Author: Israelsmissionen

Et kors og en billig bibel

Et kors og en billig Bibel

En tidlig morgen – lige da vi var ved at åbne butikken – kom der en ung mand med en øl i hånden og stinkende af alkohol ind gennem døren.

Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab; 23. januar 2013 ”Jeg vil gerne købe et kors og en billig bibel,” annoncerede han. Da vi viste ham vores udvalg af kors, udbrød han: ”Jesus er ikke på jeres kors. Jeg vil gerne have et rigtigt kors, hvor Jesus er på!” ”Beklager,” sagde vi forklarende, ”Jesus er ikke på nogen af vores kors.” ”Hvorfor ikke?” ville han vide. ”Men ved du ikke, at Jesus ikke længere hænger på korset?”, spurgte vi. ”Nej, jeg vil have et kors, hvor Jesus er på,” gentog han. Så havde vi en lang snak om, hvad der egentligt skete på korset – om de fantastiske nyheder, at Jesus opstod fra graven, og om at det er så godt at se et tomt kors for at blive mindet om, at Jesus ikke længere hænger dér.
Efter en lang snak spurgte jeg ham, hvorfor han begyndte sin dag med være fuld, og hvorfor han kom for at købe et kors og en bibel. Han sagde: ”Jeg fik bare sådan lyst til det. Gud har glemt mig, og jeg vil gerne læse i Bibelen. Så kan mit liv måske ændre sig.” Vi følte, at han virkelig gerne ville forandre sit liv og var træt af det gamle. Siden han ikke havde penge nok til at købe en bibel, besluttede vi os for at give ham en pæn én, men på en betingelse: At han lovede at læse i den. Det lovede han og begyndte at græde: ”Jeg har ikke mødt så meget kærlighed i meget lang tid. I har lyttet til mine problemer uden at kritisere mig, og I har givet mig sådan en pæn gave. Jeg lover at læse i Bibelen. Nu ved jeg, at det var Gud, som sendte mig til jer, og at Gud ikke har glemt mig, men at jeg har glemt ham.”
Hver anden eller tredje dag kommer han forbi butikken for at fortælle, hvad han har læst, og vi får os en lille snak om det. Vær med til at bede om, at hans liv virkelig må blive forandret, mens han læser i Bibelen, og at sløret over hans øjne må blive fjernet.

En oliekrukke som vidne

En oliekrukke som vidne

En gammel oliekrukke, der måske kan rumme 50 liter, står i et hjørne af Rhemas stue og minder om tiden før 1948, hvor hendes familie havde et landområde på hyrdernes mark ved Betlehem.

Jørgen Hedager Nielsen “Min familie dyrkede oliven, og vi pressede dem selv. Det var det, vi levede af. Nu ligger der en israelsk bosættelse,” forklarer Rhema. Jeg besøger hende i forbindelse med et oplysningsprojekt om Musalaha. Louise Vibjerg Thomsen, der er ansat af Musalaha som leder af kvindearbejdet, har lavet aftaler for mig med næsten 20 forskellige personer, der alle har oplevet, at Musalaha har forandret deres liv. Musalahas betydning kan sættes op i tal. De er årligt i kontakt med mere end tusinde jøder og arabere, som de bringer sammen til samtaler om forskelligheder og forsoning. Men betydningen af organisationen Musalaha forstår man bedst ved at høre personlige beretninger som Rhemas.

Skudhul i krukken

Rhema fjerner en træklods, som er stukket i et hul i krukken. “Under den første intifada stod krukken i vores have,” forklarer hun. “Det her er et skudhul.” Hun peger ud ad vinduet, hvor vi kan se sikkerhedsmuren. “Før muren kom, skete det, at kuglerne fra de israelske geværer fløj gennem huset, men Gud ske lov, er ingen blevet ramt.” Rhema fortæller om den dag, hvor nogle palæstinensiske drenge stod ude i haven og kastede sten mod de israelske soldater. Da soldaterne var blevet tirret tilstrækkelig længe, svarede de igen med skarpe skud. “En fyr blev ramt lige for øjnene af mig. Jeg så, hvordan hans hjerne sprøjtede ud af hovedet på ham,” fortæller hun synligt berørt. “Bortset fra et par timers udgangstilladelse var vores hjem som et fængsel for os.”

