Author: Christian Jensen

Fugle uden grænser

Fugle uden grænser

Musalaha arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere. De arbejder blandt andet ved at at lave studiegrupper bestående af israelske kvinder og palæstinensiske kvinder. Hedva og Ronza skriver om deres seneste grupperejse til Cypern.  Hedva Haymov og Ronza Saba, Musalaha kvindeafdeling, 09. september 2016 I august forlod 24 kvinder deres familier, for at rejse til en lille by på den tyrkiske side af Cypern. Denne location var valgt af flere grunde: 1. Det er er en kort rejse fra Israel. 2. Det er et forholdsvist neutralt område, både for israelere og palæstinensere. Begge grupper ville føle sig lige sikre eller usikre over placeringen. 3. Vi skulle krydse grænsen ind til den tyrkiske side af Cypern, og det er den første gang, at israelerne og palæstinenserne oplever at krydse en grænse sammen, og det kan sammenlignes med, den oplevelse palæstinenserne har, når de skal krydse grænsen fra Palæstina til Israel. Vores første dag var meget hektisk. Vi var dybt taknemmelige, fordi de palæstinensiske kvinder fra Vestbredden havde fået tilladelse til at rejse igennem Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv, hvilket sker yderst sjældent. Normalt skal palæstinensere fra Vestbredden over grænsen til Jordan og flyve fra Lufthavnen i Amman, hvilket er en langt dyrere og udmattende tur. Det var en stresset tur igennem Ben Gurion, hvor de palæstinensiske kvinder blev tjekket igennem hele tre gange. Da vi landede på Cypern, var det i stedet israelernes tur til at blive stressede, fordi de skulle tjekkes. Israelere er ikke vant til at få deres pas taget fra dem ved grænsekontrollen. Flere af kvinderne var ved at gå i panik i frygt for, at de ikke ville få deres pas tilbage. Selvom det var en nervepirrende dag, var rejsen med til at forene os med hinanden. Vores leder sagde. ”Jeg tror, det var godt for israelerne, at opleve hvad palæstinensere går igennem, når de skal krydse grænsen”. Vi fik en indsigt og forståelse af hinandens liv igennem denne oplevelse. Over de næste par dage kunne vi nyde fællesskabet imellem hinanden, imens vi studerede. Vi startede med at grundlægge et teologisk fundament, og ovenpå det byggede vi vores relationer, ud fra Musalahas studiemateriale: ”Bibelske principper for forsoning” og ”emotionel logik”. Igennem vores studie fandt vi veje til at arbejde med de tab, vi har oplevet i konflikten, og veje til hvordan vi kan bevæge os fremad på en støttende og konstruktiv måde. Det var en smuk proces, hvor vi fandt enhed i vores forskellighed. Vi følte os forbundet, mens vi bad for hinanden, grinede og lovsang Gud. Under vores pauser gik kvinderne sammen langs strande og gader, samtidig med at de sang. De var iklædt T-shirts, som vi havde lavet til dem, hvor der stod ”fugle uden grænser”, for at indikere at vi kan flyve op over vores egen situation. Det betød, at vi kunne dele med andre, hvorfor vi bruger tid sammen, og hvad vi tror på. Vi var enormt glade, for at turen var så vellykket, og vi har høje forventninger til denne gruppe. På vej hjem til et sted, hvor grænser vil begrænse os, udtrykte kvinderne interesse for at starte et kor, og på den måde række ud til vores samfund sammen. Det ville være en fantastisk måde, hvorpå kvinderne kan prise Gud. De ville i enhed glædeligt synge for Herren, synge sammen i kærlighed og i tillid til Jesus – som ”Fugle uden grænser”. Læs mere om Musalahas arbejde på deres hjemmeside

“Fjern Wittenbergs Jødesvin” 

Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder,  26. august 2016 I anledning af reformationens 500 års jubilæum i 2017 har Richard Harvey startet en underskriftsindsamling for at få fjernet et såkaldt Judensau (jødesvin) fra kirkefacaden i Wittenberg. Det var i denne kirke, Luther prædikede og her, at han ophængte sine 95 teser mod afladen, som startede reformationen i 1517. I Tyskland er der i dag stadig mellem 60 og 100 skulpturer af jødesvin rundt i landet. Jødesvinet i Wittenberg er fra 1305. Figuren viser grise og jøder, der diger fra soens patter, og en rabbiner der kigger ind under soens hale. I Luthers værk der kan oversættes til ”om jøder og deres løgne” (Vom Schem Hamphoras, 1543) kommenterer han på jødesvinsskulpturen i Wittenberg. I Luthers spydige kommentar placerer han Talmud inde i soens tarme: ”Her i vores kirke i Wittenberg er en so afbilledet i sten. Unge svin og jøder ligger og sutter under hende. Bag ved soen er en rabbiner bøjet hen over soen, han løfter hendes højre ben, holder hendes hale højt og kigger intenst under hendes hale og ind i hendes Talmud, som om han læser noget skarpsindigt og ekstraordinært, hvilket bestemt er derfra, de får deres Shemhamphoras.” Inskriptionen over figuren ” Rabini Shem hamphoras” er først tilføjet senere i skulpturen, formegentlig af protestanter ud fra Luthers udtalelse. Inskriptionen er volapyk, formentlig for at gøre grin med det jødiske udtryk ”shem ha-meforasch” som betyder – Guds fuldt udtalte navn. Dette navn er helligt for jøder. Richard mener, at skulpturen fortsætter med at fornærme og bagvaske det jødiske folk og deres tro. Ifølge ham er det nødvendigt at få den flyttet til et andet sted, så den ikke bliver vist offentligt på en udvendig kirkemur, men vises og forklares et mere passende sted. Ellers vil jøder fortsat blive eksponeret for antisemitisme på baggrund af skulpturen. Samtidig bliver deres værste frygt om den kristne tro bekræftet. Hvis kirken virkelig fortryder den slags billeder, må den arbejde på at få dem flyttet fra så tydelige steder. Richard fortsætter i sin anmodning om at få skulpturen fjernet med at skrive: Skulpturen er ikke bare en fornærmelse for det jødiske folk, men den provokerer almindelig anstændighed ved dens sjofle portrættering af jøder, der diger ved et svin og stikker hånden op i dens bagdel. Det er også en krænkelse af et sted for kristen tilbedelse, som burde blive dekoreret med værdighed og sømmelighed, og bestemt ikke uanstændige og chokerende antisemitiske billeder. I 1988 lavede man en mindeplade under skulpturen for at nedtone og give en forklaring på den. Forklaringen lyder: ”Guds sande navn, det udskældte Chem Ha Mphoras, som jøder længe før kristendommen anså som næsten usigelig hellig. Dette navn døde sammen med seks millioner jøder under korsets tegn”.
Tysk karikatur af et jødesvin fra 1800-tallet.
Richard sætter pris på, at kirken besluttede at gøre noget for at forklare og udtrykke anger, men det er ifølge ham utilstrækkeligt, for Gud døde ikke under Holocaust, og dette er endnu engang misbrug af Guds navn. Richard mener, at inden reformationsjubilæets bør man fjerne skulpturen og erstatte den med noget, som ærer Israels Gud, respekterer det jødiske folk, og bringer værdighed til et sted for tilbedelse, i stedet for at bibeholde en skulptur der er usømmelig, sjofel, anstødende, fornærmende, krænkende, blasfemisk og antisemitisk. Kurt Larsen, Professor i kirkehistorie ved menighedsfakultet fortæller, at for Luther var hans negative syn på jøderne ikke funderet i deres etnicitet, men i deres teologi. Jøderne tilslutter sig en lovreligion, derfor ender Luther med at sige, at jøder bør udvises fra Tyskland. Ifølge Kurt Larsen kan Luther ikke betegnes som antisemit, men derimod som antijudaist. Luthers tanker om jødedommen er dog sidenhen blevet brugt antisemitisk, særligt af den tyske kirke i nazi-Tyskland. I forhold til Luthers syn om jøderne siger Kurt Larsen, at den protestantiske kirke i dag skal tage åbent afstand fra hans syn. ”Det er godt, at Luther er vores reformator og ikke vores apostel. Han tog fejl på nogen punkter blandt andet her” tilføjer han. – Her kan man underskrive anmodning om at få Wittenbergs jødesvin fjernet

Ny Jews For Jesus afdeling åbnet i Berlin

Aaron Lewin (Afdelingsleder Berlin) inviterer folk på gaden til at dele deres tanker om fred.

