Author: Joakim Hjorth

“Vi må aldrig have nok i os selv”

Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen “John og de studerende: Vi må aldrig have nok i os selv”, som blev bragt i marts-udgaven af vores magasin. Den kan læses i sin fulde længde her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/   Maria Strøm, redaktionssekretær i Israelsmissionen, marts 2018 Der er sket meget i det kristne studenterarbejde i Israel siden John Sode-Woodhead påbegyndte det første organiserede arbejde i 1980. Fra at være en håndfuld unge til over 300 studerende fordelt ud over landet har bevægelsen udviklet sig på mange områder. Jeg har taget en snak med ham om, hvordan det hele startede og hvilke velsignelser og udfordringer han ser i arbejdet nu og for fremtiden.  Et uventet kald ”Nå, så det er dig, der skal starte det kristne studenterarbejde i Israel! Ja, vi er alle blevet enige, og du bliver nødt til at gøre det – om du kan lide det eller ej.” Året er 1980 og generalsekretæren for det internationale kristne studenterarbejde er netop ankommet til Edinburgh togstation, hvor en ung John Sode-Woodhead har stillet sig klar for at byde ham velkommen, uvidende om hvilke udfordringer, han har i vente. Denne samtale blev for alvor startskuddet til det første organiserede kristne studenterarbejde i Israel. John, der ellers havde planer om at læse teologi i Skotland, rejste i stedet permanent til Israel, hvor han påbegyndte en ph.d. i arkæologi på universitetet i Tel Aviv. Her brugte han sideløbende omkring fem år som leder af arbejdet, og da han takkede af i 1987, var der godt 50-60 studerende i grupper fordelt over hele landet. Forsoning er en hjertesag John er født og opvokset i Israel, hvor hans forældre var missionærer. ”Man kan sige, at jeg har en unik erfaring, da jeg både er vokset op med jøder og arabere. Jeg forstår begge kulturer og føler mig hjemme i begge”, forklarer han. Derfor er det også naturligt, at forsoning ligger Johns hjerte nært. Studenterarbejdet i Israel var det første arbejde, der samlede jøder, arabere og internationale studerende på lige fod under samme paraply, og det har helt fra begyndelsen været en klar mission for ham. ”Vi er alle en del af samme legeme – derfor må vi også arbejde som om, vi er det,” uddyber han. Men arbejdet for forsoning er ikke altid lige let, og i dag er studenterarbejdet stadig en af de eneste organisationer, der er sammensat ud fra dette princip. En ny generation af unge står fast  ”Jeg ser en ny generation af unge, der i høj grad brænder for deres tro, og som ikke er bange for at udleve den,” fortæller John med lys i øjnene, da jeg spørger ham, hvilke forandringer han ser i studenterbevægelsen. Tidligere var der ikke mange troende på universiteterne, og der herskede en hel del frygt for at dele troen offentligt. Selvom det stadigvæk ikke er let at bekende troen på Jesus i Israel, er der sket et skifte, der er til at mærke. Fra at være en håndfuld kristne på universiteterne, er der omkring 300 studerende fordelt ud over landet. Studenterarbejdet er vokset meget igennem årene, men der er stadig behov for hjælp udefra. Bøn og økonomisk støtte er to vigtige komponenter ifølge John, men noget der især begejstrer ham, er den individuelle kontakt mellem studerende. ”Set fra min synsvinkel, er det helt klart kontakten på det personlige plan, der rykker mest,” svarer han, da jeg spørger, hvordan vi, der brænder for studenterarbejdet i Israel, kan være med til at støtte op om arbejdet. ”Det er noget, I allerede arbejder på i Danmark, men som jeg håber på at se mere af,” tilføjer han. Israelsmissionen begyndte at støtte studenterarbejdet i Israel i 1987, da organisationen officielt blev en del af det internationale studenterarbejde. Siden da, har Israelsmissionen både hjulpet de studerende økonomisk, men også gennem et personligt samarbejde, der har givet mulighed for at skabe gensidig inspiration. Israelsmissionen har flere gange inviteret studerende til Danmark i forbindelse med lejre arrangeret af det danske studenterarbejde, og de ansatte i FCSI har ligeledes været på besøg i Danmark. Studenterarbejdet i Israel er en af de samarbejdspartnere, Israelsmissionen har, der sætter stort fokus på forsoning, og det er noget, som vi i Israelsmissionen også brænder for. Som en afsluttende bemærkning understreger John: ”Men bed også for de studerende. Bed for de udfordringer, de står i og bed for enhed – det er der brug for”. Udfordringer i fremtiden ”Jeg ser meget håb for studenterarbejdet,” slår John fast i spørgsmålet om bevægelsens fremtidige udfordringer. Men det bekymrer ham, at universitetsgrupperne er blevet delt op efter nationalitet i stedet for at have blandede grupper med både jøder, arabere og internationale studerende, som da studenterarbejdet startede. ”I alle lande, ikke kun i Israel, er der en risiko for, at kristne lukker sig om sig selv,” reflekterer John og fortsætter: ”Hvor er det vigtigt, at vi aldrig har nok i os selv”. Dette er en bekymring, som John ligeså har i forhold til de studerende. Han ser en fare i, at de lukker sig om sig selv og holder sig til hinanden i stedet for at skabe relationer til deres medstuderende og blande sig i den akademiske debat. For John er det helt essentielt, at vi er villige til og tør at involvere os i andres liv – også når det er svært. Spørgsmålet om, hvordan vi kan nå mennesker med evangeliet, er ifølge John et spørgsmål om, hvordan vi lever vores liv i hverdagen. ”Vi må leve vores liv på en måde, hvor vores ord stemmer overens med vores handlinger,” slår han fast. John håber, at de studerende ikke vil være bange for at vidne i deres hverdag, men være åbne overfor at indgå i relationer, hvor de ikke nødvendigvis altid er enige, men hvor de kan respektere hinanden. Det er ifølge ham den bedste måde at udleve evangeliet på. Som afslutning på vores samtale understreger han: ”Der er brug for, at vi er villige til at skabe relationer til mennesker, der ser anderledes på verden, end vi gør.”

