Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Helligåndens arbejde

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

I forbindelse med pinsen skrev Caspari Centret dette vidnesbyrd om, hvordan Helligånden kan gribe ind i menneskers liv gennem undervisning. Artiklen blev offentliggjort på Casparis hjemmeside den 3. juni 2014.

Skrevet af Casparis personale, oversat af Dinna Bjerrum Swartz, 13. juni 2014

Som vi nærmer os højtiden pinsen, kommer jeg igen til at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvad var Guds mening med at sende Ånden? Har vi stadig denne kraft – den selv samme overnaturlige kraft, som den tidlige kirke modtog på den dag? Og hvis vi har, hvordan manifisterer Ånden sig så gennem Casparis arbejde? Jeg tror på Helligånden, beder i tunger og jeg lægger mine hænder på de syge, som nogle gange faktisk bliver helbredt. Og stadig er det ofte som om Åndens enestående arbejde let kan blive overset eller blive forvekslet med almindelige menneskelige evner og aktiviteter. Så vi må stille et spørgsmål mere: Hvordan skelner vi mellem Åndens arbejde og hvordan ved vi at vi ikke spilder ressourcer på menneskelig stræben, men i stedet ærer Gud ved at lade Hans Ånd være vores guddommelige hjælper? Hvis Caspari Centret havde et evangelistisk arbejde ville det være lettere at skelne. En oprigtig omvendelse fra vantro til tro på Jesus ville være et vidunderligt tegn på, at Ånden kunne udrette dette. Det samme ville gøre sig gældende i dæmon-uddrivelse. I Matt 12, 28 siger Jesus, at det var ved Guds Ånd han uddrev dæmoner.

Men Casparis vigtigste opgave er hverken evangelisation eller uddrivelse, det er undervisning. Vi underviser og optræner troende, normalt uden nogle dramatiske manifestationer, fordi i en undervisende tjeneste forvandler Ånden hjertet og sindet stille i det usynlige. Men siden Gud blev til menneske i Kristus er Åndens arbejde blevet synligt – også i tilfældet med ”Grethe”, mor til ”Heidi” og deltager i vores sabbatskole-seminar. Hun fortæller:

”Jeg var til hovedforelæsningen og lyttede til præsten Daniel Yahavs budskab om at elske børn, som er anderledes. Da han delte sine personlige kampe med at være tålmodig overfor sin adopterede søn, der har Down syndrom, blev jeg ved med at tænke min datters ADHD. Selv efter jeg havde fået kendskab til syndromet og indså, at Heidi ikke ønsker at være på tværs, var mit temperament ofte for stort og jeg var ofte efter hende. Da jeg lyttede til Daniel, delte han et bibelord, som jeg kendte, men aldring havde forstået i mit hjerte: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hægt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18, 6).

Da jeg læste det, følte jeg, at Gud talte til mig og advarede mig mod den seriøse fare, som min datter og jeg var i. Gudsfrygten ramte mig, da jeg indså at min uretfærdige vrede kunne blive en forhindring for Heidi og kunne lede til katastrofale konsekvenser. Lige der midt i forelæsningen begyndte jeg at bede indvendigt med en passion, som jeg ikke havde kendt før. Jeg skreg efter Guds nåde mod min utålmodighed og jeg fortsatte denne bøn i måneder. Når jeg ser tilbage fra i dag, kan jeg se at Daniels budskab var et vendepunkt i min lange kamp. Jeg er stadig langt fra perfekt, hvilket hjælper mig ned på mine knæ, men der er en tydelig forandring i min kommunikation med Heidi, og det kan hun også se.”

Læs den engelske tekst her.  

Pinsens jødiske rødder

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Artikler, Jødiske fester, Kristendommens jødiske rødder.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 4. juni 2014

(c) wikimedia commons
(c) wikimedia commons
Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – fejres af jøderne, som en høstfest. Hvordan den skulle fejres, kan vi læse om i 3. Mos 23. Som i mange andre høstfester er det temaer som gavmildhed og taknemlighed, der er gennemgående. Gud har været gavmilde overfor os – det må vi være taknemlige for. Og ud af den taknemlighed må så springe en gavmildhed overfor andre. Det er den cyklus høstfesten fordrer af os.

På et tidspunkt udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret. Det er en fest, som går fra temaer som gavmildhed og taknemlighed til temaer om hellighed og identitet.

Da Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter ca. 3 måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.

Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå et par ting fast:

I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.

Gud begynder med at minde dem om, hvad han gjorde for dem mens de stadig var i Egypten. På den måde knytter Gud påske og pinse sammen. De to højtider er én fortælling i to afsnit.

