Author: Kirsten Bitsch Lang

Præster rejste berigede hjem

Præster rejste berigede hjem

I otte intense dage har 14 præster og provster været på studieturen “Prædiken i kontekst” sammen med Bodil Skjøtt og Arne Mårup i Israel. Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa og var med på turen, fortæller:

”Studierejsen til Israel var en oase af skønhed, indsigt og visdom. Jeg tror, den får varig betydning for mit prædikenarbejde.”

Præsterne fik undervisning om Israel og den bibelske kontekst af Bodil Skjøtt, og Arne Mårup indførte deltagerne i forskellige metoder til at skrive og opbygge prædikener.

Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj, har helt sikkert fået et stort udbytte af turen. Det skyldes særligt “en kombination af faglige input, andagter, at være på stedet, at være sammen og at få konteksten ind i kroppen gennem gåture og samtaler,” fortæller han.

Eva Thorgaard Jerg, der er sognepræst i Christianskirken i Fredericia, fortæller sådan her om udbyttet af turen:

“Nu har jeg, trods corona, allerede skrevet de første to onlineprædikener, inspireret af turen. De bliver næppe de sidste. Med Bodil Skøtt som et utrætteligt omvandrende google, hvor intet spørgsmål forblev ubesvaret og med Arne Mårup, udstyret med tømrerblyanter og andre prædiken-kickstartere blev det en intens oplevelse på alle parametre. Jeg håber, I vil udbyde kurset igen, så mange flere præster må få glæden af det. Og jeg melder klar igen. Helst uden coronakrise. “

Ole Rasmussen, der er provst i Lemvig, fortæller, at det var et rigtigt godt kursus. Hans udbytte af turen blev stærkt betinget af samspillet mellem de to undervisere, og han fortæller hvordan eksempelvis det, at skulle arbejde med prædikenforberedelse med en tømrerblyant i Israel, satte nogle gode refleksioner i gang, og på samme måde åbnede den geografiske indsigt op for nogle nye perspektiver på bibelteksten. Han fortæller:

“Pludselig har jeg både en geografisk og en teologisk forståelse for, hvorfor det betyder noget, at Jesus gik over Kedron-bækken.”

Alt i alt har deltagerne haft en berigende tur, som kan berige prædikenskrivningen i et godt stykke tid fremover. Og heldigvis nåede deltagerne sikkert hjem igen, før Corona-virussen for alvor brød løs.

Er du selv forkynder eller præst, og har du lyst til at komme afsted og blive skarpere på dine prædikener, så skriv endelig til kontor@israel.dk.

Årsfesten er aflyst

Årsfesten er aflyst

Grundet risiko for coronavirus har vi valgt at aflyse årsfesten på lørdag.

Sabbatsmåltid fredag aften er også aflyst.

En ny generalforsamling for Israelsmissionen vil finde sted d. 11. maj fra 16.30-18.30, hvor vi vil afholde et kort årsmøde og spise et let aftensmåltid efterfølgende.

Tilmeld dig til den ved at skrive til kontor@israel.dk senest d. 5. maj.

Har du lyst til at give en årsmødegave, modtager vi dit bidrag med stor tak!

Du kan støtte online her: https://israel.dk/giv/gave/ eller på MobilePay 30503.

Generalsekretær Arne siger sådan om aflysningen:

“Vi er helt med på, at det kan virke drastisk at aflyse vores årsmøde, og vi er virkelig ærgelige over, at det må være sådan.

Alligevel mener vi, at det er den rigtige og mest ansvarlige beslutning vi kan træffe i lyset af de retningslinjer, vores sundhedsmyndigheder har udsendt.

Vi vil gerne tage ansvar for vores lille hjørne af verden, vise hensyn og handle i solidaritet med resten af samfundet.

Det handler ikke om, hvorvidt vi er bange eller ej – men om at have omsorg for hinanden.”

TAK for dit engagement i Israelmissionen og rigtig god weekend!