Shevet Achim hjælper hjertesyge børn i Israel

For 30 år siden tog amerikaneren Jonathan Miles et valg om at flytte til Israel med sin familie, da han oplevede et kald fra Gud. I dag arbejder han og sønnen Joshua tæt sammen i organisationen Shevet Achim, der er grundlagt af Jonathan, for at bringe hjertesyge børn fra Gaza, Irak og de syriske flygtningelejre i Jordan ind i Israel, og give dem medicinsk behandling på Wolfson Medical Center i Holon udenfor Tel Aviv. I år har missionspiloterne, udsendt af Israelsmissionens Unge, valgt at støtte organisationen gennem indsamlinger og ved at hjælpe til i løbet af deres ophold i Israel. Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen ”Shevet Achim”, bragt i vores magasin i marts 2018, som fortæller historien om Shevet Achims tilblivelse. Artiklen kan læses i sin fulde længde her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/   Guro Kvakestad, Den norske Israelsmission Sygehuset i Jaffa En dag i november 2016 møder Misjonsblad for Israel (den norske Israelsmission) Jonathan Miles udenfor menighedshuset i Immanuelkirken i Jaffa, hvor han samler os op for at tage os med til sygehuset i Jaffa. På vej til intensivafdelingen hilser han på de fleste, både læger, sygeplejersker og rengøringsfolk. ”Alle” kender Shevet Achim og det arbejde, de laver. Vi vasker hænderne grundigt, før vi bliver vist rundt. Vi standser ved en seng, hvor en ugegammel lille dreng ligger med slanger og nåle fastsat til den lille krop. Moren står ved siden af sengen og ser kærligt på drengen. Vi får fortalt, at hun er en yasidi-kvinde, som er flygtet fra hjembyen Mosul på grund af ISIS. Mens vi står der, kommer dr. Khoury hen til os og hilser på Jonathan. Sammen med dr. Ami Cohen startede han samarbejdet med Jonathan og Shevet Achim i halvfemserne. Han forklarer, at drengen foran os er blevet opereret for to huller i hjertet. Dr. Khoury bliver afbrudt af en telefon, der ringer. Det viser sig at være en kardiolog fra Gazastriben, som spørger, om de kan tage et to dage gammelt barn ind, som er født med en kritisk hjertefejl. I løbet af et år tager sygehuset i Holon imod flere hundrede børn fra Gazastriben. Fra Irak til Israel  Dr. Khoury fortæller også om dengang, den første baby fra Irak kom til hospitalet gennem en kardiolog i det amerikanske militær. Han havde flere gange måtte afvise forældrene med hjertesyge børn, da han ikke havde det nødvendige medicinske udstyr til at operere. På det tidspunkt var Jonathan Miles i landet for at undersøge forholdene på sygehusene efter Golfkrigen. Mens han er på den amerikanske kardiologs kontor, kommer der en familie ind med en nyfødt baby, som er tydeligt syg. Kardiologen undersøger barnet, og det viser sig, at det skal opereres inden for to uger, hvis det skal overleve. Jonathan ved, at de kan hjælpe babyen på sygehuset i Holon. Men er familien villig til at rejse til Israel? Er det i det hele taget muligt, når ingen i familien har et pas? Men den ene forhindring efter den anden bliver overvundet, og familien fik lov at rejse til Israel. Dyrebare i Guds øjne Men i nogle arabiske lande nægter myndighederne at samarbejde med ”den zionistiske enhed”. Familierne kan også være skeptiske nogle gange. Det er sket, at et barn er gået bort, fordi forældrene ikke ville have, at barnet skulle opereres af en jødisk kirurg. Dr. Khoury synes, det er trist, at det skal være sådan. ”Skal man boykotte nogen, må det være dem, som lader børnene dø i stedet for at give dem den behandling, de trænger til, bare fordi, den bliver udført af jøder,” fortæller han. “Ellers er det eneste negative ved det her arbejde, at man bliver afhængig af det,” siger han med et glimt i øjet og fortsætter: ”Det er dejligt at vide, at man er med til at redde uskyldige børns liv. Børn har ikke noget med konflikten at gøre, men bliver alligevel offer for den. Her spørger vi aldrig, om de er palæstinensere eller jøder, her er alle liv lige værdifulde.” Dét er et signal Jonathan Miles også ønsker at sende. Under Gazakrigen i november 2012 skrev han på sin blog: Mens flere vestlige lande understreger Israels ret til at forsvare sig selv mod raketter fra Gazastriben, virker de omkringliggende nabolande enige i deres kritik af Israels respons, og bruger ord som ”massakre” og ”kriminel”. Hvordan er det muligt, at to folk opfatter samme situation så forskellig? Allerede tre gange i denne uge har jeg set døde børns kroppe blive holdt op foran kameraer ude foran sygehuset her i Gaza.  Vi må forstå, at disse billeder går ind i hjerterne på det palæstinensiske folk. De kradser skorpen af et sår, som måske går lige så langt tilbage, som dengang Hagar græd over sønnen Ismael i ødemarken. I en sådan kontekst bliver argumenterne for hvem, der startede konflikten, overdøvet af følelser.  Findes der en udvej? Alt jeg ved er dette: når familier fra Gaza bliver taget ind på sygehuset i Israel, giver det et helt andet signal. De modtager et budskab om liv og menneskeværd, et budskab om, at disse børn er dyrebare i Guds øjne. Kun i en sådan sammenhæng, kan man begynde at lytte til hinanden.        