I påsken udfrier Gud sit folk fra Egypten. Gud frelser sit folk fra slaveriet. Eller sagt med et mere Ny Testamenteligt ord: Gud viser nåde mod dem.

Pinsen er Guds invitation til et nyt liv i fællesskab med ham – en invitation til at tage del i Guds mission – den som begyndte med Abraham. Gud giver israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.

På samme måde som jøderne gør det – må vi, som er kristne og som lever i den nye pagt – også sørge for at huske på sammenhængen mellem påsken og pinsen. Hvis vi vil have det ene uden det andet – så får vi kun et halvt evangelium!

I påsken fejrer vi, at Jesus døde og opstod igen for vores skyld – for at vi kunne få fred – for at vi kunne blive frie fra syndens slaveri. Og pinsen er også i kristen sammenhæng Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – en invitation til at tage del i Guds mission.

I den kristne pinse fejrer vi Helligåndens komme til jorden. Det kan vi læse om i Apg. 2. Det er en fantastisk og underfuld beretning om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.

En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er Paulus’, som han holder i 2 Kor. kapitel 3. Her omtaler Paulus korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Dét er en retorik, som Paulus låner fra pinseprofeterne Ezekiel (11,19-20 + 36,25-28) og Jeremias (31,31-33). Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.

Han konkluderer:
Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.

Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.

For ”der er intet sandt eller helt evangelium og ingen autentisk bibelsk mission uden Helligåndens person, gerning og kraft.” (Cape Town Erklæringen s. 27)

Det er dét, der er på spil i pinsen: Guds invitation til et helt evangelium og til autentisk bibelsk mission.

Denne artikel blev oprindeligt skrevet til religion.dk.

Konferencestatement fra Kiev

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Jesus ­- et lys for sit folk også i dag i tiden efter Holocaust

Udtalelse fra den 10.europæiske LCJE konference (Lausanne Consultationon on Jewish evangelism)

Over 80 deltagere fra 19 forskellige lande, herunder Israel, mødtes i Kiev, Ukraine, fra den 28. april til den 1. maj 2014, for at dele information og sammen reflektere over betydningen af Jesus som den unikke i forhold til det jødiske folk. Ved konferencens afslutning udsendte deltagere følgende udtalelse:

Vi, deltagere i den 10. europæiske LCJE konference, jøder og ikke­jøder fælles i troen på Jesus Messias, glæder os over, at mange jøder kommer til tro på deres Messias i områder, som har  været vidner til de værste overgreb under Holocaust.

Vi takker Gud for det stigende antal europæiske og ukrainske jøder, som bekender Jesus som Messias og fortsætter med at se sig selv som en del af det jødiske folk. En væsenligt årsag til at konferencen blev afholdt i Kiev var ønsket om at bekræfte og opmuntre disse Jesus­troende jøder.

Vi, deltagere i konferencen, bekræfter sammen med den globale Lausanne bevægelse, at Messias har forenet ”den delte verden af jøder og hedninger” ved sin død på korset.  Vi bekræfter også:
  • At vores frelser Jesus, Israel Messias og forløser, var jøde i forhold til sin menneskelighed.
  • Jesus som eneste vej til Gud for både jøder og ikke­jøder.
  • Den kristne tros jødiske rødder og Det Gamle Testamentes forståelse af et stedfortrædende offer som vejen til forsoning.
  • Guds fortsatte kald til Israels folk om at være et lys for folkene
  • Nødvendigheden af at bekæmpe alle former for antisemitisme
  • Kirkens pligt til at række evangeliet til det jødiske folk og til at acceptere, opmuntre og bede for Jesus­troende jøder og deres vidnesbyrd blandt deres eget folk.


LCJE er en del af den globale Lausanne bevægelse. Det var betydningsfuldt, at konferencen blev holdt i en by, som er hjemsted for halvdelen af Ukraines jødiske befolkning, og hvor det jødiske folk ­ sådan som historien bevinder det ­ har lidt så umådeligt meget, og hvor det mindre kendte “Holocaust med kugler” fandt sted, hvor 1,5 millioner jøder blev myrdet.

De forskellige indlæg på konferencen behandlede på hver deres måde konferencens tema. Et stort antal af Jesus­troende jøder døde under Holocust. Det var derfor en særlig glæde, at ledere fra den voksende messianske bevægelse i Ukraine deltog i konferencen. Mødet var en demonstration af solidaritet og opmuntring fra kristne organisationer i resten af Europe til den voksende messianske bevægelse i en tid præget af national krise og usikkerhed i Ukraine.

Artikler fra konferencen vil blive offentliggjort på LCJEs hjemmeside (www.lcje.net)

Se endvidere The Willowbank Declaration on the Christian Gospel and the Jewish People (www.lcje.net/wilowbank.html).

