Anatoli Emma
”Det at vi overhovedet er her i landet stadigvæk, er et mirakel. Ikke alene er vi jøder, men vi tror på Jesus!”
Ordene blev udtalt på LCJEs konference i Kiev sidste år af Anatoly Emma, præst og leder af Jews for Jesus i Ukraine. Og man må sige, han har ret. De messianske jøders tilstedeværelse i de lande, som tidligere udgjorde Sovjetunionen, er et stort vidnesbyrd om Guds trofasthed.
Ikke kun de kommunistiske regimer, men også nazismen forsøgte at udrydde jøderne – og dermed også de Jesus-troende jøder – i Ukraine. En af Holocausts største massakrer blev udført på Ukrainsk jord, i Babi Yar, i udkanten af hovedstaden Kiev, hvor nazi-soldater og lokalt politi dræbte over 33.000 mennesker på blot to dage.
Ifølge det kristne magasin, Christianity Today, er Kiev i dag hjemsted for en af verdens største messianske menigheder, Kiev Jewish Messianic Congregation, hvor cirka 1.600 er medlemmer. De mødes under 15 kilometer fra Babi Yar.
Også på et andet sted med forfærdelige minder, mødes messianske jøder for at fejre gudstjeneste. I den Nordukrainske by Berdichev myrdede nazisterne 15.000 jøder, men i dag huser byen en messiansk menighed på over 200.
Det estimeres at der er 10-15.000 messianske jøder i alt i Ukraine.
Grøften, Babi Yar, hvor nazister og lokalt politi myrdede over 33.000 på blot to dage. Billedet øverst er mindesmærket rejst på stedet.
Mange ukrainere immigrerer også til Israel – over 5.100 i 2014. Nogle af dem er også messianske jøder, som har et ønske om at rejse til både Israel og andre steder i verden for at plante messianske menigheder.
Dette får Jonathan Bernis, grundlægger af Jewish Voice Ministries International, til at komme en opsigtsvækkende udtalelse: ”Ukraine repræsenterer sandsynligvis den største mulighed for at nå det jødiske folk med evangeliet.”
I Israelsmissionen ved vi ikke, om denne påstand er rigtig, men vi glæder os over, at jøder kommer til tro på Jesus som Messias – også i Ukraine.
I de seneste seks måneder har jeg haft fornøjelsen af at være volontør på det israelske handicaphjem, Maon Gilo. I det konfliktfyldte land er hjemmet unikt, da der her både bor og arbejder jøder og arabere – en fantastisk mulighed for volontører som mig! Når man tilbringer så meget tid i et land, så kommer man hjem med mange minder. For mig var det mødet med mennesker, som har satte sig størst spor.
Lige her over: Fest på Maon Gilo. Det øverste billede er af Emma (tv.) på tur med en af beboerne fra Maon Gilo.
Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min nye araberven, Mohammed. Han sagde, at det, som frustrerede ham mest, var ikke, at jøderne ledede landet, men i stedet, at han følte sig behandlet som en andenrangs borger i sit eget land. Denne følelse kommer ikke ud af ingenting, da de jødiske arbejdere på Maon fx får en højere løn end araberne. Arbejdet med den fysiske pleje på hjemmet blev også primært foretaget af arabere, da lønnen er dårlig. Det kan få mange til at føle, at de er gode nok til at tage de jobs, som jøderne ikke selv ønsker, men at de stadig ikke behandles som ligeværdige mennesker.
En for mig meget tankevækkende oplevelse var en samtale med en ung værnepligtig. Han spurgte til mine tanker omkring Israel og konflikten, hvor jeg delte nogle af de tanker, jeg netop også har delt med jer, nemlig, at det er enormt hårdt at være araber i det nuværende Israel. Reaktionen på dette var et omgående: ”Jeg håber, du en dag vil finde sandheden og indse, at det er jødernes land”. Det var vildt at opleve, at det ikke er onde mennesker, som ikke byder araberne velkommen med åbne arme. Det er tværtimod helt almindelig mennesker, som dig og mig, som er blevet trætte af krig og konflikt, og som ser araberne som årsagen til problemet. Jeg kan også huske en anden jødisk arbejder på Maon Gilo, som var frustreret over situationen, da hun følte, at Israels gaver altid blev misbrugt. Hun sagde, at hver gang Israel forsøgte at hjælpe eksempelvis Gaza-striben med nødhjælp, blev hjælpen i stedet brugt til at lave våben til skade for Israel. Jeg husker det som noget med mel og bomber, men det skal jeg ikke nødvendigvis kunne udtale mig om.