Israel og landløfterne

I år er det 70 år siden staten Israel blev oprettet. Det markerer vi i vores magasin ”Evangeliet og den jødiske verden” det kommende år gennem en artikelserie, der sætter fokus på dette emne. Herunder kan du læse et uddrag af Jan Mortensens første artikel, der handler om Israel, og de løfter, der er knyttet til landet. Hele artiklen kan læses her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/ Jan Mortensen, sognepræst og medlem af landsstyret, marts 2018 Har Gud snydt sit folk? Alle Guds løfter har fået deres ”ja” i Jesus Kristus (2 Kor 1,20). Det er det Nye Testamentes (NT) påstand. Jesus er den længe ventede Messiaskonge, der bringer den nye pagts gudsrige. Guds rige kom imidlertid ikke helt på den måde, Jesu samtid forventede det og sådan som dele af det Gamle Testamente (GT) kunne tolkes: i form af en genrejst jødisk nation med verdensherredømme. Guds rige kom i et ”allerede/endnu ikke”, hvor den korsfæstede og opstandne Messias allerede sidder på sin trone og har etableret et åndeligt rige for både jøder og hedninger ved dåb og tro – og hvor endnu ikke relaterer til den nye jord, vi stadig venter på. På Jesu tid var der mange jøder, der afviste Jesus, fordi de mente, at dette ikke stod mål med løfterne til det etniske Israel: Var landløfterne ikke mere konkrete end som så? I dag er der lige så mange kristne, der stiller samme spørgsmål. De accepterer ganske vist opfyldelsen i Kristus som skitseret ovenfor, men tilføjer, at hvis Gud ikke også giver jøderne et land i Mellem­østen, har han snydt sit folk. Det er i mine øjne en fejllæsning af både GT og NT – og sammenhængen mellem dem. GT selv fordrer ikke en ”bogstavelig” opfyldelse NT bekræfter GT’s autoritet ned til det mindste bogstav, men ikke sådan forstået, at ethvert konkret løfte i GT skal finde en ”bog­stavelig” opfyldelse. GT selv fordrer ikke sådan en forståelse. I beskrivelsen af Israels herlige fremtid gør profeterne fortidens embeder og institutioner til ”typer” på denne tids frelse: Moses, David, Melkisedek, eksodus, templet osv. Når NT tolker landet som en type på Guds rige og den nye jord, gør det derfor ikke vold på GT. Landløfterne til Abraham blev givet på bagkant af det tabte land, Paradis, og med hele jordens velsignelse som mål. Løftet til Abraham får en universel og ikke-dennesidig karakter allerede i GT. Men først i NT afsløres hvordan. NT forholder sig til GT som opfyldelse til løfte, men ikke én til én, som hvis en far lovede sin søn en IPhone7 og det får han så. Opfyldelsen transformerer og overbyder løftet. Denne transformering er et gennemgående træk i Bibelen. GT selv bevæger sig indenfor en fremadskridende frelses- og åben­barings­historie, hvor opfyldelsen af Guds løfter udfoldes i stadig nye lag. Med Jesus afsløres løfternes endelige ”hvordan” Både Jesus – og NT med ham – hævder, at GT’s løfter sigter på ham (Joh 5,39). Ikke bare som løfternes slutpunkt, men i virkeligheden som deres evige udgangspunkt. For i virkeligheden blev Israel ikke udvalgt i og af sig selv, men i ham (Ef 1). Han er den ene, der er udvalgt for de mange. Han er Abrahams afkom, hvem løftet gælder (Gal 3,16). Alle trådene fra GT samles i Kristus. I ham er jøder og hedninger blevet til ”ét nyt menneske” (Ef 2,15), den nye pagts gudsfolk (1 Pet 2,9). Det er den ”Kristus-hemmelighed”, som Gud ikke havde åbenbaret i tidligere slægtled (Ef 3,1-13). Alene derfor giver det ikke mening i den nye pagts tid at ville insistere på to ”mennesker” (jødekristne med særlige landløfter og hed­nin­ge­kristne uden) eller ligefrem to gudsfolk (kirken med frelsen og det fysiske Israel med landet). Det første sønderlemmer Kristi legeme. Det andet sidestiller Israel med Kristus, som om Israel var frelseshistoriens ”oliventræ” – og ikke Kristus (Rom 11,17-24). Pagten og arven hører sammen Den del af Israel, der forkastede deres Messias, er ikke forkastet, men den eneste vej tilbage til arven går gennem dåbsvandet, Kristus-omskærelsen, og tilslutning til Jesusfolket, den nye pagts gudsfolk, ved hvem Gud åbenbarer sin herlighed (Joh 17,9-10; Ef 1,22–23; 3,10.21). Sådan får GT’s løfter en kristologisk binding i den nye pagts tid. Israels arv er forløsningen ved Jesus Kristus, den nye pagts Guds rige. At Guds løfter har fået deres ja i Jesus Kristus, henviser derfor ikke bare til deres bekræftelse, men til selve det sted, de finder deres opfyldelse: I Kristus. Der går ikke nogen anden tråd fra GT ind i vor tid – end netop denne. Vi hjælper ikke jøderne til deres fædrene arv ved at gøre staten Israel til en selvfabrikeret opfyldelse, en “Ismael”. Vi har ikke andre veje end at elske dem og forkynde evangeliet om deres Messias for dem (Rom 10).
