Hvordan ser vi hinanden og hvordan ser vi os selv? Det spurgte Musalaha en gruppe palæstinensiske og israelske unge mødre om. Overraskende nok var selvbilledet anderledes end fordommen. Erkendelsen var klar: ”De andre ser sig selv anderledes, end vi troede”. Her fortæller Musalaha om en dag, hvor identitet og forskelligheder blev diskuteret.
Den 8. maj mødtes vores gruppe af unge mødre for at diskutere identitet. Identitet er et af de største emner vi arbejder med i Musalaha, da det beskriver, hvordan andre ser os, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi bliver nødt til at respektere hinandens selvbillede.
Vi begyndte med nogle lege, der understregede vores mange forbindelser til hinanden gennem vores fællesskaber. Derefter brugte vi tid på lovsang og en kvinde holdt en kort andagt, der illustrerede, hvordan vi opbygger mure mellem hinanden som israelere og palæstinensere. Men korset kom for at rive disse mure ned (Ef 2, 14-22). Vores primære identitet findes ved foden af korset, og dette budskab flyder ud til alle områder af vores liv.
Identitet mellem to stole
Hedva, leder af Musalahas kvindeafdeling, ledte en identitetsøvelse. Hun placerede skilte på stole rundt omkring i rummet med en blanding af nationale og religiøse termer, som vi bruger om hinanden og om os selv. Først bad hun de palæstinensiske kvinder om at vælge en stol, der definerer dem og sidde på den eller stå ved den. Alle kvinderne valgte en religiøs identitet enten “kristen” eller “troende”. Bagefter bad Hedva dem om at vælge den stol, der bedst beskriver deres identitet uden den beskriver deres tro. Kvinderne valgte forskellige stole fra “israelsk palæstinenser” til “palæstinenser”. En kvinde valgte to stole, både ”palæstinenser” og ”immigrant”.
Derefter bad Hedva de israelske kvinder om at vælge den stol, der beskriver dem. Ligesom de palæstinensiske kvinder, valgte de israelske kvinder først deres religiøse identitet: “messiansk jøde” og “troende”. Så bad Hedva israelerne om at vælge en identitet, der ikke er religiøs. De fleste kvinder valgte ”israeler” og en enkelt valgte ”immigrant”.
Overrasket: hvorfor er du sådan?
Efter hver runde spurgte Hedva, om der var nogen, der var overraskede. Palæstinenserne spurgte til de religiøse termer, som israelerne valgte. Hvorfor ”messiansk jøde” i stedet for ”hebraisk kristen”? Israelerne var mest overraskede over at se, at to palæstinensiske kvinder valgte ”israelsk palæstinenser” og ikke ”israelsk araber” eller bare ”palæstinenser”.
Øvelsen er et godt eksempel på, at de mærkater, som vi vælger til andre ofte er forskellige fra dem, som vi selv vælger.
Vi må give mennesker lov til at vælge egen identitet
Det er vigtigt at lade mennesker vælge deres identiteter og i forhold til vores relationer kunne vi diskutere vores valg. Senere understregede vores facilitator, at de termer folk oftest bruger til at beskrive hinanden (araber og jøde) ikke blev valgt af nogen af deltagerne.
Mens vi sad sammen og diskuterede, hvordan vores identiteter er formede legede vores børn sammen, løb gennem gården og klatrede i de lavthængende grene i træerne. De opbygger ubesværet en identitet som legekammerat og erkender etniske og sproglige forskelle og fortsætter alligevel. Vores indsats for at lære om identitet smittede af på dem, og de gør det bare uden at tænke på det, mens de kommunikerer gennem samarbejde, smil og respekt.
Læs artiklen på Musalahas egen hjemmeside her.
Den 3. juni 2015 løber De Tyske Evangeliske Kirkedage af staben i Stuttgart. Kirkedagene kender vi fra Danmark som en tværkirkelig konference, hvor inspiration og fællesskab er i højsæde. Men ikke alle kan være med i Stuttgart. Arrangementets præsidie har besluttet, at grupper med jødemissionske intentioner ikke kan medvirke i Kirkedagene.
Kirkedagenes præsidie begrunder beslutningen med, at biblens Gud er Israels Gud – også for den ikke-omvendte jøde.
Præsidiets argument
Præsidiet forklarer deres beslutning med følgende argument:
Jesu far er ingen anden end Israels Gud, ”den trofaste Gud, som bevarer pagten” (5. mos. 7,9). Gud udvalgte Israel til at være hans folk og gjorde jøderne til hans vidner i verden. I det ny testamente er Gud stadig Israels Gud (Matt 15, 31; Luk 1, 68; ApG 13, 17) og vil fortsat være Israels folks Gud for ikke-jesustroende jøder. (Præsidie beslutning til Tyske Evangeliske Kirkedage, 31. Januar 2014)
Det er argumentet for at bevare det jødiske vidnesbyrd om Gud og pege på en kristen-jødisk dialog i øjenhøjde og dermed udelukke al mission. Vi skal altså ikke fortælle jøderne, hvordan Jesus døde for alle mennesker – inklusiv jøderne. Dette er overflødigt, hvis Gud fortsat er Israels Gud for jøder, der ikke tror på Jesus.
