Det er så vildt at forstå Det Nye Testamente og især Johannesevangeliet og -åbenbaring i dets brug af terminologier som helt åbenlyst referere til Israelitternes fester, som de er beskreven i Det Game Testamente. Det er som om at nøglen til forståelse af Det Nye Testamente, lige præcis er og kun kan være Det Gamle Testamente!
Vi har den seneste uge fået undervisning, hvor vi over 3 dage på ekspresvis har gået igennem Påske/Pesach, Pinse/Shavuoth, Løvhyttefest/Sukkoth, Store Forsoningsdag/Yom Kippur mv. De Jødiske fester er så vildt kringlet, men bare den forståelse vi har formået at kunne suge til os disse dage – har skabt en langt større forståelse af Jesu ord og gerninger, end vi nogensinde havde anet!
Vores tur til Eilat, den sydligste by i Israel, hvor vi både har hjulpet til hos The Tabernacle i Timna Parken og holdt nogle dages strandferie, har virkelig sat meget af vores undervisning fast. Hos Alison og Ben i Timna Parken har vi hjulpet til praktisk, ved at rydde op i en container og Alison’ hytte. Det kan måske i sig selv lyde ret, kedeligt? – Men det at vi kom og hjalp til, gjorde at Alison og Ben kunne blive ved med at holde guidede ture.
Ben, Tabita og AlisonTabernaklet
Dem som kommer for at se Tabernaklet, Jøder (Konservative, som sekulære), Kristne og ellers andet verdsligt godtfolk – får virkelig en ordentlig og utrolig bibelsk beskreven tur rundt i Tabernaklet! Der er ingen tvivl om, at den måde Alison og Ben kobler Tabernaklet og dens funktion angående ofringer og helliggørelse af Guds nærvær, den måde de kobler Tabernaklet sammen med Messias profetier og Jesu fuldførelse og opretholdelse af disse – må virkelig være noget der udfordrer og rører de lyttende ører!
Os Missionspiloter var også selv med på en rundvisning. Det var virkelig enormt spændende at se hvordan Tabernaklet så ud, i så identisk målestok forhold som muligt. Før jeg havde fået undervisning om ofringers betydning, synes jeg virkelig at alt omkring ofringer var skørt og vulgært! En Gud der ønsker at vi skal kaste rundt med blod over det hele, ofre lam, duer, geder, kvæg hver gang vi har gjort noget forkert: Hvad er det for en Gud?
At forstå at vores Messias, Yeshua HaMashiach (Jesus Kristus), er det endegyldige svar på alt denne fortvivlelse (som jeg især har haft omkring ofringer) det er en erfaring alle må være riger! Guds plan har hele tiden været at pege på Jesus. At pege på Jesus igennem Udvandringen fra Egypten, Sinaj pagten, de 40 år i ørkenen med ofringer i Tabernaklet mv. men også alle de sidenhen befalede Jødiske fester. Ligesom man kan finde Jesus skikkelser i næsten hver tredje karakter i J. R. R. Tolkiens “Ringenes Herre”, så er der Messias profetier og skikkelser overalt i Det Gamle Testamente.
Da vi var i Eilat, boede vi hos The Shelter – et hostel der bliver ført på kristne værdier. Hvis du kommer forbi Eilat, så er det virkelig et dejligt og roligt sted at være! Der holdes fælles lovsang og bibeltime hver formiddag og om fredagen er der gratis Shabbath måltid. Jeg boede selv på et værelse med 3-4 andre mænd, det var meget hyggeligt! F.eks. mødte jeg en rigtig flink Katolik, Herman. Herman er pensioneret og bor i Tyskland.
Pastoren prøver en naturlig vandrutsjebane
Han går ikke så meget op i kirkeskel, og synes ikke der er nogle grund til at skifte kirke bare sådan – for alle kirker fejler jo. Han kom med en god pointe, hvor han sagde “I dont know the faults of all the churches, but I know that God will judge us all equal, no matter what church we belong to!” OG det synes jeg simpelthen er så godt sagt!
Det fællesskab vi oplevede ved The Shelter, et fælleskab af kristne på tværs af kirke- og sindelag – det giver en forhåbning om, at alt det vi tror på, det er så men også rigtigt! Vi har virkelig Helligånden nu, og Jesu blod er udgydt for os. Vi skal ikke længere ofre i hverken Tabernaklet eller Templet! Vi skal tro på den lovede Messias, nemlig vores frelser Jesus! Gud lever i os ved Helligånden, vi er det nye tempel!
