Efter en pludselig ændring i programmet, fandt vi ud af at vi skulle hjælpe en mand ved navn Meir. Han arbejder på 6 forskellige kirkegårde rundt omkring i Israel. Vi var så heldige at opleve 2 af de 6 kirkegårde hvoraf den ene var helt fantastisk! Kirkegården lå midt i byens travle jag, men når man trådte ind på kirkegården var følelsen dog helt anderledes. Der var en helt særlig ro og stemning. Der var kløver og blomster rundt om alle gravstene. Derudover var hele væggen overmalet med diverse bibelfortællinger fra skabelsen til Jesu fødsels og korsfæstelse og ikke mindst den nye jord. Det var vildt flot og jeg kunne have brugt mange timer på at læse fortællinger og forstå hele symbolikken.
For eksempel dette billede, hvor lammet er symbol på Jesus som føres op til alteret, for at ofre sit liv for os.
Meir, som vi arbejdede sammen med, er en virkelig herlig mand med en humoristisk sans. Desuden er hans historie vildt spændende. Han var tidligere ultra ortodokst jøde, men blev kristen da han i et syn så Jesus. Derefter blev han kaldet til at arbejde på de seks forskellige kirkegårde. Og som han selv sagde: “der er jo ikke andre som gider at gøre det”. Han var så pasioneret i hans arbejde, og han fortalte om Jesus igennem det, når der kom turister for at se kirkegården. Bare på de få timer vi var på kirkegården oplevede vi at der kom mange mennesker forbi, og han spurgte om de havde nogle spørgsmål, også kørte snakken ellers bare. Meir er altså en mand af Gud som virkelig lægger hans liv i Guds hænder i fuld tillid til at han ved hvad der er bedst for ham, hvilket jeg finder helt vild opmuntrende!
Ofte når jeg benytter mig af offentlig transport, begynder tankerne at rulle. På vej mod ørkenen var ingen undtagelse. Man sidder og ser på de mange landskaber, som passerer én i et splitsekund, velvidende at man formentlig ikke ser den samme forhøjning igen. Landskabet, som vi kørte forbi i bussen, var meget øde og goldt, og spørgsmålene om vores kommende vandretur begyndte efterhånden at dukke op til overfladen. Hvordan mon ørkenen ville blive, nu når vi skulle være der tre dage? Ville det være psyken eller fysikken, der måtte se sig udfordret, når vi skulle vandre 70 km, og hvordan ville søvnen blive, når vi skulle overnatte i det fri?
Selve ørkenturen skulle foregå i et krater, som kaldes Maktesh Ramon, og her ville vi begynde vores vandring fra byen Mitzpe Ramon, hvorefter vi ville bevæge os rundt i krateret, for til sidst at lande ved begyndelsen, Mitzpe Ramon.
Her skulle vi vandre med vores rygsække med dagens pikpak og diverse fornødenheder (såsom nutella), og om aftenen ville vi slå lejr, lave bål og sove under en klar stjernehimmel. Det hele lyder jo egentlig meget idyllisk, men lad jer ikke narre. Det var hårdt!
Jeg tager lige udgangspunkt i et enkelt bjerg. Mount Ardon, som det hedder. Ved foden af bjerget, kigger man så meget op, at man er i tvivl om, hvorvidt nakken snart knækker bagover. Stien er smal, og til tider kan man kalde opstigningen for en klatring, frem for en vandring, da vi må tage fat i sten og kanter med alle fire frie led. Undervejs kan man stoppe op og kigge ud over den flotte natur, men hvis du ikke er til højder og stejle skrænter, frarådes det. For mit eget vedkommende blev denne opstigning et klart billede på, hvor stor en tillid jeg må have til Gud, da jeg havde brug for en tryghed, som kunne bære mig hele vejen til toppen. Der måtte han, i egen høje person, træde til. Hvilket han også gjorde, da jeg kan sidde i en dejlig varm stol i Jerusalem i dette skrivende øjeblik og kigge tilbage på en fantastisk oplevelse!
