Mens de er hjemme i Danmark på sommerferie har jeg sat Elisabeth og David Serner – dansk præstepar i Jerusalem – stævne i et fortelt på Holmsborg Bibelcamping til en snak om livet som danskere, som præst, som mor og livet som sådan i Jerusalem.
Arne Pedersen, 4. august 2014
”Jakob Nielsen – min forgænger i jobbet – sagde engang, at han havde verdens bedste job. Det kan der godt være noget om,” begynder David, da han skal fortælle om, hvordan det er at være dansk præst i Jerusalem. Parret rejste i begyndelsen af februar af sted til Jerusalem, for at bosætte sig der med deres to børn, Nathanael og Naomi.
Det åbenlyse spørgsmål der trænger sig på er hvorfor? Hvorfor vælger man at rejse til et fremmed land med to små børn, hvor kultur, sprog og hverdag er helt anderledes?
Familien Serner rejste i februar til Jerusalem for at være præstepar i Den Danske Kirke.
Elisabeth og David kigger lidt på hinanden inden David svarer: ”Vi havde det nok sådan, at om vi skulle flytte til Sønderjylland eller Israel, ville det være samme omvæltning. Vi skulle alligevel have nye omgivelser, så hvorfor ikke Israel?” spørger David.
Elisabeth rykker lidt uroligt rundt på stolen som om hun ikke er helt enig. Men hun giver alligevel David ret: ”Det har jo været længe undervejs,” mener hun og fortsætter: ”Vi har begge to været volontører i Immanuelkirken i Jaffo, David har været med i bestyrelsen for Israelsmissionens Unge, vi har begge været aktive i lokalforeningen i København, og så har jeg også været ansat i København som koordinator en overgang.”
Fred
”Måske lyder det lidt drastisk, men jeg tror ikke, vi ville kunne se os selv i øjnene, hvis ikke vi havde grebet denne mulighed,” supplerer David. Elisabeth nikker og supplerer: ”Vi har også en god fred med det, og vi har en klar fornemmelse af, at vi er, hvor vi skal være. Det er en kæmpe lettelse!” slutter hun. ”Efter opholdet i Jaffo gav vi også hinanden håndslag på, at skulle vi af sted igen, så skulle det være for en længere periode,” afslører Elisabeth. Samtidig fortæller de, at de egentligt aldrig har haft drømmen om ”villa og vovse”, men har drømt om en anderledes hverdag. Det har de fået nu, og det er de glade for.
Besøg af israelske venner
I løbet af tiden i København har Elisabeth og David også fået jødiske venner – bl.a. gennem et sabbatsfællesskab de selv har været med til at begynde. ”Mens vi har været hernede er der allerede to af vores vennepar fra København, som har besøgt os,” fortæller Elisabeth og fortsætter: ”Det er endnu en god ting ved at være flyttet herned – så har vi fået muligheden for at opleve noget af deres baggrund. Vi har set noget af deres historie, deres familie og bl.a. været i den kibbutz, hvor en af dem er vokset op.” David konkluderer: ”Det er godt, at vores venskaber fra København på den måde kan fortsætte hernede – og endda blive beriget!”
Fast menighed af danskere
Da jeg spørger ind til, hvad de glæder sig mest til kommer børnene på banen. ”Vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan børnene vil tackle det hele. Hvordan kommer det til at gå med sproget, og hvordan mon det går med at få nye venner?” spørger David, som også benytter lejligheden til at gentage nogle af de tanker, som han tidligere har givet udtryk for her i avisen, nemlig drømmen om en lidt mere fast menighed: ”Vi håber at kunne få opbygget en fast menighed af danskere, som kommer til gudstjenesterne. På den måde får vi et fællesskab at invitere volontører, Missionspiloter og andre ind i,” fortæller han. ”Vi håber – som kirke – at kunne respondere på den længsel efter fred, fællesskab og dansk kultur, som herboende danskere kan give udtryk for,” siger David. Samtidigt siger han, at han ikke har lyst til at ”stjæle” fra andre fællesskaber. ”Jeg snakkede med ambassadøren den anden dag, og hans skøn er, at der bor i omegnen af 3.500 danskere i Israel lige nu, men det kan både være flere og færre. Hvis bare en 5 stykker af dem kunne tænke sig at være med til at lave menighed, så er vi kommet langt,” mener David.
Dansk kultur er godt
Parret vil gerne have fokus på særligt to opgaver: ”Vi skal være dansk kirke i udlandet!” siger David med eftertryk og fortæller, at det bliver efterspurgt. Han vender tilbage til det med kulturen: ”Det er ikke alle, som nødvendigvis kommer i kirke på grund af troen, men fordi kulturen i kirken er dansk. Og det er helt ok,” fortæller han. ”Vi vil hellere end gerne bruge den danske kultur til at komme i forbindelse med de mennesker, som er her. Den danske kultur bliver på den måde kontaktpunkt og vejen ind i kirken. Det er der slet ikke noget i vejen med – tværtimod!”