Den nat viste Herren sig for ham og sagde: “Jeg er din fader Abrahams Gud. Frygt ikke, for jeg er med dig! Jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige for min tjener Abrahams skyld.” Så byggede Isak et alter der og påkaldte Herrens navn. (1 Mos 26,24-25)
Ugens portion: 1 Mos 25,19 – 28,9
Umiddelbart lyder det ikke som beretningen om en velsignet mand. Der er hungersnød, mobning, slid, smålighed og familiestrid. Men at leve under Guds velsignelse er ikke uden videre det samme som at leve et let og ubekymret liv. Det er at leve under Guds løfter.
Isak var ikke altid helt fin i kanten. Han følte sig truet, fordi hans kone var smuk, og nogen måske ville dræbe ham for at få fingrene i hende. Så lod han som om, hun var hans søster. Den ide havde han ikke fra en fremmed, men bedrageriet blev ikke bedre af, at hans far engang lavede det samme nummer.
Heldigvis er et pletfrit liv ikke en betingelse for at være under Guds velsignelse. Det viser hele Israels historie, og det ved vi i høj grad også fra Det Nye Testamente. Gud udvælger og velsigner den, som ikke er værdig til det.
Guds løfte om velsignelse til Isak i 1 Mos 26,24 er en afspejling af det store løfte til Abraham, hvor hele verden bliver genstand for velsignelsen. “I dig skal alle jordens slægter velsignes,” (1 Mos 12,3). Sådan lød Guds løfte til Abraham. Det bliver i denne uges tora-portion gentaget til Isak, og det gentages i 1 Mos 28,14-15 hvor det til Jakob lyder: “I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går.”
Jødernes historie har i høj grad været en lidelseshistorie, men det har også været en vandring under Guds velsignelse. Der er meget i det, vi ikke forstår, og ofte har det været svært at opfatte Guds udvalgte folk som et velsignet folk. Meget af deres lidelse må vi kristne desværre tage ansvaret for. Men mod alle odds består Abrahams folk stadig. Efter alle menneskelige beregninger burde det folk være gået til grunde og forsvundet ud af historien for længe siden. Men Guds løfte står fast. Han har bevaret Abrahams, Isaks og Jakobs slægt gennem alt det, der ville have udslettet et hvilket som helst andet folk. Man forstår det, når nogen midt i genvordighederne sagde, at hvis det er det, du forstår ved velsignelse, Gud, så er vi hellere fri. Men set i bakspejlet ser vi løftets opfyldelse.
“I dit afkom,” har en ekstra og helt særlig betydning. De tre ord rummer Jesus, som i særlig grad blev den Messias, Gud har brugt til at velsigne alle jordens slægter.
Så er der nyt fra missionspiloterne. De sidste to uger er fløjet af sted med oplevelser på alle leder og kanter. Det går fra udklædt som en på Jesu tid og arbejde på Ebenezerhjemmet til at vågne op til en ny dag, med en uventet overaskelse hjemme i lejligheden.
Den første uge tilbragte vi i Nazareth Village. Det er en landsby, som de har skabt i samme rammer, som på Jesu tid. De to første dage gik med forskellige opgaver i shoppen. Vi var landet på det helt rigtige tidspunkt i forhold til hvad de havde brug for af hjælp. Vi fandt derfor hurtigt ud af at vi var kommet i en af deres travleste uger på året. Vi blev sat til at pakke julekort og sætte prismærker på en hel del nyankomne varer. Det var fantastisk at mærke hvordan vores arbejde kom dem til gode.
Efter to dage i shoppen kom vi ud i landsbyen. Vi blev klædt ud fra top til tå, som en person på Jesu tid. Alle fik en lang kjortel, en snor om maven, et klæde på hovedet, et bånd og lædersandaler. Så var vi klædt på til at være ude i landsbyen. De to dage i landsbyen gik med at plukke oliven sammen med de ansatte, samt at være statister. Så vi var klar til smile på billeder med de besøgende. Det var sjovt at være i rollen og have et bibelsk navn. Der var en hvis hygge ved at plukke oliven og lade som om at man hed Rebekka eller Hannah, når man svarede turisterne. Olivenplukningen handlede ikke kun om at smile, når turisterne kom forbi. Der var lagt en plan, om at nå omkring fire oliventræer om dagen. Så også her fik vi at mærke, at det ikke blot var vores tilstedeværelse, som gjorde en forskel for turisterne, men at vores arbejdskraft også hjalp medarbejderne i landsbyen med at få olivenhøsten i hus. De besøgende havde mulighed for at få et måltid mad i landsbyen. Så også i køkkenet mærkede man travlheden. Der var fuld tryk på, så vores hjælp kom dem til gode i køkkenet. Vi serverede fladbrød, linsesuppe og humus m.m til de besøgende. Tiden i Nazareth Village gav os alle en på opleveren. Da vi tog derfra blev vi sendt af afsted med stor taknemlighed fra medarbejderne.
