Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Kagebagning og kulturmøder

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Idag stødte jeg endnu engang på et kulturmøde som er i stor kontrast til den danske kultur. 

Vi skulle bage kage til vores påskemåltid i morgen og da vores ovn kun kan grille gik Anna og jeg over til vores nabo, Katrina.

Her blev vi mødt med stor gæstfrihed og venlighed og hun virkelig simpelthen så glad for at vi ville låne hendes ovn. Derudover kunne man også fornemme en stress i huset og i Katrina, da hun havde mange ting som skulle gøres med pasning af hendes 5 børn, opvask, vasketøj, madlavning og nu også os. Vi tilbød vores hjælp men hun insisterede på at vi bare skulle sidde og slappe af mens hun serverede kiks og juice. Hun havde mange bolde i luften og dette gjorde hun hver eneste dag. Vi snakkede med hende om det og hun sagde at hun nogle gange kedede sig og manglede selskab og derfor også var så glad for vores selskab på trods af at hun ikke havde tid til at sætte sig og snakke med os. 

Da kagen var bagt og vi var gået hjem snakkede vi om hvilken rolle kvinderne i den arabiske kultur havde i hjemmet og specielt i islam. Der har kvinderne virkelig ingenting at skulle have sagt når det gælder opdragelse af deres drengebørn. Det er sandsynligvis ikke tilfældet her, da det er kristen familie. 

Da vi kom forbi lidt senere blev vi igen inviteret ind og vi takkede ja. I de få minutter vi sad der, som en flue på væggen, oplevede vi “the struggle” med hendes uopdragne dreng.

Katrina havde en dreng som jeg skyder på omkring 4-5 år gammel. Han havde ingen respekt for sin mor og var virkelig uartig. Da vi netop havde sat os i sofaen tog han et platiskgevær og kylede det ned i jorden så den gik i tusinde stykker. Vi kiggede overraskende på hinanden men Katrina og hendes søster, som også var der, reagerede nærmest ikke på det. Drengen tog endnu et stykke af geværet og smadrede det igen i jorden, så det gik mere i stykker hvorefter han begyndte at slå på ting med det ødelagte gevær. Vi var alle meget overraskede over den manglede reaktion fra Katrina og fik dog også af vide af hendes søster at dette var ingenting i forhold til hvad han ellers kunne finde på. Da geværet var smadret og Katrines søster havde ryddet op efter ham begyndte at at spille bold indenfor og kaste med nøgler. Heller ikke her var der nogle som stoppede ham, før bolden ramte os. Selvom der blev sagt nej til ham, blev han ved og det rørte ham ikke. Han havde ingen respekt for dem. Jeg blev simpelthen så irriteret over hans opførsel og havde lyst til at gå hen og ruske i ham og fortælle ham at han skulle opføre sig ordentlig. Da vi netop skulle til at gå kastede han endnu engang med nøglerne og de var meget tæt på at ramme os. Der blev nøglerne taget fra ham, men få sekunder efter tog han dem tilbage også begyndte legen igen. 

Jeg blev simpelthen så frustreret over at han ikke lyttede til Katrina og ikke havde nogen respekt for hende. Vi har hørt at kvinderne i den arabiske kultur og især i islam ikke har særlig meget at sige når det gælder opdragelse af deres drengebørn.  Dette kunne også give mening her, dog er det en kristen familie, så det er nødvendigvis ikke sådan det er.

Jeg har så svært ved at følge den tankegang da det er så forskellig fra den danske kultur og ikke giver nogen mening i mit hoved når det er moderen som skal gå hjemme og holde styr på børnene. Det er dog heller ikke sikkert at det er sådan i denne situation da det jo også er en kristen familie og ikke muslimsk, men jeg kom bare til at tænke på at det var sådan i andre familier også. Jeg har svært ved at sætte mig ind i denne norm da den er så anerledes i danmark hvor mænd og kvinder er mere ligestillede. 

Tid til tjeneste

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Efter 5 måneder i Israel får man en del med hjem i bagagen. Noget af det jeg aldrig vil glemme, er de mennesker jeg har mødt, de steder jeg har set og de tjenester Gud har sat mig i.

Dagene er aldrig ens på hjemmet i Gilo. Nogen dage kan være lange og hårde, andre dage givende og fantastiske.

