Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Vi ankom til Shevet Achim fyldt med relationelle og åndelige oplevelser fra den Israelske KFS-lejr, vi havde været på dagene forinden. Trætheden havde efterhånden fået et godt tag i vores lille gruppe, så forventningerne til Shevet Achim måtte ikke siges at være de helt store. Trods det har Gud givet os endnu en fantastisk uge, og med nye dejlige mennesker og en ærefrygt for vores store Skaber.

Jeg vil i dette blogoplæg prøve at give jer et indblik i, hvad Shevet er for er sted og hvad vi oplevede.

Kort om Shevet Achim

Shevet Achim er en organisation, som hjælper børn med hjertefejl. De har et stort hus, hvor børnene og en pårørende kan bo, mens de enten venter på en operation eller på at være raske nok til at rejse hjem igen. Deres hjem er oftest ikke Israel men Irak, Iran og nogle er fra Gaza. Det er familier som ikke selv har mulighed for at finansiere den operation, deres barn har brug for. Shevet Achim er derfor opstået med det formål at møde disse familier med kærlighed, økonomisk såvel som menneskeligt. De transporterer dem frem og tilbage fra hospitalerne, hjælper med medicin og støtter med deres nærvær i alle situationer. Vores opgaver på hjemme bestod i at lave mad, passe børn, gøre rent og aflægge støttende besøg på hospitalerne.

Det gjorde stort indtryk at medarbejderflokken og opdage at de er som én stor familie i sig selv: nærmest en menighed. Mange af dem bor på stedet (førnævnte hus) og har deres liv der, derfor skilles arbejdsliv og privatliv ikke ad. Over halvdelen af medarbejderne er frivillige volontører, som er der i et par måneder, hvilket også skaber stor udskiftning et par gange om året.

Fokus det rigtige sted hen

Allerede fra den første dag tog de os ind i deres store familie, som om vi altid havde været en del af den. Det var stort for os, at de var så interesseret i os og vores liv. Det kom helt konkret til udtryk ved at de spurgte, om vi havde lyst til at dele vores vidnesbyrd, og hvordan vores vandring med Gud havde været. Hjemme i Danmark ville jeg normalt være blevet lidt forskrækket over sådan et spørgsmål, og måske endda have afslået. “De er trods alt stadig fremmede mennsker”, tænkte jeg. Dog delte vi alle 5 lidt om vores liv med Gud og vores udfordringer som kristen. Det foregik til deres morgensamling, som var deres måde at starte dagen på. Hver morgen mødtes vi til 2 timers lovsang og bibelstudie, som en forberedelse på en ny dag med Gud. Det var en fantastisk måde at starte en arbejdsdag på, og det havde ofte en effekt på resten af dagen. Jeg oplevede, at mit hjerte ofte var mere taknemmeligt indstillet, fordi man naturligt tog lovsangen og helligåndens tilstedeværelse med sig ud til dagens opgaver. Noget jeg lagde særligt mærke til ved disse morgensamlinger var, hvordan lovsangen ikke vægtede det musikalske men det åndelige. Jeg synes oftes det kan være svært at synge lovsang, hvis jeg finder det musikalsk uharmonisk. Ikke at det var tilfældet her, men deres fokus var (befriende nok) lå et andet sted. Her lærte jeg at lukke det musikalske øre, og i stedet lytte med det åndelige. Jeg oplevede, at Gud og Shevet-folkene lærte mig meget gennem de stunder med lovsang, og jeg vil fremover prøve at lægge min musikalske dommer væk, når jeg priser gennem sang. Lovsangen er skabt til ære for vores himmelske Far, og derfor skal den synges med en åndelig indstilling, der peger mod Ham.

