Author: Israelsmissionen

Kan man blande olie med vand?

Messiansk jødisk deltager i Musalaha, 31. august 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp. Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv. I disse dage med terrorisme og besættelse er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie. Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelsk-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeler. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi valgte at holde fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som dem, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik. Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semit´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del af et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre. Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres. Mange Jesus-troende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv: ”Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget, der fører os videre – nemlig håb. Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser, er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er evangeliet! Da Jesus blev menneske, lærte han os at se os selv med vores fjenders øjne – på samme måde som han selv blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst. Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i før. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme. Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Jeg håber, du vil være med til at bede for Musalaha og for alle de mennesker, som ønsker at bringe evangeliets kraftfulde budskab om frelse og forsoning videre i dette brudte land.

Vi tager det fremmede med os hjem

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 17. august 2016 ”Da vi rejste hjem fra vores volontørophold i 2001, var Christian bare færdig med Israel. Han skulle i hvert fald ikke tilbage,” griner Lisbeth Rasmussen. Parret er i skrivende stund i fuld gang med at pakke deres liv gennem 7½ år i Immanuelkirken i Jaffo ned i kufferter for at rejse tilbage til Danmark.
Jaffo1
Familien kort efter ankomsten til Jaffo.
Det var ellers Lisbeth der i første omgang sagde nej, da Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, ringede i slutningen af oktober 2007 og luftede idéen om at tage til Immanuelkirken i Jaffo. ”Vi havde lige fået Amanda, og jeg kunne slet ikke lige overskue at skulle nogen steder hen,” fortæller Lisbeth. Men efterhånden vænnede parret sig mere og mere til tanken. ”Lisbeth var lige blevet færdig, og jeg havde selv et år tilbage,” husker Christian. ”Og selvom vi lige havde fået Amanda og havde to små drenge, følte vi, at det stadigvæk var et godt tidspunkt, rent familiært, at stikke af nogle år. Vi skulle jo alligevel ud at finde et arbejde begge to,” siger Christian på pragmatisk vis.

Gud kalder gennem mennesker

Jaffo7
Ferieglæden nydes i fulde drag.
For hverken Lisbeth eller Christian var det et livslangt kald eller en livslang drøm, der gik i opfyldelse, da de rejse til Israel. Christian var faktisk ikke engang sikker på, han ville være præst, da de sagde ja til at rejse. ”Det var først og fremmest en reaktion på et ydre kald,” fortæller Christian og fortsætter: ”Når der er nogen, der kalder, kan man ikke lade være med at forholde sig til det. Gud har det med at kalde gennem mennesker.”

Feriefornemmelser

Selvom det ikke var oplagt for parret selv at rejse, endte de altså med at tage af sted. ”Man sidder og overvejer sådan lidt for og imod. Der var så mange ukendte faktorer, for vi vidste jo hverken hvordan børnene eller vi selv ville reagere,” fortæller Lisbeth. Samtidig mener hun, det var en stor hjælp, at kaldet både var så konkret og praktisk. ”Efterhånden fik vi begge en mavefornemmelse af, at det var noget vi skulle,” slutter hun.
Jaffo2
Lisbeth på vej til Jeriko med bilen fuld af gode sager.
De mindes begge at have haft en form for feriefornemmelse de første syv uger, de var i Israel. ”Vi boede på Beit Immanuel, som ligger lige overfor kirken, og vi havde ikke vores egne ting, men boede i kufferterne,” fortæller Lisbeth. ”I begyndelsen arbejdede jeg nærmest non-stop, og det var svært at indarbejde en egentlig hverdagsrytme,” fortæller Christian og der måtte mange familiemøder til for at finde ud af, hvordan det kunne fungere så alle kunne trives i det nye. Det var også svært at finde rytmen i ugen, for børnene gik i skole mandag til fredag og weekenden var præget af gudstjenester både lørdag og søndag, så familien fik aldrig en rytme med naturlige pauser. Derfor besluttede de også tidligt at tage væk en uge hvert semester.

Svært at holde fri

Jaffo3
Christian under dåbshandling i Immanuelkirken.
Selvom det for mange kan synes at være et drømmescenarie, at det kun tager cirka 30 sekunder i transport at komme på arbejde, har det også sine udfordringer, fortæller Lisbeth. ”Det har helt sikkert sine fordele, at arbejde og hjem er så tæt på hinanden, men det har også sine ulemper – for eksempel er det sværere at holde fri,” siger hun og fortsætter: ”Hvis jeg bare vil ud at gå en tur en formiddag, så skal jeg gå forbi både volontører og sekretæren på vej ud. Det har været svært.” Parret er dog enige i, at hele familien har trives med at være i Immanuelkirken. ”Det har altid givet god mening at stå op og gå på arbejde,” siger Christian. ”Der har altid været meningsfulde opgaver at give sig i kast med og gode mennesker at snakke med,” slutter han.

Hvorfor tage hjem til Danmark?

Jaffo4
Løvhyttefesten fejres.
Når parret kommer hjem bosætter de sig i Løsning, hvor der er købt hus. Lisbeth er ansat på Bøgballe Friskole og Christian skal være generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. Men selvom der også ligger en meningsfuld hverdag og venter i Danmark for familien, er der alligevel et spørgsmål der trænger sig på: Hvorfor overhovedet tage hjem, når familien trives så godt? ”Det spørger vores børn også om,” griner Lisbeth og fortsætter: ”Vores børn kan ikke få lov til at blive her i landet ud over deres 17. år. Så skal de hjem, men hjem til hvad? For Danmark er jo ikke længere deres hjem. Og hvis vi alligevel skal hjem på et tidspunkt, handler det for os også om, at tage hjem tidsnok til, at vores børn kan nå at blive integreret i den danske kultur. Så det ikke er fremmed for dem.” Det er tydeligvis en svær problematik de to forældre har brugt lang tid på at overveje.

Relationer bliver brudt op, når man rejser

Jaffo6
Picnic med menigheden.
Lisbeth og Christian glæder sig også til at komme hjem og genoptage mange af de relationer, som har været sat lidt på stand by de sidste mange år. ”Da vi havde været her i fire år, gik det op for os, at vi ikke længere delte liv med familie og venner derhjemme. I begyndelsen gik det fint nok, men efterhånden mister man kontakten. Vi kom nok til et punkt, hvor man kan sige, at vi tabte tråden til dem derhjemme,” fortæller Christian og konstaterer: ”Det er jo sådan, det er. Relationer bliver brudt op, når man rejser.” Lisbeth supplerer: ”Man kan sagtens få gode relationer til de lokale, og det har vi også haft. Men de er også godt klar over, at man er udlænding, så man ikke bliver her for altid. Som kvinde må jeg bare erkende, at jeg har brug for de her rigtig tætte veninder. Det har jeg savnet.”

