Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Som missionspiloter brugte vi tiden i sidste uge på at komme til en større forståelse af den konflikt, der foregår her i Israel. Vi forsøgte at sætte os ind i både jødernes såvel som palæstinensernes situation, og danne os et overblik over nogle af de begivenheder, der har været med til at påvirke konflikten. Efter 6 dages søgen på at finde hoved og hale i de mange modsatrettede opfattelser og fortællinger, kunne vi uden den store overaskelse konkludere, at det bestemt ikke er en simpel konflikt. Tværtimod. Men selvom vi kom til kort i forståelsen af konfliktens dybde og kompleksitet, stod det heldigvis ikke i vejen for, at sidste uge på mange måder var utroligt lærerig. Særligt vores møde med beboere på Vestbredden var noget, der gjorde indtryk.

4 ud af 6 dage var vi på Vestbredden, hvor vi bl.a. hjalp med at male og rydde op hos nogle mbb’ere (muslim background believers). Derudover var vi piger så heldige at få lov til at være med til et eftermiddagsarrangement for muslimske piger arrangeret af det palæstinensiske bibelselskab. Vi fik lov at møde mange forskellige mennesker, der hver især havde en unik fortælling. Fælles for dem alle var deres vilje og mod til at møde de mennesker, de var iblandt. De lever i et land med mure, fordomme, fjendebilleder, had og hævn, og hver dag kæmper de for at bryde med alt dette. 

Ét af de minder, der har brændt sig fast, er mødet med Scarlett. Hun bor sammen med sin mand og sine børn i et hus med en stor terrasse omgivet af en høj mur. Familien er den eneste kristne familie i kvarteret, men frem for at lukke sig inde bag de trygge mure, der omgiver det store hus, bruger Scarlett meget tid sammen med sine muslimske naboer. Hun snakker med dem, når hun møder dem på gaden, inviterer dem hjem til frokost og arrangerer sammenskudsgilde for kvinderne på vejen. Det er hendes måde at vidne om Jesus på. Det er tydeligt, at hun kender sine naboer og deres kultur, og at hun møder dem lige der, hvor de er. At kende sine naboer kræver, at man træder uden for sine trygge mure, og vælger at dele liv med dem. At man ryster sig fri af fordommene, og ser det menneske, der står foran én. Det gør Scarlett tydeligvis. “Israeler, araber, kristen, jøde eller muslim – i sidste ende er vi alle mennesker”, sagde hun selv så fint. Budskabet kan hurtigt komme til at lyde som en kliché, men når det kommer fra en kvinde, der er vokset op i et samfund med så stærke fordomme og fjendebilleder, sætter det tanker i gang hos en dansker som mig.

For selvom det danske landskab ikke afbrydes af en 700 km lang betonmur, så findes der også mange mure i Danmark. Vi bygger bare med andre sten. Akkurat ligesom israelerne i starten af 00´erne begyndte at bygge den lange mur for at øge sikkerheden, så bygger vi hver især vores egne mure for at beskytte os selv. Sikkerhed og tryghed er i sig selv ganske gode mål, men mure har desværre også den ærgerlige effekt at afskærme og distancere os fra de mennesker, vi lever iblandt. Her har det for mig været stærkt at se, hvordan en kvinde som Scarlett bryder distancen, kigger over muren, og ser sin nabo på den anden side. I stedet for at isolere sig, inviterer hun sine naboer indenfor med et smil og et oprigtigt ønske om at dele liv med dem. Jeg ser frem til at komme hjem og gøre det samme overfor mine naboer.

I den seneste uge har vores små hoveder været på overarbejde, for at kunne finde lagringsplads til al den spændende undervisning, vi har fået.

Fra søndag til onsdag, sad vi på “skolebænken” med Henriette(kirkevolontør) og David(præst), som vores særdeles kompetente undervisere. De tog os med på en vandring gennem biblen, hvor det blev tydeligt, at skrifterne peger frem mod Jesus samt verdens genoprettelse=den nye jord. Det var en fordybelse i vores jødiske rødder, som har affødt en større (næsten ny) forståelse af biblen og dens kontekst. En viden jeg ikke anede, jeg manglede, men som jeg nu ser som uundværlig.