Fokus på stærke historier
Elisabeth giver udtryk for, at hun gerne vil have fokus på den jødiske historie. ”Vi må øve os i at blive bedre til at formidle det israelske perspektiv,” mener hun. ”Vi skal måske ikke altid udtrykke kærlighed til Israels politik, men vi må altid udtrykke kærlighed til det jødiske folk. Vi må forsøge at forstå baggrunden for, hvorfor de handler, som de gør. Der er måske mange volontører, der har haft meget stærke oplevelser på Vestbredden,” fortæller hun og fortsætter: ”Men det gør også indtryk at møde den overlevende fra Holocaust og at få kendskab til de messianske jøder og deres vidnesbyrd om, hvordan Jesus har ændret deres livskurs. De historier vil vi gerne være med til at sætte fokus på,” slutter hun.
Forbøn
”At vi må have overskud som familie,” siger David, da jeg spørger ind til, om de har noget, som de gerne vil at vi beder for herhjemme. Han fortæller videre, at sproget er en stor udfordring – også selvom de ikke er startet på helt bar bund. ”Derudover er der på den ene side en udfordring i at se muligheder, hvor de byder sig. Og på den anden side er der også så mange muligheder, at vi skal kunne prioritere,” mener David.
Elisabeth giver også udtryk for, at hun har et helt tydeligt billede af, hvordan de gerne vil leve sammen som familie: ”I må meget gerne bede for, at vi som familie kan leve på en forsonende måde i denne kultur der er så meget præget af konflikt. Vi vil gerne praktisere forsoning som livsstil,” fortæller hun og på den måde være et forbillede. Hun håber, familien på denne måde kan være med til at skabe ”ringe i vandet, der kan sprede sig i det små.” David supplerer forbønslisten ved at tilføje et ønske om forbøn for familien, økonomien og at hans åndelige tilstand som præst må være sund.
Familien rejser snart tilbage til Israel og hverdagen der. Vær med til at bede for det, de har givet udtryk oven for – og for deres sikkerhed midt i den aktuelle konflikt.
I skrivende stund raser krigen mellem Hamas i Gaza og Israel på tredje uge. Krigen har resulteret i al for mange døde, alt for megen ødelæggelse og alt for mange mennesker, som må leve i frygt.
I konflikten mellem Israel og Palæstina mangler der ikke synspunkter, stemmer eller argumenter. Både skrevne medier, radio og fjernsyn flyder over med mennesker med meninger om den ene og den anden side. Volden og krigshandlingerne forsøges retfærdiggjort og forklaret.
Men når begge parter ikke kan finde anden løsning end vold og krig og dermed bruge deres magt til at ødelægge frem for at bygge op – så findes der ingen vinder. Så findes der kun tabere.
Konflikten mellem israelere og palæstinensere fylder meget i medierne, og man kan ikke være blind for den. I Israelsmissionen ønsker vi at have fokus på de mennesker, som konflikten berører. Det gør vi primært gennem vores samarbejdspartnere. Her ser vi frustrationen. Frygten. Vreden. Og vi ser det hos samarbejdspartnere på begge sider af konflikten.
Men vi ser også håbet – uanset hvor spinkelt og uanseligt dette er. Vi ser mennesker, som modigt, insisterende og mod alle ods tør arbejde på en tredje vej. Håbets og forsoningens vej. Som vover at stille sig i midten mellem parterne og pege på et alternativ til volden og krigen. At håbet og freden og forsoningen er mulig. Det er ikke disse mennesker, som råber højest, og derfor får de heller ikke megen spalteplads eller taletid. Desto større grund er der til at sætte fokus på dem og deres indsats. Derfor vil vi gerne stå sammen med dem og opmuntre, for ethvert menneske der vælger fredens og forsoningens vej frem for voldens og krigens, er en sejr for livet.
Som det er udtrykt af Betlehem Bible College:
”Vi er i sorg over det voksende had, snæversyn og racisme i vores samfund i dag og den vold, som er en konsekvens af dette. Vi er specielt kede af, når kristne bidrager til den hadske stemning og splittelsen i stedet for at lade Kristus bruge dem som instrumenter for fred og forsoning.
Konfronteret med dette fastholder vi: Vi er imod at slå børn og andre uskyldige ihjel. Vi støtter kærligheden frem for hadet; retfærdighed frem for undertrykkelse; lighed frem for snæversyn, fredelige løsninger frem for militære. Vold vil kun udløse krig, det vil bringe mere smerte og ødelæggelse for alle lande i regionen. At skabe fred med rod i retfærdighed er den bedste vej fremad. Derfor dedikerer vi os til at sprede en kultur præget af kærlighed, fred og retfærdighed i mødet med vold, had og undertrykkelse.”