Det er de fantastiske dage der er flest af, faktisk kan man kun tælle de trælse dage på én hånd. En af de givende dage for mig var en dag, da en af beboerne der havde brug for en lille snak. Det var meget normalt at tage en snak med ham, da han er en person der elsker at snakke og filosofere over tingene.

Den her ene dag havde han virkelig noget på hjertet. Han kan være svær at forstå, da han har tale vanskeligheder, og det engelske drukner lidt i en mumlen, men hans ord var oprigtige. Vi snakkede om mange ting, og det var fantastisk bare at sidde med ham og give ham tid.

Han fortalte, at han var meget taknemlig for mig og det arbejde jeg gjorde, og at han glædede sig hver dag til at komme ned i workshoppen for at snakke. Han havde lagt mærke til mig, og det jeg gik rundt og gjorde for ham og de andre beboer.

Det er specielt for en jyde som jeg at få sådan noget af vide om mig selv, men hvor er det er virkelig fantastisk, at der bliver sat pris på vores arbejde også selvom vi ikke altid selv bemærker vores egen tilgang eller indstilling.

Når man er sådan et sted som dette bliver det meget pr. automatik, at man går rundt og smiler og giver en hjælpende hånde, eller giver sig tid til den enkelte beboer. Men det der ramte mig mest af vores samtale, var da han pludselig begyndte at fortælle, at han kunne mærke Jesus gennem mig i hans hjerte, mens han pegede på sit bryst der hvor hans hjerte sidder.

Det jeg gør, gør jeg fordi Jesus elsker mig og mine medmennesker. At en jøde fortæller om, at han kan mærke Jesus er virkelig ubegribelig og et fantastisk vidnesbyrd på at Gud arbejder i os, selvom vi måske ikke er klar over det, og bare går rundt og gør hvad vi plejer at gøre. Det gælder om at se de små ting i ens hverdag, for Gud virker i alle og i alt.

Hvor er det fantastisk at hver dag er en gave, lidt alla en surprise. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville få sådan en snak bare ud fra ens daglige tjenester og væremåde. Den tjeneste Gud kalder os til, om end vi syntes den er stor eller lille, har Gud altid en plan med det. Jeg ved ikke hvordan min ven fra hjemmet har med Jesus pt, men jeg beder til at det lille frø i han må spire.

En større trussel end terror

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

En mulig ny lov i Danmark om forbud mod omskærelse af drengebørn er en langt større trussel mod det jødiske samfunds fortsatte eksistens end et muligt terror-angreb. Jeg frygter ikke terror, også selv om den har ramt os, men jeg frygter en lovgivning i Danmark, som ikke beskytter et mindretals ret til at praktisere sin tro. Det kan synes som man i Danmark er mere optaget af at beskytte majoriteten mod minoriteten end omvendt. Det bekymrer mig. Noget i den retning sagde rabbiner Jair Melchior i sit indlæg ved den debat om religionsfrihed, som Evangelisk Alliance havde inviteret til den 5 april i København i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde. De to andre oplægsholdere var Carsten Hjort Pedersen fra Religionspædagogisk Institut og folketingsmedlem for socialdemokratiet Daniel Toft Jakobsen. Efter paneldebatten formulerede deltagerne i dagens program følgende udtalelse, som også kan læses på EAs Facebookside, hvor navnene på underskriverne også findes: Ledere fra en række kirkelige organisationer har været samlet i København d. 5. april til en konference om religionsfrihed i Danmark. Baggrunden er et behov blandt kirkelige organisationer for at drøfte og konkretisere religionsfriheden i lyset af den aktuelle politiske situation. Vi udtaler: 1. I et frit samfund må vi kunne udtrykke os frit – også om religiøse spørgsmål. Begynder man at begrænse menneskers frihed til at udtrykke deres tro, rammer det alle. 2. Nogle politiske initiativer, for eksempel efterårets stramning af straffeloven (L18), er udtryk for en afgørende ændring af den hidtidige forståelse af religionsfrihed og tolerance over for religiøse institutioner og mindretal. 3. Vi oplever, at den politiske debat ofte meget ensidigt tager udgangspunkt i, at religion hænger sammen med radikalisme, terror, intolerance og antidemokrati. Konsekvensen er, at man kaster et mistænkeligt lys over religiøst funderede institutioner i samfundet, som i praksis klæder mange mennesker på til at kunne indgå i et moderne demokrati. 4. I et demokrati kæmper man ikke bare for sin egen frihed, men også for at give plads til holdninger, som man er dybt uenig i. Det er ægte åndsfrihed. 5. Demokrati og religion er ikke hinandens modsætninger. Tro er en ressource for samfundet. 6. Religion er en del af det offentlige rum, fordi den vedrører det fælles liv og de værdier, som bærer vores samfund. 7. Samfundet trues ikke kun af religiøs ekstremisme, men også af intolerant sekularisme.   Udtalelsen blev til på baggrund af en god og åben debat, hvor der også var plads til selvkritiske og selvransagende spørgsmål. For mig blev dette sat i perspektiv ikke mindst af de synspunkter, som vores jødiske gæst gav udtryk for: Hvor meget af vores personlige frihed er vi villige til at opgive i vores bestræbelse for at forhindre terror? Har frygtet sejret? Religionsfrihed betyder, at der skal være frihed til også at skifte religion. Det må staten ikke lovgive imod, men kan man undgå socialt pres, når nogen vælger familiens eller gruppens religion fra? Man kan ikke forvente at en jøde, der bliver døbt, ikke betaler en social pris for det. Vi øver alle social kontrol eller pres, og gør vi det ikke, er det så fordi vi ikke værdsætter de etiske og moralske regler, der gælder inden for vores gruppe? Er det, vi står for ikke værd at kæmpe for, også hvis det betyder at gå mod strømmen? Eller er demokratiet blevet vores nye religion og religion blevet ikke bare en personlig sag, men så privat at den mister sin betydning for det liv jeg lever sammen med andre? Til tider tror vi at konflikten er mellem muslimer på den ene side og jøder og kristne på den anden.  Men som religiøse minoritetsgrupper har jøder og muslimer i Danmark måske mere til fælles, end vi umiddelbart vil indrømme.

