Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Jeg leger på Guds legeplads.

Forestil dig en kæmpe legeplads. Ikke en af de almindelige med et par gynger og en rutschebane. Nej en af de der spændende nogen, hvor man går på opdagelse. Hvor der er noget for forskellige sanser, et sted hvor der kan være fart på, men også et dejligt sted, hvor man bare kan slappe af og nyde solen. (Hvis det altså var sommer.)

Sådan oplever jeg mine ture i prayerhouse med Elisabeth Serner. Bedehuset er et stort rum ved Davidsbyen, hvor mennesker fra hele verden kommer og beder sammen. En gang i mellem bliver der delt forskellige bibelvers og tanker med hinanden, og der bliver hele tiden ledt lovsang.

Der er pyntet op med en masse forskellige symboler og i et område midt i rummet, kan man finde en masse forskellige små sjove, finurlige ting, som kan være billeder på, hvem Jesus er. Derudover er der diverse flag i forskellige størrelser, farver og med forskellige billeder eller ord, som man kan vifte med.

Her har Elisabeth og jeg de sidste onsdage brugt 3 timer på bare at søge og være sammen med Gud. Vi danser rundt, sidder, står, synger, knæler, ligger i fosterstilling, læser i bibelen, drikker te, slapper af – med andre ord, vi hænger ud med Gud, lige som vi er.

På den ene side er dette sted en legeplads, hvor vi fjoller og en dagligstue, hvor vi slapper af, på den anden side får man også fornemmelsen af Guds hellighed. Alle gangene er jeg bare brudt ud i sang: “Hellig, Hellig, Hellig”, for at kunne komme ud med det jeg var fyldt af.

Det har virkelig været opmuntrende for mig at være en del af dette fællesskab. Tænk, at mennesker fra hele verden samles i bøn til Gud. Vi har sikkert en masse forskellige holdninger til alt muligt, men jeg oplever bare en varme og kærlighed til hinanden. Så selvom man ikke kender hinanden, kan man sagtens gå over og bede for en bror eller søster.

Mine oplevelser i prayerhouse er meget svære at beskrive, for der er så meget at sige, så mange små erkendelser: Gud ønsker hellighed, Gud er mild, jeg er dybt afhængig af Gud, der er noget nyt på vej, Jesus er konge over Danmark (billedet nederst viser, hvad der mindede mig om det), det kræver mod at være tålMODig og jeg kan fortsætte.. Det har været en så stor velsignelse at træde ind i et rum, som inspirerer til at tilbede Gud, lige som jeg er og har det. Der er frihed til at gøre nogle fjollede ting. Men også frihed til bare at sidde.

De sidste par uger har jeg virkelig oplevede det befriende ved, at jeg kan komme til Gud med alt, hvad jeg er. Min vrede, skuffelse, sorg, glæde, skørhed, nysgerrighed, kedsomhed, forundring. Gud vil have det hele. Han ønsker ikke bestemte måder, men at jeg kommer til ham autentisk.

Wauw, hvor ville jeg ønske vi havde flere af sådanne bedehuse i kære Danmark, hvor mennesker kunne samles i bøn til den kærlige hellige Gud.

Torah-portion: DU ER TILGIVET!

Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: »Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?« De sendte så den besked til Josef: »Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: ›Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.‹ Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået.« Josef græd over deres ord til ham.

Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.« Og han trøstede dem og talte kærligt til dem.

1. Mos. 50,15-21

 

Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig, Josef…

Tak. Tak for det forbillede du sætter op for os. Eller hvad…? Det er som at blive sendt ud på en umulig mission at leve op til din tilgivelse.

Dine brødre ville dræbe dig. Heldigt for dig, så havde du en bror, der var lidt sødere end de andre, så i stedet for døden, blev det bare lige til en tur i brønden. Efterfølgende blev du så solgt til nogle midjanitiske handelsmænd. Endnu engang var heldet med dig… du slap da for slaveri og skulle i stedet tjene i herrens hus. Det kunne da være værre.

Du overlevede altså. Du slap med livet i behold, og endte faktisk et ganske udemærket sted. Dette ændrer dog ikke på hvad dine brøde VILLE have gjort med dig. Og alligevel så tilgiver du dem! De brødre som ønskede dig død, men “benådede” dig med en tur i brønden uden vand. Av siger jeg bare. Både fysisk og psykisk.

