Author: Julie Kajgaard

Torah-portion: Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed?

Ugens portion: 3. Mos. 1,1-5,26  Portionen er skrevet af David Ingemansen, seniorvolontørkoordinator  De første fem kapitler i Tredje Mosebog er ikke typisk det sted i min Bibel, som jeg oftest slår op i, i mit personlige andagtsliv. Det er svære tekster med et gammelt sprog, der beskriver et rituelt regelsystem, som er meget fjernt fra mit verdensbillede. Alligevel har teksten givet mig grobund til at overveje spørgsmålet i titlen: Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed?  Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed? Alle ofrene, der skal bringes til Gud både i forbindelse med takkeoffer, syndoffer eller måltidsoffer, skal være rene, lydefri og frie for fejl og mangler. Dyrene skal være uden skavanker og melet skal være fint (se f.eks. 3 Mos 1,3; 1,10 og 2,1). Mit åndelige offer og min gudstjeneste skal være hele min krop og mit liv, siger Paulus i Romerbrevet kapitel 12. Hvordan jeg kan bringe mig selv og mit liv til Gud, når jeg ikke i nogen henseende er lydefri, ren og uden fejl? Jeg er en ren og skær synder. Jeg elsker ikke min næste af hele mit hjerte, og jeg elsker ikke Gud af hele mit hjerte – selvom det er min bøn at gøre det. Jeg må gang på gang bekende mine synder for Gud med den beklagelige vished, at det nok ikke er sidste gang. Alligevel kan jeg bringe mig selv og mit liv til Gud, som en åndelig gudstjeneste for ham. Det kan jeg, ikke på grund af mig selv, men på grund af min frelser og ven Jesus Kristus. Han var en lydefri mand, der oplevede fristelser som mig men uden at synde (Heb 4,15). I dåben er jeg blevet iklædt Kristus (Gal 3,27) og derfor bringer jeg mig selv til Gud med evangelisk frimodighed klædt i mit rene og gode ’Jesus-outfit’. Jeg kan leve hver dag i en åndelige gudstjeneste for Gud, hvor jeg forsøger at elske ham og at elske min næste. Det kan jeg med god samvittighed, og jeg kan vide mig sikker på, at næste gang jeg falder på knæ foran korset og beder om tilgivelse og nyt mod, så smiler Gud og rejser mig op på ny. For løftet helt tilbage fra 3 Mos 4,27-35 om tilgivelse af synd gælder stadig for enhver, der tror på Jesus og lader sig iklæde af ham og hans retfærdighed.  

Torah-portion: Der var bragt rigeligt

Ugens portion: 2. Mos. 35,1-40,38 Nu er det blevet weekend igen. Tilstanden er stadig underlig både her i Danmark men også i det meste af verden. Ind i alt det har du måske oplevet, at der er noget dybt inde i dig, der har insisteret på at finde håb og finde måder at navigere i denne særlige situation på. Sådan har jeg i hvert fald haft det.   Der var bragt rigeligt I denne uges torah-portion følger vi fortsat israelitterne i ørkenen. Der er de i mange år, og derfor har de fleste af Mosebøgerne også ørkenen som ramme for israelitternes historie. Derfor giver beretningerne også os perspektiver på, hvordan vi kan navigere i den ørken, som vi hver især oplever, vi befinder os i.  I mens israelitterne er i ørkenen bygger de et meget stort telt, som også kaldes helligdommen. Helligdommen blev bygget for at vise israelitterne, at Gud havde taget bolig i blandt dem. Men i virkeligheden kunne Gud ikke være i helligdommen, for hele jorden er Guds helligdom. Dermed blev helligdommen altså et symbol på, hvordan hele jorden er Guds bolig.  I mens de byggede helligdommen bragte israelitterne frivilligt gaver til byggeprojektet, som skulle bruges til at bygge boligen med. Der fortælles, at der blev bragt så mange gaver, at bygmestererne bad folket om at stoppe med at bringe flere gaver. De sagde: “Folket bringer mere end nødvendigt til, at det arbejde, Herren har befalet, kan udføres.” 2. Mos. 36,5 Der var bragt rigeligt. I den ørken-tid eller corona-tid vi er i, fik den her beretning mig til at tænke på, at jorden i dag stadig er Guds helligdom. Og lige nu er der måske et behov for, at vi arbejder for, at den må blive smuk. Jeg kom til at tænke på, er det mon muligt, at vi i denne tid bringer vores gaver i spil, så der kan siges, at vi bringer mere end nødvendigt? Konkret tænker jeg, at det kan handle om, at vi ringer til den ven, vi har tænkt på i lang tid. Det kan være, vi bruger ekstra tid i bøn for vores verden. Måske bruger vi lidt længere tid på at lytte til vores familie. Alt sammen noget, hvor vi bringer skønhed og vores gaver til den tid, vi er i lige nu, så folk må erfare, at jorden er stadig Guds helligdom. 