Vi planter frø i en anden virkelighed

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Det var en lun sommeraften. Bølgerne skvulpede roligt ind mod bredden, mens jeg gik med fødderne i det bløde sand langs stranden. I horisonten lyste den gamle bydel Jaffo op, og jeg fik fornemmelsen af at befinde mig i en anden tidsalder.

Jeg havde ofte set ham sidde der bag sin beskedne bod på strandpromenaden. Brune milde øjne og latinamerikanske træk. Han var ung, men lignede én, der havde gennemlevet langt mere end sin alder.

Egentlig ville jeg have fortsat videre, hvis ikke vejen havde været afspærret, men de blå blink længere fremme fik mig til at stoppe op.

Han bød mig om bag boden, og fandt en beskidt plasticstol frem, som jeg kunne sidde på. Vi snakkede lidt om alt og intet, men han åbnede ret hurtigt op. Det var som om, vi havde en særlig fortrolighed.

Michael var hans navn. Han havde levet et udsvævende liv, forelsket sig i en israelsk pige og var nu endt her uden penge og et knust hjerte. Jo mere vi snakkede, desto tydeligere blev det, at noget var gået i stykker i ham. Det var svært at sige, om han var helt ved sine fulde fem, men jeg fik alligevel indtrykket af, at han inderligt søgte Guds nærvær.

Vi snakkede lidt om tro, og jeg delte min glæde i Jesus med ham. Han virkede et øjeblik interesseret, men lukkede hurtigt i. Han kunne måske tro på en Gud, men denne Jesus var ikke noget for ham. Følelsen af utilstrækkelighed vældede op i mig. Hvordan kunne jeg formulere mig, så han kunne forstå nåden?

Da vi afsluttede samtalen, gav han mig en halskæde, som han selv havde lavet. Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde nogen penge, men det var han tilsyneladende ikke interesseret i. Den bestod af tre perler: to i perlemor og én i sort. Jeg blev mindet om Kristuskransen, hvor den sorte symboliserer kriserne, døden og mørket i livet. Hvor jeg dog ønskede, at jeg kunne få lov at give ham opstandelsesperlen.

På vejen hjem var det som om, jeg blev overvældet af Helligånden. Jeg måtte simpelthen bede for ham. Det blev klart for mig, at Gud havde haft en plan med dette møde fra start til slut. Midt i al min utilstrækkelighed, mindede han mig om, hvem der var i kontrol. Bønnen vendte meget konkret mit blik fra mig selv og hen på Gud.