Den af vores samarbejdspartnere som mest tydeligt har udlevet denne kultur under konflikten er forsoningsorganisationen Musalaha. I krigens skygge har de igen denne sommer afholdt to børnelejre, hvor de har bragt jødiske og palæstinensiske børn sammen fra hele Det hellige Land. Her har de lært hinanden at kende som dem de også er: Børn med lyst til sjov og ballade, drømme og håb om en fremtid uden krig. Disse børnelejre er et håbets lys i krigens mørke – om end de er en dråbe i havet og uendeligt svære at få øje på. Men netop derfor vil vi gerne fortælle om dem. Læs mere om lejrene her og her.
I denne tid med konflikt og krig er det nemt at vælge side og blive blinde for ”de andre”. Lad os ikke bidrage til hadsk stemning og til splittelse. Lad os i stedet bede om, at Kristus vil bruge os som instrumenter for fred og forsoning.
Det hjerteskærende håb kommer fra et af børnene fra Musalahas børnelejr, som nyligt er overstået. Trods raketter fra Gaza, israelske bombardementer og umådeligt høje tabstal har organisationen der arbejder med forsoning mellem jøder og palæstinensere netop gennemført to børnelejre.
“Sommeren er en smule intens for os her hos Musalaha. Vi afholder tre lejre hvert år, og derfor er sommermånederne altid travle og en smule kaotiske,” fortæller Salim, daglig leder af forsoningsorganisationen Musalaha. “Derudover var denne sommer imødeset med endnu mere spænding end normalt på grund af konflikten i Gaza. Nogle troede det “bare” var endnu en omgang raketter, men det viste sig at blive til så meget mere,” fortsætter han og fortæller videre, at nogle af dem, som skulle komme og hjælpe dem på lejrene aflyste og henviste til den ustabile situation som begrundelse, hvilket efterlod Musalaha meget underbemandede.
“Men bekymringerne kom ikke kun fra udlandet, men også fra vores eget kontor,” fortæller Salim. “Vi brugte meget tid på bøn, overvejelser og vejede for og imod at gennemføre lejrene eller aflyse,” siger han og fortæller at Salme 57 vers 2 blev deres bøn for børnene og sig selv: “Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, for hos dig søger jeg tilflugt, til ulykken er drevet over.”
Inden Musalaha besluttede sig definitivt for at gennemføre lejrene søgte de råd hos både ministerier og sikkerhedstjenester. De forsikrede om at så længe man blot man lavede sig sine sikkerhedsforanstaltninger kunne lejrene godt gennemføres.
For Salim var det særligt interessant at se, hvordan og for hvad frygten slog igennem. For nogle var det raktterne mens det for andre – særligt de palæstinensiske forældre – var frygten for, at deres børn ville blive kidnappet.
Om selve mødet med børnene på lejren fortæller Salim:
“Om onsdagen besøgte jeg lejren sammen med en af de israelsk-jødiske forældre til et af børnene, som har været involveret i Musalaha et stykke tid, og nu er med som leder på lejren. Mens vi kørte overvejede vi, hvordan børnene ville have det med hinanden, når nu konflikten rasede i landet. Da vi ankom, måbede vi over, hvordan de legede sammen og havde det sjovt.”
Han fortsætter og fortæller, at han og den israelske forældre talte om, hvor meget de ønskede at se sådanne lejre sprede sig ud i hele landet. Forælderen sagde: “Hvis blot arabiske børn kunne møde jødiske børn og lære, at de ikke monstre, og hvis bare jødiske børn kunne møde arabiske børn og lære, at de heller ikke er monstre, så er det nok for mig – så er der håb for fremtiden.”
Salim fortæller også om et hjerteskærende håb fra et af børnene: “Da det gik op for et af børnene at lejren sluttede denne dag, sagde han: “Jeg ville ønske, jeg kunne blive her på lejren og ikke være nødt til at tage hjem til krig.”
Lejren står for Salim som et lille glimt af, hvordan samfundet faktisk kunne være, hvis man levede sammen og havde fællesskab med hinanden.
Mens raketterne i disse dage sendes frem og tilbage mellem Israel og Gazastriben, kan håbet om en holdbar løsning på konflikten virke fjern. Men der er mennesker, som nægter at give op og fortsat arbejder for fred.
Af Thomas Nedergaard, 10. juli 2014
Situationen i Israel er højspændt. Siden starten af juli er konflikten i området spidset til og et forsoningsarbejde kan virke uoverskuelig og håbløs.
Men midt i dette mørke, er alt lys ikke slukket.
Musalaha, der arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere, har ikke kastet håndklædet i ringen. Hos dem fortsætter arbejdet trods de store udfordringer.