Herfra gik turen videre mod Haifa. Her ventede fem dage, hvor vi skulle opleve livet på Ebenezerhjemmet. Når man kommer ind på hjemmet mærker man en god stemning. Man bliver mødt af et venligt personale og smilende beboere. Vi blev mest af alt sat til at hjælpe med det praktiske arbejde, såsom at pudse vinduer, hjælpe i køkkenet, samt at ordne have og hæk. Under arbejdet fik vi mulighed for at tale med beboerne. Der er omkring 40 beboere på hjemmet. Hver især har de deres historie om hvorfor de er endt i Israel. Mange af dem kommer oprindeligt fra andre lande end Israel. De har slået rod her og har fået familie. På dette sted blev vi også mødt med stor taknemlighed. Vi kom på et tidspunkt hvor pedellerne var i undertal, så de var bagud med deres praktiske opgaver. Så igen fik vi lov til at mærke at vores hjælp gjorde en forskel. De sidste to uger i Israel har vi virkelig oplevet at de er utroligt gode til at takke for det de får. Det er helt sikkert noget man kan tage med sig og lære noget af. Taknemlighed.
Efter fem gode dage i Haifa på plejehjemmet, tog vi tilbage til vores lejligheder i Jerusalem. Det var godt at lande et kendt sted igen efter to uger på farten. Den næste dag var planlagt til fulde. Det var Esbens fødselsdag og vi ville synge for ham og lave lækker morgenmad. Dog endte det med i første omgang, kun at blive til sangen. For til vores store overraskelse havde vi ingen elektricitet i pigernes lejlighed. Så vi måtte på en længere tur for at løse problemet. For at få elektricitet igen skulle vi fylde penge på vores kort. Så alt i mens vi var klar på at betale, sagde manden bag disken til os “for free”. Vi gik altså derfra med penge på kortet til at få strøm igen, men uden at have betalt noget.
Den ellers lidt hektiske start på dagen endte ud med at blive ganske god. Vi blev mindet om at Gud er med os i alt hvad vi gør. Gud sørgede for at vi fik elektricitet igen, så at vi kunne fejre fødselsdag. Det mindede os om at det vi får af Gud er en gave. En gave, som vi kan bruge til at glæde andre. En af de store glæder er når man kan mærke at det frivillige arbejde ikke kun er til gavn for de som har brug for det – men også når det glæder dig og dem du udfører arbejdet med, fordi du kan mærke at Gud bruger dig til at glæde andre.
“Sara levede 127 år. Så døde hun i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, i Kana’an, og Abraham gik ind for at holde ligklage og græde over Sara. Derefter forlod han den døde og gik hen til hittitterne og sagde »Jeg er fremmed og tilflytter hos jer. Overlad mig en gravplads hos jer, så jeg kan bringe den døde ud og begrave hende.«”
Ugens Torah portion 1 Mos 23,1-25,18
Denne uges Torah-læsning rummer nogle af de bedst fortalte historier i Det Gamle Testamente. Det gælder ikke mindst beretningen om, hvordan Abraham køber en gravplads til Sarah af hittitten Efron til en måske ikke helt rimelig pris.
Efter at Abraham først er blevet tilbudt at få den helt gratis, får han til sidst lokket prisen på hulen og jorden omkring den ud af hulens ejer. Abraham forsøger slet ikke at “prutte” om prisen, men afvejer uden videre “de fire hundrede sekel gangbart sølv”, som Hittitten Efron havde nævnt som prisen for det stykke jord hulen lå på. Ingen skal bagefter sige at Abraham snød sig til den jord han fik.
Han havde været i det landet i snart mange år. Han var ikke en fattig mand, selvom han havde prøvet både sult og hungersnød i det land, som Gud ville give ham. Nu har han godt råd til at betale den fulde pris for et stykke jord. Men selv efter så mange år i landet han var stadig en “fremmed og tilflytter”, sådan som han selv siger det. Det stykke jord, han kommer til at eje, kan han først gøre brug af, når han er død. Det er da paradoksalt.