Paulus skriver sådan her i Første Korintherbrev kapitel 3 vers 6 og 7: ”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.”

Hvor er det frisættende. Gud kalder mig til at følge ham betingelsesløst, og jeg får lov at være en del af hans planer og plante frø. Men jeg kan ikke give vækst. Møder jeg mennesker med dette udgangspunkt? Eller vil jeg klare det hele selv?

Korte shorts og muslimske piger.

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Der var mange blikke mod vores europæiske ydre. Samme var de viskende arabiske ord. Vi så ikke ud som dem, udover at de alle var piger, ligesom os. Derudover lavede vi ikke en særlig diskret entre i Jeriko. Vi ankom i shorts. Med et smil på læben, fortalte de at dette ville blive taleemnet i hele Jeriko den dag, da man aldrig viser ben eller arme offentligt.

Vi befandt os i et kristent hus for unge i Jeriko. Huset er ejet af det Palæstinesiske bibelskeskab. Her kommer en del muslimske unge for at have fællesskab med hinanden. Vi fik lov at bruge en eftermiddag sammen med pigegruppen som mødes ca. 1-2 gange om måneden. Der fortælles på intet tidspunkt om Gud, da pigerne skal kunne fortælle ærligt om hvad de oplever til deres muslimske forældre.

Vi tog på en cafe for at spise kage og hygge os. Her fik vi mulighed for at snakke med pigerne, med hjælp fra Tarry som nogle gange hjælper til ved gruppen. Tarry har boet i Israel i mange år og kunne derfor snakke arabisk med dem og oversætte for os på Engelsk.

Vi snakkede med pigerne og fik mulighed for at spørge om stort set hvad vi ville. Først var det spørgsmål som hvad de hed og hvilken skole de gik på. Senere gik vi dybere og snakkede fx. Om ægteskab, og forskellen på hvordan det fungere i Danmark vs. Palæstina. Vi spurgte også ind til hvordan de tænkte om at gå med hijab Svaret lød at det var helt naturligt og en del af deres religion. Det var bare sådan det var.

På et tidspunkt spurgte vi om deres største ønsker i livet. Et svar lød således; “Jeg vil gerne få nogle gode karakterer til min eksamen.”

Et svar som forbløffede os. Dette var simpelthen hendes største ønske! Pigerne her i Jeriko er nærmest fanget. Denne eksamen er nøglen til et arbejde som kvinde i Palæstina. Hvis hun ikke får den men bliver giftet væk inden i stedet bliver hun højest sandsynligt til en babymaskine uden nogensinde at få et arbejde.

Dette var en frygtelig men sand virkelighed der gik op for mig. Mange af de ting som de fortalte fik mig virkelig til at indse at det ikke er disse skønne piger der er noget galt med. Det er deres religion. Den undertrykker dem.

Her kunne jeg for alvor mærke vores kulturforskelle.

De piger vi snakkede med var så utroligt søde. De ville så gerne lære os at kende, de sagde at de elskede os og ville have at vi kom igen. De var så hjertevarme og åbne. Det gjorde mig ked af det at tænke på at de havde hele livet foran sig, og så alligevel slet ikke.

Inden vi skulle hjem stimlede de alle op med deres mobiler og ville have selfies med os. Nederst ses vi også med et lille udpluk af pigerne. Dette var en af de absolut bedste dage her i Israel. Jeg tror at Gud placerede os netop der hos pigerne denne dag. Og jeg er sikker på at udbyttet var stort hos begge parter!

Fodbold, forsoning & frustration

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Det er ikke helt let at ryste billedet af den kun 19-årige tjetjener af sig. Han er hentet til den israelske fodboldklub Beitar Jerusalem – sandsynligvis som et led i en privat handelsaftale for at pleje ejerens forretningsforbindelser. Nu sidder han så der og længes hjem, fordi det ikke er let at falde til et nyt sted, når dem der skulle bære en frem og heppe på sidelinjen, slet ikke ønsker du er der.

