Author: Katrine Grove

Jeg er afsted i udlandspraktik under uddannelse som socialpædagog. Er uddannet dekoratør, men har arbejdet indenfor det sociale område i en årrække. Blandt andet har jeg boet og arbejdet med hiv-smittede i Østthailand. Nu vil jeg gerne dygtiggøre mig med en uddannelse. Andre kulturer lærer mig meget, og opholdet her i Israel er både lærerigt og glædesrigt.

Ain Karem, en bohemefyldt landsby

 Ain Karem, min historiske landsby. Stedet, hvor mit praktiksted ligger. Et hjem for børn og unge med svære handicap.

Hjemmet St. Vincent ligger i yndefulde Ain Karem, en landsby lige uden for Jerusalem, i Judæabjergene i sydvest. Jeg holder meget af at opholde mig her. Her er autentisk og rart, roligt sammenlignet med Jerusalem city. Storbyen ligger kun en bus- og letbanetur herfra. Landsbyen emmer af boheme. Gallerier, raffinerede caféer, snirklede veje, eksotiske huse med blomstrende haver, figentræer, vinstokke, olivenlunde. Her bor kun 2.000 mennesker, men årligt kommer omkring 3 millioner turister og pilgrimme til Ain Karem – for kunsten, og endnu mere for historien, kirkerne og klostrene her. Ifølge traditionen var Ain Karem stedet, hvor Maria besøgte Elisabeth, da de begge ventede sig. På torvet er en kilde, hvor de to kvinder mødtes. Mary’s Spring. Landsbyen er centreret om den. Og så er der stedet, hvor Johannes Døberen fødtes. På bjergsiderne omkring landsbyen virrer den solvarme luft af cikadesang og historie. Ovenfor landsbyen ligger Israels berømte Holocaust-museum, Yad Vashem. Også det store Hadassah Hospital kan man se herfra. Så sent som i dag har jeg sagt, at jeg holder meget af at bo og arbejde her. Det mærkes lidt som at høre til.  

I want to kiss you

Mit arbejde i denne lærerige udlandspraktik som socialpædagog er, at pleje og omsorge børn og unge med svære fysiske- og mentale handicaps. Det kommer lidt bag på mig, hvor meget børnene giver mig – hvor stort det lille, de giver, bliver! Om det er hengivne høje råb og lyde, et greb efter mig af en tilsavlet hånd, et kort smil, en tilpas mine. Barnet, der falder til ro ved min omfavnelse. En respons. Det hele mærkes som en unik gave, de giver mig. Jeg kan føle mig beæret ud over det almindelige. Vores gensvar til hinanden er tydeligere end i mange af mine andre relationer. Det falder mig så glædeligt og let at gengælde disse børns sprog, deres kærtegn, lys. Det må være en af Guds glæder. At disse små og ubetydelige bliver af al betydning! At de viser mig det store i det simple ved deres enkelthed og nærvær. Ligenu må jeg smile over eftermiddagens udråb fra en af drengene her. Jeg og en voluntør hang ud i en af hjemmets haver, os to og ni altafhængige børn. Stille udeglæde, guitarfingerspil, afbrudt nynnen, milde børn. Under septemberblå himmel og i oliventræers skygge. Ud af hjemmets i alt 60 børn har kun få talesprog. Denne dreng her taler, flere sprog endda. Han er autist, er blind, med store åbne mælkematte øjne. Han tager sommetider i hengivenhed min hånd og kysser den. Også nu, da jeg fulgte ham ned i haven, med ham gående bag mig med sine hænder på mine skuldre – kyssede han mig spontant i nakken. Han gyngede senere nede i haven, liggende i en stor gynge, og råbte nu og da, ‘Come, I want to kiss you!’ Jeg kan næsten ikke tænke mig noget mere indtagende og givende end hans gavmildhed og sødme. Han var os et stort skud glæde. Ligesom drengen, der gentagne gange grinede ad en gøende hund.    

