Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Christian Rasmussen, ny generalsekretær i Israelsmissionen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Af kommunikationsmedarbejder Kirsten Lang.

Christian Rasmussen begyndte d. 1. september 2022 som ny generalsekretær i Israelsmissionen. Selvom han er ny i jobbet, så er han ikke ny for Israelsmissionen, da han tidligere har været 7,5 år i Immanuelkirken i Tel Aviv som præst. Her kan du lære Christian bedre at kende og blive klogere på, hvorfor han glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

Mørket sænker sig over Christian Rasmussens barndomshjem, og Christian og hans søskende og forældre samles til aftenbøn. Her beder Christians forældre for deres venner Bodil og Jens Arne Skjøtt, der dengang var udsendt af Israelsmissionen til Den Danske Kirke i Jerusalem. Dette blev Christians første møde med Israelsmissionen. Som ung etablerede han en lokalforening for Israelsmissionens Unge i Odense sammen med sin kone Lisbeth Rasmussen, og i 2001 blev parret kirkevolontører i Jerusalem. ”Det, der drev mig mod Israel dengang, var særligt det at komme ned og se, hvor Jesus havde været,” fortæller Christian.  

Herefter studerede Christian teologi og tog på pastoralseminariet, mens Lisbeth læste til lærer, og i denne periode fik parret deres første tre børn. I 2009 kom de til Immanuelkirken som præstepar, og her blev deres sidste barn født. Familien består nu af Lisbeth og Christian, Johan, Magnus, Amanda og Simon.  

I 7,5 år, fra 2009-16 befandt familien sig i Immanuelkirken, og her blev det kald til jødemission, som Christian læser om i Bibelen, konkret for ham:

”Der sker noget, når man møder mennesker. Det bibelske kald til jødemission er stærkt, men det er abstrakt i den forstand, at man ikke får ansigt på, hvem det er, kaldet handler om. Når man lærer nogen at kende; deres historie, tilgang, traditioner og forståelse, så sker der noget. I Tel Aviv fik vi mange jødiske venner, både jesustroende og ikke-jesustroende, og det gjorde en forskel for mig.”

Uimodståelige Jesus

Tiden i Tel Aviv var god for både familien og for kirken og menigheden. Her levede parret Israelsmissionens vision ud, og de fik lov til at opleve flere gange, at mennesker kom til tro på Jesus. I begyndelsen, når Christian ville fortælle jøder, hvem Jesus er, så begyndte han med Gamle Testamente for at forklare, hvordan jødedom og troen på Jesus hænger sammen. Med tiden begyndte han dog at gå lige på med Jesus og evangelierne:  

”Jeg fandt ud af, at Jesus gør så stort et indtryk, at når man sætter sig ned og undersøger, hvem han er, så er han uimodståelig. Når folk kom til tro, var det oftest Jesus, de blev betraget af, og så åbnede relationen til ham op for de ting og tekster, de kendte i forvejen fra Gamle Testamente, så de pludselig kunne se, hvordan tingene hang sammen.”

Immanuelkirken var et dejligt sted at være for Christian, fordi det på mange måder blev billedet på opfyldelsen af det, som Gud havde lovet:

”Det var ret fantastisk at sidde i Jaffo, som er det sted, hvor Peter havde et syn i Apostlenes Gerninger, hvor han ser ikke-kosher mad komme ned fra himlen og får at vide af Gud, at han skal spise det, for Gud har erklæret det rent. Og det var så fint at være i Immanuelkirken, hvor os, der var ikke-kosher, ikke-jødiske, sad sammen med vore jødiske søstre og brødre. Peters syn var begyndelsen på det, som Abraham blev lovet, nemlig at nu går de gode nyheder ud til ikke bare det jødiske folk, men til alle verdens folk. Og der i kirken sad vi så; folk fra hele verden, der tilbad Abrahams Gud sammen, og det var utrolig stærkt.”

”Alle kontinenter på nær Antarktis var repræsenteret i kirken, og her kunne man meget bogstaveligt se de folk, der kom fra verdens ende og vendte tilbage til det sted, hvor evangeliet var gået ud fra.”

Der er noget vigtigt på spil

I 2016 flyttede familien til byen Løsning, der ligger mellem Horsens og Vejle, hvor Christian begyndte som generalsekretær i KFS, Kristeligt Forbund for Studerende. Her fik Christian masser af erfaring med organisationsarbejde og kunne også her arbejde for, at mennesker lærte Jesus at kende. Og nu er Christian tilbage hos Israelsmissionen, hvor han skal bære organisationens vision om, at lige netop det jødiske folk må møde Jesus.   

For Christian er det visionen, der driver ham til at blive generalsekretær lige netop her, og som han selv siger, så er der noget vigtigt på spil, også teologisk, når vi beskæftiger os med lige netop mission til det jødiske folk:

”Israelsmission er på en måde al missions moder. Evangeliet er for jøde først og også for hedning. De begyndte i Jerusalem og derfra skulle de bringe de gode nyheder til Judæa, Samaria og til verdens ende. Det bliver spændende også at arbejde missionsteologisk med jødemission og kigge på, hvad der sker med verdensmissionen og den missionale tænkning, hvis jødemission ikke prioriteres. 

Der er ingen tvivl om, at Christian glæder sig til at komme ordentligt i gang med arbejdet:

”Jeg glæder mig til at skabe et samspil med Israelsmissionens bagland, landsstyre, medarbejdere og samarbejdspartnere. At skabe et rum for, at visionen kan leve, og at folks indspark og ideer kan blive bragt til bordet, og jeg glæder mig i det hele taget til at blive inspireret af de mennesker, der er engageret i Israelsmissionen,” siger Christian og fortsætter:

”Og så glæder jeg mig rigtig meget til at få nogle nye fortællinger om jøder, der kommer til tro på Jesus.”

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Hiba fra Musalaha arbejder for forsoning i Israel og Palæstina

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Forsoning. Konflikt. Besættelse. Berettigelse. Håb. Retfærdighed. Venskab. Hvilke associationer får du, når du læser disse ord? I Israel og Palæstina findes der mange forskellige narrativer og måder at tale om fortiden og om konflikten på, og grænserne mellem nationaliteter og tro kan være trukket hårdt op. Musalaha arbejder for at bløde disse grænser op og bygge bro mellem befolkningsgrupper. Gennem forskellige initiativer arbejder de for forsoning i en hverdag, som er fyldt med konflikt i det store og i det små. En ny ven af Israelsmissionens Unge, projektleder for Musalaha Hiba F. H Allati, fortæller om organisationens vision og arbejde og sætter ord på nogle af de frustrerende oplevelser man kan møde i en kultur, hvor farven på ens ID og navnet på ens Gud ofte er det første, som bliver vurderet. Musalahas projektledere bruger blandt andet en associationsleg, som kan hjælpe med at afmontere uhensigtsmæssige forforståelser om andre og om en selv.

Hiba er ny projektleder ved Musalaha

Hiba F. H. Allati er kristen palæstinenser. Hun bor og arbejder i Betlehem, som ligger på Vestbreden, et af de områder af Palæstina som er under israelsk myndighed. Hun har været ansat som projektleder i Musalaha siden februar, men har været med i organisationens projekter siden hun som barn var på sommerlejr og har hos sig selv mærket virkningen af at bryde mure ned mellem mennesker gennem samtale og undervisning. Den snart 28-årige Hiba sagde, efter sin mastergrad i international virksomhed og udvikling (International Corporation and Development), ja til en stilling hos Musalaha, fordi hun tror på deres vision.

Forskellige farver ID, forskellige slags mennesker

Forestil dig, at du skal tjekke din nationalitet eller dit hjemland af på en liste af alle verdens mulige. Men du kan ikke finde Danmark noget sted på listen, så du må notere: ‘’intet land.’’ Det oplever mange palæstinensere. Staten Palæstina anerkendes ikke bredt af alle verdens myndigheder, og det kan mærkes både bureaukratisk og diskursivt for den enkelte palæstinensiske borger nationalt og internationalt. Mange føler en stor sorg ved ikke at føle sig anderkendt eller at være i besiddelse af de samme rettigheder som den israelske befolkning. Små og store ting er med til igen og igen at fortælle palæstinensere, at der er forskel. Hvis man for eksempel skal bevæge sig gennem landet, gør man klogt i at have sit ID med sig, for det vil blive tjekket ved de checkpoints, som findes mellem grænserne for Israel og den israelske besættelse af de palæstinensiske områder. Palæstinensere vil måske blive bedt om at træde ud af deres bil eller af den bus, de sidder i, for at blive tjekket, mens indehavere af israelske, europæiske eller amerikanske pas trygt kan blive siddende.

Hiba fortæller, at hun oplever, at ansøgningsprocesser går langsommere med hendes palæstinensiske ID, og hvis hun skal på en rejse ud af landet, kan hun ikke tage fra lufthavnen i Tel Aviv (Israel), som ligger en time fra Betlehem (Palæstina), men må rejse til Jordan for at komme den vej ud i verden og må ligge en dagsrejse til den samlede rejsetid. Hun skal ansøge om at måtte arbejde på Musalaha-kontoret i Jerusalem (Israel), og hun oplever af og til diskrimination i mødet med den israelske myndighed. Hun fortæller, at flere palæstinensere får et jordansk ID, da bureaukratiske processer bliver langt nemmere, når man for eksempel skal søge visum til at rejse et sted hen eller skal arbejde. Det er de vilkår, som Musalaha prøver at belyse og forbedre. Hiba beskriver en stor uro for fremtiden blandt de palæstinensiske borgere i et land, som størrelsesmæssigt måler sig med Jylland, som har to myndigheder, og hvor flere og flere mennesker ønsker at bosætte sig.

Organisationen Musalaha og deres arbejde

Musalaha er det arabiske ord for forsoning. Det er en trosbaseret NGO, som blev grundlagt i 1990. Organisationen har til formål at undervise i og uddanne til at skabe forsoning særligt mellem israelere og palæstinensere. Organisationen tror på lighed og kæmper imod ulige rettigheder og diskrimination. Musalaha arbejder for forsoning gennem forskellige projekter, hvor børn, unge, mænd og kvinder indgår i fællesskaber med mennesker fra andre baggrunde, med anden etnicitet eller tro for igennem dialog og brobygning at skabe forståelse og venskab mellem befolkningsgrupper. Blandt andre bliver Musalaha støttet af de danske DUF-midler gennem samarbejdet med Israelsmissionens Unge.