Julie Kajgaard har været kirkevolontør i Immanuelkirken i Tel Aviv. Her gjorde hun et uventet bekendtskab, som har sat et særligt præg på hende. Nedenfor kan du læse om deres vandring med hinanden, og de udfordringer, der kan være, når to mennesker med forskellige baggrunde åbner Bibelen sammen.   Julie Kajgaard, stud.theol. og tidligere praktikant i Immanuelskirken, marts 2018 Et begejstrende møde Det var en helt almindelig onsdag i oktober i Tel Aviv-Jaffa. Solen skinnede, og det var dejligt varmt. Jeg havde på ingen måde forventet, at dette skulle blive dagen, hvor jeg skulle have æren af at møde en amerikansk jøde, som netop var kommet til tro på Jesus. Men det skete. Midt i dagens trummerum, da jeg sad i Immanuelkirkens foyer og bød turister og andre interesserede velkommen, kom der en mand, som gerne ville se kirken. Jeg gav ham pamfletten, hvor han kunne læse om mosaikvinduerne, der hver især giver glimt af den bibelske fortælling. Efter noget tid kom manden ud fra kirkerummet – jeg havde faktisk helt glemt, han var der. Han begyndte at stille nogle spørgsmål om kirken: Om præsten var god nok og om hvornår, der var gudstjeneste. Midt i de velkendte spørgsmål, begyndte han at fortælle om sit liv. Om hvordan det havde været vanskeligt, og om hvordan han længtes efter at blive et bedre menneske. Det havde ledt ham til at søge på internettet, og der faldt han over en salme i Bibelen og en prædiken af Billy Graham på YouTube. Prædikenen havde han lyttet til på sit soveværelse, og da Graham opfordrede til, at man kunne knæle, lige hvor man var og overgive sit liv til Jesus, havde min ven gjort det. Han tog imod Jesus som herre i sit liv. Jeg har lært mange ting på teologistudiet, men det her var dog en ret unik situation, og min respons til denne fantastiske begivenhed, der var sket i hans liv, blev spontane indskydelser. Jeg spurgte, om jeg måtte bede for ham lige der i foyeren. Det måtte jeg gerne, og vi havde en fin stund sammen. Dernæst tænkte jeg, at jeg hellere måtte invitere ham med til vores bibelstudie samme aften. Han takkede ja, og jeg var begejstret for, hvad Gud var i gang med at gøre i hans liv. “Skal vi læse i Bibelen sammen?” Et par dage efter vores bibelstudie fik jeg spurgt, om vi skulle mødes og læse i Bibelen sammen. Det ville han gerne. Vi fandt en café, hvor vi købte noget kaffe og satte os i solen. Jeg tog min Bibel frem, og jeg slog op i Markusevangeliet kapitel et. Vi læste kapitlet sammen, og min ven stillede mange spørgsmål. Hvor var det fascinerende, at Jesus lod sig forstyrre af mennesker, der havde brug for ham. Hvor var det udfordrende, at Jesus udfordrede den religiøse elite. Hvorfor skulle Jesus døbes? Betød det også, at det ville være godt for min ven at blive døbt? Og lige pludselig var der gået halvanden time. Vi aftalte at mødes igen om en uges tid. Sådan begyndte vi at mødes på ugentlig basis, for der var meget at tale om. For mig var det nyt at få lov til at samtale med en person, der var så “sulten” efter at lære Gud at kende. Jeg er dybt overbevist om, at en af kirkens vigtigste opgaver, uanset om man er i Tel Aviv eller herhjemme i Danmark, er at vandre med de mennesker, som Gud sender på vores vej. Vandringen kan se forskellig ud alt afhængig af, hvem man har fået betroet et følgeskab med. Men vi må vandre. Min gode ven var dybt nysgerrig på teologi. Da vi mødtes for anden gang, havde han læst både Matthæus-, Markus-, og Lukasevangeliet og en portion Paulus. Derudover havde han også læst forskellige teologiske artikler online. Derfor tog vores vandring afsæt i teologiske spørgsmål. “Vi lyttede til hinanden” Særligt var der et spørgsmål, der blev ved med at vende tilbage. Hvordan kunne han anerkende Paulus’ breve, når særligt de var blevet brugt som grundlag for at retfærdiggøre forfølgelserne af det jødiske folk? Det folk som han tilhørte. Det folk, som desperat har brug for at høre, at Jesus er de gode nyheder. Det folk, han elskede. Vi lyttede til hinanden i dette spørgsmål. Jeg opdagede, hvor vigtigt det er, at den etablerede kirke tager afstand fra den del af dens historie, hvor mennesker er blevet gjort fortræd. Hvordan vi, som Jesustroende-mennesker, der elsker kirken, skal stå ved, at der er gjort mange ting i Jesu navn, som Jesus på ingen måder støtter, men som han vil fordømme. Min jødiske ven kæmper stadig i spørgsmålet, om han kan bruge Paulus’ breve til noget. Som døbt, som Jesustroende, som et Guds barn er han på vej i en større erkendelse af, at Jesus er Herre over hele hans liv og langt større: Hele Israel og hele universet. Derfor glæder jeg mig med ham, selvom vi ser forskelligt på Paulus’ skrifter. Jeg er selv på vej i en større erkendelse af, hvem Gud er. På den vej sendte Gud mig et fantastisk menneske. Et menneske, der udfordrede mig til at overveje, om jeg virkelig forstår det, jeg læser i Bibelen? Om jeg forstår det, så det får konsekvenser ind i mit liv og så jeg rejser mig op, og taler imod den uret, kirken har forvoldt mennesker? For det er let for mig og måske også for dig, at forstå Bibelen med vores hjerner. Spørgsmålet, som min ven har efterladt mig med, er, om vi er klar til at forstå Bibelen med vores hjerter og vores hænder? Tør vi at lade Guds ord forme vores tanker om de mennesker, der er marginaliseret, forfulgte og anderledes? Tør vi tage afstand til de dele af kirkens historie, som Jesus vil tage afstand fra? Tør vi forstå det, vi læser? *Jeg har valgt at holde hans navn anonymt

