Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Præster rejste berigede hjem

I otte intense dage har 14 præster og provster været på studieturen “Prædiken i kontekst” sammen med Bodil Skjøtt og Arne Mårup i Israel. Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa og var med på turen, fortæller:

”Studierejsen til Israel var en oase af skønhed, indsigt og visdom. Jeg tror, den får varig betydning for mit prædikenarbejde.”

Præsterne fik undervisning om Israel og den bibelske kontekst af Bodil Skjøtt, og Arne Mårup indførte deltagerne i forskellige metoder til at skrive og opbygge prædikener.

Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj, har helt sikkert fået et stort udbytte af turen. Det skyldes særligt “en kombination af faglige input, andagter, at være på stedet, at være sammen og at få konteksten ind i kroppen gennem gåture og samtaler,” fortæller han.

Eva Thorgaard Jerg, der er sognepræst i Christianskirken i Fredericia, fortæller sådan her om udbyttet af turen:

“Nu har jeg, trods corona, allerede skrevet de første to onlineprædikener, inspireret af turen. De bliver næppe de sidste. Med Bodil Skøtt som et utrætteligt omvandrende google, hvor intet spørgsmål forblev ubesvaret og med Arne Mårup, udstyret med tømrerblyanter og andre prædiken-kickstartere blev det en intens oplevelse på alle parametre. Jeg håber, I vil udbyde kurset igen, så mange flere præster må få glæden af det. Og jeg melder klar igen. Helst uden coronakrise. “

Ole Rasmussen, der er provst i Lemvig, fortæller, at det var et rigtigt godt kursus. Hans udbytte af turen blev stærkt betinget af samspillet mellem de to undervisere, og han fortæller hvordan eksempelvis det, at skulle arbejde med prædikenforberedelse med en tømrerblyant i Israel, satte nogle gode refleksioner i gang, og på samme måde åbnede den geografiske indsigt op for nogle nye perspektiver på bibelteksten. Han fortæller:

“Pludselig har jeg både en geografisk og en teologisk forståelse for, hvorfor det betyder noget, at Jesus gik over Kedron-bækken.”

Alt i alt har deltagerne haft en berigende tur, som kan berige prædikenskrivningen i et godt stykke tid fremover. Og heldigvis nåede deltagerne sikkert hjem igen, før Corona-virussen for alvor brød løs.

Er du selv forkynder eller præst, og har du lyst til at komme afsted og blive skarpere på dine prædikener, så skriv endelig til kontor@israel.dk.

Torah-portion: Gud går med

Ugens portion: 2. Mos. 30,12-34,35. 

I dag er det lørdag, og de fleste af os holder weekend. Det er en weekend, som for mange af os føles helt anderledes. For i onsdags skete der noget, hvor uden at overdrive kan vi sige, at det var historisk. Danmark blev lukket ned for at afbryde covid19 i at sprede sig. 

Jeg har derfor arbejdet hjemme de sidste par dage, og det har du måske også. Du har måske haft dine børn hjemme, og du har måske været ramt lidt af en følelse af, at din hjerne ikke helt har kunne følge med på, hvad der sker, og hvordan det påvirker din dagligdag. For mange af os, er der sat nogle følelser igang, som måske er lidt nye for os. For mig selv sad jeg onsdag aften og torsdag med en følelse af, at det her er super surrealistisk. Her i dag er følelserne trukket lidt mere i baggrunden, og det giver mig en anledning til at reflektere lidt over det, vi er i lige nu. 

Et af de steder, hvor vi kan finde mennesker, der har store følelser, og som sætter ord på dem er i Bibelens beretninger. Derfor vil denne refleksion tage afsæt i en af disse beretninger. 

Torah-portioner
I den jødiske tradition har man noget, der hedder ugens torah-portion. Torahen er de fem første bøger i Bibelen, og hver uge i løbet af året læses der en portion op i synagogen. Det betyder, at i løbet af et liv kommer man som jøde til at få et ganske godt kendskab til de personer, vi støder på i de fem Mosebøger. 

Gud går med

I denne uges torah-portion møder vi Moses, Aaron og israelitterne. De er ude i ørkenen efter, at Gud har befriet dem fra slaveriet i Egypten. Moses er gået op på Sinajsbjerg for at få instruktioner af Gud om, hvordan det kommende israelistiske samfund skal indrettes. 