Konsekvensen for Israels Evangelietjeneste
Altså kan messianske jøder i Tyskland ikke præsentere sig selv til kirkedagene. De må gerne komme, men de må ikke erklære, hvem de er. Det har konsekvenser for Evangliumsdienst für Israel (EDI), Israelsmissionens søsterorganisation i Tyskland. Ifølge EDIs hjemmeside er dette forbud som at lade Jesus deltage på kirkedagene, men at han på ingen måde kan sige, at han er Israels messias og frelser for alle mennesker.
Kirkedagsbesøgende og støtter af messianske jøder kan dog vise deres solidaritet, da tre jødiske, messianske menigheder i Stuttgart inviterer til en Sabbatsgudstjeneste med efterfølgende samtaleforum.
Israelsmissionens standpunkt
Israelsmissionen mener, at det er et essentielt spørgsmål: Skal vi evangelisere for jøder? Argumentet for jødemission kan, ifølge Israelsmissionens tidligere formand Kai Kjær-Hansen, ganske kort beskrives i to sætninger:
Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller han er slet ikke noget for nogen.
Men for hvis skyld skal vi bedrive mission? Fem forhold kan nævnes kort, baseret på en helhedsforståelse af det nye testamente.
For jøders skyld. Guds vedvarende pagt med det jødiske folk annullerer hverken, at de har brug for Jesus til frelse, eller at de frelses på en anden måde end ikke-jøder. Troen kommer, når evangeliet forkyndes, og derfor må evangeliet om Jesus forkyndes for det jødiske folk.
For kirkens egen skyld.Jødemission fører kirken ind i en nærkontakt med det jødiske folk, som kirken selv har brug for.
For verdensevangelisationens skyld.Vi mener ikke, at jødemission er vigtigere i Guds øjne end anden mission. Men som teologisk og missiologisk størrelse er jødemission unik.
For Jesus-troende jøders skyld.Disse bliver ofte frosset ude af deres eget folk på grund af deres tro på Jesus.
For Guds æres skyld.Sidst, men helt fundamentalt, skal der drives jødemission for Guds æres skyld. Det kostede Gud en pris at hengive sin elskede søn på korset.
Meget står på spil. Som kirke har vi intet evangelium at bringe andre eller for den sags skyld os selv, hvis Jesus ikke er jødernes Messias.
Temaet for de tyske kirkedage er “Damit wir klug werden”, som kan oversættes til “Så vi bliver kloge”. Det er også et citat fra Salme 90 vers 12, hvor der står “så vi får visdom i hjertet.”
I Israelsmissionen finder vi det hverken klogt eller víst at udelukke jødemissionsselskaber fra at udbrede budskabet om, at Jesus er alles messias – også det jødiske folks.
Cecilie Banke. Øverst: Graffitii fra Carolineskolen (Foto: Thomas Albrektsen)“Antisemitismen har ikke været større i Europa siden 1945”, sådan påstod Cecilie Banke, seniorforsker ved Institut for Internationale Studier, i en artikel i forbindelse med dette års Auschwitz-dag. Vi har inviteret hende til studiedag for at uddybe og gøre os klogere på antisemitismens anatomi.
Programmet ser ud som følger:
15.30: Kaffe og småkager
16.00: Velkomst
16.15: Antisemitismen i Europa i dag v/ Cecilie Banke
17.00: Pause
17.15: Forholdet mellem antisemitisme og anti-zionisme v/ Cecilie Banke
18.00: Aftensmad
19.00: Antisemitismen og Israelsmissionen v/ Kai Kjær-Hansen
19.20: Aktuelle case-analyser og drøftelse v/ Bodil Skjøtt & Arne Pedersen
20.15: Afslutning
Af hensyn til spisning beder vi om tilmelding til kontor@israel.dk senest 26. august kl. 12.
Det er gratis at deltage, men vi opfordrer til at give en gave i forbindelse med aftensmaden.
Arrangør: Den Danske Israelsmission, TORVET, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N
I dagene 12.-14. maj blev det femte Globale Forum for Bekæmpelse af Antisemitisme afholdt i Jerusalem. I alt var 1.200 mennesker fra 80 forskellige lande til stede – heriblandt politikere ledere fra forskellige interesseorganisationer deltog i konferencen, som havde det overordnede tema: ”Gammelt had i nye former”.
Arne Pedersen, 27. maj 2015
Overskriften blev valgt for at sætte fokus på antisemitismens og anden hadsk tales udbredelse på sociale medier og andre steder på internettet. ”Informationsmotorvejen har vist sig at være en kilde til viden, frihed til at ytre sig og globalt netværk uden fortilfælde; men nettet udfordrer også vores grundlæggende menneskelige værdighed – i form af ufiltreret cyber-had, både antisemitisk og anden hadsk tale, hvilket leveres uden omsvøb til alle medieplatforme. Hvordan kan vi øge anstændigheden på nettet uden at skade dets grundlæggende frihed?” som det hed i programmet.
