Author: Julie Kajgaard

Glædelig Chanukkah!

I aften torsdag d. 10. december begynder jøder verden over at fejre chanukka. Derfor er det på sin plads at ønske det jødiske folk glædelig Chanukka! 

For os her i Danmark ser vi ikke så meget til den festlige fejring, og måske ved vi heller ikke helt, hvad den handler om. Men chanukka er en rigtig spændende fest, og derfor dykker vi ned i den her på bloggen. 

Når man er i Tel Aviv eller i Jerusalem, altså når der ikke lige er corona, er chanukka tiden, hvor der købes de særlige chanukka kager, som ligner berliner, der er tid for børnene at spille et lille spil, hvor de kan vinde slik, og ja chanukkaugen er bare enorm festlig. Det er en tid til at være sammen med familie og venner, og hver aften samles man i huset og tænder de lys, der skal tændes. Vi kender det en lille smule fra advent, hvor vi om søndagen måske samles for at tænde adventskransen. I stedet for fire lys over fire søndage, tændes der otte lys over otte dage i chanukkastagen. 

Image by Ri Butov from Pixabay

Hvad handler chanukka om? 

Når man læser i den jødiske bibel (GT), kan man ikke læse om festen chanukka. Men når der læses i Det Nye Testamente, er der et enkelt sted, der beretter om, hvordan Jesus deltog i Chanukah, Joh. 10,22-39. Chanukah opstod altså i perioden mellem GT og NT. Det der var årsag til fejringen af Chanukah var egentlig en tragedie for det jødiske folk. 

I det 2. århundrede f.v.t., var jøderne underlagt en syrisk konge, Anitiokus d. 4., som forsøgte at påtvinge jøderne at tilbede de græske guder. Anitokus gjorde det forbudt for jøder at praktisere deres egen religion så som at overholde sabbatten; festerne, omskærelsen, og han tvang dem til at spise svinekød. Han placerede også en statue af Zeus på alteret i templet i Jerusalem ligesåvel som i de mange synagoger, hvormed han tvang jøderne til at tilbede Zeus.

I begyndelsen forsøgte fromme jøder at gøre passiv modstand, men på et tidspunkt blev undertrykkelsen så voldsom, at en præstefamilie fik nok og gjorde modstand med magt. Mattathias og hans sønner fik samlet en hær, som gjorde modstand. Mattathias døde og hans søn overtog opstanden, og opstanden blev opkaldt efter ham: Makkabæeropstanden. Makkabæeropstanden vandt Jerusalem tilbage til det jødiske folk, og efter en fredsaftale med en ny konge, hvor jøderne fik lov til at dyrke deres religion, hvis de accepterede syrisk kongedømme, blev templet genindviet. I templet var den syvarmede lysestage, men i følge den legende, der udviklede sig, var der kun olie til en dag, og det tog syv dage for præsterne i templet at producere nok olie til lysestagen, men Gud var trofast, og han lod olien til den ene dag virke i syv, hvormed lysestagen ikke gik ud. 

Det betyder, at når jøder i dag fejrer chanukka, da fejrer de, at Gud var trofast i, at de fik templet igen, og at der var lys nok til den syvarmede lysestage. Derfor har chanukka også en særlig ni-armet lysestage. De otte lys på lysestagen fortæller om, hvordan Gud var trofast til at give olie nok til den syvarmede lysestage, så den kunne brænde i otte dage. På nogle lysestager er der ni lys. Det niende lys bruges som en tjener til at tænde de otte lys med. ≤≤≤>

Jesus og Chanukka 

I Det Nye Testamente fortælles der om, hvordan Jesus fejrede chanukka. Festen så anderledes ud på Jesu tid end i dag, for den gang var der stadig et tempel i Jerusalem. Nogle af de temaer, der fyldte til chanukkafejringen, var også anerledes end dem, der tales om i dag. For på Jesu tid var chanukka en forsinket fejring af efterårsfesten, løvhyttefesten. 

I Joh. 10,22-39 møder vi Jesus ved festen chanukka. 

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.

Hvad er der på spil her? Intet mindre end Jesu identitet. Hvem er du? De vil gerne have, at Jesus med sin mund siger, at han er Messias, men Jesus peger på, at han igennem sine handlinger allerede har sagt det. 