I mens Moses er væk spreder der sig en stemning i befolkningen. De blev måske ængstlige over for, hvad fremtiden ville bringe. Deres leder, som på mange måder også afspejlede, hvordan Gud var med folket, var væk, og betød det så egentlig også, at Gud var væk? 

I den situation vi er i lige nu, kan vi også blive ramt af følelsen af, at Gud er væk. For, hvad bliver konsekvenserne for os alle sammen af coronavisrusen? Det ved vi ikke. 

Moses hører om, hvordan folket er fortvivlet, og inden han drager ned for bjerget vender han sig mod Gud, og han siger til Gud, at Gud er nød til at være med ham og med folket. Sådan tror jeg også, at vi i dag kan vende os til Gud. Vi må vende os til ham, og vi må være helt ærlige om, hvad vi er fyldt af. Det kan være frygten for at blive syge, eller blive isoleret, eller miste ens arbejde. Alt det vi kan være ængstelig over for, det må vi sætte ord på over for Gud – og måske helt særligt, hvis vi synes, han er fraværende. 

Gud svarer Moses: “Jeg vil selv gå med”. Dette løfter gælder også os i dag. Jesus har lovet os, at han går med til verdens ende. Når vi synes, at Gud er væk, kan vi gøre som Moses, hvor vi fortæller Gud om vores ængstelser, vores bekymringer, og vores frygt for, hvad der lige skal ske. Og så er det min bøn, at vi vær især må få lov til at erfare, at Gud ikke stiller krav til dine følelser eller tanker, men han siger: “Jeg vil selv gå med”. 

Mærkelige døgn i Jerusalem

Kirkevolontørens beretning

Fredag d. 13. marts

Formiddag: Jeg har huddle med missionspiloterne, hvor de deler oplevelser og erfaringer fra ugen, der gik. Jeg giver dem informationer om ugen, der kommer. En del er aflyst, men der er stadig mange ting at se frem til, og vi kan jo altid lave nogle ekstra guidede ture i Jerusalem, hvis der skulle blive tid til det. Vi taler om, at coronasituationen skaber uvished, men vi havde alligevel ikke lige forestillet os, at dagen ville ende, som den gjorde…

Eftermiddag: Jeg står i missionspiloternes køkken og laver aftensmad med Emily. Jørgen kommer ind i køkkenet. Han netop har læst, at nu kaldes alle danskere i udlandet, som ikke er på et længerevarende ophold, hjem. Vi ved ikke helt, hvordan vi skal forholde os til det og holder en lidt ironisk distance til det, også under aftensmaden.

Aften: Kent fra Israelsmissionen ringer fra Danmark efter aftensmaden. Det her med hjemsendelse kommer formentlig til at gælde missionspiloterne og måske mig, begynder vi at forstå. Men vi håber stadig, at det ikke kan passe. Vi aftaler at mødes med den danske præst, David, senere på aftenen for at snakke om situationen. Mens vi venter på ham, ser vi statsministerens pressemøde. Hun mener det, når hun taler om hjemsendelse. Da David ankommer til missionspiloternes lejlighed i den gamle by, har han en masse snacks, hjemmebagt rugbrød, belgiske vafler, kakao og coronaøl med. I løbet af de timer han er der, snakker han med ambassaden. I Danmark har Israelsmissionen også snakket med udenrigsministeriet. Konklusionen sidst på aftenen: missionspiloterne skal hjem hurtigst muligt. Håbet brister, ærgrelse fylder rummet. Festmåltidet har ikke de mest festlige nyheder med sig.

Lørdag
Formiddag: Jeg finder ud af, at jeg kan blive i Jerusalem, da mit ophold betegnes som længerevarende. Israelsmissionen lader det være op til mig selv at beslutte, om jeg vil blive her, eller om jeg vil med missionspiloterne hjem. Jeg er i dialog med Gud, mine egne tanker, mine forældre og David i løbet af dagen for at træffe en beslutning. Jeg snakker med David om, hvorvidt der vil være opgaver til mig her, hvis jeg bliver. For de fleste af mine opgaver omhandlede missionspiloterne. Men de skal jo hjem. Der skal nok være opgaver, siger David. Opgaver der ellers nedprioriteres, men som jeg nu kan tage fat på. Bl.a. oprydning i og opdatering af gammelt undervisningsmateriale samt kontakt til kirkens relationer i Israel. Så med klarhed omkring, at der vil være noget at lave, med en oplevelse af at jeg altså ikke helt synes, jeg er færdig med Israel i denne omgang, med mange gode venner i landet og med ro i maven hos både mig selv og min familie, beslutter jeg mig lørdag eftermiddag for, at jeg bliver her i Jerusalem.

