Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Luther, det jødiske folk og jødemission

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 29. august 2017

500 året for reformationen markeres på mange forskellige måder. Også i Lausannebevægelsens netværk for jødemission (LCJE) har vi markeret jubilæet i forbindelse med en konference i Berlin i dagene 14.-17. august, hvor cirka 80 deltagere fra 12 forskellige lande satte hinanden stævne.

Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang altså i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag.

Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen løfter her lidt af sløret for, hvad hun tager med hjem fra konferencen: ” Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.”

Opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Vi blev mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet os om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret.

Her neden for kan konferenceudtalelsen læses i oversættelse.

Reformationens indvirkning på relationen mellem jøder og kristne samt jødemission

Udtalelse fra den 11. europæiske LCJE-konference, Berlin, Tyskland.

Mere end 80 deltagere fra 12 lande – inklusiv Israel og USA – mødtes 14.-17. august i Berlin for at dele viden og reflektere over reformationens indvirkning på jøders og kristnes indbyrdes relation i fortid, nutid og fremtid. Deltagerne udtaler følgende: Vi, deltagerne på den 11. europæiske konference i Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE), både jøder og ikke-jøder fælles i troen på Jesus Messias, er tak skyldig til Martin Luther og de andre reformatoriske fædre, som gjorde det muligt for alle troende at læse og forstå Bibelen som det eneste sande og autoritative åbenbarede Guds Ord.

Vi slår endnu engang fast, at frelse af nåde er tilgængelig for enhver, som bekender Jesus som frelser og herre. Dét budskab blev først forkyndt for det jødiske folk og er stadig nødvendigt for frelse i dag – for det jødiske folk først, og for ikke-jøder (Rom 1,16).

Vi afviser:
  • Martin Luthers fordømmende udtalelser om det jødiske folk som fuldstændige modsigelser af Bibelens lære.
  • den antijødiske og antisemitiske forkyndelse og undervisning, som stadig findes i kirkerne, og som bunder i en forkert forståelse af det jødiske folk, deres tro, livsstil og religiøse praksis. Vi beklager Kirkens uvidenhed og vrangforestilling, når det gælder relationen til det jødiske folk gennem den bibelske pagt.
Vi glæder os over:
  • at protestantiske organisationer og kirker gennem århundreder aktivt har vist Guds kærlighed til det jødiske folk i ord såvel som i handling – særligt i Europa.
  • det jødiske folks åbenhed overfor evangeliet om Jesus Messias og det voksende antal jøder, som kommer til tro på dette evangelium – både i Israel, Europa og resten af verden.
  • at Jesus-troende jøder og ikke-jøder er forenet i mission til verden og derigennem opfylder kaldet til at genoprette Israel og være et lys for alle folkeslag (Esajas 49,6).
Idet vi med taknemmelighed fejrer 500-året for reformationen og er bevidste om dens arv, hverken kan eller vil vi ignorere Luthers udtalelser mod det jødiske folk og den virkningshistorie, disse udtalelser har haft.

Derfor vil vi udfordre kirker og den enkelte troende:
  • til at tale respektfuldt og sandt om det jødiske folk og klart tage afstand fra alle former for antijudaisme og antisemitisme – både historisk og i dag.
  • til at anerkende den kristne tros bibelske og jødiske rødder, og de tætte bånd der er mellem Jesus-troende jøder og ikke-jøder (Rom 11,18).
  • til at acceptere og være fortalere for Jesus-troende jøders fortsatte identitet som jøder og deres fuldgyldige medlemskab af fællesskabet i Jesus Messias.
  • til at dele evangeliet – i både ord og handling – med deres jødiske venner, naboer og bekendtskaber, for vi tror, at evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Rom 1,16)


Vi takker Gud, fordi han elskede os så højt, at han sendte sin søn, Jesus Messias, for at dø for vore synder og opstå igen fra de døde, så at hele menneskeheden, både Israel og alle folkeslag, kan blive forsonet med ham.

Han sagde: Jøderne skal væk!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Jeg har nu været i Jerusalem i lidt over en uge som kirkevolontør og 3k-praktikant. Der er mange nye indtryk. Meget jeg skal lære. Hvor handler jeg ind? Hvordan fungerer det med offentlig transport? Hvilken station skal jeg stå af på – og ja, jeg fandt ud af, at jeg kørte for langt og måtte tage den næste sporvogn i modsat retning.. Rookie mistake..

I går valgte jeg at tage i Den Gamle By igen i håb om, at jeg på et tidspunkt sagtens kan finde rundt i alle de små gader. Jeg havde god tid. Intet jeg rigtigt skulle nå, så jeg stoppede flere gange op for at snakke med de sælgende.

Azml, en middelalderende mand, inviterede mig på en kop kaffe. Jeg er forundret over den gæstfrihed, jeg møder.

Imens vi sad og drak den stærke kop kaffe, snakkede vi om den spændende by, vi nu begge bor i. En by med så meget historie, så meget kultur og så meget religion. Jeg var nysgerrig på, om han var troende, så jeg spurgte ham simpelthen lige ud. Og han svarede mig.. (Det er altså fedt, at være et sted, hvor folk gerne vil tale om tro!)

Azml er muslim, men han kan godt lide kristne. For der, hvor han har sin bod, har kristne og muslimer boder tæt op ad hinanden. De taler sammen og lever i fred. Azml ønskede virkelig, at jeg skulle forstå, at rigtige muslimer er fredelige og vil mennesker det godt. Det var hyggeligt at sidde og snakke med Azml. Han er en meget rar mand. Min nysgerrighed dukkede op igen..

“Hvad tænker du egentlig om jøder?”, spurgte jeg ham. “De har taget folks huse…” “Jeg er sikker på, at der kommer en krig igen..” “Jøderne skal væk!” Det var noget af hans svar.

Bum.. der sad jeg. Ny i byen og lige pludselig var konflikten ikke noget jeg bare hørte om i fjernsynet. Her sad jeg overfor et levende menneske, som jeg hyggede mig med, som oplever så stor uretfærdighed, at han ønsker, at jøderne bare skal væk.

Hvad skulle jeg sige?  For jeg kunne jo godt se det fra hans synsvinkel, men hvor skulle jøderne så være?Hvordan skulle jeg udtrykke min uenighed og samtidigt vise Kristi kærlighed? Jeg genkender dilemmaet fra Danmark. Mødet med en, som man er dybt uenig med – hvordan udtrykker man kærlighed, uden at slække på sin overbevisning?

