Author: Kirsten Bitsch Lang

Nyt projektsamarbejde for trosfrihed og forsoning

Nyt projektsamarbejde for trosfrihed og forsoning

Af Kirsten Bitsch Lang, 23. november 2018 Med hurtige bevægelser skriver Salim Munayer idéer på tavlen, mens vi andre sidder omkring bordet og brainstormer med. Vi befinder os i Jerusalem på Musalahas hovedkontor. En due i filt hænger ned fra loftet, og den minder om et håb for forsoning her midt i Jerusalem, hvor vi lige nu befinder os. ”Velsignede er de, der skaber fred,” står der på et skilt på væggen. Det ses tydeligt, at Musalaha er en organisation med fred og forsoning på hjerte. Bodil og jeg fra Israelsmissionen og Daniel og Filip fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) er på partnerskabsbesøg, så vi sammen kan undersøge, hvordan vi laver et projekt sammen med Musalaha. Et projekt med fokus på både forsoning og tros- og religionsfrihed i Israel-Palæstina.

Salim voksede op midt i konflikten

Salim er kristen araber og Musalahas grundlægger. Han har oplevet konflikten mellem jøder og arabere på egen krop: ”Da jeg begyndte i et jødisk gymnasium, fik jeg at vide, at der ikke havde boet arabere i Israel før statens oprettelse i 1948. Men jeg vidste, det ikke var rigtigt. Jeg havde jo selv oplevet, hvordan naboer og venner var flygtet ud af vores egen landsby, mens vores familie gemte os i kirken. Og hvordan jøder langsomt begyndte at fylde de huse op, som araberne var flygtet fra,” fortæller han. Salim er vokset op mellem både jøder og arabere i Israel, og selvom han har oplevet konflikten på nært hold, har han altid haft venner på både den jødiske og arabiske side. Det har givet ham et hjerte for forsoning, og derfra udspringer Musalaha. ”Musalaha er en græsrodsbevægelse. Vores mål er at få tre procent i Israel-Palæstina til at arbejde for forsoning. For tre procent kan være nok til at ændre et helt samfund,” fortæller Salim.

At være religiøst mindretal

For Salim er der mange problemer forbundet med at være kristen i Israel: ”Min søn er lige blevet gift, og det var næsten umuligt at finde et sted i Jerusalem til festen. Da udlejerne fandt ud af, at vi skulle have et kristent bryllup, ville de ikke leje lokalerne ud til os,” fortæller han. Det er blot en af mange små ting, der konstant skaber problemer i hverdagen for de religiøse mindretal. Mikael Kayanni er inviteret med til partnerskabsmødet for at gøre os klogere på problemstillingerne for religiøse mindretal i Israel-Palæstina. Han er professor på jurainstituttet ved universitet i Jerusalem. ”Problemet i Israel er i udgangspunktet ikke, at man ikke kan få mulighed for at udøve sin religion. Problemet er, at man ikke kan undgå sin religion,” fortæller Mikael. For eksempel tager noget af det juridiske system udgangspunkt i, hvilken religion man har. Det betyder, at hvis en katolik skal giftes, skal det godkendes af den katolske kirke. Hvis en katolik vil giftes med en luthersk kristen, så bliver parret nødt til at rejse ud af landet, da de simpelthen ikke kan blive gift i Israel. Den stramme opdeling af de forskellige religioner gør det også svært, hvis man ikke passer ind i det religiøse system. For eksempel bliver både messianske jøder og jesustroende med muslimsk baggrund ofte klemt i systemet, da de ikke bliver set som hverken rigtige jøder, muslimer eller kristne. Til sidst oplever de forskellige religiøse mindretal ofte en juridisk forskelsbehandling, hvor jøderne får rettigheder, som de andre grupper ikke får. I sommers vedtog den israelske stat en ny slags grundlov, der slår fast, at Israel er en jødisk stat. Det kan medføre, at de forskellige religiøse mindretal må finde sig i yderligere forskelsbehandling.

Regeringen støtter arbejdet for tros- og religionsfrihed

”Det er rigtig dejligt, at vi får mulighed for at integrere arbejdet for tros- og religionsfrihed mere i vores forsoningsarbejde,” fortæller Salim. Arbejdet for tros- og religionsfrihed er ekstra vigtigt lige nu set i lyset af den nye lov og de trange vilkår for religiøse mindretal. Muligheden for samarbejdet om tros- og religionsfrihed kommer af, at den danske regering i begyndelsen af 2018 lancerede, at de ville gøre en større indsats for at kæmpe for tros- og religionsfrihed. DMRU er en paraplyorganisation, der varetager de forskellige missionsorganisationers udviklingsarbejde, og de har derfor fået en pulje penge af regeringen, der skal fordeles mellem missionsselskaberne til arbejdet. Det er den pulje, som Israelsmissionen sammen med Musalaha skal søge.