Aften: Endnu et festmåltid uden festlige nyheder. Denne gang det sidste måltid for missionspiloterne og Daniel, der var udsendt af Israelsmissionen som Storyteller (se mere her). Vi er i præstelejligheden sammen med David og hans familie. Vi spiser lækker mad. Davids børn, Naomi og Nathanael, har hele eftermiddagen skrevet breve til hver af missionspiloterne, som de får og åbner. Vi synger karoke. Vi griner. Vi græder. Nogle indeni, andre udenpå. Naomi spiller violin for os. Flybilletterne købes. Vi mindes. Vi lovsynger. Vi beder for hinanden. Gud taler ind i vores liv. Han er fred i frustration. Midt i ærgerlige nyheder er han gode nyheder.

Søndag
Klokken 13:15 flyver piloterne og Daniel tilbage til Danmark. Piloterne er nu i karantæne i et sommerhus. Lad os bede for, at det må blive den hyggeligste karantæne nogensinde!

En sidste bemærkning…
Det er klart, at resten af min tid her kommer til at se noget anderledes ud end forventet. Alt det, som jeg var kommet godt i gang med i forbindelse med missionspiloterne, og som jeg så meget frem til at fortsætte med, er der ligesom ikke mere. Det er mega ærgerligt! ØV. Men sådan er det bare, og der er ikke noget at gøre ved det. Det her er en tid, hvor vi går glip af en masse, vi havde glædet os til. Det er ok at være frustreret, og det er jeg godt nok også. Ikke kun over alt det, jeg går glip af, men også over den krise, corona bringer med sig.

Men det leder mig til Jesus. Midt i min egen magtesløshed, midt i menneskers frygt, lidelse og død, kan jeg ikke andet end at sætte min lid til ham. Ian og Samir (to af kirkens kontakter, mine venner) fra basaren i den gamle by har begge delt 2. Krønikebog 7, 13-15 med mig i forbindelse med alt dette.
Hvis jeg lukker himlen, så der ikke kommer regn, hvis jeg befaler græshopper at æde landet, eller hvis jeg sender pest over mit folk, og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land. Ja, mine øjne skal være åbne og mine ører lytte til bønnen på dette sted.
Hvordan taler det til os i dag?

Lad os bede for, at vi – om vi allerede kender Jesus eller ej – må nå ind til kernen af relationen til ham i denne tid; at vi må ydmyge os, bede, søge hans ansigt, vende om fra vores onde veje. Og sige JA og TAK til hans bønhørelse, tilgivelse, lægedom og frelse.

Årsfesten er aflyst

Grundet risiko for coronavirus har vi valgt at aflyse årsfesten på lørdag.

Sabbatsmåltid fredag aften er også aflyst.

En ny generalforsamling for Israelsmissionen vil finde sted d. 11. maj fra 16.30-18.30, hvor vi vil afholde et kort årsmøde og spise et let aftensmåltid efterfølgende.

Tilmeld dig til den ved at skrive til kontor@israel.dk senest d. 5. maj.

Har du lyst til at give en årsmødegave, modtager vi dit bidrag med stor tak!

Du kan støtte online her: http://israel.dk/giv/gave/ eller på MobilePay 30503.

Generalsekretær Arne siger sådan om aflysningen:

“Vi er helt med på, at det kan virke drastisk at aflyse vores årsmøde, og vi er virkelig ærgelige over, at det må være sådan.

Alligevel mener vi, at det er den rigtige og mest ansvarlige beslutning vi kan træffe i lyset af de retningslinjer, vores sundhedsmyndigheder har udsendt.

Vi vil gerne tage ansvar for vores lille hjørne af verden, vise hensyn og handle i solidaritet med resten af samfundet.

Det handler ikke om, hvorvidt vi er bange eller ej – men om at have omsorg for hinanden.”

TAK for dit engagement i Israelmissionen og rigtig god weekend!