Sådan blev det ikke ved med at være. Abrahams efterkommere fik sidenhen landet som ejendom. Men på en anden måde vil Abrahams efterkommere altid være fremmede og tilflyttere her i verden – uanset hvor de bor og hvilket skøde de har på deres jord. I sidste ende så tilhører jorden, verden og alt hvad den rummer, Gud, som Sl 24,1 proklamerer det.
Det gælder også for os, som kalder os børn af Abraham, fordi Jesus har lært os at Gud, som er Abrahams – og Isaks og Jakobs – Gud, også er vores far. Vi er også, som Abraham var det, fremmede og tilflyttere. Eller som apostlen Peter i sit brev til de menigheder, han skriver til, minder dem om: at de er “udlændinge og fremmede” (1 Pet 2,11). Det er ikke fordi de ikke havde jord til en begravelsesplads, men fordi vi som kristne altid vil have et andet eller et dobbelt borgerskab. Vi er en del af det samfund, vi lever i (og skal stemme til kommunalvalget og gøre vores indflydelse gældende), men vi er også borgere i det rige, som kaldes Guds rige, hvor der gælder andre regler og normer. Dem skal vi – som Peter siger det – leve efter netop som udlændinge og fremmede.
Og så begrunder han hvorfor de skal gøre det. Det skal de for at dem, de lever iblandt, kan få syn for deres gode gerninger og prise Gud, deres himmelske far. Ham som jorden og alt hvad den rummer tilhører, men som stadigvæk lod Abraham være fremmed og tilflytter.
Den udfordring gælder stadigvæk for os som kalder os Abrahams efterkommere: At leve og være i verden – som fremmede og udlændinge – så mennesker får øje på Guds kærlighed og priser ham.
Hvordan gør jeg så det – i dag? Når jeg handler (begravelsesplads), arbejder eller hænger ud med venner og familie?
Vi kan alle have problemer med telefonen, og man kan have brug for hjælp. Sådan et problem havde den jødiske ældre herre, Baruch, i dag. Han kunne ikke finde ud af, hvor det nyindkøbte kosher simkort skulle sidde i sine to gamle nokia’er. (Man kan simpelthen også få Kosher simkort.. jo jo..)
Han spurgte, om jeg ville hjælpe? Det ville jeg gerne og for mig, var det ikke den store udfordring, så det var dejligt at kunne hjælpe.
Organisationen Machaseh står bag suppekøkkenet, hvor jeg i dag mødte Baruch. Machaseh ønsker at imødekomme behovet hos mennesker, der er udfordret på forskellige måder, og derigennem vise Guds kærlighed og omsorg. Man giver blandt andet også tøj og madvarer til trængte og i den indsats hjælper jeg hver fredag formiddag. I dag gav vi nok 70 mennesker mad i suppekøkkenet.
Nå, tilbage til Baruch. Han var så taknemmelig for, at jeg ville hjælpe ham. Vi fik os en lille snak efterfølgende, og her fortæller han mig, at han er så skuffet over jøderne. ”De har så travlt, har slet ikke tid til at hjælpe. Vi som jødisk folk er udvalgt til at være et godt eksempel, men vi er blevet de dårligste.”
Det var min første gang i suppekøkkenet, men Baruch er kommet de sidste par år. Det han fortalte mig gjorde mig glad: ”I hjælper. Der er så rart her, for her bliver man mødt med omsorg”. Dejligt! Her var der en mand, som havde fået et godt indtryk af Jesus-efterfølgere. Men det stoppede ikke her…
Jeg fortalte, at jeg arbejder i den danske kirke. Han ville gerne med. Desværre forstår han jo bare ikke dansk. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville følges med ham til en engelsk gudstjeneste. DET VILLE HAN BARE GERNE. Vi udvekslede telefonnumre, og så må vi se, hvordan historien fortsætter…
Mit møde i dag med Baruch opmuntrer mig. Han har et godt indtryk af nogle kristne. Desværre ved jeg også bare om alt for mange, der slet ikke har det som Baruch. For kristne kan nok godt ligne jøderne. Vi er kaldet til at skille os ud, ved måden vi elsker på. Men nogle gange har vi så travlt med at være religiøse, at vi glemmer vores kald: At elske mennesker. Aktivt.
Men Baruch giver mig håb. Det hjælper faktisk som kirke at vise omsorg for mennesker – det rykker noget, det får folk til at undre sig og ja, måske netop det, der skal til, for at mennesker får en relation med Yeshua og ser ham som Messias.