Et berørt hjerte

En anden god grund til at starte dagen med Gud var, at dagen der ventede kunne byde på oplevelser med liv men også død. Når man arbejder et sted som Shevet Achim, er man midt i blandt børn, der lider af livstruende hjertefejl. Det var derfor også vildt at se, hvordan medarbejderne lagde alle små ting over til Gud. Jeg var så velsignet at få lov at komme med på hospitalet 2 dage i løbet af ugen. Her besøgte vi de børn og deres forældre, som var indlagt. Der var meget forskel på hvor godt børnene havde det. Jeg besøgte en lille pige på omkring et år, som lå med slanger og apparater over det hele. Hendes lille hjerte slog meget hurtigt og hun trak vejret anstrengende. Hendes små mørke øjne var fyldt med smerte, hvilket fyldte mine øjne med vand og mit hjerte med en vrede mod Gud. Hvordan kan han lade den lille pige lide sådan? Vores eneste mulighed for at hjælpe var, at vende os mod Gud og takke ham for, at han er den eneste, der kan helbrede hende. Det var en ambivalent oplevelse, men jeg oplevede dog også at blive fyldt med en ro. En ro over at hun var i Guds store, stærke og helbredende hænder.

Et taknemmeligt hjerte

Nu skal jeg nok lade være med at tage mere af jeres tid. Som I sikkert kan fornemme, har Shevet Achim berørt mig meget og sat mange gode tanker i gang.

Især følgende vers har helligånden blæst nyt liv i: “Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker” (Sl. 37, 4). “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift” (Matt. 6,33). Jeg har ikke før funderet så meget over rækkefølgen i begge af disse vers, men har opdaget vigtigheden af den. Vi skal ikke søge Gud ved at fremlægge alle vores ønsker. Nej, vi må først finde vores styrke, håb og glæde i ham, og så vil lykken komme som et resultat af det. Det var det, jeg helt konkret så og oplevede på Shevet Achim, og som jeg nu på ny vil forsøge at leve efter.

Shalom fra de taknemlige Missionspiloter.

Og præsten skal skaffe ham soning for Herrens ansigt, så han får tilgivelse for alt, hvad han har gjort sig skyldig i. (3. Mosebog 5, 26)

Ugens portion: 3. Mosebog 1,1-5,26

Gad vide hvor meget øvelse det kræver, at kunne knibe en dues hoved af lige over nakken uden at rive det helt af? Eller hvordan med vingerne – hvordan mon man øver sig i at rive vingerne løse uden at rive dem af? Tja, jeg forestiller mig, man har taget en burfuld duer og bare er gået i gang…

Og for sådan en protestantisk lutheran-opdraget kristen som mig, springer det i øjnene både hvor omstændeligt det er at få tilgivelse, og hvor fraværende troen er i det hele!

Omstændeligheden er næsten til at tage at føle på. Blodet skal stænkes det ene eller det andet sted alt efter, hvem der har syndet og hvordan. Stænkes på forhænget, stryges på alterets horn og resten ud ved soklen. Jo, der er noget at holde styr på. Næsten så man bliver helt forpustet.

Men et eller andet sted. Et hemmeligt sted langt inde gemmer der sig måske også en anelse misundelse over omstændeligheden og det konkrete og bare det at få lov til at gøre noget for at opnå soningen. Misforstå mig ikke – jeg er lykkelig over at leve i en post-Kristus verden, hvor også vort påskelam er slagtet én gang for alle. Men tænk sig at få lov til at stå der og høre lammet eller kiddet skrige idet det får halsen skåret over og vide, at det skaffer dig soning. At skriget lyder og blodet flyder for din skyld. Det må have været frygteligt konkret. Og hvem ved, måske også en anelse præventivt i forhold til at øve sig i at lade være med at synde.

Det er knap så konkret at folde sine hænder, gå på knæ og bede om tilgivelse. Det er derfor vi har brug for konkrete symboler og tegnhandlinger til at hjælpe os. Skriftemålet er fx fantastisk konkret. At få en præst eller en anden du stoler på, til at lytte til din bekendelse og derefter med håndspålæggelse fortælle dig, at Gud tilgiver dig. Ikke fordi det virker bedre, når en anden gør det eller fordi der er en præst involveret. Men fordi det er godt at bekende sin synd for andre og så mærke tilgivelsens nådefulde berøring bagefter.