Paven skaber økumenisk forening i Israel – eller gør han?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

I dag besøger den romersk-katolske pave Israel og i ugevis har Betlehem og Jerusalem forberedt det fine besøg. Besøget er historisk vigtigt og det er pavens konkrete tegn på, at han ønsker at favne alle de forskellige kristne i området. Men hvordan oplever messianske jøder og palæstinensiske kristne pavens besøg?

Af Dinna Bjerrum Swartz, 23. maj 2014

”Vi byder pave Frans velkommen!” skriver Det Palæstinensiske Bibelselskab frimodigt. Bibelselskabet understreger, at pavens besøg både er til de katolske, ortodokse og evangeliske kristne i landet. Dermed viser bibelselskabet en glæde over pavens økumeniske fokus.

Og pavens besøg er netop en begivenhed, der peger tilbage på det økumeniske møde mellem pave Paul VI og den økumeniske patriark Athenagoras for 50 år siden i 1964. Dette pavebesøg var det første i Israel og det skete 29 år før Vatikanets anderkendelse af staten Israel i 1993.

Paven tager to gamle venner med fra Argentina, nemlig rabbiner Abraham Shorka og den muslimske lærde Omar Abboud. Besøget har altså både tværkirkelige og tværreligiøse træk. Kristendomshistoriker Yisca Harani forklarer at pave Frans kommer for at vise, at han føler sig forpligtet på økumenisk proces og ønsker at favne alle de kristne i området, ikke kun de katolske.

Er de messianske jøder med i økumenien?
Netop økumeni mellem forskellige kirketraditioner er i centrum når Frans opholder sig i Jerusalem i dag. Og i en så bred tværkirkelighed burde messianske jøder også føle sig velkomne.

Men Alec Goldberg fra Caspari Centret gør opmærksom på en udfordring for den messianske bevægelse. Paven har nemlig både mødt to jødiske rabbinere og den palæstinensiske mufti Sheikh Muhammad Hussein på sit besøg og sidstnævnte er ikke helt uproblematisk i forhold til den jødiske befolkning. Muftien har nemlig tidligere holdt antisemitiske hadtaler, der er blevet fordømt af det internationale samfund.

Når paven anderkender et religiøst overhoved, der i 2012 ophøjede selvmordsbombere, der har dræbt jødiske civile, til at være elite-martyrer, så er det en udfordring for messianske jøder at se sig selv som en del af det økumeniske fællesskab, som paven lægger op til.

Christian Rasmussen, præst i Tel Aviv har dog ikke oplevet nogle reaktioner blandt de messianske jøder, ”De messianske jøder forholder sig overhovedet ikke til pavens besøg efter hvad jeg kan vurdere. Der har ikke været én email om paven på det messianske mail-netværk,” udtaler han.

Om denne passivitet blandt de messianske jøder skyldes manglende interesse for pavens økumeni eller om det skyldes at de ikke føler sig inkluderet i økumenien er svært at vurdere. Men som alt andet i dette hjørne af verden, så er de politiske begivenheder ofte mere komplicerede end de umiddelbart kan fremstå ved første øjekast.

Skriftlige kilder: Weekendavisen, whyisrael.org

Ny formand i Israelsmissionen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Arne H. Pedersen, 20. maj 2014

Det har længe været en kendt sag, at Israelsmissionen skulle have ny formand efter årsmødet i 2014, da Kai Kjær-Hansen for et stykke tid siden meddelte, at han trådte ud af landsstyret. Landsstyret har nu været samlet til første møde siden årsmødet, og de har valgt Krista Rosenlund Bellows som ny formand.

Krista er ansat i Indre Mission som tværfaglig konsulent og har tidligere været ansat i Danmission med ansvaret for arbejdet i Tanzania. Hun er således slet ikke ubekendt med international mission. Heller ikke Israelsmission er ukendt for hende. Krista læste teologi i midten af 80’erne og her havde hun Kai Kjær-Hansen som underviser. En dag spurgte han, om hun ville anmelde en lille bog om jødemission til de studerendes tidsskrift. ”Den blev jeg fascineret af,” fortæller hun. ”De Jesus-troende jøder arbejdede med problemstillinger som på én gang var nutidige og fra Ny Testamentes tid. Det var virkelig interessant,” fortsætter hun og tilføjer: ”Jeg betragter jødemission som mit første missionsteologiske værksted.”

Jødemission er unikt

Hun er da også vældig glad for at være blevet en del af Israelsmissionens arbejde: ”Jødemission er noget helt unikt, fordi det er at række evangeliet tilbage til dem, det i første omgang kom fra. Gennem arbejdet i landsstyret kommer jeg desuden tæt på en mangfoldighed af muligheder og en masse spændende mennesker både ude og hjemme. Det er vældig berigende.”