Noget, der er godt at være opmærksom på, når man læser sig igennem Johannesevangeliet er, hvordan Johannes bruger ordet ‘jøderne’. Nogle gange mener han alle dem, der er jøder, hvor Jesus for eksempel er inkluderet. Men i den her sammenhæng er det nogle bestemte jøder, Johannes sigter til. Han sigter til de teologisk uddannede, og dem der altså gik mest op i, hvilke tegn der ville følge Guds Messias – Gud salvede. 

Jesus taler så om, hvordan han igennem sine handlinger har vist, at han er den gode hyrde. Dette tema giver ret god mening at hive frem, når man husker på, at chanukka indeholder de samme temaer som løvhyttefesten. Fokus på, hvordan folket var i en idealtilstand med Gud under ørkenvandringen, og dermed hvordan Gud var den gode hyrde der. Derfor siger Jesus meget, når han siger, at han er hyrden, og at dem, der anklager ham, er ikke en del af den hjord, han er kommet for at give evigt liv. Jesus siger, at selvom de har studeret teologi hele deres liv, har de ikke forstået, hvem Messias er, og hvem han kalder på. 

Igennem beretningerne om Jesu liv og virke kan vi læse på, at dem Jesus kalder ind til fællesskabet med sig er de fattige, fremmede og faderløse. Det er dem, som de andre ikke vil have med ind i deres fællesskab. 

Chanukka i dag 

I år vil chanukka falde d. 10. dec. – 18. dec. Det er fortsat en fest, hvor man fejrer, hvordan templet bliver indviet. I dag vil der også være nogle jøder, som bruger chanukka til at håbe på, at en dag vil der komme et nyt tempel, hvor Guds nærvær vil tage bolig igen. 

I sammenfaldet mellem chanukka og adventstiden, må vi der allerede tror på, at Messias har været her, være i taknemmelighed over for, at vi behøver ikke at vente på, at Guds nærvær vil komme til mennesket, for det kom med Jesus og med Helligånden. Guds nærværet bor i dig og mig, og det giver os kraft og nåde til at tjene de mennesker, vi er sat i blandt. 

Men chanukka kan passende minde os om, at vi i denne adventstid og alle de adventer, der kommer, også venter. At vi venter på, at Jesus fra Nazareth skal komme igen til os. Men det skal han ikke gøre som en ubetydelig baby, hvor kun nogle hyrder kom. Han skal tværtimod komme i megen magt og herlighed. Jesus, jødernes og verdens Messias, skal komme og hvert knæ skal bøje sig for ham og bekende, at han er Herre. Når dette sker vil han også forløse hele skabningen og alt vil falde på plads i den orden, som alt var tiltænkt. Så skal alt venten slutte. Om det er på et tempel, på at leve fuldt ud i Guds nærvær eller på alt det andet, vi venter på. Så skal Guds skabning være sammen med Livets Herre, og alt død, sygdom og smerte er tilintetgjort. 

Glædelig Chanukka! 

Jøder har også brug for Jesus

I Israelsmissionen har vi i samarbejde med forlaget Lohse udgivet en bog.

Det er ikke noget, vi gør hver dag, og derfor er det også vores ønske, at bogen må blive læst af andre end bare os selv. Derfor vil dette blogindlæg sætte fokus på nogle af de pointer, jeg tager med mig efter at have læst bogen: Jøder har også brug for Jesus.

I bogen fortæller forfatteren Avi Snyder, hvorfor jøder har brug for at høre om Jesus. Umiddelbart kan vi måske tænke, at selvfølgelig har jøder brug for at høre om Jesus, men Avi Snyder viser, hvordan der i dag blandt kristne er mange indvendinger mod, at jøder skal høre om Jesus.

De fleste indvendinger drejer sig om en dårlig samvittighed. Kristne har det svært med det, der skete med det jødiske folk op igennem historien, og som havde sit forfærdelige klimaks i holocaust. Samtidig peger Avi Snyder også på, at der har udviklet sig nogle misforståelser i forhold til forståelsen af Israels plads i Guds historie, som leder til, at nogle mener, at det ikke er nødvendigt at fortælle jøder om Jesus. Disse misforståelser vedrører for eksempel, hvordan man læser nogle af Paulus’ formuleringer i Romerbrevet, og hvordan man fortolker landløfterne i Bibelen. For Avi Snyder er det afgørende, at selvom man forstår Israels rolle på en særlig måde i Guds historie, da kan det aldrig lede til, at jøder ikke skal høre om Jesus. Tværtimod ser Avi Snyder, at lige netop for, at det jødiske folk kan udleve deres bestemmelse, da er det helt afgørende, at de hører om Jesus. Kærlighed til det jødiske folk kan aldrig være tavs, men den må indebære, at der fortælles om, hvordan jøderne også er kaldet til at tro på Jesus som deres Messias.