Om lidt skal vi fejre påske, og det er ikke fordi vi skal tage glæderne på forskud, men i påskemåltidet er der det fantastiske symbol med de tre brød, som bruges i løbet af måltidet. Nogle mener de symboliserer den treenige Gud, men der er også dem der siger, at de symboliserer henholdsvis folket, ypperstepræsten og Gud. I løbet af måltidet brækkes det midterste brød over – præsten – og halvdelen af brødet gemmes væk i et stykke klæde. Til sidst i måltidet kommer brødet til syne igen. I lyset af ugens portion er det tydeligt hvorfor – jo, fordi det er præsten der skaffer soningen.

I et messiansk Jesus-perspektiv er det også tydeligt. Jesus er vores ypperstepræst, som én gang for alle er gået ind bag forhænget for at skaffe os soning. For at forsone os med Gud. Han blev brudt for vores skyld, han blev lagt i graven, men er OPSTANDEN!

Det skal vi vente lidt med at fejre. Men lad os bare glæde os til det…

Jesus giver os muligheden for at følge ham, så hvis han stod foran dig og sagde “følg mig”, ville du så smide alt, du har i hænderne, og følge ham?

I sidste uge var vi heldige at få lov til at være en del af en israelsk KFS-lejr, FCSI – The Fellowship of Christian Students i Israel, med både hebræisk- og arabisktalende israelere og internationale studerende fra mange forskellige steder i verden. Lejrens fokus var Markusevangeliet, og derfor brugte vi til de 8 bibelsessions tid på at studere evangeliet i dybden. Vi skulle forestille os, at vi var de første modtagere af Markusevangeliet, som er den ældste tekst i Det Nye Testamente, og at vi derfor kun havde Det Gamle Testamente som referenceramme. En udfordrende men også meget givende opgave, der hurtigt fik mig selv og de andre til at stille rigtig mange spørgsmål. Hvorfor siger Jesus det? Hvorfor gør de sådan? Nogle af dem blev besvaret, men der er stadig mange spørgsmål, som fylder og rumsterer i hovedet.

I Markusevangeliet 1,16-20 hører vi om, at Jesus kalder Simon, Andreas, Jakob og Johannes til at følge ham som sine disciple. Et øjeblik hvor de ikke tøver, men griber muligheden for at være sammen med Jesus. Ville jeg kunne gøre det samme? Smide alt jeg har i hænderne, hvis Jesus pludselig stod foran mig og sagde: “Følg mig!”? Ja, det ville jeg, men hvor ville jeg også have mange spørgsmål.

Jeg tror tit, at vi kan have en tendens til at tænke, at spørgsmål er en dårlig ting. At vi ikke bør være i tvivl om noget. Men der var en grund til, at disciplene havde en større indsigt i, hvad Guds rige er, end skaren, der fulgte Jesus. Markus fortæller om, at Jesus brugte tid på at forklare sine disciple meningen bag de lignelser, han fortalte. De andre, der strømmede til for at høre hans ord, gik, efter Jesus havde talt, og fik derfor ikke hele betydningen.

Forskellen på at stille spørgmål og ikke er, at vi går i aktion. Vi ønsker at lære mere. Til tider kan det være rigtig svært at læse i Bibelen, og den skaber tit flere spørgsmål, end man havde i forvejen, men det er ikke en dårlig ting. Det er dog nødvendigt at prøve at finde et svar på nogle af dem, og det fik vi muligheden for på lejren. Sammen med andre kristne fra hele verden, prøvede vi at finde frem til, hvad det, der står skrevet, betyder. Helt fantastisk at have den mulighed, og at vi som kristne brødre og søstre kunne finde svar på nogle af de mange spørgsmål. Disciplene stillede spørgsmål på samme måde, som vi gør i dag. De var ikke passive, og det skal vi heller ikke være.

