Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Væk med dem – om Luthers udvikling fra jødeven til antisemit

Mona Kjær Nielsen, medlem af Israelsmissionens landsstyre og sognepræst, 11. oktober 2017

Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt og prekært. Mange skubber helst emnet til side og taler i stedet om reformationens positive tanker og følger. Men mens det sidste ikke er forkert, skal man passe på med det første. For vi skal ikke skubbe noget ind under tæppet, men lade det komme frem i dagens lys og forholde os til det.

Jøderne og det rene kristne samfund

Det første, der bør springe i øjnene, er, at Luther kan bruges af såvel jødefjender som jødevenner, for hos Luther er der skrifter, der peger i begge retninger. Alene af den grund er det ensidigt at sætte Luther i den ene eller anden bås. For at forstå betydningen af denne dobbelthed hos Luther må man først prøve at begribe jødernes situation i Europa i det 14.-16. århundrede.

Denne tid var generelt præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik skylden for pesten og uopklarede forbrydelser. Ofte blev de dømt under rene skueprocesesser, og straffen ramte ofte ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed.

Da byen Paris i begyndelsen af 1500-tallet havde fordrevet alle jøder, roste datidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, Paris for at være blevet jødefrit.

Jøderne blev således systematisk gjort til andenrangsborgere i et forsøg på det rent kristne samfund og tildelt en retslig rand-eksistens, fx mht. erhvervsmuligheder. Også boligmulighederne var begrænsede: Hvis jøderne ikke var forvist fra byer og territorier, og det blev dem tilladt at slå sig ned et sted, måtte de bo i områder skarpt afgrænset fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer. Det skulle de oven i købet betale beskyttelsespenge for til den lokale fyrste.

Luther var ”jødeven”

Det er i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære i 1523, at Luthers første skrift om jøderne bliver til. Et meget positiv skrift, hvor selve titlen må have vakt forargelse i samtiden: At Jesus Kristus er født jøde. Luther betoner i dette skrift ikke kun, hvad titlen siger, hvad der i sig selv var en skandale, han argumenterer også for, at evangeliet gælder alle folk og i særdeleshed jøderne.

Men Luther betoner ikke kun kontinuiteten mellem jøder og kristne, han kræver også, at man møder jøder med kristen næstekærlighed og forlanger konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med jøder med det mål at integrere jøderne i samfundet.

Hvad der i dag klinger selvfølgeligt, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul, i håb om at lærde jøder ville læse den og omvende sig. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set, som håbet om en bedre fremtid.

Luthers syn på jøderne forandres

Med tiden ændrede Luther dog syn på jøderne, da han oplevede at nogle af underviserne i hebræisk krævede bedre løn og anseelse, og at de ikke var lydhøre for hans argumentation. Samtidig havde rabbiner Josel von Rosheimer succes med de få jødiske menigheder.

Luther måtte erkende, at jøderne ikke ville vide noget af den evangeliske belæring og hverken var indstillet på at lade sig frelse åndeligt gennem konvertering eller at blive integreret i det kristne majoritetssamfund for på den måde at blive socialt befriet.

Tværtimod oplevede jøderne parallelt med det reformatoriske opbrud i kristenheden en fase med religiøs-åndelig fornyelse og styrkelse, der gjorde dem i stand til at tage nye initiativer for at opnå bedre politiske og sociale forhold og således fastholde deres jødiske identitet.

Og da nogle kristne, under indflydelse fra jøder, flyttede deres ugentlige helligdag fra søndag til lørdag, reagerede Luther skarpt og fordømte det stålsat.

Herefter opfattede Luther Josel von Rosheims aktiviteter, som en trussel mod sin reformatoriske opgave og tolkede den, som al anden modstand mod ham, som et påfund fra den djævelske modstander, som det gjaldt om at bekæmpe med alle midler.

Vendepunktet

Luther tog nu stilling, og der var ikke længere nogen jøde, der kunne sætte sine forhåbninger til reformatoren. For Luther havde det altid drejet sig om én ting: Udbredelse af evangeliet blandt jøder. Da jøderne ikke levede op til denne forventning, var de gode hensigters vej i hans øjne blevet meningsløs. I stedet pressede han nu på for, at øvrigheden skulle fordrive jøderne for at sikre et rent kristent samfund!

Men der var nogle præster, der syntes at det var problematisk, for Jesus var jo jøde, og jøderne var Guds udvalgte folk. Luther løste problemet ved at bruge jødernes ulykkelige situation i Europa som bevis på, at jøderne ikke længere var Guds udvalgte:

”Lad os derfor slutte heraf, at jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til skriftsproget hos Hosea 1 v. 9: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det går dem altså desværre således og kun således og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser værket for vore øjne, det bedrager os ikke.”

Jødernes løgne

I 1543 udgav Luther en bog på 150 sider ”Om jøderne og deres løgne”, og vi kan med den tyske historiker Heinz Schilling sige, at det er en bog man som luthersk kristen må græmmes over. Alligevel mener Schilling ikke, at Luther var antisemit.

Thomas Kaufmann, doktor i teologi, siger om skriftet, at det er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Over 90 % er en lang bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Derfor mener Kaufmann , at det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter vi har. Men det er klart, at der er 7-8 sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har fået en vild virkningshistorie. Thomas Kaufmann konkluderer da også, at Luther faktisk var antisemit.