Og når de så kommer kravlende, og beder om din tilgivelse – ja, de lyver sig faktisk til din tilgivelse. Bum! Så tilgiver du dem lige på stedet. Du tøver ikke. Du siger ikke “vent”. Du starter ikke med en opsang om hvordan man behandler hinanden. Du tilgiver dem 100%. Lige på stedet.

 

Den lammeste undskyldning…

Jeg, Trine, kan ikke det som Josef gør. Men det er vel også fint? Jeg er jo en synder. Jeg lever i en syndig verden. Hvis bare Gud tilgiver mig, for at jeg ikke kan tilgive min næste, så skal det vel nok gå alt sammen. Det er da sådan det fungerer! (jeg håber I kan fornemme ironien…)

Josef er sej! Han rummer enorme mængder af kærlighed!

I April var der årsmøde i Israelsmissionen. Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken på Vesterbro, prædikede for os, og det var med udgangspunkt i historien om Josef og hans brødre.

Niels fortalte, om en overskrift for en forsoningskonference for 10 år siden. Omformuleret lød det sådan: en fjende er et menneske, hvis historie du endnu ikke har hørt.

Jeg tænker Josef har kigget på hans brødre med disse briller. Han smed de fordømmende briller væk – de briller som vi i dag kan være ret gode til at navigere med. Han droppede sine forforståelser og ønskede bare at forstå sine brødre og møde dem der hvor de var i deres liv.

Jeg tager hatten af for Josef! Muligvis når jeg aldrig til hans tilgivelses-niveau, men jeg vil stræbe efter det, og det synes jeg også du skal!

 

Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

Matt. 18,21-22

Vi bliver altså aldrig færdige med at tilgive, så hvis det er en evighedsopgave, hvorfor så ikke stræbe efter at gøre det så godt og kærligt som vi kan?

Torah-portion: Uvished og stærke øjeblikke

”Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten, og jeg vil selv bringe dig tilbage, og Josef skal lukke dine øjne.” (1. Mosebog 46,3-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 44,18 – 47,27

Guds planer rækker længere end mennesker kan se. Sommetider længere end vores levetid. Derfor er der spørgsmål vi ikke får svar på.

Der er mange stærke øjeblikke i dagens portion. Juda, der over for den mægtige Josef vover at argumentere for at lade ham blive i Egypten i stedet for Benjamin, som nødvendigvis skal med tilbage til deres far. Josef, der grædende giver sig til kende for sine forfærdede brødre. Hjertet, der står stille i Jakob, da han hører at Josef lever og bagefter liver op da han bliver overbevist om at det er rigtigt. Josef, der græder ved sin fars hals, da de to endelig mødes i Goshen.

Der var gået års uvished, sorg, lidelser og fortiede synder forud. Derfor er det stærke øjeblikke. Nu forstod Josef at Gud havde sendt ham i forvejen så familien kunne overleve hungersnøden i det land, hans slægt havde fået løfter om. Det forsikrer han så sine brødre og sin far om.

Jakob, som også hedder Israel, beslutter at tage imod sin søn Josefs invitation til Egypten. Men i Be’ersheba gør han holdt.

Han søger Gud før det afgørende skridt at forlade landet, som Gud havde lovet hans fædre. Gud svarer, du skal ikke være bange for at tage til Egypten. Der i det fremmede vil jeg gøre dig til et stort folk.

Gud har også planer med migranter fra hungersnød. Han kan gøre store ting for dem i det fremmede.

Gud er sådan at når han har talt, så vil han også gøre det. Guds langtrækkende planer kommer til at gå i opfyldelse. Vi indgår i Guds planer, men det er ikke sikkert, at vi kommer til at se dem udfoldet. Jeg tænker at Josef mange gange fortvivlet har råbt hvorfor i årene efter at han blev solgt og bortført til Egypten. Men selvom han bar på sorg og længsel brugte han sine muligheder så godt han kunne, der hvor han var.

Han mødte sine nærmeste i det fremmede og gav sig til kende for dem og tog sig af dem.  Det samme gjorde Jesus efter sin død og opstandelse over for sine bange disciple. Josef forbarmede sig over de brødre der havde solgt ham som slave. Jesus forbarmede sig over de disciple der havde svigtet ham.  Gud er en Gud der siger, ”Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange.”