Jeg ved ikke, om jeg kom med godt nok modsvar, og så ringede hans telefon og samtalens emne ændret…

Men mødet med Azml åbnede mine øjne for vigtigheden af bøn om fred og forsoning her i Israel. For Azml er en rigtig rar mand, som jeg håber at få mange flere samtaler med. Men hvordan kan han og andre, der tænker som ham, blive forsonet med jøderne? Så vi undgår at en krig blusser op igen.

Jeg tror jo på, at det kun rigtigt kan ske i Kristus! Derfor er mit største ønske også, at jeg i min tid her i Jerusalem må være et redskab til at vise Guds forvandlende kærlighed.

Må Gud gribe ind og bringe Shalom.

Må Gud velsigne og overraske os

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

“Den havde jeg ikke lige set komme”, er vores kommentar, når der sker noget helt uventet. Som da en god ven forleden fortalte mig, han skulle giftes. Jeg blev glad, men også overrasket, for det havde jeg slet ikke set komme.

Sådan er der flere ting denne sommer, som har overrasket mig. Heldigvis med noget godt de fleste gange. Undervejs har mine reaktioner fået mig til at tænke på beretningen fra Apostlenes Gerninger, hvor apostlene beder “utrætteligt” for Peter, der er blevet fængslet. De beder om, at det ikke må gå ham, som det gik Jakob, der blev henrettet “med sværd” (ApG 12). De beder, men da Gud bønhører dem, kan de alligevel ikke tro det. De beskylder endda pigen Rhode, som fortæller den gode nyhed om, at Peter er fri, for at være blevet vanvittig. For “den havde de slet ikke set komme”.

Hvad siger det om vores billede af Gud – eller vores forventninger til Gud – når vi beder om noget og så alligevel overraskes, når han så rent faktisk lader det ske, som vi bad om? Eller han svarer på en måde, som vi ikke engang havde fantasi til at forestille os, han kunne eller ville? Er det udtryk for en forestillingsevne, der er for lille, eller er det vores forventning eller tillid til Gud, der ikke slår til, når vi overraskes? Hvis det da ikke er endnu værre, at vi slet ikke ser “Guds underfulde gerninger”, fordi vi kun kigger efter det, vi har fantasi til at forestille os, og derfor helt går glip af det.

Vi var mange der ikke lige havde set det komme, da Gud brugte de politiske omvæltninger i Sovjet til at bringe vækkelse til den messianske bevægelse i Israel i 1990erne. Ligesom mange af os i dag ikke lige havde set Gud bringe nyt liv og vækkelse til vores menigheder og fællesskaber i Danmark gennem de asylansøgere, der er kommet, og i dag er blevet en del af kirken. I dag skal antallet af muslimer, der har været gennem dåbsoplæring og er blevet døbt og medlem af kirken, skrives med ikke bare to, men tre cifre. Alene i Danmark. Hvem havde set det komme?

For nogle uger siden var Jews for Jesus i Berlin i gang med sommerens kampagne for at komme i dialog med jøder om, hvem Jesus er. Hvem havde set det komme, at der i dag – 70 år efter nazismens forsøg på at udrydde jøderne i Tyskland – ville bo 22.000 israelere i Berlin – foruden de jøder der er flyttet dertil fra det tidligere Sovjetunionen? Hvem ville have troet, at man i Berlin kan komme i dialog med jøder om evangeliet – på hebrais? Eller at messianske jøder i Tyskland skulle fortælle israelere og syriske asylansøgere om Jesus, Fredsfyrsten og Messias, på gaden i Berlin? Der er i dag omkring 90.000 asylansøgere fra den arabiske verden alene i Berlin.

Det er selvfølgelig ikke uden problemer – og der har været spændinger – men det er heller ikke uden muligheder. Vel at mærke muligheder, som ikke er kommet på grund af strategiske initiativer fra kirker eller missionsselskabers side. Det er heller ikke uden problemer at inkludere farsi-talende unge mænd i vores kristne fællesskaber. Men det rummer store muligheder for at være med i Guds store mission, så mennesker møder fortællingen om Jesus og et fællesskab, som lever i den fortælling. Også uden de store sprogkundskaber og mange ord.

Det er min bøn for efteråret, at Gud vil virke og være til stede, også eller måske netop der, hvor vi ikke lige havde set det komme. At vi må huske, at Gud ikke sender os hen, hvor han ikke selv allerede er til stede. Gud kommer altid først. Må det give både frimodighed og ydmyghed.

Og så beder jeg om, at vi ikke må gøre som pigen Rohde, der smækkede døren i frem for at lukke Peter ind – i bare befippelse – men at vi griber de muligheder og møder de mennesker, Gud sender til os – på måder og ad veje vi ikke lige havde set det komme. Jeg vil glæde mig til at blive overrasket, og jeg beder om, at jeg må se det, når han gør det.

Israel kommer stormende

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Jeg var ikke længe undervejs, før jeg dummede mig første gang, da jeg ankom til CPH lufthavn, valgte jeg at stille min bagage i et hjørne, hvorefter jeg valgte at gå fra det. Jeg havde været væk i små 5-10 min, og da jeg gik tilbage mod mit hjørne, kunne jeg da godt se, at der stod to sikkerheds folk ved min bagage. De kiggede meget efter ejeren til bagagen. Jeg gik mod mine ting og havde godt på fornemmelsen, at jeg måske havde dummet mig her- Den ene af sikkerheds mændene så meget skuffet ud og sagde surt til mig “Hvorfor jeg i alverden ikke tænker mig noget mere om, især i disse tider”, men heldigvis gjorde de ikke mere ved det end at give mig en anmærkning.

Efter 26 timers rejse ankommer jeg endelig til Jerusalem, hvor jeg kunne få noget ordelig søvn og blive udhvilet, så jeg var klar til at begynde på mit volontør arbejde og min dagligdag i Jerusalem, som består i at hjælpe alle steder der er brug for det, i øjeblikket er det så i opvasken. Alle de andre volontører er SÅ flinke, og hele verden bliver nærmest repræsenteret. Det er noget helt særligt at have en dagligdag kørende på tværs af sprog, land og kultur! Uanset hvor hård en dag de har haft, møder man altid et smil. En helt særlig ting ved Christ Church er at der bliver arbejdet sammen på tværs af konflikten som er hernede. Der er arabere, jøder, israelere og kristne som samarbejder og får et guesthouse til at fungere. Den eneste grund til at dette kan fungere er fordi at de alle hver især er troende og tror på at Jesus/Yeshua er messias. De har sådan en dejlig rutine hernede, man har muligheden for at starte dagen ud med en morgenandagt, at være med til disse andagter er løn nok i sig selv. De personer som jeg omgås med er så  engageret i deres trosliv at man kun kan blive glad når man høre dem have en samtale omhandlende Gud.