Både kristne, jøder og arabere vil forsones

”Da hun viste mig billeder af sin hverdag, blev jeg chokeret,” fortæller Hedva om sit møde med en palæstinensisk kvinde. Det var her Hedvas kamp for forsoning startede. Vi sidder på en udendørs restaurant på den gamle togstation i Jerusalem. Efter den første dags brainstorm er det blevet tid til aftensmad. Vi kan høre et brazzband spille, og imens fortæller Hedva sin historie. Hun er opvokset som jøde i USA, men på universitetet mødte hun en pige, der havde noget, som Hedva også ville have. ”Hun havde sådan et lys i øjnene,” fortæller Hedva. Pigen var kristen, og herefter begyndte Hedva at tro på Jesus. Senere flyttede hun til Israel, og hun arbejder i dag i Musalaha og bor i Golanhøjderne. Musalahas medarbejdere består af både kristne arabere og messianske jøder, der arbejder side om side for forsoning. Men det er ikke kun kristne, der har lyst til at være med i kampen. ”Vi er meget tydelige med, at vi er en kristen organisation, og alligevel er der mange ikke-kristne, både jøder og muslimer, der har lyst til at deltage i vores programmer,” fortæller Salim. Helt almindelige jøder og muslimer står i kø for at deltage i Musalahas projekter. Og selvom Musalaha ikke af sig selv fortæller om kristendommen, er der mange, der spørger ind til, hvad organisationen står for – og så får de selvfølgelig et svar, fortæller Salim. På den måde kan Musalaha pege på forsoningens evangelium for både jøder og muslimer.

Projektdesign: Ørkentur og kapacitetsopbygning

Salim står igen ved tavlen den næste dag, mens vi sammen diskuterer videre, hvordan vi får designet det bedst mulige projekt for tros- og religionsfrihed. ”Ørkentur for 60 ledere, 30 arabere og 30 jøder,” noterer Salim med blå tusch. Med støtten fra den danske regering bliver det muligt for Musalaha at sende 60 ledere på ørkentur, hvor de skal forsones med hinanden og undervises i tros- og religionsfrihed. Herefter skal de arbejde videre for forsoning og trosfrihed i hele Israel-Palæstina. Salim sætter det sidste punktum. Efter lang tids brainstorm er skitsen til et projekt for tros- og religionsfrihed lavet. Rundt om bordet er vi tilfredse med resultatet. Musalaha kan fortsætte deres arbejde for forsoning og kan endda gøre det endnu bedre ved at blive skarpere på tros- og religionsfrihed, og Israelsmissionen kan glæde sig over, at samarbejdet med Musalaha peger hen på Jesus og hermed på forsoningens evangelium. Partnerskabet med Musalaha er frugtbart og godt. Og som Salim nævner, så har Israelsmissionen og Musalaha en trofast og god relation: ”Nogle partnere kommer og går. Nogen støtter vores arbejde i et par år, og så forsvinder de igen. Musalaha og Israelsmissionen har været samarbejdspartnere siden 1990’erne. Det sætter vi stor pris på, for gode, trofaste partnerskaber er afgørende for vores arbejde.”

Julie ansat som teologisk netværker

Julie ansat som teologisk netværker

Af Kirsten Bitsch Lang, 7. november 2018 Julie Kajgaard begynder i Israelsmissionen d. 1. januar 2019 i en tre-årig projektstilling som teologisk netværker. Her bliver hendes vigtigste opgave at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og internationalt. Gennem møde- og forkyndelsesvirksomhed skal hun udbrede kendskabet til Israelsmissionen og styrke dansk kirkelivs fokus på mission. Og Julie glæder sig: ”Jeg synes, at Israelsmissionen har noget vigtigt at bidrage med i dansk kirkeliv, og jeg glæder mig til at gøre Israelsmissionen kendt af flere,” fortæller hun. Derudover skal Julie også styrke Israelsmissionens netværk internationalt. Israelsmissionen ønsker at nå endnu bredere ud med evangeliet til jøder, og derfor bliver det også Julies opgave at opdyrke europæiske partnerskaber, der har relation til jødemission. For Julie er den internationale del af stillingen en god udfordring: ”Jeg glæder mig til at udforske det ukendte land og se, hvordan vi kan blive medvandrere på det gode, der allerede er i gang, og hvor vi kan bidrage med perspektiver og kompetencer, så det kan blive endnu bedre,” fortæller hun. Julie er netop i gang med Pastoralseminariet og har afsluttet sin kandidat i teologi. Sidste efterår var hun udsendt som praktikant af Israelsmissionen, hvor hun arbejdede som kirkevolontør i Immanuelkirken. Vi glæder os meget til at have Julie med på holdet, og vi er sikre på, hun bliver en kæmpe styrke for organisationen – både i kraft af sin teologiske faglighed og med sin store passion for det, vi står for.