Måske lærer jeg det en dag endnu mere. Det var i hvert fald dejligt at hjælpe med simkortet i dag. Mit håb er, at Gud vil åbne mine øjne, vores øjne, så vi ser de mennesker, som vi kan hjælpe.
Et spørgsmål til sidst: Hvor i dit liv viser du Jesu kærlighed?
Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om. (1. Mos. 22,1-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 18,1-22,24
I denne uge skal vi se på et af de store familedramaer, der findes i Bibelens fortællinger. Med alt det, der foregår her, er DR-dramaet Arvingerne tyndt og kedeligt.
Familiens hovedperson er Abraham, og i denne uges portion, kan læseren se, hvordan Abraham er bange for, at kongen i det fremmed land vil gøre ham fortræd, og derfor lyver han om, hvilket forhold han har til Sara.
Abraham lyver på trods af, at han har haft besøg af mænd, som har fortalt ham, at han skal blive stamfader til et stort folk. Hvilket var et løfte som Sara ikke kunne tro på, og hun lo af mændene, som hun også benægtede. Abraham løj, selvom han med sit mod havde bedt Herren om at skåne byerne Sodoma og Gomorra.
Familiedramaet indbefatter ikke kun Abraham, men også hans nevø Lot. Lot kommer i vanskeligheder, da mændene i byen vil gøre overgreb på hans gæster. Skal han ofre gæsterne til voldsmændene eller sine døtre? Lot vælger sine døtre, men før der sker nogen skade, bliver gerningsmændene slået med blindhed. Dog er det ikke nemt at være Lot. Gæsterne advarer Lot om, at de vil udslette byen, og han og hans familie flygter derfra. Desværre er Lots kone ikke helt klar til at give afkald på sit liv i byen, og hun ender som en stenstatue.
Det er dog Abraham, der bliver udsat for den største familietest. Gud kalder ham til at ofre sin eneste søn. Abraham vælger lydighedens vej. Det har til alle tider været et stort mysterium, hvordan Abraham kunne gøre det. Gud griber ind, og Abraham får lov til at beholde sig søn.
I dag ser vi mange familier, der kæmper med alle mulige forskellige udfordringer, sorg og smerte. For mig fortæller ugens Tora-portion, at uanset, hvordan vores familiesituation er, så må vi prøve at stole på Gud. Vi må prøve at stole på, at Gud altid er større, end det vi lige umiddelbart kan se og rumme. Gud har en udvej.
Den kan nogle gange være mystisk og forunderlig og helt ubegribelig, men når Gud leder os på vejen, behøver vi ikke at lade os lede af frygt, smerte, bitterhed eller tvivl.
Gud har en visdom, som vi ikke altid kan forstå, og det er her, at vi som Abraham må tage et trosspring. Tro på, at Gud er større!
Et par stramme jeans og løst hår, sådan kender vi kvinderne i gågaden i Danmark. Vi er vant til at aflæse dem ud fra deres udseende og stil. Det er velkendt.
I Bazaren ser vi kvinder med tørklæde og burka. De ser ikke ud som mig – de er ikke helt så nemme at aflæse, måske fordi det er svært hel præcist at se, hvem de er.
I konfliktugen var vi i Jericho flere gange i løbet af ugen. Vi hjalp hos Zakæus’ hus, som er en del af det palæstinensiske Bibelselskabet. Her kommer børn, teenagere og mødre, og får et pausested, fra arbejde og skole. Her kan de mødes udenfor skolen og være sammen med de voksne fra Zakæus’ hus, som havde lavet en aktivitet for dem. Vi tegnede med dem, snakkede med dem, lagde neglelak og gav massage.
De muslimske børn i Zakæus’hus, hvor vi tegnede og hyggede.
Generelt er de muslimske kvinder noget fremmede for mig, de er forbundet med noget ukendt, fordi jeg ikke kan se deres hår og deres smil, men kun deres øjne. Men det har ændret sig.
Mit syn på kvinderne, som bærer tørklæde og burka har forandret sig. I Zakæus’hus, gav jeg massage til mange muslimske kvinder og piger, som bar dette, pga af deres tro. Indenunder lagene “gemmer” sig der en kvinde, som har det flotteste hår, går med hel almindeligt tøj og egentlig minder om mig. Teenagepiger, som bare vil have det sjovt og tage en masse selfies, og ligner de danske piger hjemme fra gågaden.