At besøge vest muren ved en sabbatopstart er et must, hvis man altså muligheden for det. Jeg er så heldig at det har jeg haft, det er en fest uden lige. Der var helt fyldt med mennesker, hvis man gik i gaderne omkring vest muren, var der rigtig mange jøder og ortodokse jøder som løb for at få en god plads, eller bare for at undgå at komme for sent. Opstartsfesten indebærer dans, sang og masser af smil. Det var tydeligt at mærke at dette betyder rigtig meget for jøderne.

Jeg gik en tur i den nye by, hvor jeg kom forbi en kirkegård jeg blev helt trist over at se den kirkegård, der var intet pynt kun dødt græs, træer og buske. Bænkene var selv blevet smadret og det flød med affald, der er intet at sige end endnu et kultur møde!

Ugen blev sluttet af med gudstjeneste i King of Kings menigheden, hvilket var en dejlig oplevelse. Endnu et sted hvor man mødes på tværs af sprog, land og kultur, men med et fælles mål nemlig at være sammen om Guds ord.

Fjollede konspirationsteorier kan føre til – og bunde i – antisemitisme

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Først var det Seyit Ahmet Özkan fra Socialdemokratiet og byrådet i Ishøj. Så var det Niels Rolskov fra Enhedslisten og byrådet i Køge. Det er jødiske zionister og ikke radikale islamister, der er de virkelige hovedaktører bag Islamisk Stat.

Engang var det Thomas af Monmouth der i 1100-tallets England hævdede, at en gruppe rabbinere mødtes én gang om året for at aftale, hvor i verden de skulle ofre en kristen som hævn for kirkens jødeforfølgelser.

Engang var det Krushevan der i begyndelsen af det 20. århundrede gennem den russiske avis Znamya hævdede at jøderne havde en hemmelig plan for at overtage verdensherredømmet. Det er den konspirationsteori, vi i dag kender som Zions Vises Protokoller.

Og konspirationsteorierne klæber sig til det jødiske folk. Af den ene eller anden årsag er der nogle mennesker, som vil, at de skal være sande. Jeg forestiller mig, at man skal være et almindeligt dannet og fornuftigt menneske, for at blive valgt til et dansk byråd. Det tror jeg også både Özkan og Rolskov er. Alligevel er det som om at både de to byrådsmedlemmer og mange andre med dem slår den kritiske sans fuldstændig fra, når det kommer til Israel og det jødiske folk. Hvorfor?

Vel er det i dag relativt let at gemme sådanne tåbelige udtalelser bag antizionsmen frem for antisemitismen, og dermed gøre det udtalelserne en anelse mere spiselige i offentlighedens øjne. Alligevel må vi standse op og lade os advare. For selvom den israelske regering da bestemt fortjener kritik for dele af sin politik – ligesom så mange andre lande fortjener det – så er der antizionisme, som bliver så himmelråbende, at den kun kan bunde – bevidst eller ubevidst – i antisemitisme. (Det nytter heller ikke noget, at dele af venstrefløjen igen og igen bliver ved i samme antizionistiske rille, hvorved de fejlagtigt tror, de tjener palæstinensernes sag. Det gør de ikke. Kun ved at gøre plads i deres eget verdensbillede til staten Israel, kan der for alvor rykkes på status quo.)

10. oktober sidste år bragte Kristeligt Dagblad et interview med den norske overrabbiner Ervin Kohn. Her siger han blandt andet, ”at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.”

Thomas, Krushevan, Özkan og Rolskov viser os, at Ervin Kohn har ret i sin analyse. Det er så op til os andre at modsige de konspirationsteorier, der kommer frem – uanset hvor fjollede de så end måtte være. For de kan føre til antisemitisme. Og det er ikke at spøge med.

Isene, der mindede mig om de gode snakke

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Som så mange andre er jeg her over sommeren smuttet fra den danske kolde sommer og har været på ferie i udlandet. Min tur gik til Marokko sammen med en veninde. Et land, der på trods af sin korte afstand til mit hjem i Europa, havde sine forskelligheder og noget nyt og fremmed at byde på.

En varm og solrig eftermiddag blev min veninde og jeg enige om, at vi fortjente en is efter en hård tur op og ned ad et bjerg uden for den by, vi boede i. Kort efter at vi var gået fra iskiosken kom en håndfuld børn hen til os og ville smage vores is. Vi havde tidligere oplevet, at børn på stranden kom hen og ville smage vores vand og brød – og det så ikke ud som om, de manglede noget, men at de var almindelige strandgæster.

Her ned ad gaden forsøgte børnene ihærdigt og ivrigt at tigge os om en smagsprøve og var en Magnums længde fra at få fat i vores eftermiddagssnack. Begge hændelser var meget mærkelige og en anelse irriterende for os. Denne hændelse endte med, at jeg så bestemt på en af børnene og sagde ’lad være’ på arabisk. Og det hjalp.

Men bagefter havde jeg en mærkelig smag i munden, for det var en underlig situation, og der havde været komplet modstridende følelser i spil fra de to parter. Hvordan kunne vi opfatte den samme situation så forskelligt? Isene fik mig til at tænke på mødet mellem to kulturer; vi købte en is, fordi vi var på ferie, og vi ville bare gå i fred på gaden. De var begejstrede over at møde to kvinder med mere eller mindre lyst hår og ville snakke med os.

Jeg havde ikke lyst til at se skævt til børnene, så det gik op for mig, at jeg måtte forsøge at forstå situationen og deres reaktion fra deres perspektiv, i stedet for at situationen skulle skabe frustration hos mig. Jeg prøvede på bedste vis at sætte minutterne under mikroskop og tænkte, at de da gerne ville smage isen, men at det nok var os europæere, de var mere interesserede i. Men at isen var en måde at få ’del’ i os på.

Jeg kom til at tænke på mødet mellem mennesker med forskellige trosretninger, og hvordan der nogle gange kan skabes en kløft mellem parterne. Jeg har ikke en endelig opskrift på, hvordan man får en god dialog, men jeg er gang på gang blevet mindet om, hvor vigtigt det er at være nysgerrig, lyttende og forsøge at finde fællesnævnere, når man taler sammen.