Tora-portion: Parykken falder af

Da kærligheden til broderen vældede op i Josef og gråden trængte sig på, skyndte han sig ind i sit kammer og græd. Derpå vaskede han sit ansigt og kom ud igen. Han beherskede sig og sagde: »Sæt maden frem!« (1. Moseborg, 43, 30-31)
Dagens portion: 1. Mosebog kapitel 41,1 – 44,17

Tårerne triller ned af kinderne på Josef. Med rystende hænder tørrer han dem væk, men tværer samtidig sin eyeliner og mascara ud i hele ansigtet. Han hulker, går forvirret rundt i sit kammer og svinger hovedet så meget i frustration, at den sorte, pache-formerede paryk falder af og lander på gulvet.

Sådan forestiller jeg mig Josef opløst i gråd kort efter, han ser sin yngste bror Benjamin. Masken krakelerer.

Øjeblikket er vores første glimt af den Josef, der gemmer på sig bag egypter-parykken og datidens markante makeup. Indtil nu har Josef vist sin hårde side: hans brødre er kommet til ham for at købe korn, fordi deres eget land, Kana’an, er ramt af hungersnød. Men Josef møder dem magt og hårde ord. Han kalder dem spioner, holder dem i forvaring i tre dage og tvinger dem til at tage tilbage til Kana’an for at hente Benjamin.

Josef må være fyldt med had. Had til sine brødre over, at de dengang for mange år tilbage lod ham i stikken og sendte ham med en karavane til Egypten. Han må være plaget af et had til en familie, der ikke var, som en familie bør være.

Eller måske var det nærmere dyb sorg over at blive svigtet, der fik Josef til at handle hårdt mod sine brødre. I hvert fald gav han dem en lærestreg og straf, som de uden tvivl aldrig glemte.

Men trods bitterheden, sorgen og hadet gemmer der sig noget andet i Josefs inderste. Et glimt af sin elskede lillebror er nok til, at Josef ikke kan holde kærligheden tilbage. Kærligheden vældede op i Josef, som der står, og selvom han i dagens portion genfinder fatningen, ved vi, at han til sidst lader kærligheden vinde og tilgiver sine brødre.

Josefs kærlighed kan ikke holdes tilbage. Hans kærlighed overvinder had, bitterhed og sorg.

Jeg vil øve mig i at være som Josef.  Og på hver sin side af år nul kan Josef og jeg kigge henholdsvis frem og tilbage på ham, der ultimativt lod kærligheden vinde over et stort svigt. Både Josef og jeg når kun Jesus til sokkeholderne.  

Tora-portion: Historien om Juda

Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant-gummi, storax-balsam og ladanum-harpiks, som de skulle ned til Egypten med. Da sagde Juda til sine brødre: »Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.« Det gik brødrene med til. (1 Mosebog 37,23-27)

Ugens portion: 1 Mosebog kapitel 37,1 – 40,23

Så er vi nået til historien om Josef. En klassiker i søndagsskoleundervisningen. Men hvad er egentlig årsagen til, at denne beretning er en del af vores bibel? Javist vi skulle jo videre fra kapitel 36, men hvad er det historien sigter til, at jeg som læser skal lære?

Hvis du har læst disse kapitler igennem før, så undrede det dig måske, at kapitel 38 er en del af historien. Midt i beretningen om Josefs dramatiske forhold til sine brødre og hans afgang mod Egypten møder vi historien om Tamar og Juda. Hvorfor skal vi pludselig høre om dem? Juda, en ældre bror til Josef, har indtil videre kun optrådt i historien som en ironisk helt blandt brødrene. Ham der overtalte de andre til, at de blot skulle sælge Josef og ikke slå ham ihjel. Men det ligner på ingen måde, at han er central for fortællingen. Historien handler jo lige præcis om Josef og ikke Juda eller andre af brødrene for den sags skyld. Hvad er det dog historien om Juda kan lære os? Ser man på beretningen ovenfra, så ser man måske et hint. 1. Mosebog er en historie om tilblivelsen af folket Israel. En historie om Guds løfte, om velsignelse til hele jorden gennem Abrahams afkom. Dette afkom afsløres i det nye testamente. Dette afkom er Jesus af Nazaret. Læser vi Jesus’ stamtavle i Matt 1,1-17 så møder vi jo Abraham, Isak, Jakob og Josef ikke?

