Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Det er tid til, at Caspari Center forankres lokalt

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 21. oktober 2019. Bogført i Nyheder.

Skrevet af Elisabeth Eriksen Levy, international leder af Caspari Center, 7. oktober 2019 (oversat af Kirsten Bitsch Lang d. 21. oktober)

Den messianske bevægelse i Israel bliver både større og mere moden. For næsten 40 år siden, da Caspari Center blev oprettet, kunne fællesskabet af Jesus-troende jøder i Israel sammenlignes med et lille barn, som havde brug for det meste. I dag er situationen en helt anden. Barnet er vokset op og har mindre brug for støtte. Det er en normal udvikling for alle børn – men også kirker og organisationer.

Når det gælder missionsarbejde, bliver det sædvanligvis hævdet, at når to procent af en befolkningsguppe er nået med evangeliet, så bør de lokale kirker og organisationer være stærke og modne nok til at tage mere ansvar. Udenlandsk hjælp, som er nødvendigt i begyndelsen, må udfases eller ændre karakter. Det betyder ikke, at udenlandsk arbejde og arbejdere ikke længere behøves. Det betyder derimod, at arbejde udført af udlændinge måske må ændre karakter; udenlandske udsendinge bør gå fra at være hovedledere og beslutningstagere til at have en funktion af mere støttende art.

Mens den kritiske to procents-grænse endnu ikke er nået i den lokale jødiske befolkning, ser vi, at den langsomt, men sikkert nærmer sig*. Vi på Caspari Center ved, hvor vigtigt det er, at det lokale arbejde drives lokalt. Vores organisation blev oprettet i 1982 af udlændinge, som havde et stærkt ønske om at støtte og opbygge det lokale fællesskab af troende. Siden dengang har vores lederskab og vores bestyrelse traditionelt været udenlandsk. Da vi har fulgt udviklingen i det lokale arbejde gennem mange år, må vi erkende, at det lokale fællesskab er solidt etableret og næsten fuldvoksent – og at det snart er tid til forandringer fra vores side.

Det er grunden til, at vi er kommet frem til den afgørende beslutning, at vi langsomt men sikkert skal ændre vores ledelsesmodel. Vi vil give plads til flere lokale personer. Dette er et stort skridt og ikke noget, vi tager let på. Denne nye model vil indeholde et flertal af lokale i vores bestyrelse (fire ud af syv skal være lokale, tre udenlandske), og arbejdet skal ledes af en lokal. Vi regner med, at denne nye model vil være på plads inden 2021.

Vær med os i bøn, når vi tager fat på denne vigtige proces med at lede efter nye lokale bestyrelsesmedlemmer og en ny lokal leder.

*Når undersøgelsen til vores nye bog, den opdaterede verson af ”Facts og Myths about the Messianic Congregations in Israel” er afsluttet, vil vi få et mere nøjagtigt antal af de Jesus-troende jøder i Israel.

Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 13. oktober 2019. Bogført i Nyheder.

Shalom! For halvanden måned siden begyndte jeg som kirkevolontør i Immanuelskirken i Tel Aviv. Jeg er ved at være faldet til hernede, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af menigheden. I løbet af en uge, har jeg mange forskellige opgaver, både praktiske og sociale. Jeg snakker med mennesker, laver havearbejde, gør rent, laver kaffe, står for aftener i ungdomsgruppen, og snakker mere med mennesker.

Arbejdsglæden er stor hos mig og de to andre tyske volontører, Lukas og Kilian. Jeg tror, det bl.a. skyldes, at præsten Yoel og Bekah (som arbejder i kirken og også er en slags leder for os volontører) tør give os ansvar. De kunne have valgt på forhånd at bestemme, at dét og dét skal udføres sådan og sådan. Så ville de have kontrol og sikkerhed. Men tilgangen er i langt højere grad: ”Her har du ungdomsgruppen. Der skal planlægges nogle aftener. 3, 2, 1, frit spil! Jeg stoler på, at dine idéer er gode, og at resultatet bliver godt. Spørg endelig om alt. Hvis noget fejler, er det altså ikke jordens undergang. Så prøver vi bare noget andet næste gang.” Yoel og Bekah giver slip på kontrol, men de giver plads til nye visioner, plads til at tænke kreativt, og plads til at kirken kan vokse. At give mig ansvar er at vise mig tillid. At give mig ansvar gør, at mit arbejde opleves langt mere meningsfuldt.