Danmark var med
Danmark var også repræsenteret i programmet gennem Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation. Han har kurdisk baggrund og optrådte sammen med flere muslimske ledere som var inviteret med. I sin præsentation gennemgik han de seneste måneders mange antisemitiske hændelser – lige fra drabet på Dan Uzan til reklamerne på de københavnske busser. Han opfordrede til, at det muslimske miljø talte imod sådanne hændelser: ” Jeg er vokset op i et muslimsk miljø og ved udmærket, at ikke alle muslimer er sådan. Men jeg mener også, det er vigtigt, vi ikke tier stiller, når sådan noget sker,” sagde han om de afbrændte busser i kølvandet på Movia-sagen.
Sociale medier
De sociale medier var repræsenteret ved Google og Facebook. Derudover var der bl.a. en israelsk studenterforening, som arbejder som en slags overvågere af de sociale medier og rapporterer til disse medier, når de opdager antisemitisk indhold. Ido Daniel, formand for studenterorganisationen, fortalte, at de indrapporterede over 16.000 tilfælde af antisemitisme sidste år. En af de større sager omhandlede den franske komiker Dieudonné, som ved flere lejligheder har opfordret sine fans til at lave en quennelle – en slags omvendt nazi-hilsen – tage et billede af det og uploade det til Facebook. Den opfordring har de taget til sig og har indsendt billeder, hvor hilsenen udføres ved siden af synagoger, Holocaust-mindesmærker, Anne Franks hus og sågar ved udryddelseslejren Birkenau. Han fortalte også om en side på Facebook, som indsamler navne og adresser på jøder i Paris og opfordrer til ”menneskejagt”. ”Vi har brug for hjælp fra internet-verdenen,” sagde han og konstaterede videre: ”For disse ting bliver ikke på skærmen. De flyder over og kommer ud i virkeligheden.”
Nettet afspejler virkeligheden
Juniper Down fra internetgiganten Google deltog også på konferencen. Det spørgsmål, hun var optaget, var, hvordan vi kæmper for en verden fri fra had og diskrimination samtidig med, at vi ikke går på kompromis med vores værdier om et åbent og frit samfund.
Hun tog udgangspunkt i den sociale videodelingsplatform, Youtube, hvor mere end 40 milliarder brugerprofiler ser video hver måned. Der er forskellige vejledninger til, hvad en video må eller ikke må indeholde, for at kunne blive liggende på Youtube. Deres strategi er ikke censur, når det kommer til antisemitisme og anden hadsk tale, men at hjælpe brugerne til at skabe indhold, som modsiger hadet – fx gennem konferencer og workshops. For som hun sagde: ”Vi er chokeret, når vi ser en video med fx antisemitisk indhold på Youtube. Men vi er endnu mere chokeret over, at det faktisk spejler de holdninger og meninger, mennesker har i dag, og vi tvivler på, at det leder til en grundlæggende holdningsændring, hvis vi fjerner videoen. Men vi håber at modsigelse, måske kan gøre det.”
Mere indhold der modsiger
Det sociale medie Facebook var også repræsenteret gennem Simon Milner, der er ansvarlig for indholdspolitik på mediet. Han begyndte med at konstatere, at Facebook er et netværk af 1,44 milliarder mennesker. ”De fleste vil gerne dele noget positivt, men som det er i alle fællesskaber og samfund i den størrelsesorden, vil der altid være nogle mennesker, som gerne vil dele hadske budskaber. Det er naturligvis noget, som vi, der er beskyttere af dette netværk, skal gøre noget ved.” Facebook er altså sit ansvar bevidst i dette spørgsmål. Han delte desuden forskningsresultater der viser, at grupper der fx taler imod antisemitisme på Facebook har mere aktive brugere end dem, der vil promovere antisemitisme. Han opfordrede derfor til at lave endnu mere indhold, som modsiger antisemitismen – særligt fotos og video deles meget.
Frankrig er udsat
Frankrig er det land i verden efter Israel og USA med det største jødiske samfund. Derudover har landet den største muslimske befolkningsgruppe i Europa, hvilket skaber en del udfordringer, fortalte Roger Cukiermann, formand for CRIF, en jødisk interessegruppe i Frankrig. ”Frankrig var det land i verden, som først gav sine jøder statsborgerskab. Men i dag er vi nødt til at beskyttes i vores skoler og synagoger. Som om vi ikke var franskmænd. Som om vi var uønskede. Som om vi var fremmede,” fortalte han. Han fortalte videre, at selvom den franske regering havde sat 750 millioner kroner af til beskyttelse af det jødiske samfund over de næste tre år, så er der stadig ét område, hvor jøder efterlades ubeskyttet: Internettet.
Antisemitismen og den jødiske stat
Premierminister Benjamin Netanyahu åbnede konferencen med en tale, hvor han konstaterede, at i dag handler antisemitismen lige så meget om den jødiske stat som om det jødiske folk: ”Den klassiske antisemit portrætterer jøder, som personificeringen af alt hvad der er ondt i verden. Den moderne antisemit portrætterer den jødiske stat, som alt hvad der er ondt i verden,” mener han. Han gentog også sit løfte om, at hvis jøder omkring i verden, vil ”vende hjem” til Israel, vil landet modtage dem med åbne arme.
Han sluttede med at konstatere: ”En løgn der bliver fortalt igen og igen og får lov at stå uimodsagt, ender til sidst med at blive en åbenlys sandhed. For anstændighedens skyld. For vores fælles menneskeligheds skyld. For vores fælles fremtids skyld må vi alle stå op imod antisemitismen og kæmpe i mod den.”