Scenen er fra en dokumentarfilm, jeg så for et par dage siden. “Forever Pure” handler om den mest populære fodboldklub i Israel, Beitar Jerusalem, som er den eneste klub i den israelske liga, som aldrig har haft en arabisk spiller ansat. Dokumentaren afslører en kultur af racisme på tribunerne, som kommer til udtryk i fuld flor, da de to fodboldspillere fra Tjetjenien ankommer. De chikaneres, fordi de er muslimer, og enhver fra klubben, som støtter dem, bliver brændemærket som forræder. Det ender da også med at de spillere forlader klubben efter kun en halv sæson.

I begyndelsen af den nye sæson skulle man så tro at klubbens fans var parat til en ny begyndelse. Men første dag til træning møder de massivt op og kræver anfører og målmand, Ariel Harush’ afgang. Han hyldes som en helt i begyndelsen. Til sidst kalder de ham forræder. Også træneren fyres sammen med direktøren.

Det er aldrig let at være den, som går op i mod det etablerede system eller holdninger. Heller ikke i Israel og slet ikke, når det kommer til at tale for forsoning. Undervejs i filmen sad jeg og tænkte flere gange, at det må være forfærdeligt frustrerende at stå der og forsøge at få andre til at forstå, at mennesker ikke bliver mindre værd blot fordi de kommer fra et andet land eller fordi de tror på noget andet end flertallet. Fordi det synes så åbenlyst, at det er sådan. Og åbenlyse sandheder skal vel hverken forklares eller forsvares?

Men sådan er det nok i alle aspekter af livet, når vi bliver for fokuseret på vores egen verden og forståelsen af den. Det var i hvert fald ikke svært at genkende de frustrerede mennesker fra både mig selv og nogle af de mennesker, jeg har mødt gennem arbejdet her i Israelsmissionen. Behovet for forsoning mellem to befolkningsgrupper kan synes så åbenlyst, og derfor kan det være så frustrerende, at det er så svært. Ikke bare svært at få til at lykkes, for det er det i sandhed! Men også svært overhovedet at få andre mennesker til at se behovet, engagere sig, ikke miste modet. For der er heller ikke langt fra helt til forræder i samfundet. Det er der mange, der har måtte sande – og som nu spiller for tomme tribuner ligesom fodboldholdet fra Jerusalem.

Som Niels Nymann Eriksen prædikede til vores årsmøde forleden: En fjende er et menneske, hvis historie du endnu ikke har hørt. Det synes jeg, er godt sagt. Fordi det fortæller noget om, at vi alle har en fortælling, vi bærer med os og som er medbestemmende for, hvordan vi ser verden og møder andre mennesker. Den kan vi ikke bare gøre os fri af. Men vi kan lytte til andres og håbe på, de også vil lytte til vores. Derigennem opdager vi med al sandsynlighed hinandens med-menneskelighed.

Fordi det er det, vi er. Med-mennesker. Det skal være hverken forklares eller forsvares. Det skal opdages.

(Foto: Fra filmen)

(Du kan se “Forever Pure” indtil 22. april på dr.dk.)

Nøglen til at møde de lokale

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Her kommer der en lille beretning fra dagligdagen i Jerusalem. I skal ikke kun høre om de ‘obligatoriske’ begivenheder, såsom ørkenture, organisationsbesøg og tankerne omkring disse, så derfor kommer nu en lille fortælling om, hvordan vi tre piger stod med fortabte blikke midt i den gamle by i Jerusalem.

Vi er netop kommet hjem fra vores Galilæa-tur, som bød på en uge i selskab med nordmænd, Morten Hørning og mange sten (som Morten forsøgte at gøre levende for os), og her har vi modtaget informationer og refleksioner indtil bægeret var ved at flyde over. Kloge er vi blevet; det må man sige, og det resulterede i tre trætte piger, der søndag aften skulle ud for at handle, så det tomme køleskab kunne fyldes på ny til de kommende tre uger, hvor vi vil være fast forankret i vores charmerende, til dels lidt skavankplagede, lejlighed. Da vi vender tilbage fra den lokale købmand med hænderne fyldt, begynder vi at kigge rundt på hinanden. Hvem har haft nøglen?

