Chanukkafesten er en af de yngste jødiske fester. Man fejrer, at man i 165 f.Kr. kunne genindvi templet, efter at det i godt tre år var ude af drift, fordi den syriske konge havde vanhelliget det. Man fejrer, at Gud greb ind i verdenshistorien.
Og selvom chanukka intet har at gøre med den kristne jul, så er der alligevel et fælles motiv her: Gud griber ind i verdenshistorien og forandrer den.
Men når Gud griber ind i verdenshistorien, gør han det på en måde, der godt kan være lidt ukomfortabel for os, der har meget og gerne vil have mere. For Gud har nemlig ikke grebet ind til fordel for de rige, de magtfulde og de privilegerede og sikret dem deres ret til at udnytte andre. Nej, Gud har grebet ind til fordel for de svage, de magtesløse, de undertrykte, for at oprejse dem, styrke dem, skaffe dem retfærdighed (Luk 1,51-53).
Vi, der tilhører det højeste internationale samfundslag og med vores levemåde er med til at opretholde en skæv fordeling af verdens ressourcer, har brug for at bede med salmisten: ”Du har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker, Herre, du giver dem mod, du lytter til dem. Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret, så mennesker ikke længere skal øve vold i landet” (Sl 10,17-18).
Vi har brug for at høre, at Gud står på de svages side og skaffer dem ret. Han står på de sultendes side og giver dem mad. Han står på de dødes side og giver dem liv.
Hvordan lader det sig omsætte til praksis? Hvordan lever vi, som om dette er sandt? Det er chanukkafestens og julens evige udfordring til os. Og det er ikke let. Der er ingen lette løsninger, men derfor kan der godt være noget, der er rigtigt at gøre alligevel.
Der er flere grunde til, at det er vigtigt, at vi som kristne har et retvisende billede af jøder og jødedommen. Udover at det er forkert at bære falsk vidnesbyrd om andre, lever vi også i en tid, hvor antisemitismen igen viser sit grumme ansigt. Både det falske vidnesbyrd og antisemitismen bygger almindeligvis på misforståelser, som måske nogle gange er blevet til bevidste løgne. Og gennem tiderne har kirken svigtet, også her. Derfor er det nødvendigt, at vi kigger vores eget billede af jøderne og jødedommen efter i sømmene, og ikke mindst overvejer, hvordan vi kan undgå at videregive misforståelser.
Hvilke misforståelser?
Mange kristne tror, at jødedommen er en religion, hvor man bliver frelst ved sine gerninger. Det er imidlertid en stor misforståelse. Ud fra en jødisk forståelse går Guds nåde og pagt forud for alt andet, ligesom vi kristne vil mene. Jøderne forstår ikke loven (Toraen) som en tung byrde, hvorved man kan fortjene sig til Guds nåde, men som Guds nådefulde åbenbaring af, hvordan man lever det gode liv i pagten.
Fra en religiøs jødes perspektiv kan Toraen måske sammenlignes med et lands samlede lovgivning. Danmarks lovgivning er omfattende og nogle gange også kompleks, men den er ikke et forsøg på at undertrykke mennesker. Lovgivningen er en praktisk foranstaltning, der definerer det gode liv. Det samme gælder for Toraen i dens kontekst.
Derfor må det også understreges, at den lutherske skelnen mellem ”lov og evangelium” ikke er en skelnen mellem Det Nye og Det Gamle Testamente. ”Lov og evangelium” henviser til to måder, Bibelen kan bruges på, nemlig som Guds dom over vores uretfærdighed og Guds nådefulde tilgivelse. Men det er en skelnen, der går på tværs af skellet mellem Det Nye og Det Gamle Testamente.
En anden hyppig misforståelse er den, at jøderne har et distanceret forhold til Gud og for eksempel ikke kan bede til Gud som deres far. Det sidste kan hurtigt afkræftes, hvis man åbner den jødiske bønnebog (Siddur). Den indeholder flere bønner til Gud som ”vor far”. Der er ikke noget, som tyder på, at jøderne skulle have et mere distanceret forhold til Gud, end kristne kan opleve at have.
Hvordan undgå misforståelserne?
Som kirke bør vi som hovedregel undgå at definere vores identitet negativt – altså som noget, vi ikke er. Vi bør undgå formuleringer som ”Jøderne mente/mener…, men Jesus lærte/lærer os…”. Jødedommen er andet og mere end bare et modbillede på kristendommen.