Israelsmissionen sætter fokus på antisemitismen til årets studiedag i august, hvor seniorforsker ved DIIS, Cecilia Banke, kommer og holder foredrag over ”Antisemitismens anatomi”.
Fra den 8.-18. maj arrangerede Israelsmissionen i samarbejde med Grindsted sogn en menigheds- og studietur til Israel. Rejseledere på turen var sognepræst Steen Søvndal og Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt, der også var guide.
Bodil Skjøtt, 27. maj 2015
Programmet for turen var lagt i samarbejde mellem de to, hvilket betød at turen havde to formål. Den skulle være en bibelsk dannelsesrejse, som menigheden kunne bygge videre på tilbage i Grindsted. Derudover skulle den give mulighed for at møde Israelsmissionens arbejde og samarbejdspartnere – de mennesker, som i dag med deres liv og tjeneste, fortæller den samme historie om de gode nyheder, der begyndte for 2000 år siden i de samme omgivelser.
De 45 deltagere mødte bibelselskabets arbejde i Israel og på Vestbredden. De mødte Shireen, en kristen palæstinenser, i Betlehem og Hedva, en messiansk jøde, på Golan. To kvinder som, deres geografiske og sociale forskelle til trods, er fælles om deres engagement for kvinder og forsoning.
I Jerusalem mødte de David Serner, som fortalte om arbejdet ud fra Den Danske Kirke og sit arbejde på Caspari Center for messianske jøder. I Tel Aviv mødte de Lisbeth og Christian Rasmussen, som fortalte om arbejdet ud fra Immanuelkirken, og hvorfor der hos alle kristne må være en nød for Israels folk til at kende deres Messias.
“Det har virkelig været en bibelsk dannelsesrejse for os som menighed”, fortæller Steen Søvndal. “Det er blevet en tur hvor bibelens historie er blevet tydelig og tilliden til Bibelen blevet større.”
“Det har været stærkt og godt, men også udfordrende at møde det budskab, som vi er blevet konfronteret med fra de forskellige mennesker, vi har fået lov til at møde”, er kommentaren fra en anden af deltagerne. “Det er blevet til meget mere end blot information. Det er blevet til en masse små prædikener, som har styrket, men også udfordret, min tro”.
En tredje fremhæver mødet med konflikten mellem israelere og palæstinensere: ”Jeg troede, jeg skulle forstå konflikten bedre efter turen. Men det er blevet endnu mere kompleks. Jeg er udfordret af de mennesker, som nægter at affinde sig med status qo og nægter at opgive håbet om en bedre fremtid for deres børn. I mødet med dem skammer jeg mig over de konflikter, vi kan have – også mellem kristne i samme menighed, og som vi vælger at affinde os med frem for forsoning.”
For Israelsmissionen har det været en tur, som har fremhævet den kristne tros jødiske rødder og vores forpligtelse over for Israels folk – og at vores missionsarbejde sker gennem partnerskab. Denne gang blev det vores partnere, der fik lov at velsigne og udfordre en flok danskere på tur. For Guds mission går begge veje.
Det Israelske Bibelselskab tager jævnligt på outreach, hvor de går ud i byen og taler med mennesker om evangeliet og uddeler bibler og bøger. Her kan du læse et dryp fra Tel Aviv, hvor Andy fortæller begejstret om dagene og de mange mennesker, de mødte.
Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab, 26. maj 2015
Det var tid til at lave endnu en outreach, så teamet arbejdede meget hårdt på at forberede et lovsangs- og dramaprogram. Denne gang besluttede vi at have to outreaches på to dage, én på stranden og én i en park i det sydlige Tel Aviv, som vi sidste gang besøgte for to år siden. Nu var det tid til at besøge parken igen.
Outreachen på stranden blev forsinket. Normalt går vi hen til stranden kl 14, men denne gang tog vi derhen kl 16.30. Vi var overraskede over, at færre familier gik rundt nede på stranden på dette tidspunkt, men langt flere unge par. Så snart dramateamet begyndte programmet, samledes de unge par rundt om os og rundt om de borde, der var fyldt med materiale på hebraisk. Vi begyndte at tale med de unge mennesker, og vi var positivt overraskede over deres spørgsmål. Vi lagde mærke til, at dem vi delte evangeliet med, var meget åbne. Nye testamenter, bibler, DVDer, hebraiske bibler på lydbog (en ny produktion fra Det Israelske Bibelselskab). Alt var gratis. Det var så dejligt at høre: “Undskyld, hvad koster en hebraisk bibel?” “Den er gratis,” svarede teamet. De folk, som gik forbi troede ikke vi gav alt materialet væk gratis.
Teamet havde nogle gode samtaler og var glade for reaktionerne. Og som altid var der også nogle, der var meget vrede på os på grund af det vi gjorde, men efter en lang samtale med dem, hvor vi forklarede, hvad vi tror på, faldt de ned. Nogle gjorde dog stadig grin med os og fortalte at Gud ikke eksisterer.