Hun er ikke bitter

I Østjerusalem – nogle få minutters kørsel herfra – bor nogle af Rhemas børn og børnebørn. “Jeg kan ringe til dem, men jeg kan kun besøge dem to gange om året. Jeg har et barnebarn, som bliver otte år i dag. Jeg har tilladelse til at besøge hende, men checkpointet er lukket på grund af jødernes påske,” forklarer hun. Listen over de besværligheder og nedværdigende oplevelser, hun har haft, er lang. Jeg har kritiske spørgsmål til nogle af hendes skildringer, men holder dem for mig selv, for hendes oplevelse af begivenhederne kan jeg ikke tillade mig at drage i tvivl. Og det er oplevelser, hun må leve med hver dag. Det ville være helt naturligt, hvis hun var en bitter kvinde. Men det er hun ikke. Der er nemlig sket noget stort i hendes liv. Under den anden intifada kom Rhema til tro på Jesus Kristus. “Det var stort, og ved at læse i Bibelen fik jeg lyst til at møde jødiske, troende kvinder og bede sammen med dem. Så kunne vi gå til Herren og bekende og forsone os. Da jeg hørte om Musalaha, vidste jeg straks, at det var noget for mig.”

Jøder er mennesker

“I Musalaha har jeg lært at se, at jøder også er mennesker. De er mødre, og de frygter for deres børns liv. Vi diskuterer, hvem landet tilhører, men vi er søstre i Herren. Når vi hører om uroligheder og bomber, ringer vi sammen for at få sikkerhed for, at alle har det godt,” siger Rhema. En væsentlig del af Musalahas arbejde er en række kvindegrupper, hvor der både er jøder, arabere fra Israel og arabere fra de palæstinensiske områder. De mødes halvårligt i den lille gruppe. Der er også en halvårlig samling, hvor kvinder fra alle de små grupper er med. Lige før påske var der en sådan samling på Cypern. Der er store problemer forbundet med at mødes, for indbyggerne på Vestbredden kan normalt ikke rejse ind i Israel, og det er ulovligt for israelere at rejse ind på Vestbredden. Derfor må især de store samlinger finde sted på neutral grund. Det kan være i Jordan eller på Cypern.

DIM og araberne

Det er enkelt for en israeler at sætte sig i et fly og så i løbet af en time lande på Cypern. Men fra Vestbredden må man først til Jordan og derfra videre med fly til Cypern. Den rejse tager det meste af den dag. Og det koster mere, end de fleste har råd til. Her kommer Den Danske Israelsmission (DIM) ind i billedet. Men DIM’s opgave er at fortælle jøder, at Jesus er Messias, så hvordan hænger det sammen, at DIM har noget at gøre med en araber i Betlehem? Det er et godt spørgsmål, og som medlem af DIM’s landsstyre har jeg gjort mig en del tanker om det. Man kan ikke være i Israel med den opgave, som DIM har, uden at støde på Musalaha. Flere af de messianske jøder, vi er i kontakt med, har en eller anden berøring med Musalaha. Måske er de endda medarbejdere. Det viste sig, at DIM kunne være med til at formidle nogle Danida-penge til Musalaha. Og det gjorde vi.

Penge fra Danmark

Palæstina hører til de udviklings-områder, som Danida kan yde støtte til. Musalaha beskrev et projekt, som Israelsmissionen gik til Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling med. Det udløste en god del Danida-penge til Musalaha. Denne øvelse er gennemført flere gange, så der nu efterhånden er formidlet et ret anseligt beløb. I forbindelse med sådanne projekter kan man søge om støtte til oplysningsarbejde i Danmark. Det er derfor, jeg er i Betlehem. Min opgave er som journalist at indsamle stof til artikler, og hvad det ellers kan blive til, i Danmark. Der har været øremærkede indsamlingsprojekter til Musalaha, men ellers bruger DIM ikke indsamlede penge til det. Musalahas arbejde er værdifuldt, og de jøder, der er engagerede i det, ligger i centrum af DIM’s formål. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet bakke forsoningsarbejdet op på denne måde. Danida-pengene bruges til den sociale side af Musalahas arbejde. Den forkyndelsesmæssige kan ikke støttes med offentlige midler.

Landet er vores

Nogle dage senere finder jeg mig selv i en kibbutz i Israel nord-øst for Gaza. Her møder jeg Orit, der er en smart forretningskvinde, som arbejder på et af de messianske jøders forlag. “Jeg er syvende generation af jøder, som bor i landet,” fortæller hun. “Min far var befalingsmand i hæren. Jeg var selv befalingsmand, og jeg har nu to sønner i hæren.” Orit er overbevist om, at Guds løfter til Abraham om landet stadig står fast. “Jeg er ikke enig med de palæstinensere, der siger, at vi har taget deres land. Men som Jesu disciple kan vi godt have fællesskab, selv om vi er uenige politisk,” understreger hun. “Jeg ser frem til en tid, hvor der ikke mere skal være jøde eller græker, træl eller fri, men vi alle er ét i Kristi blod. Der vil ikke være Israel eller Palæstina. Vi vil bo i Guds rige, og måske vil min gode veninde Rhema fra Betlehem være min nabo. Men indtil da vil vi samles i Musalaha, selv om grænserne kan være meget besværlige at passere.” Orit fortæller en oplevelse fra et kvindearrangement. På den sidste aften skulle de på skift fortælle, hvad der havde gjort størst indtryk på dem. Da sagde en kvinde fra Vestbredden med et glad smil: “Det er gået op for mig, at der også vil være jøder i himlen!”