Luthers udfald i dette og senere skrifter er et udtryk for et generelt omsving i hans tilgang til livet, og i hans forventninger til fremtiden. Den åbenhjertige optimisme fra de tidlige år er slået over i en deprimerende erkendelse af, at modstanden, også i hans egen lejr er voksende og at en universel reform af kirken og samfundet ikke længere kan realiseres, mens han lever. Blandt sine modstandere tæller han nu ikke blot paven, sværmerne og tyrkerne, men også jøderne. De modsætter sig ikke alene evangeliet, men forsøger også at holde mennesker væk fra det.

Jøderne må fjernes

Luther talte altid imod brug af vold, også under bondeoprøret. Det var først, da han indså, at bønderne ville anvende magt, han skrev til fyrsterne, at det var deres ansvar at sørge for ro og orden, og i dette tilfælde var det i orden at anvende magt. På samme måde tænkte Luther nu om jøderne: Da de ikke ville omvende sig, måtte de fjernes!

I bogen ”Om jøderne og deres løgne” krævede Luther fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af deres ejendom. ”Jøderne er nu ikke mere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærer Jesus som Guds søn, synder mod Gud. Og den som tåler denne synd, er medskyldig,” skriver han.

Derfor bliver det en opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, ødelægge deres huse, tage deres bøger, forbyde deres lære, pengehandel osv. – i det hele taget drive dem endnu mere ud af samfundslivet, end de allerede var.

Man kommer ikke udenom, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad og motivation til tilsvarende handlinger. Og historien har flere gange vist, hvordan folk har brugt hans skrifter og teologi til at legitimere jødehad.

Luther og nazisterne

Luther skrev sin bog mange hundrede år før Hitlers ”Mein Kampf”, og det ville være forkert at give Luther skylden for alt jødehad i Europa, men hans skrifter blev brugt til at legitimere hadet og støbte de teologiske kanonkugler. Luther beskrev jøderne som et hadefuldt folkefærd og opfordrede kristne til at jage dem og ødelægge deres ejendom.

Krystalnatten skete natten til Luthers fødselsdag, og symbolikken var ikke til at tage fejl af, heller ikke for præsterne. Den evangelisk-lutherske biskop Martin Sasse udgav få uger efter Krystalnatten et genoptryk af Luthers værk og skrev begejstret i forordet, at ”den 10. november 1938, på Luthers fødselsdag, brænder synagogerne i Tyskland”. Det at brænde jødernes synagoger var netop første punkt i Luthers handlingsplan.

Genoptrykket af Luthers kampskrift fik titlen ”Martin Luther über die Juden – Weg mit ihnen!” og sloganet ”weg mit ihnen” (væk med dem) var et citat fra Luthers handlingsplan mod jøderne: ”Thi, som vi hører, er Guds vrede imod dem så mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved blid behandling, men en smule bedre ved hård. Derfor væk med dem for altid.”

I Tyskland blev bogen et grundlag for nationalsocialisternes legitimering af antisemitismen.

Luther er ikke absolut autoritet

Thomas Kaufmann mener, at Luther var antisemit, og jeg vil være tilbøjelig til at give ham ret. Man kan ikke sige og opfordre til de ting som Luther gør mod jøderne uden at være antisemit – uanset samtidshistorien, og at Luther dækker sig ind under at være anti-judaist.

Desuden fortæller Luthers syn på jøderne os for det første, at Luther var en mand, der kunne tage fejl. Det har måske været godt for eftertiden for ikke at give ham guddommelig status. Det Luther sagde, kan diskuteres, og han tog åbenlyst fejl ind imellem. Derfor er og bliver Luther ikke en absolut autoritet. Vi kan dele nogle af hans opfattelser og tage afstand fra andre.

For det andet er det vigtigt, at den, der nutidigt beskæftiger sig med disse spørgsmål og vender sig mod historien, også prøver at forstå, hvordan fortiden så på disse spørgsmål og lader svaret forholde sig til denne kontekst. Det gør det ikke formildende, og vi bør som kirke fortsat tage afstand til antisemitisme i enhver form, den måtte komme til udtryk.

Vi dansede og sang som kong David



  I Jerusalem er der nyvunden-sommerferie-stemning. Der er fest i gaderne. Folk er lidt mere fjollede end de plejer. Jeg har set soldater og musikanter danse sammen på taget af en bil. Jeg har set en flok unge mænd komme syngende over vejen, bilen de kom forbi dyttede med på sangen, og da bilen holdt for rødt, valgte mændene at danse rundt om bilen, imens de sang højt. Der fejres Sukkot i Jerusalem. Det er en uge, hvor man glæder sig over frugthøsten, Guds nærvær under ørkenvandringen og at Torahen blev givet. Der er meget at sige om Sukkot, men det jeg vil fremhæve er: Det er en glædesfest.