Så de spørgmål du stiller, gør dig ikke til et dårligere menneske. Det giver dig mulighed for at lære Jesus bedre at kende. Vi får lov til at kende og være en del af Guds rige. Som Jesus siger i Markusevangeliet 2,17: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” Jesus valgte ikke de tolv mænd med mest magt eller mest at sige. Han valgte tolv som var villige til at stille spørgsmål, som ønskede at lære mere, og Jesus lærte dem at være menneskefiskere.

Kevin, vores lærer på lejren, sagde det meget rammende: “Det tidspunkt vi forstår alting, er det tidspunkt, hvor vi ikke længere kommer til Gud. Hvis vi havde svaret på alt, havde vi ikke brug for Gud.”

De få dage på lejren gjorde os meget klogere på Guds ord, og vi ønsker at følge ham videre på vores rejse rundt i Israel. Matthæusevangeliet 7,7

Det var tredje dryp – shalom så længe

Kender du det, at du har en ide om, hvad et ord betyder uden faktisk at vide det? Scenen kan være forskellig: din mormor bruger et gammelt dansk ord i jeres samtale, du læser en engelsk tekst og gætter på betydningen af de ord, som ikke af sig selv oversættes, når du ser dem, eller du befinder dig i et fremmedsproget land og bruger de sprog, du kan, til at skabe mening i det nye sprog. (Sidstnævnte fungerer overraskende godt i Holland :) )

Hvis du kan nikke genkendende til bare ét af de tre eksempler, ved du også, at man kan komme galt afsted ved at tro, man har fat i den rigtige betydning. Netop det er baggrunden for dette indlæg. Jeg havde nemlig min egen ide om, at navnet på den musik- og kunstkole, vi besøgte og hjalp mandag-tirsdag, kunne betyde noget med en juvel, men det gør Yuwal ikke :)

En bæk med grund til lovprisning
Yuwal, som skolen hedder, er hebraisk og betyder strøm eller bæk. Ordet er nævnt to steder i bibelen, og netop de to steder er baggrunden for, at man i 2010 startede skolen. Første gang Yuwal nævnes er i 1. Mosebog 4,21, hvor bibelens første musiker nævnes – på dansk: “Jubal, som blev stamfader til alle dem, der spiller på citer og fløjte.” Anden gang i Jeremias 17,7-8, hvor der på dansk står bækken: “Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerhede kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt.”

Men hvorfor nu skrive så meget om, hvad Yuwal betyder, og hvor ordet findes? Ser du, det er ganske enkelt, fordi vi fik en helt særlig oplevelse ved at besøge, opleve og hjælpe Yuwal. At Yuwal har sit fundament i de to bibelsteder understreger nemlig, at det ikke er en almindelig kunst- og musikskole. Det er derimod en skole, med lovsang på hjerte. De ønsker at plante deres elever ved bækken; ved Gud som kraftcenter, og herfra lade lovsang få krop i form af musik inspireret af musikkens stamfader, Jubal. Deres mål er, at eleverne gennem undervisning, samtaler med lærerne, bibelhistorier og meget mere, bliver opmærksomme på at bruge deres musikalske og kunstneriske evner til at lovprise Gud. Som Erid, der er en af grundlæggerne, fortalte os, så lærer de eleverne om lovsang, for at de med hele deres liv kan lovprise Gud. For man kan godt spille et instrument og lave kunst uden at lovprise – det handler ikke om, hvor dygtig man er til sit instrument, men om hvor man har hjertet. At hjertet er vendt mod Gud i lovprisning, og det er det, Yuwal ønsker at lære deres elever. Tænk at have en skole, der på den måde kombinerer undervisning i alt fra violin til dans, fra trommer til papmache, med undervisning i at bruge sine evner til lovprisning af Gud. Et sted, hvor man som elev både kan dygtiggøre sig på sit instrument med kompetent undervisning og lære at stille sine evner til rådighed for en tjeneste i menigheden. Det kunne vi 5 danskere hurtigt sætte på ønskelisten. :)

Vi skal lovprise for evigt
Erid afsluttede sin fortælling om skolens formål med en sætning om lovprisning: “Vi skal lovprise for evigt!” Det uddybede hun med, at mange ting bliver anderledes på den nye jord. Vi kommer til at leve sammen med det levende ord, så bibellæsning ændrer form. Vi lever sammen med Gud, så bønnen bliver til samtale. Men lovprisningen af Gud fortsætter på den nye jord, og derfor så Erid al mulig grund til at få begyndt nu. Så hermed er opfordringen givet videre!