Vi gav mange hebraiske bibler og nye testamenter og børnenes historier var et hit, som forældre tog for at give til deres børn. Dramateamet gjorde et godt stykke arbejde med at forklare evangeliet gennem drama.
Næste dag tog vi til parken og blev overraskede over at se ikke kun flygtninge, stofmisbrugere og fulde hjemløse, men mange israelere kom forbi. Flygtningene var glade for at modtage en bibel på deres eget sprog (tigrinya, arabisk, kinesisk, fransk). Vi gav også mange bibler væk på hebraisk og russisk til israelerne. En ung soldat ville vide, hvem vi er, og efter en lang samtale spurgte vi ham, om han ville have en bibel som gave fra os. Han svarede, at han ville elske at få en bibel, og efter han havde fået den, gik han hjem med et stort smil.
Det begyndte at blive mørkt, og det betød, at vi hellere måtte tage hjem, da parken kan være farlig. Da vi pakkede, lagde vi mærke til prostituerede, som begyndte at gå rundt i parken. Vi talte med en kvinde. Hun lyttede og tog imod en pjece om evangeliet. En fra teamet foreslog, at vi bad og tænkte på at komme om aftenen og arbejde blandt kvinderne i parken.
Bed gerne for alle de frø, der er plantet på de to dages outreach. To unge drenge har allerede kontaktet os og vil gerne komme med i en lokal menighed. Vi takker Gud for dette og beder om, at flere vil være med.
Michael Beener, præst i en lille messiansk menighed i Sderot, kom til Israel fra Ukraine i 2006. Før det havde en arbejdet som fabriksarbejder og pusher. Derfor blev han også anholdt og tilbragte noget tid i fængslet. Her mødte han en tidligere muslim, som fortalte ham om Jesus.
Michael Beener i kirkens lille kontor/beskyttelsesrum/pulterkammer. (Billedet øverst viser Michael Beener med kommunikationssekretær Arne Pedersen med Gaza i baggrunden.)
Den lille israelske by, Sderot, ligger kun en lille kilometer fra grænsen til Gaza og er fortrinsvis beboet af immigranter fra det tidligere Sovjet. Det meste af infrastrukturen minder en om, at det er et utrygt sted at bo. Alle læskurene ved busstoppestederne er fx bygget, så de også fungerer som bombeskjul. 15 sekunder er reaktionstiden, hvis sirenen lyder, og der skal findes ly fra Hamas’ raketter.
Det er her Michael Beener er præst for en lille messiansk menighed, hvor han bl.a. afholder evangeliserende turistturer og alpha-kurser.
”Jeg er jøde, og for mig er det helt naturligt, at en jøde må vende tilbage til Israel,” fortæller Michael om grunden til, at han lavede aliya tilbage i 2006. Egentligt var det meningen, det skulle være sket i 2002, men kort inden afrejsen blev han arresteret for handel med stoffer og måtte altså tilbringe nogle år i fængsel.
”I fængslet begyndte jeg at søge Gud. En af de andre fanger gav mig en bibel, og jeg begyndte at læse. Jeg kom til tro på Yeshua,” smiler Michael. Den person, som gav ham Bibelen og den første tid fungerede som en art vejleder for Michael, var tidligere muslim, som var kommet til på Jesus.
Michaels mor var flyttet til Israel nogle år tidligere og havde bosat sig i Sderot. Derfor var det også naturligt for Michael at bo der. Grundet beliggenheden tæt på Gaza er indbyggerne ekstra udsat for Hamas’ angreb fra Gaza, og netop i sommeren 2006 udbrød den første krig mellem Israel og Hamas.
”Okay – her skal jeg ikke blive i lang tid,” fortæller Michael om sit første indtryk. ”Men jeg bad om Guds vejledning, og lidt efter lidt voksede jeg i forståelsen af, at dette skulle være min by. Gud viste mig denne menighed, og jeg blev klar over, at det var her, jeg skulle tjene.”
Som vi tidligere har fortalt om her i avisen arbejder Michael og menigheden bl.a. på at nå mennesker med evangeliet gennem guidede ture og alpha-kurser.
Michael Beener på en af de guidede ture. (Foto: Caspari Center)
”I Israel er det ikke så let at forkynde og fortælle om Yeshua,” fortæller Michael og fortsætter: ”Det er hårdt at være troende og der er ikke mange, der bekender troen offentligt. Derfor begyndte vi med de guidede ture, så vi kan forkynde evangeliet gennem de steder, vi besøger. Det er en måde at forkynde på, som ikke bliver for anmassende og stadig er respektfuld. Vi fandt steder, hvor vi kunne fortælle om både jødedommen, Yeshua og den sammenhæng, vi tror der er her.”
Michael fortæller, at han afsluttede hver tur med en kort andagt, hvor han kort og præcist forklarede evangeliet. ”Derefter opfordrede jeg til at følge efter Jesus.”
Han oplevede, at der var mange, som egentligt gerne ville vide mere om, hvem Jesus er, men at menigheden manglede et redskab til at lære disse mennesker mere om, hvad troen på Jesus indebærer. Derfor begyndte de at afholde alpha-kurser, hvor Alec Goldberg fra Caspari Centeret i Jerusalem bl.a. kom og underviste.
