Forfatter: Kent

Jeg er udpræget B-menneske. Spørg bare min kone. Om morgenen skal der en ekstraordinær spændende dag foran mig før jeg flyver op af sengen. Om aftenen derimod er det oftest kun min fornuft, der kan få mig til at smutte under dynen – og det er langt fra altid nok. Klokken 2 om natten er ALT spændende, relevant og aktuelt. En DR2-dokumentar om larvers fordøjelsessystem, udviklingen af typehuse i 60’erne eller antropologiske studier i oldgamle stammesamfund er alle gode grunde til at blive oppe en time ekstra en tirsdag nat, hvor vækkeuret ringer klokken 6.30. Eller det er måske bare mig?

Denne uges Tora-portion er for mig lige netop sådan et stykke – ekstremt kedeligt og kun for særligt interesserede, hvilket godt kan inkludere mig, hvis tidspunktet på natten er rigtigt. Stykket, som strækker sig over fire kapitler i begyndelsen af den fjerde bog i vores Bibel, er en nøje redegørelse af Israels stammer, hvilket inkluderer en hel del navne og optællinger, og hvor de forskellige stammer skal placere sig i lejeren i forhold til tabernaklet. En revisor vil med sikkerhed blive helt varm om hjertet. Derudover bliver levitternes opgaver også udfoldet nærmere.

Men helt ærligt; Hvorfor er sådan et stykke med i vores Bibel? Hvorfor bruge sider på noget så (tilsyneladende) ligegyldigt? Kunne Gud ikke bruge siderne på at afklare teodicé-problemet eller komme med nogle super seje profetier, der en gang for alle slog fast at Jesus var den kommende Messias? Det ville egentlig være rart og gid jeg kunne svare entydigt på de(t) spørgsmål!

På sin vis er afsnittets kedelighed og ligegyldighed en form for omvendt vidnesbyrd for mig. Hvorfor skulle Moses (eller den der nu har nedskrevet det hele) bruge SÅ meget plads på noget så ligegyldigt som en opremsning af navnene på alle ledere, hvor mange de var osv., hvis ikke beretningen var et forsøg på at gengive nogle rigtige begivenheder, som man ønsker at redegøre for – hvilket mange betvivler. Hvis jeg skulle forfatte en episk fortælling om mine forfædre og deres mega seje og stærke gud, så vil dagens tora-portion afgjort ikke komme i betragtning – ikke en gang som et bilag. Så for mig er dagens tora-portion en påmindelse om at de virkelig var der! Israel – Guds ejendomsfolk – vandrede i ørkenen sammen med Gud og indgik på Sinajs bjerg en pagt med den ene sande Gud. Og Gud var ikke ligeglad. Han gik virkelig op i at ALT gik rigtigt til. Om han her går lidt for meget op i detaljen – det vil jeg overlade til dig at afgøre.  

Dette siger Herren: “Israel er min førstefødte søn. Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.”2 Mos 4,22-23: 

 

Jamen… Israel – Guds førstefødte? Hvad med Jesus… Er Han ikke…? Slå din førstefødte søn ihjel… Du kan da ikke mene seriøst…?

Der er gået et par hundrede år siden vi fulgte Abraham, Isak, Jakob og til sidst Josef i Biblens første bog. I løbet af de hundrede år er hebræerne (eller israelitterne om man vil) gået fra at være et velkomment folk hos supermagten Egypten til at være et undertrykt og udnyttet folkeslag. Men nu tager historien (igen) en skarp og uventet drejning. Abraham, Isak og Jakobs Gud – Den evige ’Jeg Er’ (2 Mos 3,14) – vil udfri sit folk fra slavelivet til et frit liv i deres eget hjemland, hvor de kan tjene og leve i forening med Gud. Exodus is happening!

Og Gud mener det seriøst! Et udsnit som jeg ikke tidligere har lagt mærke til er versene 22 og 23 i det fjerde kapitel af 2. Mosebog. Gud siger til Moses, at han skal sige til Farao, at Israel er Guds førstefødte søn, og at Gud vil slå Faraos førstefødte søn ihjel, hvis ikke han vil lade israelitterne gå [smiley der ser overrasket ud].

Versene stiller så mange spørgsmål, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde, og de gør mig samtidig vred på Gud; Vil Gud virkelig dræbe et barn (og senere skal det vise sig, at det ikke kun er ét barn) for at befri sit folk? Er der ikke andre måder? Som nybagt far bliver mit gudsbillede alvorligt udfordret her, og jeg kan ikke andet end stille mig uforstående og bøje mig for Hans vilje og alvidenhed.

Men de hårde ord i versene afslører samtidig betydningen og alvoren i Guds hensigter med sit israelitiske folk. Gud har udvalgt dem og Han vil udfri dem. Gud har skabt sit folk ved at kalde Abraham (Abram) og givet ham afkom, og nu vil Han udfri sit folk, så de kan udleve og udføre Hans ”master plan”, Guds mission – Missio Dei.

Gud kalder Israel for ”min førstefødte søn” – og her må jeg trække en streg i sandet. DEN titel er forbeholdt min frelser, Jesus (Joh 3,16; Rom 8,29). Jesus er Guds første- og enbårne søn (Vi bliver dog adopteret som Guds børn igennem dåben (Rom 8,15)). Men netop disse ord, at Israels folk er Guds førstefødte søn, afslører for mig deres plads i frelseshistorien. Gud udvalgte sit folk – Hans førstefødte – for at Jesus, som opfyldelsen på alle løfterne til netop dette udvalgte folk, kunne udfri dem, dig og mig fra slaveriet under ondskabens tyranni – kort fortalt.

Men hvad gør det ved dig, og hvad gør det ved dit syn på Israels folk? Det håber jeg, at du vil overveje grundigt i det nye år. Godt nytår!