Efter flere omveje: Immanuelkirkens præst fandt Jesus i militæret

 Af Vegard Soltveit, oversat af Anika Thorø Møller 6/3 2020

Foto: Yoel Ben David på prædikestolen ved indsættelsesgudstjenesten i Immanuelkirken, november 2019. Yoel har tidligere arbejdet en årrække ved Israelmissionens samarbejdspartner Jews for Jesus.

Som nysgerrig, ung mand udforskede Yoel Ben David troen og nåede både at blive ortodoks jøde og læse koranen, før han lærte Jesus at kende som jødernes messias.

Hovedpræsten i Immanuelkirken i Tel Aviv, Yoel Ben David, havde helt fra barndommen en klar overbevisning om, at Israels Gud eksisterede. 

Yoel var en nysgerrig, jødisk dreng, og han fik tidligt en interesse for at lære mere om Gud. Han begyndte derfor at læse en lang række bøger – alt fra rabbinsk litteratur til koranen. 

Men en dag mens Yoel sad og læste på sit drengeværelse, slog det ham: Hvis Gud virkelig findes, burde han kunne vise sig på andre måder end gennem bøger. Yoel råbte derfor ud i rummet: 

”Er du der virkelig Gud, så vis dig for mig!”. 

I samme øjeblik så Yoel et billede af en mand, og han vidste, det var Jesus. Men han begyndte ikke at tro. I stedet bortforklarede han hændelsen for sig selv. 

Ikke længe efter flyttede den snart voksne teenager Yoel hjem til sit fødeland Israel, efter en årrække hvor han blandt andet havde boet i flere europæiske lande sammen med sin familie.

Her mødte han sin kone Adel. De var begge meget optaget af tro, og de brugte meget tid på at studere og debattere tro sammen. Men Yoel og Adel fandt hurtigt ud af, at de ikke bare ville snakke om tro, men også gøre den til en aktiv del af deres hverdag. De endte derfor med at blive ortodokse jøder og forsøgte at efterlevede og overholde den rabbinske tradition og lære. 

Da Yoel kom ind i det israelske militær, blev han en del af det rabbinske militærkorps, som er en religiøs afdeling af forsvaret. En dag faldt han i snak med en kvinde, som spurgte, om han havde læst biblen (Det Gamle Testamente) selv. Yoel måtte indrømme, at det havde han ikke gjort, selvom han havde læst mange bøger. Det fik Yoel og Adel til at læse den hebræiske bibel sammen. 

Da Yoel kom til Esajas’ Bog kapitel 53, forstod han ikke særlig meget af det, han læste. Hvem handlede afsnittet om? Han gik derfor tilbage til kvinden, som havde opfordret ham til at læse i biblen. Yoel fandt ud af, at hun var kristen, og hun fortalte Yoel hvordan hun forstod Messias-kapitlet. Mens hun forklarede, huskede Yoel tilbage på dengang Jesus havde vist sig for ham, og han vidste fra det øjeblik, at Jesus var Israels messias.

Da Yoel kom hjem den aften, sad Adel og læste i Det Gamle Testamente. Yoel sagde til hende: ”Jesus er messias!”. 

Dagen efter, da Yoel kom hjem fra arbejde, sad Adel og græd. Hun havde læst Mattæusevangeliet for første gang og sagde med tårer i øjnene: ”Hvorfor har ingen fortalt os om det her før?”. 

Dét forandrede noget i Yoels hjerte. Både Yoel og Adel kendte kristne, men ingen havde fortalt dem om deres tro eller delt evangeliet. Fra den dag besluttede Yoel og Adel sig derfor for, at de fremover ville fortælle mennesker om Jesus. 

Det engagement og den brand for mennesker har Yoel og Adel taget med sig til Tel Aviv, hvor stadig flere kirkefremmede kommer forbi, når der arrangeres ”Åben kirke” og Yoel fortæller sit personlige vidnesbyrd. Den seneste tid har kirken desuden delt Det Nye Testamente ud til flere besøgende i kirken. 

Unerwünschte

I serien “Band of Brothers” udspiller der sig en scene i ét af de sidste afsnit. Seriens hovedpersoner finder en koncentrationslejr, og de ved ikke, hvilken slags lejr det er. “Det er en arbejdslejr for … uønskede,” fortæller en af lejrens internerede. Fortvivlet. Forvirret. Udmarget og udmattet vakler han videre.