Skaber forståelse og forsoning mellem forskellige mennesker

Udfordringerne i Israel og Palæstina er fortsat mange og komplekse. Musalahas arbejde foregår i det små: mellem mennesker og ikke på de store politiske klinger. ’’Vi ser en ændring i nogle situationer, men det er en langsom forandringsproces, da det ikke kun er i vores hænder. Det er også en stor, politisk problematik. Vi kan ikke ændre det på et splitsekund. Men i det mindste vil vi dø i forsøget på at skabe en forandring. Hvis man begynder med sig selv, skaber man forandring.’’ Hiba elsker sit arbejde og tror inderligt på Musalahas vision og facon. En af grundene til det er, at hun selv har oplevet at få sit syn nuanceret ved at skabe relationer med mennesker, som ikke har hendes baggrund. ’’Jeg begyndte faktisk selv i en gruppe for to år siden. Det var med kristne og muslimer. Det betød meget for mig. Jeg fik en masse nye venner. Specielt muslimske venner. Før det havde jeg kun kristne venner. Jeg kendte muslimer, men jeg havde ingen tætte venner som ikke var kristne, og jeg følte mig generelt mere forbundet med kristne. Jeg er taknemmelig for, at Musalaha gav mig muligheden for at være mere et menneske end en kristen person. Nu er jeg forbundet med alle slags mennesker, og jeg lærte at se mennesker og møde dem som de mennesker, de er, og ikke se deres religion først.’’ Det mærkes, at Hiba brænder for det arbejde, hun selv har oplevet virke for sig selv og sine nye venner.

Vi har brug for forsoning i denne tid

Hiba forklarer, hvor vigtigt det er at forsone sig med andre i den aktuelle situation i Israel og Palæstina: ’’Vi har brug for det i den her tid: Forsoning er en løsning på konflikt. Vi møder konflikt hver dag: i vores hjem, med vores venner, og der er politiske og religiøse konflikter overalt. For at opnå fred må man forsone sig med den anden side. Vi palæstinensere ønsker fred, vi ønsker at have rettigheder såsom retten til at stemme og retten til at leve. Vi vil gerne føle, at vi alle er lige og ønsker, at ingen skal opleve at blive diskrimineret imod. Vi vil anerkendes som stat. Det er den triste virkelighed for os palæstinensere. Forsoning er meget vigtigt for at opnå det. Det er det, jeg kan lide ved Musalahas måde at arbejde på: De søger at skabe forsoning ved hver mulighed, de får.’’

Ørkenture skaber ringe i vandet

Hiba har siden februar været med til at forberede kvindegrupper for israelske, palæstinensiske, muslimske og kristne kvinder. Hvert gruppeprogram begynder med en tur til ørkenen, og Hibas første tur som projektleder er et par uger væk. Lokaliteten er ikke tilfældig, og der er en grund til, at organisation altid begynder arbejdet med grupperne her. ’’Det er roligt derude, og det kan man mærke. Vi er langt væk fra besættelsen, menneskerne og de negative vibrationer. Ørkenen er et neutralt sted. Det er bedst, der ikke er noget at blive forstyrret af.’’ Hiba vil, for første gang, stå for nogle af de aktiviteter og undervisning, som hører til Musalahas ørkenture. Der vil blandt andet blive undervist i konflikt og evnen til at lytte på turen. Kvinderne skal ankomme sammen, spise frokost sammen, og lederne vil stå for nogle isbrydende lege for at få kvinderne rystet sammen. Hiba skal være med på hele den tre dage lange tur, hvor hun blandt andet skal stå for undervisningen i konflikt. Her vil hun spørge kvinderne, hvad de associerer med begrebet konflikt. ’’Jeg lærte den øvelse fra den gruppe, jeg selv var med i, som lærte os om konflikt, og nu vil jeg undervise den nye gruppe i det. Det er det, Musalaha gør. Der er fokus på træning og uddannelse for deltagere, og måske vil deltagere lede andre grupper senere.’’ Hiba er et eksempel på Musalahas måde at arbejde på. Ved at tage folk med i grupper, skabe forståelse og uddanne dem, kan deltagerne gå ud i verden og kæmpe videre for forsoning i de ting, de oplever i hverdagen.

Fremtiden er at starte med os selv

Fred. Mennesker. Ro. Løsning. Lighed. Det er ord, Hiba tænker på, når hun hører ordet forsoning. Hiba forstår godt, at mange er skuffede og frustrerede, og hun bekymres også selv for de ældre borgeres ve og vel og de unges fremtid. Derfor er det vigtigt for hende at fortsætte arbejdet, så andre kan opleve det samme, som hun gjorde, da hun deltog i Musalahas projekter. Gennem venskaber med mennesker som kommer fra andre miljøer, end man selv gør, tror Hiba på Musalahas vision for fred og retfærdige og lige rettigheder til alle. Et Palæstina med håb blandt borgerne. ’’I dag lider mange under den økonomiske situation, pandemien og den russiske-ukrainske krig, så ja palæstinenserne er frustrerende og skuffede. Men mist aldrig håbet! Vi arbejder, vi gør noget og ændrer miljøet i fællesskabet, så hvis vi begynder med os selv, kan vi skabe en forandring. Håbet findes over alt!’’

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

Elisabeth Serner om at tage det rigtige valg frem for det nemme

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Elisabeth Serner bor på ottende år i Jerusalem sammen med sin familie. Hun har, siden hun var 19 år gammel, taget nogle valg, der har ført hende til et arbejds- og familieliv, som adskiller sig fra mange andres. Her fortæller hun om at jonglere mellem sin passion for det jødiske folks velbefindende, ønsket om at være tæt på sine børn, sit savn til relationer derhjemme og om følelsen af alligevel at være det helt rigtige sted.

Den Danske Kirke i Jerusalem – et alsidigt familieprojekt

Elisabeth Serner er sammen med sin mand David udsendt for Den Danske Israelsmission. De varetager i fællesskab nogle af de mange forskellige opgaver, som kommer deres vej i forbindelse med Davids arbejde som præst ved Den Danske Kirke i Jerusalem.

Hvis man har deltaget i et af de arrangementer, kirken jævnligt holder, har man sikkert set Elisabeth med et imødekommende smil på læben. Hun er måske i gang med at hjælpe frivillige med at ordne praktiske ting eller på vej ud ad døren for at løbe de sidste ærinder, inden klokken slår hel. Lige så ofte kan man se hende byde folk velkommen med et stort kram, i samtale med nye og velkendte ansigter, eller man kan se hende stjæle et øjeblik til at tale med sine børn. Naomi og Nathanael på 11 og 14 år er oftest også med til arrangementerne. Både forældre og børn i familien Serner tager del i fællesskabet omkring Den Danske Kirke i Jerusalem, og man får hurtigt en fornemmelse af en humørfyld og inviterende dynamik de fire imellem. Man kan opleve en gudstjeneste, hvor præsten og ægtemanden David kalder ned til sin kone på de forreste rækker, hvem en del af hans prædiken den pågældende dag handler om, og hende rette en detalje i hans historie til stor henrykkelse for den lyttende kirkesal. Elisabeth træder hjemmevandt ind i rollen som sanglegsleder, hvis David er optaget, og deres børn kan ses være med i praktiske og ceremonielle opgaver i kirkens lokaler. Det bliver tydeligt, at det er et familieprojekt at drive kirken.

Jeg er jo bare mig

’’Jeg er jo bare mig,’’ griner Elisabeth smittende, efter hun har fortalt lidt om, hvem hun er. Elisabeth har i otte år haft en meget flydende jobbeskrivelse, hvor hun hjælper med forhåndenværende ting i forhold til kirken, fungerer som hjemmeunderviser for sine børn og også laver mange ting ude af huset. ’’Det er meget varieret. Det kan være, at jeg hjælper i kirken med at gøre klar og rydde op. Det kan være et arrangement herhjemme, hvor vi er en del af det, eller at vi nogle gange er med på nogle ture. Det kan være, at jeg laver noget med børnene, som også giver mening i forhold til arbejdet. For eksempel har vi fornylig besøgt et børnehjem i Betlehem, hvor vi legede med børnene, spillede harpe for dem og delte malebøger ud. I torsdags var vi henne på et center, hvor sigøjnere kan komme her i Jerusalem, for at pakke nogle poser med mad. Så på den måde er det meget sådan, at der altid er noget at tage fat på, men at det kan variere meget.’’ Det kan være svært at sætte fingeren på præcis, hvilken kasket Elisabeth har på nøjagtigt hvornår, men hun er jo også bare den, hun er, og så er det mindre vigtigt for hende, hvilken titel hun har.

De lokale kan stikke lidt udenpå, men er søde indeni

Jerusalem er ikke København. Kulturen er anderledes, og menneskerne er anderledes. Og netop menneskerne er en af grundene til, at Elisabeth holder af byen. ’’De lokale er som en sabra. Det er den frugt, der vokser på en kaktusplante – udenpå stikker de måske lidt, men indeni er de søde. Nogle gange kan jeg føle, at jeg lige bliver stukket lidt, men de er så søde indeni, og det er helt sikkert de mennesker, der gør det hele værd.’’ I et land med splittelse og konflikt er det vigtigt for Elisabeth at holde fast i det gode eksempel. ’’Bare det, at være mig og leve som familie i den her by, føler jeg også kan være et eksempel i sig selv. At vi søger at holde vores hjerter bløde i forhold til de mennesker, vi møder. Det, tænker jeg i sig selv, kan være et lille eksempel i den her by med konflikter og udfordringer.’’ Omsorgen for det jødiske folk lægger hende tungt på sinde og har gjort det i mange år efterhånden.