Allerede nu kan jeg kigge tilbage på ørkenturen og vide, at dette kommer til at blive én af mine livs oplevelser. Når man presses ud til kanten, skabes der mindeværdige øjeblikke, og glæden omkring denne oplevelse bliver kun større af, at jeg kan dele den med mine kære medpiloter og vide, at de altid vil forstå, hvad jeg mener, når jeg siger, at INTET slår en nutella/peanutbutter-mad i kampens hede.
I denne uge har vi arbejdet i Timna Park, som er en park i ørkenen hvor de har lavet en rekonstruktion af tabernaklet, som bliver beskrevet i 2. Mos. Tabernaklet var et slags telt som de brugte som tempel i ørkenen, hvori pagtens ark stod i. Derudover er der forskellige steder i parken hvor man kan læse om forskellige klipper.
Alison har været vores kontaktperson her og hendes job er at fortælle om tabernaklets indretning og betydning. Dette gør hun hver dag med alle de grupper som kommer forbi. Hun fortæller at hun igen og igen bliver inspireret til at fortælle om tabernaklet selvom det er flere gange om dagen hver dag hun gør det. Hun fortæller at det er helligånden som taler gennem hende og at hun på den måde føler ny inspiration til at fortælle det hele igen.
Timna Parks indkomst kommer igennem entre og donationer. Stedet er en turistatraktion og vi fik da også lov til at køre en tur rundt i parken i Alisons bil.
Vores arbejde i Timna Parken har været meget forskellig. Vi har olieret et skur, hjulpet med vedligeholdelsen af tabernaklet, filtret en kæmpe bunke stor ud og ryddet op i en container efter en oversvømmelse for et par år siden.
Her kommer et blogopslag om Chosen People Ministry, CPM.
CPM er en forholdsvis stor jødisk messiansk organisation, hvor der er omkrig 20 medarbejder rundt i landet.
Vi har oplevet to af CPM’s opgaver. I søndags var vi i food distribution, hvor vores job var at pakke 70 poser med forskellige madvarer. Mens vi var der kom der mange mennesker forbi og hentede en pose med mad. Det var virkelig fedt og en meget konkret måde at hjælpe på. Da vi var her fik vi af vide at vi ikke måtte indlede samtaler om Jesus, men at vi gerne måtte svare hvis de var interesseret. Grunden til dette var at nogle ville se det som et “noget for noget-princip”. Dog har Eugene, som står for food distribution, lavet en slags bibelstudie for alle interesseret hvor de starter med et måltid mad. Miriam fortalte at der kom mange ikke-troende til møderne, og at de blev ved med at komme.
Derudover har vi i onsdags været på et af CPM’s børnehjem hvor vi skulle lege med børnene en times tid. Det var spændende at møde de unge mennesker fra alderen 11-18 år.
CPM arbejder også med overlevende jøder fra Holocaust og de tager på ture med dem, hvor de frit kan fortælle deres historie, men det er aldrig et krav.
Siden 2014 er der kommet en del ukrainer med jødisk baggrund til Israel grundet annekteringen af Krim. CPM hjælper derfor ukrainerne med at lære den jødiske historie at kende.
“Vi gør mange ting med få mennesker” – citat Miriam
Yuval, som vi har været ved mandag og tirsdag i denne uge, er en jødisk messiansk kreativ/musik skole. Det fungere faktisk som en almindelig musikskole hvor man kommer til en times instrumentspil eller sang. De køre også enkelte hold med hebraisk, for børn som ikke går i folkeskole, men som evt. Får hjemmeundervisning. De har planer om at oprette flere hold pga. Stor efterspørgsel.
De har også nogle kreative timer. Men det er primært musikken som folk kommer der for.
Kontoret er altid åbent om dagen og de unge som har timer hos Yuval kommer også tit efter skole, og hænger ud med hinanden. Det fik vi at opleve tirsdag eftermiddag.