Jeg var til en samling, hvor vi fejrede Sukkot. Jeg sad ved siden af en skøn kvinde ved navn Jane. Jane kommer fra Britisk Virgin Island, som ligger i Caribien. Efter de to orkaner ved Caribien er alt ødelagt. Der er ingen elektricitet, husene er smadret, palmerne væltet, det de har tilbage af paradiset er strandene. Det vil tage flere år at bygge det op igen. For hende var der ikke meget at fejre og glæde sig over. Jeg kunne godt genkende tristheden hos mig selv. For selvom jeg oplever meget godt her i Israel, kan jeg også blive ramt af hårde dage, hvor jeg ikke lige oplever, der er meget at glæde sig over.

For både Jane og jeg var det godt at fejre Sukkot. Fra scenen sagde de igen og igen: ”Rejoice!” – glæd jer! Vi fik at vide, at vi skulle give vores nabo en albue, hvis vi oplevede at hun ikke glædede sig, for dette var et bud i forhold til Sukkot. Vi skal glæde os over Guds godhed.

Sammen med Jane dansede og sang jeg. Vi sang blandt andet ”Jeg vil synge, som David sang – Jeg vil danse, som David dansede”. I 2. Sam. 6 kan vi læse om at David dansede så vildt, da han lovpriste Gud, at hans kone blev pinlig over ham. Og jeg kan siger jer, at der var fest i salen. Folk sang højt, der var folk, der havde taget deres horn med, som de blæste i, der var dansere på scenen og rundt i salen, som dansede med flag. Vi gjorde, hvad vi kunne for at glæde os og udtrykke vores glæde.

Jeg blev mindet om, hvor stort det er, at Gud har givet os et bud om at glæde os. Og denne glæde kan vi tage del i, selvom vi ikke synes, der er meget at glæde os over. Gud minder os om alt det gode, han giver os, at han er os nær i vores livsvandring, løfterne i Bibelen står fast og at sørger for vores behov. Gud befaler os at glæde os. Han spørger ikke til vores følelser, men vil løfte vores blik på ham og minde os om, at han giver os alt, hvad vi behøver, og det er der grund til at være glade og taknemmelige for.

Så selvom Jane, jeg og måske også du synes nogle dage kan være svære, så må vi minde os selv om Guds godhed, tage del i Sukkotfejringen og glæde os. Måske vi også skulle have sådan en fest i Danmark?

Da klichéen pludselig gav mening…

”Den korteste afstand mellem to mennesker er et smil”. Vi har alle hørt den før. Det virker så banalt, en kliché og noget som ikke altid passer, men når man står på et sygehus med en mor, hvis datter ligger på operationsbordet, og man ikke taler samme sprog – så forstår man pludselig betydningen af et smil.

Den sidst uge har vi været hos organisationen Shevet Achim i Tel Aviv. Organisationen hjælper hjertebørn fra landene omkring Israel med at få deres operationer i Israel. Da vi ankom havde de 15 børn i landet, de skulle hjælpe. De har aldrig haft så mange børn på samme tid før, så de var presset, men meget taknemmelige for, at vi kom. De børn som ikke var på hospitalet, boede med deres familier i en lejlighed ved siden af os.

Vores arbejde bestod bl.a. af forskellige rengøringsopgaver, lege med de børn, som ikke var på sygehuset og lave mad. Selvom det nemt kunne komme til at føles både intetsigende og lidt ensformigt for tredje dag i træk at tørre køkkenbordet af, gøre badeværelser rene og vaske gulvet var det slet ikke sådan. Det praktiske arbejde vi gjorde var til en kæmpe hjælp, og vi vidste, at når vi gjorde det, var der tid til at andre fra teamet kunne tage med på sygehuset, og hjælpe de børn, der var der.
Fællesspisning med familierne
Vi fik alle mulighed at komme med på sygehuset en dag. Her fulgte vi mødre og deres børn til operation, ventede sammen med mødrene og underholdte de børn, som var indlagt. Børnene og mødrene forstod minimalt engelsk, og vi forstod ikke et hak kurdisk, så alt kommunikation måtte foregår over fagter. Men på trods af det, var det utroligt at mærke, hvor nemt der blev skabt et bånd – en relation. Familierne var på et fremmede sygehus, i et fremmede land – det eneste de havde at klynge sig til var organisationen. Deres glæde og taknemlighed kunne vi tydeligt mærke.

Stemningen blandt familierne på sygehuset var god. De hjalp hinanden, trøstede og gav et kram, når der var brug for det. Selvom det ikke var en af mine kære, som lå på operationsbordet, kunne jeg sætte mig i de pårørendes sted. Derfor var lettelsen også stor, da jeg så det lille barn vågne op på intensiv, og morens glædestårer strømme ned af kinderne; operationen var gået godt!

Esben og to af drengene, som begge havde overstået deres operation.
Hver aften inden aftensmad delte vi, hvad der var sket i løbet af dagen med hinanden. Det var enormt stort at få lov til at føle sig som en lille del af et kæmpe stykke arbejde – også selvom man så bare havde vasket vinduer. Vi er fyldt af taknemmelighed og glæde over at have oplevet og været en lille flig, at det store arbejde Shevet Achim gør.

Jeg tager mange gode oplevelser med mig fra den seneste uge, men særligt det, at et smil virkelig er ens på alle sprog.