En ung pige i New York finder nysgerrighed og kærlighed til det jødiske folk

Eventyret startede for Elisabeth som 19-årig, da hun, sammen med en veninde, tog afsted for Israelsmissionen for første gang. I New York City hjalp pigerne med praktiske opgaver for organisationen Jews for Jesus’ kontor der. ’’Det startede i New York, hvor jeg mødte jøder som troede på Jesus for første gang, og jeg mødte også selv Jesu kærlighed på en ny måde. Før det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne være jøde og tro på Jesus. At opleve den måde de var på, og det de vidste om Biblen, det gjorde en forskel i mit liv. Jeg følte en nysgerrighed og også en ny form for kærlighed til dem, efter jeg havde været i New York. Det vendte op og ned på mit liv og på den livsretning, jeg har fået.’’ Elisabeth kom hjem til Nørrebro igen og begyndte at arbejde på et jødisk plejehjem. Det fortsatte hun med under teologistudiet og efter studiet, arbejdede hun i en jødisk vuggestue, inden hun sammen med sin mand tog til Israel for første gang for 13 år siden. Det mærkes tydeligt på Elisabeth, når hun fortæller, at det var en stor og åbenbarende oplevelse. Og det bærer hendes senere bedrifter også uden tvivl præg af.

Eventyr og den nære familierelation

Familien rykkede fra Danmark for første gang for 13 år siden, da Elisabeth og David lige havde fået deres søn Nathanael. Elisabeth fortæller varmt om sin lille hjælper i Immanuel Kirken i Tel Aviv, hvor de var volontører: ’’Det var også et eventyr. Det kan godt være, at vi ikke var de allermest effektive, for hvis jeg satte nogle bøger på plads, så tog han dem måske ud igen. Så vi var måske lidt mere langsomme. Men på den anden side var arbejdet også noget med at møde mennesker, og når Nathanael og jeg udførte nogle opgaver sammen, blev han på en måde en, der åbnede op for nogle relationer for mig, fordi han var så sød og blond. Så det åbnede også nogle døre, når vi mødte mennesker.’’ Den nu 14-årige Nathanael og hans lillesøster Naomi på 11 bruger stadigvæk meget tid med deres forældre. David og Elisabeth prioriterer at tage deres børn med på ture ud i naturen, at tage med til fritidsaktiviteter og at have tid til musik, spil og hygge i familiens hjem.

At skabe et liv og et hjem langt hjemmefra

I familien Serners lejlighed på French Hill i nærheden af Oliebjerget i Jerusalem kan man se små spor af den familie, som bor her. Små tegn som fortæller en historie som en kreativ og gæstfri familie bosiddende i en af verdens ældste byer. En harpe af træ står på en gyngestol i stuen, datterens violinkasse står klar til eftermiddagens undervisning, bøger om ægteskabet, børneopdragelse, messiansk jødedom, kristendomshistorie og gæstfrihed står på reolerne ved siden af børnenes undervisningsbøger, blandt andre en hebraisk/engelsk-ordbog. På sofabordet står et fad med Turkish Delight og chokolade, og der er te og kaffe i smukke kopper fra en veninde, som er keramiker. ’’Da vi tog herned, prioriterede vi at få sendt meget af børnenes legetøj: mange af de ting, som betød noget for dem dengang for at gøre overgangen nemmere for dem, nu når de skulle sige farvel til alt. Men ellers blev det for mig også en øvelse i at prøve at gøre det til et hjem, finde mig til rette og føle mig hjemme, selvom det ikke var blandt de ting, jeg selv havde valgt.’’

På en hylde, over et klaver med sanghæfter, står en menorah, den traditionelle jødiske lysestage. Andre hylder er fyldte med puslespil, og en stor tavle med billeder, tegninger og hilsner hænger over spisebordet som et vidnesbyrd om, at her er der plads til både familietid og plads til at tænke på dem, som man ikke kan se hver dag. Der hænger et maleri over sofaen. Maleriet forestiller kvinden i farisæeren hus, der vasker Jesu fødder i sine tårer. En historie som udspillede sig under ti km derfra. Selvom de måske havde indrettet sig på en anden måde, hvis de var blevet i København, så skinner solen over Jordans bjerge i udsigten fra deres altan, og det synes at være lykkedes Elisabeth at skabe et hjem for sig selv og familien her.

En propfyldt kurv i Netto og nye familiemedlemmer i Danmark

For Elisabeth er der ingen tvivl om, hvad hun savner mest i livet som udenlandsdansker.’’Det er helt klart vores familie, og især min relation til nevøer og niecer, fordi de vokser så hurtigt, og jeg ville ønske, at jeg var tættere på’’ Familien skal til Danmark om et par uger, og der skal Elisabeth møde en lille ny niece for første gang. Selvom det er i relationerne den største glæde ligger, nyder familien også at opleve lidt af den danske madkultur, når de er hjemme. ’’Altså vi elsker at gå i Netto, når vi kommer til Danmark. Vi synes, det er en fest at fylde sådan en indkøbskurv. Og vi ser virkeligt tåbelige ud, fordi vi bare er helt oppe at køre over ting som rugbrød og leverpostej. Vi er også glade for wienerbrød. Dansk bagværk er bare virkeligt godt i forhold til, hvad vi kan få her. Dansk pålæg eller remoulade og ristede løg,’’ remser hun drømmende op og ler af de underfundige ting, man kan savne ved sit hjemland, når man ikke har adgang til dem regelmæssigt.

Det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg

Den nu fyrreårige ildsjæl har et hjerte, der banker for de mennesker, hun mødte for første gang i New York. I svære perioder kan det selvsagt virke mindre klart, om det hele stadig er rigtigt og meningsfuldt ’’Det er et spørgsmål, vi stiller os selv nogle gange, når det er svært. Hvis man sammenligner livet i Danmark med livet i Israel, er der nogle ting, der ville være så meget nemmere: tingene fungerer på en anden måde, end man kender til i Danmark. Men det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg, og jeg tror, at vi både som personer og som familie har oplevet at udvikle os og vokse med opgaven i de udfordringer, vi har stået med. Det er også et offer på den måde, at jeg er bevidst om, at der også er noget, vi giver afkald på og slip på ved at leve det her liv, og det kan godt nogle gange være en sorg. Men samtidig af en eller anden grund føles det som om, at vi er på det rigtige sted. At det i sig selv giver en eller anden form for mening for os at være her, selvom det ikke altid er det nemmeste valg.’’

Jeg kan aldrig blive arbejdsløs, så længe nogen har brug for at mærke Guds kærlighed

Elisabeth og hendes familie har på otte år skabt et liv med nye og dybe relationer. Børnene har boet størstedelen af deres liv her i Jerusalem. De kan selv finde rundt byen, og alle fire taler hebraisk til husbehov. Det kan føles mere naturligt at stå i den langsomme kø i supermarkedet i Israel, og den effektive facon i Danmark kan virke stressende til sammenligning efter otte år i Mellemøsten. Elisabeth nyder alsidigheden ved både at kunne tage på cafe med en veninde, lede en vagt til et 24-timers bønnecenter på klaver og at kunne tage ud og opleve både den golde og frodige natur, som landet byder på sammen med familie og venner. Siden hendes eventyr startede i New York for 21 år siden, har hun taget flere valg, som har ført til et arbejdsliv som er anderledes fra mange andres. ’’Jeg husker dengang, jeg læste teologi, at jeg tænkte, ’jeg kan jo aldrig blive arbejdsløs, for der er jo altid nogen, som har brug for at mærke Guds kærlighed.’’’ Den tilgang synes at være en, Elisabeth tager med sig ind i et liv, hvor familie-, arbejdsliv og interesse for andres velbefindende kan flyde sammen, og hvor man ofrer sig og giver afkald på store og små ting for at opleve, at noget går op på et højere plan og alligevel føles rigtigt.

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

En historie om et søgende ægtepar, en bog med rabbinsk litteratur og et stjålet testamente

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Yoel Ben David og hans kone Adele kommer begge fra jødiske familier men lever i dag som Jesus-troende jøder. De er begge opvokset i europæiske storbyer og har med deres arbejde for organisationen Jews for Jesus boet flere steder i verden blandt andre i New York, San Fransisco og London. For et par år siden flyttede de til Jerusalem for at åbne et kontor for Jews for Jesus her. De er gift på 22. år, har sammen fire børn, og så har de viet deres liv til at fortælle om Jesus som jødernes Messias. Her fortæller de om at være på en spirituel rejse som førte fra Europa til Israel, og derfra fra ortodoks jødedom til kristendom. Læs med og bliv samtidig klogere på jødedom.

’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’

En livsforvandlende aften i Israel for to årtier siden

En oprørt og målrettet 20-årig Yoel Ben David går gennem Jerusalems gader imod sin veninde Judys hus. Han har netop lagt Esajas’ bog kapitel 53 fra sig, og spørgsmålene myldrer i hans hoved. Efter års søgen på sandheden ved han, at han er stødt på noget, der vækker resonans i ham. Nu har han, en ortodoks jødisk mand, et altoverskyggende behov for at tale om, om Jesus er den Messias, han har læst om. Han banker på døren og siger uden omsvøb: ’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’ Hans veninde inviterer ham indenfor, og de begynder en samtale, som Yoel husker klart som dagslys mere end tyve år efter.

På kontoret i Jerusalem

Vi møder Yoel og Adele på Jew for Jesus’ kontor i Jerusalem i et af de jødiske kvarterer lidt vest for Den Gamle Bys mure. Kontoret ligger på fjerde sal, men navnet står hverken på postkasserne i lobbyen eller på noget skilt på døren. Arbejdet med mission til jøder kan være en varm kartoffel, og specielt i den religiøse højborg Jerusalem, er det ikke alle, som ser lige mildt på denne praksis.  

Yoel laver kaffe og te, og tilbyder chokolade i tilfælde af, at vi, med hans ord, har brug for den slags. Det har vi. Samtalen glider let, og Yoel fortæller, at han har inviteret sin kone med til interviewet, så vi også får mulighed for at kigge på noget pænt, mens vi er der. Man har let til grin i Yoels selskab, og stemningen er munter. Som lovet kommer en smuk og venlig Adele ind ad døren med favnen fuld af indkøbsvare. Hun begynder at stille på plads i det lille køkken, mens vi taler om forskellene på kaffepræferencer rundt i verden. Hun undrer sig over skandinavens evne til at drikke kaffen helt sort og britens foretrukne te med citron. Hun fortæller, at hun foretrækker sin kaffe som europæer med masser af mælk. Vi skal tale om deres spirituelle rejse. Vi sætter os og går i gang med en fortælling som netop starter i en af de europæiske hovedstader, Berlin, et år før årtusindskiftet.