Skal kirken tie eller tale?

Skal kirken tie eller tale?

Arne Pedersen; 26. november 2012 I september måned bragte Jerusalem Post en kronik fra rabbi Eugene Korn, daglig leder af Center for jødisk og kristen samtale og samarbejde (CJCUC) i Nordamerika. Organisationen har til formål at fremme forståelsen mellem den jøder og kristne og vil – med egne ord – fremme ”en diskurs, som omfatter gensidig respekt for hinandens trosretninger, og som frasiger sig enhver målsætning om at omvende den anden til sin egen tro.” Kronikken, som er skrevet til jøder, bærer overskriften ”Hadets pris” og sætter fokus på forholdet mellem de to religioner. Eugene Korn opfordrer jøder generelt til at opgive det had, de måtte nære til kristne og til kristendommen. Det er et lev fra fortiden at nære disse følelser til en religion, som ikke længere ”er det jødiske folks fjender”. Korn citerer også den britiske rabbiner Jonathan Sacks for at have sagt, at for at blive virkelig fri må du opgive dit had til andre. ”Hvis vi virkelig skal trives, må vi fokusere på de virkelige udfordringer, som er forude,” skriver Eugene Korn. Det jødiske folks fjende er ikke længere de kristne, men den øgede sekularisme, anti-zionismen samt radikal islamisme. Eugene Korns ærinde om at lade sig frigøre fra sit had er der al mulig grund til at bakke op om. Dog giver mindst én af hans præmisser anledning til bekymring. Eugene Korn konstaterer, at ”kirken ikke længere er en åndelig trussel mod det jødiske folk,” og at ”der i dag ikke længere findes en katolsk institution, som har en mission om at omvende jøder”. På den baggrund kan man spørge, om kirken i virkeligheden har svigtet ved at tie stille om det evangelium, som også det jødiske folk har brug for. Måske har kirken svigtet ved i misforstået hensyntagen at tie stille om jøden Jesus, som er den eneste vej til frelse – for jøde såvel som for græker. Alt sammen for at forsøge at vinde accept og tilgivelse fra det jødiske folk. Vi har bedt en række forskellige personer kommentere på indholdet af Eugene Korns kronik. Dem kan du læse her på siden. Eugene Korns kronik, “The cost of hate.” Kommentarer til kronikken: Læs Avi Snyders kommentar: Jesus elskede os ikke med en tavs kærlighed. Avi Snyder er leder af Jews for Jesus i Europa. Læs Bent Lexners kommentar: Religion skal ikke bruges til undertrykkelse. Bent Lexner er overrabiner. Læs Richard Harveys kommentar: Jeg bliver ikke mindre jødisk af at tro på Jesus. Richard Harvey er teologisk rådgiver hos Jews for Jesus. Læs Kai Kjær-Hansens kommentar: Tal sandheden. Kaj Kjær-Hansen er formand for Israelsmissionen.

Hvad er antisemitisme

Hvad er antisemitisme?

(artiklen er taget fra den norske Israelsmissions blad)

Begrepet antisemittisme ble, etter det vi kan se, til i 1879 i kretsen rundt den tyske skribenten Wilhelm Marr, som hadde gjort seg bemerket gjennom skriftet “Jødedommens seier over germanerdommen”

