Avi Snyder, leder for Europa i Jews for Jesus, 17. august 2016
Shalom fra Odessa, Ukraine.
Jeg er lige ankommet til begyndelsen af vores jubilæums-kampagne her i byen. Den markerer 25-års jubilæet for begyndelsen af Jews for Jesus’ arbejde i det, som dengang stadig var Sovjetunionen.
Et trosspring ind i kaos
I efteråret 1991 flyttede min kone, Ruth, og jeg til USSR, ligesom det var ved at gå i opløsning. Alt føltes kaotisk, men vi var overbeviste om, at dette var et godt tidspunkt at bringe evangeliets gode nyheder til regionen. Så vi flyttede til Odessa med vores tre børn og en enkelt kollega. Vi havde to målsætninger: At bringe evangeliet til det jødiske folk, og at grundlægge en organisation bestående af mennesker fra Sovjet, og som ville fortsætte med at dele evangeliet med det jødiske folk dér.
Gud har gjort mere i området, end vi nogensinde har turdet håbe eller drømme om. Efter syv år i Odessa forlod vi byen, og der var der etableret en god platform med 30 trofaste medarbejdere i fem nøglebyer: Odessa, Moskva, Kiev, Kharkov og Dnepropetovsk. Senere kom Minsk i Hviderusland også på kortet. Takket være disse trofaste medarbejdere kom hundredevis til tro og kom til at leve et liv sammen med Jesus. Efter kort tid bredte dette arbejde sig både til Tyskland og Israel.
Kampagne på gaden i Odessa.
Jeg mangler ord for mine følelser, når jeg tænker på, hvad Gud har gjort. Ej heller kan jeg udtrykke min taknemmelighed over at have fået lov til at være en del af dette eventyr. Min følelse af taknemmelighed er næsten kun overgået af min beundring for staben af Jews for Jesus-missionærer i det tidligere Sovjet. De har demonstreret stort mod og det ofte i mødet med modstand, farer og prøvelser.
Lige nu er min kone Ruth og jeg tilbage i Odessa i anledningen af 25-året for vores rejse hertil. Kampagnen løber fra 14.-26. august, og jeg håber, du vil være med til at bede for os. I det tidligere Sovjet er bøn ikke en rutine – det er snarere en absolut nødvendighed. Hverdagen er kompliceret og modstanden mod evangeliet er stadig stor. Bed for ledere af kampagnen og dem, der går på gaden. Bed om at Gud vil lede os til de åbne hjerter, han allerede har forberedt til os.
Aaron Lewin (Afdelingsleder Berlin) inviterer folk på gaden til at dele deres tanker om fred.
Christian Vestergård, 8. august 2016
I forbindelse med deres seneste kampagne i Berlin har Jews For Jesus åbnet en ny afdeling i byen. Der ligger allerede en afdeling i Tyskland i den østtyske by Essen. Ud fra denne afdeling har missionærer arbejdet for Jesu gode nyheder ved at dele foldere ud, besøge tyskere i deres hjem og afholde bibelstudiegrupper i Berlin. Men med den stigende jødiske befolkning i Tyskland har man længe villet åbne endnu en tysk afdeling i Berlin.
I 1970 boede der kun 30.000 Jøder i Tyskland, men i dag bor der mellem 200.000 – 230.000 jøder og 50.000 af dem bor i Berlin. Man regner med, at 200.000 af dem er russisk-talende immigranter, og 22.000 er israelske immigranter. Gennem de seneste år er israelske jøder kommet til Tyskland, særligt på baggrund af de dyre leveomkostninger i Israel og de mange trusler Israel får fra de omkringliggende lande.
J4J oplever at mange af de israelske jøder, som kommer til Tyskland, er sekulære og nysgerrige unge, og afdelingen I Berlin glæder sig over udfordringen at fortælle de gode nyheder om Jesus til de unge jøder i en storby som Berlin. Derfor bliver der brugt en del ressourcer på sociale medier og J4J egen tyske hjemmeside – www.judenfuerjesus.de – for at nå ud til de unge.
J4J oplever, at deres arbejde giver speciel mening i Tyskland. For 25 år siden, ved Sovjetunionens kollaps, ville ingen have forudset, at 200.000 russisk-talende jøder og Israelere ville flytte tilbage til det land, som have forfulgt dem blot få årtier tidligere.
J4J tror, det er Guds plan, at de mange jøder er kommet tilbage til Tyskland, af tre grunde:
For at det jødiske folk må høre evangeliet og blive frelst
For at tyskere må høre evangeliet fra jøderne og blive frelst
Og for at hele Tyskland og hele Europa må se, jøder og tyskere proklamere evangeliet sammen.
Aaron Lewin (som er på billedet) er den nye leder af afdelingen i Berlin. Aaron er født i Israel og opvokset i England. Før Aaron begyndte på collage kom han i praktik i Tyskland for at forbedre sine sproglige kundskaber. Under sin praktik stødte han på J4J og var med på flere kampagner, bl.a. med Avi Snyder som sin mentor. Da Aaron var færdig på collage, blev han Avi’s assistent i Budapest. Da ledelsen begyndte at snakke om en afdeling i Berlin, stod Aaron og hans kone Becky klar. Becky er fra Østrig og mødte Aaron på en J4J kampagne i Israel. Hun er udannet sygeplejerske og passer i øjeblikket deres tre små børn, men de håber begge, at hun kan træde ind i en tjeneste hos J4J, når børnene er blevet lidt ældre.
Aaron og Becky glæder sig til at komme i gang med arbejdet, og drømmer om at starte en hebraisk talende bibelstudie/diskussions gruppe i Berlin. Derudover håber de, at de kan inspirere tyske kristne til at dele evangeliet med jøder. Ifølge Aaron Lewin afholder størstedelen af den tyske kirke sig nemlig fra at evangelisere til jøder – primært på baggrund af den hårde og skamfulde historie mellem jøder og det tyske folk.
Afdelingen i Berlin har åbnet under sommerens J4J kampagnefremstød i Berlin – Læs mere om kampagnen her.
I søndags sluttede Jews for Jesus’ kampagne i Berlin. I løbet af 14 dage delte teamet 122.000 trakter ud og cirka 500 mennesker gav deres kontaktinformation for at høre mere om, hvem Jesus er.
”Kom og skriv noget på min tavle,” råber Igal på hebraisk, russisk og engelsk til folkemængden ved Brandenburger Tor i Berlin. Han behøvede egentligt ikke at råbe. Mange – både indbyggere og turister – var nemlig i fuld gang med at skrive deres tanker om fred på små post its og fastgøre dem til Igals tavle under overskriften: Fredsskaberen.
Invitationen til at skrive post its var kun en af de nye måder, vi forsøgte at komme i kontakt med folk under vores nyligt overståede Berlin-kampagne. Vi brugte også postkort på hebraisk, og vi lavede samarbejde med vores søsterorganisation, Christian Witness to Israel (CWI). Vores t-shirts med hebraisk skrift tiltrak sig også opmærksomhed. På ryggen stod ordene Yehudim Laman Yeshua (Jøder for Jesus). Foran stillede vi spørgsmålet: Mi Hu? (Hvem er han?) Berlinerne tog godt i mod både disse nye tiltag samt vores ”traditionelle” metode med at dele traktater ud og møde mennesker med det åbne spørgsmål: Har du en mening om, hvem Jesus er? Hver eneste dag mødte vi både israelere, tyskere og muslimske flygtninge, som alle var ivrige efter at tale med os om fredsstifteren Jesus.
På Alexanderplatz begyndte tre unge israelere for eksempel at drille en af vores missionærer, Greg. ”I er israelere,” konstaterede Greg overfor dem med et smil. ”Så hvem af jer er modige nok til at læse, hvad det Ny Testamente fortæller om Jesus?” Hans udfordring gik lige i hjertet på en af drengene. ”Det er jeg,” sagde en af israelerne oprigtigt og tog imod det gratis Ny Testamente.
Efter at have delt materiale ud et andet sted i byen til Berlin Pride Parade tog Dani bussen hjem til vores hotel og befandt sig pludselig i en flok israelere. Dani delte frimodigt evangeliet med dem, og da han var færdig sagde en af dem: ”Lad os tale mere sammen på hotellet.” Det viste sig, at israelerne boede på samme hotel som missionærerne fra Jews for Jesus, så det var let at fortsætte samtalen.
Volontøren Paula kom til at tage det forkerte tog hjem. Men her mødte hun en tysk kvinde, som havde giftet sig med en muslim og nu boede i Jordan. Kvinden, Veronika, var usikker på, hvem hun mente Jesus er – selvom hendes forældre havde været kristne missionærer i Kina. Paula delte evangeliet med Veronika og inviterede hende til et arrangement. Kvinden blev meget glad og ville tage sin jødiske svigersøn med til mødet.
Jeg tror, vi alle havde en fornemmelse af, at timingen af denne kampagne var helt særlig. Overvej mixet af omstændigheder: terrorangreb over hele Europa, en voksende israelsk befolkning i Berlin, som nu overstiger 22.000, og ankomsten af cirka 90.000 syriske flygtninge til Berlin – mange af dem muslimer. Hvilken ekstraordinær mulighed for os i Jews for Jesus til at fortælle israelere, tyskere og muslimer om Jesus, Fredsfyrsten. Jeg håber, I vil være med til at bede for de nye troen og for, at vores arbejde i Berlin må vokse. Og pris Gud sammen med os for muligheden for at bringe Guds fred ind i menneskers liv.
Vær også med til at bede for gadekampagnen i Odessa fra den 14.-26. august.
Når man er engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere, kommer det til at koste venskaber. Det fortæller messiansk præstepar fra Israel, som alligevel mener, at prisen for dette arbejde ikke kan blive for høj. Bodil Skjøtt mødte dem efter et seminar i Mariager til en snak om Israel, palæstinensere og forsoning.
Regnen stod ned, men der var både sommer- og campingstemning da vi mødtes med Maala og Evan Thomas fra Israel på Mariager Bibelcamping. De er til daglig præstepar i en messiansk menighed i Netanya, men var inviteret til Danmark for at fortælle om deres liv og arbejde i menigheden i Israel og deres engagement for at skabe forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Når man kommer fra 30 graders varme og stor fugtighed, virker regn og 18 grader bare forfriskende. Som de sagde: ”We love it!”
Overskriften på eftermiddagens seminar var ”Et bibelsk syn på Israel – der også inkluderer palæstinensere” og konklusionen på deres oplæg var: ”Vi tror, at staten Israel er Guds plan for Israel folk. Derfor immigrerede vi til Israel for mere end 25 år siden fra New Zealand. Men hvis vi sætter Israel på en plads, så vi glemmer at gøre, hvad Jesus sagde til disciplene inden sin himmelfart, ”Vær vidner om mig både i Jerusalem, Judæa, Samaria og indtil jordens ende”, så svigter vi og så får Israel en plads i vores teologi, som er forkert.”
Maala og Evan har i al deres tid i Israel været optaget af evangelisation og forsoning. For dem er det to sider af samme sag, og fortællingerne fra deres liv og arbejde i Israel vidner både om stort kendskab og kærlighed til deres arabiske brødre og søster i Israel og på Vestbredden. Evan er formand for Musalahas bestyrelse og Maala skal i september måned lede en gruppe unge israelere og palæstinensere på en ørkentur i Jordan som et led i forsoningsarbejdet. Mødet med deres arabiske – eller palæstinensiske – brødre og søstre i Israel havde åbnet deres øjne for en historie – og en smerte – som de ikke kendte, da de først kom til landet, som et svar på hvad de ser, som Guds kald ind i deres liv.
”At bo og være i Israel som Jesus-troende jøder (Maala er faktisk vokset op som lutheraner på New Zealand) ser vi fortsat som vores opgave og kald. Israel er vores hjemland. Men vi ser det også som en særlig opgave at udtrykke hvad det vil sige at være en Jesu discipel ved at opsøge fællesskabet med kristne arabere,” fortæller Evan.
I samtalen med Maala og Evan efter deres seminar understregede de igen, hvor vigtigt dette er for dem. Men også hvor svært det er. ”Og det er kun blevet vanskeligere de sidste år. At vi har valgt som vi har, har kostet venskaber og det gør ondt. Men prisen kan ikke blive for høj. Evangeliet kommer først, og vi kan ikke vise, hvad evangeliet er, hvis vi selv lever uden at demonstrere at ”muren af fjendskab er revet ned”, siger Maala med en henvisning til Paulus’ ord i Efeserbrevet.
På vores spørgsmål om, hvordan vi bedst som dem, der kommer udefra kan være til opmuntring for dem, svarer de: ”I må aldrig vælge side eller sætte Israel eller Palæstina først på jeres dagsorden. Så bliver I en del af problemet og ikke af løsningen. I skal blive ved med at spørge til os, hvad vi gør og hvordan det går og holde os fast på et engagement, som er svært og som koster, men som er en del af evangeliet. Og så skal I bede om, at vi ikke må blive trætte,” slutter Evan.
Den sidste måned har debatten om drengeomskærelse igen fyldt aviserne. Argumenterne mod omskærelse af spædbørn viser en skræmmende mangel på forståelse for religiøse argumenter. Men det mest skræmmende er en manglende forståelse for og anerkendelse af, at der er mennesker for hvem religion faktisk betyder noget, og som lader deres værdier og deres liv indrette efter det.
Havde det så bare været en debat, som skyldtes sommer og agurketid, og derfor bliver lagt på hylden, når hverdagen og det som er vigtigt igen danner overskrifter. Men det er det næppe. For debatten afslører den individualisering som præger vores samfund. Vi har svært ved at tænke os selv som en del af et fællesskab, hvor vi hører sammen og derfor kan og må tage ansvar for hinanden. På den ene side er det vigtigt for os at høre til i den rigtige gruppe, men gruppens identitet bruger vi først og fremmest til at iscenesætte os selv. Kan det ikke det længere, slutter man sig bare til en anden gruppe. Vi er blevet et samfund, hvor vi ikke er noget i kraft af traditioner og hvor historien kun er vigtig, så længe den tjener mit projekt. Den kan ikke gøre krav på vores loyalitet.
Forældre har hverken ret eller pligt til at videregive værdier og traditioner, som skaber identitet eller tilbyder en større historie at være en del af. Børn skal selv bestemme hvem de vil være, hvad de vil spise til morgenmad og hvad tøj de vi have på – også selv om de ikke er fyldt 3 endnu. Med det resultat at mange bliver rodløse og bukker under for egne og andres krav og forventninger til at skabe rammer og retningslinjer for sig selv.
Vi skal være optaget at vores børns tarv og trivsel. Det er også en samfundsopgave at sørge for at børn ikke lider overlast på nogen måde. Ingen ønsker revselsesretten genindført og seksuelle overgreb på børn er på ingen måder en forældreret. Men når 87 procent af den danske befolkning ønsker et forbud mod omskærelse af drengebørn, viser det først og fremmest vores manglende forståelse for andres religiøse traditioner. Fordi vi ikke selv længere har nogen har vi også svært ved at forholde os til andre mennesker, som har det.
Konsekvensen er også at det bliver svært for os at tale om religionsfrihed. Religion er noget som praktiseres i et fællesskab og som rækker ud i samfundet. Men hvordan kan den det, når den skal være en så privatsag at den ikke engang må praktiseres i forhold til vores børn. Hvad er det så man har frihed til?
Vores manglende forståelse for religion og religiøse værdier og argumenter betyder også en manglende tolerance overfor andre mennesker. I den konkrete debat om omskærelse går det ud over vores jødiske – og muslimske – medborgere. Det skaber grobund for antisemitisme og den manglende forståelse bliver til mistanke, som bliver til frygt og så er der ikke langt til had omsat i handlinger. Og i vores mangel på forståelse og tolerance bliver vi selv fattigere som samfund, fordi vi går glib af den pluralitet og inspiration, de andre kommer med.
Mange kristne og jødiske forskere diskuterer i dag tilgivelse i forhold til Holocaust. Der er i det israelsk-jødiske miljø opstået et ordsprog: ”Aldrig tilgivet, aldrig glemt”. Tilgivelse plejede at være en religiøs diskussion uden for universitetet, men debatten om tilgivelses er nu rykket der ind også. Forskere er begyndt at studere, hvordan tilgivelse hænger sammen med menneskers velvære både individuelt og i samfundet.
For nylig blev jeg inviteret til at give to lektioner basseret på en undersøgelse, vi har lavet i Musalaha. Jeg talte med en gruppe kristne palæstinensere, og med en anden gruppe bestående af særligt religiøse jøder fra Bar Ilan Universitetet i Tel Aviv. Både den kristne- og den jødiske gruppe var udfordret af forelæsningen og den efterfølgende diskussion.
I jødedommen er tilgivelse påkrævet under bestemte betingelser i bestemte situationer. I modsætning til kristendommen, som siger at tilgivelse er ubetinget og nødvendig i alle situationer. I jødedommen har forskellige filosofiske skoler dikteret, hvem det er, der skal tilgives, hvad det betyder at tilgive, og hvornår man skal tilgive (fx under Yom Kippur). Rabbinske skoler har forskellige bestemmelser for hvilke krænkelser, der kræver tilgivelse. Tilgivelse og forsoning overlapper generelt i jødisk lære, du tilgiver den anden, hvis han ændrer sin måde at leve på. Denne tilgang går ikke ud fra, at relationen bliver genoprettet, men søger i stedet at tilrette situationen, så ro og orden bliver opretholdt i samfundet. I flere jødiske kilder er tilgivelse vigtigt indenfor fællesskabet, altså imellem en jøde og en anden jøde, men de samme regler er ikke altid gældende mellem en jøde og en ikke-jøde. Den universelle forpligtigelse til at tilgive – Jesu jødiske lære – er ikke indeholdt i ret meget af den rabbinske litteratur.
I mit foredrag fortalte jeg den jødiske gruppe om Esajas 53 og om vigtigheden af, at Gud tilgiver os. Bagefter læste vi Matthæusevangeliet kapitel 18 og kiggede på, hvordan Jesus instruerede sine jødiske disciple i at tilgive, på samme måde, som de er blevet tilgivet af Gud. De studerende stillede fremragende spørgsmål, og vi havde en givende diskussion om emnet.
Da jeg talte med den kristne palæstinensiske gruppe, fortalte jeg om tilgivelse ud fra bjergprædiken. Vi diskuterede, hvordan tilgivelse hænger uløseligt sammen med troen på Jesus. Mange af tilhørende kom fra traditionelle kirkehjem, og var bekendt med Jesu lære om at elske sine fjender og om at tilgive, men de blev ved med at spørge: ”Hvis jeg tilgiver, betyder det så, at jeg giver afkald på mine rettigheder og min længsel efter retfærdighed”.
Det er et godt og et klassisk spørgsmål for en palæstinenser.
Dette spørgsmål udtrykker den generelle misforståelse om, hvad tilgivelse og forsoning er. Vi diskuterede det yderligere, og vi kom frem til hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er:
Tilgivelse er ikke:
1. En følelse
2. Forglemmelse
Tilgivelse er:
1. Handling uafhængig af modparten
2. En aktiv proces
3. Undskyldende
4. Forsoning
Vi diskuterede, hvordan forsoning er en gensidig handling, hvor begge parter bevæger sig tættere hinanden, og dette inkluderer tilgivelse. Men samtidig indeholder forsoning en stor portion ansvarlighed og genopbyggelse. På den anden side kan tilgivelse finde sted, også selvom den anden part ikke angrer eller beder om tilgivelse. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er glade bagefter, eller at vi har glemt forseelsen eller undskylder modparten, men det betyder, at vi går igennem en intentionel proces, hvor vi forandrer vores attitude overfor modparten, og giver op på vores ønske om hævn.
I begge grupper studerede vi flere studier om tilgivelse imellem nogle befolkningsgrupper, som har været i konflikt med hinanden, blandt andet Nordirland, Rwanda og Bosnien. Det var meget oplysende for både palæstinenserne og jøderne at finde ud af, hvor vigtig tilgivelse er i håndteringen af en konflikt.
Thomas From Søvndal, stud.theol.og medlem af Israelsmissionens Unges bestyrelse
Jeg har i mange år fornemmet et kald fra Gud om at dele evangeliet om Jesus Messias med jøder. Jeg har med Israelsmissionen rejst ud i verden til Jerusalem, New York og Berlin for at møde jøderne. De er min passion. I min egen bydel er der imidlertid mange muslimer. Så mange at jeg selv kan føle mig fremmed her, hvor jeg bor. De opfører sig så fremmedartet, så højtråbende. De er min irritation. Så tog jeg på kongressen Mission-Net i Tyskland. Og Gud begyndte at prikke til mig …
Forleden lørdag havde jeg en lidt ensom aften i udsigt. Jeg havde ingen planer, men hen ved titiden fik jeg pludseligt besøg. En gammel ven – lad os kalde ham Christian – var lige i nabolaget, og vi fik ordnet verdenssituationen, som man siger, over en kop kaffe skyllet ned med øl.
Christian, som af og til har kigget ind i min kirke, men ikke rigtigt har kunnet finde sig til rette der, er i sin fritid frivillig lektiehjælper for nydanskere, som lærer dansk. Han betroede mig, at han ikke brød sig om den nybyggede moske i nærheden. Alligevel gav han af sin tid til disse mennesker, heriblandt en del muslimer, som havde brug for hjælp med sproget.
Da Israel ved den oprindelige pinse blev konstitueret som nation, lavede Gud en aftale med folket: ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,6). Og han har flere gange gennem historien bekræftet udvælgelsen af Israel: ”Du er min tjener, jeg har udvalgt dig, og jeg forkaster dig ikke” (Es 41,9; jf. Rom 11,1f). Vi andre, vi hedninge, var med Paulus’ barske ord ”adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden”. Men ved Jesu død og Guds overraskende nåde er vi blevet en del af dette kongerige, Guds ejendomsfolk. ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.” (Ef 2) Halleluja!
Med rettigheder følger pligter. Apostlen Peter skriver til ”de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag”: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt …” (1 Pet 1,1; 2,9) Vi skal som Guds folk forkynde, at Jesus er Herre. Derudover skal vi ligesom Israels præster være et forbillede og gå i forbøn for vores nation, være bindeled mellem Gud og mennesker.
Netop som jeg skriver dette, dumper et postkort ind ad døren. Der står en kort besked: ”Jeg ser et behov. Jeg vil bede for min bydel.” På førnævnte Mission-Net kunne man på et postkort skrive nogle tanker til sig selv, som man ville få med posten nogle måneder senere – og dér kom det!
Men – mit kald er jo at gå til jøder! Muslimerne her omkring må en anden tage sig af! Send dog en anden, Herre …! Eller … Skulle jeg lade mig udfordre af Christian og bevæge mig ud af mine vante cirkler, vise Guds kærlighed til de nye danskere og bede for dem? – jeg, som selv tidligere var uden håb og uden Gud, og som nu bor her som fremmed …?
Det er onsdag formiddag i Jerusalem, og jeg har fundet frem til de lokaler i centrum af byen, som er hjemsted for organisationen Be’ad Chaim. Jeg er der sammen med 10-12 unge mødre, nogle af dem kommende efter størrelsen på maven at dømme. Andre har allerede et barn på armen. Be’ad Chaim, eller ”For Livet” som det kan oversættes, er en messiansk organisation, som arbejder for at forebygge abort og støtte gravide unge mødre, som har kontaktet dem i forbindelse med deres graviditet og efterfølgende har valgt at beholde deres barn. Be’ad Chaim er på mange måder en søster-organisation til den danske organisation, Retten til Liv, selv om deres arbejdsområder er forskellige.
”Operation Moses”
Sandy Shoshani Foto: Be’ad Chaim
Det er den onsdag i måneden, hvor de kvinder som er tilknyttet programmet “Operation Moses” tilbydes undervisning om, hvordan de bedst kan tage vare på sig selv og deres barn, men også hvor de kan komme med deres spørgsmål og ikke mindst kan være en del af et støttende, kærligt og omsorgsfuldt fællesskab. I dag er underviseren Naomi, jordmoder på Hadassa Hospitalet i Ein Kerem og selv mor til seks. Det er første dag i de jødiske skolers påskeferie, så de tre af børnene er med. Sandy Shoshani, daglig leder af Be’ad Chaim, har inviteret mig til at komme at se, hvordan sådan en dag på centeret forløber.
Efter kvindernes navne og udseende at dømme kommer de fra meget forskellige baggrunde. Nogle er “almindelige” israelere, en enkelt er helt tydelig muslim, nogle har russisk baggrund og et par er etiopiere. Sandy fortæller, at størstedelen af dem er enlige mødre, men nogle af dem er gift eller lever sammen med faderen til det barn de har eller venter.
Foruden mødrene er der også en række volontører, som sørger for at tage sig af børnene, så mødrene kan koncentrere sig om undervisningen. Blandt volontørerne er der en gruppe mennonitiske kvinder, som hjælper til. De skiller sig ud med deres lille tørklæde på hovedet, så de næsten ligner katolske nonner. Sandy fortæller, at de trofast kommer og hjælper til på centeret de dage, der er undervisning.
Konkret hjælp mindsker aborttallet
Be’ad Chaim startede som en israelsk-messiansk afdeling af den internationale organisation ”Pro Life” tilbage i 1988. Lederen hed dengang Ted Walker og fokus for arbejdet var bøn for de ufødte børn, kampagner mod abort og oplysninger om konsekvenser af abort. Man arbejdede fortrinsvis i Tel Aviv og Jerusalem og mest på gaden med uddeling af brochurer og andet oplysningsmateriale. I 2005 blev Sandy Shoshani leder af arbejdet, og i dag er der ikke mindre end 18 ansatte – mange af dem dog kun på deltid. Der er 5 centre fordelt over hele Israel. Et par af de rådgivere, som i dag er ansatte, var oprindeligt unge mødre som selv søgte abort, men endte med at få hjælp til at beholde deres barn. I dag hjælper de så andre unge mødre til det samme.
Samme år som Sandy blev ansat startede man programmet Operation Moses. Ligesom Moses’ liv blev sparet, fordi der var nogen, der tog hånd om ham, ønsker man gennem programmet Operation Moses at give praktisk og moralsk støtte til mødre og deres børn gennem barnets første år. Helt konkret støtter man med barnevogn og seng samt mad, bleer og tøj i det første leveår. Kontakten til stort set alle mødrene er kommet i stand, fordi mødrene har søgt på nettet efter oplysninger om hjælp til abort. Når de så finder frem til Be’ad Chaim får de at vide, at det eneste man ikke kan hjælpe dem med, er at få en abort. Derimod vil de gerne hjælpe dem til at beholde barnet og også konkret støtte dem i den beslutning ved at tilbyde den kommende mor at blive en del af Operation Moses. Siden 2005 har Be’ad Chaim hjulpet 450 kvinder, som har fravalgt abort ved gennem barnets første år at mødes med dem, tale med dem om de problemer som opstår og konkret støtte med mad, tøj og andet. Det koster omkring 10.000 kr. at hjælpe en kvinde og hendes barn gennem det førte år, og det samlede årsbudget for Be’ad Chaim er nu på 8 millioner kroner. Pengene kommer fra private og kristne organisationer både i Israel og især i udlandet.
Ud over Operation Moses arbejder man også med rådgivning via nettet og telefonen. De kvinder som er villige til at give deres kontakt-information, bliver kontaktet af de lokale rådgivere. I en række tilfælde hjælper man også enlige mødre til et sted at bo, hvis de står uden tag over hovedet, eller er blevet smidt ud hjemmefra, fordi familien eller faderen til barnet ikke støtter deres beslutning om at beholde barnet.
120.000 aborter om året
Der findes også en anden organisation i Israel, Efrat, som drives af religiøse ortodokse jøder, og som også arbejder mod abort. Deres budget er ca. 10 gange så stort som Be’ad Chaim. Men de hjælper kun jøder, hvilket betyder, at mange af de russiske og etiopiske immigranter ikke kan få hjælp gennem dem, fordi moderen ikke er jøde. Nogle af kvinderne, der kommer til Be’ad Chaim, kommer efter henvisning fra socialrådgivere, som ved, at man her ikke laver denne skelnen.
På mit spørgsmål om hvor mange aborter, der foretages i Israel hvert år, er Sandys svar: “Det er der ingen, der ved.” De israelske myndigheder oplyser ikke længere tallet, men hendes skøn er, at tallet på legale aborter er på 90.000 og dertil kommer de aborter, som foretages på private klinikker. Her mener Sandy, der foretages 30.000. Man kan få foretaget en abort for ca. 5.000 kr., og det er ikke svært at finde klinikker, der vil gøre det så sent som i 6. måned. Kvinder under 18 og over 33 har uden videre ret til abort. Tidligere skulle man være over 40. Piger i hæren har ret til to aborter i den tid de gør tjeneste.
Abort er ikke ukendt i den messianske bevægelse
Et par mindes deres barn i Livets Have. Foto: Be’ad Chaim
For nogle år siden åbnede organisationen Gan Ha’Chaim, Livets Have. Det er en olivenlund i nærheden af Latrun mellem Jerusalem og Tel Aviv. Ideen bag stedet er, at de kvinder som har mistet et barn – enten gennem abort eller fordi barnet døde inden det blev født – skal kunne plante et træ i lunden eller bare komme med deres sorg og smerte og finde helbredelse eller lindring for det sår, de bærer på. At plante et træ kan være en måde at huske og ære det barn, som aldrig fik livet. Og det kan give plads til sorgen og smerten og hjælp til at komme videre. Mange af dem som nu bruger Livets Have er messianske jøder, hvad enten de fik foretaget en abort, inden de kom til tro, eller det var efter. For abort er udbredt i Israel og heller ikke ukendt i den messianske bevægelse.
Et nyt projekt Sandy håber at fokusere på i fremtiden er at ændre holdningen til abort i samfundet.
De har haft en annoncekampagne, men allerhelst vil de tilbyde oplysning til skolerne. “Men det er svært. Så snart de hører vi er messianske jøder, takker skolerne nej til vores tilbud,” fortæller hun.
Indtil videre arbejder de videre på de fire indsatsområder som de allerede har: Bøn, Operation Moses, boliger til de unge mødre og Livets Have.
Og som Sandy indrømmer, så er det sidste projekt af en lidt anden karakter. ”Gennem vores første tre initiativer vil vi møde de mødre med kærlighed, omsorg og praktisk hjælp, som har valgt at beholde deres barn. Men gennem det femte projekt, oplysning og kampagne mod abort, ønsker vi også at vise kærlighed og omsorg. Både over for de ufødte børn, som vi gerne vil give et liv, men også for de mødre som planlægger at få abort,” fortæller hun og runder af: ”For det er kærligt at fortælle dem, at det har konsekvenser også for dem selv.”
Man kan læse mere om Be’ad Chaim på deres hjemmeside beadchaim.org, som er på engelsk. Den hjemmeside, som henvender sig til mødrene er på hebraisk og hedder LoveLife.org.il.
Man kan støtte dem gennem bøn, men også ved at blive sponsor for et barn gennem Operation Moses. Man kan også støtte ved at sende tøj, legetøj og andre babyting. De mødre som er med i Operation Moses kommer hver tredje måned for at få nyt tøj og andet til deres babyer, så der er hele tiden brug for nyt. Har du legetøj eller andet derhjemme, som kan være til gavn i denne sammenhæng, er du velkommen til enten at komme forbi sekretariatet i Aarhus med det, eller sende det til os – så sørger vi for, det kommer frem.
Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 16. juni 2016
Anne-Mette og Jeppe Ladegaard er udsendt af Israelsmissionen som volontører i Jerusalem. Det seneste år har deres arbejde med den danske kirke, messianske jøder samt kristne med muslimsk baggrund givet dem mange nye spændende oplevelser og indtryk. Dette er deres fortælling fra Israel.
Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
”Det var nærmest et helbredende chok, vi fik” fortæller Jeppe om parrets møde med den israelske sabbats-kultur, hvor det meste – i hvert fald i Jerusalem – lukker ned og holder hviledag.
Inden de landede i Jerusalem, havde de begge en travl hverdag i København. Nogle dage nåede de kun at få sagt godmorgen og godnat til hinanden. Hverdagen var fyldt op med studie, hverdagsgøremål og venner, der skulle ses. I Israel har de fået ekstra tid til hinanden. ”Der er mere tid og mere ro, og der er ikke så mange folk, man skal se,” siger Anne-Mette. Selv om Anne-Mette og Jeppe stadig ser mange mennesker i Israel, har de fået lov til at trykke pause fra alt ræset og er gået ind i en rytme, hvor der er en særlig fokus på at se hinanden og være sammen.
Jeppe mener, at sabbatten på mange måder indkapsler meget af det, de oplever i Israel. ”Der er et døgn, hvor man ingenting skal, man må ikke gøre andet end at hygge sig og spise god mad og være sammen om Gud,” fortæller Anne-Mette.
Det er en anderledes rytme for dem end hjemme i København. Jeppe fortæller, at de ofte må sige til hinanden ”Sådan ville vi ikke gøre i Danmark, eller sådan burde vi gøre”. Men selvom de er ved at finde ud af, hvad den nye hvile og ro gør ved dem, tror de begge, at det har været et sundt chok for deres ægteskab.
Hjemme i København læser Anne-Mette Kultur, Kristendom og Kommunikation (3K-uddannelsen). Det første halve år i Israel har hun været i studiepraktik ved Caspari Centeret. Hun er efter en veloverstået praktik indskrevet som fjernstuderende ved sit studie.
Jeppe er uddannet i det samme og i arbejdet som kirkevolontør bliver halvdelen af hans tid brugt på at samarbejde med en menighed i Ramallah bestående af kristne med muslimsk baggrund, forkortet KMB . Jeppe har tidligere arbejdet med KMB’ere i Apostelkirken i København.
Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
KMBere og messianske jøder
Når en muslim kommer til tro, for eksempel efter at have set Jesus i en drøm, eller er blevet inspireret af en missionærs omgang med sine børn, står de ofte i nogle svære udfordringer i forhold til deres samfund og hele deres kultur.
Selv om de er kommet til tro på Jesus, er der stadig mange af dem, som går til fredagsbøn i moskeen, hører imamens ord og følger de muslimske højtider. Det gør de ikke, fordi de hverken er halvhjertede i deres tro, eller fordi der er nogle ting fra islam de ønsker at holde fast i, men fordi det er i den sammenhæng, hele deres netværk og dagligdag stadig er – på trods af deres nye tro. Derfor kan de ikke sige endegyldigt farvel til islam, for det ville betyde, at de skulle bryde med hele deres samfund og netværk. For nogle KMB’ere ville det være til direkte fare for dem selv og deres familier at proklamere deres nye tro.
Deres situation minder på mange måder om den udfordring, Jesus-troende jøder har stået i gennem mange år. De har også været nød til at finde ud af, hvordan deres tro på Jesus som Messias kan udleves, samtidig med at de holder fast i deres jødiske identitet.
Jeppe var i november med på en konference for KMB’ere og messianske jøder, hvor de havde mulighed for at støtte og inspirere hinanden. Dele af den messianske bevægelse ser det som et storebroderligt ansvar at hjælpe KMB’erne. Jeppe fortæller: ”De Messianske jøder er længere i den samme modning af en teologi, som passer til de mellemøstlige øjne.” De messianske jøder har stået i udfordringerne de seneste 20-30 år, derfor har de en vigtig erfaring at give videre til KMB’erne. Mens både Jesus-troende jøder og KMB’ere oplever forfølgelser, kan de forhåbentlig fortsætte samarbejdet og vokse i at være en trøst for hinanden i Israel. ”Jeg håber, de vil gøre endnu mere brug af hinanden, end de gør i dag,” siger Anne-Mette.
Foto: Daniel Munk
Jesus er vores bror og Gud vores far
Jeppe nævner, at det er svært for KMB’erne at tage Jesus ind i deres kultur, for hvordan er det den nye tro ser ud, når hele ens netværk er omkring moskeen, og årets gang er defineret af de muslimske højtider. Jeppe mener, på baggrund af ordene Johannesevangeliet begynder med, at det godt kan lade sig gøre: ”Ordet blev kød i en bestemt kontekst i en bestemt tid, i en bestemt kultur,” fortæller Jeppe og fortsætter med at forklare, at det betyder, at Gud selv træder ind i et bestemt samfund som menneske, som Jesus. Gud vil forstås, og det betyder, siger Jeppe ”at vi alle kan kalde Jesus vores bror og Gud vores far på vores eget sprog og i vores egen kultur, om man er polak eller nigerianer eller fra Vestbredden”.
Selv om muslimer kender Jesus som Isa i koranen, mener Jeppe, at de stadig har brug for bibelens sande ord om Jesus. For som Jeppe siger ”I bibelen får han krop, og her får vi et billede af Gud, som en der ikke blot dømmer, men også tilgiver, og ofrer sin egen søn for at gennemføre sin store plan.” Gud bliver en, vi kan have en personlig relation til. Vi kan kalde Gud for far, hvilket rettroende muslimer ikke ville kunne finde på at kalde Gud, dertil er han for hellig.
Arbejdet bag den barmhjertige samaritaner
I ugens løb mødes Jeppe med KMB’erne flere gange, enten i Jerusalem eller på Vestbredden, hvor hans opgave består i at støtte KMB’erne i at etablere et fællesskab. Menigheden samles i Ramallah og mødes mellem 20-30 hver gang.
Mange af dem har opsøgt forskellige kirker, efter de er kommet til tro, men er blevet mødt af en lukket kirkedør. Nogle er også blevet mødt med stor mistillid, fordi kirken tror, de lyver om deres nye tro for at få penge eller er ude på at skade kirken.
Det er problematisk, fordi KMB’erne ofte har brug for hjælp. De kan være flygtet fra deres hjemby, eller deres familier kan have slået hånden af dem på grund af deres nye tro.
I den situation mener Jeppe, at kirken i stedet bør åbne kirkedøren. ”Når en kristen bror eller søster spørger om hjælp, må vi ikke gå forbi som præsten og levitten. Vi må bøje os ned, og hjælpe den person, som ligger ned,” mener han.
Det oplever Jeppe, at den nye KMB-menigheden i Ramallah gør. De rækker hånden ud til andre konvertitter og hjælper dem op.
Jeppe beskriver ikke sig selv og Anne-Mette som barmhjertige samaritanere, men derimod som en støtte for dem, som er barmhjertige samaritanere, som dem der får lov at stå bagved og stille de ting til rådighed, som de kan. Jeppe og Anne-Mette forsøger særligt at støtte KMB’erne gennem bøn og samtale og ellers opmuntre og vise dem stor kærlighed.
Det har taget noget tid for Anne-Mette og Jeppe at komme ind på livet af KMB’erne. Der er blevet spist mange falafler og drukket meget arabisk kaffe, før de på en familielejr i november oplevede at blive regnet som en del af flokken, selv om de var de eneste vesterlændinge, der var med.
Efter familielejren er de kommet ordentligt ind under huden på KMB’erne og har fået lov til at høre om deres kampe som kirke. En af de kampe er at blive accepteret som kirke blandt andre kirker i Israel. For KMB’erne er det store spørgsmål: Hvornår er vi kirke? Og er vi gode nok til at være kirke?
Jeppe har flere gange svaret på deres spørgsmål, med at sige: ”Jesus siger, at der hvor 2-3 er forsamlet, der vil jeg være,” og fortsætter med at sige at det det ikke er vigtigt, om man er døbt under rigtige omstændigheder, eller om man giver tiende på den rigtige dag i måneden. De er klart berettiget til at være kirke ifølge Jeppe.
Både Jeppe og Anne-Mette oplever ikke KMB som ”nye” kristne, men som meget modne kristne, og de er til stor inspiration for dem. Jeppe beskriver dem som åndelige forbilleder, hvortil Anne-Mette siger: ” De har en måde at se Gud som hellig, mere end os, det er virkelig inspirerende. Så selv om vi er der for at hjælpe dem, så hjælper de også vores tro.”
En dansk oase midt i Jerusalem
Ud over at bruge tid i fællesskab med KMB’erne har Jeppe arbejdsopgaver i Den Danske Kirke, som drives af Israelsmissionen. De oplever, at det gør noget særligt at være dansker i udlandet og være et dansk fællesskab, hvor man har en fælles forforståelse. Så kan man blandt andet udtrykke sig på sit eget sprog. ”Det er en lettelse at snakke dansk og ikke skulle udtrykke sig på engelsk, som stadig kan være svært,” fortæller Anne-Mette. I udlandet betyder det ikke så meget, om man er jyde, københavner, nordmand eller svensker, hvilket man normalt ville lægge mærke til i Danmark. I Den Danske Kirke føles det hele som en stor dansk familie – og i volontørlejligheden på French Hill ofte som en stor skandinavisk familie.
Jeppe sammenligner kirken med en oase, for der er brug for at drikke vand, og i kirken kan man komme og tage en stor slurk. ”Det er vigtigt for alt det, vi laver, at der er et hjerte, hvor pulsen slår ud i fingerspidserne,” afslører han. Kirken skal ifølge Jeppe være et troens hjem, ”hvor brødre og søstre i troen kan mødes, tankes op, takke gud og være sammen om deres tro”.
Anne-Mette nævner også Den Danske Kirke som en gave til volontørerne i Jerusalem. De sociale arrangementer kirken laver er et dansk pusterum for volontørerne midt i en meget anderledes israelsk hverdag.
Siden Jeppe og Anne-Mette kom til Jerusalem i august, har de stået for tre børnegudstjenester sammen med præsten David og den anden kirkevolontør, Daniel. Det er et tiltag, som er sat i søen for at få flere danske børnefamilier, bosiddende i Jerusalem, til at komme i Den Danske Kirke. Tumlegudstjenesterne, som de hedder, er blevet taget godt i mod, og særligt til fastelavns-gudstjenesten, kom der flere familier som ellers ikke kommer i kirken. ”Vi har et håb om, at der vil komme endnu flere i kirk
e, så der kan blive en endnu større dansk kristen familie i Jerusalem,” siger Anne-Mette.
Jeppe og Anne-Mette rejser tilbage til Danmark i slutningen af juni. De er derfor allerede begyndt at overveje, hvad de håber at kunne bringe med tilbage til Danmark. Udover deres nye venskaber med udlands-danskere og KMB’erne håber de at tage sabbats-roen med sig.
Anne-Mette tror, det bliver en udfordring, for hvordan tager man sig et helt døgn, hvor man ingenting skal, bare for at være sammen med familien og Gud?
Et ugentligt helbredende chok ville nok ikke være så dumt at få herhjemme i Danmark. Et helt døgn, hvor man kunne læne sig tilbage og nyde Guds skaberværk. En dag hvor man kunne tage en ordentlig slurk levende vand fra oasen og takke Jesu vores bror og Gud vores far.
Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 10. juni 2016
I optakten til den jødiske pinse, som falder den 11-13 juni i den jødiske festkalender, har Jews 4 Jesus ført kampagnen ”Behold Your God!”. Denne titel kommer fra Esajas 40,9.
Stig op på et højt bjerg,
Zions budbringer,
råb højt,
Jerusalems budbringer,
råb uden frygt!
Sig til Judas byer:
Her kommer jeres Gud! – (Behold Your God!)
Kampagnen var rettet mod tre byer i den midterste del af Israel – Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in.
Under kampagnen blev der delt 28.300 foldere ud, snakket i telefon med 3636, 405 videregav deres kontaktinformationer, 334 af dem var jøder, og 43 mennesker tog imod Jesus som herre og frelser, 35 af dem var til et enkelt møde.
Et russisk talende team tog en gruppe på 46 russisktalende israelere med på en guidet bibeltur. Efter turen inviterede Valary Bolotov fra teamet deltagerene med hjem til middag, og lovede derefter at fortælle dem om Jesus.
Efter måltidet delte hun sit vidnesbyrd og fortalte om Guds store forsonings- og frelses plan. Hun inviterede, de israelere som ville tro på Jesus til at rejse sig op og bede. 35 rejste sig op i erkendelsen af at de havde brug for Jesus og tog imod ham som Messias.
En af kampagnelederne sagde målløst, at det var suverænt det vildeste, han indtil videre har oplevet i sin tjeneste. Han håber, at dette er begyndelsen på en ny åbning for evangeliet i Israel.
Flere deltagere i kampagnen giver udtryk for nogle givende dage. Hele 30 % – af dem som har svaret på en ringende dørklokke – havde lyst til at høre evangeliet, og en tredjedel af dem har inviteret evangelisterne indenfor, for at høre endnu mere. Det er en bedre statistik end de forgående år under kampagnen. Det er en særlig god statistik, for der bor ca. 60 % ortodokse jøder i Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in, og de plejer at smække døren i.
Laura var også ude for en glædelig oplevelse, mens hun stod ved motorvejen med et banner i myldretiden. Der dukkede pludselig en politibil op, og Laura var klar til at forsvare hendes ret til at stå der, men det behøvede hun ikke. Til hendes store overraskelse ville de høre, hvordan det gik, og om nogen generede hende. Da de kørte videre mindede den ene betjent dem om at drikke en masse vand i varmen.
Det er en bemærkelsesværdig forskel i forhold til tidligere, for i 2013 blev en mand fra Jews 4 Jesus fængslet for at stå med et missionerende banner langs motorvejen.
Mens Genadi var På gaden mødte hun en ung kvinde, som var på en åndelig dannelsesrejse. Hun var meget optaget af mysticisme og forskellige sekter. Men Genadi kunne fornemme at kvinden følte sig urolig indeni. Hun var meget nysgerrig på, hvem Jesus er. Genadi læste Joh 14,6 for hende “Jeg er vejen, sandheden og live; ingen kommer til faderen uden ved mig”. Ordene rørte ved hendes hjerte, og hun tænkte sig om et øjeblik og spurgte om, hvordan hun kunne møde Jesus. Hun bekendte sin skyld og skam, og bad derpå om at tage imod Jesus. Efter de havde bedt sammen, gav hun udtryk for en fred i sit hjerte.
I de fornævnte byers område er der adskillige militærbaser. Derfor har Jews 4 Jesus lavet en video til de sociale medier, som er henvendt til israelske soldater. I videoen spørger de: ”er du modig nok – til at undersøge hvem Jesus er?”.
Se den humoristiske video her
David Brickner lederen af Jews 4 Jesus fortæller, at han drømmer om en fornyet pinse, hvor alle hører evangeliet på deres ejet modersmål, og man vil se store menneskemængder komme til tro.