Bidrag og holdarbejde

På spørgsmålet om hvad hun glæder sig mest til at bidrage med som formand, svarer hun: ” Det første jeg tænker, er nu faktisk, at jeg synes, jeg har temmelig meget at lære! Men jeg kan mærke at min arbejdserfaring fra andre missionsorganisationer, Danmission og Indre Mission, og erfaringerne med bestyrelsesarbejde og partnersamarbejde ude i verden har givet mig ’øjne at se med.’ Desuden har jeg noget missionsteologi fra både studietiden og senere at trække på.” Hun understreger også, at det ikke kun er hende, der skal bidrage med noget, men at landsstyrearbejdet er holdarbejde: ”Det er dejligt at kunne bruge det, man kan – men jeg er også en del af et hold – vi arbejder sammen!”

Den største udfordring

Når Krista skal pege på den største udfordring for Israelsmissionen lige nu, fremhæver hun gennemførelsen af det generationsskifte, man så småt er begyndt på. ”Som det lige nu tegner sig, tænker jeg, at vi har begyndt et generationsskifte og det skal vi være omhyggelige med at videreføre ordentligt. Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt har sammen med andre været særdeles dygtige til at tiltrække mange unge, og det skal vi fortsætte med,” siger hun og konstaterer: ”Det er en stor gave at have mange unge, der er parat til at tage opgaver på sig.”

Jødemission er også global mission

For Krista Rosenlund Bellows er der ingen tvivl om, at Israelsmissionen også har noget at bidrage med, når global mission skal sættes på dagsordenen herhjemme: ”Jødemission er også en global mission, og vi bidrager til den. Vi skal – sammen med andre – arbejde med hvad jødemission og anden global mission gensidigt har at lære af hinanden. Det er netop vores opgave at opfordre til den samtale. Ellers bliver den let glemt. Vi har ikke så mange lønnede medarbejdere, så vi skal involvere mange frivillige, og vi skal arbejde sammen med andre, som gerne vil det samme. Og så skal vi sende folk ud for at kunne hente inspiration og erfaring hjem.”

Mission til det jødiske folk skal på dagsordenen – også i Danmark

Krista håber også på at jødemission kan komme på dagsordenen i dansk kirkeliv – bl.a. gennem samarbejde. ”Og så skal vi skrive og tale om jødemission, opfordre teologer og andre til at beskæftige sig med jødemission, være meget konkrete og udadrettede, have fokus på vores specifikke opgave, inddrage så mange unge og så mange frivillige som muligt, sende både unge og andre ud i missionsopgaver og invitere gæster til Danmark for at tale og inspirere.” Vi byder Krista velkommen som formand og lægger hende hen til Israelsmissionens venners forbøn.

40 år med Lausanne-bevægelsen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Bodil Skjøtt, generalsekretær

I den første uge af maj markerede Lausannebevægelsen sit 40 års jubilæum med en konference, som blev holdt i nærheden af Lausanne, hvor det hele begyndte.

Et par citater har sat sig fast. Det ene blev sagt af Lindsay Brown, international leder af Lausanne og kendt i Danmark for sit europæiske engagement i studenterarbejdet. Han sagde – med henblik på udfordringer til os i Europa: “Som kristne er vi kaldet til at være radikalt anderledes, men ikke mærkelige” (radically different, but not strange). Citatet blev understøttet af et 40 år gammelt, men stadigvæk relevant citat af John Stott, den teologiske arkitekt bag Lausanne-bevægelsen: ”For at påvirke det samfund vi lever i, må vi som kristne være moralsk anderledes, men ikke socialt isolerede.”

Det andet citat af John Stott blev også gengivet med henblik på de udfordringer, kirken står over for i Europa i dag: ”Vi har dobbelt synd at bekende: Vores kompromis med evangeliets sandhed og vores pessimisme omkring evangeliets fremtid.”

Konferencen satte især fokus på de udfordringer, der møder os i Europa (og i Danmark) i dag, hvis vi vil være anderledes uden at isolere os. Det er bl.a. vores muslimske (og jødiske) naboer, religionsfrihed i et stadigt mere sekulariseret samfund, human trafficking, kristnes rolle i Ukraine og vores forhold til homoseksuelle ægteskaber og ikke mindst homoseksuelle mennesker. Uanset vores syn på homoseksuelle ægteskaber, må vi fastholde et budskab om håb –  også for homoseksuelle.

