Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Indkaldelse til Israelsmissionens årsmøde 2016

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Israelsmissionen afholder sit årsmøde lørdag den 12. marts på TORVET i Aarhus. I den forbindelse afholdes også valg til landsstyret. I år er både Uffe Torm og Merete Pihl Konrad på valg. Merete modtager genvalg, mens Uffe ønsker ikke at modtage genvalg. Der skal således findes én ny kandidat til landsstyret. Disse kandidater skal være landsstyret i hænde senest 12. februar, og hver kandidat skal bakkes op af mindst fem medlemmer af Israelsmissionen.

Uro, vold og vores børn

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Lisbeth Rasmussen, Immanuelkirken, 12. november 2015

De seneste uger har vi været vidner til, at uroen i Israel er blusset op igen. Det ene knivoverfald efter det andet hører i skrivende stund desværre til dagens uorden. Frygt og mistænksomhed er en del af gadebilledet. Høres hurtige skridt bagfra, bliver de omgående besvaret med et nervøst og undersøgende blik over skulderen. Er det en ven eller fjende? På shabbat er strandparken ikke som vanligt fyldt med folk, der griller og slapper af. Der er soldater med skarpladte geværer på mange af Jaffos gadehjørner. Man skal ikke skubbe til nogen for at komme fremad i det nye og lækre Sarona marked, hvor der normalt er stuvende fuldt af folk. Nu er det kun grønsagerne og delikatesserne, der fylder.

Det lader sig ikke skjule, at tingene ikke helt er, som de plejer at være. Heller ikke for vores børn. Det er til stadighed en balancegang for os som forældre at finde ud af, hvor meget vi skal fortælle børnene om det, der foregår. Noget må vi fortælle, for vi kan ikke skærme dem mod virkeligheden – og skal derfor nok heller ikke forsøge på det. For vores ældste betyder det noget selv at undersøge, hvad der foregår. Han vil vide det hele og vil ikke nøjes med en tilpasset version fra os, og siden han jo alligevel snakker med kammeraterne i skolen. Så han får lov at surfe lidt rundt på diverse nyheds-sites herhjemme. Han har fanget, at verdens medier ikke kommer med ens versioner af, hvem der er de egentlige ofre. Det kan være svært nok at navigere i, men han er nok rimeligt rustet imod en usund stereotypisering, eftersom han går i klasse med muslimske og kristne arabere og jøder. Men mediernes vinklinger er ikke det sværeste at forstå.

Nej, hvordan forholder man sig til, at en mand først torpederer nogle uskyldige mennesker med sin bil og bagefter slår løs på dem med en økse? Eller en teenage-dreng der stikker en anden teenage-dreng ned, mens han cykler rundt i nærheden af sit hjem? Det er svært nok for os voksne at forstå, hvad der får folk til at gøre noget sådant. Det er som om, at det er mere upersonligt med de raketangreb og modsvarende luftangreb, der har været et par gange de senere år. Dem har vi bedre kunnet tale om som krigsførelse mellem to grupperinger. Det bliver det ikke bedre af, naturligvis, men der er alligevel noget næsten mere uhyggeligt over den direkte kontakt – at man simpelthen kigger de mennesker i øjnene, som man angriber. Det had ligger over vores forstand – og børnenes. Og vi har opgivet at forklare noget. Det er ondskab og intet andet.

Det giver anledning til igen at snakke med børnene om, hvad det vil sige at have den Almægtige Gud til Far og være i hans hånd. Hvad betyder det, når vi synger ”fra synd og sorg og fare, din engel mig bevare”? Betyder det, at så kan der ikke ske os noget ondt? Nej, men det er en reel bøn til Gud om, at han vil passe på os. Og hvis der skulle ske os noget, så er vi stadig i Guds almægtige og gode faderhånd. Og så står alt dybest set godt til, selvom det står skidt til.

Jews for Jesus er på gaden over hele verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Liv af døde: Dryp fra Jews for Jesus-kampagne



Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 02 november 2015

Hen over sommeren og efteråret har Jews for Jesus ført kampagner over hele Europa med overskriften Liv af døde. De har også været på gaden i andre storbyer verden over, hvor de har været på gademission og delt traktater ud. De har været på gaden i Zürich, Berlin, Paris, London, Toronto, New York, Budapest, Moskva og Tel Aviv. Læs mere om J4J her.

Under en 14 dages kampagne i Budapest blev der uddelt 339.055 traktater, 582 valgte at give deres oplysninger videre, for at de kunne modtage yderligere information eller for at få et opfølgende møde, og hele 62 (hvoraf 8 var jøder) valgte at tage imod Jesus som Messias.Det var bare i Budapest. Der er langt over 600.000 mennesker, som har mødt Jews for Jesus i storbyer over hele verden hen over sommeren og efteråret.

Selv om det er svimlende store tal, er det ikke bare statistik for J4J. De har en konkret betydning, for hver eneste gang er der tale om et menneske – et menneske som kan møde Jesus. J4J ser ethvert møde som et privilegium fra Gud, fordi dette møde kan have stor indflydelse for personens liv. Hver eneste frivillige arbejder til og for evangeliets ære.

Interessante møder

Susan var på gaden i New York. Her mødte hun Les, en 60-årig mand som stoppede op for at få noget frisk vand og en snak. Han tog normalt i synagoge tre gange om dagen. Han kunne ikke forstå, hvorfor man havde brug for Jesus som mellemmand, i stedet for at gå direkte til Gud. Susan spurgte ham om ikke også Moses, Aron og hele præsteskabet var mellemmænd og om der ikke altid havde været brug for en, der kunne mægle mellem Gud og mennesker. Les forstod pointen, og videregav sin e-mail for at modtage mere information om Jesus.

Beate blev spurgt af et par i Tel Aviv, om hun kunne vise dem vej til indkøbscenteret. Det kunne Beate ikke, men hun ville gerne fortælle dem om Jesus Messias, som elskede dem og ønskede at tage bolig i deres hjerter og tilgive al deres synd. De fortalte, at de havde talt med J4J et par dage tidligere og givet deres kontaktoplysninger videre der. I mellemtiden var de blevet klar til at følge Jesus. Beate bad sammen med dem, og de tog i mod Jesus midt på gaden i Tel Aviv!

Kata Tar oplevede også antisemitismen, imens hun uddelte traktater i Budapest. Pludselig råbte en ung mand efter hende ”Jeg hader jøderne”. Kata råbte tilbage ”Hvad med Jesus, elsker eller hader du ham?”. Spørgsmålet ramte ham som et chok. Han gik hen til Kata, og hun forklarede ham evangeliet. Den unge mand gik fra at have en hadefuld mine til at være mere modtagelig. Efter den korte snak valgte manden at tage imod Jesus. Kata beskriver oplevelsen som noget fantastisk. ”Hvilket privilegium, at opleve en som er fanget af hadet bliver ført ind i Guds rige, hvor der hersker kærlighed og nåde”.

Når J4J er på gaden, kan vejret være en stor udfordring. Både varme temperaturer og kraftig regn holder folk væk fra gaden, men for Paula førte regnen noget godt med sig.

Mens Paula delte pjecer ud, faldt hun i snak med en jødisk kvinde, Judith. Judith var bitter, men hun havde tid til en kort samtale. Hun var dog ikke villig til at videregive hendes kontaktoplysninger, og hun gik hurtigt videre. Kort efter begyndte et kraftigt regnskyl, og alle på gaden måtte søge ly. Paula stod i et indgangsparti, og ved siden af hende stod Judith. Judiths hjerte var blevet blødt op af regnen, og hun var klar til at åbne sig op. Hun fortalte om den smerte og de udfordringer, som hun havde på grund af sit handicappede barn. Da hun var færdig, fortalte Paula om Jesu kærlighed, og om hvordan han ville bringe trøst og hjælp. Hun delte Matt 11;28 ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Efter det gav Judith hendes kontaktinformationer videre til Paula.

Gemt i de store tal og mange pjecer, er der kvinder og mænd, jøder og hedninger som møder Jesus. Nogle ser hans storhed og begynder at følge ham.

Frygt findes ikke i kærligheden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 28. oktober 2015

”Vores missions kontekst er den verden, vi lever i, en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden, hvortil Gud sender os for at elske og tjene for Kristi skyld.”

Ordene er hentet fra Cape Town erklæringen (CTE), og jeg læste dem (igen) på vejen hjem fra Israel. Her havde jeg oplevet daglige knivstik og palæstinensiske terrorangreb, som blev gengældt med afspærringer, anholdelser, drab og tåregas fra Israels side. En voldsspiral som i den grad vidner om ”en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden”. En hverdag, hvor frygten, vreden og hadet sætter dagsordenen.

Det er til den verden Gud sender sine børn for at elske og tjene. Blandt dem er vi, men også vores Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten. For os er det svært, men for dem kan det synes umuligt at skulle elske og tjene. Den eskalerede konflikt i Israel har sat rigtig mange ting på “stand-by”. Familier vælger at holde deres børn hjemme fra skolen i Jerusalem, fritidsaktiviteterne er aflyst og alle skynder sig hjem efter arbejde. Frygten sætter dagsordenen.

Men sådan må og skal det ikke være for Guds børn, og sådan må og kan det ikke være i Guds mission. Vi er ikke sendt til en verden præget af fred og fordragelighed. Vi er – som CTE siger det – sendt til en verden “præget af synd, uretfærdighed og uorden” – for her at elske og tjene. Vi er sendt af Gud og for Kristi skyld. Så vores reaktion må ikke først og fremmest være på det, vi ser omkring os. Vores reaktion skal – som CTE slutter med at sige det – være “på Guds grænseløse kærlighed til os i Kristus”. Ud fra den skal vi – med Helligåndens hjælp – indvie os til “helt og fuldt at adlyde alt, hvad Gud befaler med selvfornægtende ydmyghed, glæde og mod”.

Efter en uge i Israel hvor frygten og resignationen hang tungt i luften og påvirkede alt og alle, havde jeg behov for at finde tilbage til det, som er udgangspunktet også for Israelsmission og spørge mig selv: Hvorfor er det, vi er engageret i mission til det jødiske folk? Vil man finde svar på det, er læsning af erklæringen fra missionskonferencen i Cape Town en god og nyttig hjælp.

At frygten hænger tungt i luften og sætter dagsordenen fik jeg understreget, da jeg sad ved busstoppestedet. En ung og tydeligvis bange palæstinenser fra Østjerusalem indledte en samtale. Jeg var åbenbart så meget “udlænding”, at han turde betro mig, at han var bange for at tage en israelsk bus og derfor ventede på araber-bussen fra Betlehem. Han kunne se, at jeg gjorde det samme. Ikke af frygt, men fordi jeg skulle til Damaskusporten. “Jeg bliver lynchet, hvis jeg går ind i den israelske bus” betroede han mig. “De kan se, jeg er araber”. Min forsikring om, at der ikke ville ske noget ved, at han som araber tog den israelske bus, hjalp ikke. “Men jeg tør heller ikke sige til nogen i araberbussen, at jeg er imod det, som palæstinenserne gør. Så bliver jeg også lynchet”, fortsatte han. “De fleste af os er imod det, men vi tør ikke sige det.” Igen blev det tydeligt – alt for tydeligt – at frygten og hadet sætter dagsordenen og nærer og retfærdiggør vold og drab.

Om aftenen skrev Yoel, messiansk jøde og formand for menighedsrådet i Immanuelkirken følgende på sin facebook: “Vi må ikke miste billedet af Gud i noget menneske – uanset religion eller race. Vi er alle mennesker. At tage menneskeligheden fra vores fjender er vejen til at retfærdiggøre historiens, men også nutidens forbrydelse. Det var derfor tyskere kaldte jøder for rotter og derfor israelere og palæstinensere kalder hinanden for dyr.”

Der er mange, som har udtrykt sympati for det, Yoel skrev og bakker ham op. Men andre har gjort det modsatte – desværre. For mange kan ikke længere se et medmenneske i den anden, kun en fjende. Og jeg forstår det godt. Men det er ikke det samme som at acceptere det. Gør vi det, vinder frygten – og håbet dør. Tager vi menneskeligheden fra den anden, mister vi også noget af vores egen. Det koster os her i Danmark så lidt at sige det. Men det er det, vi skal sige. Og så skal vi bede for vores Jesus-troende brødre og søstre, som lever med konflikten hver dag i en verden præget af “synd, uretfærdighed og uorden”. Vi skal bede om, at de må agere og reagere ikke med frygt eller had, men ud fra “Guds grænseløse kærlighed”, som har bygget bro mellem ham og os. En bro dannet af det kors, som Kristus døde på for at gøre ondskabens magter til intet. Når messianske jøder og kristne palæstinensere har svært ved at tro at ondskab kan overvindes med kærlighed, skal vi vise forståelse. Men vi skal også pege på korset. Det viser verdens ondskab, og hvad frygt og had kan gøre. Men det viser også Guds kærlighed til os og vores fjender. I 1. Joh 4 hedder det ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten”.

Lad os bede om, at dem som kender Guds kærlighed må holde fast ved den, og ikke blive frygtens ofre.

Sara og Tobias til Betlehem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Første november rejser Sara og Tobias Fischer Dirksen til Betlehem, hvor Sara skal arbejde for forsoningsorganisationen Musalaha. Hun skal bl.a. hjælpe til med projektarbejde og fundraising i de seks måneder, parret er af sted. Tobias holder orlov fra sit arbejde som ingeniør.

Sara fortæller, at hun synes, Musalahas formål er utroligt vigtigt og meget ambitiøst. ”Jeg er nysgerrig omkring at lære Musalahas arbejdsmetoder bedre at kende og se effekten af arbejdet hos de mennesker, der faktisk oplever, at der sker en eller anden grad af forsoning mellem dem selv og andre igennem projektet. Og så er jeg særligt nysgerrig omkring, hvordan medarbejderne holder håbet i live i deres arbejde for forsoning midt i en kontekst, hvor splittelse mellem mennesker fylder meget,” fortæller hun.

Sara glæder sig i det hele taget til at få en ny by og kultur ind under huden samtidig med, at hun lærer mere om Israel/Palæstina-konflikten. ”Jeg glæder mig til at sætte mine kompetencer i spil i netop denne organisation inden for projektarbejde og fundraising.  Jeg synes, jeg er heldig, at jeg kan få gode faglige udfordringer samtidigt med, at jeg kan få indblik i et unik og meningsfuldt arbejde,” siger hun.

Vi ligger hermed Sara og Tobias over til Israelmissionens venners forbøn.

En opmuntring til bøn og handling

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Musalaha-ansatte, 23. oktober 2015

I denne uge er en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen fra Musalaha på rundtur i Danmark for at fortælle om forsoning. De fortæller om deres oplevelse af konflikten og deres historier om forsoning igennem Musalaha. Tryk her for deres program i Danmark

Når vi står overfor en svær situation, som den vi er i nu, har vi to valg i forhold til forsoning. Vi kan vælge at træde tilbage. Tilbage til vores egen nationale og etniske gruppe, hvor der hersker en os-eller-dem-mentalitet. Eller vi kan vælge at gå ad den vej, hvor vi demonstrerer vores tro på, at fællesskabet kan bestå og fred er en mulighed.

Mens volden stiger bliver Al Aqsa-moskeen og Tempelpladsen konstant nævnt af politikerne. Tidligere i år diskuterede vi denne konflikt med de unge i Musalaha. Under en lektion vi kaldte ”De hellige steder?” blev vi undervist i historien og betydningen af de jødiske, kristne og muslimske helligsteder.

På den ene side vokser muslimske børn op og hører at deres helligdomme er i fare, og muslimer oplever enhver ændring af status quo som en overtrædelse af deres rettigheder. Derved bliver ændringerne opfattet som en religiøs og national trussel. På den anden side ønsker nogle jødiske grupper rettighed over hele Tempelbjerget. De har fået stor politisk støtte de seneste år. De har fået så stor støtte, at det er blevet en politisk diskurs. De prøver langsomt at få indført deres krav. Først vil de have lov til at være på tempelpladsen. Dernæst have bestemmelsesretten. Så retten til at bede på pladsen. Til sidst retten til at genopbygge templet.

Vores underviser sluttede pessimistisk af med en forudsigelse: at den næste intifada ville starte fra tempelbjerget. Selvom det er for tidligt at tale om en tredje intifada, ser det ud til at det er den vej det går.

Vi er meget bedrøvede over den tiltagende vold over hele landet. De seneste måneder har vi kunnet se hele situationen blive mere og mere anspændt. De politiske ledere er vrede og frustrerede. De seneste par dage har volden spredt sig til normalt fredelige områder, fordi nogle vælger at udtrykke deres frustration på en destruktiv måde. Vreden ulmer, lunten er kort, folk er på barrikaderne.

I Joh. 1:4-5 læser vi ” I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Jesus sagde ”Jeg er verdens lys” (Joh 8:12). Han inviterede sidenhen disciplene med, da han sagde ”I er verdens lys” (Matt 5:14). Som efterfølgere af Jesus må vi overveje, hvordan vi kan lade vores lys skinne for andre. Hver og en af os kan med vores ord og handlinger være med til at eskalere konflikten eller nedtrappe den.

I Musalaha forsøger vi ihærdigt at opmuntre vores brødre og søstre i jødisk messianske- og kristen palæstinensiske menigheder til at være aktører i den aktuelle krise. Vi håber, at de vil agere på en måde, der ærer Gud og viser en klar tiltro til evangeliet. Til jer kære venner som støtter os fra udlandet: Vi opmuntrer også jer til at tage del i disse handlinger.

Tænk over din rolle i krisen. Stilhed er som at sætte sit lys under en skæppe. Hvis vi ikke handler, er vi ikke lys.
Ræk ud til andre, for at vise den forpligtigelse vi har overfor hinanden både privat og offentligt.
Råb ud om fred.
Afvis Os eller Dem mentaliteten fra vores ledere ved at udleve et vidnesbyrd om kærlighed og hav fællesskab med dem på den anden side.
Husk at tale og udvis kærlighed som Jesus ville gøre det.

Vi vil opfordre dig til at bringe dette budskab med til din kirke og menighed, og derfra tage del i vores bøn for de troende i Israel og Palæstina og alle andre som bor her. Vi tror på, at vores fælles bøn kan gøre en forskel. Selv om fremtiden ser sort ud, ved vi at selv et lille lys kan fordrive mægtigt mørke.    

Herren forandrer sig ikke

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Artikler, Mission.

– skabt til at fortælle del 2

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa © Jews for Jesus 2007 I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden. Vi kan se mønsteret op gennem hele vores historie. Da Gud kaldte Abraham, da han frelste os fra Egypten, da han gav os at være et kongedømme af præster, da han gav os loven og førte os ind i landet, da han jog os ud, og da han førte os hjem, da han befalede de første Jesus-troende jøder at gå ud – igennem alt dette brugte han os til at være vidner for verden. I kærlighed til alle folkeslag, udvalgte han ét folk til at proklamere kærlighedens evangelium. Men hvad så i dag? Hviler det samme kald til at være sendebud stadig på os jøder? Mindst to bibeltekster gør det klart, at vi jøder stadig har et ansvar for at være Guds sendebud med de gode nyheder – ikke kun individuelt, men som folk – det gælder alle. Det kan vi læse i Romerbrevet 11,28-29 samt 1. Peters Brev 2,9. I Romerbrevet kapitel 9-11 taler apostlen Paulus om det fysiske Israel. Han taler tydeligt om, at vi har vendt os væk fra Messias med den konsekvens, at ikke-jøder fik del i Guds nåde og barmhjertighed (Rom. 11,11). Han taler kraftfuldt om, at Gud ikke har forkastet os – på trods af vores ulydighed og frafald (Rom. 11,1ff). En af grundene til Guds ufravigelige trofasthed mod det jødiske folk finder vi i det fortsatte kald til os som folk. Paulus erklærer: ”For sine nådegaver og sit kald [til det jødiske folk] fortryder Gud ikke.” (Rom. 11,29) Interessant nok er ordet ”nådegaver” i flertal, og det henviser til alle de ufortjente gaver, en nådig Gud har givet os ufortjent, som fx pagterne, løfterne, landet, skrifterne og ultimativt Messias selv. Men ordet ”kald” er i ental. Hvorfor? Fordi Gud gennem historien kun har givet os ét nationalt kald. Og det kald er at være et kongerige af præster. At være et lys for verden. At være et fællesskab af vidner for resten af verden. Vi behøver kun læse ordene fra apostlen Peter – apostlen til jøder – hvis vi mangler vished. I 1. Peter kapitel 2 forklarer han den dybere mening med, at det jødiske folk er spredt ud over jorden, og han bekræfter grunden til vores eksistens som folk. Ja, hans ord er relevant for enhver troende af enhver nationalitet til enhver tid. Men vi må huske på den historiske kontekst for hans breve, og dem han specifikt skrev til. Peter skrev til jødiske disciple, som var spredt ud over verden og som boede som fremmede i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien. Peter skrev primært til jødiske læsere, og han brugte ord, som burde have lydt meget genkendelige for troende jøder som kendte loven – ligesom de burde være genkendelige for os: ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” (1. Peter 2,9) Det er ikke noget tilfælde, at Peters ord er et ekko af de ord, Gud talte gennem Moses (2 Mos 19,5-6), da han afslørede grunden til vores nationale eksistens. Ved Sinai blev vi kaldet til at være et kongedømme af præster – en nation af vidner. Cirka 1.300 år efter bekræfter Peter dette kald. Og bare for at fjerne enhver tvivl eller misforståelse om meningen med ordene, tilføjer Peter, at vi er skabt til at ”forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” Dette er det eneste nationale kald, Israel nogensinde har modtaget. Det er dette kald, Paulus fortæller os, Gud hverken har fortrudt eller tilbagekaldt. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at kun vi jøder er kaldet til at være missionærer. Det er et ansvar for alle følgere af Jesus – jøder såvel som ikke-jøder – at være vidner gennem deres liv, arbejde, ord og kærlighed.

For jøde først, og så for græker

Det er værd at overveje, hvorfor Paulus i brevet til romerne kapitel 1 vers 16 skriver, at evangeliet skal forkyndes ”for jøde først” og så ”for græker”? Hvorfor gør han det? Paulus var jøde, født i Tarsus i Cilicien og uddannet i Jerusalem ved Gamaliels fødder. Men denne selvbestaltede hebræernes hebræer havde ikke et kald til sine med-jøder. Han havde fået et kald til at være hedningernes apostel – en opgave han efter eget udsagn kun accepterede modvilligt (Apg 22,17-21). Alligevel begyndte Paulus altid sit arbejde i en ny by ved først at bringe evangeliet til jøderne. Og det var hedningeapostlen Paulus, som skrev, at evangeliet var for ”jøde først og så for græker”. Hvorfor? Hvorfor denne rækkefølge? Man kunne tro, at han simpelthen udtrykte denne forrang på grund af en kærlighed til sit eget folk, det jødiske folk. Han elskede os bestemt med en kærlighed, som kun Moses også kunne mønstre – og som kun var overgået af Jesus. Både Moses og Paulus var villige til at blive slettet af Livets Bog (2. Mos 32,32) og afskåret fra Messias (Rom 9,3) for vores skyld – deres landsmænd. Det som profeten og apostlen var villige til at gøre, gjorde Messias rent faktisk – for os og for alle mennesker. Men personligt tror jeg ikke, Paulus’ erklæring om ”for jøde først” var motiveret af forkærlighed for hans eget folk. Jeg tror heller ikke, han udelukkende havde en teologisk prioritering i tankerne, som for at sige ”først til børnene og de naturlige arvinger, og så til dem der er langt væk.” Nej, Paulus var missionær og strateg. Og der er en vigtig strategi i Paulus’ ord, hvis vi er villige til at høre dem. Paulus, hedningeapostlen, forstod Guds plan for at bringe evangeliet til hele verden. Han forstod den afgørende rolle, som kaldet til jøder havde i forhold til verdensmission. Derfor bragte Paulus først evangeliet til dem, Gud havde kaldet til at være budbringere, så at disse budbringere kunne bringe budskabet til verden. Hvis kaldet stadig gælder den dag i dag (og det siger Paulus, det gør), så gælder vigtigheden af at bringe evangeliet til det jødiske folk også stadig den dag i dag. For vi kan ikke proklamere evangeliet, før vi selv kender evangeliet. Og vi kan ikke kende og tro evangeliet, før vi hører det. Og vi kan ikke høre evangeliet før nogen bringer det til os. Måske den bedste måde at forhindre verdensmission på er, at forhindre os jøder i at høre evangeliet.

Fra Jerusalem og tilbage: Et uforanderligt evangelium

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Konferenceudtalelse fra den 10. internationale LCJE-konference, Jerusalem, Israel



For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.(Esajas 2,3)

Fra den 16.-21. august 2015 var mere end 200 deltagere fra seks kontinenter samlet i Jerusalem – byen hvorfra evangeliet udgik til alle folkeslag – til den 10. internationale konference i regi af LCJE, Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission.

LCJE er et internationalt netværk af organisationer, menigheder, uddannelsesinstitutioner og enkeltpersoner involveret i mission til det jødiske folk under den globale Lausannebevægelse. LCJE blev grundlagt i 1980 ved Kongressen for Verdensmission (COWE) i Thailand som en interessegruppe for dem, som ønskede at nå det jødiske folk med evangeliet. Netværket er vokset til at omfatte otte regionale afdelinger. LCJE er den ældste interessegruppe inden for Lausannebevægelsen, og Michael Oh, lederen af Lausanne, beskriver mission til det jødiske folk som ”en del af vores DNA”.

Konferencen anerkendte og ærede mange af de jødekristne og messianske jøder, som gennem de seneste 2.000 år har beriget ikke bare de Jesus-troende jøder, men hele kirken. Ved konferencens afslutning vedtog man følgende udtalelse:

Vi, deltagerne i den 10. internationale Lausannekonference for jødemission, jøder og ikke-jøder der tror på Jesus, glæder os over, at der i enhver generation har været jøder, som har taget imod Jesus som Messias og vedblevet med at identificere sig som jøder.

Vi takker Gud for, at der globalt bliver flere jøder, som bekender sig til Jesus – især i landet hvor Messias levede, døde for vores synders skyld, opstod og for til himmels og nu sidder ved Guds højre hånd.

Vi glæder os over den nye generation af Jesus-troende jøder, som påvirker det israelske samfund gennem deres modige vidnesbyrd og bidrager til landet gennem uddannelse, kunst, sundhedsydelser, militærtjeneste og iværksætteri, og ved at yde hjælp til de marginaliserede i samfundet.

Vi glæder os også over, at Gud virker gennem de arabiske kristne i landet, og vi beder for deres frimodighed til at bekende et tilhørsforhold til Jesus i disse vanskelige tider.

Sammen med hele Lausannebevægelse fastholder vi, at Jesus, gennem sin frelsende gerning, har ’nedbrudt den mur af fjendskab’, og vi glæder os over de messianske jøder og kristne arabere, som udlever denne virkelighed. Vi fastholder desuden:

·         At Jesus var jøde, og at han som Israels Messias er verdens frelser.
·         At den kristne tro har jødiske rødder.
·         At Guds løfter og kald til Israel er uigenkaldelige.
·         Den særlige forpligtigelse kirken har til at bringe evangeliet til det jødiske folk, jf. Romerbrevet 1,16

Opmuntret af Guds løfter i forhold til Israel og det missionsarbejde som er gjort i fortiden, vil LCJE søge at fremelske en ny generation af kompetente ledere, som, i kraft af Helligånden, kan inspirere kirken over hele jorden til at dele det livgivende budskab fra Messias med det jødiske folk indtil, som apostlen Paulus siger det i Romerbrevet 11,26, ”hele Israel bliver frelst”!

Når vi deler evangeliet, æder vi ikke hinanden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

 – indtryk fra en Lausanne-konference i Jerusalem



Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 30. september 2015

Nogle gange kan Jesus-troende i både Danmark og resten af verden fremstå, som om vi er mere interesseret i at påpege hinandens fejl og teologiske ukorrektheder, end at dele det livgivende evangelium med en døende verden. På konferencen i Jerusalem blev jeg endnu engang mindet om, hvad der er det vigtigste.

Det er varmt her på banegården i Jerusalem, hvor jeg sidder og venter på at komme til Jaffo, efter fem dage på LCJE-konference i den sydlige del af byen. LCJE står for Lausanne Consultation on Jewish Evangelism, og er netværket for jødemission under den globale Lausanne-bevægelse. Over 200 mennesker fra hele verden har været samlet for at snakke om alt fra Dødehavsrullernes indflydelse på jødemission over modstanden mod messiansk jødedom i Israel til hvordan vi bedst når den næste generation med evangeliet om Jesus som Messias.

Enige – og så alligevel ikke…

Grace Mathews, vide-leder i Lausannebevægelsen, besøgte konferencen med en stærk opfordring til forsoning. Her er hun i samtale med generalsekretær, Bodil Skjøtt.
Grace Mathews, vide-leder i Lausannebevægelsen, besøgte konferencen med en stærk opfordring til forsoning. Her er hun i samtale med generalsekretær, Bodil Skjøtt. Foto: Arne Pedersen
Det har overrasket mig hvor enig jeg var og er med disse globale kolleger fra mange steder i verden samtidig med, at jeg er dybt uenig med dem. Det er stærkt og opmuntrende at være sammen med så mange, som utvetydigt minder hinanden om, at naturligvis har også jøder brug for at høre evangeliet om jøden Jesus. Lige så frustrerende er det, at spørgsmålet om forsoning mellem de forskellige grupperinger i landet ikke fylder mere, end det gør. At man gerne vil tale om forsoning med arabere, men ikke med palæstinensere, for det er et politisk udtryk, kan for mig forekomme, afvisende og undvigende.

Men på trods af uenigheden er det vigtigt at være med – eller måske netop på grund af uenigheden er det vigtigt, at vi som netværk både inspirerer og påvirker hinanden. Vi skal ikke være bange for konflikterne, men tackle dem på den rigtige måde, så de bringer os fremad. Tuvya Zaretske, formand for LCJE understregede flere gange, at vi netop er et netværk og ikke en organisation. ”Vi har mange uenigheder, og der er med al sandsynlighed sagt meget fra denne talerstol de sidste dage, som ikke alle er enige i. Alligevel må vi omfavne hinanden i vores uenigheder, for vi har meget at give til hinanden,” sagde han på konferencens sidste dag.

Gaven var en bombe

Joel Goldberg, en af de yngre oplægsholdere på konferencen, advarede mod at normalisere troen.
Joel Goldberg, en af de yngre oplægsholdere på konferencen, advarede mod at normalisere troen. Foto: Arne Pedersen
Og givet blev der. En af eftermiddagen var dedikeret til historier om modstanden mod de messianske jøder og menigheder. Her var bl.a. Leah og David Ortiz på talerstolen. De er forældre til Ami Ortiz, som blev udsat for et bombeangreb fra en ortodoks jøde i 2008. I forbindelse med Purim-festen, hvor det er tradition at sende gavekurve til hinanden, fik familien Ortiz også en gave. Men i stedet for lækre madvarer indeholdt kurven en bombe, som sprang i hovedet på Ami. Han overlevede, men måtte efterfølgende igennem 16 plastikoperationer. Både David og Leah fortalte om den proces de som familie havde været igennem for at kunne tilgive Jack Teitel, den ortodokse jøde, som stod bag terrorangrebet. David Ortiz understregede bl.a. nødvendigheden af at være åben omkring sin tro – også selvom det koster: ”Når man forskanser sig bag høje mure i en borg, ender man til sidst med at æde hinanden,” konstaterede han med henvisning til, at vi som troende ofte kan være mere optaget af at påpege hinandens fejl frem for at komme ud med evangeliet til verden uden for.

Messiansk menighed i stormvejr

Eli Birnbaum, daglig leder af Moishe Rosen Center i Tel Aviv, var en af de få yngre oplægsholdere på konferencen. Her taler han om, hvordan LCJE kan være med til at give yngre medlemmer af netværket mere – og større – lederansvar. Foto: Arne Pedersen
Eli Birnbaum, daglig leder af Moishe Rosen Center i Tel Aviv, var en af de få yngre oplægsholdere på konferencen. Her taler han om, hvordan LCJE kan være med til at give yngre medlemmer af netværket mere – og større – lederansvar.
Foto: Arne Pedersen
Howard Bass, messiansk jøde og præst i en menighed i Be’ersheva, fortalte også om en tid med tumult og modstand for menigheden. En overgang florerede der et rygte i byen om, at den messianske menighed bortførte mindreårige og tvangsdøbte dem, hvilket naturligvis var løgn. Men det fik særligt det ortodokse miljø i byen til at vende sig mod menigheden, som oplevede at få besøg af enkelte ortodokse, som ville genere dem. Men en formiddag gik det helt over gevind, da en stor gruppe på flere hundrede invaderede gudstjenestelokalet og begyndte at blive voldelige og kaste med stolene. Efterfølgende lagde anti-missionsorganisationen Yad L’Achim sag an mod menigheden for at have angrebet dem. Dommeren gav Yad L’Achim medhold og menigheden blev dømt til at skulle betale sagens omkostninger og en bøde på over 200.000 kr. Howard Bass var meget ærlig om, at han ikke kunne se en mening fra Guds side med modstanden: ”Igennem hele forløbet har der været en virkelig stor bevågenhed fra medierne, og vi har fået gentagne muligheder for at dele evangeliet offentligt. Alligevel har jeg ikke mødt en eneste, som er kommet til tro gennem disse begivenheder,” fortalte han.

Også vi har brug for forbøn

Under de to beretninger kom jeg til at sidde og tænke på det store fokus der har været på kristne der forfølges rundt omkring i verden – særligt i de områder hvor Islamisk Stat hersker. Der har været mange opfordringer til at omslutte disse mennesker med forbøn, hvilket vi helt sikkert skal huske – ligesom vi skal huske at bede for de messianske jøder, som chikaneres og oplever modstand. Men vi har i lige så høj grad brug for, at de beder for os. For de har alle oplevet meget konkret, hvad det koster at følge efter Jesus. Vi har brug for deres mod og frimodighed for ikke at blive magelige og flygte ind i vores komfortzoner, hvor vi måske ofte undviger spørgsmål om tro og Jesus fra naboen, kollegaen, studiekammeraten eller sportsvennen.

”Beskidte kristne!”

Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt blev begge hædret på konferencen for deres indsats for LCJE gennem tiden. Her er det Kai og Susan Perlman fra Jews for Jesus, i hjertelig omfavnelse. Foto: Bob Mendelsohn.
Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt blev begge hædret på konferencen for deres indsats for LCJE gennem tiden. Her er det Kai og Susan Perlman fra Jews for Jesus, i hjertelig omfavnelse. Foto: Bob Mendelsohn.
I relation hertil er det også værd at nævne en af de yngre oplægsholdere, Joel Goldberg. Han fortale bl.a. om, at han som 10-12 årig knægt var blevet jagtet ned af gaden af de andre børn i kvarteret mens de råbte ”Beskidte kristne! Beskidte kristne!” Han var anderledes end de andre, og derfor skulle han kanøfles – præcis som den grimme ælling i andegården. Vi bliver ukomfortable i mødet med det anderledes, hvilket kan få nogle – måske særligt i den midaldrende generation – til at ”normalisere” deres tro, at tage brodden af den. ”Men normalisering kan være farlig,” forklarede Joel Goldberg. ”For det kan få os til at glemme, at vi faktisk er kaldet til at leve et liv, som er anderledes – som skiller sig ud.”

Elefanten i lokalet

Spørgsmålet om forsoning mellem jøder og palæstinensere fik desværre ikke den plads på konferencen, som nogle kunne have ønsket sig. Tidligt i konferencen blev dette spørgsmål døbt ”Elefanten i lokalet” af Lisa Loden, som kort berørte emnet den første aften.

”Konflikten mellem Israel/Palæstina er elefanten i lokalet. Vi ved alle den er her og den fylder enormt. Men at tale om den, at konfrontere den åbenlyst, synes at have for store omkostninger, synes for konfliktfyldt, synes at forstyrre for meget. Men dette er ikke Guds vej. Jesus udholdt langt mere end kontroverser og misforståelser. Som Guds folk bærer vi de samme sår og den samme smerte, som den verden vi lever i. Det uforanderlige evangelium er ikke en triumferende proklamation af, at Gud har vundet. Evangeliet er, at vi ydmygt identificerer os med en brudt menneskehed gennem opofrende kærlighed. Min bøn er, at vi i fællesskab kan genfinde det radikale og simple evangelium; at være salt og lys, at elske hinanden, og at vi sammen med ham kan blive dem, som på trods af sårene, kan bringe liv til vores folk.”

Flere andre brugte også anledningen fra talerstolen til at adressere spørgsmålet om forsoning. Richard Harvey, teologisk konsulent i Jews for Jesus og tidligere underviser på All Nations Christian College i England, kaldte spørgsmålet om forsoning ”hjertet i evangeliet.” Grace Mathews, vice-leder i den globale Lausanne-bevægelse, var også med på konferencen, hvor hun bl.a. kom med en utvetydig opfordring til forsoning mellem Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere. En af de sidste dage var der afsat en session på tre kvarter til at drøfte spørgsmålet. I sit oplæg sagde Tuvya Zaretsky bl.a. ”Jeg opfordrer kraftigt medlemmerne af LCJE til at bakke op om de initiativer, der bliver taget til forsoning mellem jøder og palæstinensere. Medlemmerne af vores netværk anerkender det stærke vidnesbyrd der ligger i at se tidligere fjender blive ét gennem troen og nåden i Jesus Messias.”

Hjertet i evangeliet er forsoning

Det er et vanskeligt emne for mange at tage op, og fristelsen til helt at lade være ligger lige for. For man kan vel med rette også spørge: Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med dette spørgsmål, når vi har til formål at række evangeliet tilbage til det jødiske folk? Spørgsmålet er legitimt og berettiget. Det kræver et svar.

Først og fremmest må spørgsmålet om forsoning adresseres, fordi evangelisation til det jødiske folk foregår i en kontekst af konflikt – det gælder i særlig grad for vores samarbejdspartnere i Israel. Det er bl.a. også det Lisa Loden er inde på i ovenstående citat. For det andet må spørgsmålet om forsoning adresseres, fordi – for at bruge Richard Harveys ord – hjertet i evangeliet er forsoning. Når Gud har forsonet sig med os – skylder vi så ikke også at forsone os med hinanden? The Bibel Land Team – sammenslutningen af de tre bibelselskaber i Israel – forklarer ofte, at de må være levende vidnesbyrd om den forsoning, som bogen de gerne vil udbrede, handler om. Hvordan kan vi ellers være et troværdigt vidnesbyrd?

Mosaikken står tilbage

Selvom den hede banegård i Jerusalem nu er skiftet ud med et noget køligere spisebord i Danmark, er det alligevel ikke så let at slå to streger under, hvad man får ud af en sådan konference, hvor man bombarderes med indtryk, ord og mennesker næsten konstant gennem fem dage. Det er og bliver en mosaik. Og motivet er måske ikke genkendeligt for andre end en selv. Alligevel står centrum klart – også på trods af uenigheder og stridigheder: At jøder har brug for at høre evangeliet om, at jøden Jesus også er deres messias. For hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller også er han slet ikke noget for nogen.

Klik her og læs mere om Israelsmissionens engagement i Lausanne-bevægelsen.

Når Israel bliver vigtigere end Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

ONE FOR ISRAEL arbejder med at møde jøder med evangeliet og uddanne fremtidens kirkeledere. De benytter særligt de digitale medier for at nå ud med evangeliet, samtidig driver de den eneste hebræisktalende bibelskole i verden. 

Eitan Bar, evangelist hos One for Israel, 25 september 2015

 Jeg er jøde. Det gør mig til 1 ud af 14.000.000.
Jeg er også født i Israel. Det bringer mig ned på 1 ud af 4.000.000.
Jeg er også en israelsk-jødisk efterfølger af Jesus Messias. Det gør mig til 1 ud af blot 7.000.
Jeg er en del af ”den tilbageværende rest” (Rom 11: 1-6). Hvilket er en svær opgave. På den ene side er der mange af mine jødiske venner, der kun kender til Jesus, på baggrund af det som rabbineren har fortalt dem. De har en tilbøjelighed til at se på mig, som om jeg har forrådt min slægt og valgt at følge en hedensk gud. Messianske jøder er ikke populære blandt store dele af det jødiske folk i Israel.

På den anden side er der flere og flere kristne, hvor deres forståelse af Guds plan for Israel er basseret på det, de ser på CNN og BBC. Hvilket bestemt ikke er positivt. Vi bliver også mindre populære blandt verdens forskellige kirker. Jeg bliver opmuntret af støtten og kærligheden til min nation fra mange af mine kristne brødre og søstre rundt omkring i verden. Samtidig bliver jeg dog trist, når de samme personer mener, at det  jødiske folk ikke behøver frelse gennem Jesus. Israel er måske et dejligt folk, men vi er ikke perfekt.

Det gør det svært som messiansk jøde at finde et ståsted, hvor vi på den ene side er forrædere eller og på den anden er vores tro på Jesus unødvendig. Vi har også brug for at få vores synder betalt, præcis ligesom alle andre. Hvis man foreslår andet, fordømmer man os til en evig adskillelse fra Gud.

Nogle elsker Israel for meget

Et godt eksempel på en der elsker Israel for meget er pastor John Hagee formand for Christians United for Israel. I sin lære promoverer Hagee den falske idé, at jøder ikke har brug for et personligt forhold til Jesus, men at de kan blive frelst ved at overholde det Gamle Testamente.

Han har tragisk sagt: ”Moseloven er tilstrækkelig nok til at kunne give en person kendskab til Gud, indtil Gud giver ham en dybere åbenbaring… Alle andre, uanset om de er buddhist eller baha’i, har brug for at tro på Jesus, men ikke jøder” Pastor John Hagee, Houston Chronicle Jeg var virkelig chokeret over hans udmelding! Hagee forstår ikke formålet med Abrahamspagten. Han forstår den som en national pagt, der ikke har noget at gøre med personlig frelse. Istedet for at forstå den således at Gud lover frelse til det jødiske folk og alle andre folkeslag. Hagee forstår heller ikke meningen med moseloven. Hvordan kan Hagee forvente, at Israel holder moseloven? Når de ikke har noget præsteskab, intet tempel og intet offersystem? Hvilket alt sammen omfatter essensen af loven, og er det eneste middel, der kan lede os til Kristus. Man kan ikke adskille Moses-pagten fra moseloven. Lovene er kun en konsekvens af pagten. Lovene kan ikke stå alene.

Pagten blev stadfæstet med udgydt blod (2. mos 24:8) og blev opretholdt af offerblodet på alteret (2. mos 30:10). Uden offersystemet kan vi ikke overholde Moses pagt. Desuden siger Bibelen, at ingen er i stand til at holde loven eller blive retfærdiggjort ved lovens gerninger (Gal 2:16). Derfor har der aldrig været nogen, som kunne opnå frelse gennem loven. Det er kun Jesu blod, der kan frelse os og fjerne synd.

Hagee går videre i hans bog ”In defense of Israel”. Hvilket ironisk nok ender ud med at være en langt større fare for Israel end en reel beskyttelse. Hagee siger: ”Det højeste formål for Jesu liv var at være et lys for hedninger.” (p. 133) Men Jesus sagde selv, at han var sendt til de fortabte får af Israels hus. (Matt 15:24)

Hagee siger: ”Der er ikke et sted i det nye testamente, der siger at Jesus kom for at være Messias…” (p. 136) Men Jesus sagde han var Messias: Kvinden sagde til ham ”Jeg ved, at Messias skal komme…” Jesus sagde til hende ”Det er mig, den der taler til dig”. (Joh 4:25-26)

Hagee siger: “Jøderne afviste ikke Jesus som Messias, det var Jesus som nægtede at være Messias for jøderne.” (p. 140) Men Jesus siger: “Fra nu af skal I ikke se mig, før i siger: velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 23:39)

Hagee siger: ”Han nægtede at være deres Messias og valgte i stedet at være verdens frelser.” (p. 143) Men Bibelen siger, ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” (ApG 2:36)

Kan I se problemet?

Det Israel du nok ikke kender

Jeg bliver som israelsk jøde bedrøvet over, at nogle kristne mener, det er fint, at det jødiske folk bliver ved med at afvise Jesus som Messias. Det er ikke kun fordi, det er vranglære. Bedrøvelsen kommer også på grund af det Israel jeg oplever, hvilket John Hagee hverken har set eller oplevet.

Jesus troede tydeligvist kraftigt på Bibelens ord. Han gjorde meget lidt ud af territorier og landområder, men gjorde et stort nummer ud af at drage omsorg for de svage. Specielt den fattige, den trængende, de ældre, enkerne, forældreløse og mange flere. Jesu budskab var ikke noget nyt. Gang på gang fortæller det Gamle Testamente, at nationen Israel skal tage hånd om sin befolkning.

Alligevel lider 1 ud af 3 israelske børn under fattigdom i dag. Israel rangerer som nummer 4 på listen over børnefattigdom i den udviklede verden. Den israelske hospitals verden er ved at bukke under for mangel på økonomiske midler og medicinsk bemanding. Israels hospitaler er registreret som nogle af de mest fyldte hos OECD. 1 ud af 4 overlevende fra Holocaust lider under fattigdom. Ved flere lejligheder det seneste år har jeg uddelt mad til overlevende fra Holocaust, som hver uge skal vælge mellem at købe mad eller nødvendig medicin. Human trafficking er på samme niveau i Israel som i den tredje verden. Sexhandlen i Israel har en årlig indtægt på op til 500 mio. dollars. Det er over 60 dollars pr. israeler. Samtidig er prostitution lovligt og let tilgængeligt i Israel. I den årlige rapport fra det international narkotika grænsekontrol i 2012 bliver Israel nævnt blandt lande, hvor der er store og mange fabrikanter, eksportører, importører og forbrugere af narkotiske stoffer. Israel er en af verdens førende nationer i forhold til abort. Der bliver dræbt 55 babyer hver dag, og vores regering understøtter dette foretagende.

Ligesom alle andre steder i verden er vores land fyldt med syndige mennesker, der desværre mangler at opdage deres behov for en frelser. (For at gøre det klart, så elsker jeg Israel, og det faktum at jeg kan kritisere min egen regering, beviser at Israel er det eneste sande demokrati i Mellemøsten. Havde jeg gjort det et hvilket som helst andet sted i mellemøsten, havde jeg nok stået ansigt til ansigt med Jesus i himlen).

Som Israels folk burde vi ikke kun sætte vores lid til regeringen eller det israelske forsvar, men have tillid til vores frelser alene. Noget af det som Guds hjerte virkelig glædes over, er ikke et flagrende israelsk flag, nye skinnende israelske tanks, eller olivenolie købt i det hellige land. Gud glædes, når et menneske vælger at følge Messias. Det vores folk virkelig har brug for er… Jesus!

Kære kristne, fra en jødisk discipel af Jesus, er min udfordring til dig ikke at elske os jøder uanset hvad, men at leve op til det bibelske mandat om at provokere os til misundelse i Jesus (Rom 11:11). Stol på det jeg siger. Jeg er et levende eksempel på, at det virkede for 16 år siden, og at det stadig virker på mange andre jøder i dag.

Oversat fra engelsk. Læs det originale indlæg her.

Læs mere om One for Israel:  http://www.oneforisrael.org/