Hvis vi vil kende Gud og forstå bare lidt af hans frelsesplan for os, må vi prøve at forstå den tid, og det folk Jesus levede blandt. Jeg kan desværre ikke få kogt 4 dages intens undervisning ned, så det vil give mening i dette blogindlæg. Derfor må I nøjes med nogle pointer, som jeg særligt tog til mig:

– Udvandringen af Egypten blev modellen for Guds frelsesplan (så tag og læs i mosebøgerne!)
– Jøderne forventede en konge, som frelser, men Jesus var mere end en konge. Han var både; konge, tjener, menneskesøn, Gud selv og meget mere.
– Alle ofringer i GT peger frem mod det endelige offer=Jesus.
– Guds nærhed er ikke blevet mindre helligt af, at han nu bor i os (og ikke i et tempel) men bare mere tilgængeligt.
– Alle jødernes fester og vores fester, gennem kirkeåret, er til påmindelse og fejring af Guds frelsesplan for os.

Således opmuntret til at dykke ned i vores jødiske rødder som kristne, og udvide forståelsesrammen for den kontekst, biblen er skrevet i.

Galilæatur

Efter 4 dage med undervisning, skulle man tro, at hovedet ikke havde mere lagringsplads. Dog var begejstringen, over vores 3 dags tur til Galilæa, ikke mindre af den grund. Det var en tur, der for mig, satte nogle visuelle billeder på de steder, hvor Jesus havde levet, undervist og arbejdet.

Her er listen over steder nåede vi forbi: Garizim bjerget, Sebastia, Tiberias, Genesaret sø, Bebudelseskirken, Nazareth Village, Sepphoris, Kapernaum, Saligprisningernes bjerg, Magdala, Solnedgang ved Hippos (Golanhøjderne), Tabgha, ridetur på heste i Golanhøjderne.

Alle steder vi var, hev vi biblen frem og læste et tilhørende skriftsted. Jeg fik øjnene op for, hvordan Jesus gang på gang var oprørsk over for normer og samfundsstruktur, gennem hans undervisning og livsstil. Han helbredte syge på en sabbat, gav “levende vand” til en samaritansk kvinde, samt kaldte/kalder alle for hans brødre og søstre. Ikke nok med at han gjorde op med de gængse tankegange, han skabte til tider også skam over sin familie, ved at opføre sig unormalt.

Det har altså været en uge med så meget undervisning og ny viden, at jeg vil ønske, jeg kunne købe mere lageringsplads til min hukommelse. Denne uge har bragt mig tættere på universets skaber, og da jeg nu kender Ham og hans skaberkraft bedre, bringer det mig også tættere på en forståelse af, hvem jeg, som hans skaberværk, er.

”I må ikke bære jer ad, som man gør i Egypten, hvor I boede, og I må ikke bære jer ad, som man gør i Kana’an, hvor jeg fører jer hen. I skal ikke følge deres skikke. I skal følge mine retsregler, og I skal holde mine love og vandre efter dem”, (3. Mos, 18,2-4).

Ugens portion: 3. Mosebog 16,1- 20,27.
Jeg kan ikke altid finde ud af at holde Guds love. Det er svært at vandre ad den sti, han har trådt.  Den er snoet og til tider virker den så smal, at jeg må balancere med den ene fod foran den anden for at være der. Nogle gange er det som om, den helt forsvinder ud i græsset, så jeg ikke kan skelne stien fra alt det, der er omkring.

Jeg kan ikke se, om det er Guds sti, eller om jeg følger skikkene i Egypten eller Kana’an. Er jeg gået for meget mod højre, hvor mine studiekammerater dikterer retningen og skikkene, eller for meget mod venstre, hvor kirken ikke altid vil det samme, som Gud vi?

Jeg tror, det israelske folk havde det på samme måde. I Egypten boede israelitterne i en kultur, der tit var langt fra det, Gud ønskede. Andre gange flød det måske sammen. Græsset voksede ind over stien og slørede retningen. Forude ventede Kana’an med helt nye forventninger og en anden praksis. Også der ville Guds sti være svær at finde.