De uønskede. Unerwünschte.

I dag er det 75 år siden Auschwitz blev befriet af russiske styrker. De uønskede fik igen frit lejde til at bevæge sig ud i samfundet. Forsøge at finde sig selv igen efter en hel civilisation systematisk havde forsøgt at udrydde dem. Fjerne dem. Slå dem ihjel. Fordi de var uønskede.

Jøder, sigøjnere, homoseksuelle, handicappede.

I stedet for de mange ord vil jeg i dag blot opfordre dig til at standse op og kort overveje, om der mon er nogen, du personligt stempler som “uønsket” – i dit liv, i dine omgivelser eller i samfundet som sådan?

Alle mennesker er værdige til at blive elsket. Ingen er uønsket. Heller ikke i dag.

Tilbageblik på julen i Immanuelskirken

Julebazar, julegudstjenester og julekoncerter. December i Immanuelskirken var en travl, men dejlig måned. Vi havde en del juleevents i kirken, som krævede noget ekstra forberedelse. Men det var al forberedelsen værd, for det var en kæmpe glæde at kunne invitere så mange mennesker ind i kirken. Der var mindst 1300 mennesker i kirken i løbet af december, hvoraf en stor del ikke var kirkevante. Folk fejrer ikke så meget jul her i Tel Aviv. Dog synes mange, det er meget hyggeligt med lidt juletræer og julekugler, så julebegivenhederne tiltrak alligevel en del lokale. Håbet og bønnen er, at nogle af dem gik herfra ikke kun fyldt af juletræsstemning og gløggglæde, men fyldt af interesse for hvem Jesus er, og hvordan han er relevant i deres liv.
Cookie decoration event for børn med forældre
Et personligt højdepunkt var en lang snak, jeg havde med et ungt par, som kom til vores Christmas Carols aften. De troede ikke selv på Jesus, men var meget begejstrede for eventet og havde bare lyst til at blive og snakke. Manden kom fra en ortodoks jødisk familie, men var selv rimelig sekulær. Særligt han var meget interesseret i at snakke om religion og høre om, hvad det betyder for mig at tro. Vi delte tanker om, hvor håbløse israelitterne i GT – og vi mennesker i det hele taget – er til at tro på Gud, men hvor barmhjertig Gud er midt i det. Og jeg fik lov til at dele, hvordan jeg tror, Jesus er fuldendelsen på det, og hvordan det konkret forandrer mit liv og min hverdag. At se lyset i deres øjne, da jeg fortalte om min frihed i Jesus, var noget af det bedste, der skete i min december måned. Et andet højdepunkt var, at Bekah snakkede en del med en søgende kvinde, som kom til et par juleevents. Snart skal de mødes og snakke videre om tro. Det er sådan noget, der virkelig opmuntrer og gør, at det er hele molevitten værd at lave gløgg og varm kakao flere gange om ugen og bage 1200 figurkager; at invitere folk ekstra meget ind i vores kirker i juletiden!

Begejstrede og berigede missionspiloter er landet

Af Kirsten Bitsch Lang, 7. jan. 2020

Maria, Mark, Anne Sofie, Jakob, Jeppe og Sidsel. Seks missionspiloter er netop landet og er begyndt på et dejligt gensyn med gamle venner, leverpostej, familie og den danske vinter. Og selvom det er godt at komme tilbage til Danmark igen, så er de alle seks enige om, at de har haft tre fantastiske og lærerige måneder i Israel, hvor de i høj grad er blevet klogere på sig selv, mission og på, hvem Gud egentlig er:

”Jeg har lært, at Gud er rummelig,” siger Anne Sofie og fortsætter: ”Vi har mødt så mange forskellige mennesker, der gør tingene på helt forskellige måder, og det er svært at sætte sig ind i, at Gud værdsætter alle de forskellige måder, men det gør han jo.” Missionspiloterne har besøgt mange organisationer, der på forskellige måder er en del af Guds mission, og Mark fortæller, at han er blevet meget inspireret af de mennesker, de har mødt:

”De har Gud med i alt. Og jeg har fundet ud af, at Guds mission er bred – den rummer så meget,” fortsætter Mark. Jakob supplerer: ”Det er gået op for mig, at vi alle har en gave, vi skal bruge, og som er nødvendig i Guds plan.”