Som volontør er man neutral i konflikten, hvilket gør, at man nemt får ondt i hjertet og sympatiserer med den, man samtaler med. Samtidig er det en del lettere at se sagen fra begge sider, da vi ikke på samme måde er blevet såret af modparten gennem lang tid – og vi chikaneres sandsynligvis heller ikke af modparten, hvilket måske også gør sympatien lettere. Et ønske om fredsmægling opstår derfor hurtigt. Jeg oplevede dog, som i mødet med min soldaterven, at den direkte konfrontation ikke hjalp synderligt. Jeg oplevede i hvert fald, at behovet for at have nogen at betro sig til og dele deres frustration med var større end behovet for mine skarpsindige og dybe betragtninger. Så, når det er sagt, så er noget af det mest udfordrende ved sådan nogle samtaler, at din samtalepartner som regel vil forsøge at overbevise dig om netop deres standpunkt. Så, dybest set, er det sværeste ved at være i midten mellem jøder og arabere at vedblive med netop at blive på midten.
Heldigvis behøver vi ikke altid tage stilling til, hvad der er rigtigt eller forkert. En af de jødiske kvinder på hjemmet fortalte mig, at hun altid havde tænkt, at Maon Gilo fungerede, fordi man tjener hinanden. Tænk, at svaret kan være så simpelt. At tjene hinanden. Så, hvis vi betjener hinanden ved at lytte, hjælpe eller udfordre, så må vi jo håbe, at vi alle har rykket os et stykke.
To kvinder besøgte Danmark i påsken. Den ene taler hebraisk, den anden arabisk. Den ene kommer i en messiansk menighed, den anden i en arabisk kirke. Men de er begge arabere, der bor i det nordlige Israel. Gennem studenterarbejdet lærte de hinanden at kende.
Dinna Swartz, 13. april 2015
Dina Aweida er i tyverne og studerer biologi i Haifa i det nordlige Israel. Her har hun boet siden hun var seks år gammel. Dina er halvt nordmand, halvt araber og boede de første år af sit liv i Norge.
Rasha Grayeb er i trediverne og arbejder for det israelske studenterarbejde, FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel). Rasha arbejder særligt med de arabisktalende studerende. Hun er nemlig selv araber.
Hebraisktalende araber
Dina derimod taler hebraisk. Hendes farfar var den første, der kom til tro på Jesus i den del af familien. Selvom han var araber, arbejdede han meget med jøder og efter anden verdenskrig hjalp han jøder med at immigrere til Israel. Hans motivation var enkel: der står i bibelen at jøderne er Guds udvalgte folk. Dina har ligesom sin far og sin farfar været i hæren for at aftjene værnepligt. Det kan lyde som en stor identitetskrise at være araber, men at overtage sprog og kultur fra jøderne. Men nej, sådan oplever Dina det ikke:
”Jeg lægger stor vægt på, at jeg ikke er jøde. Jeg er ikke en del af det udvalgte folk,” understreger hun. ”Jeg har faktisk aldrig følt, at jeg står mellem de to lejre. Jeg blev opdraget på bibelske principper. Det er dér, jeg finder min identitet. Det er altså min tro og ikke min nationalitet, der skal definere mig.”
Andengenerationskristen
Rasha beskriver sig selv som en andengenerationskristen. Begge hendes forældre kom til tro som unge gennem evangeliske konferencer. Det var også her, de mødte hinanden. Senere har Rashas far startet en evangelikal kirke i Nazareth. Rasha ser det derfor som helt naturligt, at hun selv kom til tro som barn. Hun blev også tidligt engageret i det kristne studenterarbejde i Israel. Som 19-årig blev hun introduceret til FCSIs bibelstudie samme dag som hun begyndte på studiet.
”Jeg mener, at noget af det vigtigste vi kan gøre for de studerende i dag, det er at hjælpe dem til at se deres studieår som en tid, hvor de kan tjene Gud og blive trænet til at blive gode ledere.”
Rasha virker tydeligvis stolt over det arbejde hun får lov til at være en del af gennem FCSI. Hun har nu været ansat i to et halvt år og arbejder på at udvide studenterarbejdet.
De studerende kan møde Jesus
Dina lærte også FCSI at kende, da hun begyndte på studiet. Hun har selv startet en bibelstudiegruppe op i Haifa med en veninde, som hun kender fra en af FCSIs lejre.