En vigtig del af Musalahas arbejde er de årlige sommerlejre for børn. Her mødes både israelske og palæstinensiske børn, der ellers til dagligt ser hinanden på hver sin side af den komplicerede konflikt. Sommerlejrene er en vigtig del af Musalahas arbejde. Gennem leg, bibelstudie og mange andre aktiviteter prøver de at nedbryde de mange fordomme, som også børn har om hinanden. Ifølge Musalaha selv, er lejrene ikke uden nytte:
“Deltagerne tager nye hebraiske og arabiske sange og ordsprog med sig hjem fra disse lejre, hvor de deler værelser, bliver medspillere for forandring i en ung alder, og de forlader stedet med nye venskaber.”
De venskaber, som starter på lejrene, strækker sig over den ellers dybe kløft mellem de to folkeslag. På lejren er alle børn i øjenhøjde og forskellene i mellem dem kan udjævnes.
Situationen kan have konsekvenser
Trods den øgede uro den sidste tid har Musalaha ikke planer om at aflyse årets sommerlejre. De kan dog bliver tvunget til det:
“Ifølge undervisningsministeriets politik, kan lejre gennemføres, så længe der kan tilbydes beskyttelsesrum til børnene. Så hvis situationen forværres, kan vi blive tvunget til at aflyse. Som tingene ser ud nu, så gennemfører vi lejrene, men vi tager én dag ad gangen,” skriver Shadia, leder af Musalahas ungdomsarbejde, i en mail.
Flere af organisationens kvindegrupper, mødtes fredag den 11. juli for at faste og bede for hinanden og for at konflikten må stoppe. Kvindegrupperne, som består af både israelere, palæstinensere og arabere, er et eksempel på, at kløften mellem partnerne kan overvindes.
“Der er stor behov for, at vi nu forener os i bøn. Det betyder meget for os, at vores to folk fortsat er i jeres bønner og tanker,” slutter Shadia.
De kommende dage vil afgøre, hvorvidt sommerlejrene bliver en realitet.
Igen i år indbyder både Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge til studiedag på TORVET i Aarhus. Sidste år var vi sammen om at brainstorme og arbejde på en vision frem mod 2016. Under overskriften “Mission gennem partnerskab” formulerede sekretariatet efterfølgende en vision med fire forskellige indsatsområder: Evangelisation, undervisning, diakoni og forsoning. Læs hele visionen her.
På studiedagen i år vil vi dykke ned i både undervisning og partnerskaber. Til undervisningsdelen har vi inviteret Jan Holm Mortensen, der er præst ved Krist Kirken i Kolding. Han er tidligere præst i både Immanuelkirken og Den Danske Kirke, og han har arbejdet meget med forholdet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente set i lyset af de jødiske fester. Kristoffer Simonsen er lige vendt hjem efter et halvt år som menighedsmedarbe jder ved Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor han bl.a. har undervist Missionspiloterne i kristendom mens jødiske rødder. Det har været noget af en øjenåbner for Kristoffer, hvad der gemmer sig af rigdom her, og det vil han gerne give videre til os.
Efter aftensmaden har vi inviteret nogle af de nyligt hjemvendte volontører til at fortælle om, hvad der rører sig hos nogle af samarbejdspartnerne netop nu. Signe og Conrad har været et år hos Immanuelkirken i Jaffo, og Nicolaj har brugt et halvt år som volontør ved Musalaha og Det Palæstinensiske Bibelselskab. De har alle tre friske fortællinger med hjem i bagagen. Krista Rosenlund Bellows – Israelsmissionens nye formand – har været med Bodil i Israel for at blive introduceret til nogle af vores samarbejdspartnere. Hun vil fortælle om sine indtryk og særligt fokusere på Immanuelkirken og Musalaha.
Programmet for dagen ser sådan ud:
16:00 Velkomst
16:05 Kristoffer Simonsen – WOW! kristendommen har jødiske rødder!
16: 25 Jan Holm Mortensen – forholdet mellem GT og NT i lyset af jødiske fester
17:10 Table talks – med oplæg fra Kristoffer Simonsen. Hvordan kan jeg bruge Alef der, hvor jeg er?
17:30 Præsentation af nye liturgier
17:45 Aftensmad (tilmeld dig meget gerne aftensmaden på kontor@israel.dk)
18:30 Volontør-interviews. Vi interviewer Signe & Conrad samt Nicolaj.
19:00 Krista Rosenlund Bellows – Perspektiver på partnerskab: Musalaha og Immanuelkirken
19.30 Gruppesnak – partnerskaber
19.50 Afrunding
20.00 Slut
Vi glæder os til at se dig til en spændende eftermiddag og aften!
PS: Dagen er gratis at deltage i, men vi vil gerne opfordre til at lægge en gave i forbindelse med aftensmaden.
Udtalelsen er oversat af Arne Pedersen, 3. juli 2014
Israelsmissionens samarbejdspartner, Musalaha, har også en afdeling, som arbejder med forsoning mellem palæstinensiske og israelske kvinder. Lederne af dette arbejde fra både Israel og på Vestbredden er kommet med følgende udtalelse på baggrund af den aktuelle situation i området:
Til hvem det måtte vedrøre
I dag er der fortvivlelse i Israel på grund af de tre unge mænd, der blev fundet døde på Vestbredden. Jeg modtog følgende udtalelse fra Shireen, lederen af Musalahas kvindearbejde på Vestbredden. Udtalelsen kommer efter hun var blevet kontaktet af nogle palæstinensiske kvinder, som ikke kunne komme i kontakt med deres israelske venner.
