16. juni 2017
Arne Pedersen, kommunikationssekretær
Michelle Tolentino kommer frisk fra Wittenberg, hvor Lausanne-bevægelsen, som Israelsmissionen er en del af, i anledningen af reformationens 500 års jubilæum, de seneste dage har samlet 90 ledere fra hele verden, som alle har fingeren på pulsen hvad angår mission indenfor områder som forretningsverdenen, muslimer osv. Michelle arbejder på Filippinerne med at bringe evangeliet til børn, som kommer ud af trafficking, er udsat for vold eller misbruges på andre måder. Derfor er hun også leder af den Lausanne-interessegruppe, som har med udsatte børn at gøre. Hun er optaget af spørgsmålet: Hvordan bringer vi det hele evangelium til udsatte børn?
Michelle Tolentino
”Det bedste ved at være med på konferencen var helt klart den ånd af fællesskab og samarbejde, der var. Det var ikke sådan, at de ældste påberåbte sig anciennitet og sagde ”Lyt til os!”. Vi, der er unge, blev virkelig lyttet til og vores perspektiv blev værdsat,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg mener, Chris Wright, der jo nærmest er arkitekten bag Lausanne sammen med John Stott, sad sammen med mig til vores rundbordsdiskussion, og han lyttede til mig på samme måde, som jeg lyttede til ham. Det var stærkt, for det viste samtidig hvilken ydmyghed, der prægede konferencen.”
Konferencen havde ikke noget egentligt program fastlagt – ud over bibeltimer og bøn om morgenen. Man havde inviteret de 90 mennesker fra hele verden i en differentieret alders- og interessegruppe. Konferencen begyndte med spørgsmålet: Hvad ser du som den væsentligste faktor for, at der kan komme gennembrud i verdensmission netop nu? Ud fra svarene blev der så dannet forskellige interessegrupper, hvor man kunne snakke, inspirere og forpligte hinanden og komme med forslag til Lausanne-netværket om konkrete tiltag.
”Jeg var mest optaget af spørgsmålet om partnerskaber,” fortæller Michelle, som har været en del af Lausanne-bevægelsen siden 2010 i Cape Town. ”Vi har en helt enorm vigtig opgave i at bruge vores ressourcer på den bedst mulige måde – på tværs af kristne retninger, sprog og kultur. Vi skal lade os inspirere af andre!” mener Michelle og fortæller, at der ikke er særligt mange evangelikale kirker, som arbejder inden for hendes ekspertiseområde. ”Dem på kanten af samfundet mener ret ofte, at de evangelikale kirker ikke er for dem,” fortæller hun og fortsætter: ”Derfor er jeg virkelig optaget af – ikke bare hvordan vi kan gøre kirken relevant eller kontekstuel for denne gruppe af mennesker, men hvordan kan vi gøre kirken inkarnatorisk? Gud blev menneske – kød og blod – for at gøre evangeliet tilgængeligt for os. Vi må konstant lade os udfordre til, hvordan vi gør det, der hvor vi er, og indenfor det område vi selv arbejder med,” mener hun.
Michael Oh, leder af Lausanne-bevægelsen, mener der primært er to områder, som konferencen har været med til at gøre tydelig: ”Et profetisk kald går ud fra dette sted til kirken i hele verden om at bede og arbejde mere sammen. Der er ingen større barriere til global mission end attituden: ’Jeg har ikke brug for dig.’ I Lausanne kender vi til over et halvt tusind netværk, som arbejder på at sprede evangeliet i verden. Hvad ville der ske, hvis disse netværk arbejdede sammen og stillede helt skarpt på global mission?” spørger han.
Og det var præcis det, der skete i Wittenberg i disse dage på konferencen. 90 mennesker, unge som gamle, fra vidt forskellige arbejdsgrene fra vidt forskellige steder i verden, fandt sammen for at inspirere hinanden – og kirken i resten af verden – og for at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan bliver jeg og min kirke gode nyheder for de mennesker, jeg lever sammen med?
Tusmørket har lagt sig over byen og min messiansk-jødiske ven reciterer sabbatsbønnerne på hebraisk foran halvanden snes ret forskellige mennesker, der udgør forsamlingen.
Hvis der er én ting, jeg har lært i mit møde med Israelsmissionens Unge, så er det, at der er fyldt med skatte og overraskelser i sabbatsfejringen. Denne aften skulle vise sig ikke at skuffe. I forsamlingen var et midaldrende ægtepar fra Guds andet land, USA. En god og varm snak opstod hurtigt og jeg mærkede en oprigtig interesse og velvilje fra mine samtalepartnere, men så. Pludselig siger han:
“Gud har gjort, at Trump er blevet præsident, fordi Trump støtter staten Israel”.
Dybt taknemmelig over, at mængden af sabbatsvin ikke havde oversteget den grænse, hvor min empati kan træde i baggrunden til fordel for mere impulsive og passionerede ytringer mærkede jeg, at min kæbe droppede så hurtigt mod jorden, at havde min anatomi tilladt det, var min hage dykket ned i det flotopdækkede sabbatsbord. Jeg mønstrede al den tålmodighed og forståelse jeg kunne og fik fremstammet et kort men umiddelbart roligt: “What?”.
Sagen var ikke ny for mig.
Positivt formuleret kommer sådanne udmeldinger af en oprigtig og inderlig tro på, at Gud er historiens herre og at Han har magt til at mikrostyre slagets gang i verden. Egentlig er jeg langt på vej enig og det kan faktisk være forfriskende og opmuntrende at møde mennesker med en så dyb overbevisning om Guds magt.
For mig at se er det dog helt ude af proportioner for det første at tage Gud til indtægt for en personlig tolkning af en helt specifik situation. Manden sagde ikke engang: “Jeg tror, at Gud…” Nope. Det var Gud. Punktum.
Hvilket menneske har fået mandat til på den måde at tøjle Gud og påstå at have gennemskuet Ham? For det andet følger der desværre typisk en nærmest blåøjet blåstempling med en sådan udtalelse. Nuancerne forsvinder.
For det tredje går det for mig at se helt galt, når man kobler det på staten Israel.