Men hva er semitter? Ordet “semittisk” kom først i bruk i språkvitenskapen sist på 1700-tallet. Selve betegnelsen er hentet fra navnet Sem, Noahs sønn. Semittene skulle da være Sems etterkommere ifølge ættetavlen i 1. Mosebok 10. Språkvitenskapelig sett betegner da ordet “semitter” folk som snakker et semittisk språk, d.v.s. nært beslektede språk som babylonsk, assyrisk, arameisk, kanaaneisk, hebraisk, etiopisk – og i vår tid fremfor alt, arabisk. Ordet “semittisk” ble altså opprinnelig brukt om en gruppe beslektede språk, og ordet “semitter” om folk som talte eller taler disse språkene. Med bakgrunn i romantikkens tanker om at bestemte folkeslag var bærere av bestemte egenskaper, en slags nasjonalkarakter, oppstod det på 1800-tallet pseudovitenskapelige teorier om at folk som tilhørte bestemte språkgrupper også hadde visse felles egenskaper. Og man fikk etter hvert i manges tenkning en sammenblanding av språk og rase – to størrelser som vitenskapelig sett i utgangspunktet ikke har noe som helst med hverandre å gjøre. Den franske diplomaten Arthur Gobineau utgav i 1850-årene et firebinds verk med tittelen “Avhandling om menneskerasenes ulikhet” (Essai sur l’inégalité des Races Humaines). Gobineau hevdet en teori som i dag er totalt avvist, nemlig at en såkalt “rase” er noe uforanderlig, og følgelig bærer av visse konstante egenskaper. Han fant videre at den maskulint-ariske rase var overlegen i forhold til de feminint-ikke-ariske raser. Derfor var også den ariske rase så å si forutbestemt til å herske over de øvrige rasene. Denne tenkningen kom i stor grad til å prege europeiske kolonimakters holdninger til den tredje verden på 1800-tallet. Tankegangen slo fort igjennom i oppslagsverker, med oppslagsord som “ariere” og “semitter”. Innenfor denne tankgangen ble altså de semittisk-talende folkene oppfattet som en egen rase med bestemte særpreg – noe de vitenskapelig sett ikke er og aldri har vært. “Semitt” blir til jøde Fra begynnelsen av 1870-årene kan vi se at ordet “semitt” stadig oftere anvendes om jøder. I de viktigste tyske oppslagsverkene fra slutten av det nittende århundre (Brockhaus, Meyer) defineres “semittisme” som etnologisk betegnelse for jødedommen. I 1870-årene kan vi dessuten se at “semittisme” var et mye brukt skjellsord for politisk og økonomisk liberalisme. Ordet antisemittisme er altså helt fra begynnelsen av programmatisk en betegnelse for jødehat. Det gir liten mening, historisk sett, å ville utvide begrepet til også å omfatte andre folk som snakker et semittisk språk. Det gjelder for eksempel den stereotypiserende og fordomsfulle presentasjon som ofte gis av arabere i vestlige medier. Fordommer er like forkastelige enten de rammer jøder, arabere eller andre. Men begrepet “antisemittisme” ble altså formet som en betegnelse på det rasebiologisk betingede jødehat. Det er dette som er ordets betydning, rent historisk og innholdsmessig sett. Etter hvert ble begrepet også tatt i bruk for å betegne jødehatet i tidligere tider. Og det er jo vanligvis slik uttrykket brukes i dag, d.v.s. om “fiendskap mot jøder som en religion eller rasemessig minoritetsgruppe, ofte ledsaget av sosial, økonomisk og politisk diskriminering” (Webster’s Third New International Dictionary of the English Language: “anti-semitism”). Antisemittiske og antijudaisme Enkelte vil riktignok avgrense begrepet “antisemittisme” til bare å gjelde det rasebiologisk begrunnede jødehatet fra 1870-årene av. For det er åpenbart at det kom noe avgjørende nytt inn i jødehatet i og med de pseudovitenskapelige raseteoriene fra det nittende århundre. Fra da av ble jøder ansett som en mindreverdig rase man kunne dupere og herse med, og til sist utrydde. Før dette hadde jødehatet først og fremst hatt religiøst og kulturelt tildriv. Enkelte nyere oppslagsverk har derfor ikke bare “antisemittisme” som oppslagsord, men også “antijudaisme”. Det er det teologisk-kristne jødehatet som da beskrives, til forskjell fra rasistisk antisemittisme og vulgært jødehat basert på fordommer og stereotypier. Denne formen for jødehat kunne – og kan – være ille nok. Men jødehatet tok en drastisk og skjebnesvanger vending i og med sammenkoblingen med raseteoriene fra det nittende århundre. Når en slik tenkning om rasene først var kommet opp, ble den rasistiske antisemittismen mye farligere enn det tradisjonelt