Skip to main content

Forfatter: Joakim Hjorth

Messiansk leder: “Der er en langt større åbenhed for evangeliet blandt jøder i dag”

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Blandet.

Af Joakim Hjorth, 25. juni 2019

”Der er i dag en langt større åbenhed for evangeliet blandt jøder i Nordamerika, Østeuropa – og også i Israel.”

Sådan lyder det fra Tuvya Zaretsky. Han har gennem flere årtier været en central figur i den globale jødemission, hvilket hans CV tydeligt vidner om.

Tuvya var med til at starte Jews For Jesus tilbage i 1970’erne og er i dag en af lederne på globalt plan i samme organisation. Desuden er han bestyrelsesformand for Jews For Jesus i Israel og har siden slut-halvfemserne været en af nøglefigurerne i LCJE (Lausannebevægelsens netværk for jødemission, som Israelsmissionen også er en del af).

Men sådan har det ikke altid set ud for Tuvya. Han voksede op som del af en jødisk kultur, og det var først i midten af 20’erne at han, gennem en kristen kollega, kom til tro på Jesus.

Tuvya blev hurtigt involveret i den globale mission gennem Lausanne bevægelsen: ”Jeg var på Lausanne-kongressen for verdensevangelisation i Schweiz i 1974, selvom jeg kun var 27 år gammel. Det var mit første møde med tanken om verdensmission,” fortæller han.

I 1980 afholdt Lausanne en konference om ”unåede folkeslag” i Thailand. Her blev de første skridt mod dannelsen af LCJE-netværket taget. Et netværk Tuvya værdsætter: ”Det er nu et af de mest udviklede netværk inden for Lausanne, og det eneste som sætter jødemission på verdensplan på dagsordenen.”

Tre evangeliske bølger

Når Tuvya Zaretsky skal sige noget om evangeliets fremdrift inden for jødedommen, starter han med et historisk tilbageblik. Han fortæller om tre bølger af messiansk vækkelse.

”I 1970’erne var der en stor bølge af nordamerikanske unge jøder, der kom til tro på Jesus, og det antal er steget siden da i takt med, at modstanden fra det amerikanske jødiske samfund er dalet,” siger Tuvya og fortsætter:

”I 1990’erne skyllede en åndelig bølge hen over det jødiske samfund i det tidligere Sovjetunionen. Disse nye troende flyttede med russisk-talende jøder, som begyndte at emigrere til USA og Israel. Det ændrede jødisk demografi og attituden over for evangeliet blandt jøder de steder.”

Og ifølge Tuvya er den tredje bølge i gang – ikke mindst i Israel: ”Vi ser nu en tredje åndelig bølge bryde ud blandt den yngre del af den israelske befolkning. Desuden estimerer vi, at lige under 2 procent af verdens 12,9 millioner jøder (omkring 250.000 red.) i dag er messianske.”

”Samtidig ser vi et skift i kirkens holdning til Israel, jøder og jødemission – og måske ikke til det bedre. Vi hører oftere og oftere kirkens ledere vælge side mellem jøder og arabere eller mellem israelere og palæstinensere,” siger han.

Ifølge Tuvya er der brug for, at kirken minder sig selv om en vigtig del af evangeliets budskab.

”Der er for mange kirker, der mangler budskabet om, at Jesus Messias er det eneste håb for frelse for både jøder og arabere og for forsoning med Gud og med hinanden,” siger han.

En kulturel outsider kigger indad

På spørgsmålet om, hvordan han ser kirkens tilstand i forhold til at dele evangeliet, afslører Tuvyas svar et stort hjerte for at engagere sig i kulturen omkring sig: “Som jeg ser det, er den mest dynamiske kirke den, der er knyttet til lokalsamfundet og udtrykker Jesu kærlighed, som det er udtrykt i evangeliet, gennem møder med naboer og fremmede,” siger han og fortsætter:

”Det glæder mig at se nogle af de forsøg, jeg ser i kirker i de større byer, som sigter efter at gøre mennesker, der ikke tror, interesserede i åndelige problemstillinger, der faktisk siger dem noget. Som en kulturel outsider i Kristi legeme, med min jødiske baggrund, har jeg oplevet kirker kæmpe for at bryde med komfortable traditioner og prøve at involvere sig i et samfund, der er sekulariseret, bibelsk analfabetisk og frakoblet organiseret religion, men som alligevel er åndeligt sultent.”

For Tuvya er det afgørende, at vi tør involvere os i en kompliceret verden.

“Jeg er imponeret og inspireret af kristne, som tænker længe og grundigt over, hvordan vi skal møde nutidens kultur. Jeg voksede op uden for kristendommen og hørte ofte kristne tale som om, de var en kulturel majoritet i Amerika, der gik meget lidt op i, hvordan de blev hørt af andre eller af den egentlige majoritet – ikke-frelste som mig selv,” fortæller han.

Hjælp dem med at høre

Tuvya slutter af med en opmuntring og et råd til kirken i dag: ”Jeg ønsker at opmuntre til, at vi, ydmygt, involverer os i kulturerne omkring os.” Han mener, at vores samfund er i gang med at ændre sig, både ideologisk og kulturelt, og at vi som kristne er nødt til at indstille os på at navigere i denne nye situation.

”Samtidig har jeg lyst til at råde kristne ledere til at tjene med Guds Ord og at tillade Guds sind at få taleret i vores kulturer. Jeg foretrækker at høre fra Jesus selv og ikke fra nogens forestillinger om, hvem Jesus er. Kristne bør studere og forstå det ”sprog” som dem, der ikke kender Jesus, taler, for at hjælpe dem med at høre deres frelsers stemme,” afslutter Tuvya.

Denne artikel er en oversat og redigeret udgave af en artikel fra Christianity Today, som kan læses her: https://www.christianitytoday.com/edstetzer/2019/may/one-on-one-with-tuvya-zaretsky-on-jewish-evangelism.html?fbclid=IwAR20YISDu6BLVbO2d7GSjyHx__fwuZuPjXkF2h2vAYf3wwn_7eJ4gepVTkA

Splittelse præger det israelske samfund

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Af Joakim Hjorth, 4. juni 2019

Under to måneder efter det israelske parlamentsvalg har premierminister Benjamin Netanyahu set sig nødsaget til at udskrive nyvalg, da det ikke lykkedes at samle den israelske højrefløj om et regeringsgrundlag. Men det er ikke kun på den politiske scene at splittelse præger det israelske samfund. Flere episoder fra de seneste måneder vidner om et samfund, hvor kløfterne ofte er større end broerne og hvor uenighed skaber dybe sår.