”Der var faktisk ikke nogen hebraisktalende gruppe på mit universitet. I dag efter to år er vi otte-ni stykker.” fortæller hun begejstret. Selvom hun er halvt araber, voksede hun op i et jødisk miljø, så hun ville ikke kunne følge en gruppe på arabisk.
Rasha og Dina bliver også nødt til at tale hebraisk sammen. Alle israelske arabere må nemlig tale hebraisk, men det er ikke nødvendigt på samme måde den anden vej rundt. Dina taler altså ikke selv arabisk. Også Dinas far er bedst til at prædike på hebraisk og når han er med som præst på en af FCSIs lejre, vil han kun prædike på hebraisk.
”Jeg har nogle arabiske venner,” fortæller Dina, ”men det er primært gennem FCSI.”
FCSI er altså et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af de etniske skel. Det er Rasha og Dina et levende bevis på.
Karoline Hoffmann-Hansen brænder for at fortælle historier, så da muligheden for at rejse til Israel med formålet at lave korte videospots for IU bød sig, var hun ikke i tvivl.
Peter Kobbersmed, 7. april 2015
”Jeg var mega meget på! Jeg synes, det var en vildt god mulighed” fortæller Karoline. Hun var i foråret 2014 afsted som Missionspilot og glæder sig over gensynet med Israel: ”Jeg har haft sådan en hungren efter Israel. Jeg føler det som mit andet hjemland, og jeg har savnet det enormt meget. Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til Israel og lave noget, som jeg brænder for. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget bedre, end at komme tilbage til Israel og filme noget, som kan være en lille del af Guds mission.”
Karoline skal lave små videospots fra nogle af de forskellige Meet the People-institutioner, så kommende volontører bedre kan få et indtryk af stederne inden afrejse, og drømmen om at udfolde sig kreativt er ikke en pludselig indskydelse for Karoline.
Karoline (til højre) under hendes første ophold i Israel som Missionspilot.
En passioneret drømmer
”Min familie har jo altid vist, at jeg er kreativ og godt kan lide at udtrykke mig, og da jeg var 10 år, ville jeg gerne være skuespiller. Det synes jeg var svært, fordi mange i min familie er akademikere eller har taget forskellige læreruddannelser.” Med en mor, der er jurist, og en far, der er journalist, er det ikke nødvendigvis vejen som delvist autodidakt filmkvinde, der er allermest oplagt: ”Man kommer ikke ud med et færdigt bevis. Man skal bevise sig selv, og ens personlighed vil altid blive afspejlet i produktet.”
Overvejelser omkring jobsikkerhed og karrieredrømme er ikke det eneste, som har præget Karoline. Hendes tro på Gud har stået i centrum for fremtidsforhåbningerne:
”Jeg har tit tænkt; Gud, hvad er det du vil have? Jeg har haft en brændende passion for film og skuespil i så mange år. Og uanset hvor meget jeg har forsøgt at gemme det væk, blev passionen ved med at være der. På et tidspunkt vendte jeg det rundt og sagde; Okay Gud, det er det her, jeg vil – Hvor vil du bruge mig? Og hvis ikke det er det jeg skal, så må du lukke nogle døre.”
At finde på plads
Med den overbevisning tog Karoline afsted som Missonspilot, og tre måneder i Israel hjalp hende på vej:
”Opholdet som Missionspilot handlede om at finde min plads i Guds mission, og der blev jeg bare ved med at blive trukket tilbage til filmverdenen. Jeg havde lyst til at lave video. Og så begyndte jeg at bede over det.”
Samtidig startede Karoline på at lave små ugereportage om Missionspiloternes oplevelser og fællesskab: ”Normalt når jeg tager mit kamera frem, har jeg været vant til, at folk flygter for ikke at komme med. Men her var jeg bare sammen med mennesker, som var mega opmuntrende og positive.”
Gud og næsten
Karoline ser hendes evner og passion indenfor videoproduktion som en måde, hvorpå hun kan tjene Gud. Også selvom hun har haft sine overvejelser om det potentielle arbejdsmiljø: ”Det virker ikke til at være en branche, hvor Gud fylder så meget. Man har kæmpet så hårdt for det, man har opnået, og hvorfor skulle man så dele æren med en gud, som man ikke lige sådan kan se?” siger hun og fortsætter: ”Udefra set virker det som om, at der foregår mange nedbrydende ting. Og jeg tror bare også, at Gud har brug for folk, som vil tjene ham der.”