Jeg erkendte på terrassens sofa…

Det er blevet efterår. Det regner og vinden er kold.. nåå nej, jeg er jo ikke i Danmark. Jeg har i denne uge nydt min terrasse. Vekslet mellem de to sofaer. Mit spørgsmål var: ”Trængte jeg til skygge eller havde jeg lyst til lidt mere sol? Beklager denne lille provokation til jer, som siger, at jeg skal sende noget varme til Danmark – det er altså ikke noget, jeg har magten til, men jeg skal nok nyde varmen for jer.

Men i min sofa på terrassen har jeg erkendt 2 vigtig ting, og det vil jeg gerne dele med jer.

I den seneste halvanden måned, hvor jeg har boet i Israel, har der været mange gode oplevelser og ture. Dem har piloterne skrevet lidt om. Men som kirkevolontør består min opgave også i at forberede undervisning i kristendommens jødiske rødder. Det vidste jeg slet ikke nok om, men så er det fedt at der er meget godt materiale. Og wauw, hvor har det været vildt at dykke ned i. En dag blev jeg simpelthen nød til at komme ud med min begejstring og sendte en besked til min ven: ”Bibelen er for vild! Viden om løvhyttefesten er lækkert!” Jeg kunne ikke holde min begejstring inde. Jeg måtte ud med det.

Desværre egner det sig ikke til et blogindlæg, at fortælle om alt den viden jeg har fået bl.a. om løvhyttefest, hornblæsningsfest og Guds folks mission, men én ting har jeg erkendt: Bibelens ord åbner sig på en helt ny og gennemgribende måde, når vi forstår den jødiske kontekst, den er skrevet i. Jesus viser sig virkelig fra nogle provokerende sider, men samtidigt er det også så vildt at se, at han virkelig er den, der opfylder alt, hvad der er forudsagt. Jeg håber sådan, at du på en eller anden måde vil dykke ned i kristendommens jødiske rødder, ikke bare for at blive mere klog, men fordi Gud bliver større. Det var i hvert fald det, jeg oplevede.

Elisabeth Serner inviterede mig med i et prayerhouse. Stedet ligger på 14. etage, hvor der er bøn fra morgen til aften. Elisabeth og jeg brugte 2 timer, hvor vi bare hang ud med Gud. Elisabeth mindede mig efterfølgende om beretningen om Maria, som salver Jesu fødder, for at vise sin kærlighed til ham. Nogle mener, at hun ødsler pengene væk, men Jesus siger, at hun gør det gode. På samme måde er det også godt, når vi ødsle på Jesus. Både af penge, tid og talenter. Min erkendelse på sofaen var, jeg er så velsignet, at jeg har fået givet mange timer, jeg selv kan råde over her i Israel, og det er så fedt at ødsle mange af dem på Jesus, ikke for at skulle opnå noget, men bare bruge tid sammen med ham.

Jeg har trukket mig væk fra Danmark. Fra regnen og efterårskulden. Men i min volontørstilling har jeg også haft mulighed for at trække mig ud af travlheden, jeg kom fra, og nemmere finde tid til at søge Gud. Mit lille spørgsmål til dig er: Prioriterer du Gud? Ødsler du på ham? Jeg har genopdaget, hvor godt det er, ved at trække mig væk fra mit vante.. Har du?  

Bibelen sætter os på sporet – indtryk fra en konference i Berlin

“Jeg tager rigtig meget med mig tilbage til München fra både det officielle program og personlige samtaler. Deltagerne har delt deres viden og deres vision, men også deres byrder. Mit netværk er blevet større, og det har været en stor opmuntring at høre, hvad Gud har gang i andre steder.”

Det var Igor Swiderskis korte svar, da jeg ved afslutningen af konferencen spurgte ham, hvad han tog med sig herfra. Igor var én af de i alt 70 deltagere, som fra 14.-17. august var med på konferencen i Berlin, arrangeret af LCJE, Lausannebevægelsens netværk for jødemission. Til daglig er han leder af en messiansk menighed i München, hvor mange af menighedens medlemmer – ligesom Igor selv – har russisk baggrund.

Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag. Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.

Men opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Hver aften på konferencen delte en af deltagerne deres vidnesbyrd. Med tre aftener blev det til tre tros-historier, og i to af dem spillede læsningen af Bibelen en helt central rolle. Det var læsningen af Matthæusevangeliet på en båd i Frankrig, der satte Jurik på sporet. Han kedede sig, for båden, han havde hyre på, lå i havn, og en sømandsmissionær kom forbi og gav ham en bibel. Jurik er barn af Holocaust-overlevere, og det lå på ingen måder i kortene, at han skulle fatte interesse for en kristen bog. Det blev heller ikke vel modtaget af hans forældre, da han delte nyheden med dem. Men, som Jurik sagde, så opdagede han jo, at det var en jødisk bog. I dag er Jurik bl.a. leder af en menighed i Hamburg.

En anden messiansk jøde, Aron, fortalte, hvordan hans far, som jødisk tobaksforhandler i Zimbabwe, havde fået at vide, at han “da bare kunne læse Det Nye Testamente”, når han nu havde så mange spørgsmål til den kristne tro. Det gjorde han så, og bl.a. derfor voksede Aron op som jøde i et Jesus-troende hjem.