Nej, vent.

Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram […] og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus. (Matt 1,2-3.16)

Det er altså gennem Juda, at Abrahams afkom bæres videre gennem historien frem mod Jesus. Josef er ikke hovedpersonen i 1. Mosebog 37-40, men tværtimod hans ældre bror Juda. Judas kamp med at få afkom er livsnødvendig, fordi Livets Ord, Jesus Kristus, skulle fødes af hans afkom og ikke Josefs. Måske er hele beretningen om Josef placeret rundt om Judas beretning, som en baggrundshistorie? Det ville næsten være utænkeligt ikke? Men overvej dette: Kan det være, at Josefs beretning er en beretning om Judas mirakuløse redning? I Kap 45,7 siger Josef sådan til sine brødre: ”Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live…”. Var det måske lige præcis Guds plan med Josef, at han skulle holde Juda i live, så at Juda kunne føre Guds afkom videre gennem slægten, indtil tidens fylde kom?

På gensyn, Israel!

Tid – Det er en sjov størrelse. En dag kan føles som 100 år, og en måned kan føles som om, at den forsvandt så hurtigt som at knipse med fingrene. Nogen gange er det ikke til at sige, hvad tiden helt gik med, men en ting er sikkert – tiden går altid.

For os Missionspiloter er tiden i Israel ved at rinde ud, og det er næsten ikke til at forstå. De sidste 3 måneder er gået så hurtigt, at det til tider har været svært at følge med, men nu hvor det er tid til at vende snuden hjem, starter refleksionerne om de sidste 3 måneder også.

Den sidste uges tid har vi været hos det israelske bibelselskab i Jerusalem. Her hjalp vi med at tælle bøger – en masse bøger! Vi sluttede ugen af med at dele bibler ud på jaffa-Street sammen med to fra Bibelselskabet. Der gik ikke mange minutter før den første jøde var begyndt at følge efter os, optage os og forsøgte at forpurre vores tur. Han ville ikke snakke med os, men forsøgte i stedet at overbevise alle vi snakkede med, at vi var galt på den. Men han var ikke den eneste, som syntes, at det var helt tosset, det vi havde gang. Det var ikke mange, som stoppede op for at få en snak, eller tage imod en bibel. Flere spydige kommentarer fik vi med på vejen, men på trods af alt, var det virkelig en god oplevelse, fordi det med et gik op for os, hvor meget vi har lært og ved om den kultur og det land, som har været vores hjem for en stund.

På Jaffa-Street med bibler
Sådan en tur på gaden med Bibelselskabet kunne vi ikke have været med på, da vi lige kom her til. Mødet med en masse forskellige mennesker, historier og holdninger til konflikten og religion har gjort os forstående og udrustet til fx at tage med på gaden, og på trods af udfordringer komme tilbage og synes, at det var både en god og spændende udfordring og oplevelse. Særligt, tager jeg det med mig, at der altid er flere sider af samme sag. Verdenen er ikke sort/ hvid, og det er konflikten og stridighederne mellem religioner her i Israel særdeles heller ikke.

Det er så komplekst, og svært at finde hoved og hale i, men gad vide, hvordan det hele ville se ud, hvis folk begyndte at snakke samme på tværs af religioner og kulturer? Vi kan så hurtigt blive bange for det der er fremmed og anderledes. Men når først man snakker med folk, og forsøger at forstå, hvorfor de gør og tænker som de gør, viser det sig oftest, at de jo ikke er så farlige eller anerledes end mig.   De sidste 3 måneder har været en oplevelse for livet. Jeg har lært så utrolig meget – både om mig selv, om den Gud jeg tror på, og lige fra hvordan man pakker en taske så praktisk som muligt, til hvordan man vasker vinduer med toiletpapir. Der er blevet rykket grænser, grint en masse og grædt en smule. Og der er ingen tvivl om, at en lille del af mig bliver i Israel, og at en stor del af Israel tager med mig hjem.

Vi ses, Israel. Shalom!