For Karoline handler det om at fortælle historier, og i den sammenhæng er alle mennesker interessante:
”Jeg bliver rørt af at møde mennesker, og det møde kan bare vækkes til live på afstand igennem film. Hvert enkelt menneske har sin egen historie, og selvom det er en kæmpe kliché, så kunne der bare laves en film om alle menneskers personlige historie. Når vi hører historier, lærer vi noget om os selv, og det synes jeg er dybt fascinerende.”
Karoline er i Israel i perioden fra d. 31. marts til d. 9. april, og når hendes videospots er færdigproducerede, kan de findes på hjemmesiden.
Lørdag den 14. marts fyldte venner af Israelsmissionen missionshuset Klippen i Øster Snede til årsfest. Daniel Goldstein fra Det Israelske Bibelselskab samt Christian Rasmussen, præst i Jaffo, havde taget den lange rejse fra Israel for at være sammen med os.
Daniel fortale om både udfordringer og muligheder i bibelarbejdet i dag. En af hovedpointerne var, at der er en langt større åbenhed og imødekommenhed overfor evangeliet i dag end der var for 10 og 20 år siden. Daniel fortalte også, at da israelere er en af de nationaliteter der er aller mest online, er der også flere og flere som får øjnene op for denne måde at evangelisere på. ”Rabbinerne fortæller, at man ikke må læse det Nye Testamente. Men online kan du læse, hvad du vil, uden de følger med i det,” understregede Daniel.
Årsmødet i Øster Snede var samtidig Krista Rosenlund Bellows’ første som formand for Israelsmissionen. Hun brugte bl.a. sin formandsberetning til at skue tilbage på 130 års historie i Israelsmissionen. Du kan læse et uddrag af formandsberetningen på midtersiderne.
Christian Rasmussen informerede om seneste nyt fra den messianske bevægelse, hvor ét af det mest varme emner lige nu er forsoning. Det bliver diskuteret meget, hvordan man skal forholde sig til dette spørgsmål – særligt efter bølgerne gik højt i forbindelse med krigen i sommers. Om aftenen holdt Christian festtalen med fokus på Guds ord til Guds folk. Det gjorde han bl.a. gennem vidnesbyrd fra nogle af de mennesker, som er kommet til tro gennem Immanuelkirken. Han konkluderede, at når det handler om at bringe Guds ord til Guds folk, så har det altid handlet om Jesus.
En tydelig understregning af det, som også er Israelsmissionens hjertesag, og som vi altså fik lov at fejre denne dag. Vi vil gerne fra Israelsmissionens side takke jer alle for et dejligt og velsignet årsmøde.
Messianske jøder og kristne arabere mødtes på Cypern den 26.-30. januar 2015 for at diskutere, bede og arbejde mod forsoning. Det var ikke let. Men “korset tvinger os til at gå denne vej” udtaler arrangør.
Af Dinna Swartz, 6. marts 2015.
“Det var ikke behageligt, det var ikke afslappende og det var helt sikkert ikke let. Men for mig og 14 andre israelske messianske jøder og palæstinensiske kristne, var det nødvendigt,” fortæller Aaron Abramson, som var med på Cypern.
Det er et nyt initiativ i Lausannebevægelsen, som har stået for konferencen (The Lausanne initiative for reconciliation in Israel/Palestine, LIRIP). Visionen for initiativet er “at fremme forsoning i Kristi legeme og i samfundet i Israel og Palæstina ved at skabe et netværk, der opmuntrer til evangeliebaseret, Kristuscentreret forsoning”.
Hver dag studerede deltagerne bogen “Med min fjendes øjne”, skrevet af Salim Munayer, kristen palæstinenser og direktør for Musalaha samt Lisa Loden, messiansk jøde og chef for lederudvikling på Nazaret Evangeliske Teologiske Seminar.
Følelsesmæssigt drænende
Deltagerne mødtes og diskuterede, hvordan sand forsoning ser ud i deres samfund. De udforskede den konfliktfulde historie. De sammenlignede krav på jord. De diskuterede deres forskellige teologiske overbevisninger i relation til endetidsteologi, lidelse, retfærdighed, land og politik. Kort sagt gik de lige i kødet på de mest udfordrende problemstillinger.