At føle sig hjemme

Jeg overhørte en dag i et galleri en aldrende mand fortælle, at han som ung i NY havde set en uhørt smuk jødisk kvinde, og havde bestemt sig for at skulle opleve Israel. Da han kom hertil, følte han sig hjemme. Mere end noget andet sted. Den gyldne Stad. Jerusalem på et fad Også Jerusalem kan noget. Byens stemningsbillede er tiltalende – Old City med sin historie og centrale betydning for de tre store religioner. New City med sin udsøgte storbystil. Seværdighederne. Menneskene. Landskabet omkring byen. Vestbredden Jeg har været på besøg hos palæstinensiske medarbejdere fra St. Vincent i Palæstina, både i Ramallah og Bethlehem. Deres komplekse og ofte komplicerede livssituation bevæger mig. Forskelsbehandlingen israelere-palæstinensere bevæger mig. Murene. Relation og kommunikation lærer mig meget her. Min sammenfatning er, at min udlandspraktik er lærerig – og anbefalelsesværdig!

Børnenes historier

Mit praktiksted St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap. Børnenes historier her bevæger mig. Mange besøges regelmæssigt af forældre. Her er ingen forældreløse børn, men situationer, hvor barnets handicap har været for stor en opgave for forældrene. Tre af pigerne her er søstre, ud af en søskendeflok på i alt ti. Heraf fem med handicap. Det er hårde odds. Disses forældre er beduiner, og tro mod traditionen i deres samfund, indgiftet med familie… Noget nyt er, at staten Israel giver store beløb til forældre med børn med handicap, så det er muligt med hjælpemidler at beholde børnene i hjemmet. De sidste 50 år har hjemmet været her. Med børn kommende hertil fra hele landet. Oprindeligt blev huset bygget for patienter med tuberkulose. Det er smukke og gamle kampestensbygninger. Med skyggefulde haver med plads til terapi og aktiviteter. Og solmodne vindruer. Her er i alt 85 ansatte. Uddannede læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, nat- og dagplejere, lærere, køkkenfolk, rengørings-, tøj- og pedelteams. Her er ligenu fire voluntører samt mig. Der har været perioder med op til i alt 20 voluntører. Vi får kost og logi, med eget værelse og bad i en sidebygning i huset. Mine vagter ligger fem dage om ugen, med tid midt på dagen til hvad nu end. Jeg tager gerne ud på opdagelse, i dag ad en nyfundet sti i en slugt med cypresser og mandeltræer nær landsbyen.  

Kulturmøder

Et skriv fra mit praktiksted, St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap Trods kulturmøder a la holdning og religion -her på hjemmet, er her en unik respekt for den andens religion og holdning – anderledes fra i det øvrige samfund(!). Stedet lærer mig om at se andre tilgange, andres historik. Som det nu ligger til det arabiske livfulde temperament, er her viltre og højlydte mundhuggerier de ansatte imellem. Men de falder uvant hurtigt ned igen, og de bærer ikke nag. Jeg trives ved tydeligheden her. Det er mig en letlæselig kode, uden en masse usagt. Og jeg lærer, at modspil er værdsat i relationen. Jeg har klippet en stor uro med kugler i farverigt karton. Jeg ophængte den i mine kontaktbørns vindue i aftes, den drejede i brisen, og ham, med det bedste syn, og meget smukke buede vipper, reagerede fra sin seng. Synsoplevelsen fik ham til at grine i lang tid. Hans øjne var fast rettet på de drejende farver. De gjorde ham godt. Og mig med. Jeg var nærmest bekymret for, om han skulle kunne finde søvnen for iver. Jeg lærte ham bedre at kende ved den konkrete opdagelse af hans sanseglæde. Deri var kommunikation. Børnene Det kan være voldsomt at møde børnene her. Deres tilstand, deres lyde, de deforme kroppe. Operationsar. Udfordringer, begrænsninger. En pige fik i forrige uge trukket 27 intakte tænder ud af munden – for at forhindre hende i at bide stykker af sin tunge. PEG-sonden, en slange placeret gennem huden på maven direkte ind til mavesækken, skulle jeg vænne mig til, både erkendelsen af at barnet ikke har sin synkefunktion i behold, og dét, at skulle lære at håndtere sonden. Også mødet med korsetter, ben- og håndskinner, fysioterapi – alt sammen for at børnenes mobilitet og ressourcer ikke forringes. Jeg har fået fire kontaktbørn i min varetægt. De er gået mig til hjertet. En pige og tre drenge samlet i et værelse med lysegrønne vægge. De har alle fire PEG-sonde, de har ikke talesprog, tre er kortikalt blinde, har spasticitet/lammelse, lider nu og da af iltmangel. Jeg lærer at aflæse deres signaler, øver mig i at hjælpe dem til at interagere i samspil med mig, med deres omgivelser. Dagligt lærer de mig nyt. En af drengenes kommunikation er at smile. Musik, at blive badet og at holdes nært glæder ham mest. Ofte har jeg om eftermiddagen alle fire børn med ude under oliventræerne, imens måske en musikterapeut spiller for dem på sit keyboard, og jeg masserer deres forkrampede hænder. Drengen her holder altid hovedet bøjet bagover, og med fjerne øjne og sit smil, ser han salig ud, som om han ser engle deroppe et sted mellem grenene. Han er kortikalt blind, er altafhængig af pleje og omsorg. Men hans sprog er klart, når bare man ‘ser’ ham. Mange af børnene på hjemmet har hukommelsesproblemer. Til min glæde genkender disse fire min stemme og mine berøringer som noget trygt – og giver tydelig respons, forsigtigt eller overbevisende. De er emotionelle og sociale, disse fire dejligheder.  