Uden kærlighed, ingen tillid

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge, februar 2018 Et særligt bekendtskab ”Du hader jo jøder. Det gør du jo.” Ordene kommer fra Baruch; en ældre, jødisk herre med et stort, hvidt skæg og en bedstefaragtig sixpence-hat fladt liggende på sin bare isse. Med sine mørke øjne ser han på Nanna Forum Didriksen, mens de siger farvel. 25-årige Nanna skal hjem til Danmark. Efter seks måneder som kirkepraktikant i Den Danske Kirke i Jerusalem er tiden i Israel forbi, og dermed slutter også Baruch og Nannas fælles vandring. Barcuh har ikke adgang til internettet, så dette farvel bliver nok det sidste, de nogensinde giver hinanden. Det eneste Nanna har tilbage er Barcuhs visitkort. Baruchs ord gør ekstra ondt denne dag, selvom Nanna har hørt ham sige sætningen flere gange over de seneste måneder. I alt er de mødtes otte gange for at snakke om liv og tro. Men denne dag bliver det sidste gang Nanna gentager for Baruch, at hun ikke hader jøder. Slet ikke. De hårde ord rammer hende, da hun atter er tilbage på dansk jord. Hverken indretningen i hendes hjem i Aarhus eller hendes tanker er faldet helt på plads. Den røde rygsæk er stadig ikke pakket ud, og tankerne hvirvler rundt i stuen for en efter en at lande hos Nanna: ”Det var hårdt, når Barcuh beskyldte mig for alt muligt. Men jeg forstår godt hans reaktion med alt den smerte, han har mødt,” siger hun. Små skridt med kærlighed Øverst i den røde rygsæk ligger en æske med nogle af de ting, som Nanna har taget med sig hjem: et trækors, olie – og så visitkortet fra Baruch. Det er jødernes brug af bedesjal med kvaster og bederemme, der har fået hende til at tage trækors og olie med til Danmark. ”Jøderne har set vigtigheden af at have visuelle ting til at minde dem om bestemte dele af deres tro,” siger hun og forklarer, at olien skal minde hende om, hvordan vi mennesker skal salve hinanden; hvordan vi skal læge hinandens sår med kærlighed. Gennem de seneste måneder har hun lært, hvordan det også gælder i hendes venskab med Baruch. Baruch er såret på sjælen. I Yom Kippur-krigen i 1973 var han den eneste i sin deling, der overlevede. Historiens mørke sider har også sat sig i hans bevidsthed: Kristne har voldt skade på jøder, og jøderne har ikke været det gode eksempel, Gud har udvalgt dem til at være. Igen og igen taber kærligheden til hadet, synes Baruchs konklusion at være. Men Nanna har forsøgt at fortælle Barcuh, at kærligheden kan vinde. Hun har været hans lyttende øre og fortalt ham beretningen om Jesus, der rummer den ultimative kærlighed. Til tider orkede Nanna ikke samtalerne med Barcuh. De var hårde og krævede vedholdenhed. Samtidig tog opholdet i Israel hårdt på energien, men hun oplevede, at Gud gav hende styrken til samtalerne med Barcuh. Og hendes kamp for Baruchs tillid har båret frugt: Han er taget til gudstjeneste – flere gange. Kan frøet spire? Det er ikke kun Barcuh, der har flyttet sig de seneste måneder. Det samme har Nanna gennem de møder, hun har haft med Barcuh og andre i Israel. Møderne har sat tanker i gang, der næppe tænkes til ende i den kommende tid: Vi har brug for kærlighed for at opnå tillid. Jesus er livsnødvendig. Der er altid minimum to sider af en sag. Det er nogle af de konklusioner, som Nanna tager med sig – blandt andet til sit nye job som ungdomssekretær i Indre Missions Unge. Hun glæder sig også til at dele ud af den nye og dybere forståelse, hun har fået af sin egen tro ved at opholde sig i Israel og se historiske steder på tæt hold. Men lige nu er det alligevel Baruch, der fylder mest i bevidstheden: ”Jeg havde et måske naivt håb om, at samtalerne til sidst ville få Barcuh til at tro på Jesus. Det skete ikke, men jeg har plantet et frø, og så må jeg vente på vandet. Måske skal jeg vente længe – ligesom Israel har ventet længe på regnen i år,” slutter Nanna. *Baruch er et opdigtet navn for at holde Nannas ven anonym.