Snart begynder de vilde blikke at sprede sig, da vi opdager, at ingen af os er i besiddelse af den eneste nøgle, som vi har til lejligheden. Efter en grundig gennemgang af diverse lommer, tasker og fjerne afkroge, går vi turen frem og tilbage til købmanden endnu engang. Med blikkene stift rettet mod jorden for at undersøge enhver glimtende krusedulle, gik vi, men uden held. Ingen nøgle. Ordene var få, men tankerne mange. Gad vide, om nogen havde fundet nøglen og taget den med sig.. Til sidst udfoldede vores tanker sig til en fælles bøn, hvorefter vi valgte at gå turen endnu engang.

Halvvejs i runde tre spørger en mand os, hvad vi leder efter, da vi efterhånden er gået forbi de samme mennesker en del gange med stille mine og stive blikke. Vi forklarer ham situationen, og straks herefter går han hjem for at hente sin MEGET gode lommelygte, da lyset fra vores telefoner ikke var godt nok. Manden hed Sam og havde boet i amerikanerland i 35 år, hvor han havde arbejdet for BMW og senere for den amerikanske regering, hvor han tog sig af grænsekontrollen. Hans engelsk var derfor eksemplarisk, hvilket var en stor hjælp i frustrationernes tid, så sproget ikke var en yderligere forhindring i de sene aftentimer. Da vi har gået ruten endnu engang med ham, og stadig ikke har fundet sporet af nogle nøgler, trøster han os og tilbyder os husly for natten hos sin familie i tilfælde af, at missionen ikke lykkedes. Vi forsikrer ham dog hurtigt om, at vi har alternative muligheder i form af vores præst eller kirkevolontører hernede, hvis det skulle nå så vidt, men tilbuddet var i sig selv så gavmild en gestus, at vores humør steg et par grader!

På tilbagevejen til vores lejlighed (endnu en gang) snakker Sam med alle, som vi møder på vores vej. Her forhører han sig ved hver en levende sjæl, om nogen har stødt på et sæt nøgler. Langt de fleste ryster på hovedet, DA NOGLE PLUDSELIG VENDER DERES HOVEDRYSTEN FRA AT VÆRE HORISONTAL TIL AT BLIVE VERTIKAL! Glædens tid og stund ville ingen ende tage, da Sam får fat på nogle yngre gutter, som tilkalder nogle andre fyre, som til sidst bringer os en lille dreng med et sæt nøgler – VORES nøgler! Lettelsens suk lyder, og vi takker i fællesskab Gud for at have ledt os til de rigtige mennesker.

Det mest utrolige ved denne hændelse er, at da vi har fundet denne nøgle ved hjælp af Sam, så får vi både hans armbånd, som ny nøglering (så vi ikke mister dem igen..), tilbuddet om at få hans effektive lommelygte (vi afslog dog pænt), plus en åben invitation til en kop kaffe/aftensmåltid samt gode rabatter på souvenirs, mad og hårde hvidevarer (den sidste bliver nok ikke aktuel, trods alt). Efter at vi tre fortabte piger havde fået sådan en håndsrækning af ham, så var det alligevel Sam, som tilbød ENDNU mere, næsten som tak for at møde os, selvom dette burde have været den anden vej rundt. Denne kærlige mand vendte hurtigt vores oplevelse 180 grader, og aftenen endte med en boblende glæde over mødet, samt en kæmpe taksigelse til Gud for bønnesvar!

Men bare rolig. Helt grønne forbliver vi ikke. Vi har nu lavet tre nye kopier af nøglerne.

Her ser I vores nye nøgler!!
Her ser I vores nye nøgler!!

Årsmøde, familiefest og relationer  

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

”En fantastik weekend med en oplevelse af at være fælles om noget som er vigtigt, som vi gerne vil prioritere” – stod der i en af de evalueringer, jeg har fået efter vores årsmøde-weekend i København.

Når nu man selv stadigvæk er lidt træt efter en lang weekend med mange bolde i luften og mange tråde, der skulle bindes sammen, gør en sådan evaluering godt. Det var det hele værd. Det var en fredag/sabbatsaften i Betlehemskirken med fokus på samhørighed med det jødiske folk, godt fællesskab og en god stemning hjulpet godt i gang af en dygtig kletzmer-musiker. Det var en lørdag formiddag –med småregn og blæst – rundt i Københavns gader med fokus på byens jødiske historie afsluttet med en meget personlig historie i forhold til terrorangrebet for kun 2 år siden. Det var en eftermiddag i Apostelkirken i selskab med venner og interesserede om et varieret og udfordrende program, som sluttede med en gudstjeneste med fokus på forsoning og vores relation til Gud og til hinanden. Nogle fortsatte derfra til jødisk purimsfest ved synagogen. Det endelig punktum for weekenden var gudstjeneste, samvær og fortællinger i Grønnevang Kirke i Hillerød. Jo, det var ”en fantastisk weekend med en oplevelse af at være fælles om noget vigtigt”.