Begejstrede og berigede missionspiloter er landet

Begejstrede og berigede missionspiloter er landet

Af Kirsten Bitsch Lang, 7. jan. 2020

Maria, Mark, Anne Sofie, Jakob, Jeppe og Sidsel. Seks missionspiloter er netop landet og er begyndt på et dejligt gensyn med gamle venner, leverpostej, familie og den danske vinter. Og selvom det er godt at komme tilbage til Danmark igen, så er de alle seks enige om, at de har haft tre fantastiske og lærerige måneder i Israel, hvor de i høj grad er blevet klogere på sig selv, mission og på, hvem Gud egentlig er:

”Jeg har lært, at Gud er rummelig,” siger Anne Sofie og fortsætter: ”Vi har mødt så mange forskellige mennesker, der gør tingene på helt forskellige måder, og det er svært at sætte sig ind i, at Gud værdsætter alle de forskellige måder, men det gør han jo.” Missionspiloterne har besøgt mange organisationer, der på forskellige måder er en del af Guds mission, og Mark fortæller, at han er blevet meget inspireret af de mennesker, de har mødt:

”De har Gud med i alt. Og jeg har fundet ud af, at Guds mission er bred – den rummer så meget,” fortsætter Mark. Jakob supplerer: ”Det er gået op for mig, at vi alle har en gave, vi skal bruge, og som er nødvendig i Guds plan.”

Trods bøvl med visum i begyndelsen af deres ophold, gik alt efterhånden i orden, og missionspiloterne fik lov til at få alle de forventede tre måneder i Israel. Og i alt dette blev bøn en stor faktor:

”Jeg er blevet bevidst om, at bøn kan gøre en forskel,” fortæller Mark. For det var ikke altid nemt at gå i uvisheden om, om man pludselig kunne blive smidt hjem til Danmark igen, eller hvad der skulle ske. Men her fik bøn en særlig plads.

Missionspiloterne har både brugt tid sammen, hvor de har lært hinanden rigtig godt at kende, og så har de fået undervisning af kirkevolontørerne og David, der er præst i Jerusalem:

”David er virkelig god til at fortælle, og han har gjort undervisningen relevant og bibelnær,” siger Jeppe.

Samtidig har turene rundt i Israel været fantastiske: ”Bibelen bliver åbnet op på en helt anden måde, når man står midt i det hele,” forklarer Jakob.  

Relationerne til andre mennesker og hinanden har fyldt meget for piloterne. De har været seks personer afsted sammen. Seks mennesker, der ikke har valgt hinanden, og som på mange måder er meget forskellige:

”Ved at bo med de andre er jeg blevet meget klogere på mig selv. Jeg har kunnet se mine tankemønstre og trosperspektiver i et andet lys,” fortæller Anne Sofie, og Sidsel og Maria er enige:

”Fordi vi har kunnet følge hinanden meget tæt i tre måneder, har vi virkelig kunnet udfordre hinanden på tro og liv. Vi har kunnet stille spørgsmål, reflektere og blive klogere ved at høre overvejelser fra de andre,” fortæller Sidsel, og Maria supplerer: ”Der har været et godt rum til at dele og blive inspirerede af hinanden.  

Alt i alt har det været en fantastisk og lærerig oplevelse for piloterne, hvor de er blevet klogere på Gud, sig selv og hinanden:

”Jeg har lyst til at vandre med ham. Og jeg er blevet klogere på mig selv og andre mennesker. Alle har en spændende historie at fortælle,” siger Mark.

Julebanko skaber glæde på tværs af generationer

Julebanko skaber glæde på tværs af generationer 

Gran i håret, god kaffe og godt selskab blandt børn, unge og voksne – Israelsmissionen afholdte for første gang Danmarks dejligste julebanko i starten af december, og her samledes omkring 50 mennesker for at nyde hinandens samvær. Vi kan allerede afsløre, at konceptet er kommet for at blive.  

Den livlige snak og summen fortager sig lige så stille, og en intens stilhed indfinder sig. Banko-meister Christian stikker hånden i posen, og der lyder en stille raslen af plastik, mens han roder efter den rigtige brik. Han trækker hånden ud, der går et sus igennem rummet: ”50” bliver der råbt efterfulgt ad et højlydt ”hurra”, og en blanding af jubel og ærgrelse spreder sig blandt de ivrige bankospillere.  

”Jeg synes, det er dejligt. Der er god stemning, og det er sjovt at mærke, hvordan intensiteten stiger, når vi bevæger os over i bankospillet. Det kan jeg godt lide. Oplevelsen af at være sammen om noget, er bare rigtig god,” fortæller Ditte, der er med til et af Israelsmissionens arrangementer for første gang.  

Bordene er fyldt med gevinster, og man kan købe både specialristet kaffe og hjemmelavet kage.  