Her fik vi snakket med flere forskellige unge mennesker, i alderen 14-18 år. Det var meget spænende og inspirerende at høre om dem og deres liv her i Israel.
Vi kom omkring mange emner i vores snakke. Bla. Forskelle på Danmark og Israel, Gud, det at være messiansk jøde i Israel, og ganske almindelige teenagetanker omkring livet. Man kan mærke at de elsker musikken og Jesus. De vil gerne dele ud af begge dele, og det er fantastisk dejligt at opleve syntes jeg!
I Israel har alle drenge værnepligt i 3 år, og piger i 2 år. Det spurgte vi en del ind til, og hvordan de tænkte om det. De syntes det er fint, og der er gode muligheder for at gøre karriere i hæren.
Vores job hos Yuval bestod primært i at Ryde ud i et pulterrum. Gøre alle tingene derinde fra rene, smide unødvendige ting ud, og stable det pænt ind i rummet igen. Derudover lavede vi småting som at vaske vinduer, vaske døre og vægge, og støvsuge. Resten af tiden snakkede vi med de unge mennesker.
Det var dejligt at møde en kæmpe stor taknemlighed for det lille stykke arbejde vi havde gjort. Det betød helt tydeligt meget mere for dem, end det føltes som for os.
Organisationen hedder Yuval fordi der i det gamle testamente bliver nævnt en mand ved navn Yuval. Han var nemlig den første musiker i biblen.
Her kommer et blogoplæg om organisationen Shevet Achim, for de særlige interesserede og til evt. kommende missionspiloter.
Shevet Achim er en organisation som har eksisteret i 22 år. Organisationen arbejder med børn med hjertesygdomme og -fejl. De hjælper med at få barnet og en forældre ind i Israel og giver dem husly, hjælp til betaling af operationer og aflastning af forælderen. De fleste familier som kommer til shevet er fra primært fra Kurdistan eller andre krigsramte områder i mellemøsten.
Shevet er en organisation som stoler fuldt og fast på at Gud vil sørge for at der kommer penge nok til at betale regninger og operationer, da deres indtægt alene består af donationer af organisationer, enkelt personer og kirker.
Desuden vil de også gerne fortælle de familier som kommer om Gud og Jesus. De gør det blandt andet ved deres måde at være på, deres måde at opdrage børnene på og at synge til bords. Desuden giver shevet familien en bibel med på vejen, når de må komme hjem.
Vores primære opgaver på shevet i Tel Aviv var at passe børnene og derved aflaste familierne, gøre rent og tage med på hospitalet for at holde forælderen med selskab i den svære tid de nu står i, hvor de er i et fremmed land med et andet sprog, med et sygt barn helt alene. Derudover skulle vi også skrive blog om børnenes tilstand i sygdomsforløbet, så familier, donorer, kirker og andre interesserede kan følge med i børnenes tilstand. Hverdagen hos Shevet Achim starter med to timer hvor man lovsynger, ber og har bibelstudie. Derefter fordeles vi på et af de tre opgaver indtil middag hvor vi spiser sammen med de sygdomsramte familier. Når bunden er langt forsættes arbejdet indtil klokken 16:00 ca. Vi slutter godt af med et godt måltid, the og en kiks sammen med de andre volontører.
Mens vi har været der har vi oplevet mange forskellige kulturer da volontørerne kommer fra mange forskliige lande. Vi oplevede volontører fra Columbia, Tyskland, Amerika også selvfølgelig familiernes forskellige baggrund og kultur . Shevet er præget af merikanere da Jonathan som har starter shevet oprindelig kommer fra USA.
Shevet planter frøene i familiernes hjerter, så når de kommer tilbage til deres hjemland har de mulighed for at opsøge Gud og lærer mere om ham igennem biblen. Derudover sørger Jonathan, som har startet shevet Achim, for at vande frøene så de kan vokse i troen og få svar på nogle af de spørgsmål de evt. Kunne få ved at læse i biblen. Jonathan bliver ved med at holde kontakten med familierne, også efter de er rejst hjem.