Det bliver ved med at overraske mig, at personligt kristne med en tilsyneladende tæt relation til Gud og en meget høj grad af selvopofrelsesvillighed i jødemissionens tjeneste så let glemmer “the dark sides” af staten Israels gøren og laden.
Formiddagen forud for sabbatsmåltidet var jeg i Betlehem, som jeg har været så mange gange. Byen ligger kun få kilometers kørsel fra Jerusalem men er på mange måder adskillige tidszoner fra den israelske hovedstad.
Under én overskrift kan man sige, at Israels tilstedeværelse på Vestbredden i bred forstand har begrænset mulighederne for indbyggerne i området. Jeg har selv venner, der dagligt er påvirket af en politisk situation, som for nogen helt slukker håbet om og lysten til at arbejde for en bedre fremtid. Senest har man kunnet læse om urimelighederne ved ckeckpointet i netop Betlehem.
Den palæstinensiske befolkning og dets ledere bærer klart deres del af ansvaret for den politiske situation, men nøden fra lokalbefolkningen må ramme os i en sådan grad, at unuancerede og uforbeholdne udtalelser om Guds suveræne indgriben til fordel for staten Israel bliver umulige.
Jeg synes vi skal være meget påpasselige med at tilskrive Guds vilje til bestemte situationer.
Min erfaring er, at det giver en ENORM frihed. Jeg bliver sat fri fra at skulle bedømme og vurdere menneskers gerninger og kan i stedet fokusere på det, jeg har fået givet og på, hvordan jeg forvalter det bedst både til gavn for både “jøder og hedninger”.
31. maj 2017, Arne Pedersen, kommunikationssekretær
Pinsen er på mange måder påskens lidt underkuede lillebror. Eller, sådan bliver det i hvert fald ofte praktiseret, for mens påsken nok skal få sin del af opmærksomheden er pinsen ofte blot et lidt småbesværligt appendix. For det er ikke altid helt let at få greb om ham Helligånden. Hvem er han egentligt – og hvad er hans opgave?
I min barndom og ungdom var mit sprog og teologi om Helligånden nærmest ikke-eksisterende – og det selvom jeg er vokset op i et missionsk hjem med en rigelig mængde af møder at gå til. Jeg husker, at Helligånden for det meste blev omtalt som ham, der helst ville, at vi snakkede om Jesus og ikke så meget om ham. Og selvom jeg tror, det er en af Helligåndens vigtige opgaver, så er der alligevel så meget mere at sige om, hvem han er.
Der er sket meget i missionsbevægelserne siden min barndom og ungdom når det kommer til forkyndelsen og undervisningen om Helligånden, men tilsyneladende står netop denne del stadig svagt, hvilket en nylig undersøgelse, Projekt God Forkyndelse, viste.
Det er virkelig ærgeligt, det er sådan, for uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt. Et helt evangelium må omfatte både påsken og pinsen, for det er én fortælling i to afsnit. Som med så meget andet i kristendommen kan vi også med pinsen og Helligånden få hjælp af den bibelske jødedom, for også pinsen har jødiske rødder.
Jeg husker, at da jeg en dag opdagede, at jøderne faktisk også både fejrede og fejrer pinse, var der noget, der faldt i hak. For det helt naturlige spørgsmål jeg stillede mig selv var, at når der er sammenhæng mellem jødernes påske og den kristne påske, og når der i evangelierne og i hele det Nye Testamente generelt gøres en pointe ud af, at Jesus netop skulle korsfæstes i jødernes påske – var der så måske også en sammenhæng mellem jødernes pinse og den kristne? Var der en pointe i at Helligånden kom til jorden, netop mens jøderne var samlet i Jerusalem for at fejre den anden af årets store pilgrimsfester?
Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – blev fejret af jøderne, som en høstfest – ligesom så mange andre af de store fester. På et tidspunkt, sandsynligvis i løbet årene mellem de to testamenter, udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret.
Efter Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten, leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter nogle måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.
Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå fast:
I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.
Her lærer vi den første væsentlige pointe om pinsen i et jødisk perspektiv: Ved at begynde lovgivningen på Sinai med at minde israelitterne om, hvad han lige har gjort for dem, knytter Gud påsken og pinsen sammen. Man kan sige det på den måde, at i påsken frelser Gud sit folk, mens han i pinsen giver det retning og formål. Vi kan fx stille os selv det spørgsmål: Hvad nu hvis Gud ikke havde givet sit folk loven? Så havde de jo stået der i ørkenen, måske kløet sig lidt i nakken og tænkt: Hmm…hvad så nu?!
Men Gud vil mere med sit folk end at frelse det fra slaveriet, for med lovgivningen på Sinaj inviterer Gud israelitterne til et nyt liv i fællesskab med ham. Han giver dem loven, for at de kan vide, hvordan de, både som fællesskab og som enkeltpersoner, kan leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem Gud er. Det er jo også derfor, Gud bliver vred, når israelitterne ikke gør, som loven foreskriver, for så er vidnesbyrdet om ham ikke længere sandt. Gud giver også israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.
Så langt så godt – men hvad har det alt sammen med den kristne pinse og Helligånden at gøre?
Den bibelske fortælling efterlader os ikke i tvivl om, at Gud ved, at loven er utilstrækkelig for at opfylde hans mission i denne verden. Derfor har Gud en plan – en plan han løfter lidt af sløret for overfor bl.a. de to profeter Jeremias og Ezekiel. Jeremias profeterer fx om ”en ny pagt” og om at Gud en dag vil lægge sin lov ind i mennesket selv – om at han vil skrive loven i menneskets hjerter. På samme måde profeterer Ezekiel om ”en ny ånd” og om et hjerte, der ikke er af sten, men af kød og blod.
Spol så nogle hundrede år frem i tiden til beretningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2, som begynder med ordene: ”Da pinsedagen kom…” Det er ikke en forudgribelse Lukas laver af den kristne pinse, men han konstaterer, at vi på dette tidspunkt er i gang med jødernes pinsefest – altså festen for lovgivningen på Sinai. Den nytestamentlige pinseberetning er en fantastisk og underfuld fortælling om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.