Ny Jews For Jesus afdeling i Berlin

Christian Vestergård, 8. august 2016 I forbindelse med deres seneste kampagne i Berlin har Jews For Jesus åbnet en ny afdeling i byen. Der ligger allerede en afdeling i Tyskland i den østtyske by Essen. Ud fra denne afdeling har missionærer arbejdet for Jesu gode nyheder ved at dele foldere ud, besøge tyskere i deres hjem og afholde bibelstudiegrupper i Berlin. Men med den stigende jødiske befolkning i Tyskland har man længe villet åbne endnu en tysk afdeling i Berlin. I 1970 boede der kun 30.000 Jøder i Tyskland, men i dag bor der mellem 200.000 – 230.000 jøder og 50.000 af dem bor i Berlin. Man regner med, at 200.000 af dem er russisk-talende immigranter, og 22.000 er israelske immigranter. Gennem de seneste år er israelske jøder kommet til Tyskland, særligt på baggrund af de dyre leveomkostninger i Israel og de mange trusler Israel får fra de omkringliggende lande. J4J oplever at mange af de israelske jøder, som kommer til Tyskland, er sekulære og nysgerrige unge, og afdelingen I Berlin glæder sig over udfordringen at fortælle de gode nyheder om Jesus til de unge jøder i en storby som Berlin. Derfor bliver der brugt en del ressourcer på sociale medier og J4J egen tyske hjemmeside – www.judenfuerjesus.de – for at nå ud til de unge. J4J oplever, at deres arbejde giver speciel mening i Tyskland. For 25 år siden, ved Sovjetunionens kollaps, ville ingen have forudset, at 200.000 russisk-talende jøder og Israelere ville flytte tilbage til det land, som have forfulgt dem blot få årtier tidligere. J4J tror, det er Guds plan, at de mange jøder er kommet tilbage til Tyskland, af tre grunde:
  • For at det jødiske folk må høre evangeliet og blive frelst
  • For at tyskere må høre evangeliet fra jøderne og blive frelst
  • Og for at hele Tyskland og hele Europa må se, jøder og tyskere proklamere evangeliet sammen.
Aaron Lewin (som er på billedet) er den nye leder af afdelingen i Berlin. Aaron er født i Israel og opvokset i England. Før Aaron begyndte på collage kom han i praktik i Tyskland for at forbedre sine sproglige kundskaber. Under sin praktik stødte han på J4J og var med på flere kampagner, bl.a. med Avi Snyder som sin mentor. Da Aaron var færdig på collage, blev han Avi’s assistent i Budapest. Da ledelsen begyndte at snakke om en afdeling i Berlin, stod Aaron og hans kone Becky klar. Becky er fra Østrig og mødte Aaron på en J4J kampagne i Israel. Hun er udannet sygeplejerske og passer i øjeblikket deres tre små børn, men de håber begge, at hun kan træde ind i en tjeneste hos J4J, når børnene er blevet lidt ældre. Aaron og Becky glæder sig til at komme i gang med arbejdet, og drømmer om at starte en hebraisk talende bibelstudie/diskussions gruppe i Berlin. Derudover håber de, at de kan inspirere tyske kristne til at dele evangeliet med jøder. Ifølge Aaron Lewin afholder størstedelen af den tyske kirke sig nemlig fra at evangelisere til jøder – primært på baggrund af den hårde og skamfulde historie mellem jøder og det tyske folk. Afdelingen i Berlin har åbnet under sommerens J4J kampagnefremstød i Berlin – Læs mere om kampagnen her.