“Selvom vi mødtes om Jesu kraftfulde værk på korset, fandt vi hurtigt ud af at vores unikke og personlige fortællinger var komplet forskellige og formet af kultur, historie, politik og teologi. Som en israelsk messiansk jøde fandt jeg det følelsesmæssigt drænende. Og jeg kan ikke forestille mig at jeg var ene om at have det sådan,” fortæller Aaron.
Jesus og enhed
Jesus bad for sine forfølgere: “at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Joh 17,21. Denne bøn gav retning på konferencen på Cypern mens deltagerne kæmpede sig gennem et hav af udfordringer sammen.
Richard Harvey, teolog, messianske jøde og en af initiativtagerne til konferencen udtaler:
“Vores diskussioner var hjertelige og gensidigt respektfulde, men vi undgik ikke at tale om svære emner og ærligt at udtrykke vores uenigheder. Salim og Lisas bog er en værdifuld ressource for alle som er interesserede i udfordringerne og mulighederne for forsoning i regionen.”
En anden af initiativtagerne, Munther Isaac, kristen palæstinenser og professor på Betlehem Bible College tilføjer:
“Vi mødtes hver dag for at bede og læse skriften sammen, dele vores perspektiver og anerkende vores forskelle. Det er vigtigt for vores befolkningsgrupper at tale åbent med hinanden i en kristen ånd. Forsoning i vores kontekst er meget udfordrende og svært, men korset tvinger os til at gå denne vej.”
At leve forsonende livsstil
Initiativet lægger sig lige op ad den erklæring Lausanne-bevægelsen udstedte i 2011. Ifølge erklæringen kalder evangeliet os til:
At tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde
At begynde at leve forsoningens livsstil
At være et eksempel og en formidler af håb
Det er præcis, hvad Salim Munayer understreger:
“Det er vores overbevisning at Kristi død og genopstandelse er fundamentet for forsoning og at tilgivelse og helbredelse kun kan komme ved at følge hans eksempel og at adlyde hans ord. Vi har brug for at kende og demonstrere dette som israelere og palæstinensere, araber og jøde.”
Hvad er resultatet?
“Jeg må være ærlig – selv efter en uges diskussion på Cypern er vi langt fra at have løst konflikten. Vi talte nogle tunge emner igennem, spiste måltider sammen, delte historier og lærte hinanden at kende. Vi kom ikke til en fuldstændig teologisk enighed. Vores politiske holdninger forblev forskellige. Men noget skete. Jeg føler jeg har forandret mig. Noget kraftfuldt var på spil da vi lyttede til hinanden,” forklarer Aaron.
“Vores resultat var, at vi gik hver til sit forpligtede på at mødes igen, på at fortsætte samtalen i vores respektive lokalsamfund og på at huske på de udfordringer, som vores søstre og brødre i troen står overfor.”
Lisa Loden mener, at konferencen har været anstrengelserne værd:
“De palæstinensiske og messianske grupper indså deres uenigheder og nødvendigheden af at arbejde sammen for at forstå disse uenigheder bedre. Vi har forskellige og ofte modstridende historier, identiteter og teologier. Vores forståelse af retfærdighed, dét at være et folk og landet er ofte påvirket af vrede og smerte. Men i Jesu ånd forsøgte vi at lytte opmærksomt til hinandens synspunkter og svare ærligt og næstekærligt.”
I aften begynder jøderne fejringen af festen Purim, som skal minde dem – og os – om hvordan det jødiske folk var på randen af udryddelse. Men den modige dronning Esther fik forpurret Hamans onde planer. Du kan læse hele fortællingen i Esthers Bog i Bibelen.
Historien om Purim, dronning Esther, Haman og Mordechai foregår i det persiske rige i det fjerde århundrede før Jesus. Det er derfor både festen og hovedpersonen, Esther, har persiske frem for hebraiske navne. Persien var et kæmperige, som strakte sig over 127 lande, og man mener, at alle jøder i verden boede i riget.
Meget kort handler fortællingen om, at kong Xerxes skal bruge en ny dronning, fordi han har slået dronning Vashti ihjel for ikke at gøre, som han bad hende om. Den forældreløse Esther bliver dronning i stedet. Hun bor sammen med sin fætter, Mordechai, som tog hende til sig efter forældrenes død.
Haman, som er en slags præsident i Persien, bliver meget vred på Mordechai, fordi han ikke vil falde på knæ for Haman. Haman får derfor kongen med på at udstede en lov, som giver alle indbyggere i Persien lov til at slå jøder ihjel, der hvor de bor, og samtidig røve deres hjem og ejendom. For at nå frem til en dato det kan ske, kaster Haman lod (purim), og det er her navnet kommer fra.