En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er den Paulus holder i 2. Korinterbrev kapitel 3. I denne prædiken efterlader Paulus os ikke i tvivl om sammenhængen mellem den jødiske pinse og Helligåndens komme, for her omtaler han korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Referencerne til både Ezekiel og Jeremias er tydelige. Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu – i kraft af Helligånden – står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.
Han konkluderer:
Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.
Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.
Dermed kan vi også konkludere, at Helligånden må have samme funktion og opgave for os, der er kristne, som loven havde det for jøderne. Vi får Helligånden ved dåb og tro, fordi Gud vil invitere os til at leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem han er – både som enkeltpersoner og som fællesskab. Det er det, Helligånden skal vejlede os til. Det er derfor, han er kommet. Og så for at være et tegn på gudsfolkets anderledeshed – som et mærke på at vi tilhører ham. På samme måde som Sinai gav israelitterne både retning og formål, giver Helligånden os det samme.
Der er altså al mulig grund til at dykke ned i pinsens jødiske rødder og holde op med at betragte denne højtid som påskens lillebror. For hvis vi kun vil have påsken – uden pinsen – får vi kun et halvt evangelium.
Rigtig glædelig pinse!
Denne artikel blev oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad i 2016.
Tirsdag aften arrangerede Den Danske Kirke i Jerusalem en aften sammen med Den Konservative Synagoge Ramot Zion. Emnet var byen Jerusalem og dens betydning, og aftenen var arrangeret i anledningen af den årlige markering af genforeningen af Jerusalem, hvilket dog ikke var fokus for aftenen. Her under kan du læse David Serners indlæg, som er præst ved Den Danske Kirke.
David Serner, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem
1) Jerusalem er ikke vigtig.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
3) Jerusalem er umådelig vigtig.
1) Jerusalem er ikke vigtig.
Jerusalem er ikke vigtig eller hellig for kristne, da vi tror, at da Jesus kom, skiftede fokus over på ham. Jesus provokerede til stadighed ved at pege på sig selv i forbindelse med højtider, som ellers havde templet som centrum. Det kom særligt til udtryk under løvhyttefesten, hvor Jesus pointerede, at alle traditionerne omkring lystænding, vandceremonier og ofre, egentligt handlede om ham. Dermed ændredes fokus fra et sted til et menneske.
Nu kan intet sted kaldes hovedfokus for Guds frelse.
Nu kan intet sted påstå at være mellemmand i forhold til Gud.
Nu kan intet sted agere som offer foran Gud.
Nu kan alt dette – og meget mere – ske hvor som helst.
Ligesom en forståelse af Toraen, der siger, at Tora er i fællesskabet af studium og god jødisk livsførelse, siger Jesus: “Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, men det er med en anden forståelse end den der er givet i tankerne om Tora, at Jesus siger dette. Jesus inkluderer det fuldstændige nærvær af forsoningen fra templet/som templet giver og ligefrem – et nærvær af Gud selv. Det var – og er stadig – en provokerende tanke.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
Jerusalem er vigtig for kristne, fordi den er hellig for jøderne. Kristendommen er forankret med jødiske rødder og i jødisk tænkning. Vi har, som kirke, forsøgt at latterliggøre, forfølge og udslette jødisk liv og teologi. Det er der ingen undskyldning for.
På trods af hvordan kristne har opført sig, og stadig opfører sig, vedbliver Jerusalem med at være en vigtig by på grund af det jødiske i kristendommen. Det var her Gud lagde grunden til sine løfter. Det var her profeterne fremstod og profeterede om den kommende Messias – eller om kommende begivenheder. Det var her templet blev bygget og tilbedelsen af Herren gav soning for synd.
Hvis Jerusalem intet betød for jøderne, ville den heller ikke betyde noget, for den kristne verden. Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af den kristne arv. Den er centrum for tidlig kristen tænkning, teologi og kristent liv, indtil romerne smed os ud.
Hvis der
ikke var et jødiske Jerusalem
ikke var et jødiske tempel
ikke var jødisk tilbedelse
ikke var et jødisk præsteskab
ikke var jødisk teologi
ikke var noget jødisk samfund med sit epicenter i Jerusalem for 2000 år siden, så ville der heller ikke være en jødisk Jesus eller frelse for en hedning som mig. Det er derfor Jerusalem er vigtig for kristne, fordi byen (også) er jødisk – og hvis man skærer rødderne over, vil træet dø.
3) Den er umådelig vigtig.
Jerusalem er umådelig vigtig og bliver set som hellig af kristne over hele verden. Det er her, tror vi, at Gud opfyldte alle sine løfter. Jesus kom som jøde og forblev jøde indtil sin død. Han vandrede omkring og prædikede i Galilæa for at komme til Jerusalem, som fra begyndelsen var målet for hans liv. Dette er byen, hvor vi kan mindes Jesu handlinger. Jerusalem er byen, hvor fortællingerne bliver levende i al dens mellemøstlige atmosfære og jødiskhed. Det vigtigste kristne sted, og hvad der gør byen hellig, er det, som ikke er der. Pilgrimme kommer langvejs fra for at se – ingenting. Der er ingenting at se, og det er det, som får os til at juble. Det gør ikke bare Jerusalem vigtig for os, men hellig. Dette er i sandhed Guds epicenter i forhold til det, han gør med sin skabning.
Jerusalem peger også fremad. Jerusalem er det, vi venter på. Jerusalem er Gud, som dvæler i os og mellem os. Jerusalem er fred, harmoni, glæde og fællesskab. ”Næste år i Jerusalem” har det jødiske folk proklameret i generationer, og kristne deler denne længsel efter det ny Jerusalem.
Så Jerusalem er ikke vigtig, for det er mennesket Jesus, der er vigtig.
Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af vores jødiske rødder og uden disse rødder, ville vi dø.
Jerusalem er vigtig, fordi det er stedet for vores frelse, og Jerusalem er vores fremtidige håb i vores frelser, den jødiske Jesus.
2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.
Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. I den første artikel fortalte vi om Baruch Maoz. Her kan du møde nummer to, Bishara Awad, kristen palæstinenser.
