samme eller sammenlignelige kulturelle kontekster, men skal vi nå de to milliarder, eller hvor mange vi nu siger, der tilhører de mindst nåede folkegrupper i dag, så kræver det en evne til at bryde grænser og en meget høj missionsfaglighed.” Han forklarer, at en grundlæggende forskel er, at en menighed skal slå rødder og få lokal kolorit, mens et missionsselskab skal have ”løse teltpløkker” og vide, hvornår et arbejde kan stå på egne ben, så missionsselskabet kan rykke til et nyt område. ”Men jeg er ret sikker på, at hvis man skal bevare missionskompetencerne, så er den enkelte kirke nødt til at lave sit eget sekretariat, og så er vi jo lige vidt,” smiler sognepræsten og udfordrer alligevel med ordene: ”Så kan missionsorganisationerne selvfølgelig overveje, om tiden er inde til at spørge sig selv, om man skal omdefinere sig til at være et sekretariat for de menigheder, der vil drive mission. Der kan komme et frugtbart samarbejde ud af, at menigheder med rødder og missionsselskaber med løse teltpløkke arbejder sammen.”

Samarbejde i en glokal kultur

Spørgsmålet bliver så, hvordan menigheder og missionsselskaber bedst samarbejder om at få det til at ske. ”Jeg tror på strategien med, at missionsselskaberne gør noget ind i eksisterende menigheder og laver en form for partnerskaber. Det tror jeg, man er nødt til. Også fordi vi har fået en større identitet i de menigheder, vi er en del af. Det er en del af, at ’glokaliseringen’ spiller en større og større rolle, hvor man er meget lokal og på samme tid meget globalt orienteret. Dermed kommer de landsdækkende strukturer til at spille en meget lille rolle. Det er en af årsagerne til, at det er svært at få folk til at engagere sig i missionsselskaber på landsplan,” mener Jens Ole og forklarer videre, at den oplagte udfordring dermed bliver at tænke det lokale og globale så meget sammen som muligt.

Gudsbilledet og missionsteologien

Efter en lang samtale om teologi og mission falder snakken til sidst på sammenhængen mellem missionsteologien og Jens Oles eget gudsbillede. ”Missionen sidder i Guds væsen, i evangeliet inderste. Selvom vi ikke havde en missionsbefaling måtte evangeliet af sig selv tvinge os til mission,” mener han. ”Frelsesviljen bor i den treenige Gud, og det betyder noget for mit gudsbillede. Så kan det være svært nogle gange at sige, hvad der er hvad, men hvis man læser Det Gamle Testamente, kan man få øje på, både hvor urokkelig Gud er, og hvor fleksibel han er.” Her nævner han som eksempel kongemagten i Israel, som jo egentligt begynder som et oprør, men hvor Gud tager ulydigheden og inkorporerer den i sin frelsesplan, for kongen er afsættet for hele tanken om Messias. ”Det er her, det bliver meget svært at skelne mellem teologi og missionspraksis, for Gud er urokkelig, og Gud er fleksibel på én gang. Det lærer vi af missionsteologien og missionshistorien, og det lærer vi af bibelen,” slutter Jens Ole.

Cafépræsten

På vej ud er vi tilbage ved skjorten. ”Jeg har den på i dag, fordi jeg er på vej videre på café,” fortæller han. Jens Ole har en ugentlig aftale med en caféejer lidt længere oppe ad gaden. Idéen er, at sognepræsten er synligt til stede på caféen, så beboerne i området kan komme forbi og få en snak i nogle lidt andre rammer end kirkens lokaler tilbyder. Da vi er kommet ud på gaden, er vi ikke gået mange skridt førend Jens Ole Christensen falder i snak med en ældre dame, som slår følge med os på fortovet. Skjorten har gjort ham kendt, præsten, men det kræver alligevel sit medmenneske at lade sig standse, bevæge og slå følge med et andet. Uanset om man lever sit liv på Østerbro, Totota eller Tel Aviv. Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503