”Jeg går efter de store gevinster,” griner Ester, en ung pige i starten af tyverne og tilføjer med et smil i øjet: ”Ja vi vinder jo ikke så meget endnu, men vi håber det ændrer sig.”  

”Men det går jo til et godt formål,” bryder Anders ind, der er Esters forlovede. 

Men selvom bankospillet fylder en del blandt gæsterne, så er det dog hyggen og nærværet, der får lov at stå som centrum:  

”Noget af det, jeg lægger mærke til, er at vi er forskellige aldre – unge, børn og ældre. Det er virkelig skønt,” fortæller Sofie, der nyder den brogede forsamling, aftenens arrangement har budt på.   

”Nu lovede vi jo at lave Danmarks hyggeligste julebanko, og skal jeg beskrive stemningen, ville jeg klart bruge ordet hyggelig. Det må da være en succes,” siger Christian, der har været aftenens banko-meister.   

Vi vil gerne herfra Israelsmissionen sige tak for en dejlig aften til alle, glædelig jul og på gensyn til næste år!  

Det er tid til, at Caspari Center forankres lokalt

Det er tid til, at Caspari Center forankres lokalt

Skrevet af Elisabeth Eriksen Levy, international leder af Caspari Center, 7. oktober 2019 (oversat af Kirsten Bitsch Lang d. 21. oktober)

Den messianske bevægelse i Israel bliver både større og mere moden. For næsten 40 år siden, da Caspari Center blev oprettet, kunne fællesskabet af Jesus-troende jøder i Israel sammenlignes med et lille barn, som havde brug for det meste. I dag er situationen en helt anden. Barnet er vokset op og har mindre brug for støtte. Det er en normal udvikling for alle børn – men også kirker og organisationer.

Når det gælder missionsarbejde, bliver det sædvanligvis hævdet, at når to procent af en befolkningsguppe er nået med evangeliet, så bør de lokale kirker og organisationer være stærke og modne nok til at tage mere ansvar. Udenlandsk hjælp, som er nødvendigt i begyndelsen, må udfases eller ændre karakter. Det betyder ikke, at udenlandsk arbejde og arbejdere ikke længere behøves. Det betyder derimod, at arbejde udført af udlændinge måske må ændre karakter; udenlandske udsendinge bør gå fra at være hovedledere og beslutningstagere til at have en funktion af mere støttende art.

Mens den kritiske to procents-grænse endnu ikke er nået i den lokale jødiske befolkning, ser vi, at den langsomt, men sikkert nærmer sig*. Vi på Caspari Center ved, hvor vigtigt det er, at det lokale arbejde drives lokalt. Vores organisation blev oprettet i 1982 af udlændinge, som havde et stærkt ønske om at støtte og opbygge det lokale fællesskab af troende. Siden dengang har vores lederskab og vores bestyrelse traditionelt været udenlandsk. Da vi har fulgt udviklingen i det lokale arbejde gennem mange år, må vi erkende, at det lokale fællesskab er solidt etableret og næsten fuldvoksent – og at det snart er tid til forandringer fra vores side.

Det er grunden til, at vi er kommet frem til den afgørende beslutning, at vi langsomt men sikkert skal ændre vores ledelsesmodel. Vi vil give plads til flere lokale personer. Dette er et stort skridt og ikke noget, vi tager let på. Denne nye model vil indeholde et flertal af lokale i vores bestyrelse (fire ud af syv skal være lokale, tre udenlandske), og arbejdet skal ledes af en lokal. Vi regner med, at denne nye model vil være på plads inden 2021.

Vær med os i bøn, når vi tager fat på denne vigtige proces med at lede efter nye lokale bestyrelsesmedlemmer og en ny lokal leder.

*Når undersøgelsen til vores nye bog, den opdaterede verson af ”Facts og Myths about the Messianic Congregations in Israel” er afsluttet, vil vi få et mere nøjagtigt antal af de Jesus-troende jøder i Israel.

Jeg flygtede fra sandheden

Jeg flygtede fra sandheden

Genopslået af Kirsten Lang, 8. oktober 2019.