Når jeg står foran et menneske med en anden baggrund, forsøger jeg at overveje, hvad det er, vi har til fælles: Med en jøde kan det være troen på Gud og forventningen om Messias, som for mit vedkommende er kommet, men en dag skal komme igen. Med en muslim kan det være noget af det det samme og for eksempel Guds karaktertræk. Hvad betyder det for eksempel, når vi kalder Gud barmhjertig og tilgivende? Hvad betyder disse karaktertræk på Dommens dag?

På baggrund af fællesnævnerne tror jeg, at man kan få en spændende snak, hvor begge parter kan få lov til at udtrykke deres synspunkter. Jeg tror det samme gælder for kulturelle møder som for ’tros’ møder. Netop at være nysgerrig. At spørge sig selv hvorfor det andet menneske har et givet synspunkt, hvad synspunktet går ud på, og hvordan vi kan prøve at forstå hinanden i det. Eller i det mindste at respektere hinanden. Der skal stadig være plads til en undren, for vi er forskellige. Men jeg tror ikke, at reaktionen skal stoppe dér. Denne undren skal lede til en refleksion og frugtbar diskussion, så vi ikke bare står irriterede tilbage med en is i hånden, der pludselig smager anderledes, end den plejer.

Israels møde med korset

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Det er dagen før min hjemrejse. Datoen er den 1. juni og 9 lærerige måneder som volontør i Det hellige land med base i Jerusalem er ved at være forbi. Udsendt af IU er jeg under præsten David Serners ledelse blevet sat til både at finde vandpistoler til børnegudstjeneste, undervise, guide eller tage af sted med vores seje missionspilothold ud i ørkenen. Desuden har jeg været en af køkkenets forsyningstropper på Christ Church Guest House, hvor jeg har forsynet kokkene med rene gryder og revne gulerødder.

Jeg har sagt farvel de fleste af de mennesker, jeg har delt hverdag, tro og oplevelser med. Jeg kan mærke, at jeg efterlader noget af mig selv i Israel. Det er som om, jeg er en plante, der har fået et godt rodnet i Israel og nu skal rykkes op indfinde sig i en ny jord. Savnet fylder.

Gud har været med mig i de udfordringer og glæder, der har været på min vej. Han har ladet mig vokse i troen og være til velsignelse for andre. Der er sket så meget godt for mig i Israel. Taknemligheden fylder.

Jeg er gået lidt væk fra det hele for at være sammen med min himmelske Far. Jeg åbner op for det, der fylder og åbner også min rygsæk og finder et ark, jeg har gemt fra opstandelsesgudstjeneste i Gravhaven. Jeg åbner min mund og synger ”Graven er tom” og ”Han er opstanden”. Det fylder mig med håb. Ikke at savnet er væk, men at Jesus er midt i det og en dag vil føre mig og mine kristne brødre og søstre sammen med sig selv i det ny Jerusalem.

Jeg går ud af Jaffa Gate og går langs bymuren på vej mod Jaffa Street hen på eftermiddagen med solen imod mig. Den vej har jeg gået utallige gange og er ikke så meget optaget af vejen, men mere at nå frem til mit mål; at besøge og få sagt farvel til en dansk familie, jeg har tilbragt flere goder stunder med i Jerusalem.

Lige pludseligt stopper en ortodoks jøde mig op. Han hedder Israel og er iført både hat, habit og kvaster, som hænger ned fra hans hvide skjorte. Han siger, jeg har noget lys over mit hoved, og at det stråler ud fra det sølvkors, jeg bærer om min hals. Jeg kan hverken føle eller se noget selv og synes, det lyder meget mærkeligt. Jeg kommer dog i tanke om pinseunderet, og forklarer ham lidt om det.

Han er overvældet over det lysende kors og spørger ind til, hvad det betyder. Jeg fortæller om Guds lys, kærlighed og frelse til os i Jesus på korset og forventer, da jeg nævner Jesus, at han vil komme med indvendinger. Overraskende nok lytter han bare og bliver ved med at spørge ind til korset. Han er tydeligvis overvældet over korset og siger gentagende gange, at han drages mod det. Han forstår ikke selv, hvad der sker, for som han senere forklarer, er han som en rettroende jøde blevet opdraget til ikke at se på korset.

Israel spørger nu ind til, hvad jeg lavede før jeg mødte ham. Jeg fortæller, at jeg bad til Gud om at jeg var trist over at skulle sige farvel til de mennesker, jeg er kommet til at holde af i Israel og også lovsang Gud for opstandelsen og den tomme grav.

Jeg benytter lejligheden til at fortælle om den tomme grav, hvordan Gud oprejste Jesus og det liv og lys, der er i Jesus. Jeg føler flere gange, jeg famler efter ordene, men Gud bruger mig.

Så spørger jeg, om jeg må bede for ham, og han foreslår, vi går afsides, og vi sætter os på en bænk. Han tager min hånd, og jeg beder om at Gud må skinne i hans liv, at han må modtage Jesus, og det Jesus gjorde på korset for Israel. Israel giver udtryk for at det var kraftfuldt at blive bedt for.

Han vil gerne røre mit kors og jeg giver ham lov til det. Kort efter spørger han, om han må få det. Jeg tænker mig lidt om, og giver ham det så, idet jeg siger “modtag Guds kærlighed i Jesus”. Han vil gerne have det om halsen, og jeg sætter det rundt om nakken og han sikrer sig, at det er skjult under hans hvide skjorte. Israel fortæller mig, at han føler en helhed ved at røre korset. Inden vi siger farvel, opfordrer jeg ham til at søge Gud igennem bøn og bibel og at møde Jesustroende jøder fra Christ Church.

Jeg fik ikke besøgt den danske familie den dag, men hvor var det stærkt at Gud har besøgt og forløst sit folk på et kors og stadig gør det i dag. Tak Gud for dette helt uplanlagte og alligevel så planlagte møde! Bliv ved med at bede for Israels frelse.

Det bor i Guds inderste at ville mission

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

19. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen

Det er en regnvåd forårsdag på Østerbro i København, og jeg ringer forgæves på ved kirkekontoret hos Fredens og Nazareths kirker for at komme i ly for det lunefulde vejr. Jeg har en aftale med Jens Ole Christensen, der er tidligere generalsekretær i Luthersk Missionsforening og forstander Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningscenter. Nu er han sognepræst ved de to kirker på Østerbro i København. Han har sagt ja til at mødes til en samtale om TORVETs hjertesag: Hvordan teologi og mission kan berige hinanden.