En udsøgt juvel
Som nævnt betyder Yuwal ikke noget i retning af juvel. Men for os 5 var mødet med Yuwal både i aktion og bag scenetæppet en helt særlig og givende oplevelse, der godt kan betegnes som det unikke og sjældne at finde en juvel – og så tilmed en udsøgt én af slagsen :)

Det var andet dryp – shalom så længe :)

145!

Det er er det antal timer, vi 5 missionspiloter på forårsholdet har opholdt os i Israel. 145 timer i et nyt land. 145 timer i en ny kultur. 145 timer fulde af indtryk. Det er slet ikke til at begribe, at 145 timer er nok til at rumme alt det, vi allerede nu har oplevet, men det skal I nok høre mere om længere nede i teksten :)

Først en ultrakort præsentation af os: Anne-Line, Anne Sofie, Emma, Alexander og Kristina. 5 joviale jyder. 5 edderspændte eventyrere. 5 motiverede missionspiloter! Og hvad er det så, vi er motiverede for? Jo, det er at være en del af Guds mission her i Israel, møde mennesker og opleve landet og dets kultur.

Denne uge har som sagt været proppet med indtryk, hvilket har gjort smilene store og hovederne trætte. En minutiøs gennemgang af vores ugeprogram ville sikkert være aldeles læseværdig, men i stedet vil jeg her servere et kort resume af de 145 timers indhold, og derpå dykke ned i én af mange refleksioner disse dage gav anledning til.

145 timer på 2 minutter:
(Det er okay at springe det her afsnit over :) ) Skrevet på listeform, som understreger omfanget af oplevelser :)
– Ankomst, indkvartering i lejlighederne og rundvisning i Jerusalem
– Fortælle livshistorier for hinanden for at opbygge en tæt relation fra start
– Anne-Line og Emmas første falafel nogensinde!!!
– Undervisningstur på Oliebjerget:
– Himmelfartskapellet
– Fadervor-kirken
– Profeternes grav
– Udsigtspunkt
– Gravpladser
– Tårekirken
– Getsemane
– Mariakirken
– Diverse praktiske detaljer – informationer så vel som indkøb
– Halvandet døgns dødehavstur:
– Jesu dåbssted
– Qumran(hvor man fandt dødehavsrullerne)
– Flyde i det døde hav
– Se Lots kone(saltstøtte) og kort vandring i Melørkenen v Sodoma
– Overnatte i i hytter på hostel-lejrsted med hængekøjer, bål og jødiske festselskaber som kulisse.
– Bestige Masada inden solopgang
– 6 timers hike op og ned i klippeterræn med skøn udsigt og gæstfrie arabere på toppen :)
– Gudstjeneste i den danske kirke

Så hurtigt kan det listes op, og så hurtigt kan det understreges, hvor meget vi har nået :) Vi føler det selv, som om vi har været her i langt over en uge med alle de oplevelser. Især fordi alle oplevelser har efterladt særlige indtryk. Lad mig nu til sidst beskrive ét af mange indtryk.

Tomme tåreflasker
På vores Oliebjergsvandring med kirkevolontør Henriette fik vi undervisning ved hvert stop på turen, deriblandt tårekirken. Tårekirken er bygget over beretningen om, at Jesus græder, da han ser Jerusalem på vej ind i byen palmesøndag. Det var imidlertid ikke denne beretning, vi brugte tid på, men derimod beretningen i Lukas 7 om kvinden i farisæerens hus. Kvinden, der vasker Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem i olie.