Den første raket var ikke sjov

Uanet hvordan man end vender og drejer det, er det svært at undgå at komme til at tale om den konflikt, som naturligvis også er en del af hverdagen, når man er udsendt som familie til Israel. En ting er, hvordan vi voksne håndterer konflikten, men hvordan forklarer man sine børn, at nu skal vi altså en tur i bomberum igen? ”Jeg tror, man fortæller, at verden ikke kun er god,” forklarer Lisbeth. ”Her i Israel bliver det meget konkret med raketter og sirener. Som forældre har vi valgt at være meget åbne omkring det, så vores børn har kunnet spørge om hvad som helst, og vi har forsøgt at svare så ærligt, vi kunne.” Lisbeth forklarer videre, at der også kommer en naturlighed over det, da der med jævne mellemrum er øvelser i skolen, som lærer børnene, hvordan de skal forholde sig, når sirenerne lyder. ”Det er klart, at den første raket – den var ikke sjov,” fortæller Christian om den første sirene familien oplevede i forbindelse med optrapningen af konflikten i 2012. ”Men så snakker man om det og snakker naturligvis også om, hvad vi så gør næste gang,” konkluderer han og fortsætter: ”Det er lidt noget mærkeligt noget, når man har oplevet en sirene, som er virkelig. Knuden i maven er jo ikke fordi, man er bange for at blive ramt. Det er mere en utryghed over, at nu er man blevet mål for et eller andet. At nogen har sendt en raket efter dig – det er en ubehagelig tanke.” Lisbeth giver udtryk for en anden ubehagelig tanke: ”Raketterne skelner jo ikke mellem israelere, arabere og danskere. Jeg husker, at Johan havde en af sine gode venner med hjem, der er araber. De var jo begge to bange for, hvad der ville ske. Det går i alle retninger,” slutter hun. I Immanuelkirken kommer der mange forskellige mennesker og nationaliteter, men Christian fortæller, at han ikke har oplevet konflikten rykke ind på bænkerækkerne: ”Når vi har snakket om konflikten i kirken, har det ikke været politisk ladet. Vi har bedt for mennesker på begge sider af konflikten, og vi har søgt at gøre bønnen personlig,” fortæller Christian.

Mange samarbejdspartnere er en styrke

Det er også en forskelligartet flok af organisationer, som står bag arbejdet og menigheden i Immanuelkirken. ”Jeg synes egentligt, at samarbejdet afspejler vores menighed meget godt,” siger Christian. ”Selvom vi er meget forskellige, er der ingen modstridende dagsordener, for det handler om, hvordan menigheden i Immanuelkirken kan bakkes op. Det afspejler en form for rummelighed, at der er så mange forskellige organisationer, der bakker op om kirken,” mener han. Christian fremhæver også det vigtige i, at lokale samarbejdspartnere er blevet inviteret med til bordet. ”Jews for Jesus har været forfriskende at få med i samarbejdet. Nu kommer der flere øjne på sagen, og det medfører naturligvis diskussioner, men ikke til mindre opbakning,” fortæller han.

Vi tager det fremmede med os hjem

Når familien lander i Danmark i begyndelsen af juli måned, håber forældrene alligevel, at der er lidt af den israelske kultur som hænger ved – både hos dem selv og hos børnene. ”Ligefremheden er som regel fantastisk,” understreger Lisbeth begejstret. ”Hvis man er i en situation, man synes er ubehagelig, så siger man det bare, og der er ingen der ser skævt til en, hvis man siger fra.” ”Jeg håber, at både vi og vores børn kan bidrage med ikke bare en respekt for diversitet, men ligefrem en påskønnelse af det forskelligartede,” supplerer Christian. ”Jeg tror ikke, vi er så fremmedforskrækkede. I det hele taget vil vi gerne tage det med hjem, at det fremmede godt kan være både positivt og en god udfordring for os,” slutter han. I Israelsmissionen vil vi gerne rette en stor tak til både Lisbeth og Christian samt deres fire børn, Johan, Magnus, Amanda og Simon. Tak for jeres trofasthed overfor menigheden og arbejdet i Immanuelkirken, og vi ønsker jer al Guds velsignelse fremover.

25 år med Guds trofasthed i øst

Odessa
Avi Snyder i Odessa i 1991.
Avi Snyder, leder for Europa i Jews for Jesus, 17. august 2016 Shalom fra Odessa, Ukraine. Jeg er lige ankommet til begyndelsen af vores jubilæums-kampagne her i byen. Den markerer 25-års jubilæet for begyndelsen af Jews for Jesus’ arbejde i det, som dengang stadig var Sovjetunionen. Et trosspring ind i kaos I efteråret 1991 flyttede min kone, Ruth, og jeg til USSR, ligesom det var ved at gå i opløsning. Alt føltes kaotisk, men vi var overbeviste om, at dette var et godt tidspunkt at bringe evangeliets gode nyheder til regionen. Så vi flyttede til Odessa med vores tre børn og en enkelt kollega. Vi havde to målsætninger: At bringe evangeliet til det jødiske folk, og at grundlægge en organisation bestående af mennesker fra Sovjet, og som ville fortsætte med at dele evangeliet med det jødiske folk dér. Gud har gjort mere i området, end vi nogensinde har turdet håbe eller drømme om. Efter syv år i Odessa forlod vi byen, og der var der etableret en god platform med 30 trofaste medarbejdere i fem nøglebyer: Odessa, Moskva, Kiev, Kharkov og Dnepropetovsk. Senere kom Minsk i Hviderusland også på kortet. Takket være disse trofaste medarbejdere kom hundredevis til tro og kom til at leve et liv sammen med Jesus. Efter kort tid bredte dette arbejde sig både til Tyskland og Israel.
Kampagne på gaden i Odessa.
Kampagne på gaden i Odessa.
Jeg mangler ord for mine følelser, når jeg tænker på, hvad Gud har gjort. Ej heller kan jeg udtrykke min taknemmelighed over at have fået lov til at være en del af dette eventyr. Min følelse af taknemmelighed er næsten kun overgået af min beundring for staben af Jews for Jesus-missionærer i det tidligere Sovjet. De har demonstreret stort mod og det ofte i mødet med modstand, farer og prøvelser. Lige nu er min kone Ruth og jeg tilbage i Odessa i anledningen af 25-året for vores rejse hertil. Kampagnen løber fra 14.-26. august, og jeg håber, du vil være med til at bede for os. I det tidligere Sovjet er bøn ikke en rutine – det er snarere en absolut nødvendighed. Hverdagen er kompliceret og modstanden mod evangeliet er stadig stor. Bed for ledere af kampagnen og dem, der går på gaden. Bed om at Gud vil lede os til de åbne hjerter, han allerede har forberedt til os. Gud velsigne jer for at stå sammen med os. Jeres bror i Yeshua, Avi Snyder  