Ansvarstagen og samarbejde set

Et skriv fra mit praktiksted, i lære som socialpædagog. Et hjem for børn og unge med handicap Hjemmet St. Vincent, er grundlagt og ledet af fire seje nonner, fra Mellemøsten, Asien og Vesten. Deres nærvær og samvær med børnene og os medarbejdere giver godt følgeskab. Kulturer Det meget usædvanlige ved St. Vincent er, at medarbejderstaben tæller både palæstinensere og israelere – samlet om én opgave. Muslimer, jøder, kristne. Samarbejdet om omsorgen for børnene her bevæger mig. Kulturen på stedet er præget af en indstilling om fællesskab. Personalet løber hurtigt, her er knapt med arbejdere til arbejdsbyrden, men huset er mærket af ansvarstagen, hjælpsomhed og velvillighed. For nemheds skyld kunne standardløsninger være at foretrække, men man ser vigtigheden af, at tilgodese det enkelte barns behov, dets vekslende humør og tilstand. Jeg må dagligt reflektere over min indsats i arbejdet med det enkelte barn, dagligt bestemme mig for nænsomhed og grundighed trods mange opgaver. Jeg spurgte i spøg en af sygeplejerskerne her, hvilken medicin de var begyndt at give en af drengene. Der var en væsentlig bedring i hans tilstand, fuld af smil og mildhed, trods opkast og feber. Jeg fik som svar, at medicinen var mig og min kærlighed til barnet. Der er megen visdom i det svar. Omsorgen og diakonien her rykker meget for børnene! Og samarbejdet omkring dem. Praktikkens mål er arbejde med relation og kommunikation. Og både sammen med børnene og med de ansatte med deres forskellige historier – er dette oplagte mål at øves i og lære af!

At lære af børn med handicap. Ain Karem, Jerusalem

Rejsebrev fra Ain Karem, Jerusalem. September 2016 med kærlig hilsen! Udlandspraktik a la glæde Her er indtryk fra de første uger i min 2. praktik som socialdiakon-studine, i udlandspraktik på et hjem for børn og unge med handicap, indtagende børn og unge, lidt udenfor Jerusalem, Israel. Jeg er – simplemente – betaget! Ligenu kan jeg høre latterfuld samtale i husets køkken. Ude står luften stille i middagsvarmen. Mine hænder dufter skarpt af Dettol efter at have afvasket børnenes badekar. Israelementer Jeg har før rejst og boet i eksotiske udlande. Dette er mit første besøg i Israel. Jeg er vild med muligheden for at opleve landet i længere tid, og særligt, at opleve det igennem relationer med herboende. Jeg har mange, mange udrejser i landet til gode. Særligt vil jeg gerne opleve ørkenen. Og den grønne bjergfulde del i nord. En ung palæstinensisk ansat her på hjemmet siger, at deroppe findes verdens bedste landsby! Det er stedet med hans mors gode mad. Nuet Jeg lever og lærer sammen med 60 børn og unge. De har svære bevægelses- og sansehandicap, alle ledsaget af kognitiv funktionsnedsættelse. De fleste med statiske eller fremadskridende tilstande. Mange med spastisk CP. Dejlighederne er i alderen 4-27, nogle har været her siden de var helt små. I min første uge her døde en 19-årig dreng, fysisk nedslidt. Dog er her megen liv. Livfulde børn og livsbekræftende arbejde.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503