Det er derfor godt, at israelitterne i dagens tekst ikke blot får at vide, at de hverken skal følge egypternes skikke eller folket i Kana’an. Gud giver dem også en række af de regler, de skal overholde: Du må ikke tilså din mark med to slags korn, du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham, og du må ikke stjæle, lyve eller bedrage landsmænd – blot for at bringe et par eksempler fra dagens tekst.

Men de er jo mennesker. Vi er mennesker. Vi lykkes ikke altid med at overholde de regler, Gud sætter op. Vi dummer os igen og igen.

Én gang om året fejrede israelitterne derfor Yom Kippur – den store forsoningsdag – sådan lige for at få styr på alle deres synder og de ting, de havde gjort, der ikke var Guds vilje. Forsoningsdagen beskrives i dagens kapitel 16 – og den fejres stadig én gang om året af jøderne.

Ifølge de mundtlige overleveringer i Talmud skete der mange år i træk undere i templet i forbindelse med forsoningsdagen: Indtil det år, Jesus døde på korset, skiftede en rød snor farve til hvid. Og fra samme år begyndte ypperstepræsten altid at trække en sort sten op ad lommen frem for en hvid. Samtidig begyndte dørene til templet at svinge sig selv op hver aften.

Miraklerne var alle knyttet til et helt særligt år. Det fik nogle rabbinere til at konkludere, at templet havde mistet sin kraft – netop det år, Jesus døde og opstod.

Jesus blev den ultimative forsoningsdag. Vi behøver ikke længere at ofre alverdens dyr og mad for at gøre bod på vores synd. Jesus har styr på det.

Det giver mig lyst til at danse. Danse af glæde med nederdelen flagrende, armene i vejret, rundt i hele stuen. For nyligt hørte jeg nemlig en sang, som sangskriveren og sangeren Karl Kristian har skrevet.

”Dans dig selv i søvn i nat, for alt blir’ vasket bort,” lyder en del af omkvædet.

For mig handler den tekst om Jesus. Måske Karl Kristian mener noget andet.

I hvert fald giver teksten mig lyst til at danse. Alt er vasket bort.  Jesus redder mig, hvis jeg ikke kan holde balancen med den ene fod foran den anden på den smalle sti.

Dans. Dans. Dans.

Vil du også danse? Så lyt med her.

I skrivende stund er der ro i vores bolig denne uge: en bunker, eller rettere sagt et beskyttelsesrum under en kirke i Haifa. Roen skyldes ikke, at alle er ude på sight seeing, strandsjov, supermarkedssnolderi eller lign. Nej, roen skyldes, at 4 ud af 5 missionspiloter, tager en slapper(enkelte med lukkede øjne) – og den femte sidder her og skriver, mens den tunge og 30 cm tykke panserdør lukker alle øvrige lyde ude.

Vi har i denne uge stillet vores arbejdskraft til rådighed på ældrehjemmet Ebenezer, hvor vi fra 8-16 har hjulpet pedellerne med stort og småt: havearbejde, rengøring, flytteopgaver, malearbejde, pudsen og poleren, køkkenhjælp mm. Vi har fået lov at tjene stedet ved at bruge vores krop til praktisk arbejde, hvilket har været virkelig fedt – men også trættende. Det er roen netop nu et resultat af, og det har for mit vedkommende skabt refleksion over talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”. Set fra mit synspunkt siger talemåden ikke, at man nødvendigvis KAN sove; altså falde i søvn osv., når man bliver gammel. Derimod opfatter jeg det som en talemåde, der opmuntrer os til at tro, at når først vi bliver gamle, kan vi tillade os at prioritere søvn. En opfattelse, vi gladeligt tror på, fordi den giver os samvittighed til at nedprioritere søvn og hvile i nuet, hvor vi har så meget andet vigtigt at nå.

Morgen med mening
Men beboerne på ældrehjemmet Ebenezer gør talemåden til skamme. De sover ikke, selvom de ifølge talemåden er i deres gode ret til det. Tværtimod begynder de dagen allerede kl 7.30 med frivillig morgenandagt og bøn for dagen.

Det vidste vi imidlertid ikke, da vi ankom til Ebenezer første morgen kl 8. Jeg har ingen viden om dagsrytmen på plejehjem hverken her eller i Danmark, men jeg havde en forventning om, at beboerne stadig ville sove og dermed udnytte deres daglige mulighed for at sove længe, når vi ankom så tidligt. Men kl 8 er ikke tidligt for beboerne på Ebenezer. Nej, kl 8 bliver der serveret morgenmad, så der er alle selvfølgelig vågne.