Berlin hørte om Fredsfyrsten

Avi Snyder, 5. august 2016 I søndags sluttede Jews for Jesus’ kampagne i Berlin. I løbet af 14 dage delte teamet 122.000 trakter ud og cirka 500 mennesker gav deres kontaktinformation for at høre mere om, hvem Jesus er. ”Kom og skriv noget på min tavle,” råber Igal på hebraisk, russisk og engelsk til folkemængden ved Brandenburger Tor i Berlin. Han behøvede egentligt ikke at råbe. Mange – både indbyggere og turister – var nemlig i fuld gang med at skrive deres tanker om fred på små post its og fastgøre dem til Igals tavle under overskriften: Fredsskaberen. Invitationen til at skrive post its var kun en af de nye måder, vi forsøgte at komme i kontakt med folk under vores nyligt overståede Berlin-kampagne. Vi  brugte også postkort på hebraisk, og vi lavede samarbejde med vores søsterorganisation, Christian Witness to Israel (CWI). Vores t-shirts med hebraisk skrift tiltrak sig også opmærksomhed. På ryggen stod ordene Yehudim Laman Yeshua (Jøder for Jesus). Foran stillede vi spørgsmålet: Mi Hu? (Hvem er han?) Berlinerne tog godt i mod både disse nye tiltag samt vores ”traditionelle” metode med at dele traktater ud og møde mennesker med det åbne spørgsmål: Har du en mening om, hvem Jesus er? Hver eneste dag mødte vi både israelere, tyskere og muslimske flygtninge, som alle var ivrige efter at tale med os om fredsstifteren Jesus. På Alexanderplatz begyndte tre unge israelere for eksempel at drille en af vores missionærer, Greg. ”I er israelere,” konstaterede Greg overfor dem med et smil. ”Så hvem af jer er modige nok til at læse, hvad det Ny Testamente fortæller om Jesus?” Hans udfordring gik lige i hjertet på en af drengene. ”Det er jeg,” sagde en af israelerne oprigtigt og tog imod det gratis Ny Testamente. Efter at have delt materiale ud et andet sted i byen til Berlin Pride Parade tog Dani bussen hjem til vores hotel og befandt sig pludselig i en flok israelere. Dani delte frimodigt evangeliet med dem, og da han var færdig sagde en af dem: ”Lad os tale mere sammen på hotellet.” Det viste sig, at israelerne boede på samme hotel som missionærerne fra Jews for Jesus, så det var let at fortsætte samtalen. Volontøren Paula kom til at tage det forkerte tog hjem. Men her mødte hun en tysk kvinde, som havde giftet sig med en muslim og nu boede i Jordan. Kvinden, Veronika, var usikker på, hvem hun mente Jesus er – selvom hendes forældre havde været kristne missionærer i Kina. Paula delte evangeliet med Veronika og inviterede hende til et arrangement. Kvinden blev meget glad og ville tage sin jødiske svigersøn med til mødet. Jeg tror, vi alle havde en fornemmelse af, at timingen af denne kampagne var helt særlig. Overvej mixet af omstændigheder: terrorangreb over hele Europa, en voksende israelsk befolkning i Berlin, som nu overstiger 22.000, og ankomsten af cirka 90.000 syriske flygtninge til Berlin – mange af dem muslimer. Hvilken ekstraordinær mulighed for os i Jews for Jesus til at fortælle israelere, tyskere og muslimer om Jesus, Fredsfyrsten. Jeg håber, I vil være med til at bede for de nye troen og for, at vores arbejde i Berlin må vokse. Og pris Gud sammen med os for muligheden for at bringe Guds fred ind i menneskers liv. Vær også med til at bede for gadekampagnen i Odessa fra den 14.-26. august. [payment_pre project=”12″]

Forsoning koster venskaber

Bodil Skjøtt, 5. august 2016 Når man er engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere, kommer det til at koste venskaber. Det fortæller messiansk præstepar fra Israel, som alligevel mener, at prisen for dette arbejde ikke kan blive for høj. Bodil Skjøtt mødte dem efter et seminar i Mariager til en snak om Israel, palæstinensere og forsoning. Regnen stod ned, men der var både sommer- og campingstemning da vi mødtes med Maala og Evan Thomas fra Israel på Mariager Bibelcamping. De er til daglig præstepar i en messiansk menighed i Netanya, men var inviteret til Danmark for at fortælle om deres liv og arbejde i menigheden i Israel og deres engagement for at skabe forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Når man kommer fra 30 graders varme og stor fugtighed, virker regn og 18 grader bare forfriskende. Som de sagde: ”We love it!” Overskriften på eftermiddagens seminar var ”Et bibelsk syn på Israel – der også inkluderer palæstinensere” og konklusionen på deres oplæg var: ”Vi tror, at staten Israel er Guds plan for Israel folk. Derfor immigrerede vi til Israel for mere end 25 år siden fra New Zealand. Men hvis vi sætter Israel på en plads, så vi glemmer at gøre, hvad Jesus sagde til disciplene inden sin himmelfart, ”Vær vidner om mig både i Jerusalem, Judæa, Samaria og indtil jordens ende”, så svigter vi og så får Israel en plads i vores teologi, som er forkert.” Maala og Evan har i al deres tid i Israel været optaget af evangelisation og forsoning. For dem er det to sider af samme sag, og fortællingerne fra deres liv og arbejde i Israel vidner både om stort kendskab og kærlighed til deres arabiske brødre og søster i Israel og på Vestbredden. Evan er formand for Musalahas bestyrelse og Maala skal i september måned lede en gruppe unge israelere og palæstinensere på en ørkentur i Jordan som et led i forsoningsarbejdet. Mødet med deres arabiske – eller palæstinensiske – brødre og søstre i Israel havde åbnet deres øjne for en historie – og en smerte – som de ikke kendte, da de først kom til landet, som et svar på hvad de ser, som Guds kald ind i deres liv. ”At bo og være i Israel som Jesus-troende jøder (Maala er faktisk vokset op som lutheraner på New Zealand) ser vi fortsat som vores opgave og kald. Israel er vores hjemland. Men vi ser det også som en særlig opgave at udtrykke hvad det vil sige at være en Jesu discipel ved at opsøge fællesskabet med kristne arabere,” fortæller Evan. I samtalen med Maala og Evan efter deres seminar understregede de igen, hvor vigtigt dette er for dem. Men også hvor svært det er. ”Og det er kun blevet vanskeligere de sidste år. At vi har valgt som vi har, har kostet venskaber og det gør ondt. Men prisen kan ikke blive for høj. Evangeliet kommer først, og vi kan ikke vise, hvad evangeliet er, hvis vi selv lever uden at demonstrere at ”muren af fjendskab er revet ned”, siger Maala med en henvisning til Paulus’ ord i Efeserbrevet. På vores spørgsmål om, hvordan vi bedst som dem, der kommer udefra kan være til opmuntring for dem, svarer de: ”I må aldrig vælge side eller sætte Israel eller Palæstina først på jeres dagsorden. Så bliver I en del af problemet og ikke af løsningen. I skal blive ved med at spørge til os, hvad vi gør og hvordan det går og holde os fast på et engagement, som er svært og som koster, men som er en del af evangeliet. Og så skal I bede om, at vi ikke må blive trætte,” slutter Evan.

To øl, kaffe og en løst verdenssituation, tak!

