Author: Kirsten Bitsch Lang

Christian Rasmussen, ny generalsekretær i Israelsmissionen

Christian Rasmussen, ny generalsekretær i Israelsmissionen: ”Visionen driver mig”

Af Kirsten Lang, september 2022

Christian Rasmussen begyndte d. 1. september 2022 som ny generalsekretær i Israelsmissionen. Selvom han er ny i jobbet, så er han ikke ny for Israelsmissionen, da han tidligere har været 7,5 år i Immanuelkirken i Tel Aviv som præst. Her kan du lære Christian bedre at kende og blive klogere på, hvorfor han glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

Mørket sænker sig over Christian Rasmussens barndomshjem, og Christian og hans søskende og forældre samles til aftenbøn. Her beder Christians forældre for deres venner Bodil og Jens Arne Skjøtt, der dengang var udsendt af Israelsmissionen til Den Danske Kirke i Jerusalem. Dette blev Christians første møde med Israelsmissionen. Som ung etablerede han en lokalforening for Israelsmissionens Unge i Odense sammen med sin kone Lisbeth Rasmussen, og i 2001 blev parret kirkevolontører i Jerusalem. ”Det, der drev mig mod Israel dengang, var særligt det at komme ned og se, hvor Jesus havde været,” fortæller Christian.  

Herefter studerede Christian teologi og tog på pastoralseminariet, mens Lisbeth læste til lærer, og i denne periode fik parret deres første tre børn. I 2009 kom de til Immanuelkirken som præstepar, og her blev deres sidste barn født. Familien består nu af Lisbeth og Christian, Johan, Magnus, Amanda og Simon.  

I 7,5 år, fra 2009-16 befandt familien sig i Immanuelkirken, og her blev det kald til jødemission, som Christian læser om i Bibelen, konkret for ham:

”Der sker noget, når man møder mennesker. Det bibelske kald til jødemission er stærkt, men det er abstrakt i den forstand, at man ikke får ansigt på, hvem det er, kaldet handler om. Når man lærer nogen at kende; deres historie, tilgang, traditioner og forståelse, så sker der noget. I Tel Aviv fik vi mange jødiske venner, både jesustroende og ikke-jesustroende, og det gjorde en forskel for mig.”

Uimodståelige Jesus

Tiden i Tel Aviv var god for både familien og for kirken og menigheden. Her levede parret Israelsmissionens vision ud, og de fik lov til at opleve flere gange, at mennesker kom til tro på Jesus. I begyndelsen, når Christian ville fortælle jøder, hvem Jesus er, så begyndte han med Gamle Testamente for at forklare, hvordan jødedom og troen på Jesus hænger sammen. Med tiden begyndte han dog at gå lige på med Jesus og evangelierne:  

”Jeg fandt ud af, at Jesus gør så stort et indtryk, at når man sætter sig ned og undersøger, hvem han er, så er han uimodståelig. Når folk kom til tro, var det oftest Jesus, de blev betraget af, og så åbnede relationen til ham op for de ting og tekster, de kendte i forvejen fra Gamle Testamente, så de pludselig kunne se, hvordan tingene hang sammen.”

Immanuelkirken var et dejligt sted at være for Christian, fordi det på mange måder blev billedet på opfyldelsen af det, som Gud havde lovet:

”Det var ret fantastisk at sidde i Jaffo, som er det sted, hvor Peter havde et syn i Apostlenes Gerninger, hvor han ser ikke-kosher mad komme ned fra himlen og får at vide af Gud, at han skal spise det, for Gud har erklæret det rent. Og det var så fint at være i Immanuelkirken, hvor os, der var ikke-kosher, ikke-jødiske, sad sammen med vore jødiske søstre og brødre. Peters syn var begyndelsen på det, som Abraham blev lovet, nemlig at nu går de gode nyheder ud til ikke bare det jødiske folk, men til alle verdens folk. Og der i kirken sad vi så; folk fra hele verden, der tilbad Abrahams Gud sammen, og det var utrolig stærkt.”

”Alle kontinenter på nær Antarktis var repræsenteret i kirken, og her kunne man meget bogstaveligt se de folk, der kom fra verdens ende og vendte tilbage til det sted, hvor evangeliet var gået ud fra.”

Der er noget vigtigt på spil

I 2016 flyttede familien til byen Løsning, der ligger mellem Horsens og Vejle, hvor Christian begyndte som generalsekretær i KFS, Kristeligt Forbund for Studerende. Her fik Christian masser af erfaring med organisationsarbejde og kunne også her arbejde for, at mennesker lærte Jesus at kende. Og nu er Christian tilbage hos Israelsmissionen, hvor han skal bære organisationens vision om, at lige netop det jødiske folk må møde Jesus.   

For Christian er det visionen, der driver ham til at blive generalsekretær lige netop her, og som han selv siger, så er der noget vigtigt på spil, også teologisk, når vi beskæftiger os med lige netop mission til det jødiske folk:

”Israelsmission er på en måde al missions moder. Evangeliet er for jøde først og også for hedning. De begyndte i Jerusalem og derfra skulle de bringe de gode nyheder til Judæa, Samaria og til verdens ende. Det bliver spændende også at arbejde missionsteologisk med jødemission og kigge på, hvad der sker med verdensmissionen og den missionale tænkning, hvis jødemission ikke prioriteres. 