kulturelt-religiøst betingede jødehatet. Jødene ble nå regnet som en mindreverdig rase. Følgelig kunne man behandle dem på samme måte som andre mindreverdige raser. Men forskjellen på det tradisjonelle jødehatet og den rasebiologisk betingede antisemittismen må heller ikke overdrives. Den ene dannet forutsetninger og grobunn for den andre. Og hundretusener av jøder er i historiens løp blitt massakrert som en følge av ubegrunnet jødehat lenge før nyere tids pseudovitenskapelige raseteorier så dagens lys. Rasetenkning i kristne miljøer Selsomme varianter av rasetenkningen fins i ekstreme nåtidige kristne miljøer. Det gjelder for eksempel den såkalte Christian Identity-bevegelsen i USA, hvis tankegang har slått igjennom på norsk grunn blant annet i bladet “Innsyn”. Generelt sett går denne tenkningen ut på at dagens jøder, eller i hvert fall de fleste av dem, ikke er etterkommere av Sem, men for eksempel av khazarene (en tyrkisk folkegruppe i det sørlige Russland og Kaukasus, hvorav en større eller mindre del konverterte til jødedommen på 700-tallet), eller av hettittene. Følgelig deklarerer man at aversjon mot dagens jøder ikke kan kalles antisemittisme, siden jødene etter deres oppfatning faktisk ikke er semitter. På den andre siden oppfatter man gjerne seg selv som de ekte etterkommerne av det bibelske Israelsfolket. Dette kan i sin tur igjen føre til aktiv utbredelse av tradisjonelt antisemittisk arvegods, slik for eksempel bladet “Innsyn” gjør i sitt siste nummer for 2003, blant annet ved aktivt å bruke det famøse falsumet som er kjent under tittelen “Zions vises protokoller” – et tema vi skal komme tilbake til i en senere artikkel. Men som vi har sett er det historiske innholdet i begrepet antisemittisme ikke hat mot semitter i sin alminnelighet, men hat mot jøder. Raseteoriene i disse ekstreme kristne miljøene er derfor egentlig irrelevante spørsmålet om forståelsen av begrepet antisemittisme. En sak for seg er at denne måten å bringe den pseudovitenskapelige rasetenkningen inn i bildet på, i seg selv fungerer antisemittisk (i betydningen jødehat). Antisemittisme og antisionisme Noen ord må også sies om forholdet mellom begrepene “antisemittisme» og «antisionisme”. Det er jo etter andre verdenskrig ytterst få, om noen, som ønsker å kalles anstisemitt. Det var annerledes sist på 1800-tallet da det ble dannet foreninger til antisemittismens fremme, så å si. Men i dag er det få som vil vedkjenne seg å være antisemitt. “Antisionist”, derimot, det kan man være. Problemet med begrepet “antisionisme” er at det forstås og brukes på mange forskjellige måter. Det er ofte vanskelig å avgjøre hvilke motiver og mål som er involvert. Det vil være urimelig og urettferdig å påstå at enhver kritikk av sionismen eller den israelske regjeringens aktuelle politikk har antisemittiske motiver. Opposisjonen i Israel og den jødiske verden for øvrig viser det. Men det vil likeledes være et feilgrep å benekte at antisionismen til tider kan være basert på fordommer eller direkte jødehat, og at mye av det som kaller seg antisionisme i virkeligheten ikke er annet enn antisemittisme under et nytt navn. Judith Vogt har i sin bok “Historien om et image. Antisemitisme og antizionisme i karikaturer” (1978), vist hvordan angivelig antisionistiske pamfletter tar i bruk nedarvede kvalifisert antisemittiske symboler og virkemidler. Bladet “NIS-info” har i sitt siste nummer for 2003 en tilsvarende dokumentasjon når det gjelder bruk av tradisjonelt antisemittisk billedspråk i Israel-kritiske sammenhenger i norske medier de senere årene. Den irske skribenten Daniel Easterman har i boka “New Jerusalems” (1992) pekt på at man i den arabiske verden i 1980-årene i økende grad kan observere hvordan en politisk antisionisme har veket plassen for de groveste former for antisemittisk polemikk. Antisionismen var allerede under Amin al-Husseini, Jerusalems stormufti under andre verdenskrig, tydelig blandet med antisemittiske motiver. Ordet “sionist” har i mange sammenhenger overtatt for “jøde” som skjellsord. Iran og Irak beskyldte under krigen i 1980-årene gjensidig hverandre for å være “sionister”. Mongolias radio anklaget Kina for “sionistiske aktiviteter” i Xinjiang. Begrepet “antisionisme” er så vidt problematisk at den som vil føre en seriøs politisk dialog og eventuelt utøve en saklig