Torah-portion: Gud går med

Ugens portion: 2. Mos. 30,12-34,35.  I dag er det lørdag, og de fleste af os holder weekend. Det er en weekend, som for mange af os føles helt anderledes. For i onsdags skete der noget, hvor uden at overdrive kan vi sige, at det var historisk. Danmark blev lukket ned for at afbryde covid19 i at sprede sig.  Jeg har derfor arbejdet hjemme de sidste par dage, og det har du måske også. Du har måske haft dine børn hjemme, og du har måske været ramt lidt af en følelse af, at din hjerne ikke helt har kunne følge med på, hvad der sker, og hvordan det påvirker din dagligdag. For mange af os, er der sat nogle følelser igang, som måske er lidt nye for os. For mig selv sad jeg onsdag aften og torsdag med en følelse af, at det her er super surrealistisk. Her i dag er følelserne trukket lidt mere i baggrunden, og det giver mig en anledning til at reflektere lidt over det, vi er i lige nu.  Et af de steder, hvor vi kan finde mennesker, der har store følelser, og som sætter ord på dem er i Bibelens beretninger. Derfor vil denne refleksion tage afsæt i en af disse beretninger.  Torah-portioner I den jødiske tradition har man noget, der hedder ugens torah-portion. Torahen er de fem første bøger i Bibelen, og hver uge i løbet af året læses der en portion op i synagogen. Det betyder, at i løbet af et liv kommer man som jøde til at få et ganske godt kendskab til de personer, vi støder på i de fem Mosebøger.  Gud går med I denne uges torah-portion møder vi Moses, Aaron og israelitterne. De er ude i ørkenen efter, at Gud har befriet dem fra slaveriet i Egypten. Moses er gået op på Sinajsbjerg for at få instruktioner af Gud om, hvordan det kommende israelistiske samfund skal indrettes.  I mens Moses er væk spreder der sig en stemning i befolkningen. De blev måske ængstlige over for, hvad fremtiden ville bringe. Deres leder, som på mange måder også afspejlede, hvordan Gud var med folket, var væk, og betød det så egentlig også, at Gud var væk?  I den situation vi er i lige nu, kan vi også blive ramt af følelsen af, at Gud er væk. For, hvad bliver konsekvenserne for os alle sammen af coronavisrusen? Det ved vi ikke.  Moses hører om, hvordan folket er fortvivlet, og inden han drager ned for bjerget vender han sig mod Gud, og han siger til Gud, at Gud er nød til at være med ham og med folket. Sådan tror jeg også, at vi i dag kan vende os til Gud. Vi må vende os til ham, og vi må være helt ærlige om, hvad vi er fyldt af. Det kan være frygten for at blive syge, eller blive isoleret, eller miste ens arbejde. Alt det vi kan være ængstelig over for, det må vi sætte ord på over for Gud – og måske helt særligt, hvis vi synes, han er fraværende.  Gud svarer Moses: “Jeg vil selv gå med”. Dette løfter gælder også os i dag. Jesus har lovet os, at han går med til verdens ende. Når vi synes, at Gud er væk, kan vi gøre som Moses, hvor vi fortæller Gud om vores ængstelser, vores bekymringer, og vores frygt for, hvad der lige skal ske. Og så er det min bøn, at vi vær især må få lov til at erfare, at Gud ikke stiller krav til dine følelser eller tanker, men han siger: “Jeg vil selv gå med”. 