1967 – året jeg mistede mit land
Bishara Awad har inviteret på frokost i kantinen på Betlehem Bible College (BBC). Her har han fortsat sit kontor, selvom han i 2012 overlod ledelsen af skolen til Jack Sara, efter at have stået i spidsen for den, siden han selv oprettede skolen i 1979. Han fortæller gerne historien om, hvordan han – i tillid til Guds løfter og med 20$ på lommen – begyndte undervisningen i et par lejede lokaler i Betlehem.
På spørgsmålet om, hvordan han husker 1967 svarer Bishara: ”Det var det år, jeg mistede min ret til at vende tilbage til mit land. Jeg opholdt mig i USA, hvor jeg havde afsluttet min bachelor i matematik og fysik. Da jeg den sommer ville vende tilbage Betlehem, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke. Jeg havde mistet mit statsborgerskab. Nu var det Israel, der bestemte, hvem der kunne få indrejsetilladelse til Betlehem, og ifølge dem havde jeg været væk fra området for længe. 1967 betød, at jeg blev flygtning for anden gang. Første gang var i 1948, da min familie flygtede fra Mushara-kvarteret uden for Damasksporten i Jerusalem. Sammen med mine forældre og seks søskende flygtede jeg til Betlehem på grund af kampene. Min far blev ramt af en kugle i krydsilden mellem arabere og jøder og overlevede ikke. Ligesom alle andre, der flygtede for at undgå krigshandlingerne, fik vi aldrig mulighed for at vende tilbage til vores hus. Derfor voksede jeg op i Betlehem.
Da jeg efter 1967 ikke kunne vende tilbage, fortsatte jeg studier og arbejde i USA og fik amerikansk statsborgerskab. I 1970 fik jeg mulighed for at komme hjem til Betlehem som amerikaner på et 3-måneders turistvisum. Det var ved den lejlighed, jeg mødte Selwa, som er fra Gaza og sidenhen blev min kone. Vi blev gift, men fordi jeg ikke havde opholdstilladelse, boede vi et par år i USA, indtil Selwa gik godkendt en ansøgning om ret til familiesammenføring. Vi bosatte os i Betlehem.
Her så jeg hvordan det for unge fra Betlehem og hele Vestbredden blev vanskeligere og vanskeligere at fortsætte deres uddannelse og finde sig tilrette med den fremtid, som de så – eller ikke så – sådan som den politiske og økonomiske situation udviklede sig. At kristne flyttede fra området var ikke nyt, men den politiske situation forstærkede den. For mig blev det et kald til at gøre noget for næste generation blandt kristne på Vestbredden, og det som motiverede mig til at starte Bethlehem Bible College.
Op gennem 1970erne fik jeg gode kontakter til messianske jøder og andre evangelikale kristne i Israel. Vi mødtes til møder og konferencer, og mange af dem er stadig mine venner, selvom det er blevet vanskeligere at opretholde en god kontakt. Det gør ondt, men smerten har motiveret mig til at starte vores nye program på BBC, nemlig en kandidat i fredsstudier. Jeg har altid haft en tro på mennesker. Med årene har jeg mistet troen på systemer og politiske løsninger, men jeg har ikke mistet troen på, at mennesker i bund og grund ønsker at leve sammen og leve i fred.
Jeg ser ikke nogen fremtid for en palæstinensisk stat. Den seneste udvikling med bosættelser over alt på Vestbredden har umuliggjort en to-statsløsning. Jo, der er mangler ved det palæstinensiske selvstyre. Det er på ingen måder perfekt og ikke uden korruption og andre dårligdomme. Men jeg synes, de prøver, og jeg betaler med god samvittighed min skat til styret. Det har en næsten umulig opgave på grund af den fortsatte besættelse. Ikke engang vores præsident kan rejse ud af landet uden først at skulle søge om tilladelse fra de israelske myndigheder. Den magt og indflydelse, selvstyret har, går kun så langt som israelerne giver tilladelse til det. Der er reelt ikke noget selvstyre.
Jeg ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Men jeg kender fornuftige og gode mennesker på begge sider af konflikten, som giver mig tro på, at der er en fremtid også for os her. Det giver mig håb, når jeg ser, hvordan rabbineren, som underviser på vores program, tager studenterne med til gudstjeneste i synagogen en fredag aften og efterfølgende sørger for, at de alle bliver inviteret hjem til en israelsk familie til sabbatsmåltid. Det fastholder mit håb og min tillid – ikke til systemer eller regeringer, men til mennesker. Og til Gud som er trofast.”
2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.
Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. Her kan du møde den første, Baruch Maoz.
Krigen skabte håb om fred
Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:
”Min deling i reserven blev indkaldt i krigens sidste dage, og jeg kom derfor tilbage til Israel, netop som krigen sluttede. Jeg oplevede ikke krigen i Israel, men tiden umiddelbart efter. Selvom tingene havde ulmet helt siden Suez-krisen i 1956, kom krigen og ikke mindst dens udfald, som en kæmpe overraskelse for os. Indtil da havde konflikten været en Israelsk-arabisk konflikt. Men efter 1967 blev konflikten israelsk/palæstinensisk. Udfaldet var på mange måder med til at forme den palæstinensiske identitet. Blandt israelere var den med til at skabe nyt håb – også et håb om fred. Disse forhåbninger er aldrig blevet indløst, bl.a. fordi Israel selv har fulgt en uansvarlig politik, som i min optik har gjort oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat umulig.
I tiden efter 1967 og frem til midten af 70erne blev der på det personlige plan dannet mange positive relationer mellem israelere og palæstinensere. Israelske soldater kunne i 1967 fortælle, hvordan palæstinensere hjalp dem med at komme frem til deres base. Men med tiden er disse personlige relationer blevet ødelagt af den politik, lederne på begge sider har ført. Som israeler kan jeg bedst forholde mig til det, der er sket i det israelske samfund. At have magten over et folk som ikke ønsker at være underlagt ens magt, påvirker ikke kun dem, man har magten over. Det påvirker også en selv og ikke i positiv retning. Det har blandt mange skabt en manglende forståelse for palæstinensernes lidelse og manglende villighed til at forholde sig deres ønske om selvstændighed.