I dag ser jeg de muslimske kvinder og piger ligesom mig. Jeg forstiller mig deres smil og fine hår, indenunder burkaen. En person med en hverdag, et arbejde og en tro – de bærer tørklæde og burka i offentligheden netop fordi de tror. Ligesom, at jeg går i kirke og beder, fordi jeg tror!
Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle menneskene på jorden handlede fordærveligt. (1. Mos 6,11-12)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 6,9-11,32
Gud var bedrøvet over menneskets ondskab. Det var han i Noas dage, og det tror jeg, stadig han er. Gud længtes efter en ny begyndelse, en ny skabelse, fordi synden havde inficeret jorden, mennesket. Alt. Ovenstående video (som ikke er et partsindlæg om hvorvidt Gud har skabt jorden via evolution) illustrerer meget godt Paulus’ pointe fra Romerbrevet om, at syndens løn er døden. Syndes konsekvenser er død.
Det var tydeligt i Noas dage. Det er lige så tydeligt i vores.
Og synden påvirker os og former os. Altid. Det bliver tydeligt, når en mand skyder, dræber og sårer hundredvis af mennesker i Las Vegas. Der er der ingen tvivl om, at synden har konsekvenser for omgivelserne. Og vi ser det måske også i vores eget liv. Ser hvordan omgivelserne påvirkes af synden i vores liv. Selv de ‘private synder’, dem ingen andre end vi selv kender til, påvirker os og omgivelserne. Fordi de former os. Så hver gang vi synder, tager vi del i og bidrager til at ødelægge Guds skaberværk. Gør det til noget andet end det, Gud havde tænkt. Ødelægger Guds shalom.
Men der er håb, for det er der altid, når Gud er med. I dagens portion læser vi om, hvordan Noa vandrede med Gud. Hvilket fantastisk udtryk! Gud ønsker, vi skal vandre med ham, slå følge med ham, dele vores liv med ham – og lade os forme af ham frem for af synden. Det er dybest set det, Jesus også inviterer til, når han kalder på fiskerne og alle de andre: Følg mig! Gå med mig, slå følge med mig, del dit liv med mig – lad dig forme af mig og ikke af synden.
Jesus kom for at sprede det mørke, der kommer fra os. Han kom for at besejre det! Dét findes der et udtryk for i jødisk tænkning: Tikkun olam – verdens genoprettelse. Verden er ødelagt og har brug for genoprettelse. Det er den mission, vi bliver inviteret til at tage del i, når vi begynder at vandre med Jesus. I mødet med uretfærdighed, kold kærlighed, vold og død kalder Gud på vandringsmænd og -kvinder, som sammen med ham vil respondere med barmhjertighed, stifte fred og elske betingelsesløst. For på den måde at være genoprettere i Guds nye skaberværk.
Vi kender alle til lejre hjemme i Danmark, de er nøje struktureret og planlagt, men her i Israel er det noget helt andet. Her tager man time for time og det mærkede vi til, da vi kom til CPM og ikke vidste noget om, hvad dagen skulle bringe. Vi startede ud med at lave madpakker til alle børn og ledere.
Det var en meget stor lejr med omkring 70 børn, hvor nogle af dem var messianske jøder og andre ikke troende. Lejren prøver at nå ud til ikke troende, og lederne var rigtig gode til at tage hånd om alle, troende som ikke troende.
Efter et par timer i en bus var vi fremme ved Gallileasø, hvor vi skulle med ud på en båd. Derefter gik busturen videre mod lejren.
Da vi så var fremme, fandt vi hurtig ud af, at det ikke var helt, som vi lige havde tænkt. Lejren ligger nemlig ude i Jordan Park, som er et sted ude i en stor skov med campister og hvor lejren så også er placeret. Vi skulle lige se det hele an, men blev hurtig indstillet på det hele og blev virkelig positiv over stedet.
Om aftenen var der et ledermøde, hvor vi kunne lære lederne at kende. Der var nogle unge ledere, som vi var lidt sammen med, det var dog begrænset, da de fleste af dem ikke kunne engelsk. De ældre ledere var vi meget sammen med og vi fik nogle rigtig gode samtaler med dem.
Torsdag morgen startede ud med et ledermøde, eller dagen startede faktisk ud omkring klokken 06.00, hvor en hane galede og galede. Deltagerne startede morgenen ud med morgengymnastisk og bøn, derefter fik de morgenmad. Morgenmaden bestod af skemad, salat og chokoladebudding, som vi serverede for børnene.