Andet valg i 2019

17. september skal israelerne til stemmeurnerne igen, for anden gang på et halvt år.

Årsagen er, at den israelske højrefløj ikke kunne samles om en regeringsdannelse med Benjamin Netanyahu i spidsen, primært fordi de sekulære og religiøse partier, som bakker op om Netanyahu, har modstridende interesser, ikke mindst om ortodokse jøders ret til fritagelse for militærtjeneste.

Dermed ser den politiske uro, der har præget landet siden december, hvor det forrige parlamentsvalg blev udskrevet, ud til at fortsætte hen over sommeren. Til september vil Israel således have været i en valgkampstilstand i næsten 9 måneder.

Israelerne er dybt splittede politisk. Men splittelsen ses også andre steder i samfundet – ikke mindst når det kommer til religionsfriheden.

To episoder fra den forgangne måned viser desværre dette med al tydelighed.

Jesus-troende møder modstand

I midten af maj blev et kristent tv-studie i Jerusalem ødelagt af en brand. Branden blev påsat ved at en ukendt mand, ifølge overvågningsbillederne, kastede en brændende genstand ind i studiet, efter at have klatret op på studiets tag. Studiet var heldigvis ubemandet og ingen kom derfor til skade.

Studiet tilhører Daystar Television Network, som på verdensplan er en af de største kristne tv-stationer. De er samtidig den eneste kristne tv-kanal, der kan ses både på israelsk kabel- og satellit-fjernsyn.

Modstanden er dog ikke begrænset til materielle skader.

I sidste uge blev den messianske menighed King of Kings i Jerusalem udsat for en voldsom demonstration fra den ortodokse anti-missionær gruppe Lehava.

I forbindelse med en koncert i menighedens lokaler i det centrale Jerusalem, belejrede en gruppe ortodokse jøder, deriblandt børn, området udenfor menighedslokalerne, spyttede på folk på vej ind til koncerten og råbte forskellige nedsættende mottoer som: ”Missionær-affald – ud af Israel!”

Da nogle af koncertgæsterne ville forlade bygningen, blev de mødt af ortodokse jøder med fløjter, aggressive tilråb og nogle steder endda forsøg på blokering af udgange. Det israelske politi dukkede op, men flere af de tilstedeværende oplevede ikke, at der blev gjort tilstrækkeligt for at begrænse demonstranternes voldsomme adfærd.

Flere af koncertgæsterne blev lettere såret og nogle ramt af peberspray, som enten demonstranterne eller politiet havde udløst.

Shelly Greenberg, en af de messianske jøder der deltog i koncerten, var overrasket over demonstrationens voldsomhed: ”Det blev voldeligt, meget mere end normalt. Det var ikke den sædvanlige form for protest. Jeg har ledt nogle arrangementer tidligere og demonstrationerne har aldrig været så slemme før.”

Flere af koncertgængerne filmede de ortodokses voldsomme adfærd. Videoerne kan ses her: https://kehilanews.allisrael.com/angry-mob-protests-outside-messianic-concert-in-jerusalem/E

Konflikten koster

Men det er ikke kun internt i Israel, at splittelsen huserer.

I begyndelsen af maj udløste længere tids spændinger mellem Hamas i Gaza og Israel en voldsom og gensidig raketregn, der endte med at koste liv på begge sider.

Spændingen mellem parterne er intensiveret over det seneste år og der er jævnligt raketudvekslinger mellem det israelske militær og Hamas.

Konfliktens symbolske centrum siges at være Tempelpladsen i Jerusalem, hvor der ofte er sammenstød mellem muslimske og jødiske tilbedere, der hver især kræver retten til det omstridte område.

Søndag, hvor mange israelere fejrede ”Jerusalem Day”, der er årsdagen for Jerusalems genforening (med henvisning til seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede den østlige del af Jerusalem red.), opstod der sammenstød på Tempelpladsen mellem muslimer og jøder.

Med israelske flag i hænderne gik titusindvis af israelere igennem det muslimske kvarter i Jerusalems gamle bydel, for at markere genforeningen. Paraden endte ved området omkring Templepladsen, hvor uroen opstod.

Normalt er området forbeholdt muslimer under de sidste dage af Ramadanen, muslimernes fastemåned som fejres i disse dage, men politiet havde i anledning af Jerusalem Day valgt at give adgang til omkring 120 jøder.

Håbet findes stadig

Splittelsen i det israelske samfund er altså til at få øje på.

Men der er også håb. Håb om en fremtid med fred og samtale. Om end spinkelt, så findes håbet – ikke mindst hos vores samarbejdspartner Musalaha, der kæmper for forsoning mellem israelere og palæstinensere. For dem er håbet ikke væk, så længe der findes villighed til at tale med den anden side.

Derfor opfordrer vi i Israelsmissionen til bøn for landet, for de messianske jøders ret til at tro på Jesus som Messias, for forsoning og for Musalahas arbejde.

Vi håber, at du vil bede og støtte sammen med os!

Du kan læse mere om Musalaha og støtte deres arbejde her: http://israel.dk/hvem/israel/musalaha/

Det israelske valg: Usikker fremtid for messianske jøder og palæstinensere

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Af Joakim Hjorth, 3. maj 2019  

Valgtermometeret er så småt ved at nærme sig de varme grader her i Danmark. Valgplakater gøres klar, debatten intensiveres og linjerne trækkes op, imens vi venter på statsministerens udskrivelse. Vigtigheden og det afgørende ved sådan et valg mærkes tydeligt i disse dage. Den 9. april 2019 stod israelerne også foran et afgørende valg.

Et valg mellem den siddende premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans støtter på højrefløjen og så det blot få måneder gamle parti Blå og Hvid, der kategoriseres som et centrum-højre parti, anført af en række tidligere militærchefer, især Benny Gantz, der i valgkampen blev ansigtet på alternativet til ”Bibi” Netanyahu og den politiske linje, som er blevet ført de sidste 10 år i Israel.

Her, en måneds tid efter valget, sender vi et overblik over resultaterne og dets umiddelbare konsekvenser for de grupper vi i Israelsmissionen arbejder sammen med.