Inspireret af beboernes prioritering af morgenandagt frem for at sove længe, fik jeg de følgende dage tvunget mig selv tidligere ud af sengen og var med til morgenandagten. Det var en fornøjelse at tage del i lovsang på samtlige repræsenterede sprog og bibeludlægningen og bøn på skiftevis engelsk-hebraisk, for beboernes glæde i Jesus var bærende for det hele.

Forsinkelse – forklaring – forbillede
Nogle beboere kom til undervejs i morgenandagten, men en enkelt kvinde kom så konsekvent for sent alle dage, at jeg ikke kunne undgå at bemærke hende. Jeg var imidlertid så heldig at få lov at tilbringe en eftermiddag med hende, hvor jeg fik forklaringen på hendes forsinkelse. Kvinden hedder Magdalena, men bliver kaldt Maggie. (Af udenomssnak kan nævnes, at hendes mand var fra Sierra Leone, hvor de boede indtil borgerkrigen, så vi havde held til at føre en ultrakort samtale på krio, med de få gloser jeg stadig husker fra mit ophold der :) )

Forklaringen på hendes forsinkelse til morgenandagten var om muligt en endnu stærkere modbevisning af talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”. Forklaringen var nemlig, at Maggie står op hver dag allerede kl 5.30! Kl 5.30!!! Hvorfor i alverden vælger en kvinde med rig mulighed for at prioritere sin søvn dog at stå så tidligt op? Jo, det gør hun, fordi hun får et gruppeopkald på telefonen fra to personer i Jerusalem og to personer i en anden by. Det er ikke personer, hun kender. Det er ikke personer på hendes alder. Det er personer, hun beder med! Derfor prioriterer hun opkaldet kl 5.30 HVER dag, og derfor kommer hun for sent til morgenandagten, for gruppen beder sammen i to timer og går ofte over tid. Det giver som minimum 14 timer i ugen og 60 timer i måneden. Timer hvor hun kunne “sove, fordi hun er gammel”, men som hun prioriterer til at være vågen med Jesus.

Hvor er det inspirerende at møde den slags personer. Møde mennesker, der prioriterer Gud over alt andet. Jeg ønsker, at Maggies prioriteringer må få lov til mere end bare inspirere. At de må blive startskuddet til mere prioritering af Gud i min hverdag. Om det bliver på bekostning af netop søvn eller af noget andet, er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at det sker, for ligesom talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”, ikke holder i virkeligheden, så gør talemåden: “Du kan prioritere Gud, når du bliver gammel” det heller ikke – og slet ikke, hvis ikke jeg prioriterer Gud nu.

Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. (2. Mosebog 13,17-18a)

Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26

Israelitterne er på vandring, væk fra Egypten, væk fra slaveriet og undertrykkelsen.

Men hvor skulle de gå hen?

Det er en vidunderlig tekst, vi har foran os. Den fortæller hvorledes Gud guider sit folk. Han går foran dem, han viser dem vejen. Han går som en skysøjle om dagen og som en ildsøjle om natten, han leder og fører dem, så de kan finde vej.

Hvilken vej fører Gud dem så?

Det ville være nærliggende at tage den korteste vej til Kanaans land, som er målet for deres vandring, men det gør han ikke. Han lader dem gå en omvej, hvorfra det ikke er så let at vende om, hvis det skulle blive svært. Og svært bliver det, de vil opleve krig, tørst, sult og prøvelser af mange slags. Gennem alle disse prøvelser, lærer de Gud den almægtige at kende, som en de kan stole på, leve og tale med. For han er med dem alle dage.

Da Faraos hær nærmere sig bryder israelitterne ud i fortvivlelse, det havde været bedre for dem at være blevet i Egypten. Da Gud viser dem sin omsorg, og han lader sin engel og skysøjlen, som gik foran dem, rykke om bagved dem, så de kommer til at stå mellem israelitterne og egypterne. Desuden drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm, så israelitterne kunne gå tørskoet over. Derudover blev egypterne holdt tilbage, fordi Herren skabte forvirring i deres hær og blokerede hjulene på vognene. Og da israelitterne var nået over på den anden side af havet, fik Moses at vide af Gud, at han skulle række sin hånd ud og havet faldt ned over egypterne.

