Author: Katrine Gregersen

Hej! Jeg er af sted som missionspilot i foråret 2017, og på denne blog vil jeg dele tro, tanker og turens forløb sammen med mine medpiloter.

Grønt græs, blomster og frugter

”Alting har en ende, en regnorm den har to”. Shubidua og det danske. Det kalder lige om lidt. Vi er blot få dage væk fra en flyvetur til Danmark, og vi skal snart sætte det sidste punktum. Det er en ambivalent tanke, men alting har en ende. Heldigvis er græsset også grønt på den anden side, og måske mindre stikkende end det israelske. Vi benytter derfor de kostbare timer til at besøge de sidste organisationer, fornemme den israelske varme, når den er bedst og snuse de sidste indtryk til os. Vi er netop kommet hjem fra Nazareth Village, som jeg selv vil beskrive som et levende museum for, hvordan man levede på Jesu tid. Her guides man igennem et ’’traditionelt’’ museum i starten, hvor man sættes ind i datidens kontekst, hvorefter man træder ud i marken, som er fyldt med mennesker, der hver især spiller en rolle i byen. Vi agerede kvinder, der skulle samle urter ind til måltidet, men som timerne trillede afsted, gik vi over i en blomsterfascination og fik derfor lavet en del blomsterkranse og diverse buketter. Det var kun med til at understrege den idylliske virkelighed, som turisterne trådte ind i.
Sådan så vi ud fra 9-17. Urteplukkende Nazareth-kvinder
Sådan så vi ud fra 9-17. Urteplukkende Nazareth-kvinder
Ærligt sagt, så kunne minutterne føles lange i løbet af dagen, da solens stråler var skarpe, arbejdsopgaverne få og turistgrupperne ankom med store mellemrum. Det fik mig til at tænke over hvor få dage, der reelt var tilbage. Midt i lidt småsludren og grublen, kom en gruppe forbi, hvor en kvinde i forbifarten siger ”thank you for being here and making the village alive”. Sådan en udtalelse føltes som regn i en ørken – tiltrængt! Ikke fordi vi var modløse, men at føle sig værdsat i et arbejde, som nemt kan blive overset, var opløftende. Dog var glæden ved at være hos Nazareth Village stor. Vi havde adskillige samtaler med andre volontører om alt mellem himmel og sjæl, hvilket gjorde denne organisation til noget helt særligt, da fællesskabet tog imod os med åbne arme og kindkys. Det var også en sludder for en sladder, der gav vores første dag i Nazareth et friskt pust, da vi tilbragte 8 timer med at pakke olielamper ind, så de kære turister kunne tage lidt med i hånden, når de forlod det første århundrede igen.
Her ses Jess med en olielampe i hånden. Hun står op ad de 16 kasser, som vi havde pakket i løbet af dagen
Her ses Jess med en olielampe i hånden. Hun står op ad de 16 kasser, som vi havde pakket i løbet af dagen
                        Generelt kan man ikke altid se frugten af vores arbejde, og vi har af og til lagt det over til Gud, at vores arbejde var til større glæde og gavn, end vi kunne se. Det var også noget, vi har været opmærksomme på fra starten af i vores Missionspilotprogram, da det har handlet om (i hvert fald for mit vedkommende) at give af sig selv og sin arbejdskraft samtidigt med, at vi kunne modtage af de omgivelser, vi mødte. For mig var det vigtigt at blive en del af lokalbefolkningen, og ikke blot føle mig som en turist, fordi jeg før har oplevet det ’label’ i Israel, da jeg var her på turistbesøg i 2015. ”Speciel price for you my friend”, og så har de alligevel taget overpris. Amerikanerpris, som det også bliver kaldt af og til. Denne gang tog de kun fusen på os i starten. Nu er vi blevet klogere og falder ikke længere for de formildende toner, når der forhandles (så let, i hvert fald). Dette er en meget håndgribelig udvikling at tage fat i, men hold nu på hat og briller, for der er sandelig sket mere end det. Hvis jeg skal tage fat i det lidt mere ukonkrete, vil jeg vove at påstå, at vi alle er blevet til en lidt bedre version af den, vi var, sammenlignet med startskuddet d. 5 februar. Denne udvikling er dog sværere at gennemskue fra den ene dag til den anden, og vi må derfor stoppe op midt i vores travle program til tider for at beskue frugten af vores arbejde; dét vi gør for omgivelserne, og hvad omgivelserne gør for os.