Udlængsel og en envejsbillet tilbage til rødderne

I slut-90’ernes Berlin sad en ung, oprørsk, jødisk kvinde med drømme om at komme ud i verden. Adele skændedes ofte med rabbinerne og kunne ikke finde mening i anvisninger og regler, hun fik fortalt i synagogen. En luftforandring var tiltrængt, og hun søgte til Israel gennem den mulighed alle ikke herboende jøder har: en af staten Israel betalt envejsbillet, som ikke skal betales tilbage, så længe man bliver i landet. Hun så det som sin billet ud af Tyskland og ud i verden.

’’Kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.”

Vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk

Yoel og Adele beskriver, at de begge tidligt begyndte at søge efter svar på spørgsmål, som ikke var blevet diskuteret i deres familier. Adele fortæller om sin families forhold til religion. ’’Vi fejrede helligdage, men Gud var ikke inde i billedet. Vi tog til synagogen en gang i mellem. Men min familie var til gengæld meget spirituelle. Min far kunne jævnligt finde på at tage mig med til et yogacenter, hvor han deltog i alle deres ritualer. Han havde intet problem med at bukke for en yogalærer eller et buddhistisk billede, hvor det for mig føltes forkert.’’ Teenageren Adele brød sig ikke om at bøje for andre religiøse figurer og følte tidligt, at hun ledte efter noget, som ikke fandtes i familiens tilgang til religion. ’’I den tid var jeg i høj grad søgende,’’ fortæller hun.

Yoel kom til Israel på samme tidspunkt som den jævnaldrende Adele. Han og hans familie flyttede hertil for at være tættere på den familie, som allerede boede her. Yoel er opvokset i England og Frankrig med en jødisk, marokkansk mor og en skotsk far. Yoel fortæller om sin mors jødiske opdragelse af ham og hans bror. ’’Min mor var meget traditionel. Hun troede på Gud, troede på jødedommens visdom men udlevede det ikke som sådan. Hun ville insistere på traditioner som for eksempel at spise et særligt måltid og bede en bøn fredag aften og at fejre helligdage og den slags.’’ Adele tilføjer opklarende, ’’kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.’’ Yoel beskriver sit barndomshjems religion med en sammenligning, som resulterer i et grin fra Adele. ’’Den sammenligning jeg altid laver er, at vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk. Det var sådan, det var. Da Adele og jeg blev ortodokse indså vi, at det ikke reelt på kosher, som lovene fra Torahen foreskriver det. Det var ’pick and choose.’ ’’

Kosher

De jødiske spiseregler kaldes kosher og er (If. Jødisk trossamfund) et andet ord for, at noget er egnet og henviser til, hvordan man bør forholde sig til fødevarer. Særligt to steder i Torahen er de jødiske spiseregler udpenslet, nemlig i 3. Mosebog kapitel 11. og i 5. Mosebog kapitel 14.

Et måltid er kosher, når kød og mælkeprodukter ikke er blandede. Nogle jødiske husholdninger tilbereder disse ting i forskellige gryder og pander, og nogle gange endda i to forskellige køkkener. Der vil heller ikke findes kød og mælkeprodukter på samme måltidsbord, og der vil ofte være to forskellige slags tallerkner og bestik afhængigt af, om man spiser måltider bestående af det ene eller det andet. Skaldyr er ikke på menuen, og under påsken er usyret brød til gengæld et must. Sådan lyder nogle af kosher-spisereglerne fra Torahen, Mosebøgerne, som jødisk-troende lever efter i forskelligt omfang.

Forelskelse, militærtjeneste og medbragte pander

19-årige Yoel og Adele mødtes på den hebraiske sprogskole Ulpan i 2000. Det er et skole-kampus, man begynder på, når man flytter til landet uden at tale sproget. De genkendte den religiøse søgen i hinanden, forelskede sig, og inden for et år blev de gift. I tiden efter levede det unge ægtepar som ortodokse jøder. Adele rejste med egne pander, når de skulle besøge familie, så de kunne overholde kosher-spisereglerne, og da Yoel blev kaldt til militærtjeneste, søgte han ind i det militære rabbinat for at være omkring andre religiøse tjenende med samme værdi-sæt som hans. De brugte meget tid på at studere de religiøse tekster, tale om dem og finde meningen i dem sammen.

Ortodoks jødedom

Ortodoks jødedom er (If. Jødisk trossamfund) en af tre hovedgrene inden for jødedom. I ortodoks jødedom fastholdes Torahens, Mosebøgernes, status som åbenbaret fra Gud, og fornyelser er kun mulige, hvis de kan begrundes i talmudisk litteratur (rabbinsk litteratur). Ortodokse jøder lægger stor vægt på ritualer og på religiøs lærdom, og man lever efter Toranens love. Det indebærer blandt andet at holde shabbatten, hviledagen, hellig og at overholde kosher-spisereglerne. I omegnen af 15 % af verdens jøder skønnes at være ortodokse, hvoraf en stor del bor i Jerusalem. Ortodoks betyder rettroende.

”Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod.”

Kan man forstå Biblen uden hjælp fra rabbinerne?

Yoel og Adels åndelige rejse runder et nyt hjørne, da de møder en person, der skal vise sig at blive meget betydeligsfuld for deres liv. Yoel fortæller: ’’Og så mødte vi Judy!’’

Judy var en vens ven, og hun syntes at have nogle af de svar, ægteparret havde søgt efter længe. Adele fortæller om mødet med hende og tankerne, hun havde i den forbindelse. ’’Hun talte om Biblen, som ingen andre, jeg havde hørt tale om den før. Det var som om, hun kendte den ud og ind. Jeg var selv i konstant diskussion med rabbinerne; jeg satte spørgsmålstegn ved tingene hele tiden. ’Det her giver ingen mening, hvorfor skal jeg gøre det?’ Judy sagde, ’bare læs Biblen.’ ’’ Adele forklarer, hvorfor det ikke var faldet hende ind før. ’’Når man er religiøs, har man så travlt med at lære, hvad man må, og hvad man ikke må, at man ikke bruger særligt meget tid på faktisk at læse den egentlige Bibel.’’

Yoel forklarer den måde, han studerede Biblens ord på tidspunktet. ’’Jeg læste det ugentlige Torah-portion. Det er den ugentlige læsning i synagogen fra de fem mosesbøger. Måden, man læser Biblen, som ortodoks jøde, er ved at læse måske fire eller fem linjer fra Biblen, og så læser man to sider af kommentarer i Talmud. Så jeg læste egentligt ikke Biblen. Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod, og så ville jeg læse de rabbinske kommentarer. Jeg ville før det aldrig gå til teksten selv.’’ De to blev draget af tanken om at finde ud af, hvad Biblen kunne fortælle dem. De ville vide forskellen på Guds ord og rabbinernes.

Talmud

Talmud er en litterær samling af rabbinske kommentarer til Toranens, Mosebøgernes, tekster. Traditionelt blev disse kommentarer overleveret fra generation til generation, men de blev skrevet ned for første gang i 400-tallet. Talmud betyder ’studie’ på hebraisk, og netop studiet af skrifterne bliver af flere ortodokse troende set som den sikre vej til et rettroende og gudsnært liv.

Talmud behandler mange temaer. Blandt andre nogle af livet store mystiske emner som religion, etik, ritualer og magi. Men Talmud indeholder også mere jordnære råd og fortællinger om historie, handel, håndværk, sociale problemer og humor. Talmud er et mere omfattende værk end Tanakh, den hebraiske bibel. Derfor vil den læsende typisk læse et mindre stykke i Torahen, Mosebøgerne, og så læse de sidelange tilhørende kommentarer i Talmud for at forstå meningen.

Tanakh

Den hebraiske bibel, Tanakh, består af Nevi’im (Profetlitteraturen) og Ketuvim (Skrifterne) og Torahnen (Mosebøgerne). Afhængig af overbevisning og grad af ortodoksi eller konservatisme, vil man forsøge at efterleve lovene i Torahen. Her findes blandt andet ræsonnementet bag kosher-spisereglerne.

De fleste jødisk-troende går til deres bibel på en anden måde, end der er tradition for i den kristne bibellæsning. Det er ikke unormalt, at man søger svar hos sin rabbiner i den lokale synagoge, hvis man savner svar på et spørgsmål om Guds præcise vilje. Lige så brugt et forståelsesværktøj er det litterære værk Talmud. Man vil typisk søge hjælp til fortolkning en af de to steder, når man studerer den hebraiske bibel, Tanakh. Derfor kan det være svært at vide præcist, hvilke udsagn der findes i Tanakh, og hvilke der er rabbinske overleveringer fra Talmud, hvis man ikke studerer teksterne selv.

”Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem.”

Hverken Abraham, Jakob eller Isak var særligt kloge

Adele beskriver sin oplevelse, efter hun blev opfordret til at læse. ’’For mig var målet at læse Biblen fra ende til anden. Jeg havde ofte fået at vide, at Gud sagde det her eller det her, og du bør gøre sådan her og sådan her. Men jeg ville vide: Hvad sagde han egentligt? Diskursen i ortodokse jødiske kredse er, at det kun er de hellige, rabbinerne, som kan forstå teksten. Det er derfor, vi andre læser kommentarerne i Talmud. Men jeg tænkte, hvad jeg ikke forstår, forstår jeg ikke, men jeg kan i hvert fald finde ud af, om det står skrevet eller ej. Ikke alene kom jeg til at forstå min egen historie bedre men også Guds karakter. Det gjorde en kæmpe forskel for mig.’’ Yoel uddyber: ’’Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem. Så da vi faktisk begyndte at læse Biblen selv – uden kommentarerne, var det en helt anden oplevelse. Man læser historien om Gud og hans forskellige forhold til de forskellige mennesker. Vi læser om Abraham og ser til den rabbinske litteratur, som fortæller om Abraham som en meget hellig og fantastisk mand. Man tænker, jeg kan aldrig blive som Abraham. Men når man læser teksten, tænker man, at hverken Abraham, Jakob eller Isak er særligt kloge. Man oplever Gud være tålmodig, Han prøver at guide og håndtere dumme mennesker. Jeg har læst andre hellige bøger blandt andre Koranen og Bhagavad Gita, men da jeg læste Biblen, tænkte jeg: Den her bog portrætterer mennesker, som de faktisk er – fejlbarlige, for det er vi. Så at læse Biblen selv ændrede fuldstændigt min måde at se på Gud. Det styrkede min tro. Jeg tænkte, ’jeg kan faktisk tro på den her Gud og på en bog, som beskriver mennesker som reelle mennesker.’ ’’

”Du må forklare det for mig!”