Vi hørte ærlige og vanskelige rapporter fra kristne søstre og brødre, som arbejder med disse spørgsmål ud fra et ønske om at gøre evangeliet relevant og tilgængeligt. Det var let at blive pessimistisk, for indlæggene havde flere spørgsmål end svar, og jeg tror, de fleste af os føler os inkluderet, når John Stott taler om behovet for at bekende vores pessimisme på vegne af evangeliets fremtid i Europa. Derfor var det så godt at høre andre rapporter om, hvad der også sker i Europa. Rafael, en af lederne i den evangelikale bevægelse i Frankrig, fortalte, at antallet af evangelikale kristne i Europa de sidste 40 år er gået fra 40.000 til 650.000. Meget skyldes indvandring, men også 2. generationsmuslimer i Frankrig kommer til tro på Jesus og tæller med. Zefjan fra Albanien fortalte, at der i dag – godt 20 år efter landet åbnede op efter at have været det mest lukkede land i Europa – er mere end 20.000 evangelikale kristne i Albanien. Selv kom han til tro i 1991 og er i dag præst og generalsekretær i det albanske studenterarbejde. Det, som den aften gjorde størst indtryk, var alligevel, da Maliuta fra Ukraine og Pavel fra Rusland stod sammen på scenen, og Samuil fra Serbien bad for dem –  bad for fred mellem deres to lande og for, at de måtte være Kristus­vidner om håb og fred midt i den vanskelige situation. Pavels sidste bemærkning, inden han forlod scenen, var: ”Når I næste gang lytter til nyhederne om situationen i vores to lande, så sluk og brug i stedet tiden til at bede for os. Det kan gøre en forskel, for Gud kan gøre en forskel.”

Lausanne-bevægelsen står på to ben. Det ene er analyse og strategier for, hvordan vi kan være mennesker og organisationer i Guds mission i dag. Det andet ben er netværk og partnerskab. Det sidste falder godt i tråd med Israelsmissionens vision, hvor vi de næste år har særligt fokus på partnerskab. Programmet var tæt, men der var også mulighed for at netværke og både få og give inspiration til andre: til vores engagement i studenterarbejdet, til evangelisation, til forsoningsarbejde og til hvordan vi rækker ud til mennesker, der lever i diaspora­miljøer. Der er faktisk mange israelere i Danmark, og der er mere end 20.000 alene i Berlin. Hvordan bringer vi et vidnesbyrd til dem om Jesus som deres Messias? Er den største udfordring for os måske vores egen manglende tillid til, at Bibelen taler sandt, når den siger: ”Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”(ApG. 4,12)?

Leder med kald, kærlighed og konflikter

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Ebenezer-hjemmet har en klar vision: at jøder, arabere og andre nationaliteter kan leve sammen i deres alderdom og dele troen på Jesus. Johnny Khoury har ledt dette sted i 10 år. Det er hans kald. Et kald fyldt med konflikter og velsignelser.

Dinna Bjerrum Swartz, 20. maj 2014

Johnny Khoury”Det er et kald fra Gud at lede Ebenezer-hjemmet,” slår Johnny Khoury fast. ”Nogle gange føler jeg mig som Moses, der altid kunne råbe til Gud i svære tider, fordi han vidste, at han levede i Guds plan.”

Og svære tider er ofte en naturlig del af arbejdet på plejehjemmet. Bare det at arbejde med mennesker generelt kan være en udfordring, men her er der også både ældre og pårørende, tilknyttede menigheder og økonomi. ”Der er mange ting, du bliver nødt til at gøre i tro. Her lærer man virkelig at stole på Gud,” understreger Johnny Khoury, der kalder Ebenezer-hjemmet for et tros-universitet.

Fra dyrevidenskab til ældre


Det var ikke planen at ende som plejehjemsleder. Johnny Khoury studerede dyrevidenskab på universitetet, men da han blev færdig, måtte han arbejde nogle år på en fabrik. Her blev en kollega omvendt, og Johnny mærkede tydeligt Guds nærvær.

Men Johnny Khoury blev smittet af en alvorlig virus og var nødt til at forlade sit arbejde. Han måtte ikke lave fysisk aktivitet i to måneder, og han gik arbejdsløs i et halvt år. På det tidspunkt havde han en kone og to små børn, som han skulle forsørge.

”Det var en meget stressende situation,” husker han.

På dette tidspunkt søgte Ebenezer-hjemmet en ny leder. Gennem bøn og bibellæsning oplevede Johnny Khoury, at Gud ville have ham til at søge stillingen. I Jeremias´ bog kapitel 1 læste han om den unge Jeremias, der trods sine manglende evner og erfaringer fulgte Guds kald.

”Det var fuldstændigt ulogisk i forhold til min baggrund,” erkender Johnny Khoury, ”men jeg besluttede mig for at adlyde og sende en ansøgning”. Johnny talte også med en af lederne i den lokale menighed for at tale om situationen. ”Den samtale var overraskende. Jeg forklarede ham om stillingen, men det gik op for mig, at han allerede havde talt med Ebenezer-hjemmet om mulige kandidater til jobbet, og han havde anbefalet mig. Vi anede ikke, at vi begge havde kigget på stillingen.”