Dronning Esther får dog overtalt kongen til at udstede en ny lov, som siger, at når jøderne bliver angrebet, må de gerne forsvare sig. Og sådan går det til at det jødiske folk reddes fra udryddelse.
I år fejres Purim desværre i et meget aktuelt lys. Angrebet på synagogen i København for nogle uger siden, hvor Dan Uzan blev dræbt og to politifolk såret, står stadig stærkt i hukommelsen.Ifølge en kommentar af Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har antisemitismen ikke stået stærkere i Europa siden Anden Verdenskrig, end den gør i dag. Hun mener desuden, at Danmark, set i lyset af angrebet på synagogen, ikke længere kan undslippe spørgsmålet om antisemitisme.
I aften når jøder overalt i verden begynder fejringen af dronning Esther og at det ikke lykkedes Haman at gennemføre sine planer, kan vi, som ikke er jøder, også deltage i festlighederne. Og må dét være en forpligtigelse til os, om at stå op imod uretfærdigheden, når vi møder den. Lad os tage det som en påmindelse om, at også vi kan finde modet ved den samme kilde, som Esther fandt det – hos Israels Gud.
Andy Ball, bibelbutikken i Tel Aviv, 24. februar 2015
Siden januar er det gået lidt sløvt med forretningen – sikkert på grund af finanskrisen. Der er ikke så mange mennesker i gaderne, og det er en stor mulighed for os til at lære vores forretningsnaboer bedre at kende, da vi jo alle har tid til at snakke. Vi har lige købt en ny kaffemaskine, og den er blevet et godt redskab til at dele evangeliet.
En dag så vi vores naboer stå i gaden og snakke med hinanden, så vi inviterede dem ind i vores butik til kaffe. “Det er en god idé,” sagde en af naboerne, “jeg tager småkager med!” Så vi satte os alle ned og nød kaffe og småkager. En af de andre sagde til mig: “Nu har jeg kendt dig i mange år, Andy, men ved alligevel stadig ikke helt, hvem du er, og hvad denne butik har som formål. Vil du ikke fortælle os lidt om, hvad du tror på?” Det ville jeg jo gerne, og det endte med en snak om, hvem der egentligt er jøder, og hvem der er kristne.
Vi takker Gud for denne mulighed for at dele evangeliet, og vi var overraskede over, hvor villige folk var til at lytte til os. Efter lidt tid skulle vi igen hver til sit, men alle naboerne blev tilbudt et Nyt Testamente på hebraisk og noget andet litteratur.
En færdselsbetjent som går forbi vores butik hver dag, stak på et tidspunkt genert hovedet inden for. Han havde hørt fra naboerne, at vi havde en kaffemaskine, og at vi delte kaffen ud gratis. Nu har vi en ny ven, som siger godmorgen til os hver dag, og som vi har en mulighed for at dele evangeliet med.
Det er stort at opleve, hvordan Gud åbner dørene for os – selv i vanskelige situationer. Gud har virkelig velsignet os gennem denne kaffemaskine, for siden vi har fået den er der opstået mange muligheder for at kombinere kaffe, afslapning og god snak.
Jeg håber, I vil være med til at bede for vores næste kampagne på gaden. At sløret må løftes fra de øjne, som læser evangeliet; for visdom i de snakke vi får med andre; for dramateamet og musikerne.
Der er tradition for at Johnny Khoury, leder på Ebenezer-hjemmet i Haifa, fortæller lidt om de beboere, som er afgået ved døden. Det gør han primært i de nyhedsbreve, der sendes ud fra hjemmet. De seneste tre har vi lyst til at bringe videre til jer her.
Miriam Munce, 92 år gammel.
Hun blev født i USA, og var meget tæt knyttet til sin jødiske tradition. Hun kom til tro på Kristus i forbindelse med forbøn for hendes børn, som var syge. Først blev datteren helbredt for et dobbelt kraniebrud efter fald fra anden etage, og hendes søn blev helbredt for kræft i øjet. Hendes mand kom også til tro senere, da hendes søn blev dræbt på den skole han gik på. Manden kom sig dog aldrig over sønnens død, og døde selv af et knust hjerte to år senere.