Esajas 53, Messias i Det Gamle Testamente

Mødet med Judy og de rene bibelske tekster gav de to en masse svar men også nye spørgsmål. Hvilket leder historien tilbage til den aften, Yoel er nået til Esajas, 53. Han har læst det igen og igen, men det forvirrer ham. ’’På et tidspunkt når jeg til at læse Esajas 53, og for mange jøder er det en stor ting at læse det stykke. Mange mennesker oplever at komme til tro gennem at læse det specifikke kapitel, fordi det er et meget klart billede af Jesus men i det gamle testamente. Jeg læste kapitlet men forstod det ikke. Så jeg tog hen til Judy og sagde, ’Okay, vi har aftalt at læse den rene tekst uden kommentarerne i Talmud, men det her stykke irriterer mig virkeligt. Jeg bliver ved med at læse det igen og igen, men jeg kan ikke forstå det. Du må forklare det for mig!’ ’’ Judy inviterer Yoel indenfor til en samtale. En samtale som han, en jødisk mand, aldrig havde regnet med nogensinde at skulle have.

Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!

Både Yoel og Adele har oplevet deres familier som meget sekulariserede og kulturelt-troende. Dog har der altid været en stærk diskurs i familierne om, at kristendom ikke var noget for dem. Blandt andet derfor kan det være et stort skridt for en jødisk-troende så meget som at underholde ideen om Jesus som den jødiske frelser. Yoel fortæller, at han sad med et vælg af tanker og forbehold i Judys stue for over tyve år siden. ’’Og jeg sidder der og tænker, ’øh nej, jeg kan da ikke tro på Jesus, jeg er jo jødisk, det kan ikke passe!’ Men så går noget op for mig, mens jeg gennemgår alle disse grunde i mit hoved. Jeg har levet som ortodoks jøde. Jeg havde søgt forskellige steder uden at finde sandheden, så hvorfor siger jeg nu nej til Jesus? Og det går op for mig, at den eneste grund til, at jeg siger nej nu, er at min mor altid har sagt til mig som barn, ’Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!’ Og det var det eneste, som holdt mig fra at underholde ideen faktisk!’’ Efter at have indset det, følte Yoel sig ikke mindre forvirret end før. Han måtte have hjælp til at opklare det hele.

”Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Yoels åbenbaring af Jesus og Adeles umiddelbare modvilje

Yoel sidder i Judys stue og beder om hjælp fra Gud. Han taler til ham. ’’ ’Gud, jeg læser alle de tekster, og det giver ikke mening for mig. Jeg har brug for, at Du træder ind og viser mig sandheden’, og i det øjeblik ser jeg for mit indre øje Jesu ansigt. Jeg sidder der, og et billede, jeg har haft i min bevidsthed, bliver vist foran mig, og jeg følte Gud kommunikere. ’This is it,’ tænkte jeg. Det her er Hans svar til mig. Jeg overgav mig til den åbenbaring og sagde til Judy, ’hvis det her er sandheden, hvis Gud vil have mig til at tro det her, vil jeg tro det.’ ’’ De afslutter en af de mest betydningsfulde aftener i Yoels liv med en bøn, og som Yoel forlader Judys hus, slår en tanke ned i ham. ’Hvad med Adele? Hun sidder jo derhjemme! Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Adele sidder i parrets soveværelse og læser i Torahen. Hoveddøren går op, og hendes mand kommer ind. Tydeligt oprørt og med noget på hjerte: ’’ ’Adele, det mest frygtelige er sket! Jeg har fundet ud af at Jesus er Messias!’ Og jeg forventer en stor reaktion fra hende naturligtvist, men hun kigger bare på mig og siger ’øhh.’ ’’ Adele fortæller om sin reaktion: ’’Jeg var slet ikke i humør til en stor åbenbaring den dag! Ser du, for mig var det ikke en tillokkende tanke, at det kunne være sandt. Jeg tænkte: ’Hvad? Kristendom af alle ting – nej tak.’ Jeg søgte jo efter noget sandfærdigt, noget skjult, ikke kristendom som havde været lige der i min nærhed hele mit liv’’ Yoel forklarer vittigt om sin kones sandhedssøgen: ’’Hun håbede på at rejse ind i junglens dybeste skove, finde en grotte, og dér ville sandheden lyse hende i øjnene!’’ De griner begge af Adeles umiddelbare modvilje ved tanken om kristendom. Men hun fortæller, at hun samtidig vidste, at når det kom fra Yoel, måtte der være noget om det. Hun stolede på, at hvis han troede det, måtte det være sandt – selvom det langt fra var, hvad hun havde regnet med. Adele beslutter sig altså for, for første gang i sit liv, at forholde sig til den Jesus, hun har hørt så meget om.

”Skriften talte for sig selv.”

Det stjålne testamente

Yoels var på tidspunktet en del af det militære rabbinat og stod for at holde styr på et lager, hvor man blandt andet opbevarede forskellige religiøse bøger. Når man sværger sig ind til militærtjeneste i Israel, holder man sit våben i den ene hånd og sit helligskrift i den anden. Det være sig Torahen, Koranen eller Det Nye Testamente alt afhængigt af, hvilken religiøs overbevisning, man har. Han gik ind i lagerbygningen og fiskede et eksemplar af Det Nye Testamente frem, smuglede det med hjem og gav det til Adele. På den måde læste de begge for første gang historierne om Jesus.

Skeptikeren Adele gik ind i læsningen for at modbevise den. ’’Jeg ville jo læse den kritisk fra side til side for at finde ud af, hvad der var galt med det. Men jeg fandt ikke noget, som jeg ikke kunne lide. Jeg var forbløffet over det, jeg læste. Jeg tænkte, ’Jesus er virkelig cool’. Og ved slutningen af Matthæusevangeliet var jeg rørt til tårer! Da jeg havde læst det fra ende til anden, gik det op for mig, at det hele var godt! Jeg kunne ikke finde ene eneste ting, som var galt med Det Nye Testamente. Skriften talte for sig selv. Efter det tænkte jeg, ’jamen, Jesus kunne godt være Messias.’ Det var en revolutionerende tanke for mig.’’

Hvorfor har vi aldrig hørt historierne før?

Yoel og Adele finder begge den sandhed, de har søgt efter i Det Nye Testamente og i tanken om Jesus. Yoel kommer hjem en dag og finder sin kone med tåre i øjnene. Hun har netop færdiggjort Matthæusevangeliet, og det har rørt hende dybt. Hun ser på ham og spørger, hvorfor ingen nogensinde har fortalt dem de historier før. ’’Netop dér indså jeg, hun havde ret.’’ Fortæller Yoel. ’’Her var vi: to jødisk-troende, bosiddende i Jerusalem, hvor Jesus levede, døde og rejste sig fra de døde, og alligevel kender INGEN faktisk den historie. Det fik mig til at indse, at jeg ville tale med folk om den’’ Det blev Yoels drivkraft og efter at have færdiggjort sin værnepligt, begyndte han på bibelskole og engagerede sig i den missionerende organisation Jews for Jesus, hvor han har arbejdet lige siden.

Tilbage på kontoret

Tilbage på kontoret er vi gået over den aftalte tid, for historien er ikke hurtigt fortalt, og det er svært at bryde af midt i så medrivende en fortælling, som Yoel og Adele har fortalt. Vi har fået rigeligt med kaffe, som vi nu hver især bedst kan lide den, og Adele inviterer på frokost. En formiddag fuld af grin og bevægende fortællinger ender, og da vi bryder op, er vores afsked fyldt med kram og varme ord om fremtiden. Vi efterlader Yoel og Adele til deres travle hverdag med missionsarbejdet i Jerusalem og går en livshistorie rigere ud i byens lunefulde forår.

Tilbage til alle blogindlæg

Nyeste blogindlæg

Fortsæt læsning

Caspari Center-undersøgelse udgivet: Den israelske messianske bevægelse er mere end tredoblet de sidste 20 år

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Artikel af Sanna Erelä, oversat af Kirsten Bitsch Lang. Se den oprindelige artikel her.

De messianske menigheder er stadig primært immigrantmenigheder – næsten halvdelen af dem taler primært russisk, og dernæst kommer hebraisk på andenpladsen over sprog, der bliver talt mest. 

David Serner, der er dansk præst i Jerusalem og leder af Internationale Studier på Caspari Center har sammen med Alec Goldberg, der er israelsk leder på Caspari Center, lavet en stor undersøgelse af, hvordan den israelske messianske bevægelse ser ud. De sidste par måneder er tiden gået med at sætte de sidste kommaer i den bog, de har skrevet om undersøgelsen, og nu er bogen endelig udgivet.
”Med det enorme arbejde, vi har lagt i undersøgelsen, blev COVID-pandemien faktisk en velsignelse,” siger David Serner og fortsætter: ”I marts 2020 havde vi allerede interviewet den ene messianske leder efter den anden over telefonen. Da hele verden var i lockdown, og alt vores andet arbejde var sat på pause, kunne vi bruge al vores tid på at analysere de data, vi havde fået ud af alle samtalerne.”
Antallet af opkald og mails i denne undersøgelse er enormt. Serner og Goldberg har henvendt sig til alle de menighedsledere, de kunne opstøve i Israel, i alt 280 personer, hvor de fik besvarelser fra 273. De fleste af dem satte pris på at deltage i undersøgelsen. Da Goldberg bliver spurgt om, hvad han har syntes bedst om i hele dette enorme projekt, er han ikke i tvivl:
”De personlige samtaler med præsterne,” fortæller han og fortsætter: ”De oplysninger og tal, vi har fået, er alle fra førstehåndskilder. Vi gjorde det meget klart for de interviewede, at vores mål er at opnå realistiske tal om den messianske bevægelse, og vi er meget glade for, at lederne har vist os tillid og valgt at være med i undersøgelsen.”  