Gud viser vejen


Igen og igen viste Gud tydeligt, hvordan han ledte Johnny Khoury på rette vej. Først blev Johnny bevilliget tre års studie, inden han skulle begynde på arbejdet. Så gav universitetet Johnny lov til at sammensætte fag, der ellers ikke kunne sammensættes i studieordningen.

”Gud blev ved med at bekræfte, at det her var hans vilje. Han sørgede meget tydeligt for mig hele vejen igennem. Hvis jeg skulle fortælle om alle de oplevelser, som jeg havde med Gud i den tid, så kunne jeg tale i dagevis,” smiler Johnny.

En udfordrende stilling


Hvordan er det så at arbejde som leder på Ebenezer-hjemmet? ”Det er en stor velsignelse. Og samtidig er der både åndelige og sociale udfordringer,” erkender Johnny Khoury. Der er nye udfordringer i fremtiden, fordi samfundet ændrer sig. I 38 år har hjemmet givet den samme pleje til de ældre. Men nu er der i højere grad behov for sygepleje, og det kræver de rette faciliteter, så ombygning og udbygning er de næste mål for hjemmet.

”I dag bliver beboerne ældre og ældre. Og det betyder, at de også bliver svagere. Nogle bor her i tyve år, så plejen bliver langsomt mere omfattende.”

Hjemmet er lige nu i kontakt med en arkitekt, men ligesom i Danmark tager byggetilladelserne lang tid at få.

Bøn forandrer


Johnny Khoury ønsker mere end noget andet, at mennesker vil bede for hjemmet. ”Det vigtigste for os er den åndelige vejledning fra Gud. Vi har mest af alt brug for visdom i alle de valg, vi står i,” fortæller han.

Den politiske situation i Israel er også en stor udfordring, da landet bliver mere og mere isoleret på grund af den politik, der bliver ført. ”Det er trist, at flere kritiserer Israel i dag. Folk vælger side, men vi har et hjem, hvor siderne kan blive forenet i Kristus.”

Johnny Khoury erkender, at landet ikke er perfekt, og at den politiske situation er udfordrende. ”Her er klare problemer, men når mennesker leder efter det perfekte, så kigger de det forkerte sted. Vi må læse Guds ord og derudfra tage et standpunkt,” mener han.

Ebenezer-hjemmet har desværre mistet en donor-organisation, blandt andet fordi den valgte at være mere pro-palæstinensisk.

Men på trods af udfordringer så har Johnny Khoury håb for dette tros-universitet. ”Gud befaler os at være vidner på hans kærlighed. Og det er en velsignelse i sig selv.”

Jødemission skal på kirkens dagsorden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

Frimodigheden i Ukraine er til stor inspiration for Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen. Han har sammen med otte andre danskere fra Israelsmissionen været på konference i Ukraine, hvor brændende hjerter, åbenhed og kærlighed mødte ham. I dette interview fortæller han, om sine oplevelser.

Dinna Bjerrum Swartz, den 9. maj 2014.

”Under de politiske kampe i Kiev følte de ukrainske missionærer en endnu større nød, end de plejer, for at fortælle om Jesus på gaderne, for måske var det oprørernes sidste chance for at høre evangeliet. Det er en frimodighed som kan gøre mig ydmyg, fordi jeg selv risikerer så lidt for min tro,” indrømmer Arne Pedersen, der var i Kiev fra den 28. april til den 1. maj.

Lausanne-konferencen havde fokus på mission til jøder, og foregik i regi af netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (Lausannes-rådet for jødemission). LCJE er det ældste interessenetværk i Lausanne-bevægelsen.

Hvorfor er konferencen interessant?
”Fordi jødemission er vigtig og fordi den skal sættes på kirkens dagsorden. Evangeliet har jo sin oprindelse i Israel, så vi skal holde fast i, at jøderne har brug for Jesus,” understreger Arne Pedersen. Han fastslår, at vi ikke må blive forvirrede af al den teologi, der handler om jødernes rolle i de sidste tider.

”Der findes simpelthen ikke to veje til fred med Gud. Man kan blive forvirret af kristendommens jødiske rødder og mange har ikke et klart svar på, om jøder og kristne tror på den samme Gud. Men der er kun én vej til Gud, og det er Jesus.”

Arne Pedersen var særligt glad for muligheden for at opmuntre de ukrainske kristne i denne politisk ustabile tid.