For den messianske bevægelse har ønsket om at blive accepteret af det øvrige samfund været en drivende kraft, som har trumfet moralske og etiske overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til konflikten og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Vestbredden og dens befolkning. Man har antaget en teologi som legitimerede en politisk nationalisme ud fra et behov for som minoritet at blive accepteret – bl.a. motiveret af et oprigtigt ønske om for at komme på talefod med naboer og venner for at dele evangeliet med dem.
Krigen og tiden derefter ændrede zionismen. Før talte vi om Israel, som en ”hjemland” for jøder. Men med 1967 fik Vestbredden en religiøs dimension, som ikke havde været fremtrædende før. Moralsk og etisk står vi overfor et kollaps, som for vores samfund er et lige så stort problem, som den manglende fred med palæstinenserne. Desværre forholder det nuværende lederskab sig slet ikke til det. Det vil kræve nye ledere, som tør forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være en demokratisk eller en jødisk stat. Ønsker vi at være både jødisk og demokratisk, får det konsekvenser, som ingen er villige til at tage nu. Som samfund mangler vi et moralsk og etisk barometer at styre efter.
Den manglende teologiske refleksion i den messianske bevægelse betyder også, at mange ikke forholder sig til, hvad det vil sige at være en del af en besættelsesmagt. Man affærdiger kritik fra andre kristne alene ved at stemple dem som ”erstatningsteologer” – oftest uden at kunne gøre rede for, hvad det betyder. I bevægelsen har man en fasttømret teologisk forståelse af staten Israels rolle i forhold til profetier, landløfter og endetiden. Ingen stiller spørgsmål til det. For gør man det, vil det åbne op for en række andre spørgsmål, som man ikke er villige til at stille – fx spørgsmålet om etik og palæstinensernes rettigheder.
Jeg har tillid til den næste generation af messianske jøder. De deler ikke frygten for ikke at blive anerkendt, selv om vi fortsat er et mindretal. De er vokset op her i landet, har gjort tjeneste i hæren og er en integreret del af samfundet på en anden måde, end min generation var det. De har også et stærkt ønske om at være loyale over for deres tro og deres menighed. Men de fleste ikke har et gennemreflekteret teologisk standpunkt. Man ved, hvad man gør, men ikke hvorfor, og så er man et let bytte for stærke holdninger.
Jeg har set næste generation vokse frem i den messianske bevægelse og set dem tage ansvar. Derfor er jeg ikke kun kritisk. Jeg er også optimistisk, når det gælder kirken i Israel. Desværre har jeg ikke den samme optimisme, når det gælder det politiske lederskab i vores land, og den kurs vi som nation er slået ind på.”
”Alting har en ende, en regnorm den har to”. Shubidua og det danske. Det kalder lige om lidt. Vi er blot få dage væk fra en flyvetur til Danmark, og vi skal snart sætte det sidste punktum. Det er en ambivalent tanke, men alting har en ende. Heldigvis er græsset også grønt på den anden side, og måske mindre stikkende end det israelske. Vi benytter derfor de kostbare timer til at besøge de sidste organisationer, fornemme den israelske varme, når den er bedst og snuse de sidste indtryk til os.
Vi er netop kommet hjem fra Nazareth Village, som jeg selv vil beskrive som et levende museum for, hvordan man levede på Jesu tid. Her guides man igennem et ’’traditionelt’’ museum i starten, hvor man sættes ind i datidens kontekst, hvorefter man træder ud i marken, som er fyldt med mennesker, der hver især spiller en rolle i byen. Vi agerede kvinder, der skulle samle urter ind til måltidet, men som timerne trillede afsted, gik vi over i en blomsterfascination og fik derfor lavet en del blomsterkranse og diverse buketter. Det var kun med til at understrege den idylliske virkelighed, som turisterne trådte ind i.
Sådan så vi ud fra 9-17. Urteplukkende Nazareth-kvinder
Ærligt sagt, så kunne minutterne føles lange i løbet af dagen, da solens stråler var skarpe, arbejdsopgaverne få og turistgrupperne ankom med store mellemrum. Det fik mig til at tænke over hvor få dage, der reelt var tilbage. Midt i lidt småsludren og grublen, kom en gruppe forbi, hvor en kvinde i forbifarten siger ”thank you for being here and making the village alive”. Sådan en udtalelse føltes som regn i en ørken – tiltrængt! Ikke fordi vi var modløse, men at føle sig værdsat i et arbejde, som nemt kan blive overset, var opløftende. Dog var glæden ved at være hos Nazareth Village stor. Vi havde adskillige samtaler med andre volontører om alt mellem himmel og sjæl, hvilket gjorde denne organisation til noget helt særligt, da fællesskabet tog imod os med åbne arme og kindkys. Det var også en sludder for en sladder, der gav vores første dag i Nazareth et friskt pust, da vi tilbragte 8 timer med at pakke olielamper ind, så de kære turister kunne tage lidt med i hånden, når de forlod det første århundrede igen.
Her ses Jess med en olielampe i hånden. Hun står op ad de 16 kasser, som vi havde pakket i løbet af dagen
Generelt kan man ikke altid se frugten af vores arbejde, og vi har af og til lagt det over til Gud, at vores arbejde var til større glæde og gavn, end vi kunne se. Det var også noget, vi har været opmærksomme på fra starten af i vores Missionspilotprogram, da det har handlet om (i hvert fald for mit vedkommende) at give af sig selv og sin arbejdskraft samtidigt med, at vi kunne modtage af de omgivelser, vi mødte. For mig var det vigtigt at blive en del af lokalbefolkningen, og ikke blot føle mig som en turist, fordi jeg før har oplevet det ’label’ i Israel, da jeg var her på turistbesøg i 2015. ”Speciel price for you my friend”, og så har de alligevel taget overpris. Amerikanerpris, som det også bliver kaldt af og til. Denne gang tog de kun fusen på os i starten. Nu er vi blevet klogere og falder ikke længere for de formildende toner, når der forhandles (så let, i hvert fald).