Den israelske bevægelse i tal

Baseret på de indsamlede data var antallet af israelske messianske troende i 2020 15.323 mennesker. Russisktalende fællesskaber udgjorde den største gruppe af bevægelsen med 136 menigheder, og hebraisktalende menigheder kom på andenpladsen med 83 menigheder i Israel. Andre sprog omfattede amharisk (30 menigheder), engelsk (16 menigheder), spansk (6 menigheder) og rumænsk (2 menigheder). I kun 17 % af menighederne var den øverste leder indfødt israeler. Den israelske messianske bevægelse kan derfor med rette kaldes en immigrantbevægelse.  

Evangelikal med jødisk anstrøg

Forgængeren for denne undersøgelse fra 1999 viste, at den messianske bevægelse dengang kunne beskrives som kristen eller evangelikal i sin teologi.
”Det generelle indtryk er, at dette i løbet af de sidste 20 år, ikke rigtigt har ændret sig,” fortæller David Serner og fortsætter: ”Det betyder ikke, at der ikke er en teologisk refleksion i gang, eller at der ikke er sket nogle forandringer. For eksempel betragter en række messianske menigheder pagten i Moseloven som en, der stadig er gyldig for jødiske troende, og de forsøger at udtrykke deres tro på en mere jødisk måde. Nogle af dem har ændret deres teologiske orientering fra en klart evangelikal til en mere jødisk. Men antallet af fællesskaber, der er gået hele vejen og opfatter rabbinsk autoritet som bindende til en vis grad, er småt. De fleste fællesskaber blander primært troen og jødedommen på et kulturelt niveau. De fejrer for eksempel jødiske højtider og har jødiske elementer med i deres liturgi, men de holder den evangeliske kerne intakt.”  

Bevægelsens usynlige nuancer

Mange ting har ikke ændret sig i de sidste 20 år, men hvad er forandret?
”Bevægelsen er vokset.” Goldberg konstaterer det åbenlyse og griner. ”Selvom det samlede antal messianske troende måske ikke ser så slående ud, så er den opmuntrende sandhed, at det proportionalt er vokset mere end den generelle befolkning.”
David Serner tilføjer: ”I 1999 var der 5000 troende, der var en del af messianske menigheder i Israel. I dag er antallet af troende 3,1 gange større.”
De åbenlyse årsager til det højere antal troende er immigration og den naturlige vækst af messianske familier. Men hvad med evangelisation? Får evangelisation nye medlemmer til menighederne?
Serner svarer: ”Vi ved det ikke præcist. Vi stillede det spørgsmål som en del af vores undersøgelse, men vi fik ikke et endeligt svar.” Evangelisation er et meget følsomt emne i Israel. Troende og menigheder står stadig over for modstand og diskrimination i det jødiske samfund, specielt fra anti-missionale organisationer. Også selvom den generelle israelske befolkning går mere og mere ind for at forsvare de troendes juridiske rettigheder.
Den mest hemmelighedsfulde, usynlige del af jødiske troende, er dem, der lever som ortodokse jøder og priser Gud i synagogerne, men som også tror på Jesus. Goldberg og Serner fik kontakt til et par stykker af dem, men det er umuligt at vurdere, hvor mange der er, da denne gruppe af hemmeligt troende har meget begrænset kontakt med andre tilhængere af Jesus. Antallet kan være oppe på 100, men det kan potentielt set også være meget højere. ”Denne gruppe mennesker mener, at synagogen er det sted, Gud har bestemt, at en jøde skal tilbede,” forklarer Goldberg. ”De mener, at rabbinerne har autoritet over deres liv og tro, men at det ikke overskrider autoriteten i Det Nye Testamente”.  

Inspirerende visioner for fremtiden

”Samtalerne med præsterne afspejlede en almindelig overbevisning om, at den messianske bevægelse anses for at have det gudsgivne formål at genoprette det tidlige jødiske Jesus-troende samfund, som det ses i Apostlenes Gerninger,” fortæller David Serner. ”Selvom vi ikke specifikt spurgte om det i vores spørgeskema, opstod denne fascinerende tanke ofte i vores samtale med præsterne. Det ser ud til at være kernen i mange messianske menigheders selvdefinition.” I undersøgelsen beskriver Alec Goldberg og David Serner denne ide i den messianske bevægelse som ”eskatologisk restaurationisme”.
Selvom den nuværende stat Israel ikke betragtes som fejlfri, ses den som opfyldelsen af bibelske profetier om fysisk og åndelig endetidsgenoprettelse, der stadig skal fuldføres.  

…og en sidste kommentar

Foran mig i Caspari Centerets køkken sidder to tilfredse mænd, der er glade for at have afsluttet et intenst maratonløb af et projekt. Årene med fokuseret indsats er endelig forbi, og løbet er vundet. Jeg bliver glad, når jeg lytter til dem. Jødiske troende på Jesus er en lille minoritet i Israel og i Kristi globale legeme, men de er bestemt værd at lægge mærke til. Deres styrke er troen på det evige kald, som det står i Skriften. Den messianske bevægelse i Israel er i live, mens Gud arbejder på de mirakler og den bestemmelse, der er lovet i bibelen. Hvilket opløftende syn på fremtiden!  

Du kan købe bogen på Caspari Centers hjemmeside.

Børn har ret til en forankret fremtid

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

I dag, tirsdag den 20. april, skal Folketinget behandle et lovforslag vedr. omskæring af drengebørn. Det er et betændt emne med mange følelser. I nedenstående indlæg reflekterer generalsekretær Arne Pedersen over emnet med udgangspunkt i en udtalelse fra Etisk Råd fra et par år siden.

Etisk Råd udgav inden sommerferien 2018 en udtalelse vedrørende rituel omskæring af drenge. En udtalelse, som efter min mening, slet ikke har fået den opmærksomhed, den burde. Etisk Råds udtalelse er både interessant og bekymrende læsning. Interessant, fordi den vidner om splittelse og uenighed i Etisk Råd, både hvad angår lovgivning og etisk vurdering af spørgsmålet. Bekymrende, fordi et faktuelt flertal i rådet mener, at omskæring af drenge under den eksisterende omskæringspraksis er etisk forkert.

Det begrundes primært i det som udtalelsen kalder ”barnets ret til autonomi og selvbestemmelse”. Det problematiseres i udtalelsen, at man med omskærelse påfører barnet et ”kulturelt mærke”, som man bærer med sig altid – også hvis man skulle ønske sig senere i livet at bryde med den kultur, mærket er en markør for.

Naturligvis skal vi respektere barnets autonomi og selvbestemmelse, men spørgsmålet er om denne respekt for barnet altid bør medføre, at barnet selv skal bestemme? For hvordan udruster vi bedst vores børn til autonomi og selvbestemmelse? Er det ved undladelser eller ved påvirkning? Det er som om, Etisk Råd og tidsalderen som sådan efterlyser en grænseløshed for vores børn. Værdineutraliteten hyldes som idealet, fordi vores børn dermed påvirkes så lidt som muligt og selv kan tage stilling. Der er en forestilling om, at hvis vi blot vakuumpakker vores børn til de bliver 15 eller 18 år gamle, så vil de bryde ud som smukke sommerfugle fra deres tidligere så iltfattige omgivelser med selvdannede holdninger, værdier og syn på verden.

Men det er for mig at se en falsk forestilling om det grænseløses godhed. Børn har ret til en ”åben fremtid”, konkluderer udtalelsen, ”hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åbent.” Ved denne konstante pålæggelse af ansvar på barnet, overses både fællesskabets og forældres betydning i dannelsen af holdninger, værdier og syn på verden. For hvor bliver muren så af, de skal spille bold op ad? Hvor bliver de mennesker af, de skal spejle sig i? Hvor er den jord, de skal have fødderne solidt plantet i? Hvor er det fællesskab, som skal lære dem, at her favner vi hinanden uanset tilhørsforhold, overbevisning og syn på verden?

Tendensen i vores tid er, at flere valgmuligheder altid er lig med det bedste; altid er lig med autonomi. Der er en forestilling om, at mængden af valgmuligheder er ligefremproportional med graden af frihed.

Tænk hvis nu det ikke er sådan? Tænk, hvis vi i rettighedernes navn er blevet så autonomi- og valgmulighedsfokuseret, at vi helt har glemt begrænsningens evangelium.

Hver gang vi bliver en del af et fællesskab, begrænser vi netop os selv – vi giver afkald på en del af os selv for at blive en del af noget større. Det er godt og vigtigt at lære begrænsningens kunst, for fællesskaber – altså sunde fællesskaber – skaber sunde individer. Individ og fællesskab må være i sund balance med hinanden.

Derfor må jeg også være uenig i, at rituel omskæring udgør ”et meget radikalt forsøg på at indsnævre det givne barns mulighed for at vælge sit eget religiøse ståsted og finde sin egen mening med tilværelsen,” som det hedder i udtalelsen. Eller det vil sige: Jeg kan sagtens kognitivt sætte mig ind i, hvorfor det ser sådan ud for en ikke-religiøs udenforstående.

En anden måde at se det på kunne være, at her er nogle forældre, som ønsker at give sit barn den bedste start i livet overhovedet – ved at lade det blive en del af noget større end sig selv. Ved at lade det blive en del af et fællesskab, hvor det hører til og kan blive favnet. At forældrene i ren kærlighed ønsker, at deres barn skal blive et helt individ i et sundt fællesskab.

Etisk Råds omtale af en barneret ”til en åben fremtid, hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åben”, bygger for mig at se på en forestilling om det vakuumpakkede barn. Måske målet for vores børn ikke skal være en åben fremtid, hvor grænseløshedens uendelige muligheder i sidste ende kan lukke barnet om sig selv.

Måske målet skulle være en ”forankret fremtid”. Et ønske om at vores børn og unge lærer at forvalte deres autonomi og former holdninger, værdier og syn på verden gennem respektfuld påvirkning fra forældre og favnende fællesskaber.

Det er religiøs praksis ikke en modsætning til. Tværtimod.

(Billede øverst: Janko Ferlic/Unsplash)

Glædelig Chanukkah!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Artikler, Jødiske fester, Kristendommens jødiske rødder.

I aften torsdag d. 10. december begynder jøder verden over at fejre chanukka. Derfor er det på sin plads at ønske det jødiske folk glædelig Chanukka! 

For os her i Danmark ser vi ikke så meget til den festlige fejring, og måske ved vi heller ikke helt, hvad den handler om. Men chanukka er en rigtig spændende fest, og derfor dykker vi ned i den her på bloggen. 