Thomas From Søvndal, stud.theol.og medlem af Israelsmissionens Unges bestyrelse Jeg har i mange år fornemmet et kald fra Gud om at dele evangeliet om Jesus Messias med jøder. Jeg har med Israelsmissionen rejst ud i verden til Jerusalem, New York og Berlin for at møde jøderne. De er min passion. I min egen bydel er der imidlertid mange muslimer. Så mange at jeg selv kan føle mig fremmed her, hvor jeg bor. De opfører sig så fremmedartet, så højtråbende. De er min irritation. Så tog jeg på kongressen Mission-Net i Tyskland. Og Gud begyndte at prikke til mig … Forleden lørdag havde jeg en lidt ensom aften i udsigt. Jeg havde ingen planer, men hen ved titiden fik jeg pludseligt besøg. En gammel ven – lad os kalde ham Christian – var lige i nabolaget, og vi fik ordnet verdenssituationen, som man siger, over en kop kaffe skyllet ned med øl. Christian, som af og til har kigget ind i min kirke, men ikke rigtigt har kunnet finde sig til rette der, er i sin fritid frivillig lektiehjælper for nydanskere, som lærer dansk. Han betroede mig, at han ikke brød sig om den nybyggede moske i nærheden. Alligevel gav han af sin tid til disse mennesker, heriblandt en del muslimer, som havde brug for hjælp med sproget. Da Israel ved den oprindelige pinse blev konstitueret som nation, lavede Gud en aftale med folket: ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,6). Og han har flere gange gennem historien bekræftet udvælgelsen af Israel: ”Du er min tjener, jeg har udvalgt dig, og jeg forkaster dig ikke” (Es 41,9; jf. Rom 11,1f). Vi andre, vi hedninge, var med Paulus’ barske ord ”adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden”. Men ved Jesu død og Guds overraskende nåde er vi blevet en del af dette kongerige, Guds ejendomsfolk. ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.” (Ef 2) Halleluja! Med rettigheder følger pligter. Apostlen Peter skriver til ”de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag”: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt …” (1 Pet 1,1; 2,9) Vi skal som Guds folk forkynde, at Jesus er Herre. Derudover skal vi ligesom Israels præster være et forbillede og gå i forbøn for vores nation, være bindeled mellem Gud og mennesker. Netop som jeg skriver dette, dumper et postkort ind ad døren. Der står en kort besked: ”Jeg ser et behov. Jeg vil bede for min bydel.” På førnævnte Mission-Net kunne man på et postkort skrive nogle tanker til sig selv, som man ville få med posten nogle måneder senere – og dér kom det! Men – mit kald er jo at gå til jøder! Muslimerne her omkring må en anden tage sig af! Send dog en anden, Herre …! Eller … Skulle jeg lade mig udfordre af Christian og bevæge mig ud af mine vante cirkler, vise Guds kærlighed til de nye danskere og bede for dem? – jeg, som selv tidligere var uden håb og uden Gud, og som nu bor her som fremmed …?

For Livet!

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 21. juni 2016 Det er onsdag formiddag i Jerusalem, og jeg har fundet frem til de lokaler i centrum af byen, som er hjemsted for organisationen Be’ad Chaim. Jeg er der sammen med 10-12 unge mødre, nogle af dem kommende efter størrelsen på maven at dømme. Andre har allerede et barn på armen. Be’ad Chaim, eller ”For Livet” som det kan oversættes, er en messiansk organisation, som arbejder for at forebygge abort og støtte gravide unge mødre, som har kontaktet dem i forbindelse med deres graviditet og efterfølgende har valgt at beholde deres barn. Be’ad Chaim er på mange måder en søster-organisation til den danske organisation, Retten til Liv, selv om deres arbejdsområder er forskellige.

”Operation Moses”

Sandy Shoshani Foto: Be'ad Chaim
Sandy Shoshani Foto: Be’ad Chaim
Det er den onsdag i måneden, hvor de kvinder som er tilknyttet programmet “Operation Moses” tilbydes undervisning om, hvordan de bedst kan tage vare på sig selv og deres barn, men også hvor de kan komme med deres spørgsmål og ikke mindst kan være en del af et støttende, kærligt og omsorgsfuldt fællesskab. I dag er underviseren Naomi, jordmoder på Hadassa Hospitalet i Ein Kerem og selv mor til seks. Det er første dag i de jødiske skolers påskeferie, så de tre af børnene er med.  Sandy Shoshani, daglig leder af Be’ad Chaim, har inviteret mig til at komme at se, hvordan sådan en dag på centeret forløber. Efter kvindernes navne og udseende at dømme kommer de fra meget forskellige baggrunde. Nogle er “almindelige” israelere, en enkelt er helt tydelig muslim, nogle har russisk baggrund og et par er etiopiere. Sandy fortæller, at størstedelen af dem er enlige mødre, men nogle af dem er gift eller lever sammen med faderen til det barn de har eller venter. Foruden mødrene er der også en række volontører, som sørger for at tage sig af børnene, så mødrene kan koncentrere sig om undervisningen. Blandt volontørerne er der en gruppe mennonitiske kvinder, som hjælper til. De skiller sig ud med deres lille tørklæde på hovedet, så de næsten ligner katolske nonner. Sandy fortæller, at de trofast kommer og hjælper til på centeret de dage, der er undervisning.

Konkret hjælp mindsker aborttallet

Be’ad Chaim startede som en israelsk-messiansk afdeling af den internationale organisation ”Pro Life” tilbage i 1988. Lederen hed dengang Ted Walker og fokus for arbejdet var bøn for de ufødte børn, kampagner mod abort og oplysninger om konsekvenser af abort. Man arbejdede fortrinsvis i Tel Aviv og Jerusalem og mest på gaden med uddeling af brochurer og andet oplysningsmateriale. I 2005 blev Sandy Shoshani leder af arbejdet, og i dag er der ikke mindre end 18 ansatte – mange af dem dog kun på deltid. Der er 5 centre fordelt over hele Israel. Et par af de rådgivere, som i dag er ansatte, var oprindeligt unge mødre som selv søgte abort, men endte med at få hjælp til at beholde deres barn. I dag hjælper de så andre unge mødre til det samme. Samme år som Sandy blev ansat startede man programmet Operation Moses. Ligesom Moses’ liv blev sparet, fordi der var nogen, der tog hånd om ham, ønsker man gennem programmet Operation Moses at give praktisk og moralsk støtte til mødre og deres børn gennem barnets første år. Helt konkret støtter man med barnevogn og seng samt mad, bleer og tøj i det første leveår. Kontakten til stort set alle mødrene er kommet i stand, fordi mødrene har søgt på nettet efter oplysninger om hjælp til abort.  Når de så finder frem til Be’ad Chaim får de at vide, at det eneste man ikke kan hjælpe dem med, er at få en abort. Derimod vil de gerne hjælpe dem til at beholde barnet og også konkret støtte dem i den beslutning ved at tilbyde den kommende mor at blive en del af Operation Moses. Siden 2005 har Be’ad Chaim hjulpet 450 kvinder, som har fravalgt abort ved gennem barnets første år at mødes med dem, tale med dem om de problemer som opstår og konkret støtte med mad, tøj og andet. Det koster omkring 10.000 kr. at hjælpe en kvinde og hendes barn gennem det førte år, og det samlede årsbudget for Be’ad Chaim er nu på 8 millioner kroner. Pengene kommer fra private og kristne organisationer både i Israel og især i udlandet. Ud over Operation Moses arbejder man også med rådgivning via nettet og telefonen. De kvinder som er villige til at give deres kontakt-information, bliver kontaktet af de lokale rådgivere. I en række tilfælde hjælper man også enlige mødre til et sted at bo, hvis de står uden tag over hovedet, eller er blevet smidt ud hjemmefra, fordi familien eller faderen til barnet ikke støtter deres beslutning om at beholde barnet.