Tilgivelse er Forsoning, men Forsoning er ikke Tilgivelse

Salim J. Munayer, Musalaha, 8. juli 2016 Mange kristne og jødiske forskere diskuterer i dag tilgivelse i forhold til Holocaust. Der er i det israelsk-jødiske miljø opstået et ordsprog: ”Aldrig tilgivet, aldrig glemt”. Tilgivelse plejede at være en religiøs diskussion uden for universitetet, men debatten om tilgivelses er nu rykket der ind også. Forskere er begyndt at studere, hvordan tilgivelse hænger sammen med menneskers velvære både individuelt og i samfundet. For nylig blev jeg inviteret til at give to lektioner basseret på en undersøgelse, vi har lavet i Musalaha. Jeg talte med en gruppe kristne palæstinensere, og med en anden gruppe bestående af særligt religiøse jøder fra Bar Ilan Universitetet i Tel Aviv. Både den kristne- og den jødiske gruppe var udfordret af forelæsningen og den efterfølgende diskussion. I jødedommen er tilgivelse påkrævet under bestemte betingelser i bestemte situationer. I modsætning til kristendommen, som siger at tilgivelse er ubetinget og nødvendig i alle situationer. I jødedommen har forskellige filosofiske skoler dikteret, hvem det er, der skal tilgives, hvad det betyder at tilgive, og hvornår man skal tilgive (fx under Yom Kippur). Rabbinske skoler har forskellige bestemmelser for hvilke krænkelser, der kræver tilgivelse. Tilgivelse og forsoning overlapper generelt i jødisk lære, du tilgiver den anden, hvis han ændrer sin måde at leve på. Denne tilgang går ikke ud fra, at relationen bliver genoprettet, men søger i stedet at tilrette situationen, så ro og orden bliver opretholdt i samfundet. I flere jødiske kilder er tilgivelse vigtigt indenfor fællesskabet, altså imellem en jøde og en anden jøde, men de samme regler er ikke altid gældende mellem en jøde og en ikke-jøde. Den universelle forpligtigelse til at tilgive – Jesu jødiske lære – er ikke indeholdt i ret meget af den rabbinske litteratur. I mit foredrag fortalte jeg den jødiske gruppe om Esajas 53 og om vigtigheden af, at Gud tilgiver os. Bagefter læste vi Matthæusevangeliet kapitel 18 og kiggede på, hvordan Jesus instruerede sine jødiske disciple i at tilgive, på samme måde, som de er blevet tilgivet af Gud. De studerende stillede fremragende spørgsmål, og vi havde en givende diskussion om emnet. Da jeg talte med den kristne palæstinensiske gruppe, fortalte jeg om tilgivelse ud fra bjergprædiken. Vi diskuterede, hvordan tilgivelse hænger uløseligt sammen med troen på Jesus. Mange af tilhørende kom fra traditionelle kirkehjem, og var bekendt med Jesu lære om at elske sine fjender og om at tilgive, men de blev ved med at spørge: ”Hvis jeg tilgiver, betyder det så, at jeg giver afkald på mine rettigheder og min længsel efter retfærdighed”. Det er et godt og et klassisk spørgsmål for en palæstinenser. Dette spørgsmål udtrykker den generelle misforståelse om, hvad tilgivelse og forsoning er. Vi diskuterede det yderligere, og vi kom frem til hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er: Tilgivelse er:                                                             Tilgivelse er ikke: 1. Handling uafhængig af modparten                        1. En følelse 2. En aktiv proces                                                          2. Forglemmelse .                                                                                          3. Undskyldende .                                                                                          4. Forsoning Vi diskuterede, hvordan forsoning er en gensidig handling, hvor begge parter bevæger sig tættere hinanden, og dette inkluderer tilgivelse. Men samtidig indeholder forsoning en stor portion ansvarlighed og genopbyggelse. På den anden side kan tilgivelse finde sted, også selvom den anden part ikke angrer eller beder om tilgivelse. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er glade bagefter, eller at vi har glemt forseelsen eller undskylder modparten, men det betyder, at vi går igennem en intentionel proces, hvor vi forandrer vores attitude overfor modparten, og giver op på vores ønske om hævn. I begge grupper studerede vi flere studier om tilgivelse imellem nogle befolkningsgrupper, som har været i konflikt med hinanden, blandt andet Nordirland, Rwanda og Bosnien. Det var meget oplysende for både palæstinenserne og jøderne at finde ud af, hvor vigtig tilgivelse er i håndteringen af en konflikt. Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale på Musalahas hjemmeside her.

Her kommer jeres Gud! – Update fra Jews 4 Jesus

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 10. juni 2016 I optakten til den jødiske pinse, som falder den 11-13 juni i den jødiske festkalender, har Jews 4 Jesus ført kampagnen ”Behold Your God!”. Denne titel kommer fra Esajas 40,9. Stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud!       –       (Behold Your God!)   Kampagnen var rettet mod tre byer i den midterste del af Israel – Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in. Under kampagnen blev der delt 28.300 foldere ud, snakket i telefon med 3636, 405 videregav deres kontaktinformationer, 334 af dem var jøder, og 43 mennesker tog imod Jesus som herre og frelser, 35 af dem var til et enkelt møde. Et russisk talende team tog en gruppe på 46 russisktalende israelere med på en guidet bibeltur. Efter turen inviterede Valary Bolotov fra teamet deltagerene med hjem til middag, og lovede derefter at fortælle dem om Jesus. Efter måltidet delte hun sit vidnesbyrd og fortalte om Guds store forsonings- og frelses plan. Hun inviterede, de israelere som ville tro på Jesus til at rejse sig op og bede. 35 rejste sig op i erkendelsen af at de havde brug for Jesus og tog imod ham som Messias. En af kampagnelederne sagde målløst, at det var suverænt det vildeste, han indtil videre har oplevet i sin tjeneste. Han håber, at dette er begyndelsen på en ny åbning for evangeliet i Israel. Flere deltagere i kampagnen giver udtryk for nogle givende dage. Hele 30 % – af dem som har svaret på en ringende dørklokke – havde lyst til at høre evangeliet, og en tredjedel af dem har inviteret evangelisterne indenfor, for at høre endnu mere. Det er en bedre statistik end de forgående år under kampagnen. Det er en særlig god statistik, for der bor ca. 60 % ortodokse jøder i Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in, og de plejer at smække døren i. Laura var også ude for en glædelig oplevelse, mens hun stod ved motorvejen med et banner i myldretiden. Der dukkede pludselig en politibil op, og Laura var klar til at forsvare hendes ret til at stå der, men det behøvede hun ikke. Til hendes store overraskelse ville de høre, hvordan det gik, og om nogen generede hende. Da de kørte videre mindede den ene betjent dem om at drikke en masse vand i varmen. Det er en bemærkelsesværdig forskel i forhold til tidligere, for i 2013 blev en mand fra Jews 4 Jesus fængslet for at stå med et missionerende banner langs motorvejen. Mens Genadi var På gaden mødte hun en ung kvinde, som var på en åndelig dannelsesrejse. Hun var meget optaget af mysticisme og forskellige sekter. Men Genadi kunne fornemme at kvinden følte sig urolig indeni. Hun var meget nysgerrig på, hvem Jesus er. Genadi læste Joh 14,6 for hende “Jeg er vejen, sandheden og live; ingen kommer til faderen uden ved mig”. Ordene rørte ved hendes hjerte, og hun tænkte sig om et øjeblik og spurgte om, hvordan hun kunne møde Jesus. Hun bekendte sin skyld og skam, og bad derpå om at tage imod Jesus. Efter de havde bedt sammen, gav hun udtryk for en fred i sit hjerte. I de fornævnte byers område er der adskillige militærbaser. Derfor har Jews 4 Jesus lavet en video til de sociale medier, som er henvendt til israelske soldater. I videoen spørger de: ”er du modig nok – til at undersøge hvem Jesus er?”. Se den humoristiske video her David Brickner lederen af Jews 4 Jesus fortæller, at han drømmer om en fornyet pinse, hvor alle hører evangeliet på deres ejet modersmål, og man vil se store menneskemængder komme til tro. [payment_pre project=”12″]