Resultatet – et ryk mod højre

På selve valgaftenen var der lidt forvirring omkring resultatet og både Gantz og Netanyahu nåede at erklære sig som vindere, da begge partier fik et strålende valg. Gantz’ Blå og Hvid, stormede ind i Knesset (Israels parlament red.) med 35 mandater ud af 120 mulige. Netanyahus parti, Likud, gik fem pladser frem i forhold til sidste valg og endte på 35 mandater. De er dermed Knessets største parti.

Selvom vi, her en måneds tid efter valget, stadig ikke har fået en ny regering i Israel, så var det tydeligt dagen efter valget, at Netanyahu og højrefløjen stod som sejrherrer.

For selvom mange af højrefløjens partier gik tilbage i forhold til sidste valg, så er de to ortodokse partier gået frem og sammen med Likuds fremgang, sikrer det flertallet til Benjamin Netanyahu.

Valgets tabere må siges at være det traditionelle oppositionsparti Arbejderpartiet, der med en tilbagegang fra 24 til 6 mandater, taber 3/4 af deres støtter. Desuden oplevede de to arabiske partier en tilbagegang fra samlet 13 mandater ved sidste valg til 10.

Dermed kan Netanyahu se frem til, om få måneder, at blive den længst siddende premierminister i Israels historie. Men alt er ikke en dans på roser for den populære politiker.

Han kan se frem til en valgperiode med udfordringer fra flere sider, med en regering der formentlig kommer til at bestå af en bred koalition med forskellige interesser, der skal holdes tilfredse. Og på sidelinjen hænger flere korruptionsanklager i forbindelse med Netanyahus person i luften og spøger.

Flere rygter siger endda, at Netanyahu overvejer at indføre immunitet for siddende politikere for at undgå retsforfølgelse. En sådan manøvre vil dog være meget drastisk og må derfor foreløbigt ses som et tvivlsomt scenarie.

Uanset hvad, er der stor opmærksomhed omkring Netanyahus person i Israel, men det skræmmer tilsyneladende ikke vælgerne væk. Tværtimod.

Udfordringer for de messianske jøder

Konsekvenserne af valgets resultat og den styrkede højrefløj i Israel er svære at forudse. Men umiddelbart får det afgørende betydning for flere af de grupper, vi i Israelsmissionen beskæftiger os med. Ikke mindst de messianske jøder i landet.

Inden valget mente flere i det messianske miljø, at valgets vigtigste tema for dem ville blive spørgsmålet om religionsfrihed og hvad det vil sige at være jøde i nutidens Israel.

Under ledelse af det ortodokse parti Shas har Indenrigsministeriet og dermed myndigheden til at afgøre, hvem der er jøde og har ret til statsborgerskab i Israel, samt friheden for messianske jøder til at definere sig selv som jøder, besværliggjort det at lave ’aliyah’ (at vende hjem til Israel red.), hvis man er messiansk jøde.

Desuden er det nærmest umuligt for et messiansk par at blive gift i Israel, og der har været flere eksempler på, at myndighederne har modarbejdet messianske bevægelser og enkeltpersoner.

Som valgresultatet er faldet ud, tyder meget på, at Indenrigsministeriet fortsat vil være kontrolleret af ortodokse partier og at den modvilje, der udvises mod messianske jøder og deres rettigheder, fortsætter.

Generelt peger flere analytikere på, at den ortodokse indflydelse på det israelske samfund – i forhold til overholdelsen af sabbat, militærtjeneste og et ønske om en mindre pluralistisk kultur i det hele taget – vil fortsætte med samme styrke i den kommende valgperiode.

En fredsproces med hulller

En anden gruppering, der forventes at kunne mærke valgresultatet negativt, er den arabiske befolkning i Israel og palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza.

Benjamin Netanyahu sagde få dage før valget på det israelske nyhedsmedie Channel 12 følgende, om de israelske bosættelser der præger Vestbredden:

”Jeg vil indføre suverænitet, men jeg vil ikke skelne mellem større bosættelser og isolerede bosættelser. Fra mit perspektiv er enhver form for bosættelse israelsk og vi, som israelsk regering, har et ansvar for dem. Jeg vil ikke rykke nogen op med rødderne og jeg vil ikke overføre suverænitet til palæstinenserne.”

Om Netanyahu rent faktisk har til hensigt at annektere (at inkludere i staten Israel red.) de israelske bosættelser i området, der huser over 500.000 israelere, vides ikke med sikkerhed. Men meget tyder på, at han kraftigt overvejer muligheden, ikke mindst fordi hans støttepartier på højrefløjen har drømt om lige netop det scenarie i mange år.

Hvad det vil betyde for fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne er svært at spå om, men det er samtidig svært at forestille sig andet, end at mange palæstinensere vil se det som et fatalt skridt i den forkerte retning i kampen for en palæstinensisk stat, da Vestbredden dermed vil være ”hullet” af israelsk territorium.

Derudover har Netanyahus regering for nylig fået vedtaget en kontroversiel lov – den såkaldte jødiske nationalstatslov – der af mange opleves som underminerende for den relativt store arabiske befolkning i selve Israel og deres ligeværd med den jødiske del af befolkningen.

Bed for Israels fremtid

I Israelsmissionen vil vi opfordre til bøn for Israel og landets politiske fremtid. Bed om, at der må blive truffet kloge og vise beslutninger, at fred må være højt på dagsordenen og at de messianske jøder, palæstinenserne og andre minoriteter i området, må bevare og få udvidet deres rettigheder og kunne leve gode liv uden frygt.

Samtidig ønsker vi mest af alt, at Jesus og evangeliet om ham må blive stort for mennesker i det selvsamme område. Bed om, at Kongernes Konge må sætte spor i hjerter og sind.

Hvis du er interesseret i at læse mere om den messianske bevægelse i Israel og deres reaktioner på valget, kan du kigge forbi www.kehilanews.com. Der findes flere blogindlæg og artikler om emnet.

Nyt fra Immanuelkirken: En hverdag af fællesskab

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Blandet.