For de fleste kristne i Danmark gør det sig gældende, at de ikke er jøder, og derfor kan det være et spørgsmål, om vi kan engagere os i jødemission, eller om det kun kan være Jesus-troende jøder, der giver evangeliet videre? Avi Snyder peger på, at det faktisk er helt afgørende, at ”hedninger” er med til at fortælle jøder om Jesus. For nogle jøder kan det nemlig være en hjælp i deres åndelige søgen at tale med ikke jøder om troen på Jesus. Derfor skal evangeliet til det jødiske folk deles af både Jesus-troende jøder og helt almindelige kristne – også i Danmark.

Selvom bogen ”Jøder har også brug for Jesus” handler om de argumenter og synspunkter, som gør, at nogle vil undlade at fortælle jøder om Jesus, kan bogen også med fordel læses ind i en større samtale om mission. Om det så er til gammeldanskere, nydanskere eller andre befolkningsgrupper ude i verden. i de senere år er hele tanken om mission blevet mere ømtålig og til tider vanskeligt at forsvare. For er mission ikke en åndelig kolonisering? Eller er det overhovedet tilladt at sige noget om, at mennesker skal høre om Jesus? Her giver bogen igennem jødemission flere perspektiver på, hvorfor det er kristendommens pulsåre at fortælle om Jesus. For hvis jøder ikke skal høre om Jesus, hvordan kan det så være, at andre folkeslag skal? For hvis Jesus ikke er jødernes Messias, da kan heller ikke være hedningernes Kristus. Enten er Kristus alt for alle, ellers er han ikke noget for nogen. Dermed er Avi Snyders bog et vigtigt bidrag til drøftelsen af mission, hvem end der så tænkes på.

I Avi Snyders bog sættes der ord på, hvorfor mission i det hele taget og specifikt til det jødiske folk er det, Jesus troende mennesker er kaldet til. Den går i brechen med de indvendinger som der ses flere og flere af, når det handler om mission til det jødiske folk, men som også kan ses i andre diskussioner om mission.

Avi Snyders bog ”Jøder har også brug for Jesus” kan købes for 150kr her: https://lohse.dk/nyheder/joder-har-ogsa-brug-for-jesus.html

Boganmelse: The Other Side of the Wall: A Palestinian Christian Narrative of Lament and Hope

Munther Isaac, luthersk præst i Bethlehem og ph.d., har skrevet en ny bog, som sætter fokus på palæstinensernes situation i Israel-Palæstina-konflikten. Bogen er først og fremmest adresseret til kristne og andre, der har interesse for kristen teologi, og som ønsker at reflektere over, hvordan den teologiske forståelse af landløfter og udvælgelsen af jøderne man må have påvirker de palæstinensere, der er i landet.

Nogle af bogens aftryk

Der er ingen tvivl om, at Munther Isaac med sin bog ønsker at skabe opmærksomhed om, hvordan dele af amerikansk kristen zionisme har hjulpet til, at palæstinensere bliver undertrykt og står i det, der kan synes at være en håbløs situation. Bogens grundtone er klage (lament), og jeg må ærligt indrømme, at jeg oplevede det som meget voldsomt, indtil det gik op for mig, hvilket måske også var bogens største aftryk på mig, at det palæstinensiske folk virkelig er i lidelse, og at de virkelig har grund til at klage.

Det andet aftryk, som bogen har sat hos mig, er, at der ligger en fare i dele af kristen zionisme, nemlig den, at man ikke finder det nødvendigt at tale om Jesus til det jødiske folk. I den kristne zionisme er det meget let at se det jødiske så særligt og udvalgt, at det har sin egen vej til Gud. Denne konklusion kan man måske komme til gennem den måde, man fortolker Bibelen på, eller gennem den kollektive dårlige samvittighed man har over Holocaust. Uanset hvad, kan det lede til, at man ikke arbejder for, at jøder får mulighed for at tage stilling til Jesus. Med en kærlighed til det jødiske folk tror jeg, det altid er vigtigt at huske på, at hvis Jesus ikke er Messias for jøderne, da er han heller ikke Kristus for alle andre nationer.