Tora-portion: Et nådigt møde der forandrer

Selv gik han foran dem, og han kastede sig til jorden syv gange, mens han nærmede sig sin bror. Esau løb ham i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd. … Esau spurgte: »Hvad ville du med hele den lejr, jeg mødte?« Jakob svarede: »Jeg ville finde nåde for dine øjne, herre.« Men Esau sagde: »Jeg har rigeligt, bror. Behold du, hvad der er dit.« »Nej,« sagde Jakob, »hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod min gave, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig. Tag imod den gave, jeg bringer dig, for Gud har været nådig mod mig, og jeg har alt, hvad jeg har brug for.« Han blev ved at nøde ham, og så tog han imod den. (1 Mos 33,3-4.8-11)
Ugens portion: 1 Mos 32,4-36,43

Patriarken Jakob er lige sluppet fra en udfordrende situationen med skindet i behold, inden han står over for den næste. Mødet med morbror Laban gik bedre end forventet. Nu gælder det hans bror Esau. Ham, som han før fødslen har ligget i kamp med. Ham, som han har snydt og bedraget. Nu er hævnens time kommet, frygter Jakob. Han får underretning om, at Esau er på vej mod ham, krigerisk indstillet. Jakob har ikke noget forsvar, ingen væbnet styrke, ingen argumenter. Intet.

Og så dog … måske kan han formilde sin bror med gaver. Købe sig til at blive skånet. Jakob beskytter sin ejendom og gør sig klar til at møde sin skæbne. Han er alene ved flodbredden natten over. Pludselig er han midt i en kamp. Med en guddommelig skikkelse, som lader ham kæmpe. På den ene side taber han ikke, men han vinder heller ikke. Han får lov til at vise sin styrke, men samtidig skal der kun et slag på hofteskålen til for at skabe kampens udfald – og Jakob er halt resten af livet. Jakob er ikke i tvivl om bagefter, at han har set ”Gud ansigt til ansigt og har reddet livet” (32,32).

Jeg er ikke i tvivl om, at Jakob denne nat fik lært, hvad det vil sige at blive mødt i nåde. At give fortabt – og dermed på en og samme tid stå som taber og vinder. Han blev mærket for livet, men fik et nyt navn (identitet af Gud) og blev velsignet. Beretningen er ofte kaldt Jakobs natlige kamp, men er rettelig også hans omvendelse. Han havde mødt ham, som både er Gud og mand – og lært hans nåde at kende.

Det sætter sig afgørende igennem i mødet med hans bror. Fra at holde på sin ret eller snyde sig til en egoistisk løsning, er det nu med syndserkendelse, Jakob møder frem. Han be’r om nåde – og Gud former Esaus hjerte sådan, at der sker en forvandling. Jakob bliver mødt nådigt og redder atter engang livet.

Broderforholdet etableres, selvom det nok ikke bliver helhjertet. Dog nok til, at de fælles kan tage afsked med deres far ved graven (35,29). Men slægterne fra Jakob og Esau fastholdes i spænding og splid. Med tiden vokser hadet mellem edomitterne og israelitterne, og derfor møder vi senere domsrøsten hos profeten Obadias i forbindelse med Jerusalems fald.

Hvem skal sejre mellem brødre eller mellem konger? Er det hævnen og magtsygen, som skal råde, eller nåden og kærligheden? Sådan kommer kontrasterne også frem ved Messias’ fødsel: Skal Herodes den Store få held til at udrydde alt fjendtligt mod hans trone? Selv et lille nyfødt barn, der bliver udråbt til at være jødernes konge? Eller skal dette lille barn vise sig at være den lovede Fredsfyrste og verdens frelser – for jøde først og hedninger?

Jesus Messias/Kristus er Kongernes Konge. Han har magt til at udøve dom, men hersker først og fremmest ved at udvise nåde. En nåde, som skaber nyt og forvandler. Den nåde, som Jakob mødte en nat ved Jabboks vadested. En nåde, som du og jeg også kan møde i dag!

ALL IN på evangelisation!

En god (regnfuld) uge er nu overstået!

Os missionspiloter har været i Tel-Aviv (atter en gang). Denne gang var vi hos Jews For Jesus. Jews For Jesus er en lidt større og mere organiseret organisation, end de tidligere organisationer vi har været hos.

Hos dem hjalp vi til med flere forskellige opgaver: rengøring, konvolutter der skulle pakkes og spørgeskemaer/kaffeuddeling/evangelisering.