Når jødedommen ofte er blevet brugt til at sige, hvad kristendommen ikke er, skyldes det formentlig ikke mindst evangelisternes beskrivelse af Jesus. De beskriver ofte Jesus i diskussion med jøder, men det er vigtigt at huske nuancerne. Jesu modstandere var ikke jøderne som helhed, men <em>nogle</em> jøder eller <em>nogle</em> jødiske <em>ledere</em>. Den nuancering skal vi altid have med, for det er ikke en, som altid er åbenlys i teksterne eller for moderne tilhørere.
Deraf følger også, at de diskussioner, Jesus tog del i, ofte var indrejødiske diskussioner. Han var ikke en udefrakommende kritiker, der forsøgte at afskaffe jødedommen, men han kom indefra og deltog i diskussioner, der allerede eksisterede blandt jødiske lærde.
Når det er tilfældet, skyldes det ganske enkelt, at Jesus var jøde. Det må vi aldrig glemme, og vi skal bruge enhver anledning til at understrege det. Alt, hvad Jesus sagde og gjorde, hører til i en jødisk kontekst. Han skubbede måske til nogle grænser, og han udfordrede helt bestemt andre jøders forestillinger og tanker, men på intet tidspunkt stillede han sig uden for jødedommen.
Det betyder, slutteligt, at kristendommen har jødiske rødder. Kristendom og jødedom er ikke det samme, men kristendommen ville intet være uden jødedommen. Det betyder ikke, at kristendommen har afløst eller erstattet jødedommen, men det betyder, at vi kristne er uløseligt forbundne til jøderne. Derfor skal vi tale sammen, lære af hinanden og frem for alt forsøge at undgå at misforstå hinanden.
Løvhyttefesten er sammen med påske og pinse en af de store fester i den jødiske kalender. Det er en fejring af israelitternes 40 år i ørkenen, inden deres indvandring i det lovede land. Men de 40 år bliver ikke mindet som en hård tid – de bliver snarere fejret som idealtilstanden for Guds folk.
Når ørkenvandringen kan være en idealtilstand, skyldes det, at man i ørkenen lærer at stole på Gud. Der, hvor intet kan gro, er man dybt afhængig af, at Gud velsigner med skygge, mad og vand.
I Danmark har regnen det almindeligvis med altid at falde, når vi holder sommerfest eller gerne vil kælke, men de seneste år har vi oplevet længere tørkeperioder og kraftige skybrud. Og det er alvorligt. Når regnen udebliver, bliver vi mindet om, hvor livsvigtig den er, og når den falder for voldsomt, bliver vi mindet om dens voldsomme kraft.
I Israel falder der noget mindre regn end i Danmark, og derfor har man altid været afhængig af den rette mængde regn til den rette tid. Og netop nu begynder regntiden. Løvhyttefesten falder i slutningen af sommerens tørke, på tærsklen til vinterens regntid.
Fordi vand er så livsnødvendigt, og den rette regn til rette tid er så kritisk i Israel, er regn og vand nogle af de mest positive billeder i Bibelen. Regn er Guds gave (5 Mos 11,13-15), og Gud sammenligner sig selv med en pålidelig vandforsyning (Jer 2,13).
Gud er ganske enkelt forskellen på liv og død. Det lønner sig at have tillid til ham. Når han giver sine gaver, spirer der noget frem, både fysisk og åndeligt. Guds gaveregn får både afgrøder og retfærd til at spire (Es 45,8).
Retfærd er et lidt gammelt ord. Det betyder social retfærdighed. Det er ikke et abstrakt begreb, men et yderst konkret ord. Retfærd er at leve på en socialt ansvarlig måde. Retfærd er at lade ens relation til Gud få konsekvenser for ens relation til andre mennesker og til skaberværket.
Pointen er, at når Gud velsigner os, beder han os samtidig om at række den velsignelse videre. Glædelig løvhyttefest!
Der er gået 10 dage siden det jødiske nytår, Rosh HaShana, og den tid har været en tid til selvransagelse, refleksion og forbedring. I dag kulminerer det hele på forsoningsdagen, Yom Kippur. Det er en alvorsdag. Det er en statusdag.