120.000 aborter om året

Der findes også en anden organisation i Israel, Efrat, som drives af religiøse ortodokse jøder, og som også arbejder mod abort. Deres budget er ca. 10 gange så stort som Be’ad Chaim. Men de hjælper kun jøder, hvilket betyder, at mange af de russiske og etiopiske immigranter ikke kan få hjælp gennem dem, fordi moderen ikke er jøde. Nogle af kvinderne, der kommer til Be’ad Chaim, kommer efter henvisning fra socialrådgivere, som ved, at man her ikke laver denne skelnen. På mit spørgsmål om hvor mange aborter, der foretages i Israel hvert år, er Sandys svar: “Det er der ingen, der ved.” De israelske myndigheder oplyser ikke længere tallet, men hendes skøn er, at tallet på legale aborter er på 90.000 og dertil kommer de aborter, som foretages på private klinikker. Her mener Sandy, der foretages 30.000. Man kan få foretaget en abort for ca. 5.000 kr., og det er ikke svært at finde klinikker, der vil gøre det så sent som i 6. måned. Kvinder under 18 og over 33 har uden videre ret til abort. Tidligere skulle man være over 40. Piger i hæren har ret til to aborter i den tid de gør tjeneste.

Abort er ikke ukendt i den messianske bevægelse

Et par mindes deres barn
Et par mindes deres barn i Livets Have. Foto: Be’ad Chaim
For nogle år siden åbnede organisationen Gan Ha’Chaim, Livets Have. Det er en olivenlund i nærheden af Latrun mellem Jerusalem og Tel Aviv. Ideen bag stedet er, at de kvinder som har mistet et barn – enten gennem abort eller fordi barnet døde inden det blev født – skal kunne plante et træ i lunden eller bare komme med deres sorg og smerte og finde helbredelse eller lindring for det sår, de bærer på. At plante et træ kan være en måde at huske og ære det barn, som aldrig fik livet. Og det kan give plads til sorgen og smerten og hjælp til at komme videre. Mange af dem som nu bruger Livets Have er messianske jøder, hvad enten de fik foretaget en abort, inden de kom til tro, eller det var efter. For abort er udbredt i Israel og heller ikke ukendt i den messianske bevægelse. Et nyt projekt Sandy håber at fokusere på i fremtiden er at ændre holdningen til abort i samfundet. De har haft en annoncekampagne, men allerhelst vil de tilbyde oplysning til skolerne. “Men det er svært. Så snart de hører vi er messianske jøder, takker skolerne nej til vores tilbud,” fortæller hun. Indtil videre arbejder de videre på de fire indsatsområder som de allerede har: Bøn, Operation Moses, boliger til de unge mødre og Livets Have. Og som Sandy indrømmer, så er det sidste projekt af en lidt anden karakter. ”Gennem vores første tre initiativer vil vi møde de mødre med kærlighed, omsorg og praktisk hjælp, som har valgt at beholde deres barn. Men gennem det femte projekt, oplysning og kampagne mod abort, ønsker vi også at vise kærlighed og omsorg. Både over for de ufødte børn, som vi gerne vil give et liv, men også for de mødre som planlægger at få abort,” fortæller hun og runder af: ”For det er kærligt at fortælle dem, at det har konsekvenser også for dem selv.” Man kan læse mere om Be’ad Chaim på deres hjemmeside beadchaim.org, som er på engelsk. Den hjemmeside, som henvender sig til mødrene er på hebraisk og hedder LoveLife.org.il. Man kan støtte dem gennem bøn, men også ved at blive sponsor for et barn gennem Operation Moses. Man kan også støtte ved at sende tøj, legetøj og andre babyting. De mødre som er med i Operation Moses kommer hver tredje måned for at få nyt tøj og andet til deres babyer, så der er hele tiden brug for nyt. Har du legetøj eller andet derhjemme, som kan være til gavn i denne sammenhæng, er du velkommen til enten at komme forbi sekretariatet i Aarhus med det, eller sende det til os – så sørger vi for, det kommer frem.

Sabbatten kom som et helbredende chok!

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 16. juni 2016 Anne-Mette og Jeppe Ladegaard er udsendt af Israelsmissionen som volontører i Jerusalem. Det seneste år har deres arbejde med den danske kirke, messianske jøder samt kristne med muslimsk baggrund givet dem mange nye spændende oplevelser og indtryk. Dette er deres fortælling fra Israel.
En af goderne ved at være kirkevolontør er at få lov at nyde solopgangen på Oliebjerget påskemorgen. Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
”Det var nærmest et helbredende chok, vi fik” fortæller Jeppe om parrets møde med den israelske sabbats-kultur, hvor det meste – i hvert fald i Jerusalem – lukker ned og holder hviledag. Inden de landede i Jerusalem, havde de begge en travl hverdag i København. Nogle dage nåede de kun at få sagt godmorgen og godnat til hinanden. Hverdagen var fyldt op med studie, hverdagsgøremål og venner, der skulle ses. I Israel har de fået ekstra tid til hinanden. ”Der er mere tid og mere ro, og der er ikke så mange folk, man skal se,” siger Anne-Mette. Selv om Anne-Mette og Jeppe stadig ser mange mennesker i Israel, har de fået lov til at trykke pause fra alt ræset og er gået ind i en rytme, hvor der er en særlig fokus på at se hinanden og være sammen. Jeppe mener, at sabbatten på mange måder indkapsler meget af det, de oplever i Israel. ”Der er et døgn, hvor man ingenting skal, man må ikke gøre andet end at hygge sig og spise god mad og være sammen om Gud,” fortæller Anne-Mette. Det er en anderledes rytme for dem end hjemme i København. Jeppe fortæller, at de ofte må sige til hinanden ”Sådan ville vi ikke gøre i Danmark, eller sådan burde vi gøre”. Men selvom de er ved at finde ud af, hvad den nye hvile og ro gør ved dem, tror de begge, at det har været et sundt chok for deres ægteskab. Hjemme i København læser Anne-Mette Kultur, Kristendom og Kommunikation (3K-uddannelsen). Det første halve år i Israel har hun været i studiepraktik ved Caspari Centeret. Hun er efter en veloverstået praktik indskrevet som fjernstuderende ved sit studie. Jeppe er uddannet i det samme og i arbejdet som kirkevolontør bliver halvdelen af hans tid brugt på at samarbejde med en menighed i Ramallah bestående af kristne med muslimsk baggrund, forkortet KMB . Jeppe har tidligere arbejdet med KMB’ere i Apostelkirken i København.
Selskabet nydes på terrassen i forbindelse med volontør-lejligheden i Jerusalem. Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard

KMBere og messianske jøder

Når en muslim kommer til tro, for eksempel efter at have set Jesus i en drøm, eller er blevet inspireret af en missionærs omgang med sine børn, står de ofte i nogle svære udfordringer i forhold til deres samfund og hele deres kultur. Selv om de er kommet til tro på Jesus, er der stadig mange af dem, som går til fredagsbøn i moskeen, hører imamens ord og følger de muslimske højtider. Det gør de ikke, fordi de hverken er halvhjertede i deres tro, eller fordi der er nogle ting fra islam de ønsker at holde fast i, men fordi det er i den sammenhæng, hele deres netværk og dagligdag stadig er – på trods af deres nye tro. Derfor kan de ikke sige endegyldigt farvel til islam, for det ville betyde, at de skulle bryde med hele deres samfund og netværk. For nogle KMB’ere ville det være til direkte fare for dem selv og deres familier at proklamere deres nye tro. Deres situation minder på mange måder om den udfordring, Jesus-troende jøder har stået i gennem mange år. De har også været nød til at finde ud af, hvordan deres tro på Jesus som Messias kan udleves, samtidig med at de holder fast i deres jødiske identitet. Jeppe var i november med på en konference for KMB’ere og messianske jøder, hvor de havde mulighed for at støtte og inspirere hinanden. Dele af den messianske bevægelse ser det som et storebroderligt ansvar at hjælpe KMB’erne. Jeppe fortæller: ”De Messianske jøder er længere i den samme modning af en teologi, som passer til de mellemøstlige øjne.” De messianske jøder har stået i udfordringerne de seneste 20-30 år, derfor har de en vigtig erfaring at give videre til KMB’erne. Mens både Jesus-troende jøder og KMB’ere oplever forfølgelser, kan de forhåbentlig fortsætte samarbejdet og vokse i at være en trøst for hinanden i Israel. ”Jeg håber, de vil gøre endnu mere brug af hinanden, end de gør i dag,” siger Anne-Mette.
En af Jeppes opgaver som kirkevolontør var bl.a. at undervise missionspiloterne.
Foto: Daniel Munk

Jesus er vores bror og Gud vores far

Jeppe nævner, at det er svært for KMB’erne at tage Jesus ind i deres kultur, for hvordan er det den nye tro ser ud, når hele ens netværk er omkring moskeen, og årets gang er defineret af de muslimske højtider. Jeppe mener, på baggrund af ordene Johannesevangeliet begynder med, at det godt kan lade sig gøre: ”Ordet blev kød i en bestemt kontekst i en bestemt tid, i en bestemt kultur,” fortæller Jeppe og fortsætter med at forklare, at det betyder, at Gud selv træder ind i et bestemt samfund som menneske, som Jesus. Gud vil forstås, og det betyder, siger Jeppe ”at vi alle kan kalde Jesus vores bror og Gud vores far på vores eget sprog og i vores egen kultur, om man er polak eller nigerianer eller fra Vestbredden”. Selv om muslimer kender Jesus som Isa i koranen, mener Jeppe, at de stadig har brug for bibelens sande ord om Jesus. For som Jeppe siger ”I bibelen får han krop, og her får vi et billede af Gud, som en der ikke blot dømmer, men også tilgiver, og ofrer sin egen søn for at gennemføre sin store plan.” Gud bliver en, vi kan have en personlig relation til. Vi kan kalde Gud for far, hvilket rettroende muslimer ikke ville kunne finde på at kalde Gud, dertil er han for hellig. For Anne-Mette var opgaver på Caspari Centeret blandt andet at gøre klar til kurser.

Arbejdet bag den barmhjertige samaritaner

I ugens løb mødes Jeppe med KMB’erne flere gange, enten i Jerusalem eller på Vestbredden, hvor hans opgave består i at støtte KMB’erne i at etablere et fællesskab. Menigheden samles i Ramallah og mødes mellem 20-30 hver gang. Mange af dem har opsøgt forskellige kirker, efter de er kommet til tro, men er blevet mødt af en lukket kirkedør. Nogle er også blevet mødt med stor mistillid, fordi kirken tror, de lyver om deres nye tro for at få penge eller er ude på at skade kirken. Det er problematisk, fordi KMB’erne ofte har brug for hjælp. De kan være flygtet fra deres hjemby, eller deres familier kan have slået hånden af dem på grund af deres nye tro. I den situation mener Jeppe, at kirken i stedet bør åbne kirkedøren. ”Når en kristen bror eller søster spørger om hjælp, må vi ikke gå forbi som præsten og levitten. Vi må bøje os ned, og hjælpe den person, som ligger ned,” mener han. Det oplever Jeppe, at den nye KMB-menigheden i Ramallah gør. De rækker hånden ud til andre konvertitter og hjælper dem op. Jeppe beskriver ikke sig selv og Anne-Mette som barmhjertige samaritanere, men derimod som en støtte for dem, som er barmhjertige samaritanere, som dem der får lov at stå bagved og stille de ting til rådighed, som de kan. Jeppe og Anne-Mette forsøger særligt at støtte KMB’erne gennem bøn og samtale og ellers opmuntre og vise dem stor kærlighed. Det har taget noget tid for Anne-Mette og Jeppe at komme ind på livet af KMB’erne. Der er blevet spist mange falafler og drukket meget arabisk kaffe, før de på en familielejr i november oplevede at blive regnet som en del af flokken, selv om de var de eneste vesterlændinge, der var med. Efter familielejren er de kommet ordentligt ind under huden på KMB’erne og har fået lov til at høre om deres kampe som kirke. En af de kampe er at blive accepteret som kirke blandt andre kirker i Israel. For KMB’erne er det store spørgsmål: Hvornår er vi kirke? Og er vi gode nok til at være kirke? Jeppe har flere gange svaret på deres spørgsmål, med at sige: ”Jesus siger, at der hvor 2-3 er forsamlet, der vil jeg være,” og fortsætter med at sige at det det ikke er vigtigt, om man er døbt under rigtige omstændigheder, eller om man giver tiende på den rigtige dag i måneden. De er klart berettiget til at være kirke ifølge Jeppe. Både Jeppe og Anne-Mette oplever ikke KMB som ”nye” kristne, men som meget modne kristne, og de er til stor inspiration for dem. Jeppe beskriver dem som åndelige forbilleder, hvortil Anne-Mette siger: ” De har en måde at se Gud som hellig, mere end os, det er virkelig inspirerende. Så selv om vi er der for at hjælpe dem, så hjælper de også vores tro.”