Michael og andre fra menigheden foran bygningen, de mødes i. Op ad trappen og ind gennem metaldøren.
”Alec var en kæmpe hjælp,” fortæller Michael, som fandt den teologiske ekspertise fra Caspari Centeret helt nødvendig. ”Hvor går folk hen når de kommer til tro? Hvordan skal de vokse i troen? Hvordan skal de lære at leve et liv efter Guds vilje? Det er de udfordringer, vi forsøgte at løse ved hjælp af alpha-kurserne,” siger Michael.
Alec og Michael fulgte ikke alpha-materialet til punkt og prikke, men forsøgte at skabe en atmosfære af nysgerrighed ved at vælge lidt andre emner og tilpasse dem. Enkelte af dem som begyndte til kurserne er nu blevet en del af den lille menighed. Andre af kursus-deltagerne er mere tilbøjelige til at blive i alpha-fællesskabet – et mønster man også kender fra andre sammenhænge, som har taget konceptet til sig.
Michael vil helst ikke sætte tal på, hvor mange der er kommet til tro gennem arbejdet.
”Det er ikke let at så frø i Israel,” mener Michael, og fortsætter alligevel med den vigtige pointe, som gælder over alt: ”Vi kan ikke forandre folk, men vi kan være trofaste.”
Vi håber, du vil være med til at bede for Michael Beener og for menigheden i Sderot. Bed om trofasthed og opmuntring i arbejdet med at række evangeliet om Jesus til byens indbyggere.
Yoel Ben David, missionær i Jews for Jesus, 13. maj 2015
Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen
Det er noget, politikerne lover. Noget vi alle ønsker i vores liv. Noget, som sker, når vi ikke ønsker det, og når vi hører kritik eller føler os truede. Det er noget, vi alle forsøger at modstå. Forandring er uundgåelig, når vi ældes, men noget som virker uden for vores rækkevidde når vi kæmper med vores karakterbrist. Forandring er centralt for evangeliet og derfor også centralt i det Gamle Testamente. Den højtid, der klarest peger på forandring er Shavuot eller på dansk: pinsen.
Pinsen blev fejret i Jerusalem og formålet var todelt på Jesu tid. Højtiden markerede primært høsten, og et offer blev givet til Gud. Vi glemmer det sommetider, men folk på Jesu tid var primært i landbruget og den manglende sammenhæng, vi i dag oplever mellem det mad, vi spiser på vores tallerken, og det sted maden er dyrket, eksisterede ikke. Månederne og årene var strukturerede omkring naturen og markerne, hvor maden voksede. Modtagelsen af maden blev fejret ved at vifte med det foran Gud (3. mos 23,15), mens folket gik igennem høstens store forandringer og tærskede og opmagasinerede maden.
Men på Jesu tid var højtiden fokuseret på modtagelsen af loven på Sinai-bjerget. I dag fokuserer jødedommen kun på modtagelsen af loven, fordi landbrugsofre ikke er relevante længere efter templets ødelæggelse i år 70. Dette fokus på Sinai-bjerget giver en mulighed for at fejre den vigtigste begivenhed i jødisk historie. Sinaibjerget er et afgørende øjeblik hos jøder og kristne.
Sinai-bjerget er centralt i pinseberetningen fra det Gamle Testamente. Foto: Wikimedia Commons
På grund af dette fokus på Sinaibjerget og det jødiske behov for at retfærdiggøre eksistensen af jødiske traditioner, selv på Moses’ tid, har vi i dag en lidt mærkelig vane med at spise mejeriprodukter i pinsen. Hvorfor? Det er på grund af adskillelsen mellem kød og mælk i jødiske hjem. Rabbinere tror, at dette blev dikteret mundtligt fra Gud til Moses, så når jøder hørte dette (ifølge traditionen) havde de ikke tid til at lave nye kosher-skåle til kødretterne og så forpligtigede de sig på kun at spise mejeriprodukter indtil efter pinsehøjtiden.
Lad os efterlade disse traditioner og lad mig vende opmærksomheden på, hvordan modtagelsen af loven påvirkede de første Jesustroende jøder. Det jeg gerne for at vise forbindelsen mellem Sinaibjerget og pinsens begivenheder i Apostlenes Gerninger, og hvor forbløffende den er. Som du sikkert ved, skete der nogle ting da Helligånden blev givet til disciplene. For det første var der en lyd fra himlen og tunger af ild kom til syne i rummet, hvor disciplene var forsamlet, som Gud havde befalet dem.
Nogle af parallellerne kan du sikkert allerede se. Helligånden blev givet til disciplene i pinsen på samme måde, som det jødiske folk blev givet loven på Sinai. Både Helligånden og loven er kilder til instruktion, oplysning og vejledning til dem, der følger Herren. På samme måde blev Jesu efterfølgeres forsamling en parallel til Israels folk, der samledes ved foden af bjerget for at vente på Guds bud.