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning.

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning.

Israelsk medlem af Musalaha, 27. maj 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp. Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv. I disse dage med terrorisme og besættelse, er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, at den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie. Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelske-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeller. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi holdt fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som nogen, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik. Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semitist´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del at et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre. Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres. Mange Jesustroende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv. ” Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget der fører os videre – nemlig håb. Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er Jesu evangelium. Hans inkarnation lærer os at se med vores fjenders øjne, på samme måde som han blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst. Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme. Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Vil i ikke være med til at bede for Musalaha og alle i dette brudte land, som ønsker at bringe frelse og forsoning gennem evangeliets kraftfulde budskab. Læs Den originale her: Mixing oil and Water

Vi har alle brug for forsoning

Vi har alle brug for forsoning

– Musalaha kvindegruppe på udflugt i Tel Aviv 

Hedva Haymov, Musalahas kvindeafdeling, 20. maj 2016 Jeg ved godt, at man nogle gange, efter at have læst artikler fra Musalaha, kan komme til at overveje: ”Bliver folk ikke trætte af at snakke om forsoning mellem israelere og palæstinensere? Hvor mange gange kan man snakke om de forskellige perspektiver og diskutere dem?” Forhåbentlig kan denne artikel give dig et indblik i noget af det andet, som vi laver. Forsoning er ikke kun nødvendigt mellem israelere og palæstinensere. Det er også nødvendigt at forsone sig med sig selv, sin nabo og med Gud. I april besøgte en gruppe på 28 kvinder en lokal menighed i den sydlige del af Tel Aviv. Denne menighed hjælper til daglig mennesker i den fattigste og mest kriminelle del af storbyen. Vi har flere gange haft grupper i Tel Aviv for at hjælpe. Vi kommer og donerer penge og tøj, serverer et varmt måltid mad, og får en ærlig samtale med dem, som sidder fast i blandt andet stoffer og prostitution. Det er altid en øjenåbner for os kvinder at se nogle, som lever og overlever i dette hårde miljø. Når vi normalt bruger meget tid på at opbygge relationer og tale om konfliktens problemer, kan vi nemt komme til at tro, at det er på den måde, vi løser problemerne i vores samfund. Men der er mange problemer i det israelsk-palæstinensiske samfund, og konflikten er blot en af dem. Det er nødvendigt at se andre sociale sygdomme og lære af de mange udfordringer, så vi kan bidrage til at løse dem. Da vi kom, fik vi først en introduktion til arbejdet i det sydlige Tel Aviv og en rundtur i området. Imens blev vi efterfulgt af alle mulige misbrugere og alfonser, der ville sikre sig, at vi ikke blandede os i deres anliggender. Bagefter tog vi tilbage til hovedkvarteret for at bede. Imens vi sang og bad for dem, vi havde set på gaden, fik suppekøkkenet mere og mere travlt. Alle mulige personer kom ovenpå til vores lille møde for at kigge efter det tøj, som vi havde doneret. Imens de ledte, kunne de høre vores lovsang og vidnesbyrd både på hebraisk, arabisk og engelsk. Et par tydeligt gravide kvinder fra området havde brugt morgenen på at hjælpe med opvasken, imens de andre uddelte mad. Da de var færdige, sendte lederen de gravide kvinder op til os. En af dem havde været i suppekøkkenet ugen før, og havde i den sammenhæng bedt om forsoning med Jesus og om frelse i hans navn. Denne gang havde hun taget tre veninder med. To af dem talte russisk, så vi oversatte og spurgte dem om, de ville bede sammen med os. Hver og en af dem bad om, at Gud ville tage imod dem og forsone sig med dem. Efterfølgende spurgte de, om vi ville bede for deres store børn, og om at de ville blive forsonet med deres familier og selvfølgelig med Gud. Vi bad for dem på alle de tilstedeværende sprog. Så hvorfor tager vi vores kvindegrupper med til Tel Aviv? Fordi forsoning (musalaha) ikke kun handler om, hvordan vi møder forskellige etniske og nationale grupperinger. Vi har alle brug for forsoning. Kvinderne fra Tel Aviv mindede os om, at forsoning kan ske på mange måder, og vigtigst af alt kan det ske på mange måder mellem os og Gud.