Dette er en meget håndgribelig udvikling at tage fat i, men hold nu på hat og briller, for der er sandelig sket mere end det. Hvis jeg skal tage fat i det lidt mere ukonkrete, vil jeg vove at påstå, at vi alle er blevet til en lidt bedre version af den, vi var, sammenlignet med startskuddet d. 5 februar. Denne udvikling er dog sværere at gennemskue fra den ene dag til den anden, og vi må derfor stoppe op midt i vores travle program til tider for at beskue frugten af vores arbejde; dét vi gør for omgivelserne, og hvad omgivelserne gør for os.
dr. theol. Richard Harvey, seniorforsker, Jews for Jesus
“Om jøderne og deres løgne” blev udgivet i 1542. Den er skrevet af Martin Luther og beskriver Luthers syn på jøderne og deres tro på Gud.
I fem år har Luthers skrifter og påvirkningen af hans syn på det jødiske folk tynget mig.
Jeg er vokset op i Storbritannien, hvor reformationen ledte til dannelsen af Church of England og hvor den anglikanske kirke, ligesom den lutherske, kombinerer katolsk og reformert tradition. Da jeg kom til tro på Jesus, blev jeg i mine første år primært oplært i en evangelisk/protestantisk sammenhæng, så jeg er godt bekendt med hans skrifter, ligesom jeg blev undervist i de klassiske dogmer om retfærdiggørelse af tro, Skriftens forrang og behovet for personlig tro.
Nyt perspektiv på Paulus
Da jeg begyndte at studere teologi i 1970erne, oplevede faget en revolution inden for paulinske studier, forårsaget af E.P. Sanders bog ”Paul and Palestinian Studies”. Bogen satte spørgsmålstegn ved dét, han karakteriserede som ”den lutherske læsning af Paulus”, hvor man satte Loven, som den kommer til udtryk i det Gamle Testamente, op imod evangelium og nåde som det kommer til udtryk det Nye Testamente. Min underviser i Ny Testamente, John Ziesler, var i regelmæssig kontakt med Sanders, alt i mens vi arbejdede os igennem Romerbrevets græske tekst i undervisningen. Jeg blev klar over, at dette ”nye Paulus-perspektiv” var gode nyheder for Jesus-troende jøder som mig selv, som ofte har følt sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Messias, og som ofte er blevet beskyldt for loviskhed, hvis vi har valgt at leve efter Toraen, selvom vi er Jesus-troende.
Jeg var en del af den messianske bevægelse og var engageret i Londons Messianske Menighed i 1980erne. Meget af den messiansk-jødiske teologi var på det tidspunkt en reaktion imod de anti-jødiske elementer i kristen teologi, hvilket særligt kom til udtryk i forhold til erstatningsteologien, som hævder, at den kristne kirke har erstattet det jødiske folk som det ”nye” eller det ”sande” Israel. Den messianske teologi tog ligeledes et opgør med ”foragtelseslæren” som hævder, at jøder fortjener at leve i eksil og blive straffet, fordi de slog Jesus ihjel og fortsat afviser ham som Messias.
Fortvivlet over at læse Luther
Mit eget møde med Martin Luther har skærpet min fornemmelse for Luthers centrale placering i den kristne anti-jødiske og anti-semitiske tradition på en måde, som har udfordret mit eget perspektiv på troen og min egen evne til at tilgive Luther og lutheranere i det hele taget for de lidelser, de har påført mit folk. Men jeg oplever også en stærk passion for at se forsoning mellem lutheranere, jøder og Jesus-troende jøder i dag.
Jeg blev fortvivlet over at læse Luthers anti-jødiske skrifter. Hans nedladende og hånende udtryk er fyldt med had og fjendskab mod jøder og jødedom, hvilket er chokerende og uacceptabelt. Hans onde, vulgære og opildnende sprogbrug er uundskyldeligt. Men hans blanding af race- og religionshad, hans påstande om at være funderet i Skriften og i Jesu og apostlenes lære, hans mordtrusler og giftige beskyldninger mod det jødiske folk er nok de værste eksempler nogensinde på kristen anti-judaisme. Han håner den jødiske respekt for Guds hellige navn og plæderer for, at Talmud er kommet til verden gennem en gris’ anus.
Lovprist af nazisterne
Det er ikke så mærkeligt, at Luthers tanker blev lovprist og genoptrykt af nazisterne, som påstod, han ville være stolt af deres handlinger i Krystalnatten og som henviste til Luther under retssagerne i Nürnberg for at retfærdiggøre deres handlinger. Luther argumenterede for, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, deres ejendele konfiskeres, deres bøger brændes, synagogerne ødelægges og at jøderne selv ikke skulle beskyttes. Han fulgte op på sine opildnende ord ved at forsøge at overtale tyske ledere til at udføre det, han foreslog. Luthers anti-jødiske teologi og hans sociale og politiske antisemitisme kan ikke skilles ad eller undskyldes.
Myterne om anger må afvises
Der er to almene myter omkring Luthers syn på det jødiske folk. Ingen af dem er rigtige, men de bruges i vidt omfang til at gøre hans holdninger spiselige. Den første er, at Luther i begyndelsen af sit arbejde havde en positiv holdning til det jødiske folk, idet han mente, at hvis de blot blev behandlet ordentligt, ville de komme til tro på Jesus og hjælpe Luther i hans kamp mod den romersk-katolske kirke. Den anden er, at Luther angrede sine anti-jødiske og antisemitiske synder på sit dødsleje.
Mens det er korrekt, at Luthers tidlige værker, særligt ”At Jesus Kristus blev født som jøde”, har nogle positive tilkendegivelser om, hvordan jøderne skal behandles, og at han argumenterede for, at man ikke skulle bruge tvangsomvendelse, så bruger han helt fra sine tidlige værker, som fx hans undervisning ud fra Salmernes Bog og 1. Mosebog, en antisemitisk retorik. Den har han taget med videre fra sin tid som augustinsk munk, for Augustin mente, at jøder var dømt til at være ”modvillige vidner” om kristendommens sandhed, fordi de har afvist Jesus. Derfor er de, som en konsekvens heraf, dømt til at være et omflakkende folk indenfor kristendommen.
