Mit praktiksted St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap.
Børnenes historier her bevæger mig. Mange besøges regelmæssigt af forældre. Her er ingen forældreløse børn, men situationer, hvor barnets handicap har været for stor en opgave for forældrene. Tre af pigerne her er søstre, ud af en søskendeflok på i alt ti. Heraf fem med handicap. Det er hårde odds. Disses forældre er beduiner, og tro mod traditionen i deres samfund, indgiftet med familie… Noget nyt er, at staten Israel giver store beløb til forældre med børn med handicap, så det er muligt med hjælpemidler at beholde børnene i hjemmet.
De sidste 50 år har hjemmet været her. Med børn kommende hertil fra hele landet. Oprindeligt blev huset bygget for patienter med tuberkulose. Det er smukke og gamle kampestensbygninger. Med skyggefulde haver med plads til terapi og aktiviteter. Og solmodne vindruer.
Her er i alt 85 ansatte. Uddannede læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, nat- og dagplejere, lærere, køkkenfolk, rengørings-, tøj- og pedelteams. Her er ligenu fire voluntører samt mig. Der har været perioder med op til i alt 20 voluntører. Vi får kost og logi, med eget værelse og bad i en sidebygning i huset. Mine vagter ligger fem dage om ugen, med tid midt på dagen til hvad nu end. Jeg tager gerne ud på opdagelse, i dag ad en nyfundet sti i en slugt med cypresser og mandeltræer nær landsbyen.
Et skriv fra mit praktiksted, St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap.
Trods kulturmøder a la holdning og religion -her på hjemmet, er her en unik respekt for den andens religion og holdning – anderledes fra i det øvrige samfund(!). Stedet lærer mig om at se andre tilgange, andres historik. Som det nu ligger til det arabiske livfulde temperament, er her viltre og højlydte mundhuggerier de ansatte imellem. Men de falder uvant hurtigt ned igen, og de bærer ikke nag. Jeg trives ved tydeligheden her. Det er mig en letlæselig kode, uden en masse usagt. Og jeg lærer, at modspil er værdsat i relationen.
Jeg har klippet en stor uro med kugler i farverigt karton. Jeg ophængte den i mine kontaktbørns vindue i aftes, den drejede i brisen, og ham, med det bedste syn, og meget smukke buede vipper, reagerede fra sin seng. Synsoplevelsen fik ham til at grine i lang tid. Hans øjne var fast rettet på de drejende farver. De gjorde ham godt. Og mig med. Jeg var nærmest bekymret for, om han skulle kunne finde søvnen for iver. Jeg lærte ham bedre at kende ved den konkrete opdagelse af hans sanseglæde. Deri var kommunikation.
Børnene
Det kan være voldsomt at møde børnene her. Deres tilstand, deres lyde, de deforme kroppe. Operationsar. Udfordringer, begrænsninger. En pige fik i forrige uge trukket 27 intakte tænder ud af munden – for at forhindre hende i at bide stykker af sin tunge. PEG-sonden, en slange placeret gennem huden på maven direkte ind til mavesækken, skulle jeg vænne mig til, både erkendelsen af at barnet ikke har sin synkefunktion i behold, og dét, at skulle lære at håndtere sonden. Også mødet med korsetter, ben- og håndskinner, fysioterapi – alt sammen for at børnenes mobilitet og ressourcer ikke forringes.
Jeg har fået fire kontaktbørn i min varetægt. De er gået mig til hjertet. En pige og tre drenge samlet i et værelse med lysegrønne vægge. De har alle fire PEG-sonde, de har ikke talesprog, tre er kortikalt blinde, har spasticitet/lammelse, lider nu og da af iltmangel. Jeg lærer at aflæse deres signaler, øver mig i at hjælpe dem til at interagere i samspil med mig, med deres omgivelser. Dagligt lærer de mig nyt.
En af drengenes kommunikation er at smile. Musik, at blive badet og at holdes nært glæder ham mest. Ofte har jeg om eftermiddagen alle fire børn med ude under oliventræerne, imens måske en musikterapeut spiller for dem på sit keyboard, og jeg masserer deres forkrampede hænder. Drengen her holder altid hovedet bøjet bagover, og med fjerne øjne og sit smil, ser han salig ud, som om han ser engle deroppe et sted mellem grenene. Han er kortikalt blind, er altafhængig af pleje og omsorg. Men hans sprog er klart, når bare man ‘ser’ ham.
Mange af børnene på hjemmet har hukommelsesproblemer. Til min glæde genkender disse fire min stemme og mine berøringer som noget trygt – og giver tydelig respons, forsigtigt eller overbevisende. De er emotionelle og sociale, disse fire dejligheder.
Et skriv fra mit praktiksted, i lære som socialpædagog. Et hjem for børn og unge med handicap.
Hjemmet St. Vincent, er grundlagt og ledet af fire seje nonner, fra Mellemøsten, Asien og Vesten. Deres nærvær og samvær med børnene og os medarbejdere giver godt følgeskab.
Kulturer
Det meget usædvanlige ved St. Vincent er, at medarbejderstaben tæller både palæstinensere og israelere – samlet om én opgave. Muslimer, jøder, kristne. Samarbejdet om omsorgen for børnene her bevæger mig.
Kulturen på stedet er præget af en indstilling om fællesskab. Personalet løber hurtigt, her er knapt med arbejdere til arbejdsbyrden, men huset er mærket af ansvarstagen, hjælpsomhed og velvillighed. For nemheds skyld kunne standardløsninger være at foretrække, men man ser vigtigheden af, at tilgodese det enkelte barns behov, dets vekslende humør og tilstand. Jeg må dagligt reflektere over min indsats i arbejdet med det enkelte barn, dagligt bestemme mig for nænsomhed og grundighed trods mange opgaver.
Jeg spurgte i spøg en af sygeplejerskerne her, hvilken medicin de var begyndt at give en af drengene. Der var en væsentlig bedring i hans tilstand, fuld af smil og mildhed, trods opkast og feber. Jeg fik som svar, at medicinen var mig og min kærlighed til barnet. Der er megen visdom i det svar. Omsorgen og diakonien her rykker meget for børnene! Og samarbejdet omkring dem.
Praktikkens mål er arbejde med relation og kommunikation. Og både sammen med børnene og med de ansatte med deres forskellige historier – er dette oplagte mål at øves i og lære af!
Vi 6 missionspiloter har nu byttet danske frikadeller ud med israelske falafler fulde af krydderier. Det er en helt anden kultur vi møder i Jerusalem, som er en by med en fantastisk gæstfrihed, som kun tog os under 24 timer at opleve. Både fra vores naboer men også bageren!
På Sjuken (markedet i Jerusalem) står sælgerne og råber på hebraisk og arabisk at vi skal smage og købe, dufte fra oliven, brød og ting vi ikke ved hvad er fylder det tætpakkede marked. Vi ville købe nogle pitabrød og fladbrød hos en bager, her bliver vi inviteret om bag disken for at se hans ovn og pludselig står Isabella med en dej i hænderne, vi kommunikere kun med tegne sprog og slidt engelsk men han ville have os til at lave vores eget brød, det gør vi (da det er flad brød tager det næsten ingen tid) i mellemtiden får vi smagsprøver på lækker falafel og tilsidst får vi det brød gratis og går derfra med et helt særligt bevis på gæstfrihed, kultur og det at vi er rigtig lang fra Danmark.
//missionspiloterne
Dette brød har vi været med til at bage og fået gratis
Jeg modtog de vigtigste instruktioner og forsyninger i går fra David Serner (præst ved den Danske Kirke). Så der blev både tid til at spise dansk morgenmad i den israelske morgensol og sige pænt god dag og velkommen til de nyankomne missionspiloter og volontører.
Min morgenmad i Jerusalem. Havregryn skal der til! Mums.Missionpiloterne får tanket op og indlogeres ved deres ene lejlighed i Jerusalems gamle bydel.
Rejsebrev fra Ain Karem, Jerusalem. September 2016. Med kærlig hilsen!
Udlandspraktik a la glæde
Her er indtryk fra de første uger i min 2. praktik som socialdiakon-studine, i udlandspraktik på et hjem for børn og unge med handicap, indtagende børn og unge, lidt udenfor Jerusalem, Israel.
Jeg er – simplemente – betaget!
Ligenu kan jeg høre latterfuld samtale i husets køkken. Ude står luften stille i middagsvarmen. Mine hænder dufter skarpt af Dettol efter at have afvasket børnenes badekar.
Israelementer
Jeg har før rejst og boet i eksotiske udlande. Dette er mit første besøg i Israel. Jeg er vild med muligheden for at opleve landet i længere tid, og særligt, at opleve det igennem relationer med herboende.
Jeg har mange, mange udrejser i landet til gode. Særligt vil jeg gerne opleve ørkenen. Og den grønne bjergfulde del i nord. En ung palæstinensisk ansat her på hjemmet siger, at deroppe findes verdens bedste landsby! Det er stedet med hans mors gode mad.
Nuet
Jeg lever og lærer sammen med 60 børn og unge. De har svære bevægelses- og sansehandicap, alle ledsaget af kognitiv funktionsnedsættelse. De fleste med statiske eller fremadskridende tilstande. Mange med spastisk CP. Dejlighederne er i alderen 4-27, nogle har været her siden de var helt små. I min første uge her døde en 19-årig dreng, fysisk nedslidt. Dog er her megen liv. Livfulde børn og livsbekræftende arbejde.
Messiansk jødisk deltager i Musalaha, 31. august 2016
Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet.
Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.
Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.
I disse dage med terrorisme og besættelse er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.
Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelsk-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeler. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi valgte at holde fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som dem, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.
Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semit´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del af et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.
Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.
Mange Jesus-troende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv: ”Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget, der fører os videre – nemlig håb.
Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser, er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er evangeliet! Da Jesus blev menneske, lærte han os at se os selv med vores fjenders øjne – på samme måde som han selv blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.
Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i før. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.
Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det.
Jeg håber, du vil være med til at bede for Musalaha og for alle de mennesker, som ønsker at bringe evangeliets kraftfulde budskab om frelse og forsoning videre i dette brudte land.
Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder, 26. august 2016
I anledning af reformationens 500 års jubilæum i 2017 har Richard Harvey startet en underskriftsindsamling for at få fjernet et såkaldt Judensau (jødesvin) fra kirkefacaden i Wittenberg.
Det var i denne kirke, Luther prædikede og her, at han ophængte sine 95 teser mod afladen, som startede reformationen i 1517.
I Tyskland er der i dag stadig mellem 60 og 100 skulpturer af jødesvin rundt i landet. Jødesvinet i Wittenberg er fra 1305. Figuren viser grise og jøder, der diger fra soens patter, og en rabbiner der kigger ind under soens hale.
I Luthers værk der kan oversættes til ”om jøder og deres løgne” (Vom Schem Hamphoras, 1543) kommenterer han på jødesvinsskulpturen i Wittenberg. I Luthers spydige kommentar placerer han Talmud inde i soens tarme:
”Her i vores kirke i Wittenberg er en so afbilledet i sten. Unge svin og jøder ligger og sutter under hende. Bag ved soen er en rabbiner bøjet hen over soen, han løfter hendes højre ben, holder hendes hale højt og kigger intenst under hendes hale og ind i hendes Talmud, som om han læser noget skarpsindigt og ekstraordinært, hvilket bestemt er derfra, de får deres Shemhamphoras.”
Inskriptionen over figuren ” Rabini Shem hamphoras” er først tilføjet senere i skulpturen, formegentlig af protestanter ud fra Luthers udtalelse. Inskriptionen er volapyk, formentlig for at gøre grin med det jødiske udtryk ”shem ha-meforasch” som betyder – Guds fuldt udtalte navn. Dette navn er helligt for jøder.
Richard mener, at skulpturen fortsætter med at fornærme og bagvaske det jødiske folk og deres tro. Ifølge ham er det nødvendigt at få den flyttet til et andet sted, så den ikke bliver vist offentligt på en udvendig kirkemur, men vises og forklares et mere passende sted. Ellers vil jøder fortsat blive eksponeret for antisemitisme på baggrund af skulpturen. Samtidig bliver deres værste frygt om den kristne tro bekræftet. Hvis kirken virkelig fortryder den slags billeder, må den arbejde på at få dem flyttet fra så tydelige steder.
Richard fortsætter i sin anmodning om at få skulpturen fjernet med at skrive:
Skulpturen er ikke bare en fornærmelse for det jødiske folk, men den provokerer almindelig anstændighed ved dens sjofle portrættering af jøder, der diger ved et svin og stikker hånden op i dens bagdel. Det er også en krænkelse af et sted for kristen tilbedelse, som burde blive dekoreret med værdighed og sømmelighed, og bestemt ikke uanstændige og chokerende antisemitiske billeder.
I 1988 lavede man en mindeplade under skulpturen for at nedtone og give en forklaring på den.
Forklaringen lyder:
”Guds sande navn, det udskældte Chem Ha Mphoras, som jøder længe før kristendommen anså som næsten usigelig hellig. Dette navn døde sammen med seks millioner jøder under korsets tegn”.
Tysk karikatur af et jødesvin fra 1800-tallet.
Richard sætter pris på, at kirken besluttede at gøre noget for at forklare og udtrykke anger, men det er ifølge ham utilstrækkeligt, for Gud døde ikke under Holocaust, og dette er endnu engang misbrug af Guds navn.
Richard mener, at inden reformationsjubilæets bør man fjerne skulpturen og erstatte den med noget, som ærer Israels Gud, respekterer det jødiske folk, og bringer værdighed til et sted for tilbedelse, i stedet for at bibeholde en skulptur der er usømmelig, sjofel, anstødende, fornærmende, krænkende, blasfemisk og antisemitisk.
Kurt Larsen, Professor i kirkehistorie ved menighedsfakultet fortæller, at for Luther var hans negative syn på jøderne ikke funderet i deres etnicitet, men i deres teologi. Jøderne tilslutter sig en lovreligion, derfor ender Luther med at sige, at jøder bør udvises fra Tyskland.
Ifølge Kurt Larsen kan Luther ikke betegnes som antisemit, men derimod som antijudaist.
Luthers tanker om jødedommen er dog sidenhen blevet brugt antisemitisk, særligt af den tyske kirke i nazi-Tyskland.
I forhold til Luthers syn om jøderne siger Kurt Larsen, at den protestantiske kirke i dag skal tage åbent afstand fra hans syn. ”Det er godt, at Luther er vores reformator og ikke vores apostel. Han tog fejl på nogen punkter blandt andet her” tilføjer han.
Vores volontører og missionspiloter er så småt på vej til Israel. I forbindelse med det, holdte vi introkursus for dem d. 15-16. august. Her kommer der lidt eftertanker og en refleksion over dette.
Hvad får unge mennesker til at tage til et fremmed land i 3 måneder, et halvt år, et helt år? Jeg tror, der er mange forskellige grunde til det. Nogle for at møde en anden kultur, andre for at stille deres eventyrlyst og andre igen, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal give sig til.
Hvad får så unge mennesker til at rejse ud med os? Flere af missionspiloterne gav udtryk for, at de gerne vil lære Gud, hans mission, og deres egen plads i denne at kende.
“Gud vil, at alle mennesker skal frelses”
Det kan jeg ikke få armene ned over! Tænk sig, at disse unge mennesker får lov til at opleve mangfoldigheden af mission. Tænk sig, at de selv ønsker at udforske det område.
“Der er betalt for dig. Betal for andre.”
Da jeg hørte dette i kirken i søndags, kom jeg til at tænke på, hvad det egentligt er, Gud ønsker. Hvad er det for en mission, han har sat gang i? Han inkarnerede sig og tjente mennesker. Vi skal gøre det samme. Det er derfor, vi er her – det er derfor, vi sender.
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 17. august 2016
”Da vi rejste hjem fra vores volontørophold i 2001, var Christian bare færdig med Israel. Han skulle i hvert fald ikke tilbage,” griner Lisbeth Rasmussen. Parret er i skrivende stund i fuld gang med at pakke deres liv gennem 7½ år i Immanuelkirken i Jaffo ned i kufferter for at rejse tilbage til Danmark.
Familien kort efter ankomsten til Jaffo.
Det var ellers Lisbeth der i første omgang sagde nej, da Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, ringede i slutningen af oktober 2007 og luftede idéen om at tage til Immanuelkirken i Jaffo. ”Vi havde lige fået Amanda, og jeg kunne slet ikke lige overskue at skulle nogen steder hen,” fortæller Lisbeth. Men efterhånden vænnede parret sig mere og mere til tanken. ”Lisbeth var lige blevet færdig, og jeg havde selv et år tilbage,” husker Christian. ”Og selvom vi lige havde fået Amanda og havde to små drenge, følte vi, at det stadigvæk var et godt tidspunkt, rent familiært, at stikke af nogle år. Vi skulle jo alligevel ud at finde et arbejde begge to,” siger Christian på pragmatisk vis.
Gud kalder gennem mennesker
Ferieglæden nydes i fulde drag.
For hverken Lisbeth eller Christian var det et livslangt kald eller en livslang drøm, der gik i opfyldelse, da de rejse til Israel. Christian var faktisk ikke engang sikker på, han ville være præst, da de sagde ja til at rejse. ”Det var først og fremmest en reaktion på et ydre kald,” fortæller Christian og fortsætter: ”Når der er nogen, der kalder, kan man ikke lade være med at forholde sig til det. Gud har det med at kalde gennem mennesker.”
Feriefornemmelser
Selvom det ikke var oplagt for parret selv at rejse, endte de altså med at tage af sted. ”Man sidder og overvejer sådan lidt for og imod. Der var så mange ukendte faktorer, for vi vidste jo hverken hvordan børnene eller vi selv ville reagere,” fortæller Lisbeth. Samtidig mener hun, det var en stor hjælp, at kaldet både var så konkret og praktisk. ”Efterhånden fik vi begge en mavefornemmelse af, at det var noget vi skulle,” slutter hun.
Lisbeth på vej til Jeriko med bilen fuld af gode sager.
De mindes begge at have haft en form for feriefornemmelse de første syv uger, de var i Israel. ”Vi boede på Beit Immanuel, som ligger lige overfor kirken, og vi havde ikke vores egne ting, men boede i kufferterne,” fortæller Lisbeth.
”I begyndelsen arbejdede jeg nærmest non-stop, og det var svært at indarbejde en egentlig hverdagsrytme,” fortæller Christian og der måtte mange familiemøder til for at finde ud af, hvordan det kunne fungere så alle kunne trives i det nye. Det var også svært at finde rytmen i ugen, for børnene gik i skole mandag til fredag og weekenden var præget af gudstjenester både lørdag og søndag, så familien fik aldrig en rytme med naturlige pauser. Derfor besluttede de også tidligt at tage væk en uge hvert semester.
Svært at holde fri
Christian under dåbshandling i Immanuelkirken.
Selvom det for mange kan synes at være et drømmescenarie, at det kun tager cirka 30 sekunder i transport at komme på arbejde, har det også sine udfordringer, fortæller Lisbeth. ”Det har helt sikkert sine fordele, at arbejde og hjem er så tæt på hinanden, men det har også sine ulemper – for eksempel er det sværere at holde fri,” siger hun og fortsætter: ”Hvis jeg bare vil ud at gå en tur en formiddag, så skal jeg gå forbi både volontører og sekretæren på vej ud. Det har været svært.”
Parret er dog enige i, at hele familien har trives med at være i Immanuelkirken. ”Det har altid givet god mening at stå op og gå på arbejde,” siger Christian. ”Der har altid været meningsfulde opgaver at give sig i kast med og gode mennesker at snakke med,” slutter han.
Hvorfor tage hjem til Danmark?
Løvhyttefesten fejres.
Når parret kommer hjem bosætter de sig i Løsning, hvor der er købt hus. Lisbeth er ansat på Bøgballe Friskole og Christian skal være generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. Men selvom der også ligger en meningsfuld hverdag og venter i Danmark for familien, er der alligevel et spørgsmål der trænger sig på: Hvorfor overhovedet tage hjem, når familien trives så godt?
”Det spørger vores børn også om,” griner Lisbeth og fortsætter: ”Vores børn kan ikke få lov til at blive her i landet ud over deres 17. år. Så skal de hjem, men hjem til hvad? For Danmark er jo ikke længere deres hjem. Og hvis vi alligevel skal hjem på et tidspunkt, handler det for os også om, at tage hjem tidsnok til, at vores børn kan nå at blive integreret i den danske kultur. Så det ikke er fremmed for dem.” Det er tydeligvis en svær problematik de to forældre har brugt lang tid på at overveje.
Relationer bliver brudt op, når man rejser
Picnic med menigheden.
Lisbeth og Christian glæder sig også til at komme hjem og genoptage mange af de relationer, som har været sat lidt på stand by de sidste mange år. ”Da vi havde været her i fire år, gik det op for os, at vi ikke længere delte liv med familie og venner derhjemme. I begyndelsen gik det fint nok, men efterhånden mister man kontakten. Vi kom nok til et punkt, hvor man kan sige, at vi tabte tråden til dem derhjemme,” fortæller Christian og konstaterer: ”Det er jo sådan, det er. Relationer bliver brudt op, når man rejser.”
Lisbeth supplerer: ”Man kan sagtens få gode relationer til de lokale, og det har vi også haft. Men de er også godt klar over, at man er udlænding, så man ikke bliver her for altid. Som kvinde må jeg bare erkende, at jeg har brug for de her rigtig tætte veninder. Det har jeg savnet.”
Den første raket var ikke sjov
Uanet hvordan man end vender og drejer det, er det svært at undgå at komme til at tale om den konflikt, som naturligvis også er en del af hverdagen, når man er udsendt som familie til Israel. En ting er, hvordan vi voksne håndterer konflikten, men hvordan forklarer man sine børn, at nu skal vi altså en tur i bomberum igen?
”Jeg tror, man fortæller, at verden ikke kun er god,” forklarer Lisbeth. ”Her i Israel bliver det meget konkret med raketter og sirener. Som forældre har vi valgt at være meget åbne omkring det, så vores børn har kunnet spørge om hvad som helst, og vi har forsøgt at svare så ærligt, vi kunne.” Lisbeth forklarer videre, at der også kommer en naturlighed over det, da der med jævne mellemrum er øvelser i skolen, som lærer børnene, hvordan de skal forholde sig, når sirenerne lyder.
”Det er klart, at den første raket – den var ikke sjov,” fortæller Christian om den første sirene familien oplevede i forbindelse med optrapningen af konflikten i 2012. ”Men så snakker man om det og snakker naturligvis også om, hvad vi så gør næste gang,” konkluderer han og fortsætter: ”Det er lidt noget mærkeligt noget, når man har oplevet en sirene, som er virkelig. Knuden i maven er jo ikke fordi, man er bange for at blive ramt. Det er mere en utryghed over, at nu er man blevet mål for et eller andet. At nogen har sendt en raket efter dig – det er en ubehagelig tanke.”
Lisbeth giver udtryk for en anden ubehagelig tanke: ”Raketterne skelner jo ikke mellem israelere, arabere og danskere. Jeg husker, at Johan havde en af sine gode venner med hjem, der er araber. De var jo begge to bange for, hvad der ville ske. Det går i alle retninger,” slutter hun.
I Immanuelkirken kommer der mange forskellige mennesker og nationaliteter, men Christian fortæller, at han ikke har oplevet konflikten rykke ind på bænkerækkerne: ”Når vi har snakket om konflikten i kirken, har det ikke været politisk ladet. Vi har bedt for mennesker på begge sider af konflikten, og vi har søgt at gøre bønnen personlig,” fortæller Christian.
Mange samarbejdspartnere er en styrke
Det er også en forskelligartet flok af organisationer, som står bag arbejdet og menigheden i Immanuelkirken. ”Jeg synes egentligt, at samarbejdet afspejler vores menighed meget godt,” siger Christian. ”Selvom vi er meget forskellige, er der ingen modstridende dagsordener, for det handler om, hvordan menigheden i Immanuelkirken kan bakkes op. Det afspejler en form for rummelighed, at der er så mange forskellige organisationer, der bakker op om kirken,” mener han. Christian fremhæver også det vigtige i, at lokale samarbejdspartnere er blevet inviteret med til bordet. ”Jews for Jesus har været forfriskende at få med i samarbejdet. Nu kommer der flere øjne på sagen, og det medfører naturligvis diskussioner, men ikke til mindre opbakning,” fortæller han.
Vi tager det fremmede med os hjem
Når familien lander i Danmark i begyndelsen af juli måned, håber forældrene alligevel, at der er lidt af den israelske kultur som hænger ved – både hos dem selv og hos børnene. ”Ligefremheden er som regel fantastisk,” understreger Lisbeth begejstret. ”Hvis man er i en situation, man synes er ubehagelig, så siger man det bare, og der er ingen, der ser skævt til en, hvis man siger fra.”
”Jeg håber, at både vi og vores børn kan bidrage med ikke bare en respekt for diversitet, men ligefrem en påskønnelse af det forskelligartede,” supplerer Christian. ”Jeg tror ikke, vi er så fremmedforskrækkede. I det hele taget vil vi gerne tage det med hjem, at det fremmede godt kan være både positivt og en god udfordring for os,” slutter han.
I Israelsmissionen vil vi gerne rette en stor tak til både Lisbeth og Christian samt deres fire børn, Johan, Magnus, Amanda og Simon. Tak for jeres trofasthed overfor menigheden og arbejdet i Immanuelkirken, og vi ønsker jer al Guds velsignelse fremover.