Teologisk refleksion: Hemmelighederne ved Guds hellige navn.

Teologisk refleksion: Hemmelighederne ved Guds hellige navn.

Elisabeth E. Levy, International leder af Caspari centeret, 13. Maj 2016 I 2. Mosebog kapitel 3 taler Gud til Moses. Han sender ham til Farao med et budskab om at lade israelitterne forlade Egypten. Moses er tøvende og beder om at få Guds navn, så han kan fortælle israelitterne, hvem der har sendt ham for at udfri dem. Gud afslører sit navn til Moses i vers 14. ”Jeg er den, jeg er!” og på hebraisk – eheye asher eheye (אהיה אשר אהיה). Og Gud tilføjer i vers 15 ”Sådan skal du sige til isrealitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud, har sendt mig til jer…” Egypterne havde mange guder med mange navne. Derfor ville Moses være sikker på, at han kunne navnet på Gud, for at han kunne overbevise israelitterne om, at Gud havde sendt ham til dem. Gud kaldte sig selv ”JEG ER” eheye. Det er på hebraisk et ord på fire bogstaver, også kaldet et Tetragrammaton. De fire hellige bogstaver יהוה (YHWH), er udledt af formen אהיה altså JEG ER. YHWH eller som i vers 15, Jahve, endte med at blive det mest hellige navn for det jødiske folk. På hebraisk er der et ordspil mellem ”Jeg er” og YHWH. Begge måder er forstået som en form af det hebraiske verbum ”at være” haya היה. YHWH (ofte oversat til Herren) blev så hellig i den jødiske tradition, at det ikke var tilladt at sige det. Når det blev læst højt fra biblen, blev navnet udtalt Adonai, som betyder Herren. Den eneste undtagelse var når ypperstepræsten trådte ind i det aller helligste i templet på Yom Kippur.

Et verbum

Navnet JEG ER, som Moses får fra Gud, er ikke et egenavn, som man kunne have forventet, men det står som et aktivt handlende verbum. Der er to tider i bibelsk hebraisk, fuldkommen tid og ufuldkommen tid. Formerne er ikke brugt til at udtrykke, hvornår det skete i tid, som vi forstår det i dag, men nærmere til at beskrive aspekter i verbet, om det er noget punktuelt eller noget kontinuerligt. Derfor, afhængig af formen, kan JEG ER forstås som værende lige nu, eller hele tiden. I teksten fra 2. Mosebog bruger Gud verbet i en ufuldkommen tid til at beskrive sit navn. Måske afslører det nogle af navnets hemmeligheder. Den ufuldkommene eller kontinuerlige form af JEG ER har ingen begyndelse eller slutning. Gud er fra evighed til evighed. Han er den samme i går, i dag og i morgen. Han er den eneste, som er uforanderlig i en foranderlig verden.

Vold fører til åndelig krise – svar fra ungdomsledere

Vold fører til åndelig krise – svar fra ungdomsledere

Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 11. maj 2016 ”På den ene side græder jeg over alle de dræbte palæstinensere, men på den anden side skal jeg som leder konstant overveje, hvordan jeg viser mine følelser… Jeg kan ikke prædike Guds fred den ene dag og tale for vold den næste” (ungdomsleder i Musalaha). I februar skrev jeg om nogle af de udfordringer, som unge kristne palæstinensere stod i under den seneste voldelige periode i Israel. I den første artikel fortalte jeg om børn og unges reaktion på den kontinuerlige cyklus af vold. I denne artikel fortæller jeg om ungdomsledernes egne oplevelser og svar på mediernes og voldens indflydelse blandt børn og unge. Læs første del af artiklen her.