Når man er i Tel Aviv eller i Jerusalem, altså når der ikke lige er corona, er chanukka tiden, hvor der købes de særlige chanukka kager, som ligner berliner, der er tid for børnene at spille et lille spil, hvor de kan vinde slik, og ja chanukkaugen er bare enorm festlig. Det er en tid til at være sammen med familie og venner, og hver aften samles man i huset og tænder de lys, der skal tændes. Vi kender det en lille smule fra advent, hvor vi om søndagen måske samles for at tænde adventskransen. I stedet for fire lys over fire søndage, tændes der otte lys over otte dage i chanukkastagen. 

Image by Ri Butov from Pixabay

Hvad handler chanukka om? 

Når man læser i den jødiske bibel (GT), kan man ikke læse om festen chanukka. Men når der læses i Det Nye Testamente, er der et enkelt sted, der beretter om, hvordan Jesus deltog i Chanukah, Joh. 10,22-39. Chanukah opstod altså i perioden mellem GT og NT. Det der var årsag til fejringen af Chanukah var egentlig en tragedie for det jødiske folk. 

I det 2. århundrede f.v.t., var jøderne underlagt en syrisk konge, Anitiokus d. 4., som forsøgte at påtvinge jøderne at tilbede de græske guder. Anitokus gjorde det forbudt for jøder at praktisere deres egen religion så som at overholde sabbatten; festerne, omskærelsen, og han tvang dem til at spise svinekød. Han placerede også en statue af Zeus på alteret i templet i Jerusalem ligesåvel som i de mange synagoger, hvormed han tvang jøderne til at tilbede Zeus.

I begyndelsen forsøgte fromme jøder at gøre passiv modstand, men på et tidspunkt blev undertrykkelsen så voldsom, at en præstefamilie fik nok og gjorde modstand med magt. Mattathias og hans sønner fik samlet en hær, som gjorde modstand. Mattathias døde og hans søn overtog opstanden, og opstanden blev opkaldt efter ham: Makkabæeropstanden. Makkabæeropstanden vandt Jerusalem tilbage til det jødiske folk, og efter en fredsaftale med en ny konge, hvor jøderne fik lov til at dyrke deres religion, hvis de accepterede syrisk kongedømme, blev templet genindviet. I templet var den syvarmede lysestage, men i følge den legende, der udviklede sig, var der kun olie til en dag, og det tog syv dage for præsterne i templet at producere nok olie til lysestagen, men Gud var trofast, og han lod olien til den ene dag virke i syv, hvormed lysestagen ikke gik ud. 

Det betyder, at når jøder i dag fejrer chanukka, da fejrer de, at Gud var trofast i, at de fik templet igen, og at der var lys nok til den syvarmede lysestage. Derfor har chanukka også en særlig ni-armet lysestage. De otte lys på lysestagen fortæller om, hvordan Gud var trofast til at give olie nok til den syvarmede lysestage, så den kunne brænde i otte dage. På nogle lysestager er der ni lys. Det niende lys bruges som en tjener til at tænde de otte lys med. ≤≤≤>

Jesus og Chanukka 

I Det Nye Testamente fortælles der om, hvordan Jesus fejrede chanukka. Festen så anderledes ud på Jesu tid end i dag, for den gang var der stadig et tempel i Jerusalem. Nogle af de temaer, der fyldte til chanukkafejringen, var også anerledes end dem, der tales om i dag. For på Jesu tid var chanukka en forsinket fejring af efterårsfesten, løvhyttefesten. 

I Joh. 10,22-39 møder vi Jesus ved festen chanukka. 

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.

Hvad er der på spil her? Intet mindre end Jesu identitet. Hvem er du? De vil gerne have, at Jesus med sin mund siger, at han er Messias, men Jesus peger på, at han igennem sine handlinger allerede har sagt det. 

Noget, der er godt at være opmærksom på, når man læser sig igennem Johannesevangeliet er, hvordan Johannes bruger ordet ‘jøderne’. Nogle gange mener han alle dem, der er jøder, hvor Jesus for eksempel er inkluderet. Men i den her sammenhæng er det nogle bestemte jøder, Johannes sigter til. Han sigter til de teologisk uddannede, og dem der altså gik mest op i, hvilke tegn der ville følge Guds Messias – Gud salvede. 

Jesus taler så om, hvordan han igennem sine handlinger har vist, at han er den gode hyrde. Dette tema giver ret god mening at hive frem, når man husker på, at chanukka indeholder de samme temaer som løvhyttefesten. Fokus på, hvordan folket var i en idealtilstand med Gud under ørkenvandringen, og dermed hvordan Gud var den gode hyrde der. Derfor siger Jesus meget, når han siger, at han er hyrden, og at dem, der anklager ham, er ikke en del af den hjord, han er kommet for at give evigt liv. Jesus siger, at selvom de har studeret teologi hele deres liv, har de ikke forstået, hvem Messias er, og hvem han kalder på. 

Igennem beretningerne om Jesu liv og virke kan vi læse på, at dem Jesus kalder ind til fællesskabet med sig er de fattige, fremmede og faderløse. Det er dem, som de andre ikke vil have med ind i deres fællesskab. 

Chanukka i dag 

I år vil chanukka falde d. 10. dec. – 18. dec. Det er fortsat en fest, hvor man fejrer, hvordan templet bliver indviet. I dag vil der også være nogle jøder, som bruger chanukka til at håbe på, at en dag vil der komme et nyt tempel, hvor Guds nærvær vil tage bolig igen. 

I sammenfaldet mellem chanukka og adventstiden, må vi der allerede tror på, at Messias har været her, være i taknemmelighed over for, at vi behøver ikke at vente på, at Guds nærvær vil komme til mennesket, for det kom med Jesus og med Helligånden. Guds nærværet bor i dig og mig, og det giver os kraft og nåde til at tjene de mennesker, vi er sat i blandt. 

Men chanukka kan passende minde os om, at vi i denne adventstid og alle de adventer, der kommer, også venter. At vi venter på, at Jesus fra Nazareth skal komme igen til os. Men det skal han ikke gøre som en ubetydelig baby, hvor kun nogle hyrder kom. Han skal tværtimod komme i megen magt og herlighed. Jesus, jødernes og verdens Messias, skal komme og hvert knæ skal bøje sig for ham og bekende, at han er Herre. Når dette sker vil han også forløse hele skabningen og alt vil falde på plads i den orden, som alt var tiltænkt. Så skal alt venten slutte. Om det er på et tempel, på at leve fuldt ud i Guds nærvær eller på alt det andet, vi venter på. Så skal Guds skabning være sammen med Livets Herre, og alt død, sygdom og smerte er tilintetgjort. 

Glædelig Chanukka! 

Jøder har også brug for Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

I Israelsmissionen har vi i samarbejde med forlaget Lohse udgivet en bog.

Det er ikke noget, vi gør hver dag, og derfor er det også vores ønske, at bogen må blive læst af andre end bare os selv. Derfor vil dette blogindlæg sætte fokus på nogle af de pointer, jeg tager med mig efter at have læst bogen: Jøder har også brug for Jesus.

I bogen fortæller forfatteren Avi Snyder, hvorfor jøder har brug for at høre om Jesus. Umiddelbart kan vi måske tænke, at selvfølgelig har jøder brug for at høre om Jesus, men Avi Snyder viser, hvordan der i dag blandt kristne er mange indvendinger mod, at jøder skal høre om Jesus.

De fleste indvendinger drejer sig om en dårlig samvittighed. Kristne har det svært med det, der skete med det jødiske folk op igennem historien, og som havde sit forfærdelige klimaks i holocaust. Samtidig peger Avi Snyder også på, at der har udviklet sig nogle misforståelser i forhold til forståelsen af Israels plads i Guds historie, som leder til, at nogle mener, at det ikke er nødvendigt at fortælle jøder om Jesus. Disse misforståelser vedrører for eksempel, hvordan man læser nogle af Paulus’ formuleringer i Romerbrevet, og hvordan man fortolker landløfterne i Bibelen. For Avi Snyder er det afgørende, at selvom man forstår Israels rolle på en særlig måde i Guds historie, da kan det aldrig lede til, at jøder ikke skal høre om Jesus. Tværtimod ser Avi Snyder, at lige netop for, at det jødiske folk kan udleve deres bestemmelse, da er det helt afgørende, at de hører om Jesus. Kærlighed til det jødiske folk kan aldrig være tavs, men den må indebære, at der fortælles om, hvordan jøderne også er kaldet til at tro på Jesus som deres Messias.

For de fleste kristne i Danmark gør det sig gældende, at de ikke er jøder, og derfor kan det være et spørgsmål, om vi kan engagere os i jødemission, eller om det kun kan være Jesus-troende jøder, der giver evangeliet videre? Avi Snyder peger på, at det faktisk er helt afgørende, at ”hedninger” er med til at fortælle jøder om Jesus. For nogle jøder kan det nemlig være en hjælp i deres åndelige søgen at tale med ikke jøder om troen på Jesus. Derfor skal evangeliet til det jødiske folk deles af både Jesus-troende jøder og helt almindelige kristne – også i Danmark.

Selvom bogen ”Jøder har også brug for Jesus” handler om de argumenter og synspunkter, som gør, at nogle vil undlade at fortælle jøder om Jesus, kan bogen også med fordel læses ind i en større samtale om mission. Om det så er til gammeldanskere, nydanskere eller andre befolkningsgrupper ude i verden. i de senere år er hele tanken om mission blevet mere ømtålig og til tider vanskeligt at forsvare. For er mission ikke en åndelig kolonisering? Eller er det overhovedet tilladt at sige noget om, at mennesker skal høre om Jesus? Her giver bogen igennem jødemission flere perspektiver på, hvorfor det er kristendommens pulsåre at fortælle om Jesus. For hvis jøder ikke skal høre om Jesus, hvordan kan det så være, at andre folkeslag skal? For hvis Jesus ikke er jødernes Messias, da kan heller ikke være hedningernes Kristus. Enten er Kristus alt for alle, ellers er han ikke noget for nogen. Dermed er Avi Snyders bog et vigtigt bidrag til drøftelsen af mission, hvem end der så tænkes på.

I Avi Snyders bog sættes der ord på, hvorfor mission i det hele taget og specifikt til det jødiske folk er det, Jesus troende mennesker er kaldet til. Den går i brechen med de indvendinger som der ses flere og flere af, når det handler om mission til det jødiske folk, men som også kan ses i andre diskussioner om mission.