Jeg er blevet mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet mig om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret. Jeg vil øve mig i at være nysgerrig på hvad Gud gør lige der, hvor jeg er.

At være med på en sådan netværkskonference, hvor de andre deltagere også er optaget af at gøre evangeliet tilgængeligt for jøder i deres miljø, giver mulighed for at få nye svar på de spørgsmål, vi selv stiller. Det gør mig nysgerrig efter at se, hvordan andre arbejder, og hvilke værktøjer de har i deres kasse. Jeg vil lade mig udfordre af de gode og overraskende troshistorier til selv at være mere nysgerrig og åben for, hvad Gud allerede gør, der hvor vi bor og arbejder. For jødemission er også – hvis ikke først – Guds mission.

Præstesønnen

Marit Long, Immanuelkirken i Jaffo, 27. september 2017

Som præstesøn opvokset i byen Bat-Yam i Israel prøvede Chaim Birnbaum ihærdigt at kombinere det ”coole” liv med kammeraterne i klassen med livet i menigheden. Det gik bare ikke så godt. Her fortæller han sin historie til Marit Long fra Immanuelkirken i Jaffo.

Jeg blev født i USA, og min familie flyttede til Israel, da jeg var seks måneder gammel. De flyttede til Israel som en jødisk familie, fordi de ville dele evangeliet med det jødiske folk.

Jeg er vokset op i byen Bat-Yam, som ligger udenfor Tel Aviv. Jeg var stort set den eneste, der troede på Jesus dér – naboerne og børnene jeg legede med, kendte ikke Jesus. Jeg fortalte ingenting om min tro de første mange år; opførte mig bare som en almindelig fyr. Min far er præst, så jeg voksede op som præstesøn, med alt hvad det indebar af forventninger om god opførsel, og at jeg selv fulgte Jesus.

I bakspejlet kan jeg se, at jeg ville elske Gud 100%, når jeg var sammen med troende og samtidig være 100% cool som mine ikke-troende venner. Jeg vidste, hvordan jeg bedst skulle tilpasse mig alt efter den sociale kontekst, jeg var i. En god troende i kirken og en cool fyr på skolen. Jeg var en genert fyr med dårlige sociale evner, ingen selvtillid og var meget vred. Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan jeg fikse det?

Det første jeg prøvede var slåskampe. Jeg fik mit første ar efter en slåskamp, da jeg var seks år gammel. Og der kom flere til. Det virkede som en god løsning et stykke tid, men det hjalp egentligt ikke. Så tænkte jeg, at løsningen måske var piger, men jeg havde jo ingen selvtillid, så hvad skulle jeg gøre? Jeg begyndte at gå i byen og drikke meget i håb om at få selvtillid og være som alle andre. Desværre førte det til afhængighed af noget, som gav mig endnu mere vrede indeni og mindre selvtillid.

Da jeg var 17 år gammel blev jeg inviteret til fest, hvor jeg drak vodka og var alt andet end ædru. Mine venner fortalte mig efterfølgende, at de slet ikke kunne kende mig, at jeg var ”en anden person”. Dagen efter var det egentligt meningen, at jeg skulle af sted på ungdomskonference, men jeg sagde til min far: ”Jeg har det så dårligt. Jeg har ondt i maven og en forfærdelig hovedpine – jeg må have spist noget dårligt i går aftes og kan nok ikke tage af sted.” Men min bedste ven ringede og overtalte mig til at tage med alligevel, så jeg tog med.

Den første dag lå jeg bare og sov på en madras hele dagen. Dagen efter nød jeg at være sammen med min bedste ven. Aftenen kom og med den – aftenmødet. Jeg husker, at jeg ikke fulgte med i prædikenen, men sad bagerst og ventede på at det hele skulle slutte. Men så, pludseligt, i slutningen af prædikenen, følte jeg at en sky omsluttede mig. Jeg følte en kærlighed, jeg aldrig havde oplevet før, og i det øjeblik forstod jeg, hvad løsningen på mit problem var omkring manglende selvtillid. Jeg oplevede, at Gud sagde til mig: ”Kom til mig. Jeg elsker dig.” På samme tid og måde mødte Gud min bedste ven, som er araber og sad et andet sted i rummet. Vi oplevede Guds kald og bad til Jesus sammen.

Ingen af os fortjener en sådan medfølelse – jeg gjorde i hvert fald ikke. Men Jesus kom alligevel og gav sit liv for os, fordi vi synder, fordi vi leder efter vores identitet på det forkerte sted. Vi er få med denne tro i Israel, som er et unået sted. Men Gud kalder sine børn tilbage til sig, og jeg er evig taknemmelig for at kende Jesus og være en del af hans arbejde her på jorden.

Reformationens jødiske rødder

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 27. september 2017 Det er ikke svært at finde eksempler på dårlige relationer mellem jøder og kristne i Europa i tiden op til og omkring reformationen. Det gælder ikke kun inden for den katolske kirke, men samfundet generelt inklusiv humanister som fx Erasmus af Rotterdam. Selv om Luther med sit skrift At Jesus Kristus var født jøde en overgang så ud til ønske at ændre på dette og i hvert fald appellerede til tolerance over for jøder og opfordrede til, at man mødte dem med åbenhed frem for ubegrundet at give dem skylden for alverdens ulykker, så er det hans bog Om jøderne og deres løgne, der forbindes med Luthers syn på jødedom og det jødiske folk.  Det er også disse synspunkter der senere er trukket frem, når talen er faldet på Luthers og reformatorernes forhold til jøder. Reformationen gjorde ikke op med pavekirkens fordømmelse af det jødiske folk, men forblev på dette punkt et barn af sin tid. Og det har senere tider betalt for eller draget nytte af – alt efter hvilket ærinde man har været ude i.