Almindeligvis bryder vi os ikke om, at der på den måde fældes dom over os. Det afslører os, det blotter os. Det kan være en ubehagelig påmindelse om det, man ikke skulle have gjort, eller det, man undlod at gøre. Er det ikke bedre at komme videre? Læger tiden ikke alle sår?
Nej. Det er i hvert fald ikke det, vi skal tænke i dag. I dag skal vi turde se vores fejltrin i øjnene. Vi skal turde stræbe efter forsoning med vores fjender. Vi skal turde overvældes af vores skyld. Og vi skal vove at se Gud i øjnene alligevel. Det er nødvendigt at bekende vores skyld – ikke bare som et abstrakt koncept over for en fjern Gud – men som konkrete handlinger, gjort mod konkrete mennesker. Måske er det i dag, du skal sige undskyld; måske er det i dag, du skal tilgive.
Måske er det i dag, vi som kirke og samfund skal minde os selv om, at vi langt fra altid har behandlet det jødiske folk med den kærlighed og respekt, som alle mennesker fortjener at blive mødt med. Måske er det i dag, vi skal beslutte os for at handle anderledes.
Det er forsoningsdagens udfordring til os. Men forsoningsdagen svæver ikke bare for sig selv – den åbner døren til resten af det jødiske festår. Det er ganske snart løvhyttefest, og det er en fejring af Guds fællesskab med mennesker. Men for at Gud kan have fællesskab med os, er vi nødt til at overveje, hvordan vi lever vores liv. Vi er nødt til at rydde op.
Men forsoningsdagen trækker også tråde bagud i festkalenderen. I påsken og pinsen fejrer både jøder og kristne, at Gud rækker ud til os. At Gud vil fællesskab med os. Derfor forlader Gud os ikke på forsoningsdagen, så vi står nøgne og skrøbelige tilbage, men vi forlader os på Guds nåde, der er ny hver morgen (Klages 3,22-23).
Ifølge den jødiske kalender indledes den syvende måned nu, og det er en særlig måned. Ligesom den syvende dag hver uge er en særlig dag, en dag til hvile og glæde, sådan er den syvende måned også en glædesmåned. Det er klimaks i den jødiske festkalender.
Den første dag i den syvende måned begynder et nyt år efter jødisk tidsregning. Derfor er det en oplagt tid til at gøre status.
Nytårsdagen, Rosh HaShana, er forbundet med den fest, der i Bibelen kaldes hornblæsningsfesten. I begyndelsen af hver måned blæste man i horn for at ’bringe folket i erindring for Gud’ (4 Mos 10,10). Naturligvis har Gud ikke brug for at blive mindet om, at hans folk eksisterer, så påmindelsen går snarere den anden vej: Hver måned – og særligt ved nytåret – påmindes folket om, at Gud er til.
Spørgsmålet er altså: Når Gud ser på os, hvad ser han så? Har vi lyst til at blive bragt i erindring for Gud, eller vil vi helst gemme os væk?
Det er det spørgsmål, som mange jøder de næste 10 dage vil reflektere over. For om 10 dage er det Yom Kippur, den store forsoningsdag.
Denne tid er en bodstid, der kan minde om den kristne fastetid og adventstid. Glæden er i vente – feståret er begyndt forfra, og løvhyttefesten er lige om hjørnet – men alvoren hører med. For at kunne fejre festerne er det nødvendigt at gøre sig klar til at møde Gud.
Ifølge den rabbinske tradition skal man ved nytårsfesten bede således: ”Lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som har givet os liv, opretholdt os og ladet os nå frem til dette øjeblik.”
Midt i alvoren lovpriser man Gud. For når alt kommer til alt, er det kun ved hans nåde, vi har fået lov til at leve indtil nu. Og ved hans nåde får vi nu en mulighed for at reflektere over den måde, vi lever på. Måske er der noget, vi skal gøre anderledes? Det er i hvert fald stadig nådens tid (2 Kor 6,2).
Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig, at Jesus var jøde. Han var trods alt født af jødiske forældre i Israel omkring vor tidsregnings begyndelse. Og det er vel fint nok. Alle har jo en baggrund, og hvis Jesus var født i Danmark, havde han været dansker.
Men vent lige lidt – er Jesu jødiske identitet kun en teknikalitet, en lille detalje, eller er der mere på spil?