Det var enormt spændende at få lov til at evangelisere! Udgangspunktet var at vi fik givet en tablet i hånden, hvor på at vi kunne spørge forbigående om at udfylde et spørgeskema. Det var rundt på et universitets fællesareal, at vi skulle være. Her snakkede vi med unge studerende, som var omkring vores egen alder. Det var virkelig givende at føre samtaler med jævnaldrende, for de står med de samme valg og problemstillinger – som os selv.

Mange af de unge sekulære jøder i Tel-Aviv ved ikke det store om hverken Jesus eller Det Nye Testamente, derfor er det bare enormt vigtigt at række ud til dem med evangeliet! Mange af de unge på universitet var interesseret i at finde ud af hvem ham Jesus, ham vi påstår er  Messias, hvem han egentligt er – og hvorfor han har haft så stor indflydelse på verden.

Det er fantastisk at se det arbejde Jews For Jesus gør! Organisationen er ALL IN på evangelisation. De ønsker virkelig at deres jødiske landsmænd må blive deres troende brødre og søstre i Jesus Kristus! Israel er et anspændt og svært land at evangelisere i, men organisationen her holder fanen højt – for Jesus må forkyndes i Israel, koste hvad det vil!

Jøde: Hvis jeg bliver kristen…

…må jeg så godt fortsat gå med hat? Skal jeg så barbere alt mit skæg af?

Spørgsmålene, jeg blev stillet, var seriøse spørgsmål. For nogle jøder er der jo bare mange regler. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jøden Baruch, min nye ven, stillede mig disse spørgsmål.

I mit sidste blog-indlæg Jøde: Jeg er skuffet over mit folk, fortæller jeg om mit møde med Baruch. Mit håb var, at der kom en fortsættelse, og det har jeg fået. Efter vores første kaffemøde, var han faktisk taget til gudstjeneste. Fulgtes ikke med mig, men sneg sig ind, så ingen han kendte så ham. Han blev meget overrasket over, at vi sang på hebraisk og med tekster fra GT.

Jeg har mødtes med Baruch tre gange. Vi mødes på en café får en kop kaffe og snakker. Jeg har alle tre gange fået lov til, at fortælle om Yeshua, som er kærlighed og elsker alle mennesker, og siger til alle kristne, at vi også skal elske alle mennesker. Men alle tre gange er jeg også blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor har kristne gennem historien slået så mange jøder ihjel? Både under korsfarerne, i Spanien og i holocaust. Hvorfor? Det samme spørgsmål stiller jeg mig selv. Jeg skammer mig over kirken. Vores mangel på at vise Guds kærlighed ikke bare i ord men i handling. Det står i vejen for evangeliet. På samme måde, som han er skuffet over sit folk, er jeg skuffet over mit.

Igen og igen vælger jeg at sige undskyld på alle kristnes vegne. Det fortjener jøderne. Kirken har i mange år jagtet jøderne, fordi de slog Jesus ihjel, og ja, det var jøder, der gerne ville have ham slået ihjel. Men det er jo ikke jødernes skyld, at Jesus døde. Det er også din og min skyld. Og i sidste ende Guds kærlighedsvalg. Gud brugte bare jøderne og romerne til at gennemføre sin frelsesplan.

Jeg er blevet kaldt en lille smule snæversynet, fordi jeg ser hele verden gennem Yeshua. Snæversyn -knap så fedt. Kendt for Yeshua –  det er fint. Men jeg er også blevet forslået, at jeg skulle blive Rabbiner fordi jeg havde svar på mange spørgsmål. Men det vigtigste for mig er, at han oplever mig som kærlig og venlig – og den ene gang gav han mig endda blomster.

Jeg har virkelig fået lov til at dele meget af evangeliet med Baruch. Jeg er blevet grint af, når jeg svarer på spørgsmål om Guds forhold til Hitler, at Gud også kan tilgive Hitler, og han faktisk også elsker Hitler – slet slet ikke det han gjorde – men elsker Hitler, fordi han er et menneske. Baruch mener, at folk som Hitler er dyr. Guds kærlighed og nåde kan virkelig være svær at forstå.