Trods bøvl med visum i begyndelsen af deres ophold, gik alt efterhånden i orden, og missionspiloterne fik lov til at få alle de forventede tre måneder i Israel. Og i alt dette blev bøn en stor faktor:

”Jeg er blevet bevidst om, at bøn kan gøre en forskel,” fortæller Mark. For det var ikke altid nemt at gå i uvisheden om, om man pludselig kunne blive smidt hjem til Danmark igen, eller hvad der skulle ske. Men her fik bøn en særlig plads.

Missionspiloterne har både brugt tid sammen, hvor de har lært hinanden rigtig godt at kende, og så har de fået undervisning af kirkevolontørerne og David, der er præst i Jerusalem:

”David er virkelig god til at fortælle, og han har gjort undervisningen relevant og bibelnær,” siger Jeppe.

Samtidig har turene rundt i Israel været fantastiske: ”Bibelen bliver åbnet op på en helt anden måde, når man står midt i det hele,” forklarer Jakob.  

Relationerne til andre mennesker og hinanden har fyldt meget for piloterne. De har været seks personer afsted sammen. Seks mennesker, der ikke har valgt hinanden, og som på mange måder er meget forskellige:

”Ved at bo med de andre er jeg blevet meget klogere på mig selv. Jeg har kunnet se mine tankemønstre og trosperspektiver i et andet lys,” fortæller Anne Sofie, og Sidsel og Maria er enige:

”Fordi vi har kunnet følge hinanden meget tæt i tre måneder, har vi virkelig kunnet udfordre hinanden på tro og liv. Vi har kunnet stille spørgsmål, reflektere og blive klogere ved at høre overvejelser fra de andre,” fortæller Sidsel, og Maria supplerer: ”Der har været et godt rum til at dele og blive inspirerede af hinanden.  

Alt i alt har det været en fantastisk og lærerig oplevelse for piloterne, hvor de er blevet klogere på Gud, sig selv og hinanden:

”Jeg har lyst til at vandre med ham. Og jeg er blevet klogere på mig selv og andre mennesker. Alle har en spændende historie at fortælle,” siger Mark.

Julebanko skaber glæde på tværs af generationer

Gran i håret, god kaffe og godt selskab blandt børn, unge og voksne – Israelsmissionen afholdte for første gang Danmarks dejligste julebanko i starten af december, og her samledes omkring 50 mennesker for at nyde hinandens samvær. Vi kan allerede afsløre, at konceptet er kommet for at blive.  

Den livlige snak og summen fortager sig lige så stille, og en intens stilhed indfinder sig. Banko-meister Christian stikker hånden i posen, og der lyder en stille raslen af plastik, mens han roder efter den rigtige brik. Han trækker hånden ud, der går et sus igennem rummet: ”50” bliver der råbt efterfulgt ad et højlydt ”hurra”, og en blanding af jubel og ærgrelse spreder sig blandt de ivrige bankospillere.  

”Jeg synes, det er dejligt. Der er god stemning, og det er sjovt at mærke, hvordan intensiteten stiger, når vi bevæger os over i bankospillet. Det kan jeg godt lide. Oplevelsen af at være sammen om noget, er bare rigtig god,” fortæller Ditte, der er med til et af Israelsmissionens arrangementer for første gang.  

Bordene er fyldt med gevinster, og man kan købe både specialristet kaffe og hjemmelavet kage.  

”Jeg går efter de store gevinster,” griner Ester, en ung pige i starten af tyverne og tilføjer med et smil i øjet: ”Ja vi vinder jo ikke så meget endnu, men vi håber det ændrer sig.”  

”Men det går jo til et godt formål,” bryder Anders ind, der er Esters forlovede. 

Men selvom bankospillet fylder en del blandt gæsterne, så er det dog hyggen og nærværet, der får lov at stå som centrum:  

”Noget af det, jeg lægger mærke til, er at vi er forskellige aldre – unge, børn og ældre. Det er virkelig skønt,” fortæller Sofie, der nyder den brogede forsamling, aftenens arrangement har budt på.   

”Nu lovede vi jo at lave Danmarks hyggeligste julebanko, og skal jeg beskrive stemningen, ville jeg klart bruge ordet hyggelig. Det må da være en succes,” siger Christian, der har været aftenens banko-meister.   