”Det er nemt at blive glemt af vestens kirke, for det gamle Sovjet er usexet i vores øjne. Det er meget mere eksotisk at tage på missionsrejse til fx Brasilien eller Zimbabwe end Ukraine. Så de har brug for at vide, at de ikke er glemt.”

Kunne du mærke, at du var i et tidligere Sovjet-land?
”Jeg var imponeret over, hvordan de forvaltede deres økonomiske ressourcer. Det er tydeligt, at generationen, der er vokset op i Sovjet-tiden bruger sine ressourcer optimalt. De smed ikke bare tingene ud fordi de var stykker – det udfordrer mig når jeg til hverdag lever i et materialistisk samfund.”

Hvad var den bedste oplevelse på konferencen?
”Det var fantastisk opmuntrende at møde andre mennesker fra resten af Europa, der også er passionerede om jødemission. Vi havde en fælles global nød for at nå ét folkeslag med evangeliet.”

For Arne Pedersen var det overvældende at mærke, hvordan Guds kirke og Guds mission er global. Over 80 deltagere fra 19 forskellige lande gjorde konferencens internationale fokus konkret og levende.

”Når jeg sidder hjemme på kontoret, kan jeg glemme, at jeg er en del af et globalt kald til, at jøderne skal høre om Jesus.”

Arne Pedersen håber, at det globale perspektiv må fortsætte med at være en naturlig del af hans arbejde.

Hvordan udfordrede konferencen dig?
”Første aften var der en lokal ukrainer, der fortalte, om arbejdet i Ukraine. Han talte ud fra Joh 9,4: ”Der kommer en nat, hvor ingen kan arbejde”, Det vil sige, at vi skal gøre Guds arbejde nu, hvor det er dag. Det ramte mig. Der kommer et tidspunkt, hvor vi ikke længere kan fortælle om Jesus. Der er altså en påtrængende nødvendighed for at mennesker skal lære Jesus at kende nu.“

På trods af sproglige udfordringer og mangel på dansk struktur, så er Arne Pedersen ikke i tvivl om, at konferencen har sat sine spor i ham.

”Det var enormt inspirerende! Vores ukrainske brødre og søstre står i udfordringer, der giver mig perspektiv. Det er bare godt at blive konfronteret med den virkelighed, de står i.”

Lausanne-konference i Kiev

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

82 mennesker fra 19 forskellige lande med kald og passion for jødemission satte hinanden stævne i Kiev, Ukraine i dagene 28. april til 1. maj. Konferencen var i regi af LCJE – Lausanne Consultation on Jewish Evangelism – altså det netværk indenfor Lausanne-bevægelsen, som beskæftiger sig med mission til det jødiske folk. 11 danskere var med på konferencen. To fra Ordet og Israel, otte fra Israelsmissionen og så en enkelt ansat fra Israel.

Arne Pedersen, 6. maj 2014

Det er svært helt at give en fornemmelse af diversiteten på sådan en konference. Men i skrivende stund sidder jeg på samme række som Christian, som godt nok er dansker, men som til daglig bor og arbejder i Israel. Lidt længere til højre sidder Julia, som er leder af Jews for Jesus’ arbejde i England. Til venstre for mig sidder Avi, som bor i Budapest og rejser hele Europa rundt i evangelisation til jøder. Lidt foran til venstre sidder Hanna fra Finland, som tidligere har været ansat på Caspari Center i Jerusalem, og ved bordet foran til højre sidder Arto fra Armenien. Han har aldrig været i Israel, men har en passion for, at jøder må høre evangeliet om Jesus.

I skyggen af konflikten

Konferencen foregik naturligt nok i skyggen af konflikten mellem Ukraine og Rusland, hvilket bl.a. gav sig udslag i at enkelte ikke kunne være med på konferencen. Derudover var der også et naturligt fokus på de forskellige evangelistiske tiltag der blev taget i forbindelse med urolighederne i bl.a. Kiev tidligere på året. Igor Barbanel og Tolik Emma fra Jews for Jesus fortalte begge om arbejdet i regionen. Det samme havde man inviteret præster fra flere lokale menigheder til at gøre. Tolik Emma fortalte bl.a. om, at han primært møder to typer af jøder i sit arbejde. For det første er der dem, som ønsker at være jøder, som de lokale rabbinere lærer jødedommen. De tænker først og fremmest: ”Jeg er jøde. Jeg ønsker hverken en ny religion eller en ny kultur. Jeg vil ikke forråde mit folk,” fortæller Tolik. En anden type er ateister, og her er problematikkerne de samme som alle andre steder. ”Det er udfordrende,” siger Tolik, ”men udfordringerne gør os stærkere.”