Omkring to år efter hendes mands død, giftede Miriam sig igen og fik opfyldt sin drøm om at bo i Israel. Hun boede i Cæsarea og var medlem af menigheden Beit Asaf. Hun efterlod sig en lang liste over undere, som Gud havde gjort i hendes liv.
Inna Weisburd, 92 år gammel.
Hun blev født i Ukraine under Stalins styre, og hendes far var fra en troende familie, mens hendes mor var ateist. 2. Verdenskrig brød ud, da hun var 18 år gammel. Ved Guds nåde klarede hun sig igennem både nazismen og dødelige bombninger. Ved et tilfælde fandt hun ly i en kælder sammen med nogle andre. Cathrine, en 11 år gammel pige som gemte sig sammen med hende, så Innas frygt og fortalte hende, at hun kunne bede til Gud. Det var første gang, hun bad. Bagefter undrede hun sig meget over, at den bygning, hun havde gemt sig i, var den eneste, som stod hel i hele det område, der var blevet bombet. En anden gang blev hun reddet i en storm, hvor hun bad til Gud. Pludselig kom der en kvinde ud af ingenting og fortalte hende, hvilken vej hun skulle gå. En ven lånte hende en bibel, og gennem den lærte hun den Gud at kende, som ofte havde reddet hendes liv. Efter at være kommet til tro, blev hun medlem af en undergrundsmenighed. I 14 blev hun forhindret af KGB i at rejse til Israel, men hun fik hjælp af en tysk præst. Hans datter blev senere volontør på Ebenezer. Inna fortalte inden hun døde, at Salme 91 er summen af hendes liv.
Hans Meyer, 94 år gammel.
Han blev født i Haifa med en schweizisk far og tysk mor, som gik ud af Tempelsamfundet efter hun giftede sig. Hans voksede op i Waldheim – nu Allonei Abba uden for Haifa – og var nært knyttet til de messianske jøders historie i Israel. Han mødte sin kone, mens hans arbejdede som elektriker ved Beit Shalom. Efter de havde giftet sig, arbejdede Hans som vagtmester ved Eliaskirken, hvor han havde ansvaret for lageret. Han har også installeret det elektrisk anlæg på det messianske konferececenter, Beit Yeddia på Karmel. Efter det åbnede arbejdede parret der i seks år. I 2011 kom de begge til Ebenezer-hjemmet. Hen imod slutningen længtes Hans efter at møde Herren, som han havde tjent trofast.
2015 var ikke mange dage gammelt før det nye år blev beskæmmet af antisemitisk motiverede drab i Frankrig.
I weekenden blev det så Danmarks tur. En ung mand angreb først et debatmøde om ytringsfrihed hvor han dræbte en og sårede tre politifolk for derefter at dræbe en sikkerhedsvagt og såre endnu to politifolk ved synagogen i Krystalgade.
Drabet på Dan Uzan var antisemitisk motiveret. Han blev dræbt, fordi han var jøde. Det forekommer helt surrealistisk at konstatere, at det er sådan, forklaringen er. Det forekommer næsten ubærligt, at vi igen oplever, at en dansker dræbes med denne motivation.
Sammenhold i Jerusalem
I Jerusalem mødtes en gruppe danskere – jøder og andre – søndag aften for at tale episoden igennem med hinanden. David Serner, præst i Den Danske Kirke, fortæller at der blev både grædt og grint. ”Der var – naturligvis – tårer pga. situationen og sorgen over de afdøde. Men der er også gode minder og der blev smilet ved tanken om det levede liv og disse minder,” fortæller han og fortsætter: ”Midt i sorgen rejste der sig et ønske om ikke at rykke mod polerne, men at rykke tættere sammen.”
Skal jøder “hjem” til Israel?
I kølvandet på drabet ved synagogen har Benjamin Netanyahu igen været ude og opfordre de europæiske jøder til at komme til Israel. ”Jøder er blevet dræbt på europæisk jord, bare fordi de er jøder. Denne bølge af angreb vil fortsætte. Jeg siger til Europas jøder – Israel er jeres hjem,” sagde han efter sit ugentlige kabinetmøde.
Jair Melchior, chefrabbiner i København, er ikke imponeret over udtalelsen: ”Terror er ikke en grund til at flytte til Israel,” siger han til den israleske avis, Haaretz. Også Michael Melchior, som nu bor i Israel, er træt af Netanyahus udmeldinger: ”Jeg kan ikke lide den automatreaktion fra israelske politikere, og jeg mener ikke, det er den rette respons. Jeg mener, svaret på terror må være at bekæmpe den, hvor end den findes,” fortæller han – også til Haaretz.