Louis Goldberg voksede op i en jødisk-ortodoks familie. Helt fra barnsben søgte han efter Guds nærvær, men oplevede, at de jødiske rabbinere ikke kunne give hverken svar eller vished. Som resultat heraf endte han ud som agnostiker. Senere i sit voksenliv, konfronterede en kollega ham med spørgsmål om tro og Jesus, og dette blev et afgørende vendepunkt i Louis’ liv. Læs hans personlige fortælling herunder.

Der er særligt én Yom Kippur (den store forsoningsdag), der står tydeligt for mig. Jeg var ti år gammel, endnu ikke bar mitzva og til trods for mine forældres protester insisterede jeg på at tage med i synagogen. Jeg måtte jo have mine synder tilgivet! Med barnlig iver deltog jeg i alle begivenhederne den dag. Fyldt med opmærksomhed lyttede jeg til oplæsningen af de hellige skrifter, reciterede de gamle hebræiske bønner og blev dybt berørt af den særlige rytme, kantorens stemme skabte.

Med hele mit hjerte søgte jeg tilgivelse for de synder, jeg havde begået, ved at være til stede den dag. Men selv da jeg gik hjem med min far den aften, blev jeg hjemsøgte af spørgsmål som ”har Gud virkelig hørt mine bønner?” og ”hvordan kan jeg være sikker på, at mine synder er blevet tilgivet?”.

De svar, mine jødiske undervisere gav mig, viste sig ikke at være nok. De beroligede ikke min tvivl. Til sidst stoppede jeg med at stille de spørgsmål, som tilsyneladende ikke havde nogle svar. Jeg blev optaget af videnskabelige studier, ingeniørvidenskab og filosofi og deltog i alt, hvad livet kunne tilbyde mig. Min religiøse opvækst holdte mig fra at falde i dybere synd, men jeg endte ud som agnostiker. På trods af min søgen, betragtede jeg stadig mig selv som jødisk. Under overfladen lurede ubesvarede spørgsmål som: ”Hvem er jeg? Er det muligt at lære Gud at kende? Hvad sker der, når jeg dør? Er det muligt at vide, at mine synder er tilgivet?”.

Hvordan kan denne hedning vide så meget om bibelen?

Da jeg havde afsluttet min ingeniøruddannelse, fandt jeg et arbejde. Her fik jeg en kollega, der troede, han var Guds ambassadør. Dette kom til udtryk, når vi holdt frokostpause, og når vi var på vej fra firmaet til togstationen. Han ville ikke lade mig være. I løbet af de næste to måneder fornærmede jeg ham og gjorde alt for at få ham væk fra mit kontor, men han blev ved med at have et smil på sine læber. Når jeg kom med mine indsigelser, havde han altid skriftsteder klar som modsigelser. Jeg spurgte mig selv, hvordan denne hedning kunne vide så meget om vores tanakh. Det var jo mig, der burde vide alle disse ting. Jeg svarede ham aldrig, når han kom med sine argumenter. Det eneste jeg sagde til ham, var; ”er det alt, du ved?” og han svarede; ”det er nok, især for dig.”

Efter tre måneder lagde han sin bibel på mit skrivebord og sagde: ”Læs den, det vil ikke skade dig. Hvad du synes om den, er noget mellem dig og Gud.” Jeg var så træt af situationen, at jeg sagde: ”Jeg vil læse Det Nye Testamente og finde alle fejlene.” Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ville bevise, at hans tro ikke havde noget grundlag, og at han aldrig mere skulle forstyrre mig igen. Jeg besluttede mig for at starte med Romerbrevet. Størstedelen forstod jeg ikke, men Gud begyndte at tale til mig. Jeg kom til Romerbrevet kapitel tre vers 23 ”… for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud…”.

Snart gjorde jeg min næste opdagelse. Alle forfattere i denne bog var jødiske, og den handlede om jødiske anliggender, anliggender som jeg kendte til! Det eneste, jeg havde problemer med, var de steder, Jesus blev kaldt Guds søn. På trods af dette var bogen, jeg havde ventet at være anti-jødisk, for jøder.

Jeg vil ikke!

Nogle måneder senere spurgte min kollega mig: ”Nå, hvad synes du?”. Jeg svarede ham, at Jesus kunne være Messias. ”Mener du det virkelig?,” spurgte han og tilføjede: ”Du skal være helt sikker med hele dit hjerte!”. Jeg ved ikke, hvad der senere skete, men jeg råbte: ”nej, jeg vil ikke!”, løb op til mit kontor og smækkede døren i. Jeg ville aldrig se ham igen!

Næste dag kom han på arbejde, som om intet var sket. Som sædvanlig sad han over for mig til frokost. Han talte om alt muligt, men ikke et ord om tro eller Jesus. Dette stod på i omkring en måned. Jeg begyndte at føle mig dårligere og dårligere tilpas. Så talte Gud til mig: ”Du kender sandheden. Hvad har du tænkt dig, at gøre med den? Hvorfor løber du væk fra den?”. Derefter pinte jeg mig selv i en måned med disse spørgsmål, indtil jeg endelig gav op og bad: ”Herre, det er nok!”. Jeg knælede ved min seng og bad Jesus om at komme ind i mit hjerte. Jeg husker, at jeg følte en intens fred, som jeg aldrig havde oplevet før.

I den jødiske tradition er en tzaddik et retfærdigt menneske, som kommer fra Gud med ilden fra hans alter. Han kommer til verden og rækker ud til de mest ensomme mennesker, og bringer Guds ild ind i deres hjerter for at lede dem ind i Guds nærvær. Jeg har opdaget, at Jesus er den sande tzaddik! Må mange flere komme til at kende til hans kærlighed og sandhed!

Indlægget er et genopslag. Det er bragt igen på grund af Yom Kippur, der falder fra aftenen d. 8. oktober til d. 9. oktober 2019, og det er oversat fra engelsk.

“En FCSI-bibelgruppe skabte troen i mig”

“En FCSI-bibelgruppe skabte troen i mig”

FCSI er en kristen studenterbevægelse i Israel, hvor kristne arabere og messianske jøder mødes og bliver styrket i troen sammen.

“Jeg voksede op i en kristen familie, og jeg så mig selv som kristen, men det var kun af navn. Da jeg blev en del af en FCSI-bibelstudiegruppe i Beer Sheva, begyndte jeg virkelig at tro,” fortæller en leder i FCSI og fortsætter:

“Når du støtter studerende, rækker du ud til mennesker som mig.”

FCSI har netop holdt en lederskabskonference, og det var til stor velsignelse for både lederne på konferencen, deres respektive FCSI-grupper og for de ansatte at se disse unge mænd og kvinder træde ind i deres kald til at påvirke deres medstuderende – jøder, arabere og internationale fra hele verden.

De unge blev klogere gennem undervisning og bibelstudie, hvor de blandt andet satte fokus på, hvordan man bevarer troen under forfølgelse.

FCSI blev grundlagt omkring 1980, og er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende.

Organisationen har det formål at undervise i Bibelen, styrke de studerende i troen, hjælpe dem med at leve deres tro ud i hverdagen, koordinere og organisere aktiviteter og bibelstudiegrupper – og til sidst at opmuntre de kristne studerende i Israel til at dele evangeliet med deres medstuderende.

Støt op om de studerende her

Forsoning i børnehøjde

Forsoning i børnehøjde: En skør sang ad gangen…

Af Hannah Belk, lejrleder for Musalahas sommerlejr, oversat 24. sep. 2019 af Kirsten Bitsch Lang

“Jeg bliver”. Den ti-årige pige kiggede på mig med en klar overbevisning. Hun tørrede sine tårer væk og gik modigt tilbage til sit værelse – tilbage til lederen fra den ”anden side”. Det var anden nat i lejren, og vi havde lige haft en lang samtale om hendes frygt, hendes ønske om at flytte til et andet værelse og hendes lyst til at tage hjem. Det føltes bare for hårdt. Men – hun blev. Selvom hun var bange.

Pigen var med på Musalahas sommerlejr sammen med en masse israelske og palæstinensiske børn, og temaet var “Helte”. Vi lærte om unge helte i Bibelen og samfundet, og så havde børnene mulighed for at være som helte. Om det kom til udtryk ved at sætte sig ved en, der var anderledes eller sige godnat på den andens sprog, så var børnene med til at arbejde for forsoning. Og børnene var modige. De ødelagde murene, som samfundet havde bygget op – et smil, en samtale og en skør sang ad gangen.