Han længes efter os

Klokken er lidt i ni om formiddagen. Jeg sidder med ansigtet vendt mod Tempelpladsen i Jerusalem fra en solrig plet tæt på toppen af Oliebjerget sammen med en flok forventningsfulde teologistuderende. Vi er på studietur, og luften er fuld af spænding og iver efter at lære nyt. At opleve geografien, kulturen og konteksten som Jesus befandt sig i, kan næsten ikke undgå at sætte spor i forståelsen af Gud og troen på ham. Inden turen havde jeg en klar forventning om, at jeg, på trods af flere besøg i landet tidligere, sagtens ville kunne hive nye fangster i indsigts-nettet hjem. Problemet er bare, at jeg efter et døgns tid i byen, stadig ikke rigtig kan mærke den. Iveren, gejsten. Er den gledet ud af hænderne på mig? Har jeg suget al den næring, jeg kan, ud af det her sted? En af de andre studerende bad den morgen for mig. Han bad Gud om, at turen ikke måtte være ”old news”, men at jeg måtte opleve at få ”good news” med hjem. Det ramte hovedet på sømmet. Hvordan bliver de gamle nyheder vendt til gode? Senere på turen besøgte jeg en gammel ven i Jerusalem. Han begyndte en trosvandring med Jesus for få år siden, efter at have levet et helt liv som muslim. Han kæmper nu med uforstående og vrede familiemedlemmer, chikane og andre udfordringer. Han byder på en kraftig myntete, og vi sætter os på hans slidte, men genkendelige plastikskamler. Vi kommer hurtigt ned til de dybere lag i snakken. Det gør ondt at høre, hvordan troen kan koste så mange tårer, kræfter og smerte. Men pludselig siger min ven noget, som har kørt rundt i hovedet på mig lige siden. Han kigger intenst på mig, smiler og siger så: ”You know… He wants us. And that’s what matters.” He wants us. Han længes efter os. Altså Jesus. Jesus vil os, han ønsker os! Det var så hamrende simpelt sagt. Jeg havde i flere dage svælget i dybe teologiske pointer og skarpe refleksioner, som godt nok havde været værdifulde og inspirerende, men det her tog fuldstændig pusten fra mig. Hvor er det vildt, at Jesus gjorde alt det han gjorde, at han gør det, han gør, simpelthen fordi han vil os. Og langsomt gik det op for mig, at den vilje, den kærlighed Gud viser os, måske i virkeligheden er hele baggrunden for studieturen, for det arbejde vi i Israelsmissionen og andre udfører i landet, ja, endda for det lille gensyn mellem to venner midt i Jerusalem, hvor den blev demonstreret allermest tydeligt for nogle tusind år siden. Turen endte med at lære mig en masse nyt. Heldigvis. Men at blive mindet om, at evangeliet ikke er teoretisk, at det er virkeligt og omsætteligt, var uundværligt. For selvom de gode nyheder er gamle, er de stadig gode. Ikke kun for mig eller dig, men for alle som ikke har oplevet dem endnu. At Jesus vil os, må få et output i en lignende vilje og kærlighed til andre mennesker. For det er sådan han er. ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” (1. Joh 4,19)

Jøder møder Jesus i Moskva

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 16. marts 2018   I disse dage gør det russiske samfund klar til at vælge om de vil fortsætte med den etablerede præsident Putin, eller vælge en ny retning for deres land. Men det er ikke det eneste valg mange russere er blevet konfronteret med de sidste par måneder. Maxim Ammosov, lederen af Jews for Jesus’ arbejdsgren i Moskva, og hans kone Olga, fortæller om stigende interesse for evangeliet om Jesus Kristus og interesse fra både jøder og andre i byen. Moskva er et oplagt sted for folk med et hjerte for at bringe evangeliet til jøder, da byen har verdens største koncentration af israelske statsborgere udenfor Israel og samtidig et stort jødisk samfund. Gennem forskellige tiltag prøver Maxim og hans kolleger, at nå de mange mennesker i en af Europas største byer, med evangeliet om den jødiske Messias. I anledning af den jødiske Hanukkah-fest, bliver der hvert år afholdt en koncert i en stor koncertsal i Kremlin, hvor tusindvis af jøder deltager. Med særlige Hanukkah-kort i hånden, gik Maxim, Olga og fem andre medarbejdere til en metro-station, i nærheden af koncerten, for at dele kortene ud og snakke med koncertgængerne. Desuden tilbød de en bog med budskabet om Jesus, til nysgerrige, som en Hanukkah-gave. De fortæller: ”Indenfor to timer havde vi delt 2.000 kort ud og 34 (33 af dem var jøder) havde givet os deres kontakt informationer, for at høre mere. Pris Herren!” Samme interesse var der ved Jews for Jesus’ egen Hanukkah-fest, hvor over hundrede mennesker deltog. 26 gæster ville gerne høre mere og otte af dem tog imod Jesus som deres frelser, den aften. Generelt fortæller Maxim og Olga om stor interesse og en oplevelse af at være beskyttet og omsluttet af forbøn – som de er yderst taknemmelige for. Som de selv beskriver det: ”Vi har været så velsignede i vores tjeneste de sidste tre måneder. Og vi er så taknemmelige, især overfor Jesus, men også for jer som trofast står sammen med os i Jews for Jesus i Moskva!”