Jødisk indflydelse på reformationen

Og dog! Der er andet og mere at sige om relationen mellem jøder og kristne i tiden op til og efter reformationen. Et af reformationens kendetegn er interessen for Bibelen og ønsket om at finde tilbage til dens oprindelige hebraiske tekst. Det blev anledningen til, at kristne teologer søgte hjælp hos rabbinere for at lære hebraisk, men også for at studere Talmud og andre jødiske kommentarer til Bibelen. For at tilegne sig kendskab til det hebraiske sprog, sådan som Luther og andre gjorde det, var de afhængige af samtidens rabbinere. Det var i det jødiske samfund, man havde bevaret det hebraiske sprog og en tradition for skriftudlægning, som den kommer til udtryk Talmud og hos senere jødiske skriftlærde.

Det går altså an at tale om et positivt samspil mellem jødiske og kristne teologer som en af forudsætningerne for reformationen. Reformatorerne havde brug for det, som rabbinerne kunne, og kunne derfor ikke kun tale fordømmende om jøder og jødedom.

Luthersk præst og rabbiner

Det var den vinkel, som den messianske jøde og lutherske præst Chad Foster havde på det foredrag, han holdt på Caspari Centeret i Jerusalem tidligere i år med titlen “Jewish influence on the Reformation”. Som messiansk jøde og ordineret luthersk præst og senere også ordineret rabbiner har Chad Foster sine egne særlige grunde – men også forudsætninger – for at understrege sammenhænge og ligheder mellem jødisk og kristen teologi frem for modsætninger og fordømmelse.

Han voksede op med en jødisk mor og en kristen far, og som barn blev han taget med til en baptistkirke i Atlanta. Han mistede sin relation til Gud, troen og kirken som ung studerende.  I forbindelse med studier af reformationens historie begyndte Chad at fatte interesse for personen Luther – og med tiden også den kristne tro. Han kunne spejle sig i Luthers kamp, spørgsmål og tvivl, men også i ønsket om at finde sandheden. Foster endte med at droppe studierne i matematik, hvor han ellers var på sit sidste år og ansat soom professorens assistent. I stedet søgte han ind på et luthersk præsteseminarium. I dag er han ordineret præst og tilknyttet den lutherske menighed, Sct. Peters i Columbus, Indiana. Men han har aldrig glemt sin tilknytning til den jødiske tradition eller sin egen jødiske identitet.

I forbindelse med sine hebraisk-studier på præsteseminariet blev det klart for ham, at hvis han virkelig skulle læse grundteksten og forstå den, måtte han have hjælp fra jødiske rabbinere. Han bestemte sig for at tage til Israel og læse hebraisk hos en rabbiner i Mea Shearim, det ortodokse kvarter i Jerusalem. For Chad Foster blev dette ikke bare til et studie af hebraisk, men også af jødisk teologi og tankegang, som endte med, at hans rabbinske læremester indvilligede i at ordinere ham til rabbiner. Chad havde demonstreret sin forståelse af rabbinsk tankegang, så selvom Chad åbent bekendte troen på Jesus som Messias, indvilgede rabbineren altså i ordinationen.

Reformationens jødiske rødder

I sit foredrag på Caspari Centerets fremhævede Chad Foster at reformationen ikke skete i et vakuum. Interessen for det hebraiske sprog og derigennem kontakten til jødiske lærde går også tilbage til tiden før Luther til folk som John Wycliffe og Jan Huss. Begge var optaget af at finde tilbage til Bibelen, begge kritiserede pavekirken og endte med at blive erklæret for kættere. John Wycliffe – som har givet navn til Wycliffe Bible Translators – oversatte Bibelen til engelsk på baggrund af den latinske oversættelse, Vulgata. Jan Huss derimod lagde vægt på at kende den hebraiske tekst og benyttede sig åbenlyst af jødiske kommentarer til sin udlægning af Bibelen, som han studerede sammen med rabbinere i Prag. For Huss var det ikke jøden, der var antikrist, men derimod pavekirken. Både John Wycliffes og Jan Huss’ historie ligner således Luthers, dog med den undtagelse at Luther ikke blev brændt på bålet. Dertil havde både Luther, og den tankegang han promoverede, fået for mange tilhængere. Jan Huss havde også tilhængere, men ikke nok til at forhindre pavekirken i at henrette ham. Luther kunne derimod tale om sit arbejde som en frugt af Jan Huss’ arbejde – ikke mindst med det hebraiske sprog og skriftudlægning.