Nøglen til at møde de lokale

Her kommer der en lille beretning fra dagligdagen i Jerusalem. I skal ikke kun høre om de ‘obligatoriske’ begivenheder, såsom ørkenture, organisationsbesøg og tankerne omkring disse, så derfor kommer nu en lille fortælling om, hvordan vi tre piger stod med fortabte blikke midt i den gamle by i Jerusalem.   Vi er netop kommet hjem fra vores Galilæa-tur, som bød på en uge i selskab med nordmænd, Morten Hørning og mange sten (som Morten forsøgte at gøre levende for os), og her har vi modtaget informationer og refleksioner indtil bægeret var ved at flyde over. Kloge er vi blevet; det må man sige, og det resulterede i tre trætte piger, der søndag aften skulle ud for at handle, så det tomme køleskab kunne fyldes på ny til de kommende tre uger, hvor vi vil være fast forankret i vores charmerende, til dels lidt skavankplagede, lejlighed. Da vi vender tilbage fra den lokale købmand med hænderne fyldt, begynder vi at kigge rundt på hinanden. Hvem har haft nøglen? Snart begynder de vilde blikke at sprede sig, da vi opdager, at ingen af os er i besiddelse af den eneste nøgle, som vi har til lejligheden. Efter en grundig gennemgang af diverse lommer, tasker og fjerne afkroge, går vi turen frem og tilbage til købmanden endnu engang. Med blikkene stift rettet mod jorden for at undersøge enhver glimtende krusedulle, gik vi, men uden held. Ingen nøgle. Ordene var få, men tankerne mange. Gad vide, om nogen havde fundet nøglen og taget den med sig.. Til sidst udfoldede vores tanker sig til en fælles bøn, hvorefter vi valgte at gå turen endnu engang. Halvvejs i runde tre spørger en mand os, hvad vi leder efter, da vi efterhånden er gået forbi de samme mennesker en del gange med stille mine og stive blikke. Vi forklarer ham situationen, og straks herefter går han hjem for at hente sin MEGET gode lommelygte, da lyset fra vores telefoner ikke var godt nok. Manden hed Sam og havde boet i amerikanerland i 35 år, hvor han havde arbejdet for BMW og senere for den amerikanske regering, hvor han tog sig af grænsekontrollen. Hans engelsk var derfor eksemplarisk, hvilket var en stor hjælp i frustrationernes tid, så sproget ikke var en yderligere forhindring i de sene aftentimer. Da vi har gået ruten endnu engang med ham, og stadig ikke har fundet sporet af nogle nøgler, trøster han os og tilbyder os husly for natten hos sin familie i tilfælde af, at missionen ikke lykkedes. Vi forsikrer ham dog hurtigt om, at vi har alternative muligheder i form af vores præst eller kirkevolontører hernede, hvis det skulle nå så vidt, men tilbuddet var i sig selv så gavmild en gestus, at vores humør steg et par grader! På tilbagevejen til vores lejlighed (endnu en gang) snakker Sam med alle, som vi møder på vores vej. Her forhører han sig ved hver en levende sjæl, om nogen har stødt på et sæt nøgler. Langt de fleste ryster på hovedet, DA NOGLE PLUDSELIG VENDER DERES HOVEDRYSTEN FRA AT VÆRE HORISONTAL TIL AT BLIVE VERTIKAL! Glædens tid og stund ville ingen ende tage, da Sam får fat på nogle yngre gutter, som tilkalder nogle andre fyre, som til sidst bringer os en lille dreng med et sæt nøgler – VORES nøgler! Lettelsens suk lyder, og vi takker i fællesskab Gud for at have ledt os til de rigtige mennesker. Det mest utrolige ved denne hændelse er, at da vi har fundet denne nøgle ved hjælp af Sam, så får vi både hans armbånd, som ny nøglering (så vi ikke mister dem igen..), tilbuddet om at få hans effektive lommelygte (vi afslog dog pænt), plus en åben invitation til en kop kaffe/aftensmåltid samt gode rabatter på souvenirs, mad og hårde hvidevarer (den sidste bliver nok ikke aktuel, trods alt). Efter at vi tre fortabte piger havde fået sådan en håndsrækning af ham, så var det alligevel Sam, som tilbød ENDNU mere, næsten som tak for at møde os, selvom dette burde have været den anden vej rundt. Denne kærlige mand vendte hurtigt vores oplevelse 180 grader, og aftenen endte med en boblende glæde over mødet, samt en kæmpe taksigelse til Gud for bønnesvar! Men bare rolig. Helt grønne forbliver vi ikke. Vi har nu lavet tre nye kopier af nøglerne.
Her ser I vores nye nøgler!!
Her ser I vores nye nøgler!!