Avi Snyders bog ”Jøder har også brug for Jesus” kan købes for 150kr her: https://lohse.dk/nyheder/joder-har-ogsa-brug-for-jesus.html

Ebenezerhjemmet: Et kald i en coronatid

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Johnny Khoury havde ingen planer om at arbejde på Ebenenezerhjemmet eller for den sags skyld at blive leder for noget som helst. Men nu har han været leder for hjemmet i 16 år, og selvom det er svært at lede et plejehjem, når der er coronavirus i luften, så minder han sig selv om det kald og den mission, som Ebenezerhjemmet er for ham og for mange andre.

Men lad os begynde ved begyndelsen – i 1990’erne, hvor Johnny Khoury hver dag mødte op på sit arbejde på en aluminiumsfabrik i Israel indtil den dag, han ikke kunne klare det mere.

”Det var lange vagter og hårdt fysisk arbejde, og jeg kunne ikke holde til det, så jeg blev syg og var tvunget til at sige op på grund af arbejdspresset. Men hvad skulle jeg så? Jeg begyndte at bede til Gud for at finde ud af, hvad han syntes, jeg skulle,” fortæller Johnny Khoury, der havde arbejdet i mange år på aluminiumsfabrikken.

Ebenezerhjemmet søgte på det tidspunkt en leder, der var lokalt forankret, og det blev et vendepunkt for Johnny:

”Jeg oplevede et meget tydeligt kald fra Gud til, at jeg skulle banke på Ebenezerhjemmets dør, så jeg ansøgte, selvom jeg ikke følte, jeg havde meget at bidrage med. Jeg var lokal og kendte sproget og kulturen, men jeg vidste ikke meget om hverken ledelse eller sundhedssektoren,” fortæller han. Alligevel faldt tingene på plads for ham. Han fik et studielegat, så han kunne få undervisning i ledelse og sundhed, og det var perfekt for ham på det tidspunkt:

”På grund af uddannelsen kunne jeg hvile ud fysisk, som jeg havde brug for, samtidig med, at jeg blev forberedt til stillingen på Ebenezer. Omkring tre år senere begyndte jeg at arbejde deltid på hjemmet som viceleder sammen med den norske leder, der var der på det tidspunkt,” fortæller Johnny. Det var i 1998, og i 2004 blev han selv leder efter at have færdiggjort en kandidat i gerontologi (gerontologi er læren om aldring og ældre red.). Og det har han været lige siden.

For Johnny har det været en stor velsignelse at arbejde på hjemmet, og han ser det ikke bare som et arbejde, men også som Guds kald til ham. Hver morgen begynder Johnny med andagt for beboerne og derefter bøn med ansatte og volontører, og det er en stor glæde at kunne dele troen med sine medarbejdere.

Lige nu er der dog også en del udfordringer, der fylder i arbejdet og efter morgenens andagt og bøn ved Johnny på ingen måde, hvordan dagen kommer til at se ud. Corona-virusset har ramt Israel, og det har på vendt op og ned på beboernes og de ansattes hverdag.

Pres fra flere fronter

Ebenezerhjemmet er gået fra at have seks volontører til kun en enkelt, og de ansatte og beboerne er ramt af kontinuerlige reguleringer fra både myndighedernes side og i et håb om, at hjemmet kan holde sig fri fra smitte. Det er heldigvis lykkedes indtil nu:

”Min værste oplevelse i den sidste måned, var, da en besøgende til en af beboerne blev testet positiv med corona. En beboer blev nødt til at gå i isolation i 14 dage, men heldigvis kunne vi se, at vores restriktioner med mundbind og afstand havde gjort, hvad de skulle; der var ingen på hjemmet, der var blevet smittet med sygdommen,” fortæller Johnny. Som leder må han hele tiden balancere mellem, at beboere og ansatte skal have en hverdag så normal som muligt og samtidig skal undgå smitte. Det kan godt være svært.

”Det ville være det værste mareridt, hvis en eller flere af beboerne bliver syge, og derfor må vi være meget vedholdende, når det kommer til at overholde de regler, der skal overholdes for at undgå smitte. Beboerne må kun have besøg af én gæst ad gangen, og de kan ikke gå i kirke eller til aktiviteter uden for hjemmet. Det betyder, at vi prøver på at lave så mange aktiviteter her som muligt. For eksempel kan de følge deres normale gudstjenester online, vi har nadver her på stedet, og beboerne spiller musik for hinanden,” fortæller Johnny. Juan, en af hjemmets beboere, der tidligere har været organist i Immanuelkirken i Tel Aviv, har fået en særlig plads i ugens program: ”Juan spiller musik for os hver uge. Jeg kan fortælle dig, at han har sådan et talent, og det er sådan en glæde for alle her,” fortsætter Johnny.

Alt i alt lægger corona-virusset dog et stort pres på de ansatte:

«Vi bliver nødt til at have strenge rejserestriktioner for vores ansatte, og da vi mangler volontører, og der ofte er medarbejdere i isolation, så må resten af flokken tage en større arbejdsbyrde, end de plejer. Det er meget trættende mentalt. Samtidig skal de hele tiden forholde sig til nye regler og fremgangsmåder,” fortæller Johnny og fortsætter:

”I begyndelsen gik vi igennem Corona-krisen på adrenalin. Vi løb, løb og løb. Men hvis vi fortsætter sådan, ender det med, at vi kollapser. Så vi bliver ved med at minde os selv om, at det, vi gør, er et kald. Vi har bibelstudie hver dag med medarbejderne, og her bliver vi ved med at tale om, hvorfor vi gør det, vi gør.”

Et kald, en vision og Guds mission

”Ebenezerhjemmet blev bygget på en vision. Det er ikke et projekt, for et projekt har en begyndelse og en afslutning. Ebenezerhjemmet har derimod en begyndelse, og så er det Gud, der bestemmer, hvordan processen og afslutningen skal være,” fortæller Johnny. Han er ikke i tvivl om, at hjemmet er en del af Guds mission:

”For det første vil vi gerne respektere Guds hjerte ved at følge missionen om, at vi skal tage os godt af vores fædre og mødre,” beskriver Johnny og fortsætter: ”Og for det andet, så oplever vi, at hjemmet er et vidnesbyrd for andre. Vi er kendt i det israelske sundhedsministerium, og de ved, vi er messianske (Jesustroende red.). Og alligevel har jeg hørt, at de ser vores hjem som et forbillede for andre plejehjem i Israel. De ser vores tro gennem den måde, vi behandler beboerne her på, og på den måde tror jeg, vi er et vidnesbyrd, selvom vi er sådan et lille plejehjem i forhold til andre hjem i Israel.”

Johnny ser også en opgave i at tjene medarbejdere og volontører på hjemmet og sørge for deres åndelige behov:

”De fleste medarbejdere er troende, og vi beder for hinanden. Og når jeg kigger tilbage, så kan jeg også se, at mange af de volontører, vi har haft her, er kommet hertil på et tidspunkt, hvor de har været i en slags livskrise, som de er flygtet fra. Deres tid her har givet dem en retning i livet. Det kan vi selvfølgelig først se bagefter, men vi er rigtig glade, når det sker,” fortæller Johnny.

”Jeg er her,” siger Gud

Det er en hård tid at være medarbejder og leder for Ebenezerhjemmet i Haifa, men der er også lyspunkter:

”Det, der er meget opmuntrende, er, at der er så mange mennesker over hele verden, der støtter op om os og beder for os. Vi er sådan et lille sted, men alligevel kan vi se, at vi virkelig betyder noget for mennesker. Og gennem det, er det som om, Gud siger til mig: ’Jeg kender dine udfordringer, dine kampe og alt det svære, men jeg er her,’” fortæller Johnny.

Og lad det være en opmuntring herfra til at folde hænderne og sende en tanke og bøn til og for de beboere og medarbejdere, der er på Ebenezerhjemmet.

Kommentar til artiklen ”Økonomi får palæstinensiske kristne til at rejse væk”.

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

I vores magasin giver vi spalteplads til en mangfoldighed af stemmer. Da Arne Rabuchin, der er dansk-jødisk israeler, læste artiklen ”Økonomi får palæstinensiske kristne til at rejse væk” af Kirsten Lang i september-magasinet, hvor Ronza fortalte om sine personlige erfaringer med at være kristen palæstinenser, blev han meget oprevet på grund af de synspunkter, der blev fremstillet, og han vil derfor gerne give sit perspektiv på artiklen. Det bringer vi hermed.

Alt i alt mener Arne Rabuchin, at artiklen og dens synspunkter er problematiske. Ronza siger blandt andet følgende i artiklen: ”Jeg tror ikke, de israelske myndigheder ønsker, at vi kristne palæstinensere skal være i landet (Palæstina red.).” Det er Arne Rabuchin uenig i. Han mener, at de israelske myndigheder gerne vil have kristne palæstinensere i landet. Dernæst mener han, at de muslimske palæstinensiske myndigheder netop har et problem med, at der kristne palæstinensere i området og ikke modsat. Og så finder han særligt én udtalelse problematisk, da Ronza siger sådan her: ”På grund af mit arbejde skal jeg hver dag gennem checkpoint for at komme ind til Jerusalem. Det kan føles meget utrygt: ’Tænk, hvis jeg ikke forstår, hvad den israelske soldat siger til mig, og han så skyder mig?’.” Arne Rabuchin fortæller, at der ikke er nogen israelske soldater, der skyder nogen i checkpoints, og derfor gør det ondt på ham, hvis danskere får det indtryk. Han fortæller, at alle, der går igennem checkpointet, har et kort, de kan vise, og så kommer de igennem checkpointet. Derudover mener han ikke, der er den åbenhed blandt muslimer i forhold til andre kristne, som Ronza beskriver, at hun har oplevet. Alt i alt mener han, at artiklen fremstiller et forkert billede af Israel. Han mener, det er et ensidigt perspektiv, der bliver fremstillet i artiklen, og et forkert perspektiv, hvis man har som mål at samarbejde mennesker imellem på tværs af grænser. Og netop fokus på samarbejdet med Israel og israelere skulle der gerne være fokus på i artiklen, når hun netop arbejder for at fremme dette. Det var der ikke et eneste ord om i artiklen, beskriver Arne.