Kort efter ser jeg Jens Oles markante skikkelse bevæge sig mod mig ad Ryesgade. Med sin sorte bredskyggede hat og præsteskjorten under jakken skiller han sig ud – selv på Østerbro.

”Da jeg begyndte i jobbet som præst, overvejede jeg meget, hvordan jeg blev kendt her i sognet,” fortæller han og fortsætter om præsteskjorten, som måske mest er kendt inden for den katolske kirketradition: ”Jeg ved godt, den måske nogle gange bliver associeret med en anden teologi, men der er ingen tvivl om, at den har gjort mig mere synlig som præst, og jeg har fået meget positiv respons på den,” fortæller han.

Teologien indbyder til kreativitet

Skjorten bliver afsæt for lidt tanker om den teologiske refleksion: ”Teologien har jo ikke bare en linjevogterfunktion – den indbyder også til kreativitet,” mener den tidligere generalsekretær og fortsætter med at understrege, at lige siden den første generation af troende er evangeliet blevet plantet på forskellige måder i forskellige kulturer – og det kræver både teologisk refleksion og kreativitet, mener Jens Ole. Præsteskjorten er et meget lavpraktisk eksempel, og et andet kunne være bibelens tale om både ægteskab og det at være forælder: ”Ægteskabet er et aftryk af Guds kærlighed til menigheden, og forældreskabet er et aftryk af Guds kærlighed til sine børn. Det er en grundlæggende struktur i bibelen. I Johannesevangeliet kapitel 15 bruger Jesus næsten samme sprogbrug om venskabet, og det er interessant, når man bor i en singlekultur som den her,” mener Jens Ole, og på den måde kan det eksegetiske grundarbejde og en kreativ bibelsk refleksion være med til at gøre opmærksom på nogle ”sovende indsigter”, som han kalder dem.

Teori er ikke et skældsord

Jens Ole mener, at der helt sikkert har været en tendens til at adskille teologien fra praksis. ”I den europæiske kultur har der været en tendens til, at sandheden kun sidder i hovedet. Men i Det Nye Testamente sidder sandheden også i benene og i hænderne,” siger han og glider lidt længere ned i stolen og tager tilløb til det næste: ”Teori er ikke et skældsord i min verden, som det ellers er det for mange andre,” fortæller han og fortsætter: ”Teologi skal ligesom alt muligt andet også have lov til at være grundforskning. Vi skal studere stoffet for at studere stoffet, og vi skal ikke alt for hurtigt spørge, hvilket liv vi får ud af det. Ellers bliver vi ikke klogere, og nogle gange skal vi også blive klogere bare for at blive klogere. Fagteologer har en rolle i at stille de farlige spørgsmål – både på universitetet, Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet. Også uden lige at have en praktisk løsning på et givent spørgsmål. Man ved måske ikke, hvad man skal bruge det til lige i øjeblikket, men en dag opdager man lige pludselig, at man godt kan bruge det til noget. Eller det lægger sig som en ampul under huden og gør noget ved hele vores måde at gå til ting på.” Tonelejet skifter lidt, og sognepræsten fortsætter med eftertryk: ” Når det er sagt, så skal det også siges, at hvis man adskiller teologi og mission, skader man begge dele. Teologien bliver til ren frimærkesamling, og med missionen kan der ske et af to som går i hver sin retning,” mener han.

Praktiske problemstillinger udfordrer teologien

Ifølge Jens Ole Christensen kan mission uden den teologiske refleksion være i fare for at falde for fristelsen til at spørge, hvad der sælger billetter lige nu uden at spørge, om det faktisk er sund kristendom. ”Men missionen kan også blive overrigid uden den teologiske refleksion. Vi gør, som vi plejer, fordi man måske ikke har kritikken af, at vores ’plejer’ for eksempel er kulturbestemt, vanebestemt eller godt i en situation, men ikke i en anden situation.” Han mener til gengæld også, at missionen kan udfordre teologien på nogle praktisk problemstillinger, som missionæren møder ude i frontlinjen. Hvad stiller man for eksempel op med flerkoneri i Afrika, eller hvor meget af jødedommens praksis skal en jøde holde fast i, hvis hun kommer til tro på Jesus? For Jens Ole kan det koges ned til spørgsmålet om, hvilke kulturelle udtryk der kan tages med ind i kirken uden at skade teologien.

Ord kan godt gøre ondt

”Jeg ved med sikkerhed, hvad min kone ville sig om det!” griner Jens Ole på spørgsmålet om, hvad en 25-årig udgave af ham ville sige om sammentænkningen af teologi og mission. ”Jeg var nok sådan en typisk 70’er stud.theol., der levede i en verden af principper, analyser og grænsedragning,” erkender han og holder en lille tænkepause, inden han fortsætter: ”Der er jo nok både et stykke menneskelig og åndelig udvikling i det. Det betød rigtig meget for mig at være en del af noget praktisk menighedsarbejde gennem min studietid, og her opdagede jeg, at mine ord og handlinger godt kunne gøre ondt på mennesker på en meget ufrugtbar måde,” reflekterer han ærligt og erklærer samtidig, at for ham er det vigtigt at se forskellen på sand og sund teologi. ”Sund lære er altid sand lære, men sand lære er ikke nødvendigvis altid sund lære. Dermed mener jeg, at hvis det ikke er sandt, så er det heller ikke sundt på den lange bane, men det kan teknisk godt være sand teologi uden at være sundt sjælesørgerisk eller sund kontekstualisering,” uddyber han. Jens Ole mener for eksempel, at der har været en tendens til at forkynde om frelse og fortabelse med en sprogbrug og i et toneleje, hvor det har lydt som om prædikanten var vred på tilhørerne. ”Man skal kunne mærke Jesu tårer over Jerusalem i forkyndelsen om fortabelsen,” mener han, idet han citerer Ninna Beck, Wilhelm Becks kone. På samme måde mener han, at man kan tale teologisk sandt om spørgsmålet om homoseksualitet uden at vise omsorg for det konkrete homoseksuelle menneske. ”Og det er ikke bare den, ’det går ud over’, det er usundt for – det er usundt for os alle sammen, fordi vi glemmer, at det berører konkrete mennesker,” forklarer han og tilføjer: ”I det hele taget må man sige, at en teologi der ikke går i dialog med erfaringerne i den virkelige verden, godt kan få noget sterilt over sig i praksis. Og det er sådan en steril teologi, der godt kan være usund, selvom den teknisk set er sand.”