begrunnet kritikk av israelsk politikk, nok gjør best i å finne en annen betegnelse om han ikke vil bli misforstått. Hvordan definerer EU “antisemittisme”? Grensen mellom legitim Israel-kritikk og antisemittisme er vanskelig å trekke i praksis. EU har som kjent fått utarbeidet en rapport om uttrykk for antisemittisme i EU (“Manifestations of anti-Semitism in the European Union”, 2003), en rapport man riktignok ikke har villet publisere før den er grundig revidert. Motivene for det kan være mange. Blant annet har det vært antydet at EU finner det ubehagelig at rapporten i så stor grad vektlegger at svært mange av de antijødiske aksjonene en har sett i Europa de seneste årene, skriver seg fra unge arabiske muslimer. Og dette settes igjen i sammenheng med den aktuelle situasjonen i Israel-Palestina-konflikten. Dette viser hvor vanskelig det kan være å balansere mellom legitim Israel-kritikk og antisemittisme. Rapporten tar opp denne problematikken og karakteriserer det som antisemittisme når * Israels handlinger sammenlignes med det tyske naziregimets handlinger * mange av dem som oppfatter Israels handlinger som utløsende årsaker til antisemittisme, bruker disse argumentene til å fremme egne formål * tradisjonelle antisemittiske stereotyper anvendes på Israels politikk. Dette gjelder for eksempel forestillingen om en verdensomfattende hemmelig sionistisk konspirasjon for å ta makten i verden (fortsatt det dominerende motivet i antisemittismen). Videre gjelder det når man isolerer Israel som en stat som er fundamentalt og negativt forskjellig fra alle andre, og som følgelig ikke har rett til å eksistere. Og det gjelder når man sammenligner ved hjelp av negative tilbakeblikk på eldre jødisk historie og dermed antyder noe om jøders uforanderlig negative karakter * jøder verden over gjøres kollektivt ansvarlige for den israelske regjeringens politikk. Det vil si at når kritikk av Israel går over til å bli kritikk av jøder som bor i andre land, eller kritikk av jøder generelt, inneholder dette i det minste elementer av antisemittisme. Det må understrekes at antisemittisme er antisemittisme også når den “bare” er et virkemiddel i en politisk kampanje. Kan arabere være antisemitter? En aktiv bruk av tradisjonelle antisemittiske motiver og påstander i antisionistisk sammenheng finner vi i den muslimske verden, der for eksempel en organisasjon som den palestinske Hamas aktivt bruker “Zions vises protokoller”, et verk som for øvrig nylig ble utstilt i biblioteket i Alexandria som et “jødisk hellig skrift”. Det sies av og til at araberne ikke kan være antisemitter fordi de selv er semitter. Og det er rett at de snakker det betydeligste av alle semittiske språk. Men ordet “antisemittisme” betegner altså fra begynnelsen av ikke hat mot semitter i sin alminnelighet, men mot jøder. Og dette hatet mot jøder opptrer alltid som forfølgelse eller trakassering av jøder fordi man mener at de i egenskap av jøder er bærere av bestemte egenskaper som bør utryddes, eller medskyldige i bestemte forbrytelser som fortjener å straffes, eller delaktige i bestemte sammensvergelser som må bekjempes. Og som Inge Lønning har skrevet: “Det er denne metafysiske fiksjon, vesensbestemmelsen av jøden eller jødedommen som denne verdens uvesen, som er selve kjernen i antisemittismen”. Arrangørene av en politisk demonstrasjon for fred i Midtøsten utenfor Stortinget i april 2002, der plakater med davidsstjerner og nazisymboler hadde fått innpass, skrev i et innlegg i Vårt Land 9. april 2002: “Norske jøder verken kan eller skal lastes for den israelske hærens overgrep i de okkuperte palestinske områdene. De har, som alle andre, rett til å leve ut sin identitet og til å praktisere sin religion uten å måtte risikere trakassering. Vi fordømmer derfor på det sterkeste enhver form for rasistisk handling mot jøder og vil markere vår avsky mot alle former for antisemittisme”. Filosofen Descartes har sagt at «å forstå, er å distingvere». Denne evnen til å skille mellom ulike faktorer, som sitatet i foregående avsnitt er et godt eksempel på, er et vesentlig moment dersom en vil hindre en ureflektert antisemittisme i å gripe om seg. Det farligste ved antisemittismen er ikke de åpent bekjennende og aktive antisemitter (selv om de ikke vil kalles akkurat det), men det er andres villighet til å gi dem delvis rett.