Jøder kommer til tro på Jesus

Han fortæller også, at det er let nok at finde kristne som elsker Israel. ”Noget helt andet er at finde opbakning til evangelisation blandt jøder – det finder vi ikke meget opbakning til blandt de lokale kirker,” konstaterer Tolik Emma. Igor Barbanel, som er daglig leder for de ca. 35 missionærer hos Jews for Jesus i Ukraine følger op på Toliks konstatering: ”Mennesker må forstå, at de kan elske det jødiske folk, men hvis det er en kærlighed, som ikke ønsker at fortælle dem om Jesus, er det en falsk kærlighed,” proklamerer han. ”Men jøder kommer til tro på Jesus som Messias,” fortæller Tolik Emma videre. Særligt er der lydhørhed hos den ældre del af befolkningen. ”Og i det hele taget er det et fantastisk vidnesbyrd at vi overhovedet er her – i det tidligere Sovjetunionen. Ikke bare jøder, men messianske jøder,” smiler han begejstret. Igen tager han udfordringerne op som noget positivt: ”Udfordringerne lærer os hele tiden nye måder at dele evangeliet på. Det er godt, for så hører flere om Jesus!”

Netværk

En anden stor del af konferencen var naturligvis netværket. Når så mange forskellige mennesker fra så mange forskellige steder, men med den samme dagsorden, kommer sammen, så er der en masse at snakke om og idéer at udveksle. Pauserne blev flittigt benyttet til samtaler på tværs af landegrænser, og det var ikke ualmindeligt at gå igennem konferenceforhallen og høre en 4-5 forskellige sprog. Det er også svært at sætte fingeren på, hvad man helt præcist får ud af netværket, og hvad man bliver inspireret til. Men i Israelsmissionens ”lejr” snakkede vi bl.a. om muligheden for at lave et LCJE-netværk i Norden, og derigennem forsøge at inspirere hinanden til, hvordan vi sætte jødemission på dagsordenen i vores respektive lande. Der blev også snakkede om at forsøge at oprette et ungdomsnetværk. Danmark og Norge er nogle af de få lande, hvor et organiseret ungdomsarbejde eksisterer, og vi har en ressource her, som mange af de andre lande og organisationer i netværket kunne gøre brug af.

Guds målestok for succes

Den sidste aften var der indlæg fra Rolf Heitmann fra Den Norske Israelsmisjon og Mike Moore fra det skotske Christian Witness to Israel. De havde fået til opgave at se tilbage på jødemissionens historie i Europa med særligt fokus på succeser og fiaskoer. Ud fra dét fokus sagde Rolf Heitmann bl.a.: ”Det er svært at bedømme succeser og fiaskoer i Guds riges arbejde. For hvad der ligner succes i menneskers øjne er det ikke nødvendigvis i Guds. Og hvad der forekommer at være fiaskoer for mennesker, behøver ikke nødvendigvis at være det for Gud.” Mike Moore fortale om den skotske missions arbejde blandt jøder i Budapest – et arbejde som var præget af store vanskeligheder, massiv modstand fra lokale rabbinere og en missionær som faldt i unåde. Alligevel kom jøder til tro på Jesus, hvilket fik Mike Moore til at konkludere: ”Alt dette demonstrerer at Gud bruger fejlbarlige mennesker i sin tjeneste til at opfylde sin vilje.” En opmuntring til os alle, som er involveret i Guds missions arbejde.

Immanuelkirken åbner igen dørene for byens folk

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder.

I syv måneder har Immanuelkirken været pakket ind i plastik på grund af renovation. Derfor har kirken i løbet af ugen været lukket på grund af håndværkernes arbejde. Men i tirsdags åbnede de igen Åben Kirke, så mennesker kan blive vist rundt og få fortalt evangeliet om Jesus mens de ser en rigtig kirke indefra.

Af Dinna Bjerrum Swartz

Det var en stor glæde, da Juan fra Immanuelkirken kunne vise en gruppe rundt i kirken i tirsdags. Disse rundvisninger er en mulighed for at vise lokale israelere, hvad en kirke er, og hvorfor den ser ud som den gør. De første reaktioner var meget positive. En af guiderne skrev:

”Kære Juan!

Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dit fantastiske værtskab. Jeg er glad for, at kirken er åben igen. Der er ingen tvivl om, at grunden til, at hele vores tur var en succes, var på grund af besøget i kirken.

Jeg må dele med dig, at efter din fine præsentation og orgelspil, udtrykte mange fra denne gruppe højtuddannede folk, hvor imponerede de var, og hvor godt det havde været. Jeg er en erfaren tour-guide, men du giver noget nyt hver eneste gang. Jeg håber, vi kan fortsætte på denne måde.”

Det var en rigtig god start og kirken glæder sig over at kunne åbne dørene for nysgerrige. Normalt kommer cirka mellem 100 og 150 til kirken om ugen.