Vi vil gerne herfra Israelsmissionen sige tak for en dejlig aften til alle, glædelig jul og på gensyn til næste år!  

”Opfat hvert et giftigt ord som et løfte.”

Ovenstående er et citat af Liel Leibovitz i en artikel, hvor han reflekterer over sin bedstefars flugt fra 30’ernes Wien. De er en påmindelse om, at én af grundene til, det kunne gå så galt dengang, var, at ordene aldrig blev taget alvorligt. At retorikken aldrig blev gennemskuet. At ordene aldrig blev taget for pålydende.

Det er svært at lave sammenligninger på tværs af historien – på tværs af årtier og generationer. Derfor går der heller ikke en lige linje fra Tyskland og Østrig i 30’erne til en postkasse i Silkeborg i 2019, hvor et dansk-israelsk ægtepar vågnede op til en gul jødestjerne med ordet ”Jude” skrevet i midten. Et klistermærke, der er en tro kopi af netop det mærke, alle jøder blev tvunget til at gå med under nazi-regimet.

Det gør ikke hændelsen mindre alvorlig. Slet ikke, når man tager tidspunktet i betragtning: 9. november – årsdagen for Krystalnatten, hvor jødiske forretninger, synagoger og hjem blev ramt af hærværk, og jøder blev udsat for vold og slået ihjel.

Det er et løfte fra dem, som har sat klistermærket på postkassen: ”Hvis det stod til os, gjorde vi det igen. Smadrede jeres forretninger, brændte jeres synagoger af, trængte ind i jeres hjem i nattens mørke og gennembankede jer med knipler og jagtede jer gennem gaderne. Ja, hvis det stod til os, samlede vi jer igen i ghettoer og lastede jer ind i togvogne for at køre jer til lejre, hvor I kunne arbejde jer selv ihjel og gennes til gaskamrene og massegravene. Hvorfor?! Fordi I er jøder!”

Dét hadefulde løfte er gemt i dét klistermærke på dén postkasse på en stille villavej i Silkeborg.

Derfor må vi også tage ansvaret på os og gøre opmærksom på, når vi ser faresignaler og der sker hændelser der er, om ikke historisk sammenlignelige, så i hvert fald historisk genkendelige. For nogle år siden læste jeg en analyse af overrabbineren i Oslo, Ervin Kohn. Han skrev: ”Antisemitisme er ikke et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.”

Jeg husker, hvordan min far, dengang jeg var barn, slæbte mig med rundt til Europas koncentrationslejre. Hele familien blev proppet ind i den gamle grønne Passat, campingvognen blev hægtet på, vi krydsede fingre og bad en bøn, før han gassede op. Af sted det gik.

Formålet var i det store og hele at holde ferie med familien på afslappet og spontan vis, men da min far er ganske historieinteresseret, kunne han som regel opdrive en koncentrationslejr eller en eller anden form for mindesmærke over Anden Verdenskrig i nærheden af det sted, vi havde valgt at campere. Og det vel at mærke i en tid uden computere og internet. Imponerende! Far brugte ferien på at lære mig om den tid, han selv voksede op i. Europa i 30’erne og 40’erne. Dengang umådelig kedeligt. I dag er jeg dybt taknemmelig.

For jeg blev vaccineret. Man kan næsten ikke andet, når man står der ved pigtråden i Auschwitz, ser barakkerne i Birkenau eller når man står i granitbruddet i Mauthausen.

Vi står over for en tid, hvor de sidste øjenvidner til historien er væk. Hvor beretninger om disse grusomheder bliver andenhånds. Vi må derfor alle gøre os overvejelser om, hvordan vi kan bidrage til vaccinationen. Både som individer, fællesskaber, interesseorganisationer og samfund. For den antisemitiske syge er for smitsom, destruktiv og dødelig til at blive ignoreret eller overladt til tilfældigheder.

Vi må opfatte hvert et giftigt ord som et løfte. For intet menneske har fortjent at være bange i sit eget hus eller bør være nervøs for at gå ud til sin egen postkasse. Intet menneske har fortjent at skulle se sig en ekstra gang over skulderen eller være nervøs for sin families sikkerhed.

Vi kan alle sammen gøre noget. Vær kreativ. Fortæl. Eller prop nogle mennesker i en grøn Passat.