Vi, som jeres palæstinensiske søstre, vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse på baggrund af tabet af tre israelske menneskeliv og den smerte som deres familier og samfund må føle. Vi har, indtil nu, stået sammen med jer i bøn om at de tre unge mænd måtte vende tilbage og nogle af kvinderne har været i kontakt med jer, for at udtrykke medfølelse. Vi dedikerer os til stadig at være i relation til jer og til at fortsætte af fredens og forsoningens vej. De palæstinensiske kvinder, som er engageret i Musalaha, billiger ingen former for vold, men ærer livet og freden sammen med det israelske folk.
Undersrkevet Shireen Awad Hilal, koordinator for Musalahas kvindearbejde på Vestbredden
Jeg vil gerne, som koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel, tilføje:
Jeg har været stærkt bekymret under denne eftersøgning efter de tre unge mænd. På kontoret har vi dagligt bedt for de uskyldige ofre i denne seneste tragedie. Jeg og de andre kvinder som er engageret i Musalahas kvindearbejde i Israel, sender vores dybeste medfølelse til de familier, som har mistet liv på begge sider. Vi vil søge at fortsætte mod freden sammen med vores brødre og søstre i Herren. Vi føler smerten sammen med de familier, palæstinensiske såvel som israelske, som har lidt under den seneste cyklus af vold. Vi lider med begge samfund.
Lad os minde hinanden om i disse ophedede dage, at vores ord ikke skal være præget af gengældelse, men af forsoning. Lad os holde fast i de relationer, der er bygget op og ikke smide års arbejde væk på grund af et malplaceret ”like” på Facebook, som har fornærmet os. Lad os afstå fra at synge med i koret af de mennesker omkring os, som skriger efter blod og lad os i stedet kalde på ham, som har skabt fred imellem os.
Lad os i denne tid blive endnu mere ihærdige efter at arbejde for det gode for hinanden og søge efter muligheder for at velsigne hinanden.
I Ham, Hedva Haymov, koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel.
Sangen om Spørge Jørgen har fået en rennæsance i vores lille hjem, og på Naomis opfordring, synger vi den, indtil vi er næsten ligeså trætte som Jørgens forældre.
Jeg tror, at hun med sine tre år kan relatere til den videbegærlighed, som Jørgen ligger for dagen, og ofte står hendes egne spørgsmål også i kø for at blive besvaret. Nathanael bruger også energi på at kortlægge, hvad han ser i sin nye hjemby Jerusalem. ”Mor, hvorfor bor jøderne og araberne ikke sammen?” ”Hvorfor er der så mange soldater i Israel?”
Personligt melder jeg mig også på banen i rækken af spørgelystne folk. Jeg tror aldrig, at jeg i mit liv har haft så mange spørgsmål og så få svar. Selv små ubetydelige dagligdagsepisoder kan efterlade en sky af små sorte spørgsmålstegn i mit sind. Som f.eks. den dag vi havde en religiøs jødisk mor og hendes datter på besøg. Alt, hvad jeg satte på bordet, var kosher, emballagen var ubrudt, og der var købt engangskopper til formålet. Men bortset fra en appelsin til hendes datter blev intet rørt. Det var ikke mange svar, jeg kunne liste ud af min gæst, så min undring er stadig intakt.
Konflikten, der her i landet bølger frem og tilbage, og bogstaveligt talt kun er et stenkast væk, er for mig også en kilde til skærpet årvågenhed og jeg må ofte stille mig uforstående. Når jeg om aftenen sidder med min mynthete, og nyder freden og ørkenlandskabet, der strækker sig i horisonten, er det netop bevidstheden om de uforenlige parter, der kan få mig til at overveje om de høje brag, der pludselig bryder stilheden, er skudsalver og ikke fyrværkeri som først antaget. Jeg lægger også arm med sproget, i mit forsøg på at få greb om det og kulturen. For hvem der bare kunne forstå samtalerne imellem mine medpassagerer i sporvognen eller opfatte lidt mere af de israelske nyheder. Men alt for ofte er jeg et stort spørgsmålstegn.
Heldigvis ender sangen ikke her, og jeg er på ingen måde nødt til med skam at pakke mine spørgsmål sammen som Jørgen, hvis konklusion blev, at han aldrig ville spørge fjollet mere. Tilfældige mennesker på min vej, vagten i supermarkedet og naboerne er villige til at forklare mig ords betydning, og give mig andre nyttige informationer. Den israelske soldat, som kommer til vores arrangementer, fordi han har en dansk-jødisk mor, medbringer kaktusfrugter og detaljerede beskrivelser af, hvordan man plukker, og skærer dem, uden at de små hår gennemtrænger ens hud. Han henviser til brugbare links på nettet, og kommer med sin version af konflikten hernede.