Da Luther oversatte Bibelen til tysk fra hebraisk byggede han på et kendskab til det hebraiske sprog og til jødisk skriftudlægning, som folk før ham tilegnede sig. Det gælder især Johannes Reuchlins lærebog i hebraisk grammatik De Rudimentis Hebraicis, som stammer fra 1506. Han var kristen og hebraist, men i sit arbejde byggede han i alt væsentligt på det arbejde med det hebraisk sprog, som jøden David Kimhis havde gjort tilbage i det 12.årh. David Kimhis værker blev grundbøger for både jødiske og kristne teologer.

Vi taler med rette om kristendommens jødiske rødder. Den kristne tro er vokset ud af Israels historie i Det Gamle Testamente, og også for Luther var det vigtigt at understrege, at Jesus var jøde. For Chad Foster er der heller ikke modsætning mellem at være jøde og være luthersk præst. Det var hos Luther, han genkendte sin søgen efter Gud, og det var i den søgen, han fandt jøden Jesus.

Men måske skal vi sige, at også reformationen har jødiske rødder. Luther var en del af den hebraiske vækkelse, som humanisterne i hans samtid tog initiativ til, men som i sidste ende var mulig, fordi jødiske lærere og rabbinere var villige til at undervise kristne i hebraisk og jødisk litteratur. Luther gjorde gældende, at kun hvis man kender den hebraiske tekst, kan man virkelig forstå Den Hellige Skrift. Sin egen oversættelse bygger Luther også på en udgivelse af den hebraiske tekst fra 1494, udgivet af jøden Gershon ben Mosheh fra Brescia.

Den kristne tro har jødiske rødder. Det har den lutherske reformation også – uanset hvad Luther ellers må have sagt og skrevet om jøderne, og uanset hvordan den protestantiske kirke sidenhen har forholdt sig til jødedommen.

Mad og sand i alle regnbuens farver

Så blev det igen fredag, derfor også shabat. I denne omgang foregik det i Redeemer Church, sammen med en gruppe lærerstuderende. Til at lave maden havde vi en jøde i køkkenet. Han lavede alt fra fyldte peberfrugter til kartoffelmos. Før vi startede på maden, skulle vi igennem det faste shabatritual. Der blev tændt to lys for kvinden, drukket vin og uddelt brød dyppet i salt, som herefter blev kastet ud til hver og en. Hørende til ritualet er en række bønner og velsignelser af vinen og brødet. Efterfølgende smagte vi på de mange forskellige retter mad. Til festligheden var der inviteret en messiansk jøde. Hun fortalte og forklarede om hendes tro, og gav os et godt indblik i hvordan det er at være messiansk jøde i hverdagen. Efter en afslappende og velsmagende aften ventede der en ørkentur på  tre dage. Tidligt om morgenen kørte vi afsted mod Makhtesh Ramon, den ørken vi skulle vandre i. Førend vi vandrede afsted, pakkede vi vores rygsække med mad og vand til vores vandring. Af turen forventede vi at opleve hvordan det føles at være i en ørken over en længere periode. For vores vedkomne tre dage, og med en vandretur på omkring 70 kilometer. Vi havde gjort os tanker om at vi ville lære hinanden at kende fra nye sider, nu hvor muligheden for at trække sig tilbage ikke var der. Vi forventede sand i lange baner, strækninger som gik lige ud, høj varme og en bagende sol. Vi havde gjort op med os selv, at det ville blive en både fysisk og psykisk hård tur. Forventinger er en ting, oplevelsen selv, er en helt anden. Turen var hård, men den var på samme måde givende. Vi oplevede, at den følelse man har når man står ved foden af et bjerg, blev vendt 180 grader, når først vi nåede til toppen. Nok var turen op utroligt hård, men udsigten og den sejr man lige havde fået, fik det til at være det hele værd. Udsigten indebar både meget mørke bjerge, sand som var både gult, rødt og grønt, samt dele af ørkenen som var fyldt med småsten, som var man på en havbund. Flere af os havde ikke de store forventninger om at det var klipper og bjerge vi skulle kravle i. Men til vores overraskelse var det. Alt i mens vi gik på bjergtinderne mærkede man frygten for at falde ned, men samtidig fik man en ro i kroppen. En ro som blev bragt frem af den smukke udsigt og det at vi sammen som et hold kunne hjælpe hinanden. Vi fik overskredet grænser hver især og lærte hvordan vi reagerer forskelligt. På vores rute var der planlagt en strækning med stilletid. Her kunne vi hver især tænke over hvorfor vi skulle igennem denne ørkentur. Som en appetizer til vores tur, var vi blevet fortalt at ordene ørken og tale på hebraisk, stort set staves på samme måde. Det bragte tanker frem. Tanker om at de to ord hænger sammen, og hænger sammen med at Gud flere gange i Bibelen taler til mennesker når de er i ørkenen. Efter de lange dage med cirka 25 kilometer om dagen, slog vi lejr ved to forskellige camp grounds. Her var Gud, bål og hinandens nærvær i centrum. Stemningen var på sit højeste rundt om bålet i den mørke ørken, med den klareste stjernehimmel over vores hoveder. På tredjedagen, som også var vores sidste dag i ørkenen, vidste vi godt hvad der ventede os. At komme over målstregen, og det at kunne sige til sig selv at man havde gennemført turen, var den store motivation til at fortsætte. Da vi endelig kom dertil, hvor vi enten gik eller løb i mål, var smilet på vores læber. Turen havde været utrolig hård og trættende. Men nu kunne man se tilbage på tre dage, som også havde bragt smil og ny læren om hinanden frem. Vi kunne se tilbage på tre gode dage. Vi fejrede vores sejr med pizza og kold sodavand, som var længe ventet efter den lange tur. Kort efter hjemkomsten fra ørkenturen, skulle vi fejre Rosh HaShanah. Det er en fejring af det næste halve år. På samme måde som shabat foregik det med brød og med mad. I denne omgang skulle brødet dyppes i honning istedet for salt. Før den egentlige hovedret, fik vi en tallerken med forskellige madretter. Det var blandt andet fisk, dadler og bønner stegt sammen med sesam og meget mere. Hver del havde en symbolsk værdi i forhold til velsignelsen af det næste halve år. Så med æbler dyppet i honning ønskede vi hinanden godt nytår.