Senere på dagen var vi ude at gå i noget vand og så et vandfald, og da fandt vi ud af, hvor smukt og dejligt et område vi befandt os i.
Fredag var en virkelig sjov dag med kajaktur og et løb. Kajakturen var med action og spændte børn, som var klar på en fed tur. Jeg sad med fem piger i en båd, hvor to af dem kunne snakke begrænset engelsk.
Sproget med deltagere og ledere var udfordrende, for nogle snakkede russisk andre hebraisk og så os. Derfor fik vi oversat, hvad der blev sagt til aften- og morgenmøderne. Vi kom dog også langt med tegnesprog med børnene.
Lørdag var en dag fyldt med action, vi kørte nemlig jeep. Vi kørte i en times tid med børnene. Ruten indeholdte tre søer, som vi skulle køre igennem og rigtig mange bump. Det var virkelig en totalt fed oplevelse.
Som afslutning på lejren, lavede vi og lederne en mur. Det er en tradition på lejren, at lave noget som minde, som kan hjælpe børnene til at huske lejren. I det her tilfælde var det så en mur med bedeemner på. Børnene fik nemlig udlevere nogle sten, som de kunne skrive bedeemner op på.
Alt i alt har vi fået rigtig mange gode oplevelser og vi kender nu lidt bedre til, hvad det vil sige at være messianskjøde. Vi har også fået mere indblik i kulturen, idet at vi har været så stor del af et team og har skullet tilpasse os deres normer og værdier.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. (1. Mos 1,1-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 1,1 – 6,8
Jeg er virkelig vild med Bibelens første kapitel – skabelsesberetningen. Det er en fantastisk indledning til Guds store fortælling om, hvem han er, hvem vi er, og hvem vi er i forholdet til ham. I disse første vers møder vi for første gang Bibelens Gud, som skaber ud af intet. Han ordner skaberværket. Han skaber liv ud af intet, og vælger ikke at bruge hverken kaos eller død til at skabe, som ellers er kendetegn for nogle af samtidens andre skabelsesfortællinger.
Gud skaber verden med formål og med retning. Han skaber skaberværket med en iboende skaberkraft, så vi kan deltage i verdens fortsatte skabelse. Han skabte ikke bare planter, dyr og mennesker til at være passive tilskuere til skaberværket. Han skabte os med evnen til at skabe flere planter, flere dyr, flere mennesker. Det er en dynamisk skabning – et løfte om at i morgen bliver anderledes end i dag, hvor hele skaberværket skaber med indenfor de rammer og den orden, Gud har sat.
Og Gud giver mennesket det alt sammen – til at passe på det og til at dyrke det. Men vi læser om, hvordan dét ikke er nok for os. Vi vil selv sidde på tronen. Vi vil selv definere, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Så vi spiste frugten, smed Gud ned af tronen og har siden måtte lide under konsekvenserne af det valg. Et valg som bragte mørket og synden til verden. Gjorde synden til en del af os, så ingen længere kan sige sig fri fra at have et mørke boende i sig. Vi ved det godt, for vi genkender vel alle områder i vores liv, som er berørt af mørket? Som er tegn på, at skaberværket ikke længere er ordnet, som Gud havde tænkt det. Tegn på at det ikke længere er Gud, der råder, men os…?
Men selv da Gud fortryder, han har skabt mennesket, er der ét menneske, Noa, som finder nåde for Guds øjne. Ét menneske er alt, hvad der skal til. Ét menneske som kan redde alle de andre fra udslettelse, fra syndens konsekvenser. Ét menneske, som kan give en ny begyndelse…
Tusinder af år senere begynder Johannes sit evangelium med ordene: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Johannes fortæller os om en ny begyndelse gennem ét menneske, for Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Messias, Jesus af Nazareth. Må vi alle opleve og erfare en ny begyndelse gennem ham.
Den første uge tilbragte vi i Nazareth Village. Det er en landsby, som de har skabt i samme rammer, som på Jesu tid. De to første dage gik med forskellige opgaver i shoppen. Vi var landet på det helt rigtige tidspunkt i forhold til hvad de havde brug for af hjælp. Vi fandt derfor hurtigt ud af at vi var kommet i en af deres travleste uger på året. Vi blev sat til at pakke julekort og sætte prismærker på en hel del nyankomne varer. Det var fantastisk at mærke hvordan vores arbejde kom dem til gode.