Hvis jeg vil høre tanker og oplevelser fra en, der er vokset op i Øst-Jerusalem, kan jeg snakke med den unge ’sing a song-writer’, som også har en dansk mor. Hun viser mig skjulte oaser i den gamle by og hemmelige tage med første parket til klippemoskeen. Det er også hende, der har introduceret mig til hvordan is-kaffen overgår sig selv, hvis man efterspørger ekstra isterninger og espresso. Så jeg er håbefuld, midt i al min forvirring og nysgerrighed. Vores families anker er ved at sætte sig godt fast i den israelske jord, og vi udvider vores territorium dag for dag.
Efter 11 dages gademission i Moskva kan Jews for Jesus med glæde se, hvordan Gud har mødt mange mennesker med sin kærlighed. 40 mennesker er kommet til tro på Jesus, og 787 vil gerne vide mere om Jesus. 19 af de nye troende er jøder og 451 af de ”søgende” er også jøder.
Af Dinna Bjerrum Swartz, 20. juni 2014.
De høje tal fra Jews for Jesus‘ missionskampagne i Moskva kan virke overvældende for os danskere, der ikke normalt ser omvendelser i så store mængder. Arne Pedersen var med på Moskva-kampagnen sidste år og fortæller her, hvorfor han tror, at kampagnen er så effektiv.
”For det første elsker de Jesus. Missionærerne har virkelig en begejstring over at være med i Guds mission. De har en kærlighed til Gud og en afhængighed af Ham. De var så meget på gaden, at de havde brug for bøn og lovsang midt på dagen inden de gik ud igen. Jeg tror at der er noget sandt i, at når det er hårdt at følge Jesus, så har vi brug for at bede mere. Vi må søge ind til kilden på grund af en spontan kærlighed, der kommer fra afhængighed til Gud.
For det andet er missionærerne i Moskva udholdende i deres kald. De går på gaden i 10-12 timer hver dag. Det er en stressende situation, hvor de møder modstand fra politi, højrefascister og ortodokse kristne. Der er næsten ingen venner på gaden, men alligevel går de udholdende ud for at fortælle om Jesus.
For det tredje er missionærerne modige. De tager Gud på ordet, når Han siger: ”Jeg vil være med jer”. Det er 23 trofaste missionærer. Jeg ved, at der er mennesker, der siger nej til kampagnen fordi de er bange. Det er ikke ufarligt at være missionær i Moskva og derfor er de, som er det modige.”
Muslim kom til tro
Der er mange glædelige historier fra årets kampagne. Blandt andet var der en 18-årig muslim, der tog imod et Nyt Testamente på Arabisk og som dagen efter igen opsøgte en missionær for at vide mere om, hvordan man skal leve som kristen.
Under kampagnen blev der delt 222.034 foldere ud, der handlede om Jesus. Men for Arne Pedersen er det ikke så meget tallene, som metoden, der er værd at bide mærke i.
”Jeg synes, at det er godt, at missionærerne tør insistere på, at man kan konfrontere folk med valget om at følge Jesus. Det valg taler det Nye Testamente også om. Det kan vi godt blive bedre til i Danmark,” mener Arne Pedersen, ”selvom der også skal være plads til at vokse langsomt i troen ligesom apostlen Peter eller disciplen Thomas,” tilføjer han.
Kampagnens leder, Ilya, siger om den netop afsluttede kampagne: ”Jeg er taknemmelig for jeres forbøn. Deltagerne på kampagnen oplevede sig meget velsignede. Gud være lovet!”
I maj måned var der fælles studenterkonference i det kristne studenterarbejde i Israel. Signe Thorup og Conrad Elmelund var med.
Konferencen bød på hebraisk, arabisk og engelsk lovsang.
Det er høj solskin. Udenfor bygningen hvor møderne på konferencen skal afholdes, er der stillet et par borde op under et halvtag. Bag bordet sidder en ung kvinde med mørkt hår bundet i en knold og et forventningsfuldt smil. Hun er en af de universitetsstuderende, som er kommet før for at hjælpe til. Hun udleverer nøgler til værelser og tager imod betaling. I takt med at folk ankommer, stiger en summen af snak og latter. Jeg selv erfarer også en stigende forventning til weekenden, som ligger foran mig. Den starter i en god stemning.