David Serner mener, at Netanyahu blander tingene sammen: ”Med udtalelser som denne, bliver konflikten mellem Israel og vestbredden/Gaza det samme som konflikten mellem jøde og ikke-jøde. Og det er ikke sandt – man kan godt være imod staten Israels gerninger uden at være imod jøder som sådan – ligesom man kan være imod Danmarks engagement i diverse krige uden at være imod danskere. Men faren er reel for jøderne. Det viser både episoden i Frankrig og episoden i Danmark med al tydelighed – men for mig at se er svaret ikke at lave samme fejlslutning som dem, der begår ugerningerne, men at vi, som samfund, må støtte op om de minoriteter, der bor hos os og vise, at vi værdsætter dem.
Jeg er ikke jøde, men min tro har jødiske rødder. Min frelser var jøde. Så lad os stå op og ikke falde tilbage til vores tilstand af lunkenhed eller ligegyldighed. Lad os turde stikke hovedet frem.
Handlingerne i dag drejer sig ikke om at knægte ytringsfrihed og ‘vestlige værdier’. Angrebet på synagogen viser, at årsagen skal findes i en mere fundamental frustration og magtesløshed og ikke i en tegnet profet,” slutter David.
Israelsmissionen kondolerer
Generalsekretær Bodil Skjøtt har i kølvandet på begivenhederne skrevet sin kondolence til det jødiske samfund i Danmark, og skriver bl.a.
”I Den Danske Israelsmission er vi dybt berørt af den tragiske hændelse her i weekenden, hvor det jødiske samfund i Danmark igen måtte betale en pris for at være dem I er, jøder.
Vi ønsker at udtrykke vores dybe sorg og medfølelse og vores tanker går ikke mindst til Dan Uzans familie og venner, som har mistet en, de havde kær. Men vores tanker går også til hele det jødiske samfund i Danmark, som har mistet et medlem og helt konkret igen har været genstand for ondskab og vold.
Vi ønsker også at sige, at det ikke kun er jer, der har mistet og er ramt af ramt af sorg og frustration over det, som er hændt. Det er vi også. Må Israels Gud hjælpe os alle til ikke at lade frygten og hadet få mere magt.”
.JPG)
Hun blev født i USA, og var meget tæt knyttet til sin jødiske tradition. Hun kom til tro på Kristus i forbindelse med forbøn for hendes børn, som var syge. Først blev datteren helbredt for et dobbelt kraniebrud efter fald fra anden etage, og hendes søn blev helbredt for kræft i øjet. Hendes mand kom også til tro senere, da hendes søn blev dræbt på den skole han gik på. Manden kom sig dog aldrig over sønnens død, og døde selv af et knust hjerte to år senere.
Omkring to år efter hendes mands død, giftede Miriam sig igen og fik opfyldt sin drøm om at bo i Israel. Hun boede i Cæsarea og var medlem af menigheden Beit Asaf. Hun efterlod sig en lang liste over undere, som Gud havde gjort i hendes liv.
Hun blev født i Ukraine under Stalins styre, og hendes far var fra en troende familie, mens hendes mor var ateist. 2. Verdenskrig brød ud, da hun var 18 år gammel. Ved Guds nåde klarede hun sig igennem både nazismen og dødelige bombninger. Ved et tilfælde fandt hun ly i en kælder sammen med nogle andre. Cathrine, en 11 år gammel pige som gemte sig sammen med hende, så Innas frygt og fortalte hende, at hun kunne bede til Gud. Det var første gang, hun bad. Bagefter undrede hun sig meget over, at den bygning, hun havde gemt sig i, var den eneste, som stod hel i hele det område, der var blevet bombet. En anden gang blev hun reddet i en storm, hvor hun bad til Gud. Pludselig kom der en kvinde ud af ingenting og fortalte hende, hvilken vej hun skulle gå. En ven lånte hende en bibel, og gennem den lærte hun den Gud at kende, som ofte havde reddet hendes liv. Efter at være kommet til tro, blev hun medlem af en undergrundsmenighed. I 14 blev hun forhindret af KGB i at rejse til Israel, men hun fik hjælp af en tysk præst. Hans datter blev senere volontør på Ebenezer. Inna fortalte inden hun døde, at Salme 91 er summen af hendes liv.