Volden

Mens lederne fortalte om de unges reaktion på volden, delte nogle af lederne også deres personlige kamp med angsten. En leder fortalte: ”En dag, mens vi holdt pause og legede med børnene ude i en gårdsplads, tvang en militær jeep sig ind i gården. De kiggede efter nogle børn, som havde kastet sten efter et checkpoint i nærheden. De råbte efter os ”Hvem kastede sten?” Vi skyndte os at få børnene indenfor. Jeg var nervøs, bange og vred over det, der lige var sket.” En anden leder fortalte om sin indre kamp. ”Jeg føler mig undertrykt og ydmyget som palæstinenser, men på den anden side er jeg en leder for børn og unge, og jeg må være mit ansvar bevidst.”

Sociale mediers rolle under konflikten

”Da videoerne begyndte at cirkulere på de sociale medier, kunne jeg som voksen godt forholde mig objektiv omkring det. Men jeg kan ikke se, hvordan en 12 årig dreng eller pige kan nå frem til det samme.” Den første nyhedskilde for unge palæstinensere er Facebook. Når de unge ser billeder eller videoer på Facebook, som viser tilskadekomne og er efterfulgt af et budskab som taler for vold, stiger frustrationerne og skaber en hævngerrighed hos de unge. Vi kan dog ikke bebrejde de sociale-medier som hovedintiativtageren til den voldelige opførsel blandt unge. Denne generation, som er født i de sene 90’ere, har levet under krige, besættelse og terror hele deres barndom. Et studie fortæller, at gentagende visning af politisk vold mod palæstinensere har indflydelse på unges psykologiske tilstand. Disse unge udviser en højere grad af usikkerhed, angst, emotionel træthed, depression og post traumatisk stress. Vi overvejede denne undersøgelse og blev klar over, at mange i disse påvirkninger er ude af vores hænder. Samtidig er der stadig brug, for at skabe et sikkert rum for de unge, hvor de kan møde det bibelske svar til verden omkring os.

Hvordan kan vi hjælpe vores unge?

I vores diskussioner gav vi indspark til, hvordan vi kan hjælpe vores ungdom i denne svære periode. Det var en stor hjælp at høre, hvordan andre ledere taler om situationen, og vi havde alle noget at give videre til hinanden. Vi skal være opmærksom på, hvordan vi udtrykker vores følelser og frustrationer online. Mens vi begræder tabet af vores landsmænd, skal vi være forsigtige med, hvordan vi udtrykker vores sorg og vrede, så det ikke for håbløsheden hos de unge til at stige. Vi skal turde at være sårbare over for vores børn og unge. En leder sagde: ”Jeg prøver ikke at bevare et Supermans-billede over for de unge. Sommetider ved jeg ikke, hvad jeg skal svare, vi har ingen gode svar, men i stedet for at feje spørgsmålene ind under gulvtæppet, adresserer vi spørgsmålene og er ærlige om, at vi som ledere ikke altid har svarene.” Vi skal bede. En anden leder sagde ” Jeg synes, min rolle blandt de unge er at skabe forandring. Nogle kaster med sten, men jeg tror, at vi skal stå imod igennem bøn. Lad os bede for andre unge i landet. Lad os byde ind med vores bøn for vores konflikt. Vi skal hjælpe vores unge til at se på konflikten fra et åndeligt perspektiv. En anden leder nævnte, at vi skal minde de unge om, at bibelen er fuld af eksempler på mennesker, som ikke havde et nemt liv. ”På trods af deres udfordringer arbejdede Gud med dem. Når man er efterfølger af Jesus, handler det ikke om at have et nemt liv, men at lære at sejre på trods af sine problemer”. Vi skal kæmpe imod offermentaliteten, ved at opmuntre de unge til at tænke på andre. ”Jeg opmuntrer mine unge til at vokse i medfølelse for andre i deres by. Jeg opmuntrer dem til at give tøj til dem, som lider på baggrund af volden”. Mens meget at de vi snakkede om udtrykte håbløshed, forlod vi mødet med håb. Vi er her ikke blot for at informere de unge, men for at vandre med dem på deres livsrejse og hjælpe dem med at finde svar. Vi vil hjælpe dem med at tænke kritisk, forsigtigt, og få et kristent tankemønster angående deres valg og de konsekvenser, som følger med. På denne måde giver vi dem redskaber til at søge og finde svar på egen hånd. Grupper af ledere tog hjem med nye ideer og med vished om, at de andre ledere arbejder med på at udruste palæstinensiske unge til at leve som kristne midt i enhver vanskelig situation. [payment_pre project=”13″]

”Åh nej, har de stjålet dig” – israelske studerende på besøg i Danmark.

