Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 7. april 2016
Susan Perlman er Jesus-troende jøde og har mere end 40 års erfaring i Guds mission gennem missionsorganisationen Jews for Jesus, som hun har været med til at grundlægge. En af de vigtigste erfaringer hun har gjort sig er, at en sund praksis omkring mission, begynder i fællesskab med andre mennesker og med Jesus. Her kan du læse hendes historie.
Susan vasker fødder på en aktivist under en gadeaktion i Irland.
”Hvis nu du kunne tjene Gud på lige præcis den måde, du drømmer om – hvad ville du så lave?” Susan Perlman lyttede til stemmen i telefonen og holdt en kort pause inden hun svarede: ”Jeg drømmer om at skrive skuespil. Jeg drømmer om at skrive tekster til Guds ære.” Moishe Rosen, som var stemmen i den anden ende svarede, at det kunne hun da gøre sammen med ham og de andre i Los Angeles, Californien, som var i gang med at starte den organisation, som skulle blive til Jews for Jesus.
Susan Perlman boede på det tidspunkt på Manhattan i New York, arbejdede i et reklamebureau som tekstforfatter og havde lige fået både forfremmelse og lønforhøjelse. Hun havde det godt. Hun var også kommet til tro på Jesus et års tid tidligere.
”Jeg kan ikke love dig meget,” sagde Moishe Rosen, ”men jeg lover dig, at så længe jeg har mad på bordet, så har du mad på bordet, og så længe jeg har tag over hovedet, har du tag over hovedet.” Det var ikke meget, men det var nok til, at Susan sagde sit job op og rejste til Californien for at være med til at starte den missionsorganisation, som i dag har 25 afdelinger i 12 forskellige lande verden over.
Det var i 1973, så Susan Perlman har mere end 40 års erfaring med arbejdet inden for jødemission.
Rabbineren kunne ikke give svar
Susan Perlman voksede op i en traditionel ortodoks-jødisk familie i Brooklyn, New York. Susan husker det som om hele bydelen var jødisk, for både forretninger og skoler lukkede i de jødiske helligdage, og efternavnene vidnede om jødiske indvandrere fra Østeuropa.
Da Susan som kun 12 årig mistede sin far foregik både begravelse og mindesamvær da også på traditionel jødisk vis. Da rabbineren kom for at besøge familien, spurgte den unge Susan: ”Er min far i himlen nu?” Det første svar rabbineren forsøgte sig med, tilfredsstillede hende ikke, så hun spurgte igen. Denne gang gav rabbineren et mere alvorligt svar: ”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et endegyldigt svar, Susan, men det kan jeg ikke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der kommer efter døden. Vi kan kun håbe.”
Efterfølgende var Susan meget frustreret over de manglende svar fra både rabbineren, Gud og jødedommen i det hele taget.
Susan deler sin tro med unge tyskere på et fodboldstadion.
Forventede en undskyldning
Mange år senere stødte hun ind i en gademusikant på Manhattan. Han bar et lille skilt, hvorpå der stod ”Smil. Gud elsker dig!” Susan havde netop læst en artikel i et amerikansk magasin om ”Jesus-folket” og spurgte ham, om han var en af dem. Han inviterede hende på kaffe og fortalte hende mere om Jesus. Da hun fortalte ham, at hun var jøde, forventede hun halvt at få en undskyldning, for i hendes verden kunne jøder ikke tro på Jesus, da kristendommen jo var skyld i så meget ulykke mod det jødiske folk. Undskyldningen kom aldrig. I stedet blev Susan inviteret med i kirke.
Det blev begyndelsen på et venskab, hvor Larry, som gademusikanten hed, udfordrede Susan til at læse i Bibelen. ”Til sidst kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er Jesus mon virkelig den, han hævder at være – min Messias?!” fortæller Susan og fortsætter: ”Til sidst fortalte jeg Gud, at jeg havde lyst til at have en relation til ham, og at jeg troede, hans søn, Jesus, er Messias.”
En ensom tro
Susan Perlman genkalder sig minderne om den første tid som Jesus-troende: ”Jeg troede, jeg var den eneste jøde, der troede på Jesus som Messias. Det var ensomt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne formulere og udtrykke min tro i en jødisk kontekst. Hele livet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne tro på Jesus!” Da hun fortalte sin mor, at hun var kommet til tro på Jesus, var moderens reaktion da også chok og uforståenhed. ”Hun sagde, det havde været bedre, om jeg var kommet hjem og havde fortalt, at jeg var på stoffer eller gravid,” fortæller Susan.
Gennem kristne venner kom hun i kontakt med andre jøder, som også troede på Jesus, og med tiden altså også Moishe Rosen, som inviterede hende til Californien for at være med til at starte Jews for Jesus, hvor hun har arbejdet lige siden.
Susan på gaden i vanlig Jews for Jesus-stil.
Teologi og mission må gå hånd i hånd
Selvom Susan Perlman anser sig selv for at være en praktiker frem for akademiker, sagde hun for mange år siden ja til at sidde i bestyrelsen for Dallas Theological Seminary, et stort og meget anerkendt teologisk uddannelsessted. Måske var det netop, fordi hun er praktiker, hun sagde ja. Susan forklarer: ”Bare fordi jeg ser mig selv som praktiker, undskylder det mig ikke for at have en dårlig teologi, ligesom gode teologer ikke kan undskyldes for at have en dårlig praksis. God teologi og god praksis må gå hånd i hånd,” mener Susan Perlman og tilføjer: ”Hvis du kun arbejder med teologien akademisk og ikke har en missionspraksis, så går du ganske enkelt glip af noget.”
Derfor gør Jews for Jesus også rigtig meget ud af at udvikle deres teologi hele tiden, for, som Susan udtrykker det: ”Teologien er hele tiden i bevægelse; den er ikke statisk.” Organisationen har derfor ansat teologen Richard Harvey, som besøgte Israelsmissionen til et årsmøde for nogle år siden. Han arbejder blandt andet med at udfolde en messiansk teologi, som kan være med til at svare på nogle af de spørgsmål om identitet, som mange jøder sidder tilbage med, når de kommer til tro på Jesus. Når troen på Jesus ikke betyder, at man holder op med at være jøde, skal man så stadig overholde Toraen? Og i så fald hvor meget af den? Hvad med sabbatten? Disse og andre teologiske spørgsmål, arbejder Jews for Jesus også med.
Krydsfeltet hvor troen giver mening
Med årene har Susan ikke selv de samme kræfter til at gå på gaden og dele traktater ud og konfrontere andre jøder med spørgsmålet: Hvem mener du, Jesus er? En konfrontatorisk evangelisationsform Jews for Jesus er blevet både elsket og kritiseret for. Det har givet hende anledning til udforske andre måder at dele evangeliet. ”For mange i Jews for Jesus har det måske gjort lidt ondt at gøre op med den konfrontatoriske stil og anerkende andre måder at dele evangeliet på,” fortæller Susan og konkluderer: ”Men det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men et både-og.” Hun har selv opdaget, hvordan hendes hjem er blevet en missionsmark. Rammerne for at fortælle evangeliet kan være noget så enkelt som at lave et måltid mad, invitere nogle mennesker på besøg af have en god samtale. Herigennem har hun oplevet, hvordan den gode fortælling kan bruges til at forklare evangeliet – frem for en dogmatisk forklaring. ”Vi må finde det krydsfelt, hvor vores tro giver mening for sekulære mennesker,” understreger Susan. Her er fortællingen et bedre redskab end dogmatik.
Det mener hun blandt andet i lyset af, at det vestlige samfund er blevet endnu mere sekulært. ”Da jeg var i 30erne var det nogle helt andre spørgsmål, man blev udfordret af,” fortæller Susan. ”Naturligvis findes der stadig klassiske apologetiske spørgsmål, men de fundamentale og kritiske spørgsmål stikker langt dybere i dag.” Det er ikke kritiske spørgsmål til indholdet i Bibelen, hun møder, men snarere mistro til hele det religiøse system og deri også en afvisning af både Gud og Bibelen som autoritet. ”Det er spørgsmål, vi må blive endnu bedre og endnu modigere i at gå i dialog med,” mener Susan.
I den sammenhæng er det også vigtigt for både Susan og Jews for Jesus at understrege, at mission og evangelisation er noget man gør i fællesskab: ”En robust og langtidsholdbar missionspraksis begynder i fællesskab med andre,” mener Susan og forklarer, at alt for mange står alene med opgaven med at forkynde evangeliet. Derfor brænder de ud, mener hun.
Kristne skal skabe misundelse
Selvom Jews for Jesus er kendt for at sende jødiske missionærer til jøder for at fortælle om jøden Jesus, er Susan ikke i tvivl om, at Gud også bruger ikke-jøder til at nå hendes folk med evangeliet. ”Når jøder ser på en kristen, er det hverken livsstilen eller kulturen, de misunder,” mener Susan og fortsætter: ”Jøder sætter stor pris på deres egen kultur, men når de ser en kristen, ser de et menneske, som har en relation til den levende Gud! Det kan rigtig mange jøder genkende en længsel efter, og derfor må vi alle øve os i at være åbne om vores tro og relation med Gud.” Den vished der er i troen på Jesus, var netop den vished, rabbineren ikke kunne give hende, da hun stillede spørgsmål til ham om, hvor hendes far var.
”Som Jesus-troende har vi en vished om, at Gud elsker os. Vi ved, han er til stede. Vi er sikre på, vi kan komme i kontakt med ham. Vi er overbeviste om hans tilgivelse og udholdende i håbet om, at vi har evigt liv i fællesskab med ham. En vished mange jøder vil anerkende, de mangler,” slutter Susan.
Derfor vil både Jews for Jesus og Israelsmissionen frimodigt arbejde videre i formålet om at gøre spørgsmålet om, hvem Jesus er til et uundgåeligt og vedkommende emne for jøder verden over.
I ni dage rejste vi rundt i ”Det Hellige Land” Israel med Haderslev Domkirkes Pigekor – en lærerig tur som vi sjældent vil glemme.
Ane Fjalland Nørbygaard og Ida Fricke Jørgensen
Pigekoret giver koncert i Gravhaven i Jerusalem med Thomas Berg-Juul som dirigent.
Den 5. til 13. marts 2016 var vi på tur med Haderslev Domkirkes Pigekor til Israel og Palæstina. Vi så nogle af de vigtigste steder i forbindelse med kristendommen, og turen gik bl.a. til Jerusalem, Betlehem, Nazareth og Kapernaum. Ydermere så vi også nogle af de større turistattraktioner som Grædemuren og Det Døde Hav samt Israels smukke, bakkede landskaber.
Dog befandt vi os ikke kun i Israel for at se naturen og seværdighederne, men også for at synge fire koncerter og diverse sporadiske koncerter i kapeller og kirker som vores vej gik forbi.
I løbet af turen så vi en del ting, der er meget forskellige fra hvad vi kender til her i Danmark – bl.a. har israelerne gennem tiden haft en særdeles veludviklet evne til at skabe liv i landområder hvor man ikke troede det muligt. På de mest barske steder har de fundet måder at overleve på. Et godt eksempel er Masada-klippen, der ligger i Judæaørkenen et stenkast fra Det Døde Hav. Her byggede Herodes et stort anlæg som havde plads til en mindre by og vandcisterner der kunne rumme nok vand til 1000 mennesker i fem år.
Undervejs besøgte pigekoret også Immanuelkirken i Jaffo.
Det der gjorde særligt indtryk på os var den kulturelle mangfoldighed der var at finde i det meste af landet – dog viste det sig tydeligst i Jerusalem, hvor både jøder, muslimer og kristne lever side om side i et velfungerende samfund. Selv bedehusene var vidt forskellige, da der både var katolske, jødiske, kristne, muslimske og græsk ortodokse. Det var en positivt overraskende oplevelse at se de mange kulturer leve sammen – både fordi man ikke er vant til at se så mange kulturer samlet på et relativt lille sted, men også fordi man ofte får den opfattelse når man er hjemme i Danmark, at israelere og palæstinensere ikke på nogen måde kan døje hinanden og derfor ikke ville kunne leve fredeligt sammen. Det kan sættes i kontrast til hvordan vi oplever sammenstødet mellem forskellige kulturer herhjemme. Her er nogle måske påpasselig med at være sammen med ikke-etniske danskere. Selvfølgelig mærker man stadig konflikten i form af militæret, der mange steder findes i gadebilledet, for selvom langt de fleste af palæstinenserne hører til den jævne befolkning og indordner sig det israelske styre, er der desværre stadig ekstremister der ønsker at frigøre Palæstina med vold. Vi befandt os hovedsageligt ved turistattraktionerne og mærkede ikke noget til dette, så selvom konflikten findes, er det altså ikke specielt farligt at rejse til Israel som turist.
Rejsen har ændret vores syn på Israel radikalt. Før vi rejste havde vi den opfattelse at der konstant er oprør, og at der ligefrem ville være skududvekslinger mens vi var der. Derfor var der også mange forældre, der var betænkelige ved at sende deres børn af sted, men størstedelen blev da overtalt, da de blev forsikrede om at Unitas rejser havde godt styr på sikkerheden med diverse nødløsninger i tilfælde af problemer – noget vi dog ikke fik brug for.
Turen har været en oplevelse for livet. Det var meget spændende at opleve landet indefra og selv få lov at danne sig egne indtryk og meninger om landet, så hvis man nogen sinde får muligheden for det, er Israel et rejsemål der helt sikkert er pengene værd.
Kai Kjær-Hansen, tidligere formand og redaktør i Israelsmissionen
Nedenstående er Kai Kjær-Hansens prædiken lørdag aften på årsmødet i redigeret udgave.
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Ikke uden grund er dette vers, Johannes 3,16, blevet kaldt Den Lille Bibel. Det er evangeliet sat på kortform.
Får jeg et dødsleje, ribbet for alt, uden tale og tankevirksomhed længere, uden teologi længere, måske i en demens svovlende og bandende, håber jeg, at der er nogle, der vil hviske det, og blive ved med at hviske det i mine øren, og hviske det igen: Gud elskede verden. Og dermed også dig – Kai.
Verden
Den Lille Bibels græske ord for ”verden” er kosmos. Bredt anskuet betyder kosmos orden og harmoni. Modsætningen til kosmos er kaos. Da Gud skabte verden, universet, og skabte Adam var alt såre godt. Ordet ”verden” bruges bl.a. i Bibelen om Guds skaberværk som lovprises. Det kan også bruges helt neutralt. Ligesom når vi siger, at man rejser ud i verden. I 3,16 har det en anden valør. Genstanden for Guds kærlighed er ”denne verdens” mennesker, som er i opposition til Gud og Kristus. Skaberen elskede den skabning, som han selv har skabt, den skabning, som nu skaber sig ved at mene, at man kan leve sit eget liv uden ham og dø sin egen død uden hans kærlighed. Mennesket har gjort verden, kosmos, til kaos for sig selv i forholdet til Gud. Ikke desto mindre er det ”denne verden” Gud elskede; han elskede de ikke-elsk-værdige.
Gud skabte ikke jøder, ej heller jyder, han skabte mennesket. Det blev med tiden til mange folkeslag. Ud af disse mange folkeslag ønskede han et ejendomsfolk, et udvalgt folk, et demonstrationsfolk, gennem hvilket han kunne vise, hvem han er og blive æret og tilbedt for det, han er: nemlig kærlighed.
Der findes en god jødisk fortælling om Guds udvælgelse af Israels folk. Det overraskende er, at Gud ikke først går til stammefolket Israel. Nej, han begynder med et andet folk og tilbyder det at være hans folk. Han siger, at hvis de vil være hans folk, skal de holde hans bud og anordninger. Da det første folk hører denne betingelse, takker det nej. Gud gik så hele raden rundt, kom til det næstsidste folk, men også det takker nej. Til sidst, til allersidst, kom Gud til Israels folk. Vil I være mit folk? Hvis I vil være mit folk, skal I holde mine bud og anordninger. Og sidst af alle, takker Israels folk ja, til at være Guds folk – på Guds betingelser.
Jeg skynder mig at sige, at denne fortælling ikke står i Bibelen. Men den er i bibelsk ånd, sådan som jeg forstår den. I Bibelen gives der ingen egentlig begrundelse for, hvorfor Gud udvalgte netop Israel. Men udvælgelsen er ikke begrundet i en kvalitet hos folket. På den måde fremhæves Guds suveræne kærlighed i udvælgelsen af Israel.
Gud er kærlighed
Vores oplevelse af kærlighedsrelationen mellem to mennesker, kan ikke uden videre og direkte overføres på Guds kærlighed til os, selv om vi vist undertiden gør det. Vi har kærlighed, Og som faldne skabninger takker vi Gud for, at vi kan have og vise kærlighed til hinanden. Men om Gud er det for lidt at sige, at han har kærlighed.
Gud er kærlighed. Fra først til sidst. Fra evighed til evighed. Når vi taler om Gud, slutter vi derfor ikke af med at sige: og så i øvrigt er Gud også kærlig. Nej, hvad Gud er, er indesluttet i de tre ord: Gud er kærlighed. Selv i dommen er Gud kærlighed. Intet kan ændre på, at Gud er kærlighed.
Gud er kærlighed. Subjekt og prædikat kan ikke uden videre byttes om til sætningen: Kærligheden er gud, hvilket nogen synes at gøre for derefter selv at definere, hvad kærlighed er for dem. Gud er kærlighed. Gud bliver ikke kærlighed. En bedsteforældregeneration, som jeg selv tilhører, kan måske med årene blive rarere og mildere mod børnebørnene, end vi var mod vore egne børn. Det er fristende at overføre dette på Gud; han bliver vel også ældre og mildere med årene? Men Gud kan ikke blive, det han er.
Fra det andet århundrede og fremover og også i dag findes ganske vist den tankegang, at i GT er Gud den vrede og straffende Gud, mens han i NT gennem Jesus er blevet den milde og kærlige Gud. Intet kan være mere forkert end dette. Da en dansk teolog for en del år siden skrev noget lignende, tog daværende overrabbiner Bent Melchior til genmæle og sagde noget i den her retning: Hvis jeg skulle være lige så selektiv, som denne danske teolog, så kunne jeg nemt vise, at i GT er Gud den kærlige Gud, og i NT den straffende Gud. Godt sagt! At Israels Gud er kærlighed og nåde, er ikke nogen nyhed i NT. Mellemværende mellem troende jøder og troende kristne er ikke, at Gud er kærlighed. Mellemværende er, hvem Jesus er, og om han er Guds inkarnerede kærlighed. Om hans er Guds enbårne søn.
Gud er kærlighed, har jeg sagt allerede en del gange. Men er Gud ikke også vrede? Underbetoner jeg dette? Ikke blot findes der jo et Johannes 3,16. Der er også et Johannes 3,36: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”
Ikke desto mindre vover jeg at fastholde, at Gud er kærlighed. Jeg vover ikke at sige, at Gud er vrede. Jeg kan ikke alligevel ikke komme uden om, at der tales om Guds vrede både i GT og NT, selv om jeg helst havde været Guds vrede foruden. Men Guds vrede er ikke en ”egenskab” ved Gud – for nu at bruge dette vanskelige begreb, som Guds ”egenskab” er. Gud er ikke vrede. Guds vrede er noget der flammer op i Gud. Guds vrede er den kærlige Guds reaktion mod mennesker, der forsmår hans kærlighed. En kærlighed, som ikke træder i karakter, ikke reagerer, når den bliver forsmået, er ikke kærlighed. Evangeliet er, at Guds vrede over menneskets synd på en stedfortrædende måde ramte Jesus.
I har Djævelen til fader
Vi er som ikke-jøder, som hedninger, inkluderet i ”verden” og dermed inkluderet i frelsen. Tænk hvis der havde stået: For således elskede Gud jøderne … så var vi ikke-jøder ilde stedt, ekskluderet fra frelsen i Jesus. Men tænk også, hvis der havde stået: For således elskede Gud ikke-jøderne … ja, hvad så med jøder? Enten at der er en anden vej til frelses for jøder end for ikke-jøder, eller at de er ekskluderet fra frelsen i Jesus
I kapitel 8 i Johannesevangeliet siger Jesus til de jøder, han taler med: ”I har Djævelen til fader” (Joh 8,44). Indbefatter Guds kærlighed dem, der har Djævelen til far? Havde jeg autoritet til at slette lad os sige fem vers i NT, ville dette være et af dem. Det hænger samme med virkningshistorien af dette vers. Det er op gennem tiderne brugt igen og igen, også eller ikke mindst af kirkens folk, til at sige, at hele det jødiske folk til alle tider er under Guds forbandelse. For tid og evighed. Hele folket er gudsmordere. Vor tids jøder må bøde for, hvad nogle jøder på Jesu tid sagde om ham og gjorde ved ham. Guds forbandelser hører jøder til. Guds velsignelser hører kirken til. En sådan tankegang, jeg var lige ved at sige, forsager vi lige så meget, som vi i trosbekendelsen forsager Djævelen selv.
Jeg ser kun én mulighed for at komme en antisemitisk udnyttelse af ordene ”I har Djævelen til fader” til livs, og det er, at identificere sig med de pågældende jøder. Når vi som kristne hører sådanne ord til og om nogle jøder på Jesu tid, så skal vi inkludere os selv i dem, spejle os i dem. I Israels frafald afspejles kirkens frafald. Det er mig som døbt, mig og mine med-døbte, som nu er under anklage. At hævde at jøder for tid og evighed er uden for Guds kærlighed er et gudspotteligt angreb på Guds ære og majestæt, ja, på Guds kærlighed. Spørgsmålet lød: Indbefatter Guds kærlighed også dem, der har Djævelen til fader? Hertil er at sige et klart ja. Tager vi imod Guds kærlighed genoprettes gudsforholdet, og vi kan i sandhed kalde Gud for abba, far.
Gud elskede os først
Og lad mig så slutte af med de prægnante ord fra Første Johannesbrev: ”Vi elsker, fordi han (Gud) elskede os først” (1. Joh 4,19). Guds kærlighed kom først og er størst. Den kom ikke blot først, men er nu og vedbliver til det sidste og i al evighed. Fra evighed til evighed er Gud kærlighed. I Guds kærlighedsmission inddrages vi. Sådan som det kommer til udtryk i et dokument fra Lausannebevægelsen verdenskonference i Cape Town i 2010.
Guds mission strømmer fra Guds kærlighed. Guds folks mission strømmer fra vor kærlighed til Gud og til alt, som Gud elsker. Verdensevangelisation er udstrømningen af Guds kærlighed til os og gennem os. Vi erkender, at Guds nåde kom først, og vi reagerer på den nåde ved tro, vist gennem kærlighedens lydighed. Vi elsker, fordi Gud elskede os først og sendte sin søn som et sonoffer for vore synder.
Måtte vi fortsat leve i denne virkelighed, at vi elsker, fordi Gud elskede os først. Måtte vi i sandhed kunne sige, vi elsker Gud og leve Guds kærlighed ud. Alligevel skal der ikke på min gravsten stå, at jeg elskede Gud. Der skal stå det samme som på mine forældres gravsten: ”Gud elskede verden”. Heri er jeg inkluderet.
Igen blev vi velsignet med et helt fantastisk årsmøde, hvor der både blev talt til hjernen og hjertet. Over 100 mennesker havde fundet vej til TORVET i Aarhus, for at fejre den del af Guds mission, som er Israelsmissionen. Vi glæder os også rigtig meget over, at omkring halvdelen af de deltagende på årsmødet, var under 40. Det vidner om, at der også i næste generation vil være mennesker til at bære Israelsmissionens vision videre.
Dagen blev indledt med ordene fra Zakarias’ lovsang fra Lukasevangeliet kapitel 1. Her blev det understreget, at Gud ikke har elsket os med en tavs kærlighed, men altid har talt til sit folk – både helt fra begyndelsen og i gennem sin søn, Jesus Messias. Gud taler stadig gennem Helligånden, og det er grundlæggende derfor, der er noget, der hedder Israelsmissionen.
Morten Hørning Jensen fortalte på utraditionel vis om, hvordan Jesus flytter grænserne for rent og urent. I begyndelsen tog han således skikkelse af en jøde fra det første århundrede, Matathias ben-Yohanan, som var stolt farisæer og gik meget op i forskrifterne omkring rent og urent. ”Spørgsmålet om rent og urent handler grundlæggende om at ordne verden,” fortalte han. ”Gud skabte og ordnede alting i begyndelsen, og det er det, vi fortsætter med – os som ved, hvornår vi er rene eller urene til forskel fra synderne.” Denne fiktive jøde fra det første århundrede fortalte videre om, hvor vanvittigt det var, det som denne rabbi Yeshua havde gang i, for det var som om, han vendte alting på hovedet. ”Det er som om han har den forestilling om sig selv, at han er så ren, at alt det urene bliver rent i mødet med ham,” fortalte Matathias forklædt som Morten Hørning.
Susan Perlman fra Jews for Jesus berigede os med både bibelundervisning og sin egen personlige historie. Hun gav udtryk for glæde over det samarbejde der er mellem Israelsmissionen og Jews for Jesus, og opfordrede os til at være trofaste i det kald, Gud har givet os.
Om aftenen var der endnu engang ”Jorden rundt med Israelsmissionens Unge”, og her blev der gjort opmærksom på alle de aktiviteter de unge både skaber og deltager i ude i verden. Så vi fik indblik i både fodboldskolen på Vestbredden, som arrangeres hver sommer, om hvorfor Israelsmissionen investerer så meget i unge og sender så langt væk som til Jakarta, og vi fik hørt hvorfor det er så vigtigt, at unge teologistuderende kommer til Israel og får geografien, lugtene og lydene med i deres teologi.
Vi siger tak til alle, som var med til at gøre dagen god og festlig!
Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, 4. marts 2016
Jeg er lige kommet hjem til Budapest efter en måneds rejse rundt i verden, hvor jeg har set en spændende udvikling flere steder. Lad mig give et overblik over de mest interessante.
I starten af januar var jeg i San Francisco til en række strategi-møder med Jews for Jesus. Inden jeg skulle forlade USA, fik jeg muligheden for at se min 96-årige far, David, og min 90-årige stedmor, Esther. Jeg tror, Esther er meget tæt på at komme til tro. Min far har altid været meget imod min tro, men under mine seneste to besøg, har han valgt at tage en stille og passiv rolle, imens jeg har delt evangeliet med Esther. Måske er han også ved at bløde op efter alle de år, jeg har været troende.
Efter San Francisco rejste jeg til London til et europæisk Jews for Jesus bestyrelsesmøde. En af mine kollegaer Alison Barnett, som arbejder ud fra Jews for Jesus’ bogbutik i London, har skrevet om en spændende samtale, hun havde med en ung jøde.
Hun fortæller:
–
David er med til vores sabbats-måltider. Han søger ihærdigt efter sandheden, og han er meget åben overfor evangeliet, men han er samtidig meget nysgerrig på Buddhisme, Hare Krishna og new age spiritualitet.
David kommer fra en ortodoks familie. Han fortalte, at han var bange for, hvad hans familie ville sige, hvis han besluttede sig for at tro på Jesus. Jeg fortalte, hvordan min mands og min egen familie reagerede, da vi fortalte, at vi var kommet til tro, og at det fantastiske ved troen langt overgår det tab og den efterfølgelse, vi sidenhen har mødt. David indrømmede, at han var tilbageholdende med virkelig at overveje Jesus som Messias, når nu mange mente, at kristne er dårligt uddannede eller direkte dumme. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg nævnte, at min mand er udannet psykolog, er en dygtig lærer og er ved at tage en kandidat i teologi, og at en anden messiansk jøde, som han har mødt, faktisk er ph.d. i matematik. David var glad for at få nedbrudt sin stereotype forestilling, og sagde at det lettede ham. Jeg udfordrede David til at læse bibelen med et åbent sind og bede Jesus om at vise sig som den sande Messias. Han lovede, at han ville læse og se profetierne efter i sømmene.
–
Efter mødet i London brugte jeg (Avi) en uge på turne i Tyskland med min gode ven pastor Werner Oder. Vores forelæsning hed ”To sønner af Holocaust”. Det drejer sig om vores unikke venskab. Werner er søn af en krigsforbryder og nazist, og jeg er stedsøn af en overlevende fra Holocaust. To mænd forenet i kærlighed til mit jødiske folk og for den jødiske Messias, Jesus. Hvilken skøn manifestation af korsets forsonende kraft.
Jeg rejste fra Tyskland til Tel Aviv, hvor jeg brugte nogle få dage med de russisk-talende missionærer, som vi flyttede fra Ukraine til Israel sidste år. De gør et fantastisk stykke arbejde. Ved Guds nåde oplevede disse missionærer, at 16 jøder kom til tro på Jesus i 2015. Men deres arbejde er hårdt, for de står overfor en enorm missionsmark og arbejderne er få (der er 1,2 millioner russisk-talende immigranter i Israel).
Tak for jeres støtte og forbøn for at det jødiske folk må komme til tro på Jesus Messias.
I slutningen af januar mødtes 30 kristne palæstinensere og messianske jøder i Lanarca på Cypern til konference. Forsoning, teologi og fællesskab var på dagsordenen, og deltagerne er efterfølgende blevet enige om en udtalelse, som understreger deres enhed i troen på Jesus og opfordrer andre troende i Israel/Palæstina til at deltage i forsoningsinitiativer.
Det er Lausannegruppen for forsoning i Israel/Palæstina, der står bag konferencen. Denne gruppe ønsker at skabe et netværk, som med baggrund i den bredere Lausanne-bevægelse ønsker at arbejde for forsoning funderet i evangeliet om Jesus Kristus.
Lanarca-udtalelsen understreger enheden mellem kristne palæstinensere og messianske jøder i troen på Jesus, idet den opfordrer til at begge parter forpligtiger sig til at udleve denne enhed midt i en tid med konflikt og splittelse. Udtalelsen anerkender, at der er udfordrende områder og teologiske uenigheder, samt hvor der må yderligere arbejde til. Der er også forslag til konkret handling, som udtrykker håb for fremtiden – særligt for den næste generation i begge befolkningsgrupper.
Konferenceudtalelsen fremhæver de temaer og udfordringer, som påvirker forsoningsprocessen:
”I tider med spændinger og voldelig konflikt, lider relationerne alt imens mistænkeliggørelse, beskyldninger og gensidige afvisninger trives. I sådanne tider er det endnu mere vigtigt at vi, som bekræfter enheden i Kristus, opretholder etiske standarder for vores liv, som er vores kald værdigt – både hvad angår holdninger, handlinger og ord.”
Den anerkender, at ”vi har meget forskellig teologi mht. landet og også meget forskellige perspektiver på dagligdagen for alle som bor i landet – både hvad angår det sociale, politiske og økonomiske.”
Alligevel opfordres der til ”generøse, teologiske standpunkter, som giver plads til og respekterer andres holdninger, som de har fået gennem oprigtig læsning af Skriften” og til at ”stræbe efter at fastholde fællesskabet med hinanden som et vidnesbyrd for alle kristne og om Guds kærlighed til alle mennesker.”
Dr. Munther Isaac, palæstinensisk kristen siger om konferencen: ”På trods af vores forskellige standpunkter på flere områder, bekræfter vi sammen det store behov for forsoning og for enheden mellem troende på tværs af vores splittede samfund. Vores fælles tro kalder os til at lytte, respektere og udfordre hinanden på Kristus som forbillede. Den tvinger os til at være fortalere for forsoning og retfærdig fred.”
Dr. Richard Harvey, messiansk jøde, tilføjer: ”Det er vigtigt, at et statement som dette bliver læst og nærstuderet af både messianske jøder, kristne palæstinensere og andre, som beder og arbejder for forsoning i konflikten mellem Israel/Palæstina. Det er kun ved at tage Jesu’ bud om at elske vores fjender seriøst, at vi kan se forandringens kraft i hans budskab slå igennem i vores liv og samfund.”
Anne-Mette Ladegaard, volontør på Caspari Centeret, 18. februar 2016
I 2000 år har det været konfliktfyldt at være både jøde og Jesus-troende. Den dag i dag kæmper messianske jøder stadig med at finde svar på, hvordan både troen på Jesus og den jødiske identitet kan forenes. Her fortæller Alexander Goldberg om både glæder og udfordringer ved at være jøde, bo i Israel og tro på Jesus.
”At være Jesus-troende jøde er et stort og kompliceret spørgsmål, som vi alle kæmper med,” fortæller Alexander Goldberg, israelsk direktør for Caspari Center for Bibelske og Jødiske Studier i Jerusalem, et teologisk ressourcested for den messianske bevægelse i Israel.
I 2000 år har kirken og synagogen været enige om, at man ikke kan tro på Jesus og samtidigt bevare sin jødiske identitet.
”Men i dag udfordrer messianske jøder denne årtusinder gamle konsensus ved at pege tilbage til de tidligste jødiske tilhængere af Jesus,” siger Goldberg. Historisk har der været store spændinger mellem jøder og kristne, hvor den kristne kirke bl.a. har praktiseret tvangsdåb af jøder og deltaget direkte i forfølgelser og fordrivelser af jøder. Holocaust er et nyere historisk eksempel på dette. Disse forhold gør det vanskeligere for de jøder, som kommer til tro på Jesus som messias at bevare deres jødiske identitet, fordi de bliver anset som forrædere. ”Hvordan man kan leve sin tro på Jesus ud i en jødisk kontekst efter 2000 år med disse spændinger i den jødisk-kristne historie. Det er et svært spørgsmål, som alle messianske jøder forsøger at løse,” mener han.
Jesus-troende jøder i 2000 år
Goldberg har været ansat på Caspari Center i syv år. Hans opgaver her er at udvikle centerets arbejde blandt de lokale messianske menigheder og at undervise i forskellige sammenhænge. Blandt andet har vi tidligere skrevet om, hvordan han har været med til at holde Alpha-kurser for russisk-talende immigranter.
”Der har altid været etniske jøder her og der, som har troet på Jesus som messias. Faktisk viser et af Caspari Centerets akademiske studier, at der har været Jesus-troende jøder de sidste 2000 år,” fortæller Goldberg og forklarer videre: ”Fra omkring det 5. århundrede blev Jesus-troende jøder en del af de ikke-jødiske kirker og dermed en del af en ikke-jødisk kultur. Derfor holdt mange op med at identificere sig selv som jøde.” Denne udvikling er ærgerlig for både Jesus-troende jøder og for den kristne kirke. Jesus-troende jøder har al mulig grund til at fastholde deres jødiske identitet samtidig med, de bekender troen på Jesus som messias. Både Jesus selv, disciplene, hovedparten af forfatterne i Bibelen og mange af de første efterfølgere af Jesus, var jøder, så disse to står slet ikke i kontrast med hinanden. Hvis den kristne kirke mister gruppen af Jesus-troende jøder eller fremmedgør dem, mister kirken ikke blot en gruppe mennesker, som naturligvis hører til i kirken, men den mister også en væsentlig del af sin egen identitet, for også den kristne kirke har jødiske rødder.
”Mange af de Jesus-troende jøder som bor i Israel, bevarer i dag deres jødiske identitet, ligesom Jesus selv og hans tidlige jødiske tilhængere også gjorde. Således bliver den jødiske del af den universelle kirke genoprettet i vore dage, og det er bemærkelsesværdigt,” fortæller Goldberg.
Kaldet som underviser
Goldberg er selv messiansk jøde og immigrerede i 2003 fra Rusland til Israel, hvor han bosatte sig i Jerusalem med sin familie. Her fik han arbejde i en turistvirksomhed. Goldberg havde dog et stort ønske om at blive teolog, så ved siden af arbejdet begyndte han på teologiske studier. Da finanskrisen ramte verden i 2008, ramte den også turistvirksomheden, og samme år blev han fyret. Goldberg sendte en ansøgning af sted til Caspari og blev ansat.
”Jeg tror, Herren viste mig vejen til at søge stillingen på Caspari. Caspari er et perfekt sted for mig, for det er et evangelikalt undervisningcenter, og centerets akademiske karakter matcher mit kald som underviser,” fortæller han.
Pengegaver kan give problemer
Den messianske bevægelse står overfor mange udfordringer i dag, hvor spørgsmålet om identitet er et af dem. En anden udfordring er ifølge Goldberg, at udenlandske pengegaver kan give problemer i de lokale menigheder.
”Nogle udenlandske enkeltpersoner, lokale kirker og missionsorganisationer skaber utilsigtet en finansiel afhængighed for de lokale messianske menigheder i deres iver efter at velsigne det jødiske folk,” siger han og fortsætter: ”Selvom deres hjælp i visse tilfælde afhjælper nogle økonomiske byrder, så skaber det også usunde venskaber og relationer, der svækker os åndeligt. Disse godhjertede venner mangler nogle gange rettidig omhu i deres forvaltning af ressourcer. Der er tilfælde, hvor den sultne klarer sig bedre med en fiskestang end en fisk.”
Casparis mange opgaver
”Casparis arbejde spænder fra akademiske studier til praktisk undervisning, men alt vi laver, relaterer til Guds arbejde blandt det jødiske folk,” forklarer Alexander Goldberg.
Caspari Center udruster på flere forskellige måder de messianske menigheder – blandt andet gennem undervisning og kurser for ledere og undervisere, som bidrager til idéudvikling og inspiration. Deres sabbatsskoleundervisning har fx deltagere fra hele Israel. Centeret udgiver også bøger og undervisningsmaterialer sammenfattet af lokale og internationale ressourcepersoner i den messianske bevægelse. De ønsker at udruste den messianske bevægelse med teologiske kompetencer og viden, for selvom der har været Jesus-troende jøder i 2000 år, er den messianske bevægelse stadig ny hvad angår teologi og refleksion over denne. Derfor er der brug for seriøse kompetencer på dette område.
Caspari Centers fokus på jøderne kommer ifølge Goldberg fra en overbevisning om, at Gud ikke kun var, men stadig er og altid vil være Abrahams, Isaks og Jakobs Gud (2. Mos. 3,15).
”Derfor tror vi også, at Gud stadig er meget aktiv blandt det jødiske folk. For os, der tror på Jesus, betyder det, at vi gennem vores arbejde i jødemission med egne øjne kan se det, Gud gør blandt jøder i dag,” konstaterer Alexander Goldberg.
Savner rollemodel for den messianske bevægelse
Han ser også en tredje udfordring for den messianske bevægelse i dag: Modstanden de messianske jøder møder fra andre jøder, fx nogle ortodokse, og fra samfundet. ”Selvom Israel er et demokrati, er det et meget ufuldkommen ét,” mener Goldberg. Messianske jøder oplever diskrimination i forskellige former, og i enkelte tilfælde, mener den israelske direktør for Caspari godt, at man kan tale om, at de messianske ledere kommer i situationer, som kan betegnes som reel forfølgelse. Ikke ved at de stræbes efter livet, men gennem systematisk chikane fra anti-missionsorganisationer eller besværliggørelse af deres arbejde fra myndighedernes side. Han er dog usikker på, hvordan denne udfordring bedst skal løses.
”Skjuler vi vores lys under en skæppe i frygt? Mister vi vores vilje til at være salt ind i samfundet og for vores nabo – eller undgår vi det? Skal vi gå på kompromis med vores overbevisninger og tro i håb om at blive accepteret og nyde vores ro og fred eller står vi fast, betaler prisen og udholder trængslerne, når det er nødvendigt?” spørger Goldberg retorisk og fortsætter: ”Disse spørgsmål er udfordrende, men de har brug for at blive besvaret,” mener han.
Han savner en rollemodel for den messianske bevægelse i dagens kirke, som kan inspirere og vise vej gennem modstanden. Udfordringen med den manglende rollemodel hænger for Goldberg sammen med identitetsspørgsmålet for den messianske bevægelse: ”Det er kun ganske få, som har stået overfor disse udfordringer, som de messianske jøder møder fra andre jøder og fra samfundet. Derfor står vi lidt famlende overfor problemet,” analyserer han.
Caspari som brobygger
”Caspari tjener ikke kun den messianske bevægelse, men også den kristne kirke ved at oplyse kirken om kristendommens jødiske rødder, og ved at kirken møder deres jødiske brødre og søstre i troen,” fortæller Goldberg.
Internationalt samarbejder Caspari med kirker og missionsbevægelser og sætter derigennem fokus på den messianske bevægelse i Israel, og de udfordringer de Jesus-troende jøder står overfor. Det foregår blandt andet gennem kurser for teologer, missionsledere, studerende og andre interesserede, samt gennem partnerskaber på tværs af landegrænser. Derudover giver Casparis medarbejdere guidede ture til turistgrupper, information og undervisning om den messianske bevægelse.
På spørgsmålet om hvilke glæder der er i den messianske bevægelse i Israel, svarer Goldberg: ”Den første og vigtigste glæde for mig er den voksende åbenhed overfor evangeliet, som jeg kan spore i det israelske samfund. Interessen for Jesus vokser meget langsomt, men støt. Bare i de 12 år, jeg har boet i Israel, kan man se en forskel”, fortæller Goldberg.
Ligesom Israelsmissionen ønsker Caspari Center at nå det jødiske folk med budskabet om, at Yeshua (Jesus på hebraisk) er Messias.
Den anden store glæde ved den Messianske bevægelse i dag er, at bevægelsen vokser. Ifølge en undersøgelse fra 1999 udført af Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt og tidligere formand Kai Kjær-Hansen havde de messianske menigheder dengang omkring 5.000 medlemmer i Israel. Der er ikke blevet lavet en officiel statistik siden, men Goldberg mener, der er mindst 10 tusind messianske jøder i Israel. Andre vil ikke gå højere end syv tusind, mens andre igen vil sætte tallet højere – til 15 tusind. Det er altså et tal der hersker en del usikkerhed omkring.
”Nye menigheder opstår, eksisterende menigheder vokser; præster og missionærer bliver teologisk uddannet og nye missionale projekter bliver hele tiden etableret for at styrke bevægelsen,” fortæller Goldberg glad.
Og hvordan kan vi i Danmark støtte og opmuntre den messianske bevægelse i Israel?
”Udbyg partnerskabet med Caspari og vær trofast!” opfordrer Goldberg inden han slutter: ”Vi er ikke en lokal menighed, så støtten til Caspari skaber ikke nogen ”afhængighed”. Men med støtten kan vi hjælpe de lokale menigheder på en sund måde.”
Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 15. februar 2016
På trods af den aktuelle usikkerhed i Israel og Palæstina mødtes 25 modige ledere fra Jerusalem og Vestbredden i Ramallah til Musalahas ledertræning, for at snakke om de konsekvenser urolighederne har for de kristne palæstinensiske teenagere. De diskuterede, hvordan teenagerne opfatter og reagerer på urolighederne, og om hvordan de som ledere kan støtte dem og hinanden.
Siden oktober har vi været udsat for en cyklus af voldelige hændelser, ofte omtalt som “Kniv-intifadaen”. Palæstinensiske 11-årige drenge og 13-årige piger er skyldige i nogle af angrebene. Mange af angrebene har særligt fundet sted omkring Jerusalem og nær bosættelser på Vestbredden. Derudover har sammenstød fundet sted mellem palæstinensere og det israelske militær i nogle af de større palæstinensiske byer på Vestbredden. Der er ingen udsigt til, at urolighederne vil stoppe. Flere kilder fortæller, at 17 israelere og 99 palæstinensere er omkommet, og over 100 israelere og 2000 palæstinensere er kommet til skade siden starten af oktober.
De unges frustrationer
En leder fra Jerusalem sagde: ”De unge er bange for at køre med bussen, toget og alt andet i offentligheden. Selv om de unge ikke har været vidne til angreb, er de blevet udsat for voldelige hændelser gennem de sociale medier”.
En leder fra Vestbredden måtte beklagende sige, at situationen distancerer unge fra kirken og hæmmer dem spirituelt. Han havde snakket med unge, som var begyndt at tvivle mere og mere på kirken og på Guds retfærdighed. De unge spørger: ”Hvor er Gud, midt i denne konflikt? Hvis Gud findes, ville vi ikke være i denne situation. 67 år under besættelse, hvor længe skal det blive ved?”
”Unge plejer mest at tænke på sig selv og deres egne behov, men nu er de mere bekymrede for nyhedsoverskrifterne og de forværrede politiske forhold,” bemærkede en leder fra Zababde.
”Konflikten plejede at være mellem den israelske hær og palæstinensere. I dag er konflikten mellem israelere og palæstinensere. I dag begår israelske civile også vold i mod palæstinensere. I Jerusalem er palæstinensiske unge blevet bange for civile israelere, fordi mange israelere har tilladelse til at bære våben. De er tilmed blevet opfordret til at bære våben af den siddende regering,” tilføjede en leder fra Jerusalem.
Unge oplever konflikten gennem de sociale medier
Palæstinensiske unge bruger de sociale medier som en platform til at modtage opdateringer på den aktuelle situation og til at dele deres holdninger til urolighederne med venner og familie.
En ungdomsleder fra Betlehem sagde. ”De unge i Betlehem tør ikke at forlade deres hjem uden at have tjekket nyhederne, og spurgt om det er sikkert at tage hen til kirken,” mens en anden tilføjede: ”Denne bølge af uroligheder minder ikke om nogle af de tidligere. Had, frygt, vrede og racisme rammer mig og de unge hårdt, uden at vi behøver fysisk at forlade vores hjem. Alt hvad der skal til, er at se videoer på de sociale medier. Man skal ikke engang lede efter dem – de er der så snart man åbner facebook.”
Hvor had, frygt, vrede og racisme tidligere blev fremprovokeret af personlige oplevelser med militæret, bliver de nu fremprovokeret gennem medierne.
Adressering af problemerne
De unge er i en åndelig krise. De er fanget fysisk og følelsesmæssigt i urolighederne. De tør ikke have en almindelig hverdag, når ulykkerne rammer de gader, som de normalt går på hver eneste dag. Samtidig er mange unge bange for at blive sat i en forkert sammenhæng som terrorist af en israelsk jøde. Frygten begrænser deres – i forvejen begrænsede – bevægelsesfrihed.
Vi ungdomsledere ved at disse udfordringer skal tages op. Vi er også klar over vores indflydelsesrige rolle som voksne, og at vi kan hjælpe med at bearbejde de unges følelser på en sund og ikke-voldelig måde. Sammen søgte vi måder, hvorpå vi kan hjælpe de unge og støtte hinanden.
Ledernes forslag til hvordan de kan hjælpe de unge, vil Shadia Qubti beskrive i 2. del af artiklen, som kommer senere i foråret.
Kent Grinderslev Rasmussen, stud.theol., 15. februar 2016
I efteråret 2015 fulgte stud.theol. Kent Grinderslev Rasmussen faget ”Palæstinensisk teologi” på sit teologiske studium. Han har i mange år været engageret i arbejde relateret til Israel, og faget udfordrede ham på flere måder – særligt i forhold til samspillet mellem bibellæsning og de praktiske konsekvenser det får omkring konflikten mellem jøder og palæstinensere.
Hvordan jeg læser min Bibel er vigtigt! Det har betydning ikke kun for mig selv, men også for hvordan jeg betragter andre. Historien viser, at en bestemt bibellæsning kan bruges til at retfærdiggøre udnyttelsen af etniske eller social grupper eller give grupper positiv særbehandling med henvisning til deres særlige etnicitet.
I mit møde med kristne palæstinensere er det blevet klart for mig, hvor forskelligt man kan se på forståelsen af forholdet mellem Israels folk i Det Gamle Testamente (GT) og kirken som Guds folk i dag. Også i spørgsmålet om forståelsen af landsløfterne i GT spiller dette en vigtig rolle.
Der er mange nuancer i den teologi. På den ene fløj er der kristne zionister, som argumenterer for det jødiske folks gudgivne og bibelske ret til det landområde, som fx Vestbredden i dag er en del af. På den anden fløj er kristne palæstinensere, som i stedet fremhæver bibelens budskab om retfærdighed og fjendekærlighed. I deres optik retfærdiggør kristne zionisters læsning af bibelen den undertrykkelse og besættelse, de selv er udsat for af staten Israel. Derfor er det ingen overraskelse, at kristne palæstinensere afviser den teologi, som visse kristne zionister argumenterer for.
Formålet med denne artikel er dog ikke at undersøge, hvilken af de to der har mest ret, men at anerkende det spændingsforhold mellem bibelske sandheder, der kan synes at opstå for os, som læser den.
Tidsperioder
I løbet af de sidste par århundreder har særligt én måde at læse bibelen på vundet frem. Her læser man verdenshistorien som en række tidsperioder, hvor Gud har henvendt sig til mennesker på forskellige måder. Fra skabelse til fald (1 Mos 1-3), fra fald til syndflod (1 Mos 3-8), fra syndflod til Abraham (1 Mos 9-11), fra Abraham til Sinaj (1 Mos 11 – 2 Mos 19), fra Sinaj til Golgata (2 Mos 19-ApG 1), fra Golgata til 1000-årsriget (ApG 1-Åb 20) og tidsperioden i 1000-årsriget (Åb 20-22). Antallet af tidsperioder kan variere, men oftest nævnes disse syv. Tidsperioderne har som sådan ikke noget med hinanden at gøre, men Gud møder mennesker forskelligt i forskellige tidsperioder af verdenshistorien. Da den nye pagt, som kommer i kraft af Kristus, ikke i udgangspunktet erstatter den gamle pagt, ligger der også i denne teologi en forventning om, at Gud fortsat vil opfylde sine løfter til Israel og det jødiske folk. De er ikke er opfyldt i Kristus, men venter fortsat deres endelige opfyldelse. Landløfterne bliver derfor centrale. Forventningerne om, at Gud snart vil opfylde løfterne til Israel, er forståeligt nok kun vokset siden 1948, hvor staten Israel blev oprettet. Denne teologiske retning kaldes dispensationalisme.
Når man ser på konsekvenserne af en sådan teologi i Israel og Palæstina rejser der sig en række spørgsmål. Ikke mindst af etisk karakter. Hvordan stemmer en sådan teologi overens med, hvad Bibelen også siger? Hvad gør vi med de modsætninger, som synes at opstå? Den afgørende sandhed og begivenhed i kristen teologi er Guds frelse og forsoning i Kristus. Kristen etik – den måde kristenlivet leves ud – må altid tage sit udgangspunkt i Kristus og hans lære om retfærdighed og næste- og fjendekærlighed. Hvis konsekvenserne af vores teologi på et område spænder ben for dette, må vi tilbage til tegnebrættet. Derfor er det et problem, når en dispensationalistisk teologi kommer i vejen for eller tilsidesætter Jesu ord om kærlighed, fred og retfærdighed for at retfærdiggøre handlinger, som fremmer undertrykkelse og uretfærdighed.
Forventningen om at Gud allerede nu og i fremtiden vil opfylde sine løfter om landet til Israel, så staten Israel også kommer til at omfatte de palæstinensiske landområder, svækker bestræbelserne på at skabe retfærdighed, fred og forsoning i området nu. Det er forståeligt, at kristne palæstinensere ikke kan finde sig selv i en teologi, som siger, at Gud snart vil opfylde sine løfter og give Israel – i betydningen staten Israel – råderet over hele landområdet og dermed også over dem og deres historiske ret til deres jord. Hvis det er et sådant fremtidsbillede, man har, hvorfor så kæmpe for retfærdighed for den palæstinensiske befolkning i dag? En kristen zionistisk teologi der ukritisk støtter staten Israels bestræbelser på at erobre og besidde hele det palæstinensiske landområde på bekostning af det palæstinensiske folk, står for mig at se i strid med den etik, som bibelen taler om.
Men kan man afvise en læsemåde af bibelen ud fra de potentielle politiske eller sociale konsekvenser en sådan læsemåde måtte have? Kan man ikke være overbevist om, hvordan bibelens tale om landløfterne skal læses og så i øvrigt undlade at forholde sig til den aktuelle konflikt i Israel/Palæstina? Hvis vi kan det, har vi så grebet evangeliet om, at vi selv er sat fri fra dødens ødelæggende og nedbrydende magt? Gud greb ind i verdenshistorien for at frelse enhver, der følger ham og genoprette det, som synden har ødelagt. Det gælder også der, hvor mennesker undertrykkes og friheden tages fra dem.
Men har Gud da ikke planer for det jødiske folk og landområdet i Israel/Palæstina? Jo, bibelen taler klart om Guds planer med Israel. De handler om frelse. Gud ønsker, at hele Israel skal frelses. Er landet og oprettelsen af staten Israel en del af den plan? Måske! Men vi må skelne mellem Guds forsyn og vores opgave, indtil det sker. Vi har fået ét mandat fra Kristus – at forkynde evangeliet og kæmpe mod uretfærdighed og ondskab i verden. Hvordan Gud ønsker at frelse det jødiske folk og bruge dem i sin frelsesplan, er hans sag og ikke vores.
Den dominerende teologi om forholdet mellem kirken og Israel har op gennem historien været, at kirken har erstattet det jødiske folk – også kaldet erstatningsteologi. Denne forståelse tager ikke højde for centrale bibelsteder og må afvises. Dertil kommer, at den har givet grobund for kirkens antisemitisme igennem tiden. I stedet for at give det jødiske folk positiv særbehandling på bekostning af andre etniske grupper, sådan som dispensationalismen gør, leder erstatningsteologien til negativ særbehandling.
En anden vej
Sammen med Jesus-troende jøder og palæstinensere må vi finde en anden vej. Vi må finde en måde at læse bibelen på, der både tager bibelens ord alvorligt og får implikationer, der ikke modsiger hverken evangeliet eller en kristen etik – ellers er det ikke sand bibelsk teologi.
En sådan forståelsesnøgle bør indeholde og opfylde følgende kriterier:
(1) For at en teologi kan være sand, må den være bibelsk funderet. Både GT og NT er Guds åbenbarede ord til os og kun igennem et seriøst studie heraf, kan vi nærme os en sand teologi. Megen teologi er blevet udformet på baggrund af en selektiv læsning af bibelen, hvor bibelen er blevet mere misbrugt end brugt.
(2) Vi må ikke se bort fra konsekvenserne af vores teologi. Fører den til holdninger og handlinger, som er i modstrid med, hvad bibelen også taler om? I så fald er der noget galt. Et træ skal kendes på dets frugter, sagde Jesus (Matt 7). Vi må være villige til at gentænke vores læsning af bibelen, hvis den ikke fører til sund kristen etik med udgangspunkt i skabelsen og Jesu ord i Bjergprædiken.
(3) En sand teologi må afspejle det kristne håb om Guds genoprettelse og fornyelse. Som kristne tror vi på Guds magt til at genskabe og forny. Ikke som en undskyldning for ligegyldighed over for verden nu, men som en opmuntring til at gå ud i verden på Guds ord og arbejde for retfærdighed og fred og på den måde lade Guds vilje ske gennem os, indtil Gud fornyer og genopretter himmel og jord.
(4) En sand teologi skal afspejle Guds karakter. Derfor må vores teologi fremelske at møde alle mennesker med den samme kærlighed, tilgivelse og nåde, som vi selv er blevet mødt med af Gud. Gud er sen til vrede og rig på troskab, nåde og kærlighed, men accepterer ikke ondskab og uretfærdighed (2 Mos 34). På samme måde må vi møde mennesker og den verden, som er Guds. Når vi kæmper for retfærdighed i verden, kan vi ikke acceptere, der bliver gjort forskel på mennesker på grund af etnicitet, køn eller religion. Gud rækker sin kærlighed og nåde ud til alle ligeligt, og det må afspejles i vores teologi og i alt vores arbejde.
Når det gælder forholdet mellem jøder og kristne – især i konflikten mellem Israel og Palæstina – må der i vores teologi være plads til alle disse fire kriterier. Vi har Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten og af muren. Må vi som kirke i verden kendes på, at vi aktivt vil kæmpe for retfærdighed, fred og kærlighed. For det er hvad Gud selv har mødt os med gennem forsoning i Kristus.
Til videre studie Through My Enemy’s Eyes fra 2014 er en nuanceret fremstilling af konflikten mellem Israel og Palæstina. Bogen ønsker at skabe forståelse og rum for dialog mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Som udenforstående kristne bliver vi taget med ind i konflikten i håbet om at kunne finde et fælles teologisk ståsted og bidrage positivt til en fredelig løsning på konflikten. Køb bogen på Amazon her.
Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 3. februar 2016
I midten af januar var 20 studerende fra menighedsfakultet på studietur i Israel. Turen var arrangeret af Israelsmissionen i samarbejde med Menighedsfakultetet. Under turen besøgte de studerende Betlehem, hvor Israelsmissionen havde arrangeret en debat mellem en messiansk jøde og en kristen palæstinenser.
I løbet af vores ugelange rejse mødte vi to journalister, som begge kommenterede på den aktuelle situation i Israel. Den enes bud på fred i fremtiden var, at de implementerede parter skulle sætte sig ned og tale sammen. Den anden sagde direkte, at der ikke er noget håb for fred i fremtiden. Hvortil hun tilføjede ”Jo, hvis man har tro”, men derudover gav hun ikke udtryk for nogen positive fremtidsudsigter.
Med den slags udmeldinger i baghovedet var det en tankevækkende og inspirerende oplevelse for mange af os studerende, at se en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen sidde overfor hinanden og debattere deres forskellige bibeludlægninger.
Den ene var Richard Harvey, der er messiansk jøde, og som arbejder for Jews for Jesus. Den anden var Munther Isaac, der er kristen palæstinenser bosiddende i Betlehem, hvor han for nylig er blevet ordineret til præst i den lutherske kirke.
Richard sagde noget interessant i begyndelsen af sit indledende oplæg ”You have to talk to your enemies!” (Du bliver nødt til at tale med dine fjender!). Ifølge Richard var hans messianske brødre skyldige i ikke at søge samtalen med fjenden, og alt for ofte udtale sig uden tanke på konsekvenserne for palæstinenseren på den anden side af muren.
Han udtrykte også en anke mod det jødiske folks fokus på rettighederne til landet, fremfor det ansvar som følger med disse rettigheder. Richard nævnte dette som et forkert fokus. Det jødiske folk skal stoppe med at råbe op om deres rettigheder og tage ansvar for dem, som også er i landet, for at retfærdigheden kan begynde at råde i Israel.
Richard fokuserede på dialogen under debatten. Han talte lidt om hans jødisk-messianske teologi, hvilket virkede som en bevidst prioritering fra hans side. Han ville mødes for at forsones; ikke for at trække forskellene op.
Munther talte mere om sin ”dele-land teologi”. Ifølge denne teologi er jøderne og Israel ikke udgangspunkt i Guds plan, men hele verden med et kald til mennesker om at leve i fred og lighed. Med denne bibelske udlægning rettede Munther sin klage mod det israelske folk, som han ikke ser opsøge dette kald.
Ved debattens slutning, var de enige om at problemet er stort og kan virke uløseligt. Men de var også enige om, at de som partnere på hver side af konflikten har et ansvar for at arbejde for en løsning. Richard gav et billede på konflikten: ”To børn som ikke kan finde ud af at dele et stykke legetøj ender med at ødelægge det”. Uanset om man er store- eller lillebror, skal der tages ansvar. Uanset hvilke rettigheder man mener, man har til landet, skal der tages ansvar. Uden en løsning ødelægges landet, og man ødelægger sig selv og hinanden.
Mens debatten mellem Richard og Munther skred fremad, gik det lige så stille op for os, hvor unik denne debat var. De sad der begge og udviste en imødekommende villighed mod hinanden, trods uenigheder og de mange ar deres folk har givet hinanden. De kæmpede begge med deres følelser under debatten, og flere af vores spørgsmål ville de kun svare delvist på. Det var selve mødet, der var vigtigt ikke argumenterne eller teologien.
Denne aften kunne vi erfare, at forsoning er en hård proces, og at man nogle gange er nødt til at gå på kompromis med både sin teologi og sine følelser.
Jesus forsoningsdød for os, må og skal udleves i mødet og samtalen med dem vi er uenige med – og til tider betragter som vores fjender- uanset hvor umulig fred ser ud.