Spørgsmålet til overvejelse var her, hvordan kvinden kunne græde så mange tårer, at der var nok til at vaske Jesu fødder med dem? Henriettes bud var, at kvinden medbragte sine tårer i tåreflasker og hældte ud over Jesu fødder. Tåreflasker var almindelige på Jesu tid – små flasker man bar om halsen til minde om det, man sørgede over, og som man så kunne tømme, når man havde bearbejdet sorgen. Denne vinkel på beretningen; at kvinden medbragte sine tåreflasker og tømte dem ved Jesu fødder, blev rigtig stærk for mig, mens jeg stod der ved tårekirken, og så dens udsmykning med tåreflasker på taget. Hvor er det stort, at vi må komme til Jesus med al smerten, al sorgen, alle tårerne. Komme med det hele til Jesus og bede hans fred ind i det, som kvinden gjorde ved at efterlade sine tårer hos Jesus.

Så der stod vi: ved tårekirken. Ovenpå tre dage hvor vi havde delt livshistorier og været omkring både det sjove og det svære. Der stod vi – og fik serveret en eksempelhistorie på at tømme tåreflaskerne hos Jesus. Ikke for at glemme det skete, men for at have en at dele smerten med og bede Guds fred ind i den. Der stod vi – og oplevelsen gjorde indtryk og lyst til at handle, lyst til at have tomme tåreflasker.

Det var første dryp – shalom så længe :)

Du skal give israelitterne besked (2 Mos 27,20)

Ugens portion: 2 Mos 27,20-30,10 Ugens Tora-portion har i jødisk tradition overskriften: ”Tetzaveh”, der er det andet ord i 2 Mos 27,20. Det betyder: ”Du skal give besked!” eller måske nærmere: ”Du skal give befaling!” Det, Moses skal give sit folk besked om, er først, at de skal skaffe olie til lysestagen i helligdommen (2 Mos 25,31-40), dernæst er det om præstedragten (kap. 28) og præstevielsen (kap. 29), og endelig om røgelsesofferalteret (30,1-10). Det hele beskrives ganske udførligt, selv om det ikke er alt, der er gennemskueligt for os. Men det er åbenbart vigtigt, siden der bruges så megen plads på beskrivelsen.

Kernen i beskeden

Det vigtigste og mest bemærkelsesværdige er, at Aron skal træde frem for Gud på folkets vegne. Gud havde ellers kaldt folket et kongerige af præster (2 Mos 19,6). Men de måtte ikke gå ind i helligdommen, og de måtte ikke selv bringe deres ofre på alteret. Alt skulle gå igennem Aron, ypperstepræsten. Dermed er der på den ene side markeret et skel mellem Gud og det syndige menneske. Dette skel går igen gennem hele Bibelen. Den, der vil frem for Gud i egen fromhed og retfærdighed, bliver mødt af et nej. Det oplevede fx Nadab og Abihu, der selv ville bringe røgelsen frem for Gud (3 Mos 10,1-5). Men på den anden side er der åbnet en vej ind til Gud. Enhver kunne bringe sit offer til Aron og få det bragt på alteret.

Præstedragten

Der var især 2 vigtige ting ved ypperstepræstens dragt. Det ene var doms-brystskjoldet med 12 ædelsten, svarende til Israels 12 stammer – Aron skulle bære dem ved sit hjerte. Navnene på de 12 stammer var i øvrigt indgraveret i 2 sten på hans skuldre. Han skulle stadig bære Israels frelse frem for Gud i pagtsteltet. Det andet vigtige var blomsten på hans turban, hvorpå der stod: Hellig for Herren. Det understregede, at Aron havde fået tjenesten pålagt og betroet af Gud.