Ny israelsk film handler om messianske jøder

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 2. marts 2018 I Israel kæmper den messianske bevægelse med et samfund, der ofte har tabubelagt troen på Jesus som Messias, eller direkte diskrimineret jødiske Jesus-troende. Fra flere fronter, har bevægelsen skulle modstå anklager og modstand af forskellig art, men de seneste år ser det ud til at stemningen langsomt er begyndt at vende. Flere medier har i mere positive vendinger omtalt bevægelsen og i december havde en film, der behandler troen på Jesus som Messias, for første gang fundet vej til israelske biografer.  

En messiansk pioner

Filmen hedder ”A New Spirit” og fortæller den sande historie om Yacov Damkani, en tidligere kriminel som i 70’erne flygtede fra en fattig tilværelse i Israel til USA. Her mødte han Jesus, den jødiske Messias, som ændrede hans liv radikalt. Senere vendte han tilbage til sit hjemland, og blev en af pionererne i missionen til jøder i Israel – en bevægelse han stadig er en aktiv del af i dag. Filmen har fået masser af omtale i Israel gennem plakater, fremvisninger i biografer landet over, og ikke mindst fordi det mest populære israelske nyhedsprogram en aften dedikerede hele 13 minutter til at dække filmen og dens kontroversielle emne. Samtidig har filmen modtaget flere priser, både i ind- og udland, som har sat den på dagsordenen i hele den jødiske verden.

“De er nødt til at se den!”

Instruktøren, den anerkendte israeler Doron Eran, som ikke selv er messiansk jøde, mødte Yacov Damkani under optagelserne til en dokumentar om messianske jøder og efter at have hørt hans historie besluttede han at fortælle Yacovs historie gennem en spillefilm. Doron Eran er kendt for at tage fat i svære og kontroversielle temaer i sine film. Han forklarer: ”Jeg vil gerne vække samfundet. Mange er bange for at sige noget – selv når de ser direkte uretfærdighed.” Han fortæller, at selvom han er vant til at bevæge sig i kontroversernes farvand, så har denne film om at komme til tro på Jesus som Messias, skabt den største modstand han endnu har oplevet: ”Når folk genkender mig på gaden, så er de ekstremt kritiske overfor filmen. De synes den er god og det er problemet for dem. De mener at den er farlig for jøder at se!,” siger Doron. Han vurderer at responsen, som han møder, på Facebook og andre sociale medier har været omtrent 70 % negativ og 30 % positiv. Alligevel mener han, at alle israelere bør se filmen: ”Alle som ser denne film, vil få muligheden for at se tingene fra en fuldstændig anden vinkel. De er nødt til at se den!” Selvom filmen er kontroversiel, er håbet for den messianske bevægelse i Israel, at den kan være med til at markere det legitime i at være jøde og samtidig have Jesus som Messias – at have ”en ny ånd.”   Læs hele interviewet med Doron Eran her: http://kehilanews.com/2018/02/04/israels-most-controversial-film-a-new-spirit/

På tur i verdens bedste klasselokale

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 2. marts 2018 Jeg sidder på Menighedsfakultetet i Aarhus i et næsten tomt klasselokale. Overfor mig sidder to teologistuderende, Kasper Bergholt (ses forrest på billedet ovenfor) og Philip Kristoffersen. De studerer teologi på 2. semester og har netop været på studietur i Israel. Landet, som en teologiunderviser efter sigende engang har kaldt ”verdens bedste klasselokale.” Turen var arrangeret i samarbejde med Israelsmissionens Unge, med lektor på Menighedsfakultetet Morten Hørning Jensen og tidligere generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt som anførere. Vi har trodset kulden, for at snakke lidt om turen og dens slipstrøm, over en kop varm kakao.

At rejse er at lære

På det indledende spørgsmål, om hvorfor de tog med på turen, kommer svaret hurtigt fra Kasper: ”For at få perspektiv på Bibelen og undervisningen sat i en ramme – og fordi det var billigt!” tilføjer han smilende. De havde begge store forventninger om at lære noget nyt, at få dybere perspektiver på forståelsen af Bibelen og dens ramme. Og forventningerne blev ikke gjort til skamme: ”Jeg lærte at kigge på Bibelen med et historisk perspektiv” fortæller Philip. ”Det hele blev levendegjort af at komme til Israel og det giver mig noget helt andet, når jeg læser i min bibel i dag. Jeg kan meget bedre forestille mig hvor de bibelske fortællinger er foregået.” Kasper stemmer i: ”Jeg lærte en masse om tematikker i jødedommen som gør sig gældende, for eksempel om templet, guds udvælgelse, og spørgsmålet om ejendomsretten til landet, som går igen i konflikten i dag.”