”Der er en kæmpe forskel på, om Jesus er fra Nazaret, eller om han er fra Nykøbing!” Ordene kommer fra Morten Hørning Jensen, lektor i Det Nye Testamente på Menighedsfakultetet i Århus, og han har gennem mange år forsket i den verden, Jesus levede i. Han uddyber:
”Jesus kunne for så vidt godt have været fra Mesopotamien eller fra Himmerland, hvis det var sådan, at Guds frelsesplan, som er beskrevet i Det Gamle Testamente, også havde sin begyndelse dér.”
Hvis altså Abraham havde været en nordeuropæisk stenalderbonde med teltpløkkerne solidt plantet i den jyske muld, så havde det ikke givet mening, at Jesus var jøde. Der er nemlig en helt grundlæggende sammenhæng mellem Abraham – og Moses, Jakob, David og så videre – og så Jesus.
Den sammenhæng drejer sig om Guds løfter. Gud lover Abraham, og senere Isak og Jakob, at alle verdens mennesker skal velsignes gennem deres slægt. ”Hvis Gud havde droppet de løfter, hvordan kan vi så regne med hans løfter til os i dag?” spørger Morten. Guds troværdighed er altså på spil. Hvis Jesus ikke var jøde, så er Gud ikke til at stole på.
Hvordan så jødedommen ud?
Men hvilken slags jøde var Jesus? Det er – som vi senere skal vende tilbage til – et relevant spørgsmål at stille. Jødedommen på Jesu tid adskilte sig nemlig på nogle områder både fra det, vi kan læse om i Det Gamle Testamente, og fra den senere rabbinske jødedom.
Morten beskriver Jesu tid som en ”meget, meget spændende periode” og uddyber: ”Fra år ca. 150 f.Kr. og frem til den store jødiske opstand mod Rom i år 66 e.Kr. var jøderne en begunstiget nation, fordi de på nogle bestemte tidspunkter havde hjulpet Rom. Derfor havde de en udstrakt religiøs og politisk frihed.”
Det var også en periode med stor teologisk diversitet og udvikling. ”En sammensat og energifyldt periode,” siger han. Der var en generel og oprigtig iver efter at leve i overensstemmelse med Guds vilje, og tidens hotteste diskussionsemne var: Hvordan skal vi overholde moseloven? Der fandtes forskellige grupperinger, som havde forskellige svar på det spørgsmål. En af de grupper var farisæerne, der havde stor og bred opbakning i folket.
”Jesus blev formodentlig set som en form for en skriftlærd eller en farisæer med et særligt bud på, hvordan loven skulle overholdes. Samtidig var han også en undergører. Han havde en autoritet og en myndighed bag de ting, han sagde.”
Jesus tog altså del i en teologisk debat, som fandtes på hans samtid. Derfor diskuterede han ofte med farisæerne og andre jødiske ledere. Morten forstår det som et udtryk for, at Jesus så sig selv som en hyrde for Israel: ”Han har ageret på en måde, som har skabt et billede af det bedst tænkelige for Israel: en leder med stor omsorg og kærlighed. Han har set på sin samtids jøder som nogle, der trængte til at blive ledt på en god måde.”
Når vi taler om Jesus som jøde, er det altså som en konkret jøde i denne konkrete, historiske kontekst.
Guds puls
”Det er et af mysterierne ved den bibelske tro, at Gud bliver så konkret,” siger Morten og fortsætter: ”Når han nu er evig og hævet over tiden, så kunne han have valgt en principiel kommunikationsform.” Hvis altså Gud havde åbenbaret sig i en række matematiske formler eller filosofiske udsagn, så havde den historiske kontekst været mindre vigtig.
Tag en pause og tænk efter: Er det ikke bare en lille smule anstødeligt, at den almægtige Gud vælger at åbenbare sig i så afgrænset en kontekst? Jeg mener, hvis det, han havde at sige, virkelig var så vigtigt, hvorfor fortalte han det så ikke på alle sprog og til alle mennesker på samme tid?
”Det er jo faktisk et meget stærkt kendetegn ved skrifterne i både Det Gamle og Det Nye Testamente, at Gud taler meget konkret. Gud vælger at åbenbare sig på en måde, hvor han kommer meget nær,” forklarer Morten. Det ligger dybt i Guds væsen, det er Guds dna, det er en puls fra Guds hjerte. ”Det tager os helt ind i hjertet af, hvor god Gud er!”