Jeg sidder tilbage med et ord eller en sag, som weekenden satte fokus på for mig, nemlig ”relationer”.  Jeg fik helt konkret set og hørt de mennesker, vi i Israelsmissionen har en relation til. Hvad enten de var venner, ”gamle” volontører eller tidligere medarbejdere. Relationer er levende og derfor skal de plejes og fornyes, og det kan ske ved en sådan ”familiefest”, som et årsmøde også er. Og det blev en fest fordi hele den store familie takkede ja til indbydelsen.  

Lørdag aftens gudstjeneste med fokus på forsoning gav mig også en ny glæde over den relation, som Gud inviterer os ind i og selv har gjort mulig ved at fjerne en mur fjendskab og komme til os i Jesus, Israels Messias og verdens frelser. Han har vendt, hvad der er ondt og gør ondt til noget godt og gjort fællesskab muligt – med ham og med hinanden.

Derfor ærgrer det mig også, at vores jødisk israelske ven på årsmødet, David, netop efterlyste gode og nære relationer til mennesker i Danmark. Han har været her i mere end 6 år, har tilegnet sig sproget, så han kan begå sig, men kan ikke sige at han har danske venner, med hvem han har nære relationer. Jeg ved ikke om hans svar på hvorfor det er således, er rigtigt, men spurgt om hvorfor svarede han: ”I har så gode systemer med sprog- og jobtilbud. Måske tror I, at det er nok. Men systemer skaber ikke relationer, for relationer kræver mennesker, som har tid, tid til at være nær og være sammen.”

Den stikker stadigvæk lidt – selv efter en god årsmøde-weekend med fokus på relationer. Eller måske netop derfor. For hvad er den gode relation til Gud og til os selv og hinanden, hvis ikke den vender sig ud mod David og andre, der som ham er kommet her. Uanset hvilken religiøs eller social gruppe, de tilhører.       

Vi er stadig Guds børn

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Ebenezerhjemmet er et plejehjem for Kristne. Desuden er alle medarbejdere kristne. Man kan mærke og se at Ebenezer er et kristent plejehjem. De synger før og efter maden med beboerne. De mange billeder og ting på væggene signalere også at hjemmet er kristnet. Fx. Hænger billedet nedenfor ved indgangen. Der er også en daglig bibeltime som beboerne frivilligt kan være med til. (Vigtigt!! Maden er ikke kosher – hvilket betyder lasange med både ost og kød!)

Her på Ebenezer i Haifa har vi lavet en del praktisk arbejde. I dag fik jeg lov arbejde sammen Rauda, som står for alt vasketøjet her på Ebenezer. Rauda er en meget sød dame som jeg vil skyde til omkring 50 år. Hun kan rigtig godt lide at være i vaskekælderen, her er nemlig stille og roligt fortæller hun mig. Før det, arbejdede hun 12 år i køkkenet og det kunne til tider være ret stressende syntes hun.

Hun har 5 søskende, 3 brødre og 2 søstre. De bor alle i Nazareth borset fra hende. Rauda har 3 døtre, og har mistet en søn for en del år siden. Han døde som 22 årig af en sygdom, som jeg ikke helt fik fat i.

Man kan tydeligt mærke glæden hun udstråler når hun snakker om sine 3 døtre.  Hendes mellemste datter har 2 børn, som hun med stort smil viser mig billeder og videoer af, på sin telefon. Jeg gentager mange gange at det er nogle smukke og søde børnebørn hun har, for det er det. Hun smiler over hele ansigtet og jeg kan bare se hvor højt hun elsker de her to.

Rauda var meget taknemlig for min hjælp og hun har nok sagt “Thank you” til Mig omkring 30 gange i dag. Jeg bliver så glad, helt inde i hjertet, over hendes taknemlighed.