Jesus

Alt skulle gå gennem ypperstepræsten. Dermed er der peget frem på Jesus. Han fik ganske vist ikke den flotte klædning, som Aron fik. Han fik ikke ædelsten ved hjertet eller på skulderen, og han havde ikke blomsten i turbanen. Jesus blev indviet, da han blev døbt af Johannes Døber i Jordan floden og Guds røst lød: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag (Matt 3,17). Jesus havde godt nok en fornem kjortel, der var vævet i ét stykke (Joh 19,23), men han blev afklædt, da han selv blev ofret på Golgata. Men efter opstandelsen og himmelfarten er han vores ypperstepræst i den himmelske helligdom. Den nåde, har vi fået.

Jesus – for dig!

Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse.  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4,14-16). Det er beskeden til os.

Moses’ svigerfar sagde til ham: “Du bærer dig uklogt ad. Både du og folket her hos dig bliver fuldstændig udmattet! Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det.”

2. Mos 18,17-18

Ugens portion: 2. Mosebog 18,1-20,23

Selvom de ti bud er en del af denne uges Torah-portion, tillader jeg mig at skrive om den tanke, jeg ikke kunne slippe, da jeg havde læst portionen. Vi kan ikke være alene om det. End ikke Moses kunne. Jeg spørger mig selv, om dette ikke er et mønstereksempel på en pårørende, som griber ind overfor et menneske med stress-symptomer. I Moses’ svar til sin svigerfar, der spørger hvorfor han er alene om at sidde til doms, siger han: “Folket kommer jo til mig for at rådspørge Gud”. Det er et klassisk eksempel på én, som tror, at alting står og falder på ham alene.

Jeg spekulerer også på, om Moses på dette tidspunkt tror, at udvandringen af Egypten ikke er Guds projekt men Moses’ eget. Her kommer der en påmindelse for os, som er en del af Guds mission, den grænseoverskridende og altomfattende hjertebanken, som Gud har for sin Jord og alt, som er på den: “Du kan ikke være alene om det.”

Det trøster mig, at jeg ikke er alene med min mission. Jeg lander igen et sted, hvor jeg er skabt til et formål og ikke behøver at opfinde et formål selv. I stedet kan jeg deltage i Guds mission.

Jeg må jo forvente at der er andre deltagere i denne mission, og det udfordrer mig, at det ikke bare kan være noget, som jeg privat “arbejder med” og “vokser i”, men at det per definition er noget jeg deler med andre.  

Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten. (2. Mos 13,21-22)

Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-17,16

Forleden nørklede jeg tålmodigt og ambitiøst med min cykel i lang tid. Jeg forsøgte at sætte en ære og værdi i at få lidt olie under neglene. Men efter 1 time måtte jeg sande, at jeg ikke kunne klare opgaven. Det havde været spild af tid! Der er få ting, der kan irriterer mig så meget, som hvis jeg spilder tiden. ØV, siger jeg bare!

Den sure omvej

Israelitterne er lige begyndt på deres udvandring fra Egypten. De har lidt under slaveri i mange hundrede år, og minsandten om ikke Gud bevidst leder dem ad den lange besværlige omvej. 2 Mos 13,17b-18: ”Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig. Derfor førte Gud dem af en omvej gennem ørkenen til Sivhavet”. Hvad i al verden bilder han sig ind? – Giver Gud i sin visdom ligefrem omveje og spild tid? Ellers tak, siger jeg bare! Der går da heller ikke længe før israelitterne opgivende og hånligt anklager Gud: Var der ingen grave i Egypten, siden du førte os ud for at dø i ørkenen? (14,11)

Guds veje er for vilde

Det forunderlige er, at Gud hele tiden leder folket på vandringen på ekstreme måder. I 2 Mos 13,21-22: Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten. Det er helt vildt! Og ikke nok med det, så deler Gud også havet i to, sådan at de kan passere vandet med tørre fødder. Det er helt vildt vildt! Men folket klager over deres nød. Som et mønster, der gentager sig igen og igen under hele vandringen.