De andre to paralleller er lidt mere kryptiske, men hvis vi rejser tilbage til Sinai, kan vi også se dem. 2. Mosebog 20,18 fortæller os at folket bevidnede tordenbrag og lynglimt på bjerget. Når vi ser på selve ordene, opdager vi, at de ikke er de ord, der oftest bruges om vejret. Ordet for torden er kolot og ordet for lyn er lapidim. Ordene her kan godt bruges i denne kontekst, men ordet kolot bruges normalt for larm eller stemmer og lapidim bruges oftest for flammer. Så når disciplene hører høje lyde og ser tunger af ild den aften, hvor de var forsamlede for at blive givet noget fra himlen, så kan vi klart høre forfatteren fortælle os: Dette er Sinai!
En af de vigtigste grunde til, at vi skal lave denne forbindelse som kristne er, at det gør højtidens budskab langt mere kraftfuldt. Pinse bliver ofte set som mindre vigtig i kirkerne end påske- og julegudstjenesterne. Jeg vil påstå, at jul og påske ikke betyder noget, hvis ikke det var for pinsen. Grunden til, jeg siger det, er fordi alt imens inkarnationen af Kristus og hans død og opstandelse er Guds første fantastiske demonstration af kærlighed gennem Messias, så bringer ingen af dem forandring uden pinsen. Pinsen er det øjeblik, hvor Jesu død og opstandelse kan blive anvendt af mennesker.
Det jødiske folk var for altid forandrede af modtagelsen af loven. I løbet af deres rejse fra Egypten til Kanaans land, var folket blevet givet lovene og løftet om en relation til Gud, som aktivt vil vejlede dem gennem både troskab og utroskab. I pinsen bliver Jesu folk givet en relation, som ikke kun er vejledende, men som bringer os fra utroskab til troskab ved at forandre os indefra.
Otis Redding sang engang ”a change has gotta come” (forandring må komme) mens han så ud på samfundet, der var fanget i fordomme og smerte. Brødre og søstre, jeg ser ud på verden kvalt af lemlæstede økonomier og systemer, der favoriserer de få. Jeg ser fanatisme, der dræber tusinder. Jeg ser generationer, der ser på billeder af naturen på deres telefoner i stedet for på verden omkring dem. Forandring må komme. Det er budskabet i denne højtid. Forandring er kommet, den bliver ved med at komme mens vi beder, mens vi giver og mens vi forandres – mens vi giver Hellighånden den stemme, han fortjener.
Kai Kjær-Hansen under en guidet tur i Jerusalem i 1977.Han bor sammen med sin kone Kirsten i et rækkehus i Lystrup ved Aarhus. Fyldt med bøger overalt som altid. Efter pensionen fra gerningen som formand for Israelsmissionen sidste år, er han gået i gang med at ordne Israelsmissionens arkiver. Det er ikke gjort på et par måneder, da disse går helt tilbage til 1880’erne. For den meget historisk interesserede Kai Kjær-Hansen er dette en guldgrube, som må bevares for eftertiden.For os i den yngre generation af dagens Israelsmission har Kai Kjær-Hansen altid stået som ”der Alte”. Han har altid været der. Fyldt tiden og rummet med sin passion, anekdoter og beretninger om den tidlige israelsmission. Vi er mange, der har siddet længe og lyttet til missionær Nicolaysens tidlige bedrifter.
Herhjemme har han profileret Israelsmissionens sag som redaktør af Israelsmissionens Avis i et kvart århundrede og som formand i 17 år. Internationalt har han gjort sig gældende som koordinator for Lausanne-rådet for jødemission (LCJE) i 20 år. Han har i en årrække været hovedredaktør af det akademiske tidsskrift Mishkan og selv leveret adskillige bidrag til forståelsen af den jødekristne bevægelse i fortid og nutid.
Hertil kommer alt det andet, som han har bidraget med i dansk kirkeliv. Det lader vi ligge – for nu i hvert fald.
Hvornår begyndte du at interessere dig for Israel?
Allerede i gymnasietiden fra1961 til 1964 var jeg meget optaget af den unge stat Israel. Og ikke kun den. Jeg købte bl.a. bøger om jødernes flugt til Sverige i oktober 1943 og om antisemitisme. Den første artikel, jeg skrev til en voksen læserkreds, var til søndagsskoleledere og handlede om antisemitisme. Jeg var blevet inspireret af et afsnit i bogen Israel og kirken fra 1962. Her blev det nævnt, at man skulle være meget påpasselig, når man fortalte børn om fx Jesu lidelseshistorie. Var man ikke det, kunne ens fortælling let skabe had til jøder. Og, som bogen sagde: ”Antisemitisme er synd mod Gud”. I det stykke har jeg ikke flyttet mig en tomme.
Kai Kjær-Hansen under én af mange passionerede meningsudvekslinger. Her er det under en LCJE-konference i New York i 1999.Efter studentereksamen var jeg 6-7 uger i Israel – rejste alene rundt på ”tommeltot”, som man sagde den gang – og skrev efterfølgende nogle artikler om det til juniorer. Efter aftjent værnepligt kom jeg året efter tilbage til Israel. Det blev til ni måneder i en kibbutz, hvor jeg lærte ivrit, nyhebraisk.
Er det så et lykkeligt ”guldbryllup”, du og Israel har kunnet fejre?
Ikke helt. Selvom jeg var glad for opholdet, måtte jeg også erkende, at rejseoplevelser i Israel ikke alene kunne bære et fortsat engagement. De romantiske følelser var ikke bæredygtige for et livslangt forpligtende forhold. Sagen var, at mit noget idylliske billede af den unge stat og dens indbyggere, som jeg havde haft med i baggagen hjemmefra, var krakeleret i Israel.