Speed dating, Gedemælk og meget mer

Shabbat Shalom!

Nu er vi endelig klar med det aller første blogindlæg, JUHHUU!!! Tirsdag d. 5 September ankom vi til Tel’aviv lufthavn, kl.2.30. Nogle af os (Anne Sofie, Heidi og Esben) smuttede igennem paskontrollen forholdsvis hurtigt. Derimod blev Marie og Tabita bedt om at tage en ekstra samtale, ved et halv proppet vente værelse. Det svedte vi allesammen lidt over for en stund, men heldigvis slap de igennem efter 1 1/2 times tid. Vi blev hentet af David Serner (Præst i Den Danske Kirke), og ankom kl. 6.30 ved New Gate – den nærmeste port ind til vores lejligheder. De næste par dage fortalte vi hinandens livshistorier, og har nærmest på en speed dating måde lært hinanden bedre at kende!
Missionspiloter i de smalle bazar gader
Her efter har vi været turister i byen, bla. set The Garden of the Tomb/Gravhaven, The Western Wall/Grædemuren og Church of the Redeemer (som er den Lutherske kirke, hvor Den Danske Kirke holder til). – Ved et flot åbent café område ved Den Danske Kirke, har vi haft undervisning ved Nanna Forum (Kirkevolontør). Temaet har været Guds Mission disse dage, og det er ekstra særligt at få undervisning omkring dette; da vi befinder os midt i et kæmpe smeltedigel af forskellige religiøse grupper!
Pigerne laver mad til Shabbats måltidet
Her fredag d. 8 har vi været været med til Shabbat måltid hjemme hos familien Serner. Det var spændende at opleve en af de jødiske traditioner, og vi hyggede os med god mad (som os missionspiloter havde forberedt), vin og godt selskab! – Her efter tog vi en Araber-bus hjem (da jøderne holder Sabbat). På gåturen hjem går det op for os, at vi er begyndt at føle os godt hjemme; og føler os ikke som en del af de øvrige turister. Det er noget helt særligt at bo i Den Gamle By i Jerusalem. Få hundrede meter og vi er ved de smalle bazar gader, hvor tusindvis af turister færdes, og blot 1-2km vest på; så er vi ved det nye moderne jødiske kvarter (Vest Jerusalem). Men det at bo midt i blandt helt vante beboer er meget særligt, og det gør at vi føler os godt og tryg tilpas.

Vi har fundet os et par stam steder at købe ind, dog har vi skulle lede længe efter en normal mælk; og har fundet ud af at gedemælk og kærnemælk ikke smager for godt i længden!!!

Kendt ansigt bliver ny generalsekretær i Israelsmissionen

Arne Pedersen


Da Bodil Skjøtt har valgt at gå på pension per 31. december 2017, har landsstyret i Israelsmissionen ansat Arne Pedersen som ny generalsekretær per 1. januar 2018. Han kommer fra en stilling som kommunikationssekretær i samme organisation, hvor han har været ansat siden 2012.

”Arne har i mange år været en passioneret del af Israelsmissionens arbejde,” fortæller formand for Israelsmissionen, Krista Rosenlund Bellows. ”Vi får en generalsekretær, som allerede kender vores arbejde og organisationskultur samtidig med, at vi har stor tillid til, at Arne kan bidrage til udviklingen af Israelsmissionen i en god og positiv retning.”

Arne Pedersen blev medlem af Israelsmissionens Unge i 2002 og har siden været en del af enten Israelsmissionens Unges lokalarbejde, de unges landsbestyrelse eller landsstyret indtil ansættelsen i 2012.

”Lige siden jeg ved en kirkekaffe i 2002 hørte Efraim Goldstein fortælle om jøder der tror på Jesus som Messias, har jeg følt et kald til at arbejde for, at flere jøder må komme til at kende Jesus som også deres Messias,” fortæller Arne. ”På trods af alle kirkens forsyndelser op gennem tiden, har vi ikke mistet vores taleret over for det jødiske folk. Som kirke må vi frimodigt insistere på, at hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for os. Dét er gode nyheder – og dem skal vi naturligvis dele med det jødiske folk! Det glæder jeg mig til at arbejde for i fællesskab med resten af den store Israelsmissions-familie.”

Arne Pedersen er 39 år gammel, cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi og er i øjeblikket i gang med bacheloruddannelsen i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus.