Til oktober får vi besøg af to personer fra vores partnere i Israel, forsoningsorganisationen Musalaha. De skal undervejs i besøget både snakke med kirkegængere, gymnasieelever og teologistudernede. Her under kan du se programmet for turen i Danmark.
Onsdag den 21. oktober:
Undervise konfirmander i Holstebro
Mødes 8.-9. klasser på Den Kristne Friskole i Holstebro
Møde i pinsekirken i Herning
Torsdag den 22. oktober:
Deltager i Speakers Lounge på Menighedsfakultetet
Fællesmøde med lokale kirker i Strandby
Fredag den 23. oktober:
Taler på højskolen i Mariager
Søndag den 25. oktober:
Taler i Pinsekirken i Odense
Deltager til ungdomsgudstjeneste i Aarhus Valgmenighed
Mandag den 26. oktober:
Deltager i undervisningen på Middelfart Gymnasium
Kristkirken i Kolding kl. 19.30.
Tirsdag den 27. oktober:
Konfirmationsundervisning i Hillerød
Møde på Dansk Bibel-Institut
Taler i Engholm Kirke
Onsdag den 28. oktober:
Konfirmationsundervisning i Grønnevang Kirke
Møde i Hillerød
Præstegårdsmøde i Skævinge kl. 18.30
Torsdag den 29. oktober:
Møde i Hillerød Kirke
Det er ikke alle møder, der er offentlige – fx undervisning på gymnasier og for konfirmander. Alle kirkemøder er naturligvis offentlige. Kontakt den lokale arrangør – eller os – hvis du gerne vil høre mere om et arrangement.
I aften ved solnedgang begynder jøderens helligste dag i hele året, Yom Kippur. Dagen hvor Gud ikke blot giver soning for den enkeltes synd, men også for hele folkets. Derfor må Yom Kippur ikke blot give anledning til erkendelse af sine egne synder, men også de kollektive.
Salim J. Munayer og A. Ben-Schmuel, Musalaha, 22. september 2015
I aften faster jøder over hele verden, når de begynder at fejre Yom Kippur, Den Store Forsoningsdag. Meget er allerede skrevet om ofrene, ypperstepræsten, soningen, relationen til Jesus og hans opfyldelse af denne helligdag. Mens både det individuelle og kollektive aspekt er vigtigt, så handler Yom Kippur ikke blot om individuel anger over for Gud, men også kollektiv anger for ikke at leve op til Guds hellighed – også når det kommer til et nationalt perspektiv.
I Moseloven ser vi, at Israels kald til hellighed ikke blot er en status, men også en opgave. Da Israel bliver helliget, må det også praktisere Guds hellighed, og for at det kan gøre det, må det være retfærdigt. Hele vejen igennem Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud bliver vred over uretfærdigheden og straffer på baggrund af den. Når Gud kalder os til hellighed, kalder han os til at være retfærdige.
Det er let at ignorere uretfærdighed, men dette er ikke en mulighed for os. I 3. Mosebog kapitel 16 giver Gud anvisningerne omkring Forsoningsdagen. En af anvisningerne finder vi i versene 29 og 31, at man skal “spæge sit legeme”. Nogle gange er det samme sted oversat med “at nægte sig selv noget”, men denne oversættelse opfanger ikke omfanget af verbet לענות, som forstås bedre som at “forårsage sig selv smerte” – noget vi forstår i konteksten af at ransage og undersøge os selv. På denne helligdag bliver vi mindet om, at Gud kalder os til hellighed. For at nå dertil, for at handle retfærdigt, må vi også se indad, omhyggeligt, smertefuldt og kritisk, for at se hvor vi ikke lever op til Guds kald, og for at beslutte os for at gøre op med det.
Uanset om du fejrer Yom Kippur eller ej, vil jeg gerne udfordre dig til at overveje disse tre aspekter af vores ansvar over for Gud:
Anerkend forbindelsen mellem hellighed og retfærdighed. Når du læser Bibelen i din daglige andagt, så vær bevidst om, hvordan Gud kalder os til hellighed, som han er hellig, hvordan han revser vores fiaskoer, og hvordan han kalder os tilbage til sig selv, for at “handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre” med ham (Mika 6,8). Hvis hellighed og retfærdighed er forbundet, hvordan handler vi så retfærdigt i vores hverdag?
Forson dig med dine kristne brødre og søstre inden du kommer til Gud. Når vi træder ind foran Gud, må vi huske Jesu ord: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” (Matt 5,23-24) Før vi kan komme til Gud og bringe et offer eller søge hans tilgivelse, må vi først forsone os med dem i vores omgangskreds eller samfund, som vi har gjort uret. Hvilke relationer i vores liv har brug for forsoning, tilgivelse og anger?
Husk de nødlidende. Guds bud omkring de nødlidende rækker ud over vores eget nærmiljø. Gennem hele Bibelen ser vi konstant påbudet om at huske på den svage og den fremmede. Der er mange svage og fremmede i vores verden i dag, som er nødlidende. Hvilken rolle kan vi spille, så vi er med til at lindre denne nød?
Denne Yom Kippur vil jeg opmuntre os alle til at sætte tid af til refleksion. At vi må tage den tunge opgave på os, at ransage os selv. Lad os sætte tid af til at overveje, hvordan både vi selv og vores lande behandler andre. Handler vi retfærdigt? Er vi hellige i vores handlinger? Hvis vi ikke er det, så lad os udstikke en ny kurs og søge måder, hvor vi rent faktisk kan være det. Hvis vi er det – så lad os holde ud og fortsætte! Sådanne handlinger er ikke lette, men de er hellige, og de er retfærdige.
Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 18. september 2015
Det Musalaha ønsker med deres arbejde, er at skabe forsoning mellem palæstinensere og israelere. De arbejder primært mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder. Gennem det arbejde ønsker de at afspejle Jesu kærlighed og bud om at elske sin næste som sig selv. Det er en problematisk og udfordrende proces for begge parter pga. af store kulturelle og politiske skel, samtidig med at den anden part bliver gjort til fjenden. Musalaha tager budskabet om, at vi er ”et i Kristus” alvorligt. Derfor skal palæstinensere og Israelere mødes som brødre og søstre uanset, hvor meget had man har til modparten. Mange af Musalahas projekter er målrettet børn og unge for at udruste den kommende generation til ikke at se fjender, men venner. Det sker gennem leg, dialog og tilbedelse af Gud.
Denne sommer har Musalaha afholdt sine årlige sommerlejre. På en af lejrene, kom der 100 børn og 40 frivillige ledere med. De kommer både fra kristne palæstinensiske hjem og kristne israelske hjem. Mange af dem der kommer, er gengangere fra tidligere år, og i det øjeblik de træder ind på lejren, er det som om, at der bliver forsat fra der, hvor de slap sidste sommer.
Denne sommer oplevede Shadia Qubti Musalahas ungdomssekretær en forandring fra den tidligere sommerlejr. Den tidligere sommerlejr foregik i 2014 under Gaza-krigen, og hele lejren var nødsaget til at søge ly for raketterne når sirenerne begyndte. Denne sommerlejr var der ikke den samme frygt for krig tilstede, samtidig var de tidligere psykiske sår kommet på afstand og begyndt at hele. Dette giver en god begyndelse for nye venskaber og en bedre mulighed for forsoning.
Selv under de nuværende forhold måtte Shadia Qubti flere gange møde fordomme fra børnene, som er præget af distancering fra de andre.
En dag mistede Matty sine svømmebriller på et af værelserne, hvor de boede på tværs af etnicitet. Han kiggede på en af lederne og sagde, ”de tog dem”! Lederen vidste, at han mente palæstinenserne på værelset. Han spurgte ham udfordrende, ”hvem er de, der er ikke nogen de herinde”. Matty forstod, hvad der var galt. Han vidste, at han havde gjort dem til de andre og stillet dem udenfor fællesskabet. Han korrigerede sit svar til ”Ikke dem, men måske nogen af mine værelseskammerater har taget dem”. Matty lærte en vigtig lektie, ikke at lade stereotyperne bestemme at det er ”os” og ”dem”, men at vi er en gruppe af kristne, som ønsker fællesskab med hinanden.
Rami en af de palæstinensiske drenge blev en dag kaldt forræder af Yosef, fordi han legede med en af de israelske ledere. Rami var knust over Yosefs hån, at blive kaldt forræder af en anden palæstinenser er en meget seriøs krænkelse. For en almindelig voksen palæstinenser ligger der en accept af den israelske besættelse i blot at blive set sammen med en israeler. Situationen blev løst, Yosef var jealoux over ikke at kunne lege med sin kammerat, og de kunne genoptage legen med den Israelske leder efter fornærmelsen. Selvom konflikten nemt blev løst, var det stadig en klar måde at give udtryk, selv for en knægt, på den afstand der ligger mellem de to grupper.
Konfliktens fordomme og historier bliver også båret med ind i lejr-fællesskabet. Men trods forskellen mødte både Remi og Yosef den israelske lejrleder gennem leg. Men som en Israelsk leder siger: ”Når jeg ankommer på lejren, glemmer jeg de ting, der gør os anderledes og adskiller os, og vi bliver en stor familie”.
Shadia og de andre ledere oplever hvert år, at selv om der raserer fjendskab, så kan børnene se alle deltagerne i Guds store familie. De håber og beder til at disse vigtige relationer er en vej til håb og fred.
Heidi Tohmola, grafisk designer, Caspari Centret, 11. september 2015
Søndag aften begynder det jødiske nytår, Rosh Hashanah. Men hvorfor skal vi som kristne være optaget af en jødisk fest, som endda fejrer nytår alt for tidligt? Her gør Heidi Tohmola fra Caspari Centeret sig nogle overvejelser om, hvordan de jødiske fester kan være med til at berige vores kristne liv.
Denne sommer har Hamas publiceret nogle videoer fra sine ungdomslejre i Mellemøsten. Blot 100 km. fra Jerusalem har Hamas helt bogstaveligt drevet kamptræning for børn. Drengene blev trænet i at hoppe igennem brændende hjul, lade deres geværer i højt tempo og at kravle med geværerne gennem trange støvede gange.
Jeg undres over, hvordan Hamas motiverer deres næste generation. Bliver børnene simpelthen ikke givet noget valg. Jeg blev trist, da jeg så disse alvorlige små ansigter, selv om nogle af dem virkede som om, de var stolte af at havde fået en ”vigtig rolle” af sine højt respekterede ledere.
Min pointe handler ikke om politik, men om at være godt forberedt. Hvordan kan vi forbedrede og undervise vores børn som vokser op i dag? Paulus skriver i et af sine breve om at kende fjendens planer (2 kor 2,11). Jeg er sikker på, at vores fjende ikke først og fremmest er Hamas eller IS, et andet land eller et andet menneske, men Satan.
Fjenden er der selv om vi fristes til at overse eller give ham et politisk navn. Men hvor meget bør vi fortælle vores unge om ”åndelig kamp” eller om den igangværende konflikt?
For mange år siden var jeg på en børnelejr i Negev ørkenen sammen med en messiansk menighed. En sen nat blev alle børnene vækket. ”Fjenden er her, alle skal vågne NU”! Råbte en af lederne gennem højtaleren. På få minutter var alle lysvågne. De skræmte børn blev alle samlet på en mørk plads. Jeg var chokkeret. Jeg tænkte, det her traumatiserer børnene, men senere skiftede jeg mening.
Senere fik de skræmte lejrdeltagere at vide, at alt var i orden, men de havde lært en vigtig lektie. Hele episoden skulle minde dem om, hvordan jøderne oplevede påskenat, da de i al hast måtte flygte fra Egypten.
Da lejren var ovre, var det denne oplevelse som børnene mente, var det bedste ved hele ugen, og traditionen fortsætter. Børnene venter på denne specielle nat mere end noget andet under hele lejren. Børn ønsker at blive forberedt på virkeligheden på en tryg måde.
Mange jødiske fester lærer os ”at være åndeligt forberedt”. I disse dage kommer Rosh Hashanah. Den første af de højhellige dage. Det bibelske navn er ”Yom Teruah” – Trompeternes fest. Festen handler ikke om trompeter, som vi kender dem fra moderne orkester eller musikkorps, men om en shofar – et gammelt instrument lavet af et bukkehorn, som stadig bruges i religiøse sammenhænge. I bibelsk tid blev hornblæsningen forstået som et kald til omvendelse og anger. Det var en påmindelse om, at man snart skulle stå frem for Gud.
Jeg synes, at troende bør forberede børnene på det virkelige liv. Vi skal selvfølgelig ikke bruge de samme midler som Hamas, men vi bør hjælpe børnene i at få en stærk tro og lære dem at bede. For eksempel laver en messiansk menighed sine egne specielle bønnehæfter til hvert barn. En anden menighed lærer børnene at memorere praktiske og kraftfulde bibelvers, og at bruge dem i dagligdagen. Børnene bliver opmuntret til at vidne for sine ikke troende venner til trods for mulig modstand eller decideret udstødning. Det handler om at frygte Gud, ikke mennesker, og om at stole på hans kærlighed og magt, ikke menneskelig visdom.
Meget af Caspari-centerets arbejde forbereder på en eller anden måde de troende på fremtiden. Nogen gange gælder det praktiske ting, andre gange ved at dykke dybt ned i teologiske eller historiske temaer. Alt arbejde i den messianske bevægelse handler om at forberede de troende og udruste dem med Guds fulde rustning og åndelige shofarer, stemt og klar til brug!
Lad mig begynde med at ”sætte scenen”. I 2. Mos. læser vi om, hvordan forfædrene var samlet ved Sinai-bjerget lige før de modtog Loven. Nogle uger forinden havde Gud frelst os fra Faraos slaveri ”med stærk hånd og løftet arm.” Han udøste sine plager over Egypten. Han ledte os gennem Det Røde Hav, mens han begravede vores forfølgere i vandmasserne. Nu havde vi så slået lejr ved foden af Sinai, mens Moses besteg bjerget for at modtage yderligere befalinger fra Gud. Det var der, Gud sagde til Moses:
Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. (2. Mos 19,3b-6a)
Med udtrykket, ”kongerige af præster”, fastslog Gud intet mindre end vores nationale eksistensberettigelse. Men for at forstå hvad Gud fortalte os, må vi først forstå, hvad dette centrale udtryk betyder. Hvem var præsterne og hvad lavede de?
I tidlige tider havde præsterne primært to opgaver. De fortalte mennesker om Gud, og de gik i forbøn for folket hos Gud. Eller for at sige det på en lidt anden måde: Præsterne fortalte mennesker om Gud, og de fortalte Gud om mennesker. Hvis hele Israels folk var kaldet til at være et kongerige af præster, må vi stille os selv et spørgsmål: Hvilke andre folk skulle vi fortælle om Gud, og for hvilke andre folk skulle vi gå i forbøn? Hvem er der tilbage? Alle øvrige folkeslagene på jorden! For at sige det enkelt: Kaldet til at være et kongerige af præster indebar intet mindre end et kald til et liv i mission. For således elskede Gud verden, at han kaldte et specifikt folk til at fortælle alle andre om sig selv og til at gå i forbøn for disse folk. På Sinai modtog vi mere end blot Moseloven. Vi modtog et mandat til mission, rodfæstet i Guds kærlighed til alle folkeslag og i hans længsel efter at se kendskabet om ham gå ud til alle mennesker på jorden.
Gud havde planlagt at skabe et kongerige af præster – et folkeslag af fortællere og forbedere, budbringere og mellemmænd – så at alle andre folkeslag kunne lære ham at kende og komme og tilbede ham. Han dannede os som et folk for at proklamere sin kærlighed til verden. Han kaldte os til at være vidner i verden. Dette mandat til at være et fællesskab af vidner går gennem hele vores historie – helt tilbage til kaldelsen af Abraham. For…
Da Gud kaldte Abraham…
…havde han et vidnesbyrd for hele verden i tankerne.
Gud kaldte Abraham med følgende ord:
Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. (1. Mos 12,1-3)
Hvordan var Abrahams efterkommere udvalgt til at velsigne verden? Apostlen Paulus havde en forståelse af dette og skriver om os jøder:
…de har fået Guds ord betroet…de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Rom 3,2; 9,4-5)
Jeg bliver rigtig glad, når jeg tænker på alle de kristne, som har fortalt mig, at takket være det jødiske folk er verden blevet velsignet med så meget kunstnerisk talent, så mange intellektuelle bedrifter og så meget videnskabelig fremgang. Men hvor meget jeg end beundrer Chagall, og hvor meget jeg end sætter pris på Spinoza, og hvor taknemmelig jeg end er for poliovaccinen, så må jeg erkende, at disse og andre ”jødiske velsignelser” alle er sekundære i forhold til, hvad Gud havde i tankerne. Paulus forklarer i versene ovenfor, at Gud udvalgte sit folk til at velsigne verden med kendskabet om ham: Først gennem det skrevne og indhuggede ord (Guds ord), og dernæst og ultimativt, gennem den inkarnerede åbenbaring (Ordet der blev kød). Gennem det jødiske folk gav Gud verden skrifterne og dernæst Messias, som skrifterne vidner om. Og således, indeholdt i kaldet til Abraham, ser vi et glimt af Guds hjerte for jordens folkeslag og af Guds løfte om at danne et folk, som skal være vidner til hele verden.
Der har boet jøder i Danmark i mere end 400 år. Med jævne mellemrum blusser der dog debatter om, som relaterer sig til det jødiske samfund i Danmark. Disse debatter viser, at danskerne kun er for religionsfriheden, hvis den ikke har praktiske konsekvenser, mener overrabbiner Jair Melchior.
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 24. august 2015
Jair Melchior blev født i Norge, men familien flyttede allerede til Israel, da han var tre år, så det er her, han er vokset op. Han kommer ud af en lang rabbinsk tradition, da både hans far, Michael Melchior, og farfar, Bent Melchior, har været overrabbinere. Nu står han så selv, i en alder af 32 år, i spidsen for det jødiske samfund i Danmark.
Da Jair Melchior for to år siden flyttede til Danmark for at efterfølge Bent Lexner i overrabbinatet fik han det, han selv kalder en velkomstgave: Debatterne om rituel slagtning og omskæring. Det var overraskende for Jair Melchior:
”For mig har Danmark altid stået som et forbillede, når det kom til jøder. Det er ikke kun et billede, jeg har fra redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig, men også hvordan det danske samfund har behandlet jøderne i dagligdagen. Da jeg selv kom til landet, så jeg desværre den grimme side af Danmark,” fortæller han og afslører med både kropssprog og stemmeføring, at meget er på spil i disse spørgsmål.
Jair Melchior foran alteret i synagogen i København. Foto: Arne Pedersen
Religionsfrihed har konsekvenser
”For mange danskere handler religionsfrihed om, at hvis man tror på en eller anden mærkelig gud, så må man gerne spilde sin tid på det. Men det er en kæmpe misforståelse. Religionsfrihed handler i bund og grund om minoritetsbeskyttelse. For når man har med en minoritet at gøre, handler det ofte om religion,” mener overrabbineren.
Jair Melchior forklarer, at det som bekymrer ham mest ved forbuddet mod rituel slagtning er, at det mest er et principielt forbud uden praktiske konsekvenser. Det hænger sådan sammen, at det jødiske trossamfund altid har importeret deres kød, og det vil de blive ved med. ”Dermed siger politikerne: Vi er meget tolerante overfor dem, som er præcis som os, og hvis nogen vil komme her, så skal de være præcis som os. Når jeg taler om jøderne, som har boet her i over 400 år, kan det lyde mærkeligt, at jeg bruger udtrykket ”de som kommer her til.” Princippet var vigtigere end religionsfriheden. Ja, man er for religionsfrihed, men kun hvis det ikke har konkret betydning.”
Det ærgrer også overrabbineren meget, at man valgte at gennemføre forbuddet inden det jødiske trossamfund var blevet hørt. Først bagefter inviterede man til dialog, hvilket Jair Melchior mener er den forkerte rækkefølge at gøre tingene i. ”Men ja, det var altså min velkomstgave fra de danske politikere,” smiler han.
Mindeplade for Dan Uzan foran synagogen i København. Ordene på pladen er valgt af Dan Uzans far. Foto: Arne Pedersen
Slut med jødisk liv i Danmark
Nogle måneder senere blussede debatten om omskærelse op. Her sad Jair Melchior med den samme fornemmelse af, at det jødiske samfund ikke blev hørt som minoritet. ”Det er en debat, som afspejler et flertal, som ikke kan forstå mindretallets kultur,” mener han. Han har ingen forventning om, at danskerne skal have et dybt kendskab til jødiske skikke og ritualer eller til den jødiske religion, men han ønsker, danskerne skal kende konsekvenserne af debatten. ”Debatten skubber jøderne udenfor,” mener han og sigter dermed til, at danske jøder italesættes – i kraft af omskærelsesdebatten – som værende anderledes end andre danskere, som ikke omskærer deres børn. ”Der bliver sagt til jøder i Danmark: I kan kun være her, hvis I er ligesom os,” konstaterer overrabbineren.
”Hvis forbuddet vedtages bliver det afslutningen på jødisk liv i Danmark,” mener Jair Melchior og uddyber: ”Det betyder ikke, at alle jøder flygter, men de som bliver, vil ikke have en stærk jødisk identitet eller være praktiserende jøder – så jødisk liv vil forsvinde i Danmark. Vi vil kunne lukke synagogen den samme dag. For mig er Danmark ikke et hjem, hvis Danmark siger nej til minoriteter. Så ønsker jeg ikke Danmark som mit hjem. Det er det, der er mit problem – ikke det tekniske.”
Overrabbineren fremhæver igen majoritetens ansvar overfor minoriteten i et demokratisk samfund: ”Demokrati handler om den måde du ser på dine minoriteter. Der er for mange der forstår demokratiet forkert – hvordan beholder flertallet magten? Der følger et ansvar med,” understreger han.
Der er konstant politi foran synagogen i København. Foto: Arne Pedersen
Angreb gav sammenhold
14. og 15. februar blev København og resten af Danmark rystet af terrorangrebene på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade. Jair Melchior fortæller, at han fornemmer resten af samfundet har ændret syn på det jødiske samfund efter angrebet.
”Før angrebet følte jeg mig respekteret som menneske, men ikke som jøde,” fortæller han og uddyber: ” Efter angrebet følte vi en kæmpe støtte. Det var tydeligt, at danskerne ikke kun støttede det jødiske samfund af principielle årsager. Det var en af deres egne, som var blevet dræbt.”
Jair Melchior bliver rørt, når han fortæller om angrebet, og de reaktioner der kom efterfølgende. ”Mængden af blomster var ufattelig. Den måde alle kom på – politikere fra alle partier. Statsministeren viste sin støtte, og det var ikke kun officielt, men også personligt. Dybt fra hjertet.”
Jair Melchior har boet i Israel siden han var tre år gammel. Derfor er han heller ikke uvant med terror. ”Det er første gang jeg oplever terror i en situation, hvor jeg var ansvarlig for andre mennesker end min familie. På det personlige plan har jeg desværre for meget erfaring på området. Det er ikke første gang, jeg mister en ven til terror,” fortæller han og stirrer stille frem for sig i et stykke tid, inden han fortsætter: ”Menigheden støttede hinanden gennem det hele. Anden aften samlede vi menigheden i synagogen. Ikke for at holde gudstjeneste eller have mindesamvær – vi havde bare brug for at være sammen. Vi åbnede for spørgsmål, så alle kunne få klarhed over, hvad der var sket.”
Netop menighedens øgede sammenhold er blevet meget tydelig for Jair Melchior. Der kommer flere til arrangementerne i både synagoge og det jødiske hus nu end før angrebet. ”Hvis de vil gøre os svagere, har terroristerne valgt den forkerte taktik,” konstaterer han.
Zionisme og konflikten i Mellemøsten
Når snakken falder på angrebene andre steder i Europa, hærværket på Carolineskolen i løbet af sidste sommer og forårets reklamer på busser i København, som også førte til busafbrændinger, mener Jair Melchior at kunne konstatere, at disse begivenheder har rod i konflikten mellem jøder og palæstinensere: ”Angrebet på Carolineskolen og bus-skandalen er antizionisme, som bliver rettet mod os som jøder. Vi er jo zionister, og det er ikke nemt at adskille jøder og zionister. Vi skal være bedre til at forklare, hvad zionismen egentligt er. Næsten alle de angreb, som foregår mod jøder i Danmark og i Europa, er rettet mod Israel. Hvis man vil angrebene til livs i Europa, skal man løse Mellemøstkonflikten,” mener han.
Snigende antisemitisme
Jair Melchior forklarer, at det ikke er de åbenlyse angreb, der bekymrer ham mest. ”De skal naturligvis bekæmpes,” konstaterer han meget nøgternt. Det er mere den antisemitisme, som kan komme snigende ubemærket ind i samfundet: ”Man går altid efter dem, som er anderledes. Det er ikke altid, man fx i omskærelsesdebatten er motiveret antisemitisk i sine argumenter eller holdninger, men derfor vil et forbud mod omskærelse stadigvæk være en antisemtisk handling. Og det er vigtigt, de forstår det!” forklarer Jair Melchior passioneret. ”Det kan godt være politikerne siger: ”Vi ønsker det bedste for alle mennesker!” Men nej, I ønsker ikke det bedste for mig, når I vil forbyde omskæring.”
På spørgsmålet om hvad vi kan gøre for at bekæmpe antisemitismen i Danmark peger Jair Mechior først og fremmest på måden Israel og jøder fremstilles i medierne. ”Det er ikke fordi, jeg vil forsvare alle Israels handlinger. Jeg er selv en stor kritiker af den nuværende premierminister, Netanyahu,” afslører han. ”Men usandhederne må modsiges,” erklærer han. ”Når en journalist fx portrætterer danske jøder som ekstreme bosættere, så er det ikke bare dårlig journalistik – men også faktuelt forkert,” mener Jair Melchior og fortsætter: ”Hvis det er det billede, som præsenteres af os, forstår jeg godt, hvorfor danske palæstinensere kommer til at hade os.”
Han afslutter med igen at fremhæve omskærelsesdebatten: ”I denne debat skal det ikke være os jøder, som forsvarer os selv. Det skal være danskere som siger: Hvordan kan i tale sådan om vores jøder i Danmark? I må vise den anden side af Danmark. Så majoriteten måske kan få en forståelse for, hvordan det er at være minoritet.”
Der blev endnu engang afholdt Holmsborg Bibelcamping i uge 30. Og endnu engang var både Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge godt repræsenteret. Selvom Bodil Skjøtt og Kai Kjær-Hansen havde sagt nej til at holde bibeltimer for 18. år i træk, var der stadig undervisning for både børn, unge og voksne med israelsmissionspræg. Selv indtægterne fra sponsorløbet blev i år delt mellem KFUM-Ks ydremissionsprojekt og Israelsmissionens Unges “Sport for fred” på Vestbredden. Vi siger endnu engang tak for en god uge med god forkyndelse, nært fællesskab og dejlige oplevelser. Se billeder fra ugen her under – klik på det første for at få vist i stor format.
David Serner – præst ved Den Danske Kirke i Jerusalem – stod for familiegudstjenesten på lejren.
Nadver i børnehøjde.
Der var ikke altid helt enighed om, hvilke fagter der skulle bruges hvornår :-)
Vi var ikke helt så heldige med vejret i år, som tidligere.
Hans Jørgen Østerby leverede en fremragende familieaften – for både børn og voksne.
Bekymrede miner mens tryllekunstneren er i aktion.
Det blev også til gode bibelfortællinger…
…og lidt bugtaleri.
Børnene sang til flere aftenmøder.
Sponsorløb til fordel for KFUM-Ks projekt i Myanmar og Israelsmissionens Unges projekt “Sport for fred” på Vestbredden.
Gabriel var ansvarlig for cirka halvdelen af de over 24.000 kr. der blev samlet ind.
Undervejs var der “benspænd” – bl.a. skulle deltagerne stoppe op og læse et vers fra Bibelen.
David Serner holder aftenmøde i teltet.
Anne-Mette og Jeppe Ladegaard skal til Jerusalem som kirkevolontører til september. Det blev markeret ved forbøn i teltet.
Andreas Østerlund Nielsen (billedet) og Niels Nymann Eriksen stod for bibeltimerne om formiddagen.
Flot view ud over Holmsborg med havet i baggrunden.
Der er ikke meget, der slår en solnedgang ved Vesterhavet.
I Tel Aviv-bydelen Florentin ligger Moishe Rosen Center, som drives af Jews for Jesus. Florentin er en hip bydel for fortrinsvis unge israelere, og Moishe Rosen Center har helt fra begyndelsen været fokuseret på, hvordan stedet kan være relevant for de unge og bidrage positivt til livet i bydelen. Det gør de bl.a. ved at afholde kunstudstillinger, som den Eli Birnbaum, leder af centeret, fortæller om her under.
Eli Birnbaum, 4. august 2015, Moishe Rosencenter
Endnu engang har vi afholdt kunstudstilling her på Moishe Rosen Center: ”Indien med den rejsendes øjne” var en udstilling af femten forskellige fotografers og en tegners billeder. Vi åbnede vores døre og lagde lokaler til en udstilling, som enhver, der har været i Indien, ville elske. Vores formål med denne udstilling og andre arrangementer er at være relevante som et fællesskab af Jesus-troende jøder. Derudover vil vi være aktive i vores bydel og være en del af kulturen.
En af fotograferne havde lavet research om Messias-forestillinger til et kunstprojekt. Der opstod en ret spændende samtale, da vi forklarede, at vi mener, at Messias allerede er kommet og at han, Jesus, har forandret vores liv. Hun ønsker at udstille det endelige projekt her i Moishe Rosen Centeret.
Alle fotograferne kom hen og fortalte os, hvor glade de var for, at de kunne udstille på stedet. Vi fortalte alle, at vi er Jews for Jesus, og at centeret er opkaldt efter grundlæggeren, en amerikansk jøde som kom til tro på Jesus som Messias. Vi forklarer også, at vi naturligvis afholder egne arrangementer i bygningen, men at vi også ønsker at stå til rådighed for lokalsamfundet. (Dette er ofte overraskende for andre, som er vant til at tænke på religiøse mennesker, som meget indadvendte og ikke specielt involverede i mennesker omkring dem.)
201 mennesker besøgte udstillingen, og 177 af dem var jøder, som endnu ikke tror på Jesus. Vi havde længere samtaler med 30, hvor vi både åbnede Bibelen og forklarede, hvorfor vi tror, Jesus er Messias. Men stort set alle som kom blev mødt med evangeliet i en eller anden grad.
Vær med til at bede for kunstnerne og for dem som besøgte udstillingen – at de må få lyst til at vende tilbage til Moishe Rosen Center for at finde ud af mere om, hvem Jesus er.
Artiklen er oprindeligt fra Jews for Jesus’ nyhedsbrev.
En nordisraelsk landsby kæmper med etniske spændinger og religiøse uenigheder. Musalahas kvindegruppe har derfor besøgt landsbyen for at bede for dens indbyggere og lytte til deres problemer. Det har været en stærk oplevelse, fortæller lederen af Musalahas kvindeafdeling.
For nylig modtog jeg et telefonopkald fra præstens kone i en nordlig landsby tæt på Karmiel (by i Galilæa). Hun ringede for at spørge Musalahas kvindegruppe, om vi ville bede for landsbyen. Denne landsby er en blanding af muslimer, kristne, drusere og beduiner. Der er traditionelle kirker og evangeliske kirker i det kristne miljø, og der er mange spændinger mellem de forskellige religiøse grupper og mellem kirkeretningerne internt. Denne kvinde demonstrerede mod i og med hun ringede til mig med hendes bøn.