*Fra venstre: Lærke, Lukas, Bekah, Kilian*

Desuden tror jeg, arbejdsglæden er stor, fordi Yoel og Bekah brænder for, at vi hver især skal lave noget, vi kan lide og er gode til. Det ville jo være skørt at sætte mig til at oprette et system i kirkens cloud, hvis Kilian er god til det og synes det er sjovt, mens jeg ville bruge tusind år på det og kede mig ihjel imens. I kirkens lille staff-team skal der ikke så meget til for at få øje på mange af hinandens styrker og svagheder, evner og nådegaver. Men det er jo også nemt nok, når vi ser hinanden ”in action” hele tiden. Det kan jeg også huske fra mit år på KFS’ (Kristeligt Forbund for Studerende) bibelskole/Leder Trænings Center, LTC, sidste år. Vi var 15 elever, der var inddelt i 3 teams, som vi tog på teamperiode med 6 uger fordelt ud over året. På teamperioderne havde vi KFS-stande og religionstimer, hvor vi snakkede med gymnasieelever om tro. Og vi brugte tid med KFS’erne rundt i landet. Gennem alle de opgaver, vi skulle løse som team, blev styrker og svagheder hos os hver især meget tydeligere. Og vi lærte at bruge hinanden. Da LTC-året var omme, kendte jeg langt flere styrker og svagheder hos de fire personer på mit team end på resten af LTC-holdet. Det var godt at kunne bruge hinanden på teamet på LTC, og det er godt – og opmuntrende – at kunne bruge hinanden i staff-teamet i Immanuelskirken. MEN det kunne være endnu federe, hvis hele Immanuelskirkens menighed i højere grad kunne bruge hinanden. Det var jo ikke til et staff-team, Paulus sagde: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27), men til hele menigheden! Spørgsmålet er bare: Hvordan kommer vi i gang med at bruge hinandens styrker, evner, nådegaver mere i menigheden?

Det spørgsmål har Yoel og Bekah arbejdet med, hvilket har ført til, at der tre lørdage i september har været en halv times undervisning i nådegaver efter lørdagsgudstjenesten. Gudstjenesten har til gengæld været forkortet en halv time, så alle har haft tid til at deltage. Det har nemlig været vigtigt, at så mange som muligt er kommet. For målet er ikke blot at menigheden skal vide mere om nådegaver. Målet er, at vi forhåbentlig i langt højere grad skal bruge dem i praksis. Den første lørdag var en introduktion til nådegaver. Den anden lørdag svarede alle på et nådegavespørgeskema, så man kunne få en idé om, hvilke nådegaver, man måske har – og som man i hvert kan begynde at prøve sig frem med i menigheden. Den tredje lørdag gennemgik Yoel og Bekah de nådegaver, som var med i spørgeskemaet, og kom med idéer til, hvordan man konkret kan bruge sine nådegaver/mulige nådegaver i menigheden.

Yoel og Bekah har et ønske om, at vi virkelig skal udnytte det legeme, menigheden er; at lemmerne skal komme i spil. Så kirken kan vokse sig stærkere og sundere, og vi kan se mere discipelskab i praksis. Ved at kende resultaterne af folks besvarelser af nådegavespørgeskemaet kan Yoel og Bekah lettere anerkende folks nådegaver og opmuntre dem til at bruge dem i menigheden, så folk kan vokse i deres nådegaver. Desuden fortæller Yoel og Bekah, at det måske kan gøre det nemmere at opstarte smågrupper, hvis de har lidt mere en idé om, hvem der kan være ledere, hvem der kan være værter, hvem der kan lide at bede osv. Bønnen er, at menigheden vokser i kærlighed og opbygges i tro og håb.

”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det.” (1 Kor 12,18) Det vers sætter mig fri, men det forpligter også. Det sætter mig fri fra at skulle være god til det hele og jonglere med ti nådegaver på én gang. For Gud har givet mig en plads på legemet, som han ville det. Men at jeg fået en plads på legemet kalder mig også til at forholde mig til den plads. Det er jo en gave, som har til formål at blive brugt, ikke til at blive glemt. Formålet er ikke at sige ”pyt, mon ikke der er en anden, der kan tage min plads?” eller ”min plads er alligevel ikke så vigtig. Så længe vi har en god prædikant og en god lovsangsleder er alt jo fint.” Formålet er, at jeg kan bruge mine evner og nådegaver til noget virkelig godt! Jeg kan få lov at tjene andre og tjene Gud. Gud vil bruge mig til at formidle sin nåde – det er stort! Jeg må altså forholde mig til, hvordan jeg kan tjene i min menighed – nu i Immanuelskirken, men også når jeg en dag kommer hjem til en menighed i Danmark. Svaret på hvordan det så er, kommer sjældent som et lyn fra en klar himmel, har jeg erfaret. Men det skal nok komme, hvis jeg stiller mig til rådighed og prøver mig frem med forskellige ting. Og beder Gud om vejledning, udrustning og kærlighed i tjenesten.

Alt had begynder et sted

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 9. oktober 2019. Bogført i Refleksioner.

Da jeg var barn spillede jeg ret meget rulleskøjtehockey ude på gaden med de andre børn i kvarteret. Ind i mellem var der også en med, som ikke boede i området. Han var større end os andre, spillede rigtig ishockey og vi andre så op til ham. Vi ville være som ham. Lige så dygtig som ham. Så vi imiterede ham. Rullede som ham. Skød som ham. Overtog meget af hans ageren. Så da han en dag brugte ordet “Jøde” som et nedladende skældsord overfor en af os andre, var det naturligt for flere at begynde at bruge det også. Vi anede ikke hvorfor, det var et skældsord, men det var det.

Personligt nåede jeg ikke selv at bruge det i lang tid. For da jeg en dag kaldte min storebror det i min faders påhør, fik jeg så eftertrykkeligt at vide, at det ingen steder hørte hjemme som skældsord eller nedsættende omtale. Min far sagde fra dengang. Man kan selvfølgelig fint argumentere for, at naturligvis gjorde han det. Som et led i opdragelsen. Som et led i at lære sin søn at tale ordentligt.

Men jeg har siden tænkt, at der var mere i det end som så. Fordi mit sprog dengang repræsenterede et bestemt menneskesyn, som min far på ingen måder ville tolerere eller have inden for sine fire vægge i hjemmet. Dels fordi han selv var vokset op under krigen. Dels fordi det slet og ret var et menneskesyn, han mente, var forkert.

Hvad nu hvis min far ikke havde sagt fra? Hvad havde jeg så lært af det? Hvad havde jeg fået bekræftet? At jøder var mindre værd end andre mennesker? At det var okay at se ned på dem? At behandle dem anderledes? Dårligere…?

Jeg blev mindet om ovenstående i løbet af den sidste uges tid. Her kunne man i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan tv-vært og forfatter Flemming Møldrup var blevet kaldt “Smovs” efter at han havde delt ferieminder fra Israel på det sociale medie Instagram. Ferieminder fra Israel fremkalder altså antisemitiske udtryk af værste skuffe.

Det må bekymre os. Alle sammen.

I P1-programmet “Shitstorm” som sendes lørdag formiddag, var han inviteret i studiet, og programmet udviklede sig til en bevægende fortælling om antisemitismens konsekvenser og hvad det gør ved os. Blandt andet fordi Sanne Cigale, som er jøde, er vært på programmet sammen med Mads Aagaard. Programmet er virkelig værd at lytte til – ligesom Flemming Møldrups klumme er værd at læse.

Begge fortællinger efterlader mig dog med et stort og rungende og frustrerende: HVAD GØR VI VED DET?!?!?!

Det er her min far og hans sigen fra kommer ind i billedet igen. For vi har faktisk alle sammen et ansvar for at sige fra, når vi møder had. Uanset sted. Uanset afskygning. Vi har en pligt til at give hadet navn og bringe det frem i lyset. Eksponere det. For hvis vi ikke er bevidste om det, opdager vi det ikke. Opdager vi det ikke har vi ikke muligheden for at sige fra. For kujonagtige mennesker gemmer sig ofte bag skærme og tastaturer og slynger deres modbydeligheder og antisemitisme og racisme ud i hovedet på os andre.

Og det er for nemt at slå det hen som “ja, der er godt nok en hård tone på de sociale medier.” Det er der. Men når et menneske kalder et andet menneske for “smovs”, så er det ikke bare “hård tone”, så er det antisemitisme. Og alt had begynder et sted. Det kan begynde med et enkelt ord under et billede på Instagram eller på en tilfældig villavej i Herning – og kan ende med det vi ser udfolde sig i Halle i skrivende stund.

Jeg aner nok stadig ikke rigtigt, hvad vi gør ved det. Men jeg tror, vi kan begynde med at sige fra.

Jeg flygtede fra sandheden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 8. oktober 2019. Bogført i Nyheder.

Genopslået af Kirsten Lang, 8. oktober 2019.

Louis Goldberg voksede op i en jødisk-ortodoks familie. Helt fra barnsben søgte han efter Guds nærvær, men oplevede, at de jødiske rabbinere ikke kunne give hverken svar eller vished. Som resultat heraf endte han ud som agnostiker. Senere i sit voksenliv, konfronterede en kollega ham med spørgsmål om tro og Jesus, og dette blev et afgørende vendepunkt i Louis’ liv. Læs hans personlige fortælling herunder.

Der er særligt én Yom Kippur (den store forsoningsdag), der står tydeligt for mig. Jeg var ti år gammel, endnu ikke bar mitzva og til trods for mine forældres protester insisterede jeg på at tage med i synagogen. Jeg måtte jo have mine synder tilgivet! Med barnlig iver deltog jeg i alle begivenhederne den dag. Fyldt med opmærksomhed lyttede jeg til oplæsningen af de hellige skrifter, reciterede de gamle hebræiske bønner og blev dybt berørt af den særlige rytme, kantorens stemme skabte.

Med hele mit hjerte søgte jeg tilgivelse for de synder, jeg havde begået, ved at være til stede den dag. Men selv da jeg gik hjem med min far den aften, blev jeg hjemsøgte af spørgsmål som ”har Gud virkelig hørt mine bønner?” og ”hvordan kan jeg være sikker på, at mine synder er blevet tilgivet?”.

De svar, mine jødiske undervisere gav mig, viste sig ikke at være nok. De beroligede ikke min tvivl. Til sidst stoppede jeg med at stille de spørgsmål, som tilsyneladende ikke havde nogle svar. Jeg blev optaget af videnskabelige studier, ingeniørvidenskab og filosofi og deltog i alt, hvad livet kunne tilbyde mig. Min religiøse opvækst holdte mig fra at falde i dybere synd, men jeg endte ud som agnostiker. På trods af min søgen, betragtede jeg stadig mig selv som jødisk. Under overfladen lurede ubesvarede spørgsmål som: ”Hvem er jeg? Er det muligt at lære Gud at kende? Hvad sker der, når jeg dør? Er det muligt at vide, at mine synder er tilgivet?”.

Hvordan kan denne hedning vide så meget om bibelen?

Da jeg havde afsluttet min ingeniøruddannelse, fandt jeg et arbejde. Her fik jeg en kollega, der troede, han var Guds ambassadør. Dette kom til udtryk, når vi holdt frokostpause, og når vi var på vej fra firmaet til togstationen. Han ville ikke lade mig være. I løbet af de næste to måneder fornærmede jeg ham og gjorde alt for at få ham væk fra mit kontor, men han blev ved med at have et smil på sine læber. Når jeg kom med mine indsigelser, havde han altid skriftsteder klar som modsigelser. Jeg spurgte mig selv, hvordan denne hedning kunne vide så meget om vores tanakh. Det var jo mig, der burde vide alle disse ting. Jeg svarede ham aldrig, når han kom med sine argumenter. Det eneste jeg sagde til ham, var; ”er det alt, du ved?” og han svarede; ”det er nok, især for dig.”

Efter tre måneder lagde han sin bibel på mit skrivebord og sagde: ”Læs den, det vil ikke skade dig. Hvad du synes om den, er noget mellem dig og Gud.” Jeg var så træt af situationen, at jeg sagde: ”Jeg vil læse Det Nye Testamente og finde alle fejlene.” Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ville bevise, at hans tro ikke havde noget grundlag, og at han aldrig mere skulle forstyrre mig igen. Jeg besluttede mig for at starte med Romerbrevet. Størstedelen forstod jeg ikke, men Gud begyndte at tale til mig. Jeg kom til Romerbrevet kapitel tre vers 23 ”… for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud…”.

Snart gjorde jeg min næste opdagelse. Alle forfattere i denne bog var jødiske, og den handlede om jødiske anliggender, anliggender som jeg kendte til! Det eneste, jeg havde problemer med, var de steder, Jesus blev kaldt Guds søn. På trods af dette var bogen, jeg havde ventet at være anti-jødisk, for jøder.

Jeg vil ikke!

Nogle måneder senere spurgte min kollega mig: ”Nå, hvad synes du?”. Jeg svarede ham, at Jesus kunne være Messias. ”Mener du det virkelig?,” spurgte han og tilføjede: ”Du skal være helt sikker med hele dit hjerte!”. Jeg ved ikke, hvad der senere skete, men jeg råbte: ”nej, jeg vil ikke!”, løb op til mit kontor og smækkede døren i. Jeg ville aldrig se ham igen!

Næste dag kom han på arbejde, som om intet var sket. Som sædvanlig sad han over for mig til frokost. Han talte om alt muligt, men ikke et ord om tro eller Jesus. Dette stod på i omkring en måned. Jeg begyndte at føle mig dårligere og dårligere tilpas. Så talte Gud til mig: ”Du kender sandheden. Hvad har du tænkt dig, at gøre med den? Hvorfor løber du væk fra den?”. Derefter pinte jeg mig selv i en måned med disse spørgsmål, indtil jeg endelig gav op og bad: ”Herre, det er nok!”. Jeg knælede ved min seng og bad Jesus om at komme ind i mit hjerte. Jeg husker, at jeg følte en intens fred, som jeg aldrig havde oplevet før.

I den jødiske tradition er en tzaddik et retfærdigt menneske, som kommer fra Gud med ilden fra hans alter. Han kommer til verden og rækker ud til de mest ensomme mennesker, og bringer Guds ild ind i deres hjerter for at lede dem ind i Guds nærvær. Jeg har opdaget, at Jesus er den sande tzaddik! Må mange flere komme til at kende til hans kærlighed og sandhed!

Indlægget er et genopslag. Det er bragt igen på grund af Yom Kippur, der falder fra aftenen d. 8. oktober til d. 9. oktober 2019, og det er oversat fra engelsk.

Vil du bede med os?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 2. oktober 2019. Bogført i Refleksioner.

Bøn, forbøn og alt det der. Hvordan skal man lige gribe det an? Jeg er bestemt ikke en, hvor det at bede og være et vedholdende bedende menneske er noget, der falder mig let. Derfor har det både været en udfordring, men også en stor opmuntring, at vi her på kontoret i Aarhus er begyndt at mødes hver torsdag morgen fra 9-10 for at bede for jøderne i Danmark og i verden.

Vi beder om, at jøderne i Danmark må få en fair chance for at blive præsenteret for kristendommen, og de må få et møde med Jesus deres Messias. Vi beder for den danske kirke i Jerusalem, som både rækker ud til danskere i Israel, og som også kommer i kontakt med israelere, der for eksempel har giftet sig med danskere. Vi beder for Immanuelkirken, hvor vi lige nu har en volontør, og hvor der sker mange spændende og gode ting i forhold til kontakten med både lokale og internationale personer i Jaffa.

Der er virkelig meget at bede for og takke for! For mig hjælper det at komme sammen hver torsdag og vide, at der også er andre, der beder med, selvom de ikke er på kontoret med os. Det styrker troen og øger håbet om, at vi vil komme til at se danske jøder komme til tro på Jesus!

Forbøn – at stille sig mellem Gud og mennesker

Jeg kom til at tænke på en af Bibelens beretninger om, hvordan det at gå i forbøn for andre kan være fuldstændig forandrende, for i forbønnen stiller man sig imellem Gud og mennesker. Beretningen findes i 2. Mos. 32,7-14. Moses har været oppe på bjerget for at modtage Guds anvisninger til folket. Anvisninger, der skulle være retningslinjer for, hvordan samfundet skulle bygges op, og hvordan israelitterne skulle tjene Gud i alle forhold.

Det har trukket lidt ud, eller i hvert fald er israelitterne begyndt at kede sig, og derfor har de presset Aaron, som var næstkommanderende, til at bygge dem en kalv, som de kunne tilbede – for det var lidt frustrerende, at den usynlige Gud blev ved med at være usynlig. Aaron kan ikke stå imod gruppepresset, og han efterkommer folkets krav.

Gud siger da til Moses, at han skal skynde sig ned fra bjerget og stoppet folket i deres uføre. Men inden Moses går ned fra bjerget, går han i forbøn for folket. For Gud er vred over, at de har syndet imod ham. Ham der havde reddet dem fra slaveri og meningsløshed. Moses beder for folket, og han minder Gud om Guds egen trofasthed og kærlighed til dette folk. Denne forbøn betyder, at Gud husker på sit løfte, og han tilgiver folket.

Moses stillede sig imellem Gud og folket. Moses’ forbøn reddede folket. Moses’ insisteren gjorde en kæmpe forskel.

Senere i Bibelens beretning om Gud og folket, manglede folket en Moses. Det læser vi om i Ez. 22,30: “Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen.” Hvis der havde været en Moses i denne situation, ville Gud ikke have sendt folket i landflygtighed.

Vil du være med til at bede med os for det jødiske folk? Vi insisterer på at stille os i murbruddet og minde Gud om, hvordan han vil, at alle mennesker skal frelses – og det løfte gælder fortsat jøder. Om de bor i Danmark, i Europa, i Israel ja i hele verden.

“En FCSI-bibelgruppe skabte troen i mig”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 30. september 2019. Bogført i Nyheder.

FCSI er en kristen studenterbevægelse i Israel, hvor kristne arabere og messianske jøder mødes og bliver styrket i troen sammen.

“Jeg voksede op i en kristen familie, og jeg så mig selv som kristen, men det var kun af navn. Da jeg blev en del af en FCSI-bibelstudiegruppe i Beer Sheva, begyndte jeg virkelig at tro,” fortæller en leder i FCSI og fortsætter:

“Når du støtter studerende, rækker du ud til mennesker som mig.”

FCSI har netop holdt en lederskabskonference, og det var til stor velsignelse for både lederne på konferencen, deres respektive FCSI-grupper og for de ansatte at se disse unge mænd og kvinder træde ind i deres kald til at påvirke deres medstuderende – jøder, arabere og internationale fra hele verden.

De unge blev klogere gennem undervisning og bibelstudie, hvor de blandt andet satte fokus på, hvordan man bevarer troen under forfølgelse.

FCSI blev grundlagt omkring 1980, og er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende.

Organisationen har det formål at undervise i Bibelen, styrke de studerende i troen, hjælpe dem med at leve deres tro ud i hverdagen, koordinere og organisere aktiviteter og bibelstudiegrupper – og til sidst at opmuntre de kristne studerende i Israel til at dele evangeliet med deres medstuderende.

Støt op om de studerende her

Vi har brug for et åndeligt ”oktober 1943”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 20. september 2019. Bogført i Refleksioner.

I midten af august var vi 14 fra Israelsmissionen, der deltog i den 11. internationale LCJE-konference i Toronto, Canada. Temaet var ”Gør alting nyt”, og det var en inspirerende konference med næsten 200 deltagere fra 16 lande.

Det var fantastisk at få indblik i, hvad Gud – og mennesker – har gang i verden over, når det kommer til jødemission. Om det er blandt ortodokse jøder i Israel, postmoderne jøder i New York, eller når det kommer til forsoningsarbejdet mellem jøder og palæstinensere.

Under et af aftenmøderne skrev jeg en note på min telefon. Den vender jeg tilbage til om lidt. Først lidt om anledningen: Dr. Yaw Perbi. Perbi er oprindeligt fra Ghana, uddannet læge, har været kaptajn i FN’s fredsbevarende styrker i Elfenbenskysten. Og så er han prædikant. Energisk prædikant. Perbi fortalte sin historie og sit vidnesbyrd med store armbevægelser og levende gestik. Senere blev han lidt mere stille. For han var også inde på, hvordan det ser ud med troen og det jødiske folk. Det ser ikke godt ud, for kun lige omkring én procent af verdens 14 millioner jøder tror på Jesus som Messias. ”Når vi taler om tro og statistik er vendepunktet i en befolkningsgruppe to procent,” fortalte Perbi og fortsatte: ”Når en befolkningsgruppe når op på mindst to procent troende, kan befolkningsgruppen så at sige evangelisere for sig selv. Men indtil da karakteriserer man befolkningsgruppen som ’unået’.”

Som befolkningsgruppe er det jødiske folk altså ’unået’. Det er ellers en betegnelse, som jeg som oftest forbinder med stammefolk langt ude i Amazonas’ jungle.

Jeg hev min telefon op af lommen og skrev en note: ”Danskerne hjalp mange danske jøder med at blive reddet under Holocaust. Hvorfor gør vi ikke mere for at nå dem med evangeliet i dag?”

Umiddelbart efter konferencens slutning mødtes deltagerne fra Israelsmissionen og fortalte kort hinanden om, hvad de havde fået ud af konferencen. Her fortalte Elisabeth fra Jerusalem følgende:

”Det var en onsdag i begyndelsen af april, og jeg befandt mig i et bønnehus i Jerusalem, hvor vi sang “Baruch haba beshem Adonai” (Velsignet være han, som kommer i Herrens navn). Jeg fortalte de andre, at dette vers står over porten til Københavns synagoge, og jeg spurgte dem, om vi kunne bede for, at de danske jøder måtte tage imod Jesus som deres Messias.

Mens vi gjorde det, så jeg ligesom for mig, hvordan Jesus befandt sig i sikkerhedsslusen ved synagogen i København, og hvordan han blev udspurgt for at se, om han måtte blive lukket ind. Det rørte mig dybt at se Jesus der, og jeg bad til Gud om, at de måtte genkende ham og se, at han er en af deres egne. At han er jøde. At han er Messias.

Min fornemmelse var, at det måske netop er det, der sker i Danmark for tiden. At Jesus står der ved portindgangen og venter på at blive genkendt som jøde (og Messias) og lukket ind. Jeg oplevede det som om, at min forestilling slutter åbent. De kunne afvise ham og sende ham væk, eller de kunne lukke ham ind og byde ham velkommen.”

Elisabeths fortælling rørte mig dybt. Engang – i oktober 1943 – spillede Den Danske Israelsmission en rolle i at nå at redde så mange danske jøder som muligt til Sverige. Mennesker blev mobiliseret til både at gemme jøder på flugt og til at sejle. Tusinder blev reddet fra den overhængende fare.

I dag er vores jødiske landsmænd Gud ske lov ikke i overhængende fysisk fare. Alligevel har vi brug for et nyt oktober 1943 – et åndeligt oktober 1943, hvor vi med den samme iver, nød og kærlighed fortæller vores landsmænd om Jesus. Om Messias. For der er ikke givet mennesker noget andet navn, de kan blive frelst ved end Jesus-navnet.

Må Gud give os nåde og frimodighed til at lykkes med det.

Forsoning i børnehøjde

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 20. september 2019. Bogført i Refleksioner.

Af Hannah Belk, lejrleder for Musalahas sommerlejr, oversat 24. sep. 2019 af Kirsten Bitsch Lang

“Jeg bliver”. Den ti-årige pige kiggede på mig med en klar overbevisning. Hun tørrede sine tårer væk og gik modigt tilbage til sit værelse – tilbage til lederen fra den ”anden side”. Det var anden nat i lejren, og vi havde lige haft en lang samtale om hendes frygt, hendes ønske om at flytte til et andet værelse og hendes lyst til at tage hjem. Det føltes bare for hårdt. Men – hun blev. Selvom hun var bange.

Pigen var med på Musalahas sommerlejr sammen med en masse israelske og palæstinensiske børn, og temaet var “Helte”. Vi lærte om unge helte i Bibelen og samfundet, og så havde børnene mulighed for at være som helte. Om det kom til udtryk ved at sætte sig ved en, der var anderledes eller sige godnat på den andens sprog, så var børnene med til at arbejde for forsoning. Og børnene var modige. De ødelagde murene, som samfundet havde bygget op – et smil, en samtale og en skør sang ad gangen.

Musalaha-sommerlejre er en masse sjov. Vi spiller fodbold, leger og danser, som om ingen kigger. Men der sker også noget dybere, når børnene er på lejr. Musalaha lærer børnene om kærlighed. En kærlighed, der er radikal, revolutionerende og forsonende. En kærlighed, der ikke lader din frygt diktere ord eller handlinger. En kærlighed, der får dig til modigt at gå tilbage til dit værelse, selvom du er bange, som den ti-årige pige gjorde. Og kærlighed? Det skubber dig længere ud, end du troede, du kunne komme.
På lejrens sidste aften sad pigen glad og skrev hilsner sammen med sin værelseskammerat og deres leder.

Inden børnene tog hjem, fik de en superhelte-kappe og et diplom, der sagde, hvilket helte-træk, de havde vist gennem ugen. Den unge pige fik ordet mod – modet til at elske, modet til at fortsætte og modet til at blive.

Støt Musalahas arbejde her

“Den unge mands ansigt lyste”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 30. august 2019. Bogført i Nyheder.

Af Andy Ball, indehaver af Bibelselskabets bibelbutik i Tel Aviv. Teksten er oversat af Kirsten Bitsch Lang, 30. august 2019

Vi er altid meget begejstrede, når nogen kommer til vores butik, og vi får lov til at give eller sælge ham hans første bibel. Det er sket ofte i år.

For få dage siden kom et ungt par ind i butikken. Kvinden var fra Indien, og manden var fra Israel. De spurgte efter en bibel på hebraisk. Den unge mands ansigt lyste så meget, at jeg blev nødt til at spørge ham, hvad det var, der var sket i hans liv. Den unge mand svarede, at han lige havde sagt ja til at lukke Jesus ind i sit liv. Vi var meget begejstrede, og vi sagde til ham, at vi også var jøder, der troede på Jesus.

Den unge mand begyndte at stille en masse spørgsmål, og han var ligesom en svamp, der ville vide så meget som muligt om, hvordan troen på Jesus havde ændret vores liv, og hvordan vores forældre reagerede, da vi fortalte dem, at vi troede på Jesus.

Han fortalte os, hvordan han var kommet til tro:

“Jeg mødte min kone, som var troende. Hun delte evangeliet med mig, og for sjov begyndte jeg en dag at læse i min kones bibel. Jeg ville læse Det Nye Testamente for at overbevise hende om, at det var forkert at tro på Jesus som hendes Messias.

En dag, mens jeg læste i Det Nye Testamente, følte jeg, at Jesus talte til mig, og jeg var chokeret. Der gik det op for mig, at Jesus er den sande Messias, og jeg gav mit liv til ham. Nu er vi så her, hvor jeg er på vej til at købe min første hebraiske bibel.”

Han fortalte også, at han havde delt de gode nyheder med en ældre kvinde, og at han også ville købe Det Nye Testamente på hebraisk til hende.

Vi takkede Gud sammen, og vi var meget begejstrede for, at den unge mand allerede delte evangeliet med andre. Vi gav ham en masse materialer, der kunne hjælpe ham til at vokse i hans nye tro, og vi gav ham nogle nye testamenter, han kunne dele med sine venner.

I må meget gerne bede for denne mand, der skal til at dele evangeliet med sine forældre og fortælle dem om sit nye liv. Bed for visdom og for, at han vil vokse i troen, og at hans ansigt fortsat vil lyse og på den måde vise, hvem Jesus er.

Støt Bibelselskabet og Andys bibelbutik i Tel Aviv her.

TORVETs Højskole

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 30. august 2019. Bogført i Nyheder.

Skal du med på efterårets højskole, hvor temaet er “Fællesskab for alle”? Højskolen er arrangeret af Israelsmissionen, Promissio og Menighedsfakultet og finder sted på det smukke Virksund Kursuscenter, der ligger ud til Hjarbæk Fjord. De tre organisationer leverer undervisningen hver sin kursusdag, og værtsparret Hanne og Johannes Esmarch bidrager med blandt andet ‘halvbibeltimer’ og andagter, samt gør deres yderste for at give alle deltagere en uforglemmelig oplevelse.

Julie Kajgaard fra Israelsmissionen vil blandt andet bidrage med sine refleksioner over forsoning, men også tanker og erfaringer fra den mangfoldige menighed, hun har oplevet på egen krop i forbindelse med sin praktikperiode i Immanuelkirken i Tel Aviv.

I 2019 afholdes højskolen i dagene den 23.-26. september, og du kan se programmet HER. De sidste par år har der været fuldt booket, så sørg for at melde dig til hurtigst muligt ved at skrive en mail til mf@teologi.dk.