En dansk oase midt i Jerusalem

Ud over at bruge tid i fællesskab med KMB’erne har Jeppe arbejdsopgaver i Den Danske Kirke, som drives af Israelsmissionen. De oplever, at det gør noget særligt at være dansker i udlandet og være et dansk fællesskab, hvor man har en fælles forforståelse. Så kan man blandt andet udtrykke sig på sit eget sprog. ”Det er en lettelse at snakke dansk og ikke skulle udtrykke sig på engelsk, som stadig kan være svært,” fortæller Anne-Mette. I udlandet betyder det ikke så meget, om man er jyde, københavner, nordmand eller svensker, hvilket man normalt ville lægge mærke til i Danmark. I Den Danske Kirke føles det hele som en stor dansk familie – og i volontørlejligheden på French Hill ofte som en stor skandinavisk familie. Jeppe sammenligner kirken med en oase, for der er brug for at drikke vand, og i kirken kan man komme og tage en stor slurk. ”Det er vigtigt for alt det, vi laver, at der er et hjerte, hvor pulsen slår ud i fingerspidserne,” afslører han. Kirken skal ifølge Jeppe være et troens hjem, ”hvor brødre og søstre i troen kan mødes, tankes op, takke gud og være sammen om deres tro”. Anne-Mette nævner også Den Danske Kirke som en gave til volontørerne i Jerusalem. De sociale arrangementer kirken laver er et dansk pusterum for volontørerne midt i en meget anderledes israelsk hverdag. Siden Jeppe og Anne-Mette kom til Jerusalem i august, har de stået for tre børnegudstjenester sammen med præsten David og den anden kirkevolontør, Daniel. Det er et tiltag, som er sat i søen for at få flere danske børnefamilier, bosiddende i Jerusalem, til at komme i Den Danske Kirke. Tumlegudstjenesterne, som de hedder, er blevet taget godt i mod, og særligt til fastelavns-gudstjenesten, kom der flere familier som ellers ikke kommer i kirken. ”Vi har et håb om, at der vil komme endnu flere i kirk e, så der kan blive en endnu større dansk kristen familie i Jerusalem,” siger Anne-Mette. Jeppe og Anne-Mette rejser tilbage til Danmark i slutningen af juni. De er derfor allerede begyndt at overveje, hvad de håber at kunne bringe med tilbage til Danmark. Udover deres nye venskaber med udlands-danskere og KMB’erne håber de at tage sabbats-roen med sig. Anne-Mette tror, det bliver en udfordring, for hvordan tager man sig et helt døgn, hvor man ingenting skal, bare for at være sammen med familien og Gud? Et ugentligt helbredende chok ville nok ikke være så dumt at få herhjemme i Danmark. Et helt døgn, hvor man kunne læne sig tilbage og nyde Guds skaberværk. En dag hvor man kunne tage en ordentlig slurk levende vand fra oasen og takke Jesu vores bror og Gud vores far.

GENopdag kristendommens jødiske rødder

Kristoffer Simonsen Gennem arbejdet med kristendommens jødiske rødder lærte jeg, at evangeliet ikke først begyndte i det Nye Testamente! At evangeliet ikke først begyndte med Kristus. Evangeliet begyndte allerede med udvælgelsen af Abraham og viser sig hele vejen gennem Israels historie og fik sit lovede klimaks i Messias. Evangeliet hænger sammen – fordi det Gamle og det Nye Testamente hænger sammen.   Kristoffer Simonsen, Præst i Sct. Michaelis Kirke, Fredericia

Bibelsk jødedom har en kommentar til alt i kristendommen

[two_third spacing=”yes” last=”no” background_color=”” background_image=”” background_repeat=”no-repeat” background_position=”left top” border_size=”0px” border_color=”” border_style=”solid” padding=”” class=”” id=””]Både vores kristne tro og vores kristne kirke har jødiske rødder. Man kan måske endda gå som langt som til at sige, at bibelsk jødedom har en kommentar til alt i den kristne tro. Fordi kristendommen er en fortsættelse af den bibelske jødedom. Derfor kan vi også fastslå, at den kristne tro ikke blot har sit udspring i Jerusalem, Galilæa og hvor jøden Jesus ellers gik omkring og virkede, mens han var her på jorden. Vi kan også konkludere, at den har sine rødder i jødisk tro, historie og praksis. Den kristne tro bliver ikke blot rodløs, når disse rødder glemmes – evangeliet bliver også fattigere, knap så dybt og knap så nuanceret. Derfor glemmer vi nogle gange, at Guds evangelium ikke er noget eksklusivt for det Nye Testamente, men at evangeliet faktisk tager sin begyndelse i det Gamle Testamente. I videoen til højre, kan du høre generalsekretær i Israelsmissionen, Bodil Skjøtt, fortælle mere om sammenhængen mellem jødedom og kristendom. Videoen er produceret af vidnesbyrd.dk.[/two_third] [one_third spacing=”yes” last=”yes” background_color=”” background_image=”” background_repeat=”no-repeat” background_position=”left top” border_size=”0px” border_color=”” border_style=”solid” padding=”” class=”” id=””][/one_third]