Her står jeg sammen med Rauda i Vaskeriet
Hos Rauda strøg jeg en del tøj, og jeg tog det ganske stille og roligt. Hun spurgte mig en del gange om det var for meget for mig at lave. Det var det slet ikke, og jeg fortalte hende at vi i Danmark er vant til meget arbejde, så det var intet problem. Tvært i mod. Jeg slappede faktisk nærmest af.

Jeg kan more mig gang på gang over hvor stille og roligt israelere tager mange ting. Det er ligegyldigt hvor meget eller hvor langt vi når, når vi arbejder. Bare det at vi gør det er godt.

Fx. På FCSI lejeren havde vi spurgt køkkendamerne hvornår vi skulle komme for at hjælpe med morgenmad næste morgen? Svaret var; “Bare når i vågner.”

Struktur og punktlighed er ikke noget man kan putte på Israelere. Specielt her kan man tydeligt mærke at det er en helt anden kultur vi befinder os i. Jeg kan mærke det er godt for mig at alting ikke altid er i kasser og planlagt ned til mindste detalje.

Ebenezer ligger i Haifa og er desuden grundlagt i 1978/79 af Magne og Cilgia Solheim. Bygningen er nogenlunde lige så gammel og trænger til en opgradering. Hele stedet skal renoveres og der skal bygges et par etager mere på. Hele byggeriet vil koste omkring 50 millioner Kroner at lave. Hvis pengene ikke kommer via donationer, må det i værste tilfælde lukke.

Jeg sad i søndags ved middagsbordet i spisesalen, sammen med beboerne. Her kiggede jeg rundt på de ældre beboere og tænkte at selvom de er gamle, så er de stadig bare Guds små børn. Det fik mig til at tænke på at jeg bliver ved med at være Guds barn. Lige gyldigt hvor gammel jeg bliver og hvad jeg gør i mit liv. Så længe jeg holder mig til ham, så vil jeg altid være hans barn.

Kram og kindkys

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Vi har nu tilbragt torsdag, fredag og lørdag på lejren FCSI, som er i sammenligning med de danske KFS-lejre. Vores opgave på lejren har egentlig været meget enkel og ligetil, da vi bare skulle hjælpe lidt til i køkkenet ved alle måltiderne. I køkkenet blev vi mødt af en flok herlige køkkendamer. Vi blev budt velkommen med kram og kindkys. Igennem de 3 dage på lejren, har vi fået utallige smagsprøver i køkkenet og smagt mere israelsk mad. Det bedste af de hele er køkkendamernes store taknemlighed. Jeg syntes ikke vi gjorde det store, men de var virkelig taknemlige og efter hvert måltid fik vi et kram og sagde at vi nu skulle gå ud og hvile os. Selvom der kun var en af køkkendamerne som kunne engelsk, kunne man mærke og se at det havde stor betydning for dem.

Ramona er hende som står mellem Anna og Katrine. Det var hende som satte os igang og sagde hvad vi skulle, da hun var den eneste som kunne snakkke engelsk. Hun var simpelthen så sød og gæstindbydende. Hun insisterede også på at give os et lift til Haifa fordi de alligevel skulle hjem (da de bor i Haifa). Desuden blev vi inviteret til en gudstjeneste her søndag aften, som vi deltog ved. Det hele var på arabisk, så vi forstod ikke rigtig noget, selvom Ramona prøvede at oversætte lidt. Det var en virkelig god og unik oplevelse.

På lejret har vi også oplevet mange andre ting, da vi kun skulle hjælpe til ved måltiderne. Vi har været til meget intensiv bibelstudie på engelsk sammen med mennesker fra hele verdenen. Derudover har vi ved en fejltagelse oplevet at lovsynge på arabisk, da vi gik forkert og en af lederne pointerede dette foran alle araberne i rummet. Vi listede stille ud, og det var super pinligt. Bag efter er jeg egentlig meget glad for at vi gik forkert, da de var vildt fedt at opleve engelske lovsange på arabisk og ikke mindst lovsangsglæden. I fritiden har vi nydt de grønne områder, da lejren ligger et stykke fra den nærmeste by. Her er vildt idyllisk. Grønt græs, nolge få palmer og frugttræer. Det har jeg virkelig nydt.

Det har været en vild fed oplevelse og lejr-stemningen har virkelig været på det højeste, men det som jeg vil tage med herfra er køkkendamerne taknemlige kram og kindkys.

https://youtu.be/SwFIBr6NWLk