Af Marit Long, diakon og præstefrue i Immanuelkirken

Jeg er en af diakonerne i Immanuelkirken og jeg føler mig heldig, fordi jeg har en varieret hverdag med gode udfordringer indenfor mine meget forskellige ansvarsområder i Immanuelkirkens arbejde. Her vil jeg give nogle glimt, af det min hverdag indeholder:

Det er en stor velsignelse, at der kommer volontører til Israel hvert år for at give af deres tid til at tjene i Israelsmissionen. For mig er det også en stor glæde at have opfølgnings ansvaret for dem og et privilegie at få lov at gå et stykke ad vejen sammen med dem. I Tel Aviv er månedlige teamsamlinger en del af volontørprogrammet. Her spiser vi frokost sammen i præstelejligheden, tager en delerunde, hvor vi deler hvad der går godt og hvad der kan blive bedre, har fællesskab sammen og beder sammen. I år har vi to volontører fra Tyskland (Leah og Aline) udover Sølvi og Tor Johan fra Norge.

Jeg står også for at samle de norske volontører, der tjener både i Jerusalem, Haifa og Tel Aviv mindst én gang pr. halvår. I efteråret havde vi en dejlig dag i Haifa (Tor Arne, lokal mentor i Haifa, var også med). Der besøgte vi plejehjemmet Ebenezer og Beit Eliahu (den messianske menighed der ligger i forlængelse af hjemmet), gik tur på promenaden og spiste frokost sammen. Der blev også tid til en runde, hvor vi hver især kunne dele lidt og til bøn for hinanden. Her i foråret vil volontørerne få et tilbud om en tur, udover en dag sammen i Tel Aviv.

Jeg føler mig også privilegeret ved at arbejde sammen med det palæstinensiske bibelselskab (PBS) på Vestbredden. I februar deltog volontørerne og jeg i projekter både på en skole i Beit Jala og i en børnehave i Betlehem. PBS havde forberedt et morsomt skuespil om Tom & Jerry, som de fremførte begge steder og vi ledte nogle sange på skolen og havde forberedt en kreativ aktivitet for børnene i børnehaven med temaet ’kærlighed’. Det er altid meningsfyldt at være sammen med både børnene og lærerne og det er stærkt at arbejde sammen med vores venner i PBS.

I Immanuelkirken har jeg blandt andet ansvaret for at organisere lovsangsaftner. De to sidste aftner (januar og marts) har der været ca. 60 mennesker til stede, fra flere forskellige messianske menigheder samt fra Hillsong og bandet har bestået af lokale israelere udover mig selv. Visionen for aftnerne er, at vi ønsker at samle troende fra forskellige menigheder til fællesskab og opbyggelse i lovsang. Før lovsangsaftnerne rydder vi stolene fra kirkerummet og har instrumenterne i midten, sådan at folk kan stå rundt om os. På den måde mindsker vi oplevelsen af ’dem og os’ og øger oplevelsen af, at vi lovsynger sammen. Kirkedørene er åbne, da vi ønsker at det skal være let at komme ind og deltage for tilfældige forbipasserende. Vi oplever ofte, at folk kommer ind og kigger, nogle i minutter og andre i længere tid. Aftnerne ledes på hebraisk og vi synger både på hebraisk og engelsk.

Torsdag lød bombealarmen over Tel Aviv. Det var første gang den gik for alvor, siden vi flyttede hertil i august 2016 og det skete meget pludseligt, en helt normal aften. Det tog nogle sekunder, før jeg virkelig forstod at det var alvor og så skyndte vi os ned i bomberummet med en sovende søn i armene sammen med unge-voksne gruppen, som var samlet til bibelstudie i etagen under. Heldigvis har vi øvet os på scenariet, så rutinen sad der og det hele gik godt. Samtidig var det en konkret påmindelse om realiteten af området vi bor i, hvor sådanne ting pludselig kan ske. Jeg er taknemmelig for, at vi har bomberummet i kælderen og også for det gode forsvarssystem i Israel.

Forsoningskonference satte fokus på identitet og konflikt

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Af Joakim Hjorth, 8. marts 2019

D. 14.-17. februar mødtes messianske jøder og palæstinensiske kristne i Antalya i Tyrkiet til en konference arrangeret af Lausanne Initiative on Reconciliation in Israel/Palestine (Lausannes netværk for forsoning i Israel/Palæstina).

Netværkets formål er ”at fremme forsoning både indenfor kirken og de bredere samfund i Israel og Palæstina, ved at skabe et netværk, med tilknytning til Lausanne bevægelsen, der opmuntrer til fredsmodeller, som er baserede på evangeliet og centreret i Kristus og som vil få profetisk indflydelse i forhold til Israel-Palæstina konflikten.”

Konferencen var den femte af sin slags og blev blandt andet støttet økonomisk af Den Danske Israelsmission.

27 deltagere fra Israel, Vestbredden og Gaza mødtes henover tre dage med bøn, bibelstudie og diskussion på programmet. Konferencens fokus var, hvordan man, på tværs af de skel og tilsyneladende uforsonlige mure konflikten i området skaber, kan gøre en forskel gennem den forsonende kærlighed Jesus elsker os med.

Ærlige og sårbare samtaler

Under overskriften ”Exploring our conflicting identities” (At udforske vores konfliktfyldte identiteter) havde forskellige deltagere forberedt oplæg om israelske og palæstinensiske identiteter og deres forsonede identiteter i Kristus.

Emnerne var blandt andet identitetsteori, palæstinensisk identitet i Israel, kristent fokus på palæstinensisk nationalisme, en undersøgelse af zionisme, betændte temaer i det palæstinensiske samfund, militærtjeneste i Israel og ikke mindst livet som palæstinenser i Israel under den nye nationalitetslov i Israel (en tilføjelse til den israelske grundlov, der specificerer staten Israels grundlag som det jødiske folks hjemland).

De juridiske og praktiske konsekvenser af denne nyligt vedtagne lov blev diskuteret i direkte, ærlige og til tider ophidsede vendinger, men med respekt for de forskellige positioner, der blev fremført.

Lisa Loden, der er medformand for netværket, oplevede reel enhed mellem de splittede parter: ”Vi ser hinanden på tværs af murene og barrikaderne mellem to adskilte samfundsgrupper. Vi er splittede internt og på tværs af de samfund vi er en del af, men alligevel er vi samlet her for at søge fred og stræbe efter forsoning. Vores tro på Jesus som Messias og verdens frelser forener, styrker og kalder os alle til at handle.”

Disciple i et splittet område

Konferencens tre grupper – palæstinensere som bor i Israel, palæstinensere fra de palæstinensiske områder og messianske jøder fra Israel – diskuterede, hvordan deres egne identiteter udfordrer dem til at være mere anerkendende og forstående overfor andres og til at genkende de problemer, som har brug for at blive taget hånd om i konstruktionen af deres egen identitet.