Der er ingen tvivl om, at Christian glæder sig til at komme ordentligt i gang med arbejdet:

”Jeg glæder mig til at skabe et samspil med Israelsmissionens bagland, landsstyre, medarbejdere og samarbejdspartnere. At skabe et rum for, at visionen kan leve, og at folks indspark og ideer kan blive bragt til bordet, og jeg glæder mig i det hele taget til at blive inspireret af de mennesker, der er engageret i Israelsmissionen,” siger Christian og fortsætter:

”Og så glæder jeg mig rigtig meget til at få nogle nye fortællinger om jøder, der kommer til tro på Jesus.”

Fortsæt læsning

Caspari Center-undersøgelse udgivet: Den israelske messianske bevægelse er mere end tredoblet de sidste 20 år

Artikel af Sanna Erelä, oversat af Kirsten Bitsch Lang. Se den oprindelige artikel her.

De messianske menigheder er stadig primært immigrantmenigheder – næsten halvdelen af dem taler primært russisk, og dernæst kommer hebraisk på andenpladsen over sprog, der bliver talt mest. 

David Serner, der er dansk præst i Jerusalem og leder af Internationale Studier på Caspari Center har sammen med Alec Goldberg, der er israelsk leder på Caspari Center, lavet en stor undersøgelse af, hvordan den israelske messianske bevægelse ser ud. De sidste par måneder er tiden gået med at sætte de sidste kommaer i den bog, de har skrevet om undersøgelsen, og nu er bogen endelig udgivet.
”Med det enorme arbejde, vi har lagt i undersøgelsen, blev COVID-pandemien faktisk en velsignelse,” siger David Serner og fortsætter: ”I marts 2020 havde vi allerede interviewet den ene messianske leder efter den anden over telefonen. Da hele verden var i lockdown, og alt vores andet arbejde var sat på pause, kunne vi bruge al vores tid på at analysere de data, vi havde fået ud af alle samtalerne.”
Antallet af opkald og mails i denne undersøgelse er enormt. Serner og Goldberg har henvendt sig til alle de menighedsledere, de kunne opstøve i Israel, i alt 280 personer, hvor de fik besvarelser fra 273. De fleste af dem satte pris på at deltage i undersøgelsen. Da Goldberg bliver spurgt om, hvad han har syntes bedst om i hele dette enorme projekt, er han ikke i tvivl:
”De personlige samtaler med præsterne,” fortæller han og fortsætter: ”De oplysninger og tal, vi har fået, er alle fra førstehåndskilder. Vi gjorde det meget klart for de interviewede, at vores mål er at opnå realistiske tal om den messianske bevægelse, og vi er meget glade for, at lederne har vist os tillid og valgt at være med i undersøgelsen.”  

Den israelske bevægelse i tal

Baseret på de indsamlede data var antallet af israelske messianske troende i 2020 15.323 mennesker. Russisktalende fællesskaber udgjorde den største gruppe af bevægelsen med 136 menigheder, og hebraisktalende menigheder kom på andenpladsen med 83 menigheder i Israel. Andre sprog omfattede amharisk (30 menigheder), engelsk (16 menigheder), spansk (6 menigheder) og rumænsk (2 menigheder). I kun 17 % af menighederne var den øverste leder indfødt israeler. Den israelske messianske bevægelse kan derfor med rette kaldes en immigrantbevægelse.  

Evangelikal med jødisk anstrøg

Forgængeren for denne undersøgelse fra 1999 viste, at den messianske bevægelse dengang kunne beskrives som kristen eller evangelikal i sin teologi.
”Det generelle indtryk er, at dette i løbet af de sidste 20 år, ikke rigtigt har ændret sig,” fortæller David Serner og fortsætter: ”Det betyder ikke, at der ikke er en teologisk refleksion i gang, eller at der ikke er sket nogle forandringer. For eksempel betragter en række messianske menigheder pagten i Moseloven som en, der stadig er gyldig for jødiske troende, og de forsøger at udtrykke deres tro på en mere jødisk måde. Nogle af dem har ændret deres teologiske orientering fra en klart evangelikal til en mere jødisk. Men antallet af fællesskaber, der er gået hele vejen og opfatter rabbinsk autoritet som bindende til en vis grad, er småt. De fleste fællesskaber blander primært troen og jødedommen på et kulturelt niveau. De fejrer for eksempel jødiske højtider og har jødiske elementer med i deres liturgi, men de holder den evangeliske kerne intakt.”  

Bevægelsens usynlige nuancer

Mange ting har ikke ændret sig i de sidste 20 år, men hvad er forandret?
”Bevægelsen er vokset.” Goldberg konstaterer det åbenlyse og griner. ”Selvom det samlede antal messianske troende måske ikke ser så slående ud, så er den opmuntrende sandhed, at det proportionalt er vokset mere end den generelle befolkning.”
David Serner tilføjer: ”I 1999 var der 5000 troende, der var en del af messianske menigheder i Israel. I dag er antallet af troende 3,1 gange større.”
De åbenlyse årsager til det højere antal troende er immigration og den naturlige vækst af messianske familier. Men hvad med evangelisation? Får evangelisation nye medlemmer til menighederne?
Serner svarer: ”Vi ved det ikke præcist. Vi stillede det spørgsmål som en del af vores undersøgelse, men vi fik ikke et endeligt svar.” Evangelisation er et meget følsomt emne i Israel. Troende og menigheder står stadig over for modstand og diskrimination i det jødiske samfund, specielt fra anti-missionale organisationer. Også selvom den generelle israelske befolkning går mere og mere ind for at forsvare de troendes juridiske rettigheder.
Den mest hemmelighedsfulde, usynlige del af jødiske troende, er dem, der lever som ortodokse jøder og priser Gud i synagogerne, men som også tror på Jesus. Goldberg og Serner fik kontakt til et par stykker af dem, men det er umuligt at vurdere, hvor mange der er, da denne gruppe af hemmeligt troende har meget begrænset kontakt med andre tilhængere af Jesus. Antallet kan være oppe på 100, men det kan potentielt set også være meget højere. ”Denne gruppe mennesker mener, at synagogen er det sted, Gud har bestemt, at en jøde skal tilbede,” forklarer Goldberg. ”De mener, at rabbinerne har autoritet over deres liv og tro, men at det ikke overskrider autoriteten i Det Nye Testamente”.  

Inspirerende visioner for fremtiden

”Samtalerne med præsterne afspejlede en almindelig overbevisning om, at den messianske bevægelse anses for at have det gudsgivne formål at genoprette det tidlige jødiske Jesus-troende samfund, som det ses i Apostlenes Gerninger,” fortæller David Serner. ”Selvom vi ikke specifikt spurgte om det i vores spørgeskema, opstod denne fascinerende tanke ofte i vores samtale med præsterne. Det ser ud til at være kernen i mange messianske menigheders selvdefinition.” I undersøgelsen beskriver Alec Goldberg og David Serner denne ide i den messianske bevægelse som ”eskatologisk restaurationisme”.
Selvom den nuværende stat Israel ikke betragtes som fejlfri, ses den som opfyldelsen af bibelske profetier om fysisk og åndelig endetidsgenoprettelse, der stadig skal fuldføres.  

…og en sidste kommentar

Foran mig i Caspari Centerets køkken sidder to tilfredse mænd, der er glade for at have afsluttet et intenst maratonløb af et projekt. Årene med fokuseret indsats er endelig forbi, og løbet er vundet. Jeg bliver glad, når jeg lytter til dem. Jødiske troende på Jesus er en lille minoritet i Israel og i Kristi globale legeme, men de er bestemt værd at lægge mærke til. Deres styrke er troen på det evige kald, som det står i Skriften. Den messianske bevægelse i Israel er i live, mens Gud arbejder på de mirakler og den bestemmelse, der er lovet i bibelen. Hvilket opløftende syn på fremtiden!  

Du kan købe bogen på Caspari Centers hjemmeside.

Ebenezerhjemmet: Et kald i en coronatid

Johnny Khoury havde ingen planer om at arbejde på Ebenenezerhjemmet eller for den sags skyld at blive leder for noget som helst. Men nu har han været leder for hjemmet i 16 år, og selvom det er svært at lede et plejehjem, når der er coronavirus i luften, så minder han sig selv om det kald og den mission, som Ebenezerhjemmet er for ham og for mange andre.

Men lad os begynde ved begyndelsen – i 1990’erne, hvor Johnny Khoury hver dag mødte op på sit arbejde på en aluminiumsfabrik i Israel indtil den dag, han ikke kunne klare det mere.

”Det var lange vagter og hårdt fysisk arbejde, og jeg kunne ikke holde til det, så jeg blev syg og var tvunget til at sige op på grund af arbejdspresset. Men hvad skulle jeg så? Jeg begyndte at bede til Gud for at finde ud af, hvad han syntes, jeg skulle,” fortæller Johnny Khoury, der havde arbejdet i mange år på aluminiumsfabrikken.

Ebenezerhjemmet søgte på det tidspunkt en leder, der var lokalt forankret, og det blev et vendepunkt for Johnny:

”Jeg oplevede et meget tydeligt kald fra Gud til, at jeg skulle banke på Ebenezerhjemmets dør, så jeg ansøgte, selvom jeg ikke følte, jeg havde meget at bidrage med. Jeg var lokal og kendte sproget og kulturen, men jeg vidste ikke meget om hverken ledelse eller sundhedssektoren,” fortæller han. Alligevel faldt tingene på plads for ham. Han fik et studielegat, så han kunne få undervisning i ledelse og sundhed, og det var perfekt for ham på det tidspunkt:

”På grund af uddannelsen kunne jeg hvile ud fysisk, som jeg havde brug for, samtidig med, at jeg blev forberedt til stillingen på Ebenezer. Omkring tre år senere begyndte jeg at arbejde deltid på hjemmet som viceleder sammen med den norske leder, der var der på det tidspunkt,” fortæller Johnny. Det var i 1998, og i 2004 blev han selv leder efter at have færdiggjort en kandidat i gerontologi (gerontologi er læren om aldring og ældre red.). Og det har han været lige siden.

For Johnny har det været en stor velsignelse at arbejde på hjemmet, og han ser det ikke bare som et arbejde, men også som Guds kald til ham. Hver morgen begynder Johnny med andagt for beboerne og derefter bøn med ansatte og volontører, og det er en stor glæde at kunne dele troen med sine medarbejdere.

Lige nu er der dog også en del udfordringer, der fylder i arbejdet og efter morgenens andagt og bøn ved Johnny på ingen måde, hvordan dagen kommer til at se ud. Corona-virusset har ramt Israel, og det har på vendt op og ned på beboernes og de ansattes hverdag.

Pres fra flere fronter

Ebenezerhjemmet er gået fra at have seks volontører til kun en enkelt, og de ansatte og beboerne er ramt af kontinuerlige reguleringer fra både myndighedernes side og i et håb om, at hjemmet kan holde sig fri fra smitte. Det er heldigvis lykkedes indtil nu:

”Min værste oplevelse i den sidste måned, var, da en besøgende til en af beboerne blev testet positiv med corona. En beboer blev nødt til at gå i isolation i 14 dage, men heldigvis kunne vi se, at vores restriktioner med mundbind og afstand havde gjort, hvad de skulle; der var ingen på hjemmet, der var blevet smittet med sygdommen,” fortæller Johnny. Som leder må han hele tiden balancere mellem, at beboere og ansatte skal have en hverdag så normal som muligt og samtidig skal undgå smitte. Det kan godt være svært.

”Det ville være det værste mareridt, hvis en eller flere af beboerne bliver syge, og derfor må vi være meget vedholdende, når det kommer til at overholde de regler, der skal overholdes for at undgå smitte. Beboerne må kun have besøg af én gæst ad gangen, og de kan ikke gå i kirke eller til aktiviteter uden for hjemmet. Det betyder, at vi prøver på at lave så mange aktiviteter her som muligt. For eksempel kan de følge deres normale gudstjenester online, vi har nadver her på stedet, og beboerne spiller musik for hinanden,” fortæller Johnny. Juan, en af hjemmets beboere, der tidligere har været organist i Immanuelkirken i Tel Aviv, har fået en særlig plads i ugens program: ”Juan spiller musik for os hver uge. Jeg kan fortælle dig, at han har sådan et talent, og det er sådan en glæde for alle her,” fortsætter Johnny.

Alt i alt lægger corona-virusset dog et stort pres på de ansatte:

«Vi bliver nødt til at have strenge rejserestriktioner for vores ansatte, og da vi mangler volontører, og der ofte er medarbejdere i isolation, så må resten af flokken tage en større arbejdsbyrde, end de plejer. Det er meget trættende mentalt. Samtidig skal de hele tiden forholde sig til nye regler og fremgangsmåder,” fortæller Johnny og fortsætter:

”I begyndelsen gik vi igennem Corona-krisen på adrenalin. Vi løb, løb og løb. Men hvis vi fortsætter sådan, ender det med, at vi kollapser. Så vi bliver ved med at minde os selv om, at det, vi gør, er et kald. Vi har bibelstudie hver dag med medarbejderne, og her bliver vi ved med at tale om, hvorfor vi gør det, vi gør.”

Et kald, en vision og Guds mission

”Ebenezerhjemmet blev bygget på en vision. Det er ikke et projekt, for et projekt har en begyndelse og en afslutning. Ebenezerhjemmet har derimod en begyndelse, og så er det Gud, der bestemmer, hvordan processen og afslutningen skal være,” fortæller Johnny. Han er ikke i tvivl om, at hjemmet er en del af Guds mission:

”For det første vil vi gerne respektere Guds hjerte ved at følge missionen om, at vi skal tage os godt af vores fædre og mødre,” beskriver Johnny og fortsætter: ”Og for det andet, så oplever vi, at hjemmet er et vidnesbyrd for andre. Vi er kendt i det israelske sundhedsministerium, og de ved, vi er messianske (Jesustroende red.). Og alligevel har jeg hørt, at de ser vores hjem som et forbillede for andre plejehjem i Israel. De ser vores tro gennem den måde, vi behandler beboerne her på, og på den måde tror jeg, vi er et vidnesbyrd, selvom vi er sådan et lille plejehjem i forhold til andre hjem i Israel.”

Johnny ser også en opgave i at tjene medarbejdere og volontører på hjemmet og sørge for deres åndelige behov:

”De fleste medarbejdere er troende, og vi beder for hinanden. Og når jeg kigger tilbage, så kan jeg også se, at mange af de volontører, vi har haft her, er kommet hertil på et tidspunkt, hvor de har været i en slags livskrise, som de er flygtet fra. Deres tid her har givet dem en retning i livet. Det kan vi selvfølgelig først se bagefter, men vi er rigtig glade, når det sker,” fortæller Johnny.

”Jeg er her,” siger Gud

Det er en hård tid at være medarbejder og leder for Ebenezerhjemmet i Haifa, men der er også lyspunkter:

”Det, der er meget opmuntrende, er, at der er så mange mennesker over hele verden, der støtter op om os og beder for os. Vi er sådan et lille sted, men alligevel kan vi se, at vi virkelig betyder noget for mennesker. Og gennem det, er det som om, Gud siger til mig: ’Jeg kender dine udfordringer, dine kampe og alt det svære, men jeg er her,’” fortæller Johnny.

Og lad det være en opmuntring herfra til at folde hænderne og sende en tanke og bøn til og for de beboere og medarbejdere, der er på Ebenezerhjemmet.

Kommentar til artiklen ”Økonomi får palæstinensiske kristne til at rejse væk”.

I vores magasin giver vi spalteplads til en mangfoldighed af stemmer. Da Arne Rabuchin, der er dansk-jødisk israeler, læste artiklen ”Økonomi får palæstinensiske kristne til at rejse væk” af Kirsten Lang i september-magasinet, hvor Ronza fortalte om sine personlige erfaringer med at være kristen palæstinenser, blev han meget oprevet på grund af de synspunkter, der blev fremstillet, og han vil derfor gerne give sit perspektiv på artiklen. Det bringer vi hermed.

Alt i alt mener Arne Rabuchin, at artiklen og dens synspunkter er problematiske. Ronza siger blandt andet følgende i artiklen: ”Jeg tror ikke, de israelske myndigheder ønsker, at vi kristne palæstinensere skal være i landet (Palæstina red.).” Det er Arne Rabuchin uenig i. Han mener, at de israelske myndigheder gerne vil have kristne palæstinensere i landet. Dernæst mener han, at de muslimske palæstinensiske myndigheder netop har et problem med, at der kristne palæstinensere i området og ikke modsat. Og så finder han særligt én udtalelse problematisk, da Ronza siger sådan her: ”På grund af mit arbejde skal jeg hver dag gennem checkpoint for at komme ind til Jerusalem. Det kan føles meget utrygt: ’Tænk, hvis jeg ikke forstår, hvad den israelske soldat siger til mig, og han så skyder mig?’.” Arne Rabuchin fortæller, at der ikke er nogen israelske soldater, der skyder nogen i checkpoints, og derfor gør det ondt på ham, hvis danskere får det indtryk. Han fortæller, at alle, der går igennem checkpointet, har et kort, de kan vise, og så kommer de igennem checkpointet. Derudover mener han ikke, der er den åbenhed blandt muslimer i forhold til andre kristne, som Ronza beskriver, at hun har oplevet. Alt i alt mener han, at artiklen fremstiller et forkert billede af Israel. Han mener, det er et ensidigt perspektiv, der bliver fremstillet i artiklen, og et forkert perspektiv, hvis man har som mål at samarbejde mennesker imellem på tværs af grænser. Og netop fokus på samarbejdet med Israel og israelere skulle der gerne være fokus på i artiklen, når hun netop arbejder for at fremme dette. Det var der ikke et eneste ord om i artiklen, beskriver Arne.

Syv bønner til dig

Bønnerne er skrevet og udvalgt af flere ansatte

I aften begynder løvhyttefesten, en jødisk høst- og takkefest, hvor jøderne bygger løvhytter, spiser sammen og takker Gud for hans trofasthed og gaver. I år varer løvhyttefesten fra 2.-9. oktober, og vi har derfor samlet syv bibelvers og bønner, som du kan reflektere over – enten i forbindelse med den jødiske løvhyttefest eller for eksempel bede en bøn hver dag i efterårsferien ugen efter. Temaerne for bibelvers og bønner lægger sig opad løvhyttefestens og efterårets temaer som lys i mørket, høst, taknemlighed og Gud, der spænder sin “teltdug” ud over os, så vi kan bo under hans beskyttelse.


Fredag aften/lørdag morgen

Joh 8,12

Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« 

Bøn

Jesus, Guds søn, du lys i mit indre, 
lad ikke mørket få magten i mit sind. 
Jesus, Guds søn, du lys i mit indre, 
Luk mig op for din kærligheds ånd.   

(Uddrag af lørdagsbøn fra “Komme dit rige – Bøn til alle tider”)  

Lørdag aften/søndag morgen

Matt 6,15-29

Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 
 

Bøn

Livgivende Gud, tak for alt det, du har givet mig og mine kære.  
Hjælp mig til at stole på dig, når jeg bliver bekymret.  
Jeg beder for alle dem, som mangler tøj og mad, vil du mætte dem – og brug mig der, hvor jeg kan tjene dig bedst.  

Søndag aften/mandag morgen

Sl 90, 1-2

Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud. 

Bøn

Gud, du omslutter alt i din hånd. Det er så stort at jeg nogle gange kan tvivle på, om du også omslutter mig. Derfor beder jer: Gør din hånd lidt mindre i dag, så jeg opdager, jeg er i den. Lad din evighed bryde ind i min verden, så jeg ser dig med mine egne øjne. 
 

Mandag aften/tirsdag morgen

Esajas 60,1-3

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, 
Herrens herlighed er brudt frem over dig. 
For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; 
men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. 
Folkeslag skal komme til dit lys, og konger til din stråleglans. 

Bøn

Gode Gud.
Vi takker dig for det lys,
du har tændt for os i Jesus Kristus.
Lad hans Ånd lyse for os,
så vi aldrig må vandre i mørke,
men se livets lys.
For i ham er den herlighed,
som du har beredt for alle folkeslag.
Han er verdens lys
fra evighed til evighed.


(Uddrag fra: “Helligtrekongers søndag A”, fra “Kollekter og bønner”)

Tirsdag aften/onsdag morgen

Sl 65,10-14

Du tager dig af landet og giver det regn, du gør dets rigdom stor; 
Guds bæk er fuld af vand, du sørger for kornet, ja, det sørger du for. 
Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden, du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer. 
Du kroner året med dine gode gaver, dine hjulspor driver af fedme, selv øde græsgange drypper, og højene ifører sig jubel. Engene klæder sig i lam, dalene hyller sig i korn; de jubler og synger. 

Bøn

Universets Gud, du skabte himlen og jorden.  
Jorden er dit skaberværk, et guddommeligt mysterium, en gave fra din velsignede hånd.  
Verden selv er dit mirakel. 
Brød og grønsager er således også fra himlen. 
Hjælp os at se dit nærvær i vores daglige brød 

Gud ske tak,  
som skabte verdens mangfoldige mylder 
af ting på jorden, over jorden og under jorden. 


Gud ske tak 
for de mange slags planter, træer og frugter, som vi fejrer.  
For tusindben, myrer og orme, for mus, murmeldyr og flagermus, for agurker, tomater og peberfrugter. 
Vi jubler over gavmildhedens og mysteriets overvældende storhed.  
Gud ske tak og lov.  

(Uddrag af “Velsignelse af et stykke jord eller en have” fra Komme Dit Rige – Bøn til alle tider)

Onsdag aften/torsdag morgen


Joh Åb 7,16-17

De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver åre af deres øjne.«

Bøn

Jesus, der hvor mit hjerte tørster efter andet end din kærlighed, og jeg søger fred væk fra din nåde, er min bøn:
Drag, o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig!

Kom, du ærens konge, kom! 
Hjertet er din ejendom; 
rens det, dan det, som du vil, 
jeg kun dig vil høre til. 
 

Torsdag aften/fredag morgen


Joh 7,37-39a

På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. 

Bøn

Helligånd, du er den nye verdens skaber. Skab også mig ny, så jeg kan invitere mennesker med til at leve det nye liv, du længes efter. Helligånd, jeg beder dig, kæmp denne kamp sammen med mig, ja, vind den for mig, så Jesus må stå klart og kærlig for verdens øjne. Byg dit tempel inden i os. Fyld det med længsel efter at se Guds kongerige bryde fuldt og helt igennem.
(Frit efter DDS 308)

Marsha mødte Y’shua gennem lærerens oplæg om Martin Luther King

Interview af Elisabeth Serner, udsendt til Den Danske Kirke i Jerusalem.

Marshas vej mod at blive en jesustroende jøde var snørklet og fuld af overraskelser og bump. Alligevel sidder hun nu foran Elisabeth Serner og giver sin livshistorie, der både byder på svære valg og på kirker, der har været mere sårende end gavnende, men som er endt ud i en rejse tilbage mod de jødiske rødder og til Israel, hvor hun bor i dag.

Det er dejligt at se, at Marsha med det samme føler sig hjemme i præstelejligheden på French Hill. Hun sætter sig godt til rette i lænestolen og trækker benene op under sig, mens hun tager tilløb til at fortælle mig om hendes liv og møde med Y’shua (Jesus på hebraisk red.). Der er skænket te i de små sommerfuglekopper, og den hjemmebagte dagmartærte falder i god jord, selvom den ikke smager helt, som den man køber hos bageren i Danmark.

Marsha er svensk jøde, som i starten af 20’erne kom til tro på Y’shua. Vi har mødt hinanden i et bønnehus på Oliebjerget, hvor vi begge to har lært at spille harpe.

Jeg lytter koncentreret, da Marsha begynder sin beretning på klingende svensk. Hun fortæller, at hun er født og opvokset i Stockholm. Begge hendes forældre og samtlige bedsteforældre er jøder, og særligt hendes bedsteforældre gjorde meget ud af at fejre de jødiske højtider. Hun fik lov til at komme med sin morfar i synagogen og husker det som noget ganske særligt. ”Der var så meget liv og så mange søde mennesker fulde af kærlighed,” siger hun tænksomt.

Hendes mor var sekulær jøde og lagde større vægt på det svenske end det jødiske. Marsha fik også at vide, at hun i skolen måtte hemmeligholde, at hun var jøde. Derfor var hun helt stille den dag, hendes lærer fortalte klassen, at Marsha skulle ud at rejse, for det måtte ikke komme frem, at destinationen for rejsen rent faktisk var Israel. På en eller anden måde slap det alligevel ud, og hun oplevede desværre både at blive jagtet og chikaneret i skoletiden.

Men det var også skolen, der kom til at danne ramme for hendes første møde med Y’shua. Det skete helt uventet, da hendes lærer en dag fortalte dem så levende om Martin Luther King. Pludselig blev Marsha fyldt af et omsluttende nærvær, og hun vidste, at det var Y’shua. Hun forstod det ikke helt, for hun havde lært, at Y’shua var noget, man skulle skamme sig over.

Da hun var omkring 20 år, havde hun igen en skelsættende oplevelse. Hun arbejdede på en kirkegård, og en dag mødte hun Y’shua. Hun husker ikke, hvad han sagde, men åben og søgende som hun var, gjorde han et stort indtryk på hende.

”Men jeg kom til at gå ind i det på en forkert måde og blev en del af en okkult gruppe,” beretter Marsha.
 
Hun prøvede at komme ud af det okkulte miljø, men uden held. Hun opsøgte en kirke, hvor hun inviterede Y’shua ind i sit hjerte, men der var ingen i menigheden, der talte til hende, og hun følte sig meget udenfor og på ingen måde velkommen.
 
Først efter et års tid, kom hun tilbage til kirken og mødte en omsorgsfuld kristen kvinde, som tog godt imod hende. Kvinden bad for hende, og Marsha blev sat fri fra det okkulte tilhørsforhold.

Kvinden havde et hjerte for Israel, og det fik Marsha til at tænke på sin jødiske identitet. Igennem Y’shua fandt hun tilbage til sine jødiske rødder, og hun begyndte igen at komme lidt i synagogen.
 
Desværre var det ikke alle, der kunne forstå hendes valg. ”Hvis du går i synagogen, kan du ikke også komme her”, fik hun besked på af en menighed, som havde en stærk tjeneste omkring ’indre helbredelse’, som hun ellers havde stor glæde af at besøge.
 
”Det var meget hårdt, ” fortæller Marsha. ”Jeg er blevet såret meget af de forskellige kirker igennem tiden.”    
 
Det var heller ikke uden gnidninger, at hun sidenhen flyttede til Israel. Men hun oplevede, at Gud havde talt til hende om at gøre det, hvilket var en stor hjælp og støtte i den svære proces. Da hun ankom til Haifa, var hun meget lykkelig: ”Jeg havde det som om, jeg giftede mig med landet. Jeg følte mig hjemme i Haifa, og jeg oplevede en stor tryghed og hvile i mig selv,” siger Marsha med glæde i stemmen.
 
Nu bor Marsha på Oliebjerget. Det er ikke altid et nemt sted at bo, men hun fortæller, at Y’shua engang viste hende en vision af et sted, hun syntes lignede Pakistan, og hun hørte en stemme spørge: ”Er du villig?” Hendes respons var: ”ja,” og da hun en dag opholdt sig i området omkring Damaskusporten, tænkte hun ved sig selv: ”Det er her!”

”Jeg prøver at gøre, hvad Y’shua beder mig om. I den sidste tid, inden han kommer tilbage til jorden, bliver vi nødt til at gøre, hvad han siger til os, for vi har ikke selv det fulde overblik. Jeg tror, det er vigtigt, vi er årvågne,” slutter Marsha af.
 
Jeg nikker tankefuldt, og takker hende for, at hun ville dele sin historie med mig.

TORVETS højskole efteråret 2020

TORVETs højskole løber af stablen d. 28. september – 1. oktober 2020.

Du er velkommen på det skønne Virksund Kursuscenter ved Hjarbæk Fjord til dejlige og indholdsfyldte højskoledage med godt samvær

For årets højskole er der sammensat et spændende program med mulighed for at få ny viden og møde impulser fra den store verden. I år er der fokus på de tre kerneord: Troen – Håbet – Kærligheden.

Arrangører

TORVETs Højskole arrangeres i fællesskab af organisationerne bag TORVET i Aarhus: Israelsmissionen, Menighedsfakultetet og Promissio.

Højskoledagene afholdes på Virksund Kursuscenter, der bliver drevet af Luthersk Mission. Kursuscentret ligger i smukke omgivelser kun et stenkast fra Hjarbæk Fjord med en skøn udsigt ud over vandet. Centret råder over skov og store græs-og strandarealer med rige muligheder for at gå ture i området. Indkvarteringen sker på værelser, der alle er med eget bad og toilet.

Tilmelding

Ring eller skriv til TORVET: 7356 1240 eller mf@teologi.dk.
Oplys eventuelle særlige behov ift. kost, allergi eller andet. Tilmeldingsfrist er 7.9.2020.

Program mm.

Se hele programmet og flere praktiske oplysninger her.

Præster rejste berigede hjem

I otte intense dage har 14 præster og provster været på studieturen “Prædiken i kontekst” sammen med Bodil Skjøtt og Arne Mårup i Israel. Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa og var med på turen, fortæller:

”Studierejsen til Israel var en oase af skønhed, indsigt og visdom. Jeg tror, den får varig betydning for mit prædikenarbejde.”

Præsterne fik undervisning om Israel og den bibelske kontekst af Bodil Skjøtt, og Arne Mårup indførte deltagerne i forskellige metoder til at skrive og opbygge prædikener.

Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj, har helt sikkert fået et stort udbytte af turen. Det skyldes særligt “en kombination af faglige input, andagter, at være på stedet, at være sammen og at få konteksten ind i kroppen gennem gåture og samtaler,” fortæller han.

Eva Thorgaard Jerg, der er sognepræst i Christianskirken i Fredericia, fortæller sådan her om udbyttet af turen:

“Nu har jeg, trods corona, allerede skrevet de første to onlineprædikener, inspireret af turen. De bliver næppe de sidste. Med Bodil Skøtt som et utrætteligt omvandrende google, hvor intet spørgsmål forblev ubesvaret og med Arne Mårup, udstyret med tømrerblyanter og andre prædiken-kickstartere blev det en intens oplevelse på alle parametre. Jeg håber, I vil udbyde kurset igen, så mange flere præster må få glæden af det. Og jeg melder klar igen. Helst uden coronakrise. “

Ole Rasmussen, der er provst i Lemvig, fortæller, at det var et rigtigt godt kursus. Hans udbytte af turen blev stærkt betinget af samspillet mellem de to undervisere, og han fortæller hvordan eksempelvis det, at skulle arbejde med prædikenforberedelse med en tømrerblyant i Israel, satte nogle gode refleksioner i gang, og på samme måde åbnede den geografiske indsigt op for nogle nye perspektiver på bibelteksten. Han fortæller:

“Pludselig har jeg både en geografisk og en teologisk forståelse for, hvorfor det betyder noget, at Jesus gik over Kedron-bækken.”

Alt i alt har deltagerne haft en berigende tur, som kan berige prædikenskrivningen i et godt stykke tid fremover. Og heldigvis nåede deltagerne sikkert hjem igen, før Corona-virussen for alvor brød løs.

Er du selv forkynder eller præst, og har du lyst til at komme afsted og blive skarpere på dine prædikener, så skriv endelig til kontor@israel.dk.

Præster rejste berigede hjem

Præster rejste berigede hjem

Af Kirsten Bitsch Lang, april 2020

I otte intense dage har 14 præster og provster været på studieturen “Prædiken i kontekst” sammen med Bodil Skjøtt og Arne Mårup i Israel. Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa og var med på turen, fortæller:

”Studierejsen til Israel var en oase af skønhed, indsigt og visdom. Jeg tror, den får varig betydning for mit prædikenarbejde.”

Præsterne fik undervisning om Israel og den bibelske kontekst af Bodil Skjøtt, og Arne Mårup indførte deltagerne i forskellige metoder til at skrive og opbygge prædikener.

Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj, har helt sikkert fået et stort udbytte af turen. Det skyldes særligt “en kombination af faglige input, andagter, at være på stedet, at være sammen og at få konteksten ind i kroppen gennem gåture og samtaler,” fortæller han.

Eva Thorgaard Jerg, der er sognepræst i Christianskirken i Fredericia, fortæller sådan her om udbyttet af turen:

“Nu har jeg, trods corona, allerede skrevet de første to onlineprædikener, inspireret af turen. De bliver næppe de sidste. Med Bodil Skøtt som et utrætteligt omvandrende google, hvor intet spørgsmål forblev ubesvaret og med Arne Mårup, udstyret med tømrerblyanter og andre prædiken-kickstartere blev det en intens oplevelse på alle parametre. Jeg håber, I vil udbyde kurset igen, så mange flere præster må få glæden af det. Og jeg melder klar igen. Helst uden coronakrise. “

Ole Rasmussen, der er provst i Lemvig, fortæller, at det var et rigtigt godt kursus. Hans udbytte af turen blev stærkt betinget af samspillet mellem de to undervisere, og han fortæller hvordan eksempelvis det, at skulle arbejde med prædikenforberedelse med en tømrerblyant i Israel, satte nogle gode refleksioner i gang, og på samme måde åbnede den geografiske indsigt op for nogle nye perspektiver på bibelteksten. Han fortæller:

“Pludselig har jeg både en geografisk og en teologisk forståelse for, hvorfor det betyder noget, at Jesus gik over Kedron-bækken.”

Alt i alt har deltagerne haft en berigende tur, som kan berige prædikenskrivningen i et godt stykke tid fremover. Og heldigvis nåede deltagerne sikkert hjem igen, før Corona-virussen for alvor brød løs.

Er du selv forkynder eller præst, og har du lyst til at komme afsted og blive skarpere på dine prædikener, så skriv endelig til kontor@israel.dk.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503