Holistisk missionstænkning

Der tales meget om missionale menigheder i disse år, og selv i folkekirken er mission igen kommet på dagsordenen. Og mission handler altid om konkrete mennesker på konkrete steder. Spørgsmålet er så, om de traditionelle ydremissionsselskaber har udspillet sin rolle, for ligger missionsopgaverne ikke lige så godt i lokale menigheder som hos selskaberne?

”Talen om missionale menigheder har været med til at opelske en sund holisme i missionstænkningen,” mener Jens Ole, men forklarer samtidig, at disse menigheder ikke kan stå alene, da de – selvom de er optaget af mission – ikke altid har erfaring eller kompetencer til at dele evangeliet på tværs af kultur og kontekst. ”Missionale menigheder tænker ofte i menighedsplantning, og de er ganske fremragende til at drive mission i de samme eller sammenlignelige kulturelle kontekster, men skal vi nå de to milliarder, eller hvor mange vi nu siger, der tilhører de mindst nåede folkegrupper i dag, så kræver det en evne til at bryde grænser og en meget høj missionsfaglighed.” Han forklarer, at en grundlæggende forskel er, at en menighed skal slå rødder og få lokal kolorit, mens et missionsselskab skal have ”løse teltpløkker” og vide, hvornår et arbejde kan stå på egne ben, så missionsselskabet kan rykke til et nyt område. ”Men jeg er ret sikker på, at hvis man skal bevare missionskompetencerne, så er den enkelte kirke nødt til at lave sit eget sekretariat, og så er vi jo lige vidt,” smiler sognepræsten og udfordrer alligevel med ordene: ”Så kan missionsorganisationerne selvfølgelig overveje, om tiden er inde til at spørge sig selv, om man skal omdefinere sig til at være et sekretariat for de menigheder, der vil drive mission. Der kan komme et frugtbart samarbejde ud af, at menigheder med rødder og missionsselskaber med løse teltpløkke arbejder sammen.”

Samarbejde i en glokal kultur

Spørgsmålet bliver så, hvordan menigheder og missionsselskaber bedst samarbejder om at få det til at ske. ”Jeg tror på strategien med, at missionsselskaberne gør noget ind i eksisterende menigheder og laver en form for partnerskaber. Det tror jeg, man er nødt til. Også fordi vi har fået en større identitet i de menigheder, vi er en del af. Det er en del af, at ’glokaliseringen’ spiller en større og større rolle, hvor man er meget lokal og på samme tid meget globalt orienteret. Dermed kommer de landsdækkende strukturer til at spille en meget lille rolle. Det er en af årsagerne til, at det er svært at få folk til at engagere sig i missionsselskaber på landsplan,” mener Jens Ole og forklarer videre, at den oplagte udfordring dermed bliver at tænke det lokale og globale så meget sammen som muligt.

Gudsbilledet og missionsteologien

Efter en lang samtale om teologi og mission falder snakken til sidst på sammenhængen mellem missionsteologien og Jens Oles eget gudsbillede. ”Missionen sidder i Guds væsen, i evangeliet inderste. Selvom vi ikke havde en missionsbefaling måtte evangeliet af sig selv tvinge os til mission,” mener han. ”Frelsesviljen bor i den treenige Gud, og det betyder noget for mit gudsbillede. Så kan det være svært nogle gange at sige, hvad der er hvad, men hvis man læser Det Gamle Testamente, kan man få øje på, både hvor urokkelig Gud er, og hvor fleksibel han er.” Her nævner han som eksempel kongemagten i Israel, som jo egentligt begynder som et oprør, men hvor Gud tager ulydigheden og inkorporerer den i sin frelsesplan, for kongen er afsættet for hele tanken om Messias. ”Det er her, det bliver meget svært at skelne mellem teologi og missionspraksis, for Gud er urokkelig, og Gud er fleksibel på én gang. Det lærer vi af missionsteologien og missionshistorien, og det lærer vi af bibelen,” slutter Jens Ole.

Cafépræsten

På vej ud er vi tilbage ved skjorten. ”Jeg har den på i dag, fordi jeg er på vej videre på café,” fortæller han. Jens Ole har en ugentlig aftale med en caféejer lidt længere oppe ad gaden. Idéen er, at sognepræsten er synligt til stede på caféen, så beboerne i området kan komme forbi og få en snak i nogle lidt andre rammer end kirkens lokaler tilbyder.

Da vi er kommet ud på gaden, er vi ikke gået mange skridt førend Jens Ole Christensen falder i snak med en ældre dame, som slår følge med os på fortovet. Skjorten har gjort ham kendt, præsten, men det kræver alligevel sit medmenneske at lade sig standse, bevæge og slå følge med et andet. Uanset om man lever sit liv på Østerbro, Totota eller Tel Aviv.

Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.

Gud går med skridt for skridt

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

19. juni 2017 Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Sahar Sadlovsky Gold er Jesus-troende jøde. Da han for nogle år siden fandt det Nye Testamente på internettet, blev han nødt til at forholde sig til det. Efter længere tids kamp med de svære spørgsmål, blev han klar over, at Jesus er Messias. Igennem mødet med andre kristne i Immanuelkirken i Jaffo, tog hans liv et radikalt kursskifte, og han har siden stræbt efter at følge Jesus ubetinget. Sahar erfarer, at det ikke altid er lige nemt, men oplever, hvordan Gud er nær, selv når hverdagen er grå, og at han griber ham, når han falder.

Gud forsoner

Klaverets afsluttende toner flyder sammen med livlig snak i det mildt oplyste kirkerum. Jeg sidder på en solid træbænk sammen med Sahar i Apostelkirken i København i anledningen af Israelsmissionens årsmøde. Den afsluttende gudstjeneste har netop nået sin ende, og det slår mig pludselig, hvor forunderligt Gud virker og arbejder. På en eller anden måde formår han at samle mennesker på tværs af kulturer og samfundsskel og forene og forsone dem i ham. Da jeg mødte Sahar første gang, var det under varmere himmelstrøg. Jeg tilbragte foråret i Israel som kirkevolontør i Immanuelkirken, hvor Sahar var en del af den brogede menighed, som både han og jeg kalder for hjem. Nu sidder vi sammen her i kolde Danmark, og reflekterer lidt over den rejse, Gud har ledt ham på.