Vi trækker indenfor og spiser sandwichs. Vi er allerede bag tidsplanen, men ikke mange virker til at tage notits af det. Folk stimler sammen på rækkerne og fylder mødesalen. Jeg ved at vi i løbet af konferencen skal være ca. 150 studerende. De fleste er arabere, men der er også en del jøder samt en mindre gruppe internationale studerende. To unge mænd træder nu frem forrest i salen, og tager hver en mikrofon. Den ene taler arabisk, den anden hebraisk. De oversætter for hinanden. De byder velkommen, begge med et varmt smil. Den måde de taler sammen afslører at de holder af hinanden. ”Denne konference vil jøder og arabere gå en ny fremtid i møde, hvor vi vil være et lys for verden, gennem samarbejde.” lyder det bl.a. og jeg mærker at de mener det. Tonen slås således an og forsætter weekenden igennem. Til glæde for hele forsamlingen kan de to mødeledere også fortælle at vi har fire brødre og søstre med os fra Rammalah.
Lovsangsbandet træder frem. Der er klap og fest på de to hovedsprog for konferencen arabisk og hebraisk. Der er oversættelse til de internationale studerende. Denne første aften hører vi om, hvordan spirituel modenhed handler om at elske. Kraften til denne modenhed kommer af, at være tæt knyttet til Jesus. Efter mødet er det tid til at blive rystet sammen. Det involverer både balloner og folkedans. Humøret når sit højeste og ikke alle får så meget søvn, som generalsekretæren ville have anbefalet.
Udrustning, inspiration og fællesskab
Ved fredagens første møde bliver vi igen ledt godt ind i dagen. Neeman, som netop har været i Danmark, kigger på sin arabiske bror og udbryder ”Jeg har sådan lyst til at bede for dig”. På den måde begynder vi alle dagen med at bede for dem omkring os. Talen herefter handler om intimitet med Gud og efterfølges af en times individuel stilletid. Jeg går ud i den store grønne have, der er en del af Baptist Village, hvor konferencen finder sted. Her har studerende spredt sig ud over den solbeskinnede plæne. Nogle har bibelen åben, andre ser ud til at bede eller nyde stilheden. Der er ro.
Stilletid i den store have i Baptist Village.
I frokostkøen fredag falder jeg i snak med en kvinde. Hun har en rød t-shirt på, og har en god udstråling. Hun fortæller mig at hun kommer fra en lille by nær Akko i det nordlige Israel. Her er den største del af befolkningen muslimer. Hun giver udtryk for, at en af hendes store udfordringer er dialogen med dem. Hun oplever den bliver mere og mere anspændt. Derfor har hun meldt sig på eftermiddagens seminar om evangelisation for muslimer. Hun er glad da jeg møder hende senere på dagen, efter seminaret. Hun føler at hun har lært noget nyt om Islam, som kan gøre hende mere tryg og klar i samtalen med hendes muslimske venner. Der var også enkelte muslimer med på konferencen.
Eftermiddagen bød desuden på seminarer om evangelisation for henholdsvis ortodokse jøder og ateister. Disse tre seminarer blev gentaget senere samme eftermiddag, hvor man kunne vælge et nyt spor. Således var der sat fokus på udrustning til at gå i dialog med de forskellige verdensbilleder, som de studerende møder i deres hverdag på studiestederne. Dette var med til at afspejle konferencens hovedtema ”Lys og salt”.
Jeg sætter mig ned spiser mig frokost med to arabiske piger. Jeg spørger dem hvordan de synes konferencen er. ”Fantastisk” svarer den ene. Hun går i hvad der svarer til gymnasiet. Hun giver udtryk for at hun er særligt glad for fællesskabet og de relationer der skabes. ”Jeg glæder mig altid til at møde dem igen på næste konference.”
Al maden laves af tre hjertelige og arbejdsomme arabiske damer som frivilligt hjælper under hele konferencen. Efter hvert måltid hjælper en lille gruppe af de studerende hinanden med at vaske op. Et medlem fra lejrkommitéen fortæller mig at det er et nyt tiltag, som et forsøg på at få folk i snak med nogle de ikke kender i forvejen.
Udover seminarer byder fredag eftermiddag også på generalforsamling for FCSI. Her møder en mindre gruppe af de særligt engagerede studerende op. Jeg møder generalsekretæren, Zaher da mødet netop er afsluttet. Han er glad og fortæller at der var mange interesserede spørgsmål. Aftenens program er lejrbål og mulighed for at dele vidnesbyrd. Jeg hører efterfølgende flere tale om hvordan de forskellige personlige historier har gjort indtryk.
Walk’n Talk
Den store happening Lørdag er en vandretur i det naturskønne område ’Yarkon Springs’. Vi trasker alle af sted i det meget frodige landskab langs vandløbet. Undervejs får vi rig mulighed for at få en god snak og et par mudrede sko. Jeg falder i snak med Bshara. Han er nylig hjemvendt fra en DIM tur til Danmark sammen med Neeman. Måske har dette været med til at opmuntre ham til at tage mere ejerskab i hans lokale studenterarbejde. I hvert fald har han netop valgt at træde ind i den studenterkomité, der bl.a. står for at arrangere konferencer. Han er glad for denne konference, særligt for at der er både arabere, jøder og internationale. Han fortæller også, at han har fået et par idéer i Danmark, som han vil prøve at implementere, når han nu træder ind i komitéen. Denne konference tog han del i lovsangsbandet og var med sin personlige ro og positivitet med til at skabe en god stemning omkring sig.
Det sidste som sker inden vi alle vender hjem, er at vi mødes i grupper alt efter hvilket sted vi studerer. Conrad og jeg mødes med grupperne fra Tel Aviv, som vi besøger med jævne mellemrum. Her deler vi lidt indtryk fra weekenden som er gået. Der er stor vilje til at arrangere flere aktiviteter på tværs af den arabisk- og hebraisktalende gruppe i byen. Der udveksles mailadresser.
Jeg vender meget opmuntret hjem fra tre dage med det israelske studenterarbejde.
Vær med til at bede om:
– At de studerende må få integritet i deres relation med Gud, og mod til at gå i dialog med deres medstuderende
– At ønsket om enhed blandt de arabiske og jødiske troende må komme til udtryk i konkrete aktiviteter, samt at flere jøder må deltage i de kommende fælles konferencer
Ni tidligere elever fra Indre Missions Bibelskole skal til Betlehem for at afholde en sommercamp i samarbejde med unge lokale palæstinensere. Det vil skabe sammenhold, ansvarsfølelse og succes-oplevelser håber Anders Erbs, leder på turen og af IMBs adventure-linje.
Af Dinna Bjerrum Swartz, 12. juni 2014
”Hvert halve år tager Børkop Højskole på studietur til skiftevis Etiopien og Israel. I Etiopien møder vi mange lokale unge og det er rigtig lærerigt. Denne mulighed kunne også være spændende at tilbyde vores elever på Israelsturen. ” forklarer Anders Erbs. Dette bliver nu i første omgang til virkelighed for en gruppe tidligere højskole elever.
Det Palæstinensiske Bibelselskab, Børkop Højskole og Israelsmissionen arrangerer en summer-camp, hvor sport og leg skal få danskere og palæstinensere til at mødes og samarbejde. Det er et ønske, at de lokale palæstinensere kan få lov at møde hinanden på tværs af religion og kirkeretninger, gennem den uge hvor sommercampen vil løbe af stablen.
”Sporten og legen kan noget helt særligt. Det er populært og kan derfor tiltrække børn og unge, og så er det en neutral platform, hvor man for en stund kan glemme etniske og religiøse tilhørsforhold.”
”Jeg har læst en artikel om et lignende koncept i Nord-Israel, hvor børn skulle dyrke sport sammen. I starten af arrangementet delte børnene sig op i deres vante grupper, men i slutningen af ugen var grupperne splittet op og børnene legede med hinanden på kryds og tværs. Vi håber, at noget lignende kan ske i Betlehem,” fortæller den forventningsfulde højskolelærer.
Anders Erbs understreger dog også, at sport ikke nødvendigvis skaber samhørighed. Fodboldvold er for eksempel et velkendt fænomen, der ikke fører til dialog. Derfor ønsker Anders at tale om værdier med de lokale unge og derfor skal sportsholdene fx også opdeles på tværs af palæstinensiske grupperinger.
Som en gadefest
Der er tre grupper, som vil få glæde af denne summercamp. Der er de ni danskere og en gruppe på samme størrelse af engelsktalende palæstinensere, som i samarbejde vil arrangere de forskellige lege og sportsaktiviteter. Disse grupper vil kunne dele den kristne tro med hinanden og få lov til at stå som ledere af dette spændende arrangement sammen.
Den tredje gruppe er de lokale børn og unge i Betlehem, der vil deltage i aktiviteterne, og som forhåbentlig vil få en oplevelse af, at de gennem leg og sport kan mødes på tværs af grupperinger, og derigennem skabe nye venskaber og nedbryde gamle fordomme.
Som en gadefest, der samler de lokale på tværs af opdelinger, vil sport og leg blive et mødested for Betlehems børn og unge håber Anders Erbs.
Samarbejde i det lange løb
Anders Erbs håber, at samarbejdet kan blive langsigtet, hvis det bliver godt. Måske vil det endda allerede være muligt for Børkop Højskole at besøge de lokale i Betlehem til næste rejse i efterårsferien. Ønsket er desuden at summer-campen må være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Gennem et cykelsponsorløb har de ni danske deltagere samlet penge ind til bolde, bat, frespees og kasketter, som de kan tage med til Betlehem. De er ved at være klar til at rejse den 20. juni, hvor håbet er at sport kan være med til at opbygge nye venskaber.
Anders Erbs glæder sig til at komme af sted, ”Det er et spændende projekt fordi idéer og erfaringer omkring brugen af sport og leg i relations arbejde bliver udvekslet og opbygget. Vi håber på, at kunne lære meget af denne tur” fastslår han.
De entusiastiske højskoleelever på cykelsponsorløb
Muslim kom til tro