Perspektiver og praksisser

Enhver som har besøgt Jerusalems gamle bydel, vil have bemærket ihærdigt messende ortodokse jøder ved Grædemuren, som iført nøje udvalgt påklædning reciterer lange bønner under rytmiske bevægelser, eller ortodokse præster i Gravkirken, som fra tid til anden kommer svingende med en røgelsesbeholder, alt imens de baner sig vej til en kavalkade af ikoner og guldbelagte lysestager. Mødet med andre religiøse traditioner gjorde også et stort indtryk på de spirende teologer. ”Vi kan blive inspireret af østkirken og deres praksis, som ikke er forkert, men som virker mærkværdig, fordi vi slet ikke er vant til det. Måske kan vi lære noget, ved at prøve at bruge nogle hjælpemidler i vores andagter, for at illustrere det vi gør og tror på,” siger Kasper. For Philip var det den ortodokse jødedom der satte spor: ”Jeg kan blive fascineret af, at de kan have noget som er så virkeligt og så helligt for dem. Spørgsmålet er, om jeg også kan finde Gud i en praksis?” Undervejs på turen havde deltagerne, som bestod af teologistuderende og andre kommende eller nuværende ledere i kirken, også flere refleksioner og tid til eftertanke. ”Min bedste oplevelse var en længere vandring i stilhed, i ørkenen. Vi var blevet bombarderet med rigtig mange indtryk, så at få en indgang til stilhed gennem bøn og salmer for derefter at gå langs et stille vandløb i en kløft gav mig bedre mulighed for at finde Gud og stilheden i Israel. Her kunne jeg tænke tingene igennem og prøve at forstå,” siger Philip.

Hvad er evangeliet?

Hovedspørgsmålet på turen var ”hvad er evangeliet?”. Et umiddelbart svært spørgsmål at få has på, men Kasper er på turen kommet nærmere et svar: ”Et eller andet sted så hører templet og evangeliet sammen. For hvis templet er det der muliggør Guds nærvær og evangeliet er, at Gud er kommet nær, så er evangeliet at vi har et sted at gå hen – Jesus. Jesus er kommet helt nær, til sådan en som mig,” siger han og sætter dermed et foreløbigt punktum for oplevelserne i verdens bedste klasselokale. Et punktum, der meget vel kan vise sig kun at være et komma, for de unge teologistuderende.

Tak for godt bordfællesskab!

”Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.”

      2. Mos 24,9-11

  Ugens portion: 2. Mosebog 21,1-24,18  For nogle år siden gik jeg på højskole. En højskole er, i kraft af at være en kostskole, et sted hvor det særlige menneskelige fællesskab omkring måltider bliver utroligt tydeligt. Måltider har det med at være en fremragende måde at binde mennesker sammen på, og i de fleste kulturer er det at spise sammen en blåstempling af hinanden, en måde at vise en vilje til fællesskab. På højskolen havde en af lærerne en særlig måde at slutte måltiderne af på. Når han rejste sig, sluttede han altid med smilende at sige: ”Tak for godt bordfællesskab!” Selvom vi dengang morede os en smule over udtrykket, så rammer det for mig denne lille del af ugens Torah-portion ind i et større perspektiv. Efter at have modtaget de ti bud og en masse forskellige sociale og etiske love fra Gud, drager Moses og hans ældste op for at have et pagtsmåltid med Gud Herren selv. Og her står nogle af de sætninger i GT som fylder mig allermest med længsel – DE SÅ GUD! Hvis der er noget jeg, som et Guds barn længes efter, måske særligt midt i en kold og mørk vinter, så er det at se Gud. Sådan, for alvor. At ”skue” ham og have fællesskab med ham. Det kan virke som en fjern drøm, en tåget forestilling som nok aldrig bliver fuldstændig. Men Gud fortæller os, at sådan skal det blive engang. Engang skal vi se ham – og ikke nok med det, vi skal være sammen med ham! Måske så Moses og de andre ikke det fuldstændige gudsvæsen. Det gjorde de sandsynligvis ikke. Ligesom de, kan vi ikke rumme sådan en herlighed, en magt, en ”fortærende ild” som der står i vers 17. Der er simpelthen for langt mellem os og Gud, hvilket de mærkværdige og afslørende love i de foregående og efterfølgende kapitler i loven udfolder. Men Jesus giver os håbet og løftet om, at det en dag skal blive anderledes. En dag skal vi få lov at sidde med Gud, og endda nyde ”marvfede retter og ædel, lagret vin” som Esajas udtrykker det (Es 25,6). Den dag kan vi, med et smil på læben, se på vores Gud, Israels Gud, og takke for godt bordfællesskab! Det kan være svært at forholde sig til, som andet end et uklart billede i horisonten. At se Gud selv. Men måske giver det os et perspektiv, en retning, som præger alt andet i os? Måske, så er det netop længslen der gør livet meningsfuldt netop nu. Og måske er længslen med til at drive os i mission, så andre kan få del i længslen – og i håbet.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503