Author: Jørgen Bækgaard Thomsen

Jørgen Bækgaard Thomsen er tidligere præst i Den Danske Kirke i Jerusalem (1984-1989) samt forfatter og medlem af redaktionen i Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Torah-portion: Moses sagde

Moses sagde (4 Mos 27,15)
Ugens portion: 4 Mos 25,10-30,1 Ørkenvandringen nærmer sig sin afslutning for Moses og Israels folk. Ugens Tora-portion har i jødisk tradition overskriften: ”Pinchas”, der er det første ord i 4 Mos 25,11. På dansk skrives navnet: Pinehas. Pinehas var barnebarn af ypperstepræsten Aron. Han og hans efterkommere skulle være ypperstepræster fremover, fordi han havde forsvaret folkets renhed. Efter at Gud har givet Moses besked herom, følger der en folketælling for hver stamme for sig. Den danner baggrund for den senere fordeling af landet, hvor en talrig stamme skulle have større landområde end en lille stamme. Endelig er der i kap 28-29 bestemmelser om ofrene i templet på årets forskellige dage. Moses sagde Ugens portion er kendetegnet ved, at Gud giver anvisninger. Det hedder flere gange, at Herren sagde eller Herren talte. Men midt i portionen er der en kort beretning om udvælgelse og indsættelse af Josva. I denne beretning standses jeg af ordene: Moses sagde (4 Mos 27,15). Det er sidste gang, det er refereret i Mosebøgerne, at Moses talte til Gud (i 5 Mos refererer han det, han tidligere har sagt). Gud havde netop gentaget, at Moses ikke ville få lov til at følge med sit folk ind i det forjættede land (4 Mos 20,12). Moses’ svar er værd at lægge mærke til: Han klager ikke og beder ikke Gud om at ændre mening. Han beder for sit folk! Det er den sande leder, der beder. Han beder om, at de må få en leder, der kan lede dem efter Guds vilje, så de ”ikke bliver som får uden hyrde.” Med de ord knytter Moses linjen tilbage til kaldelsen ved den brændende tornebusk (2 Mos 3), hvortil han var kommet i spidsen for svigerfaderens fåreflok, og hvor han for første gang talte direkte med Gud. Dér havde Gud kaldet Moses, fordi Gud havde set sit folks lidelse og derfor ville føre dem hjem til det forjættede land. Og det var Moses’ opgave at gå i spidsen på Guds vegne. Nu er hans bøn blot, at Gud vil indsætte den rette leder i hans sted. For folkets skyld. Det var det, han sagde. Det er så at sige hans testamente. Josva Gud havde allerede truffet sit valg. Det var Josva, der skulle efterfølge Moses og føre folket over Jordan floden til bosættelse i landet. Moses adlød og indsatte Josva. En kort tid udgjorde de to et lederteam, indtil Moses skulle gå op på Nebo bjerg, hvor han fik lov til at se ind over det forjættede land, som han ikke skulle med ind i. Han døde dér på bjerget, 120 år gammel. Moses sagde Det er betagende, at Moses ikke beklagede sig eller bad Gud ændre mening, men bad for sit folk. Vi har lov til altid at bede Gud give os sine gaver og ændre vores lod. Vi må i alle forhold bringe vores ønsker frem for Gud (Fil 4,6). Men vi må også give slip på os selv og lægge alt i Guds hånd. Og vi må også, som Moses, træde lidt tilbage og sige: Det gælder dog, o Herre Krist, vor ære ej, men din for vist; stå derfor bi den lille flok, som i dit ord har evig nok! (DS 341,6)

Giv besked!

Du skal give israelitterne besked (2 Mos 27,20)
Ugens portion: 2 Mos 27,20-30,10 Ugens Tora-portion har i jødisk tradition overskriften: ”Tetzaveh”, der er det andet ord i 2 Mos 27,20. Det betyder: ”Du skal give besked!” eller måske nærmere: ”Du skal give befaling!” Det, Moses skal give sit folk besked om, er først, at de skal skaffe olie til lysestagen i helligdommen (2 Mos 25,31-40), dernæst er det om præstedragten (kap. 28) og præstevielsen (kap. 29), og endelig om røgelsesofferalteret (30,1-10). Det hele beskrives ganske udførligt, selv om det ikke er alt, der er gennemskueligt for os. Men det er åbenbart vigtigt, siden der bruges så megen plads på beskrivelsen.

Kernen i beskeden

Det vigtigste og mest bemærkelsesværdige er, at Aron skal træde frem for Gud på folkets vegne. Gud havde ellers kaldt folket et kongerige af præster (2 Mos 19,6). Men de måtte ikke gå ind i helligdommen, og de måtte ikke selv bringe deres ofre på alteret. Alt skulle gå igennem Aron, ypperstepræsten. Dermed er der på den ene side markeret et skel mellem Gud og det syndige menneske. Dette skel går igen gennem hele Bibelen. Den, der vil frem for Gud i egen fromhed og retfærdighed, bliver mødt af et nej. Det oplevede fx Nadab og Abihu, der selv ville bringe røgelsen frem for Gud (3 Mos 10,1-5). Men på den anden side er der åbnet en vej ind til Gud. Enhver kunne bringe sit offer til Aron og få det bragt på alteret.

Præstedragten

Der var især 2 vigtige ting ved ypperstepræstens dragt. Det ene var doms-brystskjoldet med 12 ædelsten, svarende til Israels 12 stammer – Aron skulle bære dem ved sit hjerte. Navnene på de 12 stammer var i øvrigt indgraveret i 2 sten på hans skuldre. Han skulle stadig bære Israels frelse frem for Gud i pagtsteltet. Det andet vigtige var blomsten på hans turban, hvorpå der stod: Hellig for Herren. Det understregede, at Aron havde fået tjenesten pålagt og betroet af Gud.

Jesus

Alt skulle gå gennem ypperstepræsten. Dermed er der peget frem på Jesus. Han fik ganske vist ikke den flotte klædning, som Aron fik. Han fik ikke ædelsten ved hjertet eller på skulderen, og han havde ikke blomsten i turbanen. Jesus blev indviet, da han blev døbt af Johannes Døber i Jordan floden og Guds røst lød: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag (Matt 3,17). Jesus havde godt nok en fornem kjortel, der var vævet i ét stykke (Joh 19,23), men han blev afklædt, da han selv blev ofret på Golgata. Men efter opstandelsen og himmelfarten er han vores ypperstepræst i den himmelske helligdom. Den nåde, har vi fået.

Jesus – for dig!

Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse.  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4,14-16). Det er beskeden til os.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503