Når man undersøger, om Luther ”angrede på sit dødsleje”, er det godt nok sandt, at han bekendte sine synder, men hans frygt for og angreb på det jødiske folk fortsatte helt indtil tiden omkring hans sidste prædikener. Efter hans mening var det jøderne, der angreb ham, og som prøvede at dræbe ham. I sine sidste prædikener og private ord til sin kone formanede og fordømte han dem hårdt.
Der er elementer af teologisk anti-judaisme og samfundsmæssig antisemitisme i Luthers liv og værker. Teologisk fordi den jødiske fortolkning af skriften, sådan som den er videregivet i rabbinsk tradition, benægter, at Jesus er Messias, og derfor måtte Luther gøre indsigelser imod sådanne fortolkninger i sine oversættelser, udlægninger og applikationer af Skriften. ”Om jøderne og deres løgne” er en 65,000-ord lang tirade imod det jødiske folk og deres fortolkning af Skriften, især deres udlægning af de messianske profetier i det Gamle Testamente, som Luther prøver at påvise, er blevet opfyldt i Kristi komme. Ifølge Luther er det jødiske folks fortsatte eksil gennem de sidste 1500 år bevis på, at Guds fordømmelse og dom hviler over dem.
Messiansk jødiske perspektiv på Luther
Hvad er så mit messiansk-jødiske perspektiv på Luther?
For det første anerkender jeg alt det gode, Luther gjorde. Hans frygtløse og trofaste forkyndelse af evangeliet, hans villighed til at stå i mod kirkens misbrug og ondskab på hans tid, hans bidrag til udviklingen af den moderne verdens reformation, hans oversættelse af bibelen til tysk, hans indflydelse på dannelsen af den moderne verden, nationalstaten og udviklingen af alment kristent liv og kultur. Jeg anerkender og sætter pris på alle disse ting og Luthers bidrag.
Tilgivelse
For det andet tilbyder mit perspektiv tilgivelse. Luthers anti-judaisme kan ikke og skal ikke adskilles fra den senere antisemitisme, som kulminerede under holocaust. Mit folk lider stadig under posttraumatisk stress, der strækker sig på tværs af generationer, og som ligeledes har uheldige og utilsigtede konsekvenser såsom at den forfulgte bliver forfølgeren, som vi ser i Israel-Palæstina-konflikten. Så forsoning, først mellem tyske kristne og messianske jøder, og derefter i større udstrækning blandt jøder og lutheranere, er i høj grad tiltrængt. Desværre har jeg observeret meget lidt af dette og oplever, at mange lutheranere simpelthen ikke forstår, hvad jøder og Jesus-troende jøder føler. Dette er en stor sorg for mig, da jeg gerne vil, at min familie, hvori størstedelen ikke tror på Jesus, skal høre oprigtigt gode nyheder fra lutheranerne, eller i det mindste et udtryk for fortrydelse, en antydning af en undskyldning og en villighed til at gøre noget for at rette op på tingene igen.
Jeg beder dagligt bønnen om tilgivelse, som en ortodoks jøde beder fra en jødisk bønnebog. Den minder meget om Jesu ord på korset ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Den lyder sådan:
”Jeg tilgiver hermed enhver, som har ophidset, provokeret mig eller syndet imod mig fysisk eller finansielt eller ved at undlade at give mig den respekt, der tilkommer mig, eller i noget andet anliggende der vedkommer mig, ufrivilligt eller villigt, ubevidst eller bevidst, om det er i ord eller handling: lad igen pådrage sig straf på grund af mig.”
Kærlighed til Israel
For det tredje kalder mit perspektiv på konsekvenserne af anger.
Efter 500 år af Luthers anti-judaisme og tusinder år af kristen antisemitisme er der behov for, at lutheranere viser Jesu kærlighed til hans folk Israel. Jeg venter på, at det sker og mangler stadig at se beviserne på det. Et meget stærkt symbol på Luthers anti-judaisme, er den wittenbergske ”jødeso”, som burde fjernes, idet man beder det jødiske folk om tilgivelse og placerer den i et forskningscenter i stedet for efterlade den på en væg i en kirkebygning dedikeret til tilbedelsen af Gud.
Jeg venter på at lutheranerne, både som kirkeretning og som individer, viser anger i både handling og ord. Der er udtrykt fortrydelse og anger i forhold til det jødiske folks lidelser, men ofte uden handling bag. Der er behov for en ny attitude og villighed til at bakke undskyldninger op af handlinger, hvis relationen mellem jøder og lutheranere skal genoprettes.
For det fjerde leder mit perspektiv efter den forsoning kun Jesus kan give. Messianske jøder og lutheranere har én ting til fælles – vi tror begge på Jesus/Yeshua, Guds søn, som blev jødisk kød og døde for os på korset, og som opstod for at forsone os med Gud og med hinanden. Vi er kaldet til at være Guds ambassadører for forsoning i verden, og dette må begynde mellem de splittede folk, etniciteter og den historie vi har indenfor Kristi globale kirke. Når jeg kommer i himlen, ser jeg frem til at omfavne Martin Luther og takke ham for at velsigne mig. Jeg håber, at han også vil omfavne mig med tårer af anger i sine øjne, og at vi i sandhed vil være forsonet sammen i kærlighed og i Israels og alle nationers Guds fællesskab.
Min oplevelse af påsken er blevet så forandret og forstærket af at opleve den i Jerusalem.
Palmesøndag gik vi ned af oliebjerget ad den vej det siges Jesus red på æslet hvor folk spredte tæpper og palmer. Vi gik i et stort optog og det var vildt fedt at opleve et kæmpe fællesskab mellem så mange forskellige nationer og folkeslag og ikke mindst vores danske/norske fællesskab. Vi gik alle og sang på vores eget sprog og det var så fedt at opleve at folk bare priste Gud. Især en sang gik vi helt amok til (kan des i videoen nedenunder), og det var så fedt. Vores stemmer var i hvert fald godt brugte om aftenen.