Findes der antisemitisme i … Silkeborg?

Findes der antisemitisme i … Silkeborg?

Det spørgsmål fik jeg ikke svar på, da jeg besøgte familien Chievitz i Silkeborg. Men mødet med dem en dag i juleferien gav mig en større indsigt i, hvordan det er at være jøde og israeler i Danmark i dag.

Bodil Skjøtt; 28. januar 2013 Jeg blev igen mindet om, hvor svært det er at skelne mellem anti-israelisme og antisemitisme, og hvor glidende overgangen er. Derfor skal vi vare os for, hvilke ord og sammenligninger vi bruger, når vi taler om jøder og Israel. Og hvordan vi taler om Islam og muslimer. For ord skaber virkelighed. ”Jeg har altid været meget bevidst om, hvilken skole og hvilke fritidsaktiviteter jeg sendte mine piger til. Måske har jeg beskyttet dem for meget, men jeg har hele tiden tænkt på den historie, som har fulgt mit folk. Hitler var jo ikke den første og nok heller ikke den sidste.” Sådan siger Ela, der er mor til Emily (19) og Camilla (17), er jøde og israeler og bosat i Danmark siden 1992. I dag er hun socialrådgiver i Silkeborg Kommune. Hun er gift med Henrik, der også er socialrådgiver. Begge er de aktive debattører og bloggere. ”Det forskrækker os, når vi ser nazistiske symboler og slogans genanvendt mod jøder i dag. Nu ikke af tyskere, men af folk, som især kommer fra det muslimske miljø og også i Danmark. Uanset hvad man måtte mene om situationen i Mellemøsten – og her danner man alt for ofte sin mening uden at kende de faktuelle omstændigheder – bliver det aldrig legitimt at gøre jøder i Danmark ansvarlige for de beslutninger israelske politikere træffer.” Er det provokerende at være jødisk? ”Hvorfor skal det kaldes en provokation at gå med jødestjerne eller kalot i København, som om jøder på Nørrebro, der udsættes for chikane, selv er ude om det?” spørger Emily, der efter gymnasiet har arbejdet et halvt år og er på vej til Israel her i foråret. Hun er vokset op i Silkeborg med en israelsk mor og en dansk far. Hun har fejret både Hanukka og jul, Pesach og påske, men er alligevel ikke i tvivl om, hvad hun er. Hun er jøde, og det var da hun som teenager traf den beslutning, at tingene faldt på plads for hende. ”Det er min identitet”, siger hun, ”selv om det måske havde været lettere bare at sige, at jeg er dansker. Det har først og fremmest med kultur og ikke med religion at gøre. Det er et tilhørsforhold til min mors familie og min mors folk.” Det har ind imellem kostet – også i Silkeborg. Som da hun engang i forbindelse med krigshandlinger i Israel fik en sms, hvor der stod: ”Fuck hjem med dig, din klamme danske jøde.” ”Det som gjorde mest ondt var, at det måtte være en af mine venner, der sendte beskeden, for jeg har hemmeligt nummer,” siger Emily. Men der er også positive oplevelser forbundet med at være jøde i Danmark og have jødiske traditioner, mener Camilla på 17. ”Selvom vores familie ikke er religiøse, fejrer vi sabbat. Når jeg har venner med hjem, synes de det har været spændende at være med til. Måske fordi vores traditioner giver os nogle rammer og rødder, som mange danskere ikke har.” En mors bekymring ”Jeg har nu boet i Danmark i 20, og det er et godt sted at bo. Men jeg vil altid en være en jøde fra Israel. Også selv om mine forældre immigrerede til Israel fra Indien, før jeg blev født,” siger Ela. ”Jeg har været bange for, hvordan mine børn ville reagere, når de i skolen lærte om 2. verdenskrig, og jeg bliver aldrig færdig med at fundere over, hvor antisemitismen kommer fra. Er vi jøder da så slemme, som historien har fortalt, at det kan forklare alt det onde, som er sket os? Mine piger er nu så store, at jeg ikke kan beskytte dem ved at sende dem til den rigtige skole eller vælge venner for dem. Det som Hitler gjorde, kan ikke sammenlignes med andet. Men jeg tror noget tilsvarende kan ske igen. Når der er krise i et samfund peger pilen let på os jøder.” ”Derfor skal vi tale om det, så vi bliver bevidste om, at det kan ske igen” siger Henrik. På overraskende måde er Henriks egen historie også et kapitel i negativ særbehandling af jøder. Efter at han har mødt Ela, har han fundet ud af at hans egen familie, Chievitz, stammer fra Polen. I 1600-tallet flygtede de til Sverige på grund af jødeforfølgelser. Siden immigrerede familien til Danmark. … Men først efter at de havde ladet sig døbe! Ellers fik man som jøde ikke indrejsetilladelse til Danmark – dengang.

Antisemitismens spøgelse går gennem Europa

Antisemitismens spøgelse går gennem Europa

Tilråbene fra menneskemængden: ”Hitler kommer og tager jer!” – eller blot gentagne tilråb: ”Hitler! Hitler! Hitler!” ledsaget af nazihilsen og hvislende imitationer af gas fra de kamre, som slog millioner af jøder ihjel. Scenerne er ikke fra 30’ernes Tyskland, men finder sted på et fodboldstadion i det nordlige London anno 2012.