De tre grupper mødtes hver for sig for at diskutere deres egen gruppes svagheder og hvilke svagheder de så hos de andre grupper, hvorefter grupperne præsenterede tankerne for hinanden. Det førte til udfordrende men også åbne og respektfulde samtaler.

Den anden medformand for netværket, Botrus Mansour, mener, at konferencen har en vigtig plads i konflikten: ”Som Messias’ disciple i det hellige land er vi kaldede til at være en profetisk stemme i konfliktens centrum, der taler for retfærdighed og lighed, uanset vores konfliktfyldte identiteter. Vi har delt oprigtigt og med empati, hvordan vi kan gøre det i praksis.”

Konferencen byggede videre på positive erfaringer fra de tidligere samlinger og fremtidige konferencer er allerede i støbeskeen, hvor gruppen planlægger at adressere de mange teologiske, sociale og praktiske udfordringer, der opstår i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

De palæstinensiske områder er blandt verdens 50 sværeste steder at være kristen

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Blandet.

Af Joakim Hjorth, 14. februar 2019

Organisationen Open Doors har for nylig udgivet deres årlige World Watch List, der lister de 50 lande i verden, hvor det er sværest at være kristen. Selvom de palæstinensiske områder, Gazastriben og Vestbredden, ”kun” ligger nummer 49, så er situationen alvorlig for de omkring 46.000 kristne, der lever i områderne.

Fanget mellem to parter

Mellemøsten er langt fra det letteste sted at bekende troen på Jesus. Og på trods af at de palæstinensiske områder, der tæller omkring 5 millioner indbyggere, faktisk er flyttet længere og længere ned på Open Doors liste de sidste par år, så er de ingen undtagelse. Tværtimod er de kristne, som lever der, fanget mellem to parter.

På den ene side lider de palæstinensiske kristne under konflikten i området. Deres etnicitet resulterer i mange restriktioner fra israelsk side, blandt andet rejsebegrænsninger. Som andre palæstinensere oplever de kristne begrænsninger hver dag, og det er for dem et vigtigt motiv for emigration.

På den anden side gør deres tro dem også til en minoritet i det palæstinensiske samfund, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer.

Nashat Filmon, der leder Det Palæstinensiske Bibelselskab, genkender splittelsen for de kristne i områderne. ”Kristne i Det Hellige Land befinder sig som en lus mellem to negle. Alligevel giver det mulighed for at være freds skabere og en bro med fred og forsoning. Det er en stor ære at være kristen og bo her, men det er også med store udfordringer og frustrationer på daglig basis”, forklarer han.

Ifølge Nashat kræver det noget særligt af de kristne at blive boende: ”Det er et kald at bo i området og hvis folk ikke har sådan et kald, vil de på et tidspunkt forlade det”, med henvisning til den store emigration der finder sted blandt kristne i de palæstinensiske områder.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere og manglen på en udsigt til varig fred, er en af de største udfordringer for de kristne palæstinensere.

Jack Sara leder Bethlehem Bible College, der arbejder i Gaza, Nazareth (den største arabiske by i Israel) og Betlehem. Han beskriver situationen som kritisk.

”Folk er ved at miste troen på, at tingene vil gå i orden. De oplever, at det hele går tilbage i stedet for fremad. Hele den politiske ustabilitet, det økonomiske pres, som palæstinensere mærker og ingen løsninger på konflikten”, siger han.

Jack mener, at den globale kirke har et ansvar overfor deres palæstinensiske brødre og søstre: ”Jeg synes, det er vigtigt for verdens kristne at grave sig ned i en dybere forståelse for realiteterne i områderne og specifikt hvordan de kristnes situation er. Hvis vi bekymrer os om kirken i verden, er vi nødt til at bekymre os om de kristne, som bor i Det Hellige Land, før de forsvinder helt.”

De særligt trængte

Graden af trængsler for de kristne varierer i områderne. Lovene på Vestbredden beskytter generelt trosfriheden, mens de er restriktive i Gaza. Ingen af regeringerne forfølger dog aktivt de kristne. På Vestbredden har kristne endda sæde i den lokale regering.

Ikke desto mindre er det palæstinensiske samfund konservativt, og det er svært at forlade sin religion. At konvertere fra islam til kristendom er særligt uacceptabelt, og skift fra en kirkeretning til en anden er også kontroversielt. Desuden er islamiske ekstremister til stede på Vestbredden og det hænder, at kirkeledere bliver chikaneret af radikale jøder.

De som konverterer fra islam til kristendommen – de såkaldte MBB’ere (Muslim Background Believers) – er dog den gruppe, der oplever den værste forfølgelse.

Det muslimske samfund omkring dem er i bedste fald afvisende overfor dem, og nogle steder er det direkte farligt for dem at være åbne omkring deres tro. I Gaza lever de få konvertitter, som er bosat der, deres tro ud i yderste hemmelighed.

Samtidig afviser mange af de traditionelle kirker på Vestbredden MBB’erne, delvist fordi de frygter infiltrering eller gengældelse fra det muslimske samfund, og delvist fordi de ser de tidligere muslimer som en slags andenrangs kristne.

Disse kristne er altså både under pres fra konsekvenser af den israelske kontrol over området, fra den muslimske majoritet og fra de traditionelle kristne i området.

På trods af dette vokser antallet af MBB’ere langsomt.

En pligt til at hjælpe

Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge arbejder tæt sammen med flere kristne organisationer i de palæstinensiske områder.

Især har vi tætte forbindelser til Musalaha, der arbejder for forsoning mellem jøder og palæstinensere, og til Nashat Filmon og Det Palæstinensiske Bibelselskab som distribuerer bibler og organiserer sociale og evangeliserende initiativer i områderne, som Zakæus’ hus i Jeriko, hvor man arbejder med teenagere og børn i byen, der er en særlig udsat gruppe i lokalsamfundet.

Israelsmissionens Unge har de seneste år været særligt aktive i forskellige projekter på Vestbredden. Ungdomssekretær Kent Rasmussen mener, at det giver god mening at involvere sig i arbejdet blandt palæstinensiske kristne.

”IUs primære formål er at engagere unge i Danmark i Guds store og globale mission. En del af det er også at give unge syn for kristne brødre og søstre, som lever i en svær situation f.eks. i Palæstina, hvor de kristne oplever svære levevilkår både fra den israelske besættelse, men også fra deres muslimske landsfælder,” forklarer han og fortsætter: 

“Vi har som kristne en pligt til at hjælpe lidende brødre og søstre, og også på den måde vise Guds kærlighed manifesteret i vores konkrete handlinger til dem og til omverdenen. De kristne i Palæstina krydsede vores vej, og vi har mulighed for at hjælpe – derfor bliver vi også nødt til at hjælpe og også på den måde lære om Guds store mission igennem dem.”

Vi håber at du vil bede for de palæstinensiske kristne sammen med os. Open Doors har formuleret en særlig bøn for de palæstinensiske områder:

”Gud, vor Far, hav barmhjertighed med de troende i de palæstinensiske områder, og bring din fred og forsoning til landet. Beskyt og styrk de kristne, som er konverteret fra islam, og hjælp dem til at finde fællesskaber hvor de er accepterede og kan vokse i troen. Giv kristne i området mod til at tjene deres samfund og til at dele din kærlighed med mennesker omkring dem.”  

Hvis du ønsker at læse mere eller støtte arbejdet blandt palæstinensiske kristne, så følg linkene ovenfor eller gå ind på israel.dk.

Du kan også læse mere om Open Doors verdensrangliste og hvordan den bliver udarbejdet på https://www.forfulgt.dk/

Ny bog udfordrer rabbinske indvendinger mod kristendommen

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Bibel og jødedom, Mission og messianske jøder.

Af Joakim Hjorth, 12. februar 2019

”Siden Jesu tid har enhver form for åndeligt budskab i jødedommen skulle forbi de ortodokse rabbinere, der står som modstandere af evangeliet og ønsker at hindre budskabet om Jesus Messias i at nå frem til jøder. De er gået meget langt for at skjule Jesus og gøre ham til den bedst bevarede hemmelighed i jødedommen. Men nu er hemmeligheden kommet frem i lyset!”

Sådan skriver Eitan Bar, der er ansvarlig for medier og evangelisering hos den messianske organisation One For Israel, i beskrivelsen af hans nye bog ”Refuting Rabbinic Objections To Christianity & Messianic Prophecies” (Modsvar til rabbinske indvendinger mod kristendommen & messianske profetier).

Han oplever, som mange andre messianske jøder i Israel, at Jesus er svær at sætte på dagsordenen.

”For os jøder, som er vokset op i Israel, har Jesus og hans ord aldrig været en del af den offentlige samtale. Hverken i vores skoler, i synagogerne eller i medierne. Vi har heller ikke nogen let adgang til det nye testamente. Jesus er omhyggeligt blevet undgået og gemt fra vores folk. I dag, i Israel, afviser over 99 % af den jødiske befolkning Jesus som Messias. Hvordan er vores land, hvor evangeliet først tog form, blevet så hård i sin afvisning af det?”, spørger han.

Eitan ser selv de ortodokse rabbinere som en stor del af årsagen.

De driver en slags ”anti-missionær” organisation med navnet Yad L’Achim (En hånd til brødrene), som har til formål at modkæmpe spredningen af evangeliet blandt det jødiske folk.

Med stor økonomisk opbakning og et tæt samarbejde med Indenrigsministeriet i Israel, forsøger de at fastholde jøder i den rabbinske jødedom og chikanerer samtidigt messianske jøder, ved blandt andet at genere gademissionærer og registrere messianske jøder med navn, adresse og billeder.

Ifølge Eitan, er en meget høj procentdel af alle Jesus-troende jøder i Israel registreret i Yad L’Achims database. Siden 2014 har organisationen sendt et magasin til de registrerede husstande med anti-evangelisk materiale og rabbinske indvendinger mod kristendommens troværdighed, hvilket har fået flere messianske troende til at frasige sig troen på Jesus.

Det fik Eitan til at gennemgå alt materialet, for at give modsvar til deres argumenter og modbevise deres påstande.

Igennem de sidste par år er det blevet til næsten 150 korte videoer, hvor Eitan, sammen med en messiansk kollega, besvarer de rabbinske indvendinger og deler evangeliet. Bogen er en samling af manuskripterne fra disse videoer.  

Møder israelerne, der hvor de er

For Eitan er det afgørende at bruge internettet som platform, til at nå de mange israelere, både arabere og jøder, der stadig ikke kender Jesus. Israelere er nemlig den befolkning i verden, der bruger mest tid på Facebook og Youtube, de har verdens højeste antal computere pr. indbygger og 99 % af israelske husstande har adgang til internettet.

”Vores arbejde i One For Israel når jøder og arabere, præcis hvor de er – online. Vi skal ikke længere bruge rabbinernes tilladelse. Vi kan gå direkte til israelernes smartphones, tablets og computere og dele de gode nyheder om Jesus Messias!”, forklarer han.

Han mener, at det er særlig effektfuldt at dele evangeliet med israelere, på deres hjemmebane: ”Tidligere kom evangeliet kun til Israel fra den anden side af vores grænser og blev leveret af mennesker, der ikke forstod vores sprog, vores kultur, eller vores måde at tænke på. Nu kan vi forklare evangeliet på en måde, der giver mening for israelere, på vores modersmål, hebraisk og arabisk, som kun israelere kan, og hjælpe vores folk med at forstå, hvem Jesus virkelig er.”

Selvom Eitan og hans kollegaer i One For Israel møder modstand fra det ortodokse samfund i Israel, så er deres videoer blevet set millioner gange og de oplever nysgerrighed fra søgende israelere.

Udover Eitans projekt driver One For Israel også et teologisk studiested, en radiostation og laver undervisningsmateriale.

Køb Eitans bog (kun på engelsk), enten printet eller i Kindle-form, her: https://www.amazon.com/Refuting-Objections-Christianity-Messianic-Prophecies-ebook/dp/B07KDDJ4KZ

Læs mere om One For Israel og find deres videoer her: https://www.oneforisrael.org/category/bible-based-teaching-from-israel/

Den internationale Holocaust-mindedag blev markeret verden over

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Antisemitisme.

Af Joakim Hjorth, 29. januar 2019

27. januar 1945 blev den polske koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau, der er berygtet for det skrækindjagende ”Arbeit macht frei” skilt, som hænger over porten til lejren, befriet af de sovjetiske styrker. I 2005 vedtog FN at dagen skulle markeres årligt som International Holocaust Remembrance Day, men den er faktisk blevet markeret i Danmark og andre lande siden 2001. De seks millioner jødiske ofre, som omkom under det nazistiske Holocaust, blev derfor mindet over hele verden d. 27. januar i år.

I Danmark hedder dagen Auschwitz-dag og markerer først og fremmest folkedrabet på jøder under Anden Verdenskrig, men samtidig skal Auschwitz forstås som et symbol på de unævnelige lidelser, som racistiske ideologier og totalitære regimers overgreb kan føre til. Den danske mindedag sætter således fokus på såvel Holocaust som andre folkedrab.

En vigtig del af Auschwitz-dagens formål er at fremme viden om Holocaust og andre folkedrab – både blandt unge mennesker og i den brede offentlighed. Derfor blev Auschwitz-dagen markeret både i skoler og via folkeoplysende aktiviteter i flere byer rundt om i landet.

Ifølge hjemmesiden aldrigmere.dk, der er Undervisningsministeriets portal for elever og lærere, som ønsker at beskæftige sig med Holocaust, er formålet med Auschwitz-dagen blandt andet at ”Mindes ofrene for Holocaust og andre folkedrab og støtte de overlevende, som stadig lider under følgerne heraf” og at ”søge at sikre, at mindet om Holocaust og andre folkedrab bevares for de kommende generationer som en advarsel om, at de uhyrlige forbrydelser, der blev begået, aldrig må gentages – hverken i Europa eller andre steder i verden.” (De resterende punkter kan læses på www.aldrigmere.dk).

Minderne møder modstand

Dagen blev de fleste steder markeret med en opfordring til at mindes fortidens grusomheder, for at undgå at gentage dem i fremtiden. Blandt andet sagde præsidenten for Europa Parlamentet, Antonio Tajani, sådan her under en ceremoni, der markerede Holocaust mindedagen, i sidste uge: ”Parlamentets budskab er tydeligt: Der er ikke plads til had og antisemitisme i Europa.”

Tajani understregede, at parlamentet må handle i lyset af den nyligt offentliggjorte rapport, som vi tidligere har skrevet om, der viser, at flertallet af europæere ikke mener, at antisemitisme er et stort problem i Europa, selvom antisemitisk retorik og angreb, der er antisemitisk motiverede, er stigende.

Desværre er det tydeligt, at der fortsat er behov for at minde om Holocaust og den uhyggelige skyggeside katastrofen bærer med sig.

I Auschwitz-lejren, der ligger i Polen, blev dagen markeret med en ceremoni af den polske regering. Men et andet sted i lejren protesterede polske højrenationalister, fordi de mener, at regeringen kun har øje for jødiske ofre og ikke de polske, ved de årlige mindeceremonier.

Samtidig viser en ny spørgeundersøgelse, foretaget af the Holocaust Memorial Day Trust, som blev offentliggjort i forbindelse med den internationale mindedag, at en ud af 20 i Storbritannien slet ikke tror, at Holocaust faktisk fandt sted.

Det betyder, at der potentielt kan være mere end 3 millioner såkaldte Holocaust benægtere i landet.

Olivia Marks-Woldman, chef for the Holocaust Memorial Day Trust, er rystet over tallene: ”Så udbredt uvidenhed og endda benægtelse er chokerende. Uden en basal forståelse for Holocaust, som er en forholdsvis nylig historisk begivenhed, er vi i fare for at mangle at lære, hvor mangel på respekt for forskellighed og fjendtlighed mod andre i sidste ende kan føre hen.”

”Jeg finder disse tal frygteligt bekymrende”, siger Steven Frank, der overlevede Holocaust igennem tre forskellige koncentrationslejre. ”Oplysning er så vigtigt. Hvis vi ignorerer fortiden, så frygter jeg, at historien vil gentage sig selv.”

En fælles kamp

I Israelsmissionen ønsker vi at bekæmpe antisemitisme i enhver form og at medvirke til at undgå, at Stevens frygt bliver til virkelighed. Hvis du mangler inspiration til at finde måder at mindes Holocaust på, så er her et par forslag:

Den israelske avis Haaretz har lavet en liste over 18 film, der skildrer tragedien på forskellige måder. Den findes her: https://www.haaretz.com/jewish/holidays/holocaust-remembrance-day/holocaust-movies-list-of-the-best-for-holocaust-remembrance-day-2019-1.5237230?fbclid=IwAR1r5_u3frCgolMlU9jb46kWGjf9p8ufvJobZzlOnjbmeslpxcPGncLtkFM

I Jerusalem ligger mindemuseet for Holocaust, Yad Vashem, som på deres hjemmeside har flere sider dedikeret til den internationale mindedag. Der findes både interviews med overlevende, online udstillinger og meget mere. Find den her: https://www.yadvashem.org/27th/index.asp

Desuden kan du se et nyt dansk tv-program, der tager udgangspunkt i en ung dansk jødes frygt for antisemitisme. Læs mere og find programmet her: http://israel.dk/nyt-dansk-tv-program-tager-fat-i-frygten-for-antisemitisme/

I 2018 blev Jesus lidt mindre fremmed i sit hjemland

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Af Joakim Hjorth, 15. januar 2019

Den vigtigste jøde mangler anerkendelse

”Jesus’ jødiske ophav er en ubehagelig og ofte benægtet sandhed. Men Jesus var en klassisk jøde – en mistænkelig, oprørsk, modig, systemkritisk, ambitiøs outsider. Han er bygget af det samme stof, som har kendetegnet jødiske genier gennem historien. Det mindste Israel skylder ham, er at opkalde et torv efter ham.”

Sådan skrev Rogel Alpher, en israelsk forfatter, i en klumme i den landsdækkende avis Haaretz sidst i december. Klummen bar den provokerende titel ”Jesus, den jøde vi tog afstand fra.”

I den argumenterer han for, at Jesus, uanset hvor fremmed han kan virke for mange jøder i dag og uanset hvor ubehageligt det kan være at beskæftige sig med ham, bør anerkendes som den vigtigste jøde i historien.

Han kalder ham også en jødisk superstjerne og den mest indflydelsesrige jøde nogensinde, med henvisning til kristendommens enorme betydning. Desuden undrer han sig over, at store jødiske personligheder som Einstein, Freud, Moses og mange andre, høster enorme portioner anerkendelse fra den israelske stat, når Jesus samtidig, i bedste fald, bliver ignoreret.