Om onsdagen stod den på sedermåltid/påskemåltid på ægte jødisk tradition. Til forretten fik vi hver en tallerken hvor der var 8 elementer på, som skulle symbolisere forskellige ting fra da isralitterne var i slaveri i Egypten og da de udvandrede derfra. Påsken eller pesach handler for jøderne om erindring om deres tid i slaveri i Egypten. Der var blandt andet bitre urter, saltet persille, peberrod, en knogle og et æg. De bitre urter og saltvandet er symbol på den bitre tid og tårerne som blev grædt under slaveriet i Egypten. Desuden spiste vi også usyrede brød, da israelitterne ikke havde tid til at lade brødet hæve, da de skulle ud af Egypten i hastværk. Derfor kalder man også påsken de usyrede brøds fest. Jeg syntes det var helt vild fedt at prøve og det gav så godt mening for mig, især fordi vi også lige har haft undervisning i det. På billede ses forretten med de 8 elementer.
Skærtorsdag var der en fælles gudstjeneste i Redeemer Church for arabisk-, tysk-, og engelsktalende. Endnu engang var det fedt at opleve at selvom vi er så forskellige med sprog og kultur er der en ting vi har tilfælles, nemlig Jesus. Efter gudstjenesten gik vi til Getsemane hvor Jesus blev forrådt og taget til fange. Her sang vi et par sange og der blev læst op fra biblen.
Tidlig Langfredag gik vi via dolo rosa, som er den vej Jesus gik med korset inden han skulle korsfæstet. Undervejs stoppede vi ved mange stationer hvor der blev læst op fra biblen og vi sang nogle sange. Det var stærkt! I Danmark har jeg altid forbundet denne dag med tristhed, da Jesus bliver dræbt og korsfæstet og havde regnet med at mange ville græde på via dolo rosa. Nu hvor jeg er her, oplever jeg ikke tristheden i så høj grad, da jeg fandt ud af at Langfredag på engelsk hedder “Good friday” og det satte virkelig nogle tanker igang. Nemlig at det er en god fredag fordi Jesus dør for vores lidelser og genopstår efter 3 dage. Jeg blev i stedet fyldt af stor taknemlighed.
Her ses et billede fra morgenandagten på oliebjerget.
Endnu tidligere påskemorgen tog vi til oliebjerget og gjorde det sidste klar til morgenandagten. Det var så hyggeligt og stemningsfuldt på trods af en kold morgen. Efter en god morgenandagt og en flot solopgang var der morgenmad og kaffe. Klokken 11:00 var der stor opstandelsesgudstjeneste i gravhaven for hele Skandinavien. Der var en helt vild god stemning og vi sang et par lovsange, deriblandt “graven er tom Jesus lever nu”. Det var så fedt og det blev virkeligt, at Jesus stod op fra de døde og graven nu er tom. Jeg blev så fyldt af glæde og taknemlighed og det var en perfekt afslutning på en perfekt dag.
Min påske er blevet så forstærket ved at have oplevet den her i Jerusalem da det bliver mere virkelighedsnært og at man selv oplever de steder hvor begivehnderne fandt sted. Jeg er så taknemlig for at have denne oplevelse med i bagagen og taknemlig for Jesus død og opstandelse.
Der er ikke mange unge tilbage på Lolland og Falster. Ligesom i Danmarks andre udkantsområder flytter de til storbyen for at studere – og de færreste vender hjem igen bagefter.
Der skal heller ikke meget matematisk forståelse til at tælle, hvor mange unge kirkegængere, der er tilbage.
– Vi er vitterligt ikke særlig mange. Og dem der er, tilhører forskellige kirker, sagde 26-årige Louise Beinthin, da jeg fangende hende på en telefon for nyligt. Hun er en af de få unge kristne tilbage på øerne.
Sammen med sin mand er hun aktiv i den lokale apostolske kirke, Bibelværkstedet. Og her kan de unge under 30 tælles på én hånd.
Alligevel lykkedes det i marts Louise Beinthin og en flok venner at samle 30 mennesker til shabbatsfejring i Sundby på Lolland. Anledningen var, at vennerne står i spidsen for vores nye lokalgruppe, IU-Sjælland.
Mere end 30 lokal deltog i IU-Sjællands første event og sparkede lokalgruppen godt i gang. Foto: Rebekka Zoll
Louise Beinthin har erfaret, at hun har brug for fællesskaber på tværs af kirkerne i området, så hun kan mødes med andre unge. Og for hende er den nye lokalgruppe blevet en anledning til netop det. For som hun siger: uanset teologi har vi alle kærlighed og respekt for vores jødiske rødder.
Det gør mig simpelthen så glad. Helt ind til knoglerne. For hvor er det en velsignelse, at vi kan velsigne hinanden: At IU drømmer om en ny lokalgruppe – og at de lokale tager imod ideen med åbne arme.
Vores netværkskoordinator Rebekka Zoll og volontørkoordinator Christian Vestergård var med, da lokalgruppen afholdt den føromtalte shabbatsfejring i marts. De smilede op til hårgrænsen, da de kom hjem. Jeg tror, de mærkede den samme velsignelse.
Med den nye lokalgruppe for Sydsjælland, Lolland og Falster har Israelsmissionens Unge nu seks lokalgrupper over hele landet, hvor unge kan tage del i vores vision. Bemærk: over hele landet.
IU-Sjælland består allerede nu af fem unge par, hvis håb er, at lokalgruppen bliver et sted, hvor de samles om tro og bliver klogere på deres jødiske rødder. Samtidig vil de lave events rundt i de lokale kirker, hvor kristendommens jødiske rødder er i centrum.
Det får mig til at kippe med flaget. Både det rød-hvide flag med korset og det blå-hvide med jødestjernen. For i Israelsmissionens Unge kan vi mødes på tværs – på tværs af kirkeretninger, lande og tro. Det er selvsagt en velsignelse.
Bishara Awad har inviteret på frokost i kantinen på Betlehem Bible College (BBC). Her har han fortsat sit kontor, selvom han i 2012 overlod ledelsen af skolen til Jack Sara, efter at have stået i spidsen for den, siden han selv oprettede skolen i 1979. Han fortæller gerne historien om, hvordan han – i tillid til Guds løfter og med 20$ på lommen – begyndte undervisningen i et par lejede lokaler i Betlehem.
Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:
