Vi har været hos Shevet Achim søndag til tirsdag, torsdag og fredag til sabbat. Shevet Achim er en organisation der tilbyder hjerteoperationer til børn i Mellemøsten der har brug for dem. Disse børn kommer hyppigst fra Kurdistan og Gaza, hvor de enten bliver hentet ved deres hjem, eller ved grænsen til Israel. Det gjorde især stort indtryk på os, at de som kristne fra hele verden, heriblandt USA, Tyskland og Holland, arbejder hovedsageligt frivilligt for at hjælpe børnene. Volontørerne får en helt speciel mulighed for at nå ud til børnene og deres forældre og dele evangeliet. Shevet Achim får også muligheden for at vise muslimer, at der er jøder der er villige til at hjælpe lige præcis deres barn med at få et bedre liv. De jødiske læger har en aftale med Shevet Achim, hvor Shevet Achim får hjerteoperationer og hjertetjek for en del billigere end almindelig pris. Der er mange muslimer der vokser op og bliver opdraget med, at jøderne er et folk man skal hade. Her er det fantastisk at se, hvordan der kommer muslimer ind i dette fællesskab for en kort tid, og oplever at både kristne og jøder også kan være rare mennesker.
Da vi kom blev nogle af os stillet over for noget af en udfordring. Vi blev sat til at organisere et meget rodet lagerrum, rengøre køleskabe, klargøre en lejlighed og feje nedfaldne blade sammen i hele forgården. Dette var noget, som vi i starten synes var lidt frustrerende, fordi det var svært at se, hvordan vi kan hjælpe i Guds mission ved at stå med hovedet inde i et køleskab med rådden mad og mug. Vi blev dog mødt med stor taknemmelighed til aftensmaden og morgenmøderne, hvor de roste os meget for det arbejde, som vi havde udrettet. Dette fik os til at se, at de ting vi gjorde, som vi i bund og grund ikke var vilde med, hjalp dem med at kunne fokusere på de familier de havde hos dem. Især pigerne fik lov til at hjælpe med ”familycare”, hvor de fik mulighed for at passe nogle af børnene og være sammen med familierne til børnene.
Missionspiloterne spiller og synger hos Shevet Achim
Vi fandt dog hurtigt ud af, at de ikke bare er en organisation der hjælper forældre fra Mellemøsten med at få hjerteoperationer til deres børn. De lægger stor vægt på, at de er et fællesskab der er der for hinanden. Dette kunne vi hurtigt mærke, da det første vi mødte var lovsang, bøn og bibelstudie i 1-3 timer hver morgen, hvor vi fik lov til at fortælle vores vidnesbyrd om, hvordan vi blev kristne eller fik en personlig tro. Torsdag morgen var en speciel morgen. Vi startede med lovsang, bøn og Karina og Daniel fremlagde deres vidnesbyrd. Derefter kom der kommentarer, hvor der blev lagt vægt på at vi som kristne ikke skal vandre alene, og at vi ikke bør være bange for at fortælle vores kristne brødre og søstre om de mørkeste tider af vores liv. Dette blev lidt temaet for den videre samtale, og formanden Jonathan startede med at fortælle om nogle svære ting i hans liv, og efterfølgende var der 3 andre der tog ordet og fortalte om de mørkeste tider og ting de havde haft eller gjort i deres liv. En af de personer som delte ud af sit liv, havde kun været der i 10 dage, men til trods for det, følte vedkommende allerede en enorm tryghed og opbakning til at kunne dele sin historie fra nogle svære tider.
Trods ikke så sjove arbejdsopgaver og nogle gange en følelse af at man ikke gjorde en forskel, så kom vi fra Shevet Achim med en følelse af at de havde nydt den tid vi havde haft sammen utroligt meget, og at de værdsatte vores indsats meget. Den sidste aften blev vi inviteret til sabbat hos dem, hvor de gav os hver især et lille træhjerte, en Shevet Achim kalender med billeder og historier af børnene hos dem og et kort med hilsener fra dem alle. Vi kom hjem, og sad og snakkede om hvor glade vi havde været for at være der, samt at det var ærgerligt at vi skulle videre, fordi vi nød den tid vi havde haft der så meget. Vi fik deres kontaktoplysninger, så de kunne følge med i hvordan vores videre rejse gik, og så de kunne holde os opdateret på hvordan det gik hos dem.
Vi blev sendt godt videre, og er ved godt mod, selvom der venter os en 75 km lang ”ørkenvandring” på 3 dage efter vores besøg på nogle af CM&A’s kirkegårde, her mandag og tirsdag.
“Spirit lead me where my trust is without borders / Helligånd led mig derhen hvor min tillid er uden grænser
Let me walk upon the waters / Lad mig gå på vandene
Wherever You would call me / Uanset hvor du ville kalde mig
Take me deeper than my feet could ever wander / Tag mig dybere end mine fødder nogensinde vil kunne vandre
And my faith will be made stronger / Og min tro vil blive stærkere” – “Oceans” af Hillsong United
Shalom!! Israel er et utroligt land, fyldt med nye indtryk og oplevelser. Alle sanser er i gang hele tiden, nye lugte, nye smags oplevelser og altid noget nyt at se rundt om det næste hus hjørne. Gud har virkelig kaldt mig til dette fantastiske land. Jeg er utrolig taknemelig, men jeg føler også at jeg er på dybt vand, da der er så meget nyt og så mange ting man skal forhold sig til. Men jeg stoler på at Gud har en plan og jeg egentlig bare skal lade mig føre.
Missionspiloterne og os volontører ankom til Tel Aviv d. 4. Det var en lang tur med meget ventetid, men vi var alle ved godt mod, og glædede os til at se hvad Gud havde i vente til os.
Annika, Benedikte og jeg er kommet godt til Maon Gilo, hvor vi skal arbejde med voksne med særlige fysiske behov. Vores opgave er først og fremmest, at give os tid til dem og vise at vi vil dem, hvilket ikke er så svært da de alle er så søde. Vi fik af vide at de havde spurgt efter os i længere tid fordi de glædede sig til vi kom. Jeg har fået til opgave at være sammen med dem i deres workshop, og hjælpe dem med det de ikke ikke selv kan, samt gå ture med dem (og hunden Rocky :D ) og være der for dem. Jeg glæder mig til at få en hverdag her, og lære dem at kende så man kan få nogle relationer.
Maon Gilo. Vores hjem de næste 5 måneder!
Vi er så småt ved at lære lidt hebraisk, men heldigvis kan de fleste engelsk. Hebraisk er et svært sprog men også meget smukt. “Get paper” siger en af beboerne tit til mig, så hun kan lære mig hebraisk og skrive det ned. Noget man tit hører er “lehat, lehat!”, som betyder “langsom, langsom”, hvilket summer meget op på hvordan tingene er her nede. Noget som er vigtigt at have er nemlig toldmodigehed.
Jeg er meget taknemlig for stedet her. Der er mange ting jeg skal lære, som jeg håber kommer hen af vejen, men jeg er ved godt mod, og glæder mig til at lære det israelske folk bedre at kende.
Vi havde vores første Shabbats fejring her for en uge siden, som blandt andet bød på fortyndet vin, flyvende saltet brød (det blev kastet rundt til os, hvilket resulterede i salt over det hele), velsignelse over kvinderne, dejligt fællesskab og meget andet.
Sabbats fejring
Danmark og Israel er to modsætninger hvad angår hviledagene. I Israel bliver hviledagene holdt hellige. Alt jødisk står nærmest stille. Det er specielt at opleve hvor stor forskel der kan være på to lande, men meget spændende.
“Tag mig dybere end mine fødder nogensinde vil kunne vandre
Og min tro vil blive stærkere”
Vi skal opleve så mange nye ting her nede, og vi håber Gud vil føre os derhen han vil.
Hjemmet St. Vincent ligger i yndefulde Ain Karem, en landsby lige uden for Jerusalem, i Judæabjergene i sydvest. Jeg holder meget af at opholde mig her. Her er autentisk og rart, roligt sammenlignet med Jerusalem city. Storbyen ligger kun en bus- og letbanetur herfra.
Landsbyen emmer af boheme. Gallerier, raffinerede caféer, snirklede veje, eksotiske huse med blomstrende haver, figentræer, vinstokke, olivenlunde. Her bor kun 2.000 mennesker, men årligt kommer omkring 3 millioner turister og pilgrimme til Ain Karem – for kunsten, og endnu mere for historien, kirkerne og klostrene her.
Ifølge traditionen var Ain Karem stedet, hvor Maria besøgte Elisabeth, da de begge ventede sig. På torvet er en kilde, hvor de to kvinder mødtes. Mary’s Spring. Landsbyen er centreret om den. Og så er der stedet, hvor Johannes Døberen fødtes. På bjergsiderne omkring landsbyen virrer den solvarme luft af cikadesang og historie. Ovenfor landsbyen ligger Israels berømte Holocaust-museum, Yad Vashem. Også det store Hadassah Hospital kan man se herfra.
Så sent som i dag har jeg sagt, at jeg holder meget af at bo og arbejde her. Det mærkes lidt som at høre til.
Musalaha arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere. De arbejder blandt andet ved at at lave studiegrupper bestående af israelske kvinder og palæstinensiske kvinder. Hedva og Ronza skriver om deres seneste grupperejse til Cypern.
Hedva Haymov og Ronza Saba, Musalaha kvindeafdeling, 09. september 2016
I august forlod 24 kvinder deres familier, for at rejse til en lille by på den tyrkiske side af Cypern.Denne location var valgt af flere grunde:
1. Det er er en kort rejse fra Israel.
2. Det er et forholdsvist neutralt område, både for israelere og palæstinensere. Begge grupper ville føle sig lige sikre eller usikre over placeringen.
3. Vi skulle krydse grænsen ind til den tyrkiske side af Cypern, og det er den første gang, at israelerne og palæstinenserne oplever at krydse en grænse sammen, og det kan sammenlignes med, den oplevelse palæstinenserne har, når de skal krydse grænsen fra Palæstina til Israel.
Vores første dag var meget hektisk. Vi var dybt taknemmelige, fordi de palæstinensiske kvinder fra Vestbredden havde fået tilladelse til at rejse igennem Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv, hvilket sker yderst sjældent. Normalt skal palæstinensere fra Vestbredden over grænsen til Jordan og flyve fra Lufthavnen i Amman, hvilket er en langt dyrere og udmattende tur.
Det var en stresset tur igennem Ben Gurion, hvor de palæstinensiske kvinder blev tjekket igennem hele tre gange.
Da vi landede på Cypern, var det i stedet israelernes tur til at blive stressede, fordi de skulle tjekkes. Israelere er ikke vant til at få deres pas taget fra dem ved grænsekontrollen. Flere af kvinderne var ved at gå i panik i frygt for, at de ikke ville få deres pas tilbage.
Selvom det var en nervepirrende dag, var rejsen med til at forene os med hinanden. Vores leder sagde. ”Jeg tror, det var godt for israelerne, at opleve hvad palæstinensere går igennem, når de skal krydse grænsen”. Vi fik en indsigt og forståelse af hinandens liv igennem denne oplevelse.
Over de næste par dage kunne vi nyde fællesskabet imellem hinanden, imens vi studerede. Vi startede med at grundlægge et teologisk fundament, og ovenpå det byggede vi vores relationer, ud fra Musalahas studiemateriale: ”Bibelske principper for forsoning” og ”emotionel logik”. Igennem vores studie fandt vi veje til at arbejde med de tab, vi har oplevet i konflikten, og veje til hvordan vi kan bevæge os fremad på en støttende og konstruktiv måde.
Det var en smuk proces, hvor vi fandt enhed i vores forskellighed. Vi følte os forbundet, mens vi bad for hinanden, grinede og lovsang Gud.
Under vores pauser gik kvinderne sammen langs strande og gader, samtidig med at de sang. De var iklædt T-shirts, som vi havde lavet til dem, hvor der stod ”fugle uden grænser”, for at indikere at vi kan flyve op over vores egen situation. Det betød, at vi kunne dele med andre, hvorfor vi bruger tid sammen, og hvad vi tror på.
Vi var enormt glade, for at turen var så vellykket, og vi har høje forventninger til denne gruppe. På vej hjem til et sted, hvor grænser vil begrænse os, udtrykte kvinderne interesse for at starte et kor, og på den måde række ud til vores samfund sammen. Det ville være en fantastisk måde, hvorpå kvinderne kan prise Gud. De ville i enhed glædeligt synge for Herren, synge sammen i kærlighed og i tillid til Jesus – som ”Fugle uden grænser”.
I søndags fik vi en invitation fra et par af volontørerne hos Schevet Achim, om at tage til gudstjeneste i den amerikanske menighed King of Kings. Vi nåede lige hjem til snacks og rent tøj, (det er som om at alting er mere beskidt hernede, godt vi har en vaskemaskine) derefter gik vi ellers mod kirken, som vil sige en biograflignende sal, hvor menigheden holder til.
Vi er blevet enige om, at det var en dejlig oplevelse selvom både lovsang og forkyndelse var meget amerikansk, med ekstra meget AMEN og Halleluja.
Særligt for mig føles lovsangen nærmest hjemlig, selvom vi er langt væk hjemmefra, og det var fedt at få muligheden for at prise Gud, sammen med mennesker af mange forskellige nationaliter.
Oliebjerget
Efter tre arbejdsdage ved organisationen Shevet Achim (som I kommer til at høre mere om senere) havde vi igår fri, så vi kunne komme med den danske kirke på guidet tur på Oliebjerget.
Klokken 08 startede turen fra bunden af bjerget, og undervejs så vi nogle forskellige helligsteder, som formodes, at være de bibelske steder Jesus har været. Ved de forskellige stop læste vi bibelteksterne som var knyttet til stederne, hvilket satte teksterne i et nyt perspektiv og gav en større forståelse for beretningerne.
Vi fik for eksempel lov til at se Getsemane Have, hvor Jesus bad inden han skulle anholdes og Tårekirken (Dominus Flevit), som er det sted man mener, at Jesus græd over Jerusalem.
Vi sluttede turen af på toppen af bjerget, hvor vi spiste falafler på en super flot tagterrasse med en betagende udsigt over byen.
Mit arbejde i denne lærerige udlandspraktik som socialpædagog er, at pleje og omsorge børn og unge med svære fysiske- og mentale handicaps.
Det kommer lidt bag på mig, hvor meget børnene giver mig – hvor stort det lille, de giver, bliver! Om det er hengivne høje råb og lyde, et greb efter mig af en tilsavlet hånd, et kort smil, en tilpas mine. Barnet, der falder til ro ved min omfavnelse. En respons. Det hele mærkes som en unik gave, de giver mig. Jeg kan føle mig beæret ud over det almindelige.
Vores gensvar til hinanden er tydeligere end i mange af mine andre relationer. Det falder mig så glædeligt og let at gengælde disse børns sprog, deres kærtegn, lys. Det må være en af Guds glæder. At disse små og ubetydelige bliver af al betydning! At de viser mig det store i det simple ved deres enkelthed og nærvær.
Ligenu må jeg smile over eftermiddagens udråb fra en af drengene her. Jeg og en voluntør hang ud i en af hjemmets haver, os to og ni altafhængige børn. Stille udeglæde, guitarfingerspil, afbrudt nynnen, milde børn. Under septemberblå himmel og i oliventræers skygge.
Ud af hjemmets i alt 60 børn har kun få talesprog. Denne dreng her taler, flere sprog endda. Han er autist, er blind, med store åbne mælkematte øjne. Han tager sommetider i hengivenhed min hånd og kysser den. Også nu, da jeg fulgte ham ned i haven, med ham gående bag mig med sine hænder på mine skuldre – kyssede han mig spontant i nakken. Han gyngede senere nede i haven, liggende i en stor gynge, og råbte nu og da, ‘Come, I want to kiss you!’ Jeg kan næsten ikke tænke mig noget mere indtagende og givende end hans gavmildhed og sødme. Han var os et stort skud glæde. Ligesom drengen, der gentagne gange grinede ad en gøende hund.
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 14. september 2016
”Det bliver spændende at finde ud, hvad Gud gerne vil med os,” fortæller Louise Breindahl, som i slutningen af august rejste til Jaffo og Immanuelkirken sammen Rasmus. De har været gift siden november sidste år og ser det halve år i Israel, som lidt af et eventyr hvor Gud måske vil løfte lidt af sløret for sit kald til dem som ægtefolk.
”Naturligvis glæder vi os også til bare at opleve en helt masse,” afslører Rasmus og fortsætter: ”Jeg glæder mig helt vildt til at lære Israel, kulturen og det jødiske folk bedre at kende, for jeg tror, det kan øge min forståelse af Bibelen.”
For Louise er det først og fremmest kulturmødet og de mennesker, der er i kirken, hun glæder sig til: ”Det er virkelig spændende at møde andre kulturer og forsøge at forstå mere af, hvad der egentligt sker, når jeg møder mennesker, som er anderledes end mig,” fortæller hun og afslører, at netop Immanuelkirkens meget forskelligartede menighed var en af grundene til, at hun netop gerne ville der til.
Både Louise og Rasmus har været af sted på volontørophold før – Louise i Cameroun og Rasmus i Honduras. Men det er første gang de skal af sted sammen. ”Det bliver spændende at finde ud af, om vi kan arbejde sammen,” griner Louise. Parret har i fællesskab ansvaret for kirkens ungdomsarbejde i det halve år de er af sted. Rasmus har også andre pastorale opgaver som forkyndelse og undervisning, mens Louise også får ansvaret for kirkens kommunikation. Derudover skal hun undervise etiopiske flygtninge i engelsk. ”Men mest af alt handler det om, at vi skal være tilgængelige for de mennesker, der kommer i menigheden,” mener Rasmus.
Begge kan bruge opholdet som praktik – Louise på 3K-uddannelsen og Rasmus på teologi. ”For mig bliver opholdet også en slags præstepraktik,” fortæller Rasmus. ”Det bliver en mulighed for at finde ud af, hvad det vil sige at være præst, og om det er noget, jeg kan holde til,” siger han. ”Det er heller ikke en helt fremmed tanke for os måske at skulle ud som missionærer på et tidspunkt, så opholdet i Israel er en fin måde at afprøve det på,” afslører Louise.
Louise og Rasmus’ primære opgave i Immanuelkirken er at hjælpe Marit og Bradley Long, som er det nye præstepar ved kirken. Vi håber, at Israelsmissionens venner vil huske både Louise og Rasmus samt Marit og Bradley og deres familie i forbøn.
Jakob Wilms Nielsen, sognepræst i Kvaglund og medlem af Israelsmissionens landsstyre
En søndag i juli havde vi dåb i kirken, hvor jeg er præst. En tidligere muslim fra Iran, vi kan kalde ham Said, fik et møde med Jesus og ville gerne døbes.
Said har været en del af menigheden de sidste par måneder og noget af det, som har gjort indtryk på ham, er, at vi som en del af kirkebønnen beder for Israel og for Jerusalems fred.
Han har været vant til fra moskeen i Iran at høre forbandelser over Israel og det jødiske folk, og det gjorde derfor stort indtryk på ham, at høre os bede for Israel og for fred.
Jesu folk, det jødiske folk, og Saids folk, iranerne er traditionelt ærkefjender. Præstestyret truer med at drive jøderne tilbage i havet, og Israel truer til gengæld med militære aktioner, hvis ikke Iran dropper deres ambitioner om atomkraft.
Men Saids nyfundne tro på jøden Jesus har gjort noget ved hans syn på det jødiske folk. Han kan nu af hjertet bede med på forbønnen for Israel og for fred i Jerusalem. Han ønsker brændende at kunne besøge Israel for at se de steder, de bibelske beretninger udspillede sig.
Said er på en måde et levende eksempel på det, Paulus taler om i Efeserbrevet:
Husk derfor, at I, der var født som hedninger […] dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. (Ef 2,11-14)
Iraneren Said er blevet venner med jøden Jesus, og det har fået konsekvenser for, hvordan han ser på hans nye vens folk, jøderne.
Som en del af Israelsmissionens landsstyre var jeg for nyligt med på en rundrejse i Israel for at mødes med vores partnerorganisationer.
Det var på den ene side opløftende at mødes med mine jødiske brødre og søstre og erfare, hvordan vi, selvom vi kommer fra vidt forskellige sammenhænge, er forenet i vores fælles tro på Jesus, men samtidigt var det nedslående at høre, at der stadig er konflikt mellem messianske jøder og palæstinensiske kristne.
Der er stadig brug for forsoningsarbejde. Et arbejde som er nært forbundet med Israelsmission, for der findes ikke noget stærkere vidnesbyrd om evangeliets sandhed end enheden mellem to, som burde være fjender. Jesus selv beder i sin ypperstepræstelige bøn i Johannesevangeliet kap 17 om, at hans efterfølgere må være ét, for at verden kan se, at Gud har udsendt ham.
Hvor palæstinensiske kristne og messianske jøder mødes i fred og enhed, er det et stærkt vidnesbyrd for deres respektive folk om evangeliets sandhed, og derfor må vi, der er engageret i Israelsmission, være de første til at støtte forsoningsarbejdet i Israel.
Så mange flere jøder såvel som palæstinensere, ligesom min ven Said, kan møde den jødiske Messias og give deres liv til ham.
Så er eventyret i Israel startet. Det hellige land viser sig fra sin bedste side. Her er skønt at være. Mens i har fundet regnjakkerne frem i Danmark har vi det dejligt varmt. Temperaturne er oppe mellem 24-30°C.
I selskab med missionspiloterne og de to andre volontører gik turen fra Kastrup lufthavn til Tel Aviv. Flyveturen gik fint, fulde af forventning og spænding, næsten ingen søvn og en masse glæde. I Tel Aviv blev vi stoppet i paskontrollen for at få godkendt vores visum. Det tog 2,5 time fra vi afleverede vores pas til vi fik det igen. Den lange ventetid gik i godt selskab med de andre to volontører og en god pose Haribo click-mix. Da vi endelig fik vores pas med nye stempler kunne vi komme ud og få vores bagages og derefter løbe ind i det næste problem, for hvordan skulle vi finde Asbjørn (Kirkevolontør i den danske kirke). Det var jo over 2,5 time siden vi forventede at kunne hentes i lufthavnen. Der gik rimelig meget panik i den indre lille pige, for hvordan skulle vi dog kunne finde til Maon Gilo selv? Hvordan kunne vi få fat i David (Præst i den danske kirke) når vi ikke kunne ringe? Bare rolig for alt løste sig, naturligvis. Ud af ingen ting stod Asbjørn der pludselig og så var der ro på igen. Vi kom godt til Maon Gilo og fik en dejlig velkomst, med dansk flag, af to praktikanter og to volontører fra Danmark også.
Da jeg rejste hjemmefra have jeg en forventning om at alt ville være så nyt, uvant, udansk og ukendt. Og ja det er også nyt, uvant og ukendt men det er på ingen måder udansk. Vi taler dansk sammen i lejligheden, vi kan købe Lurpak i det lokale supermarked, humus og falafel har jeg også fået i Danmark. Så det er dejligt at der er noget her der også minder en om hjem.
Lejligheden består af tre tomandsværelser og to eneværelser. Tre Toiletter, to bad og et stort fælles køkken og en lille sofa. Jeg bor på et af eneværelserne, hvilket jeg er meget glad for. Det er godt at kunne trække sig tilbage og kunne bruge tid på bare at bearbejde alle de fede indtryk.
Jerusalem centrum ligger omkring 45 minutter i bus fra Maon Gilo. Bussen ryster os godt sammen da man her i Israel ikke går så meget op i hverken fartgrænser eller behagelige opbremsninger. Ud over det er der også mange ujævnheder i vejen. I mandags tog vi dog turen til Jerusalem for blot at lege turister. Så det var frem med selfie-stangen og så bare ud over de støvende gader. Vi var en tur i den gamle by, besøgte gravkirken, så grædemuren og spiste vores første falafel.
Her er lidt selfies fra dagen:
Konflikt eller ej?
Konflikten kan vi ikke løbe fra. It’s happening! Det er et faktum men det kommer ikke til udtryk her i Israel. Der er jøder der bærer våben, meget store våben som jeg naturligvis ikke lige er vant til fra lille Nykøbing. Her på Maon Gilo kommer det på ingen måder til udtryk. Der er nemlig både ansat jøder, kristne og arabere. De vælger at lade konflikten blive hjemme og ikke tage den med på arbejde. På arbejdet diskuteres og snakkes der ikke om ens religiøse overbevisning eller om ens politiske holdninger. Det er helt okay at jeg som volontør er nysgerrig og har lyst til at spørge ind til hvordan de forholder sig til konflikten og snakke om deres religiøse overbevisninger men det faste team gør det ikke med hinanden. Hvad sker der lige for den modenhed? Det er godt nok sejt at de kan skelne det deres folk gør og det de selv gør. Generaliseringerne farer frem i de danske medier og jeg kan bare fortælle at det er ikke helt så slemt.
Hold hviledagen hellig!
Fredag eftermiddag lukkede alt jødisk ned her i Israel. Alt, som i alt. Det er nemlig sabbat fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Det hele lukker ned, det vil sige at busser stopper med at kører, butikker lukker så der ikke er nogle der er på arbejde men også så der ikke er nogle der lige kan komme forbi og købe en liter mælk eller hvad man lige mangle for at overleve.
Hold hviledagen hellig. Sådan lyder det tredje bud af de ti bud. Det bliver sat i meget stor kontrast til den måde vi i Danmark holder hviledag på. For mig har søndagen, som ellers skulle være hviledagen for mig aldrig blevet holdt særlig hellig. Jeg er blevet mindet om det nogle gange det seneste år men hvordan jeg lige skulle kunne efter leve det havde jeg lidt svært ved at se. For hvis butikkerne var åbne kunne jeg jo ligeså godt få handlet og nu hvor vaskemaskinen alligevel var fri kunne jeg da lige vaske noget tøj. Men her er der bare ikke den mulighed. Vi snakkede om at tage ud og se et eller andet her i Israel men for at komme til Jerusalem var vi nød til at tage en bus men da den ikke kørte besluttede vi os for bare at blive hjemme. Vi manglede lidt nogle lækre snacks til i aften men dem måtte vi også vente med at købe til butikkerne åbnede efter solnedgang. Det bliver på mange måder nemmere bare at hvile. Det stiller også nye udforinger for det er svært ikke at blive rastløs når man skal hvile i 24 timer. Sådan er det heldigvis ikke. Vi var nemlig inviteret ud til David og hans familie i nord Jerusalem. Her skulle vi fejre sabbat med kristen perspektiv. Det var virkeligt en spændende aften.
Arbejde eller hvad laver du?
Mit arbejde begynder først søndag. Så den første uge her har blot været introduktion til det hele og en halv dag i workshoppen. Den dag var faktisk ret spændende. Benedikte og jeg var på floor 0 hvor vi gerne måtte prøve at lære beboerne lidt at kende. Jeg snakkede med en beboer som ikke bor på Maon Gilo. Der kommer nemlig også nogle som bare er med i workshoppen for at blive aktiveret lidt. Vi snakkede lidt om hvem han var og han var heldigvis god til engelsk. Sprogbarrieren mellem beboerne og jeg er stor mellem dem som ikke kan tale engelsk men der er dog et fælles sprog som kan benyttes. Smilet er det fælles sprog mellem os. Hvis man ikke lige kan sige noget kan man altid sende dem et venligt smil og sige Shalom.
Jeg overhørte en dag i et galleri en aldrende mand fortælle, at han som ung i NY havde set en uhørt smuk jødisk kvinde, og havde bestemt sig for at skulle opleve Israel. Da han kom hertil, følte han sig hjemme. Mere end noget andet sted.
Den gyldne Stad. Jerusalem på et fad
Også Jerusalem kan noget. Byens stemningsbillede er tiltalende – Old City med sin historie og centrale betydning for de tre store religioner. New City med sin udsøgte storbystil. Seværdighederne. Menneskene. Landskabet omkring byen.
Vestbredden
Jeg har været på besøg hos palæstinensiske medarbejdere fra St. Vincent i Palæstina, både i Ramallah og Bethlehem. Deres komplekse og ofte komplicerede livssituation bevæger mig. Forskelsbehandlingen israelere-palæstinensere bevæger mig. Murene. Relation og kommunikation lærer mig meget her.
Min sammenfatning er, at min udlandspraktik er lærerig – og anbefalelsesværdig!