Generelt er organisationen gode til at se den enekeltes behov og give plads til at man kommer med forskellige behov.
Som Anna beskrev på bloggen i går, arbejder Shevet Achim med børn, der har hjerteproblemer. Jeg fik derfor æren af at tage med ud på hospitalet i går, hvor vi skulle checke to børns tilstand og møde fædrene til børnene. Ofte er det sådan, at Shevet Achim hjælper barnet og en enkelt forælder med til landet Israel, da de fleste af patienterne som udgangspunkt ikke har indrejsetilladelse til Israel (fordi de ofte kommer fra lande, som er fjender til Israel), og derfor er der sjældent mulighed for at få en hel familie med til landet. Det betyder også, at den forælder, som følges med barnet hen til hospitalet, ofte kan være ret ensom i landet. Dem var vi nu på vej hen til.
Da jeg træder ind på hospitalet, kan jeg mærke, hvordan maven vrider sig. Det slår én hårdt, når man bider mærke i de mange børn, som ligger med slanger koblet op på brystkassen, mens apparaturet ved siden af slår de vante “bip, bip, bip”. Et hospital har aldrig været et sted, som jeg frivilligt ville gå hen til, da det i mit hoved forbindes med en masse smerte og lidelse. Denne association skulle dog vise sig at blive vendt i løbet af dette besøg.
Vi træder ind på Zakariyas’ fællesstue, som ligger på intensiv-afdelingen, og her møder vi hans far. Blikket stråler, og selvom han er en mand, der ikke kan udtrykke sig på engelsk, var glæden ikke til at tage fejl af. Det første han siger til mig er “haval”, som jeg får at vide betyder “ven” på kurdisk, og selvom samtalen herefter foregår med armbevægelser, var der ingen tvivl om taknemmeligheden for mit besøg. Ved hjælp af den kære Google-oversæt, fortæller han, at hans familie boede på Sinjar-bjerget, indtil IS kom og fordrev alle kurderne op på bjerget, mens de terroriserede byen og dens befolkning. Arene på sjælen var mange, men mandsmodet i ham var ikke forsvundet.
Nu stod vi så der, samlet omkring Zakariyas’ seng. Han er en meget tynd dreng, og det kræver nogle kilo, før han kan overflyttes til en anden afdeling end den intensive. Dog er hans smil ikke til at tage fejl af; han er i bedring! Med hjælpen fra Shevet Achim og anonyme donorer er det lykkes at få operationen i tide, så han er kommet på rette kurs.
Tidligere skrev jeg, at mine tanker omkring et hospitalsbesøg har ændret sig fra kun at handle om smerte; Nu handler de også om den støtte og opmuntring, som man kan dele med hinanden. Ingen tvivl om, at faren har kæmpet mod ensomheden og bekymringerne i sygdommens stund, men jo mere du går på usikre veje, jo bedre kan Gud træde til, og det har han i sandhed gjort her. Selvom jeg ikke i praktisk forstand udførte noget arbejde på hospitalet, så var min tilstedeværelse nok, og det var dét arbejde, Gud havde sat mig til, og når Gud havde sendt mig, så var jeg en sand “haval”.
Vi har nu været i Israel i én uge. Den første uge er gået meget med at lege lidt turister, at lære Jerusalem, og specielt den gamle by at kende. Vi ankom i går aftes til vores første organisation; Shevet Ahcim, hvor vi skal være indtil torsdag. Her kommer børn med deres familier, som skal opereres for hjerteproblemer. De fleste kommer fra det nordlige Irak, og nogle gange Syrien.
Her på stedet et vi blevet taget rigtig godt imod og jeg er allerede glad for at være her. Alle de frivillige bor her på stedet sammen med de familier som er her, i et stort fællesskab. Og det gør det meget hjemmeligt at være her. Her er også noget mere luksuriøst end i vores lejlighed i Jerusalem ;)
Her på Schevet Achim skal vi bla. Hjælpe med huslige pligter og rengørring. Vi skal også være sammen med familierne som er her med deres børn, og også med på hospitalet og se til dem som er der. Enten før eller efter deres hjerteoperation.