Israelsmissionen befandt sig dengang i et vadested. I et par år havde stillingen som dansk præst i Jerusalem stået ledig. Som lærer på Menighedsfakultetet kunne jeg få orlov med tanke på at dygtiggøre mig akademisk. DIM og jeg blev så enige om en kortvarig halvtidsansættelse. Vi kendte ikke hinanden. Inden da havde jeg aldrig deltaget i et møde arrangeret af Israelsmissionen. Så det var lidt af et vovestykke fra missionens side. Det blev til godt og vel to år i Jerusalem. I familiekrøniken figurerer de som meget berigende år.
Alligevel blev du dansk præst i Jerusalem i 1976 – hvorfor?
Aftensang i Jerusalem.Jeg rejste ikke til Jerusalem med henblik på senere at lade mig involvere i Israelsmissionen, men noget ændrede sig, da jeg for første gang i mit liv mødte Jesus-troende jøder. De inspirerede og udfordrede mig. Når jeg iagttog dem og deres problemer, kom jeg til at tænke på forhold beskrevet i Det Nye Testamente. Og når jeg læste NT, kom jeg til at tænke på dem og deres problemstillinger i dag. Det virkede stimulerende for min interesse i nytestamentlig teologi. Desuden deltog jeg i et par internationale konferencer i Lausanne-bevægelsens regi. Jeg knyttede mig dér til dem, som især beskæftigede sig med mission over for det jødiske folk. Det har jeg ikke senere fortrudt. Spørgsmålet om mission til Israels folk, og om Israels folk behøver Jesus til frelse, blev af eksistentiel betydning for min egen tro.
Hvad mener du med det?
Ganske enkelt det, at hvis Israels folk i dag ikke har brug for Jesus til frelse, så har jeg det heller ikke. Jesu budskab var i første omgang adresseret til det jødiske folk. Messiastid indebærer godt nyt for hedninger. Men hvis Jesu budskab i dag ikke længere gælder jøder, hvorfor skulle det så gælde mig? Hvis Jesus ikke er jøders Messias, kan han ikke være min Kristus. Og siger jeg noget andet, gør jeg vor tids Jesus-troende jøder til tabere. Det var ikke os hedningekristne som først påstod, at der ikke er frelse i nogen anden end i Jesus. Den påstand kan føres tilbage til den Jesus-troende jøde Peter.
Når det er sagt medgiver jeg gerne, at når jeg beskæftiger mig med kirkens ugerninger mod det jødiske folk op gennem tiderne og med Holocaust, ja, så kan jeg fristes til at sige, at evangeliet ikke længere gælder jøder. Jeg vover det alligevel ikke, for så har jeg gjort Jesus til en bagatel. Faktisk findes der jødiske lærde, der forstår dette argument. Jeg siger ikke, at de plæderer for jødemission. Den kan de godt være foruden. Men retten til at kristne og messianske jøder udtrykke deres overbevisning antaster de ikke, heller ikke jødemission som sådan.
Selvom ”ægteskabet” mellem Kai Kjær-Hansen og Israel ikke altid har været en dans på roser holder de alligevel hinanden ud endnu. Og selvom Kai Kjær-Hansen mener, at det er et privilegium at have fået lov til at bo i fx Jerusalem, er det ikke byen i sig selv, der er det vigtigste, men hambyen giver anledning til at beskæftige sig med: Jesus. Som han skrev i første nummer af Israelsmissionens magasin i 1977: ”Helligsteder er interessante at besøge et par gange, men man bliver som regel hurtigt færdig med dem, bliver trætte af dem. Møder man Jesus, bliver man ikke hurtigt færdig med ham, ej heller bliver man træt af ham.”
Lad os frem for alt lægge os disse ord på sinde fra ”Der Alte”, som den 29. april fylder 70.
Det er med stor glæde, vi kan fortælle, at der er ansat en ny studentersekretær for den hebraisk-talende del af det kristne studenterarbejde i Israel.
Neeman Maled begynder på halv tid her i foråret i stillingen, som har været ledig i over to år. Det har simpelthen ikke været muligt at finde en arvtager til den første studentersekretær, Zvi.
Neeman har tidligere siddet med i kommiteen for FCSI og ledet den lokale gruppe på Hebrew University i Jerusalem, hvor han studerer. Derudover var han i Danmark sidste år i forbindelse med KFS’ påskelejr, hvor han var med for at blive inspireret og møde danske, kristne studerende.
Hvor er det godt, at Rasha – studentersekretæren for den arabisk-talende del af FCSI – nu får hjælp til at række de mere end 310.000 studerende i Israel evangeliet om Jesus.
Vi håber, du vil være med til at bede for Neeman, så han kan få en god begyndelse i sin tjeneste. Vi vil også frimodig spørge, om du vil bære med økonomisk – enten via en engangsgave eller en fast aftale.
Israelsmissionen har lovet at støtte FCSI med 50.000 kr. i 2015. Det vil vi, fordi også israelske studerende har brug for at høre evangeliet om Jesus.