Vi organiserede en bønnevandring med israelske, jødiske troende sammen med israelske, palæstinensiske kristne i landsbyen. Det må have været et mærkeligt syn for dem, der så os: israelske jødiske fremmede, der kom ind i deres lokale kvarter, mens de gik sammen med israelske, palæstinensiske kristne. Vi gik gennem flere områder i landsbyen og bad for nåde og fred. Vi stoppede og læste i biblen undervejs.
Vi hørte historien om, hvordan en lokal evangelikal leder og hans kone er syge, og derfor er deres kirke lukket ned. Vi mødtes med en kvinde i landsbyen, som delte hendes personlige kampe som alenemor med os. Vi besøgte også en evangelikal kirke, der for nylig er blevet delt og efter den oplevelse lider den under sladder og rygter. Ved at høre om de kristnes behov i landsbyen, kunne vi bedre bede for dem. Det var en bevægende dag i fællesskab og i fælles forbøn, mens vi stod sammen som søstre i Kristus.
En bønnestund mellem troende af forskellig kulturel og etnisk baggrunde lyder måske banalt og let. Det burde det også være, men det er ofte ikke tilfældet. Denne oplevelse bekræfter, at vores liv er flettet ind i hinanden, og vi kan støtte hinanden på tværs af kulturelle og etniske skel. Dette er en del af Musalahas kald. Det kræver mod, en stor indsats og overbevisning fra vores kvinder, men den tid og den bøn, som vi investerer, kan flytte bjerge.
For første gang har de Evangeliske Tyske Kirkedage taget messiansk jødedom op til debat. Et tema, som tidligere har været no-go. I 1999 besluttede præsidiet, at ”messianske grupper ikke har tilladelse til aktiv deltagelse på Kirkedagene”. Men alligevel blev den jødisk-messianske teolog Richard Harvey fra England inviteret til Stuttgart for at tale om den messianske bevægelse. Her introducerede han, hvordan den messianske bevægelse ser ud og hvilke udfordringer kirken står med i dag, når de skal forholde sig til den.
På Israelsmissionens hjemmeside har vi tidligere omtalt, at messianske jøder ikke var velkomne på de tyske kirkedage, da Kirkedagenes præsidie mener, at alle missionske tiltag mod jøder ses som et negativ bidrag til den jødisk-kristne dialog. Alligevel blev det kontroversielle emne taget op af et panel, der repræsenterede både messianske jøder, den kristne kirke og jøderne. Panelet bestod af teologen Richard Harvey, biskoppen Ralf Meister og den jødiske professor, Micha Brumlik.
Hvad er den messianske bevægelse?
De messianske jøder er en relativt ung bevægelse, der primært opstod tidligt i 1800tallet i England og USA. Nutidens messianske jøder findes i England, Israel og USA og i Europa står de særligt talstærke i Østeuropa. Det er jøder, som ønsker at se Jesus som messias, men stadig vil bevare deres jødiske identitet. Hvordan de udlever deres jødiske kultur er meget forskelligt og strækker sig fra streng loyalitet overfor Toraen (Moseloven) til liberale jøder, som hverken spiser kosher eller bliver omskåret.
Forholdet mellem messianske jøder og kristne
Richard Harvey beskrev messianske jøder, som “the missing link” mellem jødedom og kristendom. Han gennemgik den lange historie med forfølgelser af jøder og udelukkelse fra samfundet for at give en forståelse af modstanden fra Jesus-troende jøder mod at definere sig selv som “kristne”. “I kan ikke dømme ofrene for en adskillelse, som I selv har skabt,” udtalte han. Richard Harveys pointe var, at messianske jøders modstand mod at blive en del af kirken har sit ophav i den smertefulde historie.
Begyndelsen på en dialog
Kirkedagene er et firedages arrangement med mere end 100.000 mennesker, der kom forbi Stuttgart. Der var et stort program af aktiviteter, der dækkede næsten alle aspekter af det kristne liv.
“Mødet gik rigtig godt,” udtaler Richard Harvey, “Jeg synes det var et bemærkelsesværdigt gennembrud, som vil lede til en fortsat diskussion om involveringen af messianske jøder i jødisk-kristne relationer generelt og især på De Tyske Kirkedage. Jeg var i stand til at svare på mange af indvendingerne og publikum, der bestod af over 750 mennesker, var meget opmærksomme og gav til sidst et taknemmeligt bifald.”
Han tilføjer: “Jeg opfattede meget skyldfølelse, vrede og smerte fra fortiden, og jeg forsøgte at tage fat på disse følelser og ikke bare blive på den overfladiske del af diskussionen.”
Endelig konkluderer Richard Harvey: “Jeg håber, at diskussionen vil fortsætte. De tilstedeværende messianske jøder og gruppen, der har bedt for og forberedt dette møde var alle meget glade for det.”