Rabbineren skuffede

Sahar voksede op i Israel i en traditionel jødisk familie syd for Tel Aviv. Selvom han og familien fejrede de jødiske højtider og boede i et område fyldt med synagoger, fortæller han, at troen ikke var noget, der fyldte i hans liv: ”Jeg levede mit liv efter mine regler. Det med Gud kom ikke mig ved,” fortæller Sahar. I stedet var han optaget af at spille fodbold og at skabe et godt liv for sig selv. Han ville have alt ud af tilværelsen, som kunne gavne ham.

Men da Sahar som 16-årig oplevede, at hans fætter blev alvorligt syg med kræft, åbnede det op for nye spørgsmål. Familien tog kontakt til en rabbiner i håbet om, at han ville komme og velsigne ham og bede for ham. Rabbineren forlangte dog titusinder af shekel for at komme til hospitalet og ”hele” ham.

”Det knuste mig,” fortæller Sahar, men fortsætter: ”Jeg kendte ikke Gud, men vidste i mit hjerte, at dette ikke var måden at nå til ham.”

Selvom rabbineren kom og bad for fætteren, døde han alligevel. Sahar beskriver det, som en afgørende oplevelse i sit liv. Han er udmærket klar over, at ikke alle udnytter menneskers smerte og håb på denne måde, men det var med til at skabe en større eftertanke hos ham.

Gæstfrie kristne arabere pirrede nysgerrigheden

Nogle år senere begyndte Sahar at spille på et fodboldhold sammen med nogle kristne arabere fra Jaffo. De blev gode venner og inviterede ofte Sahar med hjem. Her oplevede han en helt særlig gæstfrihed. ”Det var den måde, de var sammen på, der virkelig rørte mig,” fortæller han og uddyber: ”De var gode og rare ved hinanden, og det smittede.”

De nye venskaber skabte en lyst i Sahar til at forstå mere om deres baggrund og tro. Men han følte ikke, at han kunne spørge dem direkte: ”Jeg var jo jøde, og de var kristne,” forklarer han mig. Derfor søgte han i stedet på internettet, og her fandt han det Nye Testamente på hebraisk. Da han begyndte at læse evangelierne fik han nærmest et chok. Han havde forventet at læse en bog fyldt med antisemitisme, der opfordrede til jødehad, men i stedet var det en bog skrevet af jøder om jøder. ”Min første reaktion var: Hvorfor er det blevet skjult for os? Hvorfor ved vi jøder intet om evangeliet?” fortæller Sahar og fortsætter: ”Det gik op for mig, at det mest jødiske jeg kunne gøre, var at tro på Jesus.”

Jøden Jesus og spændingsfeltet

I sit første møde med evangelierne, var det især karakteren Jesus, som rørte Sahar. ”Vi har alle mødt utallige mennesker gennem livet – nogle gode andre knap så gode – men i det Nye Testamente mødte jeg en person, jeg simpelthen blev nødt til at tage stilling til,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg kunne simpelthen ikke finde én ting, der var galt med ham. Hans karakter er så positiv – om du tror på Gud eller ej. Jeg havde fornemmelsen af, at selvom jeg sad alene på mit værelse, så var Jesus sammen med mig.”

Sahar oplevede dog stadig, hvordan hans forestilling om, at Jesus ikke er for jøder, skabte et spændingsfelt i ham. Derfor stoppede han med at læse i nogle uger, men måtte dog erkende, at han kunne slukke for computeren, men ikke for Jesus. Han beskriver eftertænksomt, hvordan det gik fra historisk viden til tro og liv i ham: ”Jeg forstod, at han som hedningene kaldte Jesus, var søn af David – han er Messias! Og han døde for mig.”

Levende tro skaber længsel

Når Sahar tænker tilbage på den første tid som Jesus-troende jøde, beskriver han den som meget ensom. I begyndelsen var han overbevist om, at han var den eneste jøde, der troede på, at Jesus er Messias. Det resulterede i, at han i en lang periode forsatte med at leve sit liv, som han altid havde gjort. Han rejste en del rundt og boede med sin ikke-kristne kæreste. ”Jeg levede mit liv som en ulv og gjorde, hvad jeg ville. Men intet kunne mætte hullet i mit hjerte,” fortæller Sahar. Det blev dog klart for ham, at hvis Jesus skulle være Herre i hans liv, måtte der ske nogle radikale ændringer.

Gennem internettet fandt han frem til Immanuelkirken i Jaffo. Det var et stort skridt for ham at tage derhen, og han beskriver, hvordan han nærmest var bange for at træde ind ad døren: ”Jeg tog én af mine arabisk-kristne venner med, og lod ham gå forrest ind,” fortæller Sahar med et smil på læben.

Da gudstjenesten begyndte sang hele menigheden den jødiske trosbekendelse på hebraisk. Den lyder: ”Hør Israel: Herren er vor Gud, Herren er én.” Det var en overvældende oplevelse for Sahar. Her var et sted, han ikke behøvede at forkaste sine jødiske rødder. Han kiggede rundt, og så alle de mennesker, som havde en levende relation til Gud og fortæller: ”De havde noget jeg ikke havde, og det skabte en længsel i mig efter at høre mere.” Det blev begyndelsen på et nyt liv for ham.

Immanuelkirken rummer forskellighed

Immanuelkirken har på mange måder spillet en stor rolle i Sahars liv. ”Gud brugte på en særlig måde Immanuelkirken til at handle i mit liv. Her mødte Han mig, ledte mig ind i et fællesskab med andre troende og begyndte at forme mit liv og mine holdninger.”

Byen Tel Aviv kan beskrives som en kulturel sammensmeltning af folk fra alle verdenshjørner, og det kommer også til udtryk i Immanuelkirken, der rummer en broget menighed af mennesker på tværs af landegrænser og samfundslag. Kirken ligger i bydelen Jaffo, som også er stedet, hvor apostlen Peter fik synet fra Gud om, at evangeliet er for både jøder såvel som alle andre folkeslag.

”Immanuelkirken er et sted, hvor mennesker fra alle nationer mødes,” fortæller Sahar og tilføjer: ”Her oplever jeg meget konkret, hvordan Gud har forsonet sig med os, og bragt os tæt ind til ham, og derved også tæt på hinanden.”

Mange mennesker kommer også til kirken grundet dens udsmykning og de koncerter, der arrangeres. De besøgende får dog langt mere end bare et møde med et bygningsværk. Her møder de troende, som lytter, viser næstekærlighed og respekt, og de får et pusterum i hverdagen. Flere får også det Nye Testamente i gave og et levende møde med Jesus.

