Scenen er sat. Polen anno 1943 i skovene omkring Kraków. En gruppe mennesker gennes hårdhændet frem af den tyske vagt med svastika på jakkeærmet. Grædende og med angsten lysene ud af øjnene kommer den lille gruppe jøder tættere på det ikoniske skilt over arbejdslejren Auschwitz: ”Arbeit macht frei”. Foran porten står to tyske officerer og vælger om de enkelte skal arbejde eller i ”brusebad” – om de skal leve eller henrettes i de fiktive brusebade, hvor vandet er byttet ud med gas.
Pludselig brydes rækken af mennesker af en langhåret mand i kjortel med et stort trækors over skulderen, som han slæber på. Officeren tænker sig om et øjeblik og siger så: ”Brusebad” og den langhårede mand med korset trasker lydig af sted mod døden.
Filmen, som er produceret af organisationen Jews for Jesus, afsluttes med ordene: ”Denne jøde døde for dig” og en alternativ oversættelse af Esajas kapitel 53. (Se filmen her under.)
”Vi ønsker, at ”Denne jøde døde for dig” skal dele et budskab om håb med det jødiske folk,” fortæller Susan Perlman fra Jews for Jesus og fortsætter: ”Vi ønsker at fortælle, at Jesus er på jødernes side, og ikke på nazisternes. Vi vil gerne gøre jøder opmærksomme på, at de lidelser som nazisterne påførte vores folk, ikke har sit grundlag i det budskab Jesus kom med. Faktisk led han og døde for vores skyld for at vise os Guds kærlighed til os,” fortæller hun.
Susan Perlman fra Jews for Jesus. Foto: Bob Mendehlson
I skrivende stund har over 1,2 mio. mennesker set filmen, som ligger på Youtube, Vimeo og andre sociale medier. Og ikke alle er begejstrede.
Den jødiske blogger Jay Michaelson skriver på ”The Jewish Daily”: ”Det er svært at begribe, hvem der synes dette er en god idé. Enhver jøde med personlige, familiære eller blot historiske minder fra Holocaust vil finde filmen frastødende. Muligvis fastslår jeg det åbenlyse, men filmen vanærer mindet om seks millioner jøder, fordi den bruger deres lidelser som middel til at konvertere jøder til kristendommen.”
Han afslutter med at overveje, om filmen i virkeligheden er så kontroversiel, at den får den stik modsatte effekt end hensigten: ”Ironisk nok så tror jeg, at filmen er så frastødende, at den hjælper til med at fastholde jøder, som jøder,” slutter Jay Michaelson.
Også The Jerusalem Post har fundet frem til videoen, og de fastslår, at hvis formået har været at skabe en kontroversiel video, så har Jews for Jesus taget udgangspunkt i det mest kontroversielle emne overhovedet.
Det har dog aldrig været organisations hensigter at gøre folk vrede eller kede af det, men at begynde en samtale om, hvem Jesus er, for ”vi mener, at samtalen om, hvem Jesus er, er vigtig for både jøder og ikke-jøder,” fortæller Susan Perlman. ”Særligt på denne tid af året, hvor det er påske og mindedag for Holocaust [28. april],” siger hun. ”Både jøder og ikke-jøder er optaget af emner som forsoning og håb, og der findes ingen bedre fortælling om forsoning end den om Jesus, som kommer og dør for vores synder og opstår, så at vi alle kan nyt liv i ham,” afslutter Susan Perlman.
Hun forklarer videre, at formålet med at tage udgangspunkt i Holocaust er at understrege, at Jesus faktisk var jøde – et faktum som ofte forbigås i stilhed af dem som misbruger kristendommen til antisemitisme. ”Guds ord lærer kærlighed til det jødiske folk – ikke had,” siger Susan Perlman.
Spørgsmålet vi alligevel efterlades med er, om bloggeren Jay Michaelson ikke trods alt har en pointe? Ikke i at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Men i at sætte spørgsmålstegn ved, om det er særligt klogt at bruge et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie som afsæt til at fortælle evangeliet om jøden Jesus, som er de bedste nyheder noget menneske nogensinde har lagt øre til.
Andy Ball er ansat i Det Israelske Bibelselskabs butik i Tel Aviv. Her fortæller han om den seneste kampagne på stranden i Tel Aviv.
Andy Ball, april 2014
Efter et stykke tids pause, hvor vi ikke har lavet nogle kampagner, besluttede vi at lave en på stranden i Tel Aviv. Til at begynde med var vi meget begejstrede over idéen, og der var over 60 unge mennesker, som meldte sig til at være med. Men så begyndte vi at blive lidt nervøse. Det var første gang vi skulle lave en kampagne på stranden, og vi var usikre på, hvordan de lokale ville reagere. Efter at have tilbragt meget tid i bøn følte vi fred til at fortsætte. Endelig kom dagen, og vi gik alle ned til stranden.
Vi begyndte med at stille borde op, hvor vi lagde bøger, Det nye Testamente på hebraisk, russisk og arabisk samt noget andet materiale. Vi havde også børnebibler og bibler på engelsk. Lige så snart vi havde lagt bøgerne på bordene og hængt skiltet med “Gratis bøger” på plads, stimlede folk sammen for at se på materialet.
Vores dramagruppe begyndte også deres show, og det tiltrak mange unge mennesker. Familier med børn på vej til stranden standsede også op og var meget interesseret i bøgerne. De mest populære bøger var børnebiblerne, Ny Testamente og Salmerne.
Som musikken fra dramagruppen fortsatte med at spille, begyndte nogle af de unge at danse, og vi fik mulighed for at snakke med mange af dem – der var rigtig meget god respons!
Et ortodokst jødisk par med børn gik forbi det sted vi delte bøger ud, og efter et øjeblik kom de tilbage og stillede en mængde forskellige og nysgerrige spørgsmål. Det overraskede os, hvor åbne de var. En anden ortodoks mand deltog også i dansen og blev først bagefter klar over, hvem vi egentligt var. Alligevel ville han gerne have en af vores bøger med hjem.
Efter ca. tre timer på gaden samlede vi de unge mennesker for at høre, hvordan de havde det og deres første svar var: Hvornår skal vi af sted igen?!
Hver uge sender forårsholdet af Missionspiloterne video, billeder og ord ud i cyberspace via deres blog. Der kan du følge og opmuntre dem, for de er på rejse med hinanden og Gud i en søgen efter af finde lige præcis deres plads i Hans mission!
Kristoffer Simonsen er lige nu udsendt som menighedsmedarbejder til Den Danske Kirke i Jerusalem. Her kan du læse om hans begejstring over at kombinere et studie i teologi med praksis i det Hellige Land.
Kristoffer Simonsen, april 2014
Kalenderen har kun lige budt marts velkommen, men alligevel sidder jeg i bar mave og solbriller på min altan i Jerusalem, med udsigt ud over ørkenen i det fjerne, og en lille flig af “muren” – som en vigtig påmindelse om, at alt ikke er fred og idyl.
Hjemme i Danmark er jeg kandidat-studerende i teologi på Aarhus Universitet. Men i det første halve år af 2014 har jeg fået muligheden for at være i praktik i Den Danske Kirke i Jerusalem. Og hvilken mulighed! Det har ganske enkelt udviklet sig til et hel drømmescenarium: 5 måneders oplevelse og tjeneste i Israel – suppleret med SU og 30 ECTS point!
Inden afrejse spekulerede jeg meget over alt det trygge og rare hjemme i Danmark, som jeg ville gå glip af. Kan man godt tage af sted 5 måneder uden spolere alt det, som man er en del af? Mit svar efter knap to måneder på rejsen er entydigt JA! En udlandspraktik kaster så mange oplevelser og erfaringer af sig, som man umuligt kan læse sig til – og så gør det ikke så meget, at man glipper en enkelt sæson med fodbold-holdet eller en fødselsdags-fest for en god ven.
I min praktik fungerer jeg som kirkevolontør i Den Danske Kirke i Jerusalem. Det indebærer opgaver ift. gudstjenester, guidede ture for volontørerne, koordinering og undervisning for Missionspiloterne og ikke mindst tæt berøring med mange forskellige mennesker.
I det følgende vil jeg give et lille udpluk af mit program i denne tid for at give et lille indblik i, hvordan tro, studier og oplevelser smelter sammen på en genial måde:
– I forrige uge mødtes jeg med en MBB’er (Muslim Background Believer) i Ramallah på Vestbredden. Aldrig før har jeg mærket en så stor taknemmelighed for at tilbringe lidt tid i fællesskab med andre Kristus-efterfølgere. Det blev (endnu!) et møde, som berørte mig dybt.
– I sidste uge underviste jeg i kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne. Det forløb har givet mig en helt ny forkærlighed og forståelse for Det Gamle Testamente. Det vil jeg helt sikkert bruge mere tid på i mine studier…
– I denne uge skal jeg guide volontørerne på en ultra fed action- og rebtur gennem en kløft i ørkenen. På turen skal vi selvfølgelig også bade i Det Døde Hav, bestige Masada og lære mere om ørkenfolket fra Qumran.
– Og inden længe banker påsken på døren… Tænk at opleve det på nært hold i Israel!
Til tider er det hårdt at være i udlandspraktik. Særligt fordi der er så mange indtryk, som man skal bearbejde. Men en udlandspraktik giver studierne i de tunge bøger en vinkel, som man bare ikke kan læse sig til.
Jeg kan roligt sige, at jeg kommer hjem som en anden. Jeg har fået større perspektiv på verden, på mit fag og på min tro.
Derfor vil jeg opmuntre enhver til at investere i et udlandsophold, uanset hvor i verden det måtte være. Det er en unik mulighed for at tage afsted, inden man bliver alt for bundet til forpligtelser i Danmark. Det er en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for andre mennesker.
PS – Der findes et hav af fonde, som vil støtte udlandspraktikker. Èn dags arbejde med ansøgninger kan således kaste gode økonomiske midler af sig, som vil hjælpe dig til at komme af sted…
Den nyligt hjemvendte præst fra Jerusalem, Jakob Wilms Nielsen, holdt festtalen om aftenen. Lørdag den 22. marts mødte ca. 100 mennesker op til ”familiefest” på TORVET. Israelsmissionen havde indbudt til årsmøde og Israelsstævne under overskriften ”Grænseløs nåde – grænseløs mission” og ønskede i den forbindelse at sætte fokus på vores samarbejdspartnere i Europa.
Vi havde derfor inviteret Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, samt Armin Bachor, leder af vores søsterorganisation i Tyskland, EDI. Derudover havde vi besøg af den nyligt hjemvendte præstefamilie fra Jerusalem, Jakob og Lise Nielsen.
De fortalte om deres erfaringer og oplevelser de sidste 4½ år i Det Hellige Land. Jakob holdt festtalen om aftenen under netop overskriften: ”Grænseløs nåde – grænseløs mission.” Dette årsmøde vil også blive husket som Kai Kjær-Hansens sidste årsmøde som formand for Israelsmissionen. Efter 17 år på posten har han besluttet at stoppe for at få mere tid til sit forfatterskab.
På årsmødet blev det markeret med en lille kavalkade af billeder og videohilsner sendt fra både danske og internationale samarbejdspartnere.
For at understrege pointen om at når vi i Israelsmissionen taler om israelsmission – så taler vi først og fremmest om mission til et folk og ikke et land – havde vi også inviteret mange af de volontører, som har været udsendt siden sidste årsmøde til at fortælle om deres oplevelser. Cæcilie, Peter, Caroline og Kirstine fortale om kampagner med Jews for Jesus i hhv. Budapest, Moskva og New York.
Fremtidens Israelsmission
Traditionen tro afsluttede Kai Kjær-Hansen med at lyse velsignelsen over forsamlingen til sidst.
Vi takker for vores venners opbakning og engagement. Tak fordi I støtter Israelsmissionen i at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – i Ungarn, Rusland, USA, Israel og hvor de end måtte være.
Ved årsmødet og Israelsstævnet den 22. marts i år satte vi fokus på Israelsmission uden for staten Israels grænser. Fokus var især på Tyskland, men også andre steder i Europa. Med et navn som Den Danske Israelsmission er det forståeligt, hvorfor vi ofte bliver opfattet som et missionsselskab, der udelukkende arbejder i Israel. Langt størstedelen af vores arbejde er da også i Israel i dag, men sådan har det ikke altid været. Af gode grunde. For selv om Den Danske Israelsmission er yngre end sine norske, svenske, tyske og engelske søsterorgansationer, kan vi næste år fejre 135 års fødselsdag.
Bodil F. Skjøtt, generalsekretær, d. 28. marts 2014.
Dermed er Israelsmissionen et af de ældste danske missionsselskaber, og i 1885 var Israel lig med det jødiske folk. Vi hedder Israelsmissionen, fordi vores formål er at dele evangeliet om jøden Jesus med hans eget folk, Israel. Og skulle man dét i 1885 og årene derefter, var det mest oplagt at arbejde i Østeuropa, hvilket Israelsmissionen da også gjorde. Først ved at støtte andre selskaber økonomisk og siden ved selv at sende missionærer og danne menigheder i Østeuropa. Det arbejde blev standset af Hitlers magtovertagelse og 2. verdenskrigs udbrud. Da krigen var forbi, var 6 millioner jøder dræbt og de jødiske samfund i Europa næsten udryddet. Alene af den grund var det ikke muligt at genoptage arbejdet i Europa.
Men for mange europæiske israelsmissioner kom der snart andre grunde til ikke at være i mission til det jødiske folk. I lyset af den rolle kirken havde spillet – eller ikke spillet – under nazisterne, var tiden til nybesindelse, mente man. Det er den historie Aksel Torm har fortalt i bogen Israelsmission og Israels mission, med undertitlen Om kirkens nybesindelse på sit forhold til Israel. Konsekvensen af Holocaust blev, at det ene europæiske israelsmissionsselskab efter det andet blev nedlagt. Mission blev erstattet med dialog – ikke som et redskab i mission, men som et mål i sig selv. Torm fortæller om denne holdning i sin bog: ”Kristne kan ikke vende tilbage til tiden før Auschwitz … Israel og kirken er to udtryksformer for det ene Guds folk. Når begge tilhører det ene Guds folk, kan ingen af dem missionere over for den anden part… Israelsmission er en vildfarelse.”
Denne holdning blev ikke delt af Torm selv – og ej heller af alle israelsmissioner i Europa – heldigvis. Det fik vi understreget gennem vores årsmødegæster, Armin Bachor, som er leder af den tyske Israelsmission, Evangeliumsdienst für Israel (EDI) og Avi Snyder, som koordinerer Jews for Jesus’ arbejde i Europa og selv bor i Ungarn. En vigtig brik i EDIs arbejde i dag er at støtte og udruste messianske menigheder i Tyskland.
Der er i dag mere end 10 messianske menigheder alene i Tyskland. De er en konkret udfordring til os om, at israelsmission igen i dag kan og må finde sted i Europa. Organisationen Beit Sar Shalom har også konkret udfordret os til at sende volontører til deres center i Berlin.
Når anklagen kommer om at jødemission er en måde at færdiggøre Hitlers arbejde, nemlig at udrydde det jødiske folk – og den anklage kommer – er Avi Snyder, der selv er jøde med baggrund i Rusland, meget klar i mælet: Det jødiske har mødt stor antisemitisme ikke mindst i Europa. At forholde dem evangeliet om jøden Jesus og frelsen i ham vil være endnu mere antisemitisk. Det vil være at tage livet fra dem, nemlig det liv som kendskabet til og troen på Jesus giver adgang til.
Avi Snyder har taget initiativ til kampagnen ”Liv af døde”. I de europæiske byer, hvor flest jøder mistede livet under Holocaust, rækker Jesus-troende jøder i dag ud til de jøder, som har fundet tilbage til disse byer med et budskab om det liv, de selv har fundet gennem troen på jøden Jesus. Og de inviterer os til at være med. Sidste sommer sendte vi volontører til kampagnen i Budapest og Moskva. I sommeren 2014 kan man være med i både Berlin, Budapest og Moskva. Israelsmission er ikke begrænset til Israel. Det finder også sted i Europa.
Det er en grænseløs mission, der handler om grænseløs nåde.
Fredag den 21. marts mødte ca. 80 mennesker frem på TORVET for at fejre Kai Kjær-Hansen i anledningen af, at han stopper som formand for Israelsmissionen efter 17 år på posten. Begivenheden blev også brugt til at markere, hvad Kai Kjær-Hansen ellers har bidraget med til dansk kirkeliv.
Jørn Henrik Olsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet, fortalte om, hvordan han som ung knægt blev belønnet af Kai med mønter fra en udgravning i Israel for at kunne Bibelens bøger udenad. Flemming Baatz Kristensen, sognepræst ved Sct. Pouls Kirke i Århus og Asger Højlund, professor, teol.dr.
ved Menighedsfakultetet, fortalte om hvordan det var at være de første studerende under den første timeansatte lærer ved Menighedsfakultetet. De fortalte begge om en ung lærer, som ikke sprang over hvor gærdet var lavest, men udfordrede de studerende ved at præsentere dem for flere muligheder, og dermed fik dem til at argumentere og tage stilling.
Kontroverserne der har været blev heller ikke ignoreret. Peter Legarth, professor, teol.dr. ved Menighedsfakultetet, var i en kort tid kollega med Kai Kjær-Hansen, men da der opstod en strid omkring synet på kvindelige præster mellem Kai og bestyrelsen besluttede han som bekendt at forlade sin stilling. ”Jeg er stolt af dig, Kai,” fortalte Peter Legarth. ”Du udnyttede ikke situationen til at score en masse billige point, for det kunne du sagtens have gjort.” Det blev mødt med stor applaus fra tilhørerne.
Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, havde sendt en videohilsen, da han ikke kunne være til stede. Her indrømmede han, at han ikke først og fremmest tænkte på Kai som hverken formand for Israelsmissionen eller redaktør af avisen, men som ”teologen der også er evangelist – eller som evangelisten der også er teolog. I den her verden er der teologer nok, der holder foredrag om mission. Og der er også evangelister nok, som kan nogle teologiske overskrifter, men du er et af de mennesker, som gør begge dele og har gjort det gennem et langt liv. Det er måske i virkeligheden også derfor du har arbejdet med Israelsmission, for lige præcis i Israelsmission er man tvunget til at gøre begge dele.”
Der var også hilsner fra Lausanne-netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism, hvor bl.a. Susan Perlman fra Jews for Jesus sagde: ”Jeg tænker på dig, som et af det jødiske folks bedste venner, for du bekymrer dig om jødernes evige frelse og ønsker at se dem komme til tro på Messias.”
Morten Hørning, lektor ved Menighedsfakultetet, havde sendt en skriftlig hilsen, som blev læst op af hans kone, Jeanette. Her blev der givet udtryk for, at Kai var god til at spørge om hjælp fra teologistuderende, og at Mortens erfaring var, at når man gav Kai hjælp, blev man altid bedre selv. Således hjalp Morten Kai med at læse korrektur på krydshenvisningerne i 1992-oversættelsen af Bibelen.
Hovedpersonen selv afsluttede med at bekende, at han egentligt i udgangspunktet havde været modstander af dagens markering, men at han nu – i bagklogskabens klare lys – var taknemmelig over, at medarbejderne på sekretariatet havde fået deres vilje.
I 38 år har stedet været et fredeligt åndehul i Haifa. Her deler jøder og arabere deres alderdom med hinanden og med Jesus. Ebenezer-hjemmet er ikke som de andre plejehjem, for her er Jesus i centrum.
Af Dinna Bjerrum Swartz, 28. marts 2014.
”De sidste to uger har der været en ikke-troende læge på hjemmet som ferieafløser. Hvad, han så i Ebenezer-hjemmet, var anderledes end det, han ellers havde set, og det fik ham til at spørge ind til vores tro. Han mente, at beboerne her på hjemmet er heldige på grund af den kærlighed og pleje, som de får. Og jeg havde mange gode samtaler om biblen med ham. Det er da til Guds ære!” smiler Johnny Khoury, som har været leder for stedet i 10 år.
Hjemmet er helt unikt. Ikke bare, fordi beboerne både er jøder, arabere og af andre nationaliteter, men fordi de har troen på Jesus til fælles.
Også hjemmets historie er helt unik. Normanden Magne Solheim fik idéen til hjemmet, som blev grundlagt i 1976. Allerede dengang var den Danske Israelsmission med i projektet. Magne Solheim ønskede, at mennesker kunne fortsætte deres åndelige liv i deres alderdom – uanset deres baggrund. På det tidspunkt interesserede man sig ikke for gamle mennesker i Israel. Man fokuserede på de unge – den ny stat skulle jo bygges op af de unge! Så idéen om at give noget særligt til de ældre var ganske kontroversiel på det tidspunkt.
Forsoning med kærlighed – uden politik
Ligesom dengang er hjemmet i dag kontroversielt. Blandt andet på grund af den forsoning, som leves på hjemmet. ”Her taler vi ikke om forsoning, vi lever forsoning,” fastslår Johnny Khoury. ”Forsoningen er her allerede, vi skal bare vælge at leve i den. Gud befaler os, at vi skal være vidner gennem vores indbyrdes kærlighed. Disciplene havde uenigheder, og selvfølgelig har vi også uenigheder af større dimensioner med både jøder og arabere, men vi finder fælles fodfæste i Jesus.”
Netop på grund af disse uundgåelige uenigheder må man ikke diskutere politik på hjemmet. Til de nationale valg kan de ældre og personalet stemme på dem de vil, men der er ikke nogen grund til politiske diskussioner. ”I biblen står der, at vi skal bede for vores ledere lige meget, om vi er enige med dem eller ej. Så det gør vi.”
Forskellig baggrund, samme fællesskab
Johnny Khoury erkender, at det ikke kun er de politiske forskelligheder, der kan føre til udfordringer. Også de kirkelige forskelligheder er tydelige blandt beboerne og personalet.
”Vi kommer alle fra forskellige menigheder. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, hvis vi skal kunne dele troen med hinanden.” Mange fejrer for eksempel julen på forskellige måder. Ebenezer-hjemmet fejrer derfor begivenheden og hæfter sig ikke så meget ved den korrekte dato eller de korrekte traditioner.
”De ældre er modne nok til, at de ikke gør et problem ud af vores forskellige menighedsbaggrunde,” understreger Johnny Khoury. ”Man kan altid finde en løsning.”
Russiske præster og de sidste dage i bøn
Som andre plejehjem laver Ebenezer-hjemmet forskellige aktiviteter som udflugter og håndarbejde, der er pålagt af socialministeriet.
Men de åndelige aktiviteter er noget helt særligt for dette hjem. En gang om ugen er der bibelstudiegruppe, så det er lettere for de ældre at deltage, end hvis det foregik i menigheds-lokalerne. En gang om ugen besøger en russisk præst de russiske beboere. Hver morgen er der andagt for beboerne, og hver formiddag holder alle de ansatte andagt sammen.
”Bøn og bibellæsning er helt centralt for hjemmet,” konstaterer Johnny Khoury, ”Og når vi ved, at en beboer skal dø inden for de næste dage, prøver vi at have mennesker rundt om dem hele tiden, der kan bede og synge med den døende. Det skete sidst for to uger siden.”
Ebenezer-hjemmet har fået sit navn efter et bibelvers om Guds trofasthed – nemlig 1. Sam. 7v12, hvor Samuel navngiver Eben-ha-Ezer, for: ”Så langt har Herren hjulpet os.”
Også i dag lever Ebenezer-hjemmet i visheden om Guds trofasthed.
At det jødiske folk har brug for at høre Guds gode nyheder er heldigvis klart for mange af Israels tilhængere. Spørgsmålet er så, hvordan jøderne vil høre det. Eller rettere: Hvordan præsenterer vi evangeliet på sådan en måde at vores publikum rent faktisk vil modtage det i deres hjerter?
Alec Goldberg, israelsk leder af Caspari Centret. Oversat af Dinna Bjerrum Swartz
Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.
Det ovenstående spørgsmål er vigtigt for enhver formidler, men når det kommer til at dele Yeshua (Jesus) med mit folk, bliver det mere end bare en god historie. Hvordan taler du om Gud til holocaust overlevere, deres børn og børnebørn? Hvad siger du, hvis de spørger dig, hvor denne gode og almægtige Gud var, da mænd, kvinder og børn, gamle og unge blev gasset i Auschwitz i mængder bare fordi de var jødiske? Hvordan taler du om den elskende messias med dem, hvis genetiske hukommelse bærer smerten af korsfarernes mord og inkvisitionen, af tvungne omvendelser og blodige krænkelser? Hvordan kommunikerer du et religiøst budskab til mennesker, der generelt har allergi for prædikener og især religiøs prædiken?
I jagten på svar må jeg begynde med det negative – ting jeg ikke vil gøre. Jeg vil ikke prøve på at købe sjæle, mens jeg giver humanitær hjælp med den ene hånd og en evangelisk traktat i den anden. I stedet vil jeg ganske enkelt vise omsorg og kærlighed lige meget, hvad der kommer ud af det. Jeg vil ikke prædike – jeg vil hellere invitere til snak og diskussion. Jeg vil ikke retfærdiggøre kirken – i stedet vil jeg indrømme dets skyld, indse og føle smerten og græde med dem, der græder. Men hvad kalder du denne tilgang? Er den uhørt? Er jeg ved at opfinde den dybe tallerken?
På en måde er det at dele evangeliet med det jødiske folk stadig ukendt land. I løbet af de sidste 200 år har der været oprigtige forsøg, nogle mere succesfulde end andre. I de sidste 30 år har man set en opblomstring og stadig vækst af den messianske bevægelse – en anden spændende udvikling. Men i det store hele er det jødiske folk stadig i overvejende grad unåede. Så ja, vi må stadig spørge, søge og banke på i vores stræben efter Guds vej, eller veje, til at dele troen med jøder.
Men ideen om at opgive autoritativ prædiken for samtaler med rigeligt plads til indvendinger og svære spørgsmål, er ikke ny. En tiltrækkende måde at gøre det på, er det velkendte alpha-kursus, der først begyndte i de sene halvfjerdsere i et anglikansk sogn i London (Holy Trinity Brompton, for at være helt præcis). Alpha er nu succesfuldt brugt i over 160 nationer af mange forskellige kirkeretninger, fra ortodoks og romers katolsk kirke til baptist og pinsekirke.
Det, at Alphas tilgang ser ud til at virke i så mange forskellige kulturer udfordrede mig til at tænke på, om Israel stadig er for anderledes til at prøve det her. For flere år siden, da jeg spurgte et par af Jerusalems præster om det, var deres svar negative. Hvorfor? Israelere vil ikke diskutere Yeshua offentligt, var forklaringen. Det var på en måde nedslående, men senere, da præsten Christian Rasmussen fra Immanuelkirken i Tel-Aviv ringede til mig og foreslog at jeg selv skulle undersøge Alpha – noget jeg aldrig rigtig havde gjort i dybden – gjorde jeg det med glæde. Og omkring et år senere fik jeg et telefonopkald fra en anden præst.
Michael Beener fra Sderot (en messiansk menighed, red.) spurgte Caspari om at introducere troen til en gruppe russisktalende israelere. Resten af vores historie er fortalt af ham i det kommende interview, men resultatet er dette: Vi ved at Alpha virker, selv i Israel. For tiden bliver det brugt til russiske indvandrere, som er mere åbne for Yeshua og ikke har noget imod at diskutere ham i en gruppe. Helt oprindelige israelere foretrækker stadigt samtaler på tomandshånd, men det er okay: Gud er ansvarlig for timing, så vi har ikke travlt. Hvor et net ikke er nødvendigt endnu, kan vi fortsætte med at fiske med en almindelig fiskestang. I mellemtiden planlægger Caspari at bearbejde vores erfaring med at overføre Alpha til den jødiske kontekst og at dele den med alle, som er villige til at lære. Når alt kommer til alt, så gør vi Guds arbejde, ikke?
Caspari Centret er sammen med en lokal messiansk menighed med succes begyndt at holde Alpha-kurser for russiske jøder i Israel. Her kan jøder frit diskutere og undersøge Jesus sammen, og flere af deltagerne er begyndt at komme i menigheden. Michael Beener fra menigheden og Alec Goldberg fra Caspari Centret fortæller om, hvorfor og hvordan de har gjort det.
Dinna Bjerrum Swartz, 4. februar 2014
Jøder i Israel er et udfordrende publikum at fortælle om Jesus til. Mange mennesker har forsøgt gennem historien, men udfordringer som holocaust og politiske spændinger kan hurtigt blive en barriere, når man gerne vil give jøderne evangeliet om Jesus. Israelsmissionen har støttet Caspari Centret siden 1980erne i at give messianske menigheder bibelundervisning og ledertræning. Nu er de begyndt at holde Alpha-kurser gennem en af disse menigheder.
Der skal være plads til debat
”Alphas form, der tillader diskussion, uenighed og svære spørgsmål, er meget god for et jødisk publikum. Vi jøder elsker at debattere og argumentere. Man siger, at to jøder har tre meninger,” fortæller Alec Goldberg, der har undervist på Alpha-kurset i efteråret.
Michael Beeners menighed, Sderot, har i længere tid lavet evangeliserende arbejde gennem guidede ture i Israel. Nogle mennesker er gennem dette arbejde blevet rørt af evangeliet, og de har taget imod Jesus i deres hjerter.
”Vi begyndte at søge efter en måde, vi kunne følge op på vores arbejde med dem. Vi indså, at vi var nødt til at undervise disse mennesker og give dem et fundament for deres tro,” fortæller Michael Beener.
Da mange af disse mennesker er højtuddannede, ville menigheden gerne give dem en god og professionel undervisning. Derfor kontaktede de Alec Goldberg fra Caspari Centret. Det har været et godt samarbejde.
Michael Beener fortæller:
”Til det første møde havde vi 15 deltagere. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at deres interesse var oprigtig. Det format, vi bruger, giver dem frihed til at stille alle slags spørgsmål, være uenige og argumentere, og det er en af grundene til, at de kan lide at komme. Vi besluttede os for at fortsætte møderne uden at vide, hvad det ville føre til. I dag (et år senere) er der fire, der er begyndt i menigheden ud af de 15 deltagere. Dem, der endnu ikke er begyndt i menigheden, vil gerne fortsætte møderne.”
Helligånden arbejder i diskussionen
Inden hvert møde lægger Michael Beener og Alec Goldberg aftenen over til Gud.
”Vi beder om, at Helligånden vil blive nærværende iblandt os og give en god atmosfære til mødet. Så føler deltagerne sig velkomne, afslappede og frie til at være sig selv og til at respondere på, hvad de hører. Vi behandler hver person med respekt og varme, og samtidig tøver vi ikke med at være ærlige om, hvad vi tror på og hvorfor. Vi spiller med åbne kort,” fortæller Alec.
Om fremtiden fortæller Michael Beener:
”Vi skal fortsætte med møderne, fordi interessen stadig er der, og enkelte mennesker har sluttet sig til. Deltagerne tager deres venner med, og vi anbefaler også kurset på vores guidede ture. Vi er nu efterhånden kommet omkring mange emner, så vi vil snart begynde en ny omgang. Vi håber på at få nogle nye mennesker med efter de næste guidede ture.”
Alpha-kurset har givet et åbent og frit rum, hvor jøder kan diskutere Jesus og stille alle deres spørgsmål. Netop denne mulighed har åbnet en usædvanlig dialog med jøder, der ellers ofte forbinder kristendommen med holocaust og forfølgelse. Caspari Centret har oplevet, hvordan god undervisning kan åbne publikums øjne for, hvem Jesus er. Men diskussionen skal være ærlig og intens for det argumentationslystne folkefærd.
”Et klassisk Alpha-kursus kan ikke være så intenst, men et jødisk Alpha bør være intenst, hvis det skal give resultater,” afslutter Alec Goldberg.