Guds folk, israelitterne fik meget klare tegn på, hvem der var med dem: Hærskares Herre, Gud – den almægtige. Det skulle hjælpe dem til at stole på Ham i mørke tider, for de ville komme igen.

Men israelitternes hukommelse er ikke som vores, for de var kun lige færdige med at synge lovsange til Gud for hans mægtige gerninger, da de atter bryder ud i fortvivlelse. For nu var der var ingen vand, og det vand der var, var bitter. Tre dage i ørkenen uden vand, det er slemt. De blev prøvet igen og igen.

Godt at vores hukommelse er så meget bedre, så behøver vi ikke fortvivle, når vi møder modgang. For vi har jo lært af israelitterne eller hvad? Når vi ikke ser Herrens nærvær i vores fortvivlelse, hvad stiller vi så op? Forkaster vi Gud, søger vi andre veje eller vender vi os til Ham?

Moses havde lært at stole på Gud, så når han mødte svære ting råbte han til Herren, og han hørte hans bøn. Og mht. vandet, så: ”viste Herren ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk”.

For to uger siden tilbragte vi to dage i selskab med Mei’r på hans arbejdsplads: Alliance Church International Cemetery. Mei’r er graver, men i realiteten har han en langt bredere jobbeskrivelse end det, hvilket I nok skal få en uddybning af længere nede.

Først en introduktion til fænomenet kirkegård i Israel: I Israel er størstedelen af gravpladser jødiske eller muslimske. Fælles for begge er, at de afdøde lægges i stenkister, som står på jorden. Stenkisterne er, med få undtagelser, lavet i samme lyse sten og står tæt række op og række ned, så et besøg på en sådan gravplads er dermed et ensfarvet og ensformigt besøg. På kirkegården bliver de kristne afdøde derimod begravet i jorden, over dem rejses en sten, og omkring stenen vokser et væld af planter og blomster. Her er ingen ensartethed. Et besøg på kirkegården er dermed et besøg blandt farver og forskellighed. Kort sagt betyder denne forskel på gravpladser og kirkegårde, at kirkegårdene skiller sig ud, og derfor tiltrækker sig forbipasserendes nysgerrighed. Den kirkegård, vi hjalp til på, ligger langs en befærdet vej, og dagligt kigger mange forbipasserende indenfor. Dermed er vi tilbage ved Mei’r jobbeskrivelse.

En kirkegård fuld af historier OG fuld af liv
Mei’r er graver, ja, men han bruger først og fremmest sin arbejdsplads som en baggrundskulisse for at dele evangeliet om Jesus. Det gør han blandt andet ved at fortælle historier til de besøgende. På kirkegården er både kendte missionsfolk og “anonyme” kristne begravet, og Mei’r kan historien bag hver enkelt navn og fortæller den gerne. Altid med fokus på hvordan troen på Jesus mærkede afdødes liv.

En anden historie Mei’r fortæller på kirkegården, er Guds historie fra 1. Mosebog til Åbenbaringen. Den er malet på to af havens vægge, i alt 120 meter. Et projekt, der blev færdigt i efteråret – 6,5 år efter første penselstrøg blev gjort. Dette vægmaleri kan ikke andet end gøre indtryk på alle, der ser det. Så selv de besøgende, Mei’r ikke når at snakke med, får en historie med hjem.

Sidst men ikke mindst fortæller Mei’r historien om de dødes opstandelse. Han proklamerer frejdigt og provokerende overfor de besøgende: “Kirkegården er levende, og det samme gælder dens afdøde, som døde i troen på Jesus og derfor har liv i døden. Gravene er blot et hvilested, indtil Jesus kommer igen for at hente dem til det evige liv.” Det er en smuk måde at se på døden; en midlertidig søvn forud for det bedste af det bedste, nemlig opstandelsen og det evige liv hos Gud.