”Jeg lærte at sætte mig selv til side”

For Sahar er der ingen tvivl om, at Gud har skabt store ændringer i hans liv. ”Evangeliet gør mig i stand til at forandre mig til det bedre.” forklarer han ”Jeg er langt fra perfekt, men jeg er heller ikke, hvad jeg var før.” Førhen lå hans fokus på, hvad verden kunne tilbyde ham af materielle goder, men det ændrede sig: ”Ikke at det udelukkende er dårligt at eje ting, men jeg gjorde det til min gud, og det var forkert. Jeg troede, at hvis jeg opnåede noget, ville det forløse mig.”

Derfor var det også en markant beslutning i Sahars liv, da han sagde sit job i telemarketing-branchen op, for at arbejde med udviklingshæmmede børn. ”Man kan sige, at gennem dette arbejde lærte han mig at tjene.” reflekterer Sahar og konkluderer: ”I stedet for at sende mig direkte ud i en opgave, hvor jeg var i fokus, lærte jeg ydmyghed og at sætte mig selv til side.”

Det er intimt at dele evangeliet

I øjeblikket arbejder Sahar for organisationen Jews for Jesus, der ønsker at bringe evangeliet til jøder. Meget af deres arbejde i Tel Aviv udgår fra deres hovedkvarter med navnet Moishe Rosen Center, der ligger i et kunstnerisk kvarter i byen. Herfra foregår undervisning, gadeevangelisation, møder, kunstudstillinger, åbent hus for området og mange andre gode tiltag.

For Sahar giver det god mening, at de benytter forskellige måder at nå mennesker på. ”Vi bruger ting som kunst og musik til at få forbindelse til mennesker. Det er fantastisk at få lov til at skabe nye venskaber gennem noget så intimt, som at dele evangeliet.”

Troen skaber et spændingsfelt

Da jeg spørger Sahar om, hvordan han fortsat lærer at sætte sin lid til Gud, reflekterer han et øjeblik, men svarer så: ”På én måde er det en kæmpe befrielse, at vi kan stole på Gud, men på samme tid, er det også en kæmpe udfordring. Det sker tit, at jeg fejler i at stole på Gud. Men også her møder Gud mig igen og igen og viser mig, at jeg kan stole på ham. Han anerkender mine svagheder og hjælper mig med at stole på ham.”

Sahar ser også spændingsfeltet mellem at være sat fri i Jesus og så stadig leve i en falden verden. Her er det let at blive distraheret af følelser og tanker. Som alle andre mennesker kan han være trist og i dårligt humør. ”Men så husker jeg på, hvem jeg er, hvor jeg har været, og hvor jeg er på vej hen,” fastslår han. Dét liv, han levede før Jesus, er stadig en del af hans historie, som præger, hvem han er. Men Sahar ved også, at livet som Jesu discipel er en vandring gennem hele livet, og ikke bare noget, der sker natten over. Vi må dagligt vælge, at sætte vores håb til ham og vente med tålmodighed.

Det er et stort ønske for Sahar, at være omsorgsfuld og at have et brændende hjerte, for dem som endnu ikke kender Jesus. Men han oplever også, hvordan det til tider er svært: ”Nogle gange fokuserer jeg alt for meget på mig selv, og ikke på de mennesker, som har brug for frelsen.” Stoltheden er også noget han kæmper meget med. ”Jeg har brug for Guds nåde til at overkomme den,” forklarer han og slutter: ”Men jeg ved at Gud går med skridt for skridt, og hjælper mig på rette vej.”

Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.

Til minde om Martha Maria Vibjerg Thomsen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

7. juni 2017, Bodil Skjøtt, generalsekretær

Mandag den 29. maj døde Martha Marie Vibjerg Thomsen, hustru til Jørgen Bækgaard Thomsen og mor til Louise, Laurits og Rebekka. Den 1. juni blev hun begravet på Beder Kirkegård. En fyldt kirken tog afsked med hende ved en begravelse, som Jørgen selv stod for. Kisten blev båret af børn og svigerbørn, samt Marthas bror.

Martha blev 78 år gammel og døde efter lang tids sygdom. At det har været et sygdomsforløb, som har fyldt meget de sidste år, blev der ikke lagt skjul på hverken i begravelsestalen i kirken eller i sønnen Laurits’ tale om sin mor ved det efterfølgende mindesamvær. Men det, som blev fremhævet, og som vil blive husket efterfølgende, var Marthas omsorg og hendes stærke engagement, som mor og ægtefælle i familien, som præstekone i sognet, hvad enten det var i Rinkenæs, i Jerusalem eller i Vorbasse, og i hendes arbejde som sygeplejerske, så længe helbredet tillod det. “Martha var en rigtig Martha” som Jørgen nævnte det i sin tale og som andre også understregede det, når de omtalte Marthas gæstfrihed, omsorg og engagement i deres liv.

Familien Bækgaard Thomsen var udsendt af Israelsmissionen som præstefamilie fra januar 1984 frem til sommeren 1989. Både Martha og Jørgen så det som en familie-opgave og Marthas store engagement i arbejdet kom både fastboende danskere i Israel til gode, når hun inviterede til “dansk eftermiddag” i præstelejligheden, eller på anden måde rakte ud til især danske piger i Israel. Men også de mange unge volontører, som i den periode opholdt sig i Israel nød godt af  præstelejlighedens store gæstfrihed. “Ofte lignende lejligheden mest af alt Fredericia Banegård”. Foruden arbejdet i menigheden i Jerusalem fandt Marthas også tid til at bruge sin faglighed som sygeplejerske, når hun selv var volontør på Hadassa Hospital i Jerusalem.

Kærligheden til og engagementet i Israelsmissionens arbejde ophørte ikke, da familien igen kom til Danmark. I en periode, fra  1994 og frem til 1999 var Martha med i Israelsmissionens landsstyre, og så længe kræfterne tillod det, var hun og Jørgen begge trofaste deltagere i Israelsmissionens årsmøder og andre arrangementer. Martha bidrog også til Israelsmissionens arbejde gennem foredrag rundt i landet, og sammen med Jørgen var hun rejseleder på adskillige ture til Israel, hvor deltagerne fik mulighed for at møde Israelsmissionens arbejde. Ikke mindst Ebenezerhjemmet var et hjertebarn for Martha. At Familiens ophold i satte varige spor ses også deri, at to af børnene, Louise og Laurits i dag er bosiddende i Israel.

Æret være Marthas minde!