I dag har jeg arbejdet sammen med Camilla som er volontør. Camilla er 27 år gammel, fra Columbia og er messiansk jøde. Hun har været her på Shevet Achim i 6 måneder og skal være her 4 mere. Og hun er rigtig glad for at være her. Hun har et stort smil og et skønt grin!
Camilla og jeg har i dag gjort hele køkkenet rent. Vi har også rengjort badeværelser, vasket gulve og pudset vinduer. Derudover har jeg bagt kage til en af de andre frivillige Alexa’s fødselsdag her til aften.
Det er dejligt at give en hånd med hvor der mangler, og jeg kunne mærke hun værdsatte min hjælp i dag, og det gjorde mig rigtig glad! Jeg snakkede også med Camilla om hvor dejligt det er at kunne kommunikere med hinanden trods det at vi kommer fra to vidt forskellige lande med med to vidt forskellige modersmål. Hun var enig med mig og sagde; “That’s the holy spirit!” Vi grinte og smilte til hinanden.
Donald Trump er taget i ed som USA’s næste præsident, og siden valget i november 2016 er der særligt ét spændingsfelt, som har fanget opmærksomheden: Den tilsyneladende kompleksitet der ligger i, at Trumps sejr uomtvisteligt har åbnet for en øget antisemitisme i USA, mens hans politik og mange af hans rådgivere på den anden side er meget venligt stemte overfor Israel – nogle vil sige zionistisk. Hvordan hænger det sammen?
Antisemitismen og de tiltagende rapporter om hadforbrydelser med racistiske under- og overtoner i kølvandet på valgresultatet, taler sit eget tydelige sprog. Den antisemitisme, mange jøder regnede for at være et overstået kapitel i USA, har ligget og ulmet og er nu vendt tilbage til overfladen.
Trump har ikke taget afstand
Under selve valget har flere også givet udtryk for bekymring over Trumps egen retorik. Men, som Bradley Burston, redaktør på den israelske avis Haaretz, også pointerer, har særligt Trumps tilhængere udfoldet en antisemitisk retorik, og mange har haft en oplevelse af, at præsidenten ikke har taget nok afstand fra disse tilhængere, som tilhører det yderste højre i amerikansk politik. For eksempel har den tidligere stormester fra Ku Klux Klan, David Duke, udtrykt uforbeholden begejstring for Trump. Gennem hele valgkampen har Trump nægtet at tage afstand fra støtten fra Ku Klux Klan og det radikale højre.
Journalister et udpræget mål
Jødiske journalister har været et udpræget mål under præsidentvalgkampen. En undersøgelse viser, at fra august 2015 til juli 2016 blev der lavet 2,6 millioner opslag, eller ”tweets”, på Twitter med antisemitisk indhold. Rapporten anslår at disse opslag er set op imod 10 milliarder gange, hvilket ”kan være medvirkende til at bekræfte og normalisere antisemitisk sprogbrug i en enorm skala.”
Absurde påstande!
Der findes også dem, som finder det absurd at komme med beskyldninger om antisemitisme mod Trump. Hans svigersøn er selv jøde, ligesom mange af hans nærmeste politiske rådgivere er det. Derudover er Trump kommet med udenrigspolitiske meldinger om en fremtidig politik i Mellemøsten, som af iagttagere ses som den mest israelvenlige politik i mange år. For eksempel har Trump lovet at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem – en massiv tilkendegivelse af Jerusalem som Israels udelelige hovedstad, og en handling som ville slukke håbet for mange palæstinensere om en selvstændig stat med Østjerusalem som hovedstad.
Opfat hvert et giftigt ord som et løfte
Hvordan skal vi forholde os til kompleksiteten i denne nye virkelighed?