Efter to dage i shoppen kom vi ud i landsbyen. Vi blev klædt ud fra top til tå, som en person på Jesu tid. Alle fik en lang kjortel, en snor om maven, et klæde på hovedet, et bånd og lædersandaler. Så var vi klædt på til at være ude i landsbyen. De to dage i landsbyen gik med at plukke oliven sammen med de ansatte, samt at være statister. Så vi var klar til smile på billeder med de besøgende. Det var sjovt at være i rollen og have et bibelsk navn. Der var en hvis hygge ved at plukke oliven og lade som om at man hed Rebekka eller Hannah, når man svarede turisterne. Olivenplukningen handlede ikke kun om at smile, når turisterne kom forbi. Der var lagt en plan, om at nå omkring fire oliventræer om dagen. Så også her fik vi at mærke, at det ikke blot var vores tilstedeværelse, som gjorde en forskel for turisterne, men at vores arbejdskraft også hjalp medarbejderne i landsbyen med at få olivenhøsten i hus. De besøgende havde mulighed for at få et måltid mad i landsbyen. Så også i køkkenet mærkede man travlheden. Der var fuld tryk på, så vores hjælp kom dem til gode i køkkenet. Vi serverede fladbrød, linsesuppe og humus m.m til de besøgende. Tiden i Nazareth Village gav os alle en på opleveren. Da vi tog derfra blev vi sendt af afsted med stor taknemlighed fra medarbejderne.
Efter fem gode dage i Haifa på plejehjemmet, tog vi tilbage til vores lejligheder i Jerusalem. Det var godt at lande et kendt sted igen efter to uger på farten. Den næste dag var planlagt til fulde. Det var Esbens fødselsdag og vi ville synge for ham og lave lækker morgenmad. Dog endte det med i første omgang, kun at blive til sangen. For til vores store overraskelse havde vi ingen elektricitet i pigernes lejlighed. Så vi måtte på en længere tur for at løse problemet. For at få elektricitet igen skulle vi fylde penge på vores kort. Så alt i mens vi var klar på at betale, sagde manden bag disken til os “for free”. Vi gik altså derfra med penge på kortet til at få strøm igen, men uden at have betalt noget.
Den ellers lidt hektiske start på dagen endte ud med at blive ganske god. Vi blev mindet om at Gud er med os i alt hvad vi gør. Gud sørgede for at vi fik elektricitet igen, så at vi kunne fejre fødselsdag. Det mindede os om at det vi får af Gud er en gave. En gave, som vi kan bruge til at glæde andre. En af de store glæder er når man kan mærke at det frivillige arbejde ikke kun er til gavn for de som har brug for det – men også når det glæder dig og dem du udfører arbejdet med, fordi du kan mærke at Gud bruger dig til at glæde andre.
I dag ser jeg de muslimske kvinder og piger ligesom mig. Jeg forstiller mig deres smil og fine hår, indenunder burkaen. En person med en hverdag, et arbejde og en tro – de bærer tørklæde og burka i offentligheden netop fordi de tror. Ligesom, at jeg går i kirke og beder, fordi jeg tror!
Senere på dagen var vi ude at gå i noget vand og så et vandfald, og da fandt vi ud af, hvor smukt og dejligt et område vi befandt os i.
Fredag var en virkelig sjov dag med kajaktur og et løb. Kajakturen var med action og spændte børn, som var klar på en fed tur. Jeg sad med fem piger i en båd, hvor to af dem kunne snakke begrænset engelsk.
Sproget med deltagere og ledere var udfordrende, for nogle snakkede russisk andre hebraisk og så os. Derfor fik vi oversat, hvad der blev sagt til aften- og morgenmøderne. Vi kom dog også langt med tegnesprog med børnene.
Lørdag var en dag fyldt med action, vi kørte nemlig jeep. Vi kørte i en times tid med børnene. Ruten indeholdte tre søer, som vi skulle køre igennem og rigtig mange bump. Det var virkelig en totalt fed oplevelse.
Som afslutning på lejren, lavede vi og lederne en mur. Det er en tradition på lejren, at lave noget som minde, som kan hjælpe børnene til at huske lejren. I det her tilfælde var det så en mur med bedeemner på. Børnene fik nemlig udlevere nogle sten, som de kunne skrive bedeemner op på.
Alt i alt har vi fået rigtig mange gode oplevelser og vi kender nu lidt bedre til, hvad det vil sige at være messianskjøde. Vi har også fået mere indblik i kulturen, idet at vi har været så stor del af et team og har skullet tilpasse os deres normer og værdier.