Det, tredje aftryk, jeg vil fremhæve fra bogen, er, hvordan vi taler om 1948. Tænker vi, jøderne vendte tilbage til et land, der var tomt, og hvor de bare kunne tage landområder i besiddelse, eller var der faktisk mennesker i landet, der fik taget deres landområder fra dem? Fra historien ved vi, at der har boet mange forskellige folk i landet – også palæstinensere. Og vi ved, at jøderne begyndte at vende tilbage til landet længe før 2. verdenskrig og eftervirkningerne af den. Og jeg tror, det er vigtigt at reflektere over, hvordan vi taler om 1948. For hvad fortæller vi om Gud, hvis vi siger til nogle bestemte mennesker, at de nu ikke længere kan være i det land, hvor deres forfædre har boet, og som de har haft som fædreland, fordi Gud ville, at jøderne skulle komme ”hjem”?

Kritik af bogen

Jeg kunne skrive om mange flere aftryk, som bogen har efterladt mig med, men jeg må sige, at bogen også emmede af en hel del fravær. Munther Isaac betoner, hvordan Israel som stat er en besættelsesmagt, som på ingen måder søger fred og retfærdighed med det palæstinensiske folk. Han bruger forskellige data i bogen, fx fra FN, som understøtter hans pointe. Dog sidder jeg også tilbage med en del spørgsmål om alt det, der ikke bliver sagt. Der mangler et aspekt af selvkritik af det palæstinensiske styre og andre aktører i konflikten. Fx bliver det ikke nævnt, hvordan den arabiske verden flere gange har erklæret krig mod Israel – og at sikkerhedstruslen mos Israel har været reel. Der nævnes heller ikke, hvordan der blandt palæstinenserne forekommer korruption og snyd med de mange penge, der bliver sendt fra det internationale samfund. Denne manglende selvkritik gør, at bogen er for ensidig i konfliktens mange facetter. Det overordnede billede fremstiller Israel som skurk og palæstinenserne udelukkende som ofre, som ikke har mulighed for at arbejde på en løsning på grund af den israelske undertrykkelse. Men hvad gør det for palæstinensernes mulighed for en løsning, når der i egne rækker er korruption, internationalt pres fra mange af de omkringliggende arabiske lande og andre aspekter?

En anden præmis i bogen, som jeg stiller mig kritisk over for, er, at Munther Isaac mener, at muligheden for fred i landet først og fremmest kræver retfærdighed. Er det virkelig det kristne svar, som Jesus giver os for fredsstiftelse? For mig at se er retfærdighed et vigtigt kendetegn på Guds ønske for mennesker, men vi mennesker mangler ofte en vinkel eller to til at se det fulde billede af, hvad der er retfærdigt. Derfor bliver forsoning det vigtigste redskab for fredsstiftelse, for med forsoning kan vi vedkende os, at vi ikke har overblikket over alle detaljerne, men grundlæggende vil insistere på at se gudbilledligheden i det andet menneske fremfor noget som helst andet. Med forsoning er det muligt at komme tættere på en retfærdig verden, men retfærdighed bliver ikke det vigtigste redskab for at stifte fred.

Læs bogen

Selvom jeg har min kritik af bogen, vil jeg varmt anbefale dig at læse den. Det gør jeg, fordi jeg tror, det er godt at prøve at lytte til stemmer, som vi måske er uenige med. Samtidig er bogen en berigelse i refleksion over mit eget gudsbillede og i at forstå, hvordan det er at være palæstinenser i den vedvarende konflikt mellem Israel og Palæstina. Slutteligt er det også muligt gennem bogens temaer at reflektere over, hvordan vi navigerer i de konflikter, vi kan opleve gennem kultursammenstød og forskellige opfattelser af, hvad der sker i vores verden. Bogen kan dermed være en nøgle ind i en større refleksion om, hvordan jeg lever med min næste og med Gud.

God læselyst!

Julie Kajgaard

Julie har en invitation til dig

Julie har en invitation til dig og dit fællesskab – se den her!

Julies vigtigste opgave er at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og Europa. Derfor har hun et brændende ønske om at komme rundt i hele landet for at møde vores støtter, undervise om kristendommens jødiske rødder og fortælle om Israelsmissionens arbejde og hvad vi er optagede af.

Mød hende i videoen herunder og invitér hende ud til din kirke eller fællesskab – hun er både rar og dygtig!

Kontakt Julie på julie@israel.dk eller på tlf. 2344 7619.

Du kan også læse mere om Julie her.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503