Tegn på en tendens

Rogel Alphners klumme kan virke som en lille dråbe i et meget dybt mediehav. Men noget tyder på, at en ny tendens langsomt breder sig i det israelske samfund, når det handler om Jesus eller ”Yeshu” (en bevidst negativ omskrivning af hans oprindelige navn Yeshua), som mange israelere kender ham som.  

2018 blev nemlig et år, hvor Jesus blev bare en smule mere legitim at tale om, i det ellers Jesus-tiende israelske samfund. En tendens der tilsyneladende har været stigende de sidste par år.

I foråret forrige år kunne man for eksempel opleve en udstilling på det israelske nationalmuseum i Jerusalem med overskriften ”Behold the man” (Se, her er manden! – Joh 19,5), der handlede om Jesus i jødisk kunst. En udstilling som for blot få år siden havde været utænkelig.

Og generelt får Jesus, i disse år, lov at fylde mere i det israelske samfund. Desværre ikke altid udtalt som jødernes Messias, selvom det syn på ham på stadig vinder mere og mere frem, ikke mindst takket være vores ihærdige samarbejdspartnere.

Men tilgangen til kristendommens grundlægger som en jødisk bror – og som en del af det jødiske folks imponerende port folio over fremtrædende skikkelser gennem historien – virker til, langsomt, at få tag i det folk, der længe har fortiet ham og undgået at forholde sig til ham. Noget der, på længere sigt, forhåbentlig kan gøre det mere acceptabelt at tale om også at tro på ham.

Nye vinde over Det Hellige Land?

Til mange messianske troendes overraskelse, har der været flere artikler og videoer i israelske medier, som har set mere positivt på emnet Jesus og hans historie.

I en dokumentar med titlen ”Kristendom i Israel” interviewer en sekulær jødisk mand og en religiøs jødisk kvinde kristne fra forskellige baggrunde, deriblandt en præst, som er født i en jødisk familie og insisterer på, at han stadig er jøde. I slutningen af dokumentaren kalder de to værter Jesus for deres ”bror” og opfordrer til en større påskønnelse af det kristne samfund, der bor i Det Hellige Land.

Israel Today, et andet større nyhedsmedie i landet, skrev følgende i forbindelse med et stort julemarked i Haifa: ”Julen bliver mere og mere populær i Israel, hvilket er endnu et tegn på, at århundrederne med ondt blod mellem jøder og kristne endelig er ved at forsvinde til fordel for mere varme relationer mellem parterne.”

En begejstret messiansk leder beskriver den spirende tendens sådan her: ”Uanset om det er i de større medier eller i de personlige samtaler, så oplever vi et markant skifte i tilgangen til Jesus. Det er fantastiske nyheder!”

Lad os glæde os over, at jøder i Israel langsomt bliver konfronteret med deres jødiske bror og bede om, at den større åbenhed og synlighed må føre til, at endnu flere må se ham, som den han er – deres Messias.

Nyt dansk tv-program tager fat i frygten for antisemitisme

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Antisemitisme.

Af Joakim Hjorth, 9. januar 2019

En ny programserie på DR tager fat i problematikken omkring den stigende antisemitisme i Europa, og hvordan jøder og israelere forholder sig til at blive udfordret på at være tydelig omkring deres identitet og ophav. I tre afsnit følger vi den unge danske journalist Sanne Cigale, der har en jødisk baggrund, i kampen mod frygten for at være den, hun er.

”Skal man være bange, fordi man har jødisk baggrund i Danmark i 2018? Jødehadet stiger i Europa og bevogtningen af danske jøder er massiv. Sanne Cigale er vokset op med at skulle skjule sit jødiske ophav. Nu gør hun op med sin egen frygt og vil have flere jøder til at stå frem og fortælle, hvorfor mange gemmer sig væk i frygt.”

Sådan beskriver DR den nye miniserie ”Jøde!”, der på sammenlagt næsten to timer forsøger at give et indblik i, hvordan det er at være jøde i Danmark, 75 år efter den berømte redning af de danske jøder under besættelsen.

En stor undersøgelse, som vi skrev om i december, har for nylig vist, at jødehadet generelt er tiltagende i Europa, og at ni ud af ti jøder oplever, at antisemitismen i Europa er blevet værre inden for de sidste fem år.

Selvom antallet af antisemitiske hændelser i Danmark ifølge Det Jødiske Samfund er faldet siden terrorangrebet på den jødiske synagoge i 2015, oplever lidt over halvdelen af danske jøder antisemitisme som et stort problem.

Sanne Cigale forklarer i indledningen til første afsnit, hvorfor hun har ønsket at lave et program om at stå ved sin jødiske identitet: ”Jeg er blevet advaret mod at lave dette program. Hele mit liv har jeg faktisk lært, at jeg skal passe på. At jeg skal gå under radaren. At jeg ikke skal skilte med at være den, jeg er. Jeg har nemlig jødisk baggrund. Det er åbenbart farligt. Men hvad er det, jeg skal være bange for? Det snakkede vi aldrig rigtig om. Men det vil jeg nu, for jeg vil ikke være bange mere. Nu stiller jeg mig åbent frem, og jeg vil prøve at få danske jøder til at gøre det samme. Hej – her er jeg. Hvor er I andre?”

En Davidsstjerne toner symbolsk frem på skærmen, imens hun taler, sammen med den nøgterne titel på programmet: ”Jøde.”

Men selvom titlen og intentionen virker simpel og ligetil, så bliver det hurtigt tydeligt, at rejsen bliver kompliceret at begive sig ud i for Sanne Cigale, som faktisk også bærer det jødiske efternavn Benmouyal, der skal vise sig at blive et vigtigt omdrejningspunkt i hendes egen kamp mod frygten for at være den, hun er.

Gennem rørende møder med danske jøder, intense samtaler med en psykologiprofessor, oplysende rejser til både Israel og Norge samt udfordrende samtaler med hendes jødiske far, dykker Sanne langsomt ned i den jødiske grundangst.

Undervejs møder hun nye og inspirerende perspektiver, som tvinger alle danske jøder og i sidste ende hende selv til at tage stilling til, hvordan man lever bedst med en jødisk identitet i Danmark i dag.

Programmet kan ses på dr.dk året ud. Find det her: https://www.dr.dk/tv/se/joede/joede-2/joede-1-3#!/02:10