Arne Pedersen; 28. januar 2013 De to engelske fodboldklubber Tottenham Hotspur og West Ham United tørner sammen i Premier League til en ganske almindelig fodboldkamp. Tottenham – eller blot Spurs – har et historisk tilknytningsforhold til det jødiske samfund i London, og de oplever ofte at blive udsat for antisemitiske tilråb som ovenstående. Eller det, der er værre. Ugen før kampen mod West Ham spillede Spurs international klubkamp mod det italienske hold Lazio, som historisk set har tilknytning til højrefløjsmiljøet i Rom. Inden kampen angreb 50 maskerede hooligans den pub, hvor Spurs’ fans holdt til inden kampen. De engelske fans blev overfaldet med brosten, jernrør og knive. To fans blev stukket ned, og en af dem svævede længe mellem liv og død. Motivet var antisemitisk. De to ofre var ikke jøder, men deres relation til en fodboldklub med en bestemt historie var nok. Også andre steder i Europa er fodboldmiljøet præget af antisemitisme. I Holland oplever fodboldklubben Ajax Amsterdam også antisemitiske tilråb som f.eks. ”Hamas, Hamas – jews to the gas!” (Hamas, Hamas – jøderne skal gasses!). Ajax har – ligesom Tottenham – en historisk relation til det jødiske samfund i byen. I de østeuropæiske ligaer er problemet også ganske stort – faktisk så stort, at flere fandt det meget kritisabelt, at det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, havde henlagt sommerens slutrunde for Europamesterskaberne i fodbold til Polen og Ukraine. Et enkelt eksempel er den polske by Krakow, hvor to rivaliserende fodboldklubber udkæmper ekstreme slag – både på og uden for banen – og hvor antisemitisme og racisme hver gang bryder ud i lys lue. En god jøde… Fodboldens mikrokosmos er et symptom på en generel stigning af  antisemitiske episoder overalt i Europa i 2012. Frankrig oplevede i oktober måned, at antisemitismen også brød ud på det sociale medie Twitter, da flere skrevne indlæg med signaturen ”#UnBonJuif” (en god jøde) begyndte at brede sig. En signatur på Twitter – eller et ”hashtag”, som det kaldes – er et slags kendemærke, man kan bruge, når man vil relatere sit indlæg til et bestemt emne. Fænomenet blev så stort i midten af oktober, at det var det tredje mest brugte ”hashtag” på Twitter i Frankrig, hvilket fik den store franske avis Le Monde til at kalde indlæggene for ”en konkurrence i antisemitiske jokes”. Det sjove er dog til at overse, når der imellem posteringerne er udtrykt stærke antisemitiske holdninger, f.eks. ”En god jøde er en død jøde” eller den omtalte signatur sammen med billeder fra koncentrationslejre. Norden Danske og andre nordiske jøder går heller ikke fri af den øgede antisemitisme. Synagogen i Sveriges tredjestørste by, Malmø, blev i september 2012 udsat for et attentat, og generelt er jøderne i byen trængte gennem flere års chikane. I december var både den israelske ambassadør i Danmark og Mosaisk Trossamfund ude at advare danske jøder mod at bære synlige jødiske symboler som kalot og davidsstjerne og mod at tale højlydt hebraisk. Det har fået menneskerettighedscenteret ”Simon Wiesenthal Center” til at udstede et rejseadvarsel til jøder, som ønsker at besøge Danmark. Den øgede trussel mod de jødiske samfund i Norden fik i 2011 den konsekvens, at man oprettede NJSC – ”Nordic Jewish Security Council” – en sikkerhedsorganisation, som bl.a. var til stor hjælp for samfundet i Malmø efter bombeattentatet der. Hvorfor? Cecilie Banke, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, fortæller til P1, at da den nye antisemitisme kom på dagsordenen i Europa, blev mange politikere chokerede over, at man kun 60 år efter Holocaust igen oplevede en bølge af ny antisemitisme i Europa. Om grunden til den øgede antisemitisme siger hun: ”Man er ikke kommet frem til en ensartet konklusion på fænomenet, fordi der er så mange tendenser. Den seneste tendens er at påstå, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske krise, som satte ind i 2008, og så øget antisemitisme – altså at jøder i Europa bliver holdt ansvarlige for den økonomiske krise. Og det er der tilsyneladende noget, der peger en lille smule på.” Cecilie Banke konkluderer altså, at der nogle steder i Europa er en tendens til at holde jøder ansvarlig for den økonomiske krise. Hun peger også på udviklingen i konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor den første bølge af antisemitisme kom efter den anden intifada i 2000, og hun påpeger en klar sammenhæng mellem øget konflikt mellem Israel/ Palæstina og antisemitiske episoder i Europa. De to problemstillinger, som Cecilie Banke knytter antisemitismen til ved, er der så vidt vides ikke nogle umiddelbare løsninger på, og der er derfor grund til at tro, at vi står over for præcis de samme udfordringer i 2013 mht. grundlaget for den øgede antisemitisme i Europa. I Israelsmissionen ønsker vi ikke at tale konflikten op eller råbe ”Ulven kommer”, men vi ønsker heller ikke at være naive, når vi ser skræmmende tendenser i samfundet. Vi ønsker derimod at udfordre hinanden til at tænke med på, hvordan vi hver især kan være medskabere af et samfund, hvor alle kan føle sig sikre og ikke behøver at skjule deres religiøse eller kulturelle identitet. Vi i Israelsmissionen føler i denne sammenhæng et særligt ansvar i forhold til det jødiske folk.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503