Fem foredrag med fokus

Kontakt os på kontor@israel.dk eller på telefonnr. 7356 1270, hvis du ønsker at booke et af nedenstående foredrag – eller hvis du har andre ønsker. [flip_boxes columns=”2″ class=”” id=””] [flip_box title_front=”Intro til kristendommens jødiske rødder” title_back=”” text_front=”” border_color=”” border_radius=”4px” border_size=”1px” background_color_front=”#ffffff” title_front_color=”#0088b7″ text_front_color=”” background_color_back=”#0088b7″ title_back_color=”” text_back_color=”#ffffff” icon=”” icon_color=”” circle=”yes” circle_color=”” circle_border_color=”” icon_flip=”horizontal” icon_rotate=”” icon_spin=”no” image=”https://israel.dk/wp-content/uploads/2016/06/foredrag-kjr.jpeg” image_width=”350″ image_height=”200″ animation_type=”0″ animation_direction=”down” animation_speed=”0.1″]Bliv introduceret til den kristne tros jødiske rødder gennem en tour de force af begivenheder og fester fra det Første Testamente. Derigennem vil du blive inspireret til selv at begynde at gå på opdagelse i den kristne tros jødiske rødder.[/flip_box][flip_box title_front=”Evangeliet i det Gamle Testamente” title_back=”” text_front=”” border_color=”” border_radius=”4px” border_size=”1px” background_color_front=”#ffffff” title_front_color=”#0088b7″ text_front_color=”” background_color_back=”#0088b7″ title_back_color=”” text_back_color=”#ffffff” icon=”” icon_color=”” circle=”yes” circle_color=”” circle_border_color=”” icon_flip=”horizontal” icon_rotate=”” icon_spin=”no” image=”https://israel.dk/wp-content/uploads/2016/06/foredrag-evangeliet.jpeg” image_width=”350″ image_height=”200″ animation_type=”0″ animation_direction=”down” animation_speed=”0.1″]Vi har ofte en forestilling om, at evangeliet er noget, som hører det Nye Testamente til – og kun der. Men det er en forenklet tankegang, som misser den væsentlige pointe, at Gud allerede i det Gamle Testamente begynder at åbne op for den fantastiske gave, evangeliet er. For at få indblik i dét, har vi brug for et overblik over det Gamle Testamentes historiske begivenheder og hvilke forventninger til Messias, der herskede på Jesu tid.[/flip_box][/flip_boxes] [flip_boxes columns=”3″ class=”” id=””] [flip_box title_front=”Jesus og de jødiske fester” title_back=”” text_front=”” border_color=”” border_radius=”4px” border_size=”1px” background_color_front=”#ffffff” title_front_color=”#0088b7″ text_front_color=”” background_color_back=”#0088b7″ title_back_color=”” text_back_color=”#ffffff” icon=”” icon_color=”” circle=”yes” circle_color=”” circle_border_color=”” icon_flip=”horizontal” icon_rotate=”” icon_spin=”no” image=”https://israel.dk/wp-content/uploads/2016/06/foredrag-fester.jpeg” image_width=”350″ image_height=”200″ animation_type=”0″ animation_direction=”down” animation_speed=”0.1″]Lige siden skabelsens morgen har Gud villet, at mennesket skulle feste! Vi fejrer jul, påske og pinse til minde om begivenheder omkring Jesus, som er omtalt i det Nye Testamente. Men påske, pinse og løvhyttefest, var allerede en del af den jødiske festkalender på Jesu tid – og forbindelsen er ikke tilfældig. Gå med på opdagelse i sammenhængen mellem den gamle pagts fester – og opfyldelsen i Jesus.[/flip_box] [flip_box title_front=”Pinsens jødiske rødder” title_back=”” text_front=”” border_color=”” border_radius=”4px” border_size=”1px” background_color_front=”#ffffff” title_front_color=”#0088b7″ text_front_color=”” background_color_back=”#0088b7″ title_back_color=”” text_back_color=”#ffffff” icon=”” icon_color=”” circle=”yes” circle_color=”” circle_border_color=”” icon_flip=”” icon_rotate=”” icon_spin=”no” image=”https://israel.dk/wp-content/uploads/2016/06/foredrag-pinse.jpeg” image_width=”350″ image_height=”200″ animation_type=”0″ animation_direction=”down” animation_speed=”0.1″]Jo, den er god nok! Jøder fejrede og fejrer fortsat pinse. Hvad gemmer der sig af rigdomme i pinsens gammeltestamentlige fortid og kan den kaste nyt lys og give nyt liv til kirkens pinsefejring? Det handler om Gud der gør sig kendt og om ord der bliver til ånd og liv.[/flip_box][flip_box title_front=”Sabbat og hviledag” title_back=”” text_front=”” border_color=”” border_radius=”4px” border_size=”1px” background_color_front=”#ffffff” title_front_color=”#0088b7″ text_front_color=”” background_color_back=”#0088b7″ title_back_color=”” text_back_color=”#ffffff” icon=”” icon_color=”” circle=”yes” circle_color=”” circle_border_color=”” icon_flip=”” icon_rotate=”” icon_spin=”no” image=”https://israel.dk/wp-content/uploads/2016/06/foredrag-sabbat.jpeg” image_width=”350″ image_height=”200″ animation_type=”0″ animation_direction=”down” animation_speed=”0.1″]For det jødiske folk er sabbatten et tegn på, at de ikke længere er bundet af slaveriet i Egypten. Men hvordan skal vi – som medlemmer af den nye pagt – forholde os til buddet om hviledagen? Gud ønsker fortsat at minde os om, at vi er skabt – ikke til en bestemt nytte, men fordi Gud elsker os og ønsker at være sammen med os.[/flip_box] [/flip_boxes]

Fest med os!

jewish-passover-meal

Påsken

Herover kan du høre Kent fortælle om, hvorfor påskens jødiske rødder er vigtig for ham, når han skal forstå den kristne påske. Den jødiske påskefest – på hebraisk Pesach – er uden tvivl den største af årets fester. Den kaldes også de usyrede brøds fest og fejres til minde om israelitternes udfrielse fra Egypten. Det kan vi læse om i 2. Mosebog kapitel 12. I forbindelse med påskefejringen fejres også et påskemåltid – et måltid hvor man spiser og fortæller sig gennem beretningen om israelitternes udvandring fra Egypten. Man mindes smerten og slaveriet og gør denne fortælling til sin egen. Også Jesus-troende jøder fejrer påske, men med et messiansk fortegn. Det er et sådan påskemåltid, vi gerne vil opmuntre dig til at have sammen med din menighed eller fællesskab. Det er en god og givende måde at begynde påsken. Hvis du har mod på selv at kaste dig ud i det, kan du finde forslag til liturgier her og her. Der findes ikke én rigtig måde at gøre det på, så der er ingen grund til at bekymre sig om, at man gør noget “forkert”. Det vigtige er fortællingen – og at gøre den til sin egen. Vil du gerne have os ud, er du altid velkommen til at kontakte os. Her under kan du se en lille introvideo til påskens jødiske rødder. Videoen er produceret af vores samarbejdspartner, Jews for Jesus.

Løvhyttefesten

løvhytte ved Immanuel 2011En anden af de jødiske fester, som har noget at give os, der er kristne, er løvhyttesfesten. Den er desværre gledet ud af kirkens kalender. De fleste kirker fejrer en høst- og takkefest, men uden at sætte det i forbindelse med løvhyttefesten. Vores høst- og takkefest er blevet meget kulturbestemt og uden henvisning til den bibelske historie. Uden at forklejne det giver kirkens høstgudstjeneste mest mening for dem ”med plovmuld under fødder” og som helt konkret har en ”lod af Guds jord”, som de har dyrket. Derfor er det oplagt at bruge den historie og de temaer som løvhyttefesten rummer. Derudover kan løvhyttefesten bruges som en fejring af håbet om det, som venter os, når Gud en dag skaber alting nyt igen.

Hvorfor er det vigtigt, at Bibelen er historisk sand? studiedag 2016

– studiedag 2016

2. september 2016 på TORVET i Aarhus

Carsten Vang
Carsten Vang
Nogle mennesker mener ikke, at Abraham, Moses, David og mange af de andre fra persongalleriet i Det Gamle Testamente er historiske personer. I stedet betragtes disse fortællinger, som værende teologisk sande. Andre mener, det er vigtigt at disse mennesker rent faktisk har levet – at vi ikke kan reducere dem til alene at være teologiske sandheder, for så går der noget tabt. Carsten Vang, lektor i Det Gamle Testamente ved Menighedsfakultetet i Aarhus, mener, at det er vigtigt, de begivenheder vi læser om i Bibelen, er historisk sande. Hvorfor han mener dét, vil han inddrage os i ved årets studiedag på TORVET, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N. Ud over Carsten Vang får vi besøg af Christian Rasmussen, som efter 7 ½ år i Israel nu er vendt hjem for at blive generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. Han vil løfte lidt af sløret for, hvad han tager med sig hjem fra Immanuelkirken i Jaffo, hvor han var præst. Dagens program ser ud som følger:
Christian Rasmussen
Christian Rasmussen
15.30: Kaffe, småkager og velkomst 16:00: Fortælling, historicitet og Det Gamle Testamente del 1 v/ lektor Carsten Vang 16:45: Pause 17:00: Fortælling, historicitet og Det Gamle Testamente del 2 v/ lektor Carsten Vang 18:00: Aftensmad 19:00: Den kære og sære israelsmission – erfaringer fra Immanuelkirken i Jaffo v/ Christian Rasmussen Af hensyn til aftensmaden beder vi om tilmelding senest tirsdag den 30. august kl. 12. Det kan du gøre på enten kontor@israel.dk eller 7356 1270. Studiedagen er GRATIS at deltage i, men vi opfordrer til at give en gave i forbindelse med aftensmaden. Vi glæder os til at se mange af vores venner til en spændende dag!  

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503