I nærkontakt med døden
Selv havde jeg i løbet af vores tid på kirkegården en pause, hvor jeg tog mig tid til bare at sidde, se mig omkring og betragte gravstederne og vægmaleriet. Som jeg sad der i skønt solskin og nød livet, lod den dejlige fuglekvidren over mig sig blande med ekkoet fra de mange levede liv under mig. Gravstederne gav døden sprog. Sprog til at sige: “Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde.” En talemåde, jeg har hørt mange gange før, men som fik særlig taleret netop her.

Livets korthed:
Få dage før vores ankomst fik kirkegården endnu et navn og tilhørende historie at bære videre. En historie, som Mei’r helt sikkert snart får sat sig godt ind i. En historie om en ung japaner, hvis livsrejse geografisk set sluttede i Israel. En historie om hvor ligegyldigt geografisk tilhørsforhold er i døden, hvor kun tilhørsforholdet til Jesus har betydning. Et ungt menneske i 20’erne. Så langt passer vi fem missionspiloter alle på beskrivelsen af afdøde. Det er tankevækkende. Den gode danske levestandard og høje gennemsnitlige levealder giver os let en forventning om et langt liv, men virkeligheden er, at ingen af os ved, hvor mange dage vi har igen.

Dødens vished:
Derimod ved vi, at når vores dage er talt, venter døden. Det er en kendsgerning. Ingen går fri, alle må vi sige farvel til vores jordiske liv før eller siden, men i troen på Jesus venter der et liv bedre end det bedst tænkelige – og så endda for evigt!

Evighedens længde:
Ingen kan fastsætte evighedens længde, men selv hvis man kunne ville længden af vores jordiske liv uden tvivl ikke engang fylde en mikroskopisk prik i sammenligning. Det er virkelig godt at blive mindet om! For ja, vi må betænke alle tre: livets korthed, dødens vished og evighedens længde. Betænke hvordan vi bedst lever det jordiske liv, vi har fået givet, så vores grav blot bliver et hvilested før det evige liv, og ikke endedestinationen.

Med fare for at lyde kliché vil jeg slutte med at lade en sætning hænge, for med evigheden for øje er der god grund til at leve hver dag, som om det var din sidste. Hvad betyder det for din dag i dag?

Herren talte til Moses og sagde: >>Tag Aron og hans sønner, og tag klæderne, salvningsolien, syndoffertyren, de to væddere og kurven med de usyrede brød, og kald hele menigheden sammen ved indgangen til Åbenbaringsteltet.<<

Ugens portion: 3. Mosebog 6,1-8,36 

Nogle gange når jeg dykker ned i Skriften, bliver jeg helt benovet over, hvor mange detaljer der er. I sådanne kapitler som denne uges portion har, er der mange detaljer. Egentlig synes jeg, at detaljerne om alle disse ofre, som Aron og hans sønner skal forrette er lidt fremmedgørende.

Som en der lever i 2018, hvor det med slagtning af dyr og at brænde afgrøder ikke er hverdagsbeskæftigelse, bliver jeg næsten helt træt og overmandet af disse tre kapitler. Hvad skal jeg tage med herfra? Ud over, at det var sådan Gud kommunikerede en gang? Her imod påsken kan jeg hurtigt få set hen på troen, Kristus, og at Gud kom til os sådan helt kødeligt. Hvor, Jesus er det evige sonoffer, og derfor skal jeg ikke til at give mig i kast med at ofre noget som helst.

Samtidig oplever jeg også, hvordan disse detaljer fylder mig med en ydmyghed. En ydmyghed om, at jeg tilbeder en Herre, som går op i detaljer. Som indsatte Aron og hans sønner efter at skarpe og præcise instruktioner var blevet fuldført. Og som gav dem skarpe og præcise instruktioner til, hvordan de kunne opfylde den opgave, de havde fået betroet.

Kan det være, at Gud i dag ønsker at indsætte hvert enkelt af os til at bringe de gode nyheder til mennesker i vores hverdag? Hvor vi har fået instruktioner, ligesom Aron og hans sønner havde fået det? I stedet for at ofre dyr og afgrøder, skal vi “ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.” Ef. 5,1-2.

Ligesom Gud indsatte Aron og hans sønner med ét formål at pege på Ham, sådan har Kristus også udvalgt os. Til at pege på Ham. Og ligesom, at Gud gav Aron og hans sønner en masse instruktioner, sådan har Jesus også givet os instruktioner igennem sit ord til os.