Når nutella bliver en nødvendighed

Ofte når jeg benytter mig af offentlig transport, begynder tankerne at rulle. På vej mod ørkenen var ingen undtagelse. Man sidder og ser på de mange landskaber, som passerer én i et splitsekund, velvidende at man formentlig ikke ser den samme forhøjning igen. Landskabet, som vi kørte forbi i bussen, var meget øde og goldt, og spørgsmålene om vores kommende vandretur begyndte efterhånden at dukke op til overfladen. Hvordan mon ørkenen ville blive, nu når vi skulle være der tre dage? Ville det være psyken eller fysikken, der måtte se sig udfordret, når vi skulle vandre 70 km, og hvordan ville søvnen blive, når vi skulle overnatte i det fri? Selve ørkenturen skulle foregå i et krater, som kaldes Maktesh Ramon, og her ville vi begynde vores vandring fra byen Mitzpe Ramon, hvorefter vi ville bevæge os rundt i krateret, for til sidst at lande ved begyndelsen, Mitzpe Ramon. Her skulle vi vandre med vores rygsække med dagens pikpak og diverse fornødenheder (såsom nutella), og om aftenen ville vi slå lejr, lave bål og sove under en klar stjernehimmel. Det hele lyder jo egentlig meget idyllisk, men lad jer ikke narre. Det var hårdt! Jeg tager lige udgangspunkt i et enkelt bjerg. Mount Ardon, som det hedder. Ved foden af bjerget, kigger man så meget op, at man er i tvivl om, hvorvidt nakken snart knækker bagover. Stien er smal, og til tider kan man kalde opstigningen for en klatring, frem for en vandring, da vi må tage fat i sten og kanter med alle fire frie led. Undervejs kan man stoppe op og kigge ud over den flotte natur, men hvis du ikke er til højder og stejle skrænter, frarådes det. For mit eget vedkommende blev denne opstigning et klart billede på, hvor stor en tillid jeg må have til Gud, da jeg havde brug for en tryghed, som kunne bære mig hele vejen til toppen. Der måtte han, i egen høje person, træde til. Hvilket han også gjorde, da jeg kan sidde i en dejlig varm stol i Jerusalem i dette skrivende øjeblik og kigge tilbage på en fantastisk oplevelse!
Her ses udsigten fra Mount Ardon. Vi er ikke engang kommet op på toppen endnu på dette billede..
Her ses udsigten fra Mount Ardon. Vi er ikke engang kommet op på toppen endnu på dette billede..
Allerede nu kan jeg kigge tilbage på ørkenturen og vide, at dette kommer til at blive én af mine livs oplevelser. Når man presses ud til kanten, skabes der mindeværdige øjeblikke, og glæden omkring denne oplevelse bliver kun større af, at jeg kan dele den med mine kære medpiloter og vide, at de altid vil forstå, hvad jeg mener, når jeg siger, at INTET slår en nutella/peanutbutter-mad i kampens hede.  
Her ser I vores ørkenvandringsteam bestående af missionspiloterne, kirkevolontørerne og søde Zoe, som studerer i Israel
Her ser I vores ørkenvandringsteam bestående af missionspiloterne, kirkevolontørerne og søde Zoe, som studerer i Israel

“Haval”

Som Anna beskrev på bloggen i går, arbejder Shevet Achim med børn, der har hjerteproblemer. Jeg fik derfor æren af at tage med ud på hospitalet i går, hvor vi skulle checke to børns tilstand og møde fædrene til børnene. Ofte er det sådan, at Shevet Achim hjælper barnet og en enkelt forælder med til landet Israel, da de fleste af patienterne som udgangspunkt ikke har indrejsetilladelse til Israel (fordi de ofte kommer fra lande, som er fjender til Israel), og derfor er der sjældent mulighed for at få en hel familie med til landet. Det betyder også, at den forælder, som følges med barnet hen til hospitalet, ofte kan være ret ensom i landet. Dem var vi nu på vej hen til. Da jeg træder ind på hospitalet, kan jeg mærke, hvordan maven vrider sig. Det slår én hårdt, når man bider mærke i de mange børn, som ligger med slanger koblet op på brystkassen, mens apparaturet ved siden af slår de vante “bip, bip, bip”. Et hospital har aldrig været et sted, som jeg frivilligt ville gå hen til, da det i mit hoved forbindes med en masse smerte og lidelse. Denne association skulle dog vise sig at blive vendt i løbet af dette besøg. Vi træder ind på Zakariyas’ fællesstue, som ligger på intensiv-afdelingen, og her møder vi hans far. Blikket stråler, og selvom han er en mand, der ikke kan udtrykke sig på engelsk, var glæden ikke til at tage fejl af. Det første han siger til mig er “haval”, som jeg får at vide betyder “ven” på kurdisk, og selvom samtalen herefter foregår med armbevægelser, var der ingen tvivl om taknemmeligheden for mit besøg. Ved hjælp af den kære Google-oversæt, fortæller han, at hans familie boede på Sinjar-bjerget, indtil IS kom og fordrev alle kurderne op på bjerget, mens de terroriserede byen og dens befolkning. Arene på sjælen var mange, men mandsmodet i ham var ikke forsvundet. Nu stod vi så der, samlet omkring Zakariyas’ seng. Han er en meget tynd dreng, og det kræver nogle kilo, før han kan overflyttes til en anden afdeling end den intensive. Dog er hans smil ikke til at tage fejl af; han er i bedring! Med hjælpen fra Shevet Achim og anonyme donorer er det lykkes at få operationen i tide, så han er kommet på rette kurs.   Tidligere skrev jeg, at mine tanker omkring et hospitalsbesøg har ændret sig fra kun at handle om smerte; Nu handler de også om den støtte og opmuntring, som man kan dele med hinanden. Ingen tvivl om, at faren har kæmpet mod ensomheden og bekymringerne i sygdommens stund, men jo mere du går på usikre veje, jo bedre kan Gud træde til, og det har han i sandhed gjort her. Selvom jeg ikke i praktisk forstand udførte noget arbejde på hospitalet, så var min tilstedeværelse nok, og det var dét arbejde, Gud havde sat mig til, og når Gud havde sendt mig, så var jeg en sand “haval”.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503