Den nødvendige omvej

Folkets nød er som regel, at de er sultne eller tørstige. Derfor klager de til Gud – og det er i sandhed godt! Deres ærlighed og umiddelbarhed i at råbe deres nød til Gud er netop barnets ret, som vi må tage med os. Men på et dybere plan er deres største nød også, at de ikke indser, at Gud hele tiden trofast vandrer med dem, også selv om de oplever modgang. For israelitterne var omvejen ikke spild af tid. Omvejen var tværtimod det, som formede dem fra slaver til et selvstændigt folk, der skulle leve med Gud, som deres Herre. Vi bestemmer ikke selv, hvilke udfordringer, der rammer os. Men vi bestemmer, hvordan vi vil reagere på det og leve med det. Hvordan vil du reagerer på de omveje, der rammer dit liv?

Om 10 dage sidder jeg i Tel Aviv på min sidste aften for min tid denne gang i Israel. Wow, hvor har Gud arbejdet i mig på så mange forskellige planer. Det har både været intellektuelt, følelsesmæssigt og åndeligt. Her i landet er det ikke kun mennesker der taler, men også naturen, konflikter, fester, oplevelser og ikke mindst alle de gamle sten. Israel og alle de skønne mennesker jeg har delt landet, står jeg i stor taknemmelighed overfor.

Men afslutninger kan være svære, hvis man ikke synes, at man har nået, det man gerne vil. Sådan havde jeg det lidt i dag. For i dag var den sidste dag, jeg kunne mødes med jøden Baruch, inden at jeg skal på tur med en god flok MF’er.

Mine møder med Baruch har jeg skrevet om flere gange. Han er en såret mand, som er så skuffet over jøder – især de ortodokse. Vi har talt mange gange om Yeshua. Jeg har prøvet, at vise Guds kærlighed med to lyttende øre, og den kære mand har også udtrykt igen og igen, at han virkelig har sat stor pris på tiden med mig –  at jeg har noget unikt.

Jeg har prøvet igen og igen at pege på at det hele skyldes Yeshua. Han er Messias. Pege på Yeshua som den eneste der kan læge ham. Pege på det fællesskab som han gerne vil have med os. Fortælle om frelsen, som han giver af nåde. Baruch synes, at Yeshua er en meget fin fyr, men at se ham som frelser, det kan han ikke forholde sig til.

Vores farvel i dag satte lige pludselig nogle ting på spidsen. Baruch har ikke adgang til internettet, han aner ikke, hvordan man bruger en computer, så det er svært at holde kontakten. Farvellet i dag var nok et endeligt farvel, hvor jeg simpelthen ikke kan være sikker på at se ham igen.

I vores ”farveltaler” til hinanden blev alvoren i den kristne tro virkelig tydelig. Først sagde han, at hvis vi ikke så hinanden her på jorden, så i himlen. Men så fortsatte han nærmest jokende med, at han vil ende i helvede og jeg i Paradis, så vores farvel nu var jo nok et endeligt. BUM! Hvad skulle jeg sige?! For det er jo det, jeg tror er sandt, med mindre at han vender sig til Yeshua. Mit farvel til ham måtte blive et udtrykt ønske om, at han må møde Yeshua som sin personlige frelser. Jeg ønsker sådan, at han en dag må møde den frisættende kærlighed, som er så livsvigtigt.

Jeg havde sådan håbet på dag jeg begyndte at mødes med ham, at jeg måtte få lov til at lede ham til Yeshua, men nu kan jeg ikke gøre mere udover at bede. Jeg må bare stole på, at jeg har fået lov til at så nogle frø, og stole på at Gud sender en anden til at vande.

Kære søstre og brødre, det er altså et livsvigtigt budskab, vi har modtaget. Vi må simpelthen ikke holde det for os selv, det er for kostbart til det. Vi har fået det af nåde, lad os give det videre. Jeg har fået lov til at så og vande lidt her i Israel, og nu ligger der nye marker, som jeg må prøve at dyrke på bedst mulige måde. Heldigvis må jeg altid minde mig selv om, at det er Gud der er ansvarlig for væksten. Og tak Gud for, at det ansvar ikke ligger på vores skuldre.

Hold ikke det gode tilbage!