Musalaha-sommerlejre er en masse sjov. Vi spiller fodbold, leger og danser, som om ingen kigger. Men der sker også noget dybere, når børnene er på lejr. Musalaha lærer børnene om kærlighed. En kærlighed, der er radikal, revolutionerende og forsonende. En kærlighed, der ikke lader din frygt diktere ord eller handlinger. En kærlighed, der får dig til modigt at gå tilbage til dit værelse, selvom du er bange, som den ti-årige pige gjorde. Og kærlighed? Det skubber dig længere ud, end du troede, du kunne komme.
På lejrens sidste aften sad pigen glad og skrev hilsner sammen med sin værelseskammerat og deres leder.

Inden børnene tog hjem, fik de en superhelte-kappe og et diplom, der sagde, hvilket helte-træk, de havde vist gennem ugen. Den unge pige fik ordet mod – modet til at elske, modet til at fortsætte og modet til at blive.

Støt Musalahas arbejde her

 

“Den unge mands ansigt lyste”

“Den unge mands ansigt lyste”

Af Andy Ball, indehaver af Bibelselskabets bibelbutik i Tel Aviv. Teksten er oversat af Kirsten Bitsch Lang, 30. august 2019

Vi er altid meget begejstrede, når nogen kommer til vores butik, og vi får lov til at give eller sælge ham hans første bibel. Det er sket ofte i år.

For få dage siden kom et ungt par ind i butikken. Kvinden var fra Indien, og manden var fra Israel. De spurgte efter en bibel på hebraisk. Den unge mands ansigt lyste så meget, at jeg blev nødt til at spørge ham, hvad det var, der var sket i hans liv. Den unge mand svarede, at han lige havde sagt ja til at lukke Jesus ind i sit liv. Vi var meget begejstrede, og vi sagde til ham, at vi også var jøder, der troede på Jesus.

Den unge mand begyndte at stille en masse spørgsmål, og han var ligesom en svamp, der ville vide så meget som muligt om, hvordan troen på Jesus havde ændret vores liv, og hvordan vores forældre reagerede, da vi fortalte dem, at vi troede på Jesus.

Han fortalte os, hvordan han var kommet til tro:

“Jeg mødte min kone, som var troende. Hun delte evangeliet med mig, og for sjov begyndte jeg en dag at læse i min kones bibel. Jeg ville læse Det Nye Testamente for at overbevise hende om, at det var forkert at tro på Jesus som hendes Messias.

En dag, mens jeg læste i Det Nye Testamente, følte jeg, at Jesus talte til mig, og jeg var chokeret. Der gik det op for mig, at Jesus er den sande Messias, og jeg gav mit liv til ham. Nu er vi så her, hvor jeg er på vej til at købe min første hebraiske bibel.”

Han fortalte også, at han havde delt de gode nyheder med en ældre kvinde, og at han også ville købe Det Nye Testamente på hebraisk til hende.

Vi takkede Gud sammen, og vi var meget begejstrede for, at den unge mand allerede delte evangeliet med andre. Vi gav ham en masse materialer, der kunne hjælpe ham til at vokse i hans nye tro, og vi gav ham nogle nye testamenter, han kunne dele med sine venner.

I må meget gerne bede for denne mand, der skal til at dele evangeliet med sine forældre og fortælle dem om sit nye liv. Bed for visdom og for, at han vil vokse i troen, og at hans ansigt fortsat vil lyse og på den måde vise, hvem Jesus er.

Støt Bibelselskabet og Andys bibelbutik i Tel Aviv her.

TORVETs Højskole

TORVETs Højskole 2019

Skal du med på efterårets højskole, hvor temaet er “Fællesskab for alle”? Højskolen er arrangeret af Israelsmissionen, Promissio og Menighedsfakultet og finder sted på det smukke Virksund Kursuscenter, der ligger ud til Hjarbæk Fjord. De tre organisationer leverer undervisningen hver sin kursusdag, og værtsparret Hanne og Johannes Esmarch bidrager med blandt andet ‘halvbibeltimer’ og andagter, samt gør deres yderste for at give alle deltagere en uforglemmelig oplevelse.

Julie Kajgaard fra Israelsmissionen vil blandt andet bidrage med sine refleksioner over forsoning, men også tanker og erfaringer fra den mangfoldige menighed, hun har oplevet på egen krop i forbindelse med sin praktikperiode i Immanuelkirken i Tel Aviv.

I 2019 afholdes højskolen i dagene den 23.-26. september, og du kan se programmet HER. De sidste par år har der været fuldt booket, så sørg for at melde dig til hurtigst muligt ved at skrive en mail til mf@teologi.dk.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503