Vil du bede med os?

Bøn, forbøn og alt det der. Hvordan skal man lige gribe det an? Jeg er bestemt ikke en, hvor det at bede og være et vedholdende bedende menneske er noget, der falder mig let. Derfor har det både været en udfordring, men også en stor opmuntring, at vi her på kontoret i Aarhus er begyndt at mødes hver torsdag morgen fra 9-10 for at bede for jøderne i Danmark og i verden.

Vi beder om, at jøderne i Danmark må få en fair chance for at blive præsenteret for kristendommen, og de må få et møde med Jesus deres Messias. Vi beder for den danske kirke i Jerusalem, som både rækker ud til danskere i Israel, og som også kommer i kontakt med israelere, der for eksempel har giftet sig med danskere. Vi beder for Immanuelkirken, hvor vi lige nu har en volontør, og hvor der sker mange spændende og gode ting i forhold til kontakten med både lokale og internationale personer i Jaffa.

Der er virkelig meget at bede for og takke for! For mig hjælper det at komme sammen hver torsdag og vide, at der også er andre, der beder med, selvom de ikke er på kontoret med os. Det styrker troen og øger håbet om, at vi vil komme til at se danske jøder komme til tro på Jesus!

 

Forbøn – at stille sig mellem Gud og mennesker

Jeg kom til at tænke på en af Bibelens beretninger om, hvordan det at gå i forbøn for andre kan være fuldstændig forandrende, for i forbønnen stiller man sig imellem Gud og mennesker. Beretningen findes i 2. Mos. 32,7-14. Moses har været oppe på bjerget for at modtage Guds anvisninger til folket. Anvisninger, der skulle være retningslinjer for, hvordan samfundet skulle bygges op, og hvordan israelitterne skulle tjene Gud i alle forhold.

Det har trukket lidt ud, eller i hvert fald er israelitterne begyndt at kede sig, og derfor har de presset Aaron, som var næstkommanderende, til at bygge dem en kalv, som de kunne tilbede – for det var lidt frustrerende, at den usynlige Gud blev ved med at være usynlig. Aaron kan ikke stå imod gruppepresset, og han efterkommer folkets krav.

Gud siger da til Moses, at han skal skynde sig ned fra bjerget og stoppet folket i deres uføre. Men inden Moses går ned fra bjerget, går han i forbøn for folket. For Gud er vred over, at de har syndet imod ham. Ham der havde reddet dem fra slaveri og meningsløshed. Moses beder for folket, og han minder Gud om Guds egen trofasthed og kærlighed til dette folk. Denne forbøn betyder, at Gud husker på sit løfte, og han tilgiver folket.

Moses stillede sig imellem Gud og folket. Moses’ forbøn reddede folket. Moses’ insisteren gjorde en kæmpe forskel.

 Senere i Bibelens beretning om Gud og folket, manglede folket en Moses. Det læser vi om i Ez. 22,30: “Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen.” Hvis der havde været en Moses i denne situation, ville Gud ikke have sendt folket i landflygtighed.

Vil du være med til at bede med os for det jødiske folk? Vi insisterer på at stille os i murbruddet og minde Gud om, hvordan han vil, at alle mennesker skal frelses – og det løfte gælder fortsat jøder. Om de bor i Danmark, i Europa, i Israel ja i hele verden.