Hørte du det? Jeg tror, det var tiøren, der faldt. Jesus var jøde, fordi Gud er god. Gud står ved sine løfter til Abraham og de andre, og Gud ønsker at kommunikere på en måde, så det er til at forstå for helt almindelige mennesker.
Helt almindelige mennesker?
Nej, vent. Faldt tiøren, eller står vi stadig med samme problem? Altså det problem, at da Gud én gang for alle skulle kommunikere til menneskene, så valgte han at gøre det gennem en minoritet. Jesus kommunikerede jo netop kun til helt almindelige jøder i det første århundredes Israel. Er det ikke stadig en kæmpe forhindring, at Jesus var jøde, når nu de færreste af os er jøder?
Morten siger som nævnt ovenfor, at Gud åbenbarer sig på en måde, hvor han kommer meget nær, og han fortsætter: ”Det, at Gud kommer så nær, bliver en meget stærk drivkraft blandt de første kristne. Da de forstod konsekvenserne af, at Gud bliver menneske i Jesus af Nazaret, forstod de også, at det budskab skal oversættes og legemliggøres på samme måde.”
Som eksempel nævner han, at forfatterne til Det nye testamente gik fra at skrive på hebraisk, det hellige sprog, til at kommunikere på græsk. Græsk var det sekulære sprog, det verdslige sprog, men det var til gengæld også et verdenssprog.
Peter, Lukas, Paulus og Silas havde ganske enkelt indset, at ligesom Gud havde talt forståeligt til dem, sådan skulle de tale forståeligt til andre mennesker. Det har ifølge Morten været kendetegnende for den kristne mission lige siden: ”Det bibelske budskab er et hjertebudskab, der bæres fra modersmål til modersmål. Evangeliet kan ikke formidles principielt, men kan kun formidles fra hjerte til hjerte.”
Den pointe bliver måske endnu tydeligere, når vi vender den om: Hvis Jesus var kommet som en germansk jernalderhøvding, havde han ikke kunnet kommunikere til sin samtid på en forståelig måde. Det kunne han kun som en aramæisktalende jøde, omskåret på ottendedagen og oplært i moseloven. Det er dén bevægelse dybt ind i en konkret kontekst, som bliver afgørende for den kristne mission.
Hvor står vi nu?
Vi står ikke nogen steder. Vi sendes. Den Gud, der kommunikerer så konkret, at han er blevet et konkret menneske, sender sin kirke ud i verden for at kommunikere konkret i de kontekster, der til enhver tid er deres.
Ned gennem kirkehistorien er det ifølge Morten gået galt på mange måder. Enhver generation står i fare for at ”stivne”, som han kalder det, ved kun at gøre én af to ting: ”Vi kan være meget optagede af det historiske men blive lukkede omkring os selv, eller vi kan være meget nutidige men blive rodløse. Men vi er netop kaldede til begge dele: Vi er kaldede til at forstå Bibelens verden og Bibelens tid – og dermed Jesus som jøde i sin samtid. Og så er vi kaldede til at forstå vores egen tid. Ind i Bibelens tid og ind i vores egen tid.”
Morten har også et konkret eksempel på, at det historiske aspekt nedtones og måske helt forsvinder: ”I vores forkyndelse taler vi af og til om ’Kristus’ på en måde, så han nærmest bliver et princip til god livsførelse. Vi må spørge: Hvad var det, jeg fik sagt om Kristus her? Fik jeg sagt noget, som er meget anderledes end det, man ville kunne sige på et selvhjælpskursus?”
Det er altså farligt, hvis vi ikke forsøger at forstå teksten i dens egen virkelighed, den bibelske verden, og ikke forsøger at forstå Jesus som en del af sin samtids jødedom. Alternativet er nemlig ifølge Morten, at vi ”blot filtrerer et princip ud, som så guider os til næste uges liv,” uddyber han. Det er en udfordring for os.
Men, kunne man spørge, kan vi ikke også i de bibelske tekster finde vejledning til vores liv? Jo, svarer Morten, ”men der er noget, som skal holdes i spænd, så det bliver et frugtbart både-og og ikke et enten-eller.” Teksterne har både en konkret, historisk kontekst, og en nutidig applikation.
Hvis vi mister et af de to aspekter, mister vi noget helt grundlæggende, nemlig Guds puls. Guds puls med to slag: ind i kulturen, ud til verden, ind i kulturen, ud til verden. Dybest set mister vi vores forbindelse til Bibelens Gud.