Liel Leibovitz, skribent på det jødiske magasin Tablet, har stillet det samme spørgsmål, og kommer blandt andet frem til følgende i en klumme, hvor han reflekterer over sin bedstefars flugt fra 1930ernes Wien: ”Opfat hvert et giftigt ord som et løfte.”
Sammenligninger på tværs af historien vil altid komme til kort, så at sammenligne Wien i 1930 med USA i 2017 kan forekomme tåbeligt. Men meget af det, der skete i Europa i 30erne og 40erne, var en konsekvens af, at ord alt for ofte blev bortforklaret og overanalyseret. At de ikke blev taget alvorligt og for pålydende.
Hver generation skal vaccineres
Den anden side af sagen giver Leibowitz udtryk for i en anden klumme i efterspillet til en episode, hvor en legeplads blev sværtet til med nazistisk graffiti. Ham der gjorde det, skriver Leibovitz, ”er med al sandsynlighed en uopdragen teenager der kedede sig bravt frem for en Obersturmführer i træning.” Han pointerer, at vi må trække vejret dybt og lære at kende forskel på narrestreger og ondskab. Leibovitz slutter konstaterende:
”Det bedste svar til oppustet og overdreven retorik er aldrig en anden oppustet og overdreven retorik; det er ro, medlidenhed og barmhjertighed.”
I Israelsmissionen ønsker vi ikke at bidrage til ”oppustet og overdreven retorik”, men vi vil påtage os ansvar og gøre opmærksom på, når vi ser faresignaler, som er historisk genkendelige. For vi tror analysen fra Ervin Kohn, overrabbiner i Oslo, er rigtig, når han siger, ” at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge,” konkluderer Kohn.
Artiklen er en forkortet udgave af artiklen i Israelsmissionens magasin, Evangeliet og den Jødiske Verden.
Det meste af dagen idag har gået med at fortælle vores livshistorier. Da vi hørte Annas livshistorie sad vi i en idyllisk gårdhave bag Christ Church hvor der virkelig bare var ro og man kom virkelig væk fra markedsstemningen og bylivet, selvom vi var under 100 meter væk. Desuden skinnede solen fra en skyfri himmel og at kunne sidde der i solen og bare nyde at være her og høre Annas livshistorie var helt fantastisk og en meget fed oplevelse. Herefter tog vi til stedet overfor den danske kirke og spise en falaffel.
Herefter blev det Katrines tur og denne gang sad vi ovenpå taget af en bygning (hvilket er lovlig og meget normalt) i solskin og læ. Det at blive varmet ordentlig igennem var noget som vi allesammen trængte til da lejligheden er iskold.
Jeg havde virkelig en god oplevelse med det, da man virkelig kan lære hinanden at kende på godt og ondt på nogle få timer. Derudover har det at høre Anna og Katrines livshistorier virkelig fået mig til at tænke over mit liv. Hvad er vigtigt for mig? Hvad drømmer jeg om i mit liv? Hvilke målsætninger har jeg? Imorgen bliver det min tur. Jeg har idag følt at man virkelig kan sige hvad som helst og at det bliver modtaget positivt og uden fordømmelse. Det syntes jeg virkelig er fedt og unikt.
Derudover har vi idag mødt en araber, som ejer en lille butik nær vores lejlighed. Han bød på gratis juice og en god fortælling. Han fortalte hvordan han gennem et syn i en drøm blev kristen. Han har valgt at leve som kristen og tro på Gud selvom hans familie stadig er muslimer. Det var så fedt at høre hans vidnesbyrd. Desuden er han vores “insider guy”, da vi altid kan komme til ham og spørge hvor meget vi maksimum skal give for de forskellige varer. Det ved han og han er en meget ærlig mand.
Så var det tid til selvforkælelse så vi tog til Cofizz i det “ny Jerusalem” hvor vi købte passionsfrugt- og kinderdrik. Herefter tog vi tilbage til lejligheden og fik slappet af og spist aftensmad.