”Åh nej, har de stjålet dig”

Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder, d. 15 april 2016 Bathel og Jezzel rejste under påskeugen fra Israel til Danmark for at deltage i KFS’ påskelejr i Skanderborg. De sidder begge to med i FCSI-bibelstudiegrupper sammen med andre studerende i Israel. Ved deres ankomst havde de tid til et interview om det at være studerende og kristen i Israel. Bathel er etiopisk jøde, og da hun var 3 år gammel immigrerede hendes familie fra Etiopien til Israel. Hun læser jura på det hebraiske universitet i Jerusalem. Det er en udfordring for Bathel at være Jesus-troende jøde blandt hendes medstuderende. Hun bliver som messiansk jøde i flere sammenhænge opfattet som en falsk jøde, og samtidig er der mange israelere, der ikke bryder sig om etiopiske jøder. Den opfattelse bliver Bathel desværre også mødt med i universitetsmiljøet. En dag på busstationen i Jerusalem faldt hun i snak med en jødisk kvinde om religion. Da Bathel fortalte, at hun var en Jesustroende jøde, udbrød damen: ” Åh nej, har de stjålet dig?! Men du er jo så smuk og klog, det er virkelig trist…”. Det var et klart udtryk for Bathel om, hvor svært jøder har ved at forholde sig til troen på Jesus, når det både er trist, og tilmed bliver beskrevet som om, hun er blevet stjålet af de kristne. Jezzel er araber fra Kyriat Shmona i det nordlige Israel, hvor hun læser til socialrådgiver. Hun oplever, at Gud har givet hende et hjerte for de socialt udsatte. Hun mener ikke, at der er gode eller dårlige mennesker i verden, men kun mennesker som har været i dårlige situationer. Da jeg spørger ind til konflikten, nævner Jezzel alligevel en forskel på mennesker, som for hende er meget vigtig. Der er dem som tror på Jesus, og dem som ikke tror på Jesus. Hun ser ikke israelere, arabere eller amerikanere, men to slags mennesker, dem som lever med Gud og dem som lever uden Gud. ”For lever du med Gud, ser du mennesker anderledes, så vil du elske mennesker uanset deres farve, etnicitet og køn”. Mens vi snakker om konflikten, fortæller Bathel, at hun for tiden føler sig utryg i Israel. Der har været flere terrorangreb på busser i hendes nabolag. Selvom hun holder meget af Israel og oplever en særlig velsignelse ved at bo i landet, er det svært for hende, at være i et område styret af uretfærdighed og undertrykkelse. Det er ikke kun palæstinensere, der oplever uretfærdighed. Mange etiopiske jøder oplever også undertrykkelse og social uretfærdighed rundt omkring i Israel. Jezzel fortæller, at mange i Israel er utrygge, og mennesker, som normalt er fredelige, er begyndt at gå med kniv. Til hendes kollegium går der ingen busser, derfor forsøger de studerende sig ofte med at få et lift frem og tilbage fra byen. En dag fik hun og en veninde et lift. Da hun sætter sig i sædet kan hun mærke at hun sidder oven på noget. Det viser sig, at det er en kæmpe kniv. Veninden gør store øjne og spørger om, det er Jezzels. Jezzel ryster kraftigt på hovedet og de skynder sig ud af bilen, nødsaget til at gå det sidste stykke til kollegiet. Jezzel er rystet over, at almindelige mennesker er så bange, at de i normalt fredelige områder er begyndt at bevæbne sig. Jezzel startede for et år siden en bibelstudiegruppe op på hendes kollegium i Kyriat Shmona. De mødes nu 15 studerende en gang om ugen til bøn og bibelstudie. Der er ingen kirker i området, derfor er det for Jezzel enormt opmuntrende at være i et kristent fællesskab midt iblandt andre studerende. Jezzel oplever igennem studiegruppen at blive udrustet til at være verdens lys, hvortil hun slutter vores snak af med at sige: ” Hvis ikke vi som Jesu disciple proklamerer hans navn, hvem vil så gøre det”. Jezzel og Bathel fortalte på vej hjem at de havde haft et dejligt ophold i Danmark. Det var meget lærerigt og opbyggende for dem at være sammen med studerende fra Danmark. De glædede sig til at komme hjem og omsætte oplevelsen til praksis i deres bibelstudiegruppe.

Læs mere om studenterarbejdet her

  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503