Men jeg har også set hans tårer trille ned ad kinderne, når jeg for eksempel fortæller, at jeg også er skyldig og har brug for en frelser, eller fortæller lignelsen om den fortabte søn, eller at templets opbygning fortæller om Guds hellighed, men at Gud faktisk ønsker nært fællesskab med os på samme måde, som han havde med Adam og Eva. Igen Guds kærlighed og nåde kan være svær at forstå.

Jeg ved ikke, hvordan historien med Baruch fortsætter. I begyndelsen af vores møde i dag, fortalte jeg ham, at jeg havde NT på hebraisk med til ham. I starten ville han gerne tage imod, men efter 3,5 times snak gav han den tilbage og ville ikke fortælle hvorfor. Jeg fornemmer, at han oplever, der er noget på spil.

Det er spændende, udfordrende og en velsignelse at være med i Guds mission. Men jeg må igen bede Helligånden om fortsat at give mig visdom, tålmodighed og ikke mindst kærlighed. For jeg er sikker på at det er gennem kærlighed vi vinder mennesker for Gud. Ikke en kærlighed jeg selv kan oparbejde, men en kærlighed jeg først og fremmest må modtage fra Gud.    

Tora-portion: Hvad er din mission og har du Gud med i det?

Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud;  stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.« (1. Mos 28,18-22)
Ugens portion: 1.Mos 28,10-32,3

Vi kan have udlængsel efter at opleve den store verden og så rejser vi, for vi kan altid komme i kontakt med hinanden. Sådan var det ikke da Rebekka sendte sin søn Jakob afsted for at finde sig en hustru. Rebekka sagde farvel og vidste ikke, om hun nogensinde skulle se ham igen. Men hun gjorde det alligevel, fordi det var vigtigere for hende, at han fandt den rette kone, end at han levede i hendes nærhed.

Den første nat kunne Jakob ikke finde ro, kunne det virkelig passe, at han skulle forlade sin familie og land og drage ud i det ukendte? Han spurgte Gud til råds og fik svar i en drøm. Han ser engle der går op og ned af en stige til Guds himmel og hører en stemme som siger: at han skal få afkom, komme tilbage til landet og blive en velsignelse. De samme ord som lød til hans far og bedstefar. Næste morgen rejser Jakob sig opløftet over disse ord og lader stenen, som han har brugt som hovedgærde bruge i en stenstøtte, som han hælder olie på, dvs. indvier og kalder stedet Betel, som betyder Guds hus og lover, at hvis Gud vil gå med ham, så skal Herren være hans Gud.

I begyndelsen går det som i en drøm. Da han efter mange dages rejse når frem til Karan, møder han som den første Rakel, sin kusine, som er ung og smuk og som han må gifte sig med. Han har sikkert været klar til at gifte sig med det samme og rejse hjem, men sådan skulle det ikke gå.

Først skal Jakob arbejde 7 år for at få hende, og på morgenen efter brylluppet viser det sig, at svigerfar Laban har givet ham sin ældste datter Lea. Så skal han arbejde 7 år mere for at få Rakel. Og da han endelig har fået dem, begynder de to søstre at kæmpe for at vinde hans kærlighed. Så da Jakob har arbejdet 20 år for sin svigerfar siger han til ham, at han vil have løn for sit arbejde og at han vil tage hjem. De aftaler en løn, men hans svogre er misundelige og Jakob må flygte. Alt ender dog med en pagtslutning mellem Jakob og Laban om, at de ikke vil bekrige hinanden. Og Jakob kan vende hjem.

Gud havde været med Jakob i de 20 år, han havde rejst. Det havde ikke været lette år, de var fyldt med prøvelser, men også meget velsignelse. Han fik afkom og muligheden for at vende tilbage til sit land. Og han har helt sikkert taget Herren som sin Gud, som han lovede at gøre, hvis han kom godt tilbage.

Når vi sendes ud på missioner – om det så er at finde en god troende kvinde som hustru, eller om det er at gøre en forskel i et andet land i nogle måneder eller noget helt tredje vil Gud også være med os. Han vil sende sine engle op og ned fra Gud til at guide, opmuntre og velsigne os. Han vil være der i med- og modgang. Og har du brug for det, så aflæg et løfte til Gud, prøv om Guds løfter holder. Og gør de, så forpligt dig, gør Herren til din Gud og byg ham et hus.