Tora-portion: Samme budskab i nye klæder

Herren talte til Moses og sagde: >>Tag Aron og hans sønner, og tag klæderne, salvningsolien, syndoffertyren, de to væddere og kurven med de usyrede brød, og kald hele menigheden sammen ved indgangen til Åbenbaringsteltet.<<
Ugens portion: 3. Mosebog 6,1-8,36  Nogle gange når jeg dykker ned i Skriften, bliver jeg helt benovet over, hvor mange detaljer der er. I sådanne kapitler som denne uges portion har, er der mange detaljer. Egentlig synes jeg, at detaljerne om alle disse ofre, som Aron og hans sønner skal forrette er lidt fremmedgørende. Som en der lever i 2018, hvor det med slagtning af dyr og at brænde afgrøder ikke er hverdagsbeskæftigelse, bliver jeg næsten helt træt og overmandet af disse tre kapitler. Hvad skal jeg tage med herfra? Ud over, at det var sådan Gud kommunikerede en gang? Her imod påsken kan jeg hurtigt få set hen på troen, Kristus, og at Gud kom til os sådan helt kødeligt. Hvor, Jesus er det evige sonoffer, og derfor skal jeg ikke til at give mig i kast med at ofre noget som helst. Samtidig oplever jeg også, hvordan disse detaljer fylder mig med en ydmyghed. En ydmyghed om, at jeg tilbeder en Herre, som går op i detaljer. Som indsatte Aron og hans sønner efter at skarpe og præcise instruktioner var blevet fuldført. Og som gav dem skarpe og præcise instruktioner til, hvordan de kunne opfylde den opgave, de havde fået betroet. Kan det være, at Gud i dag ønsker at indsætte hvert enkelt af os til at bringe de gode nyheder til mennesker i vores hverdag? Hvor vi har fået instruktioner, ligesom Aron og hans sønner havde fået det? I stedet for at ofre dyr og afgrøder, skal vi “ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.” Ef. 5,1-2. Ligesom Gud indsatte Aron og hans sønner med ét formål at pege på Ham, sådan har Kristus også udvalgt os. Til at pege på Ham. Og ligesom, at Gud gav Aron og hans sønner en masse instruktioner, sådan har Jesus også givet os instruktioner igennem sit ord til os.

Tora-portion: Familiedrama

Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om. (1. Mos. 22,1-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 18,1-22,24  I denne uge skal vi se på et af de store familedramaer, der findes i Bibelens fortællinger. Med alt det, der foregår her, er DR-dramaet Arvingerne tyndt og kedeligt. Familiens hovedperson er Abraham, og i denne uges portion, kan læseren se, hvordan Abraham er bange for, at kongen i det fremmed land vil gøre ham fortræd, og derfor lyver han om, hvilket forhold han har til Sara. Abraham lyver på trods af, at han har haft besøg af mænd, som har fortalt ham, at han skal blive stamfader til et stort folk. Hvilket var et løfte som Sara ikke kunne tro på, og hun lo af mændene, som hun også benægtede. Abraham løj, selvom han med sit mod havde bedt Herren om at skåne byerne Sodoma og Gomorra. Familiedramaet indbefatter ikke kun Abraham, men også hans nevø Lot. Lot kommer i vanskeligheder, da mændene i byen vil gøre overgreb på hans gæster. Skal han ofre gæsterne til voldsmændene eller sine døtre? Lot vælger sine døtre, men før der sker nogen skade, bliver gerningsmændene slået med blindhed. Dog er det ikke nemt at være Lot. Gæsterne advarer Lot om, at de vil udslette byen, og han og hans familie flygter derfra. Desværre er Lots kone ikke helt klar til at give afkald på sit liv i byen, og hun ender som en stenstatue. Det er dog Abraham, der bliver udsat for den største familietest. Gud kalder ham til at ofre sin eneste søn. Abraham vælger lydighedens vej. Det har til alle tider været et stort mysterium, hvordan Abraham kunne gøre det. Gud griber ind, og Abraham får lov til at beholde sig søn. I dag ser vi mange familier, der kæmper med alle mulige forskellige udfordringer, sorg og smerte. For mig fortæller ugens Tora-portion, at uanset, hvordan vores familiesituation er, så må vi prøve at stole på Gud. Vi må prøve at stole på, at Gud altid er større, end det vi lige umiddelbart kan se og rumme. Gud har en udvej. Den kan nogle gange være mystisk og forunderlig og helt ubegribelig, men når Gud leder os på vejen, behøver vi ikke at lade os lede af frygt, smerte, bitterhed eller tvivl. Gud har en visdom, som vi ikke altid kan forstå, og det er her, at vi som Abraham må tage et trosspring. Tro på, at Gud er større!

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503