Rebekah: ”Guds kærlighed helbreder mennesker”

Rebekah: ”Guds kærlighed helbreder mennesker”

Af Kirsten Bitsch Lang, oktober 2018 Rebekah Strangarity er omsorgsfuld, lattermild og fagligt dygtig. Hun gør en kæmpe forskel – ikke bare som diakon i Immanuelkirken, men også for de mennesker, hun møder gennem sit arbejde og i sit liv. Rebekah kommer fra USA og har en kandidat i socialt arbejde med speciale i traumebehandling. For fem år siden rejste hun til Tel Aviv for at hjælpe på herberget Red Carpet, der tog sig af prostituerede kvinder. I begyndelsen skulle hun bare være her en kort periode, men Gud skabte en brand for Tel Aviv i hendes hjerte: “Næsten hver aften sad jeg på altanen, hvor jeg boede. Solen gik ned, og jeg kiggede på lysene, der blev tændt over hele byen. Det gjorde virkelig ondt at vide, at alle de lys kom fra hjem, der ikke kendte Jesus. Jeg kunne bare sidde og græde over det,” fortæller Rebekah og fortsætter: ”Jeg har boet mange steder, men jeg har aldrig oplevet en så fysisk reaktion før på grund af et sted.” Rebekah vidste, hun havde en opgave i Israel, og gennem Immanuelkirken mødte hun Bradley og Bodil. De ansatte hende som diakon i kirken, og her har hun været siden. Nu bor hun i Immanuelkirkens menighedshus og arbejder på Red Carpet to dage om ugen. På Red Carpet rækker hun ud til prostituerede og underviser frivillige i, hvordan man bedst håndterer mennesker, der har oplevet traumatiske hændelser. Rebekah er derudover en dag om ugen hos Jews for Jesus, og resten af sin arbejdstid bruger hun i Immanuelkirken. Her er hun terapeut og coach for menighedens medlemmer og arrangerer aktiviteter, der opbygger kirken og skaber mulighed for at fortælle ikke-troende om Jesus. Rebekah nyder at arbejde med mennesker og har et særligt hjerte for misbrugte kvinder. Det har hun, fordi hun selv er blevet misbrugt og har oplevet, hvordan Gud kan gøre alting nyt: ”Jeg kan huske, jeg bad om, at jeg ikke måtte vågne op næste morgen. Jeg kiggede i spejlet og tænkte: ’Hvordan kan jeg nogensinde undgå at hade, hvad jeg ser?’,” fortæller hun om tiden efter den traumatiske hændelse. ”Og så tænker jeg på, hvordan Gud har skabt helbredelse, genoprettelse og glæde i mit hjerte,” fortsætter hun. Det er netop den helbredelse, genoprettelse og glæde, som Rebekah brænder for at give videre til andre. Som hun selv formulerer det: ”Jeg er afhængig af nåde – og afhængig af at se, når Guds kærlighed og nåde helbreder mennesker.”

Støt Immanuelkirken og Rebekahs arbejde her

[give_form id=”6269″ show_title=”false” show_goal=”false” show_content=”none” display_style=”button” continue_button_title=”Støt”]

Ny bibel tager udgangspunkt i jødisk kultur

Ny bibel tager udgangspunkt i jødisk kultur

Det Israelske Bibelselskab vil i samarbejde med en israelsk kunstner udgive en ny familiebibel, der hedder ”Jerusalem Illustrated  Bible”, som skal genoprette den jødiske arv fra skriften. ”Vi bor i en tid, hvor der, for første gang siden Yeshuas (Jesu red.) tid, er hele familier, der består af messianske jøder – endda også i anden og tredje generation,” fortæller Victor Kalisher, der er generaldirektør i det Israelske Bibelselskab. ”De fleste bibelske illustrationer er fremmede for den jødiske kultur og derfor heller ikke autentiske. Dette sætter selvfølgelig større skel mellem jøder og kristne. Det samme gælder for de jødiske navne i det nye testamente. For eksempel har Yeshua ændret sig til Jesus, Miriam til Maria og YHVH er endda ændret til Herren. Ikke at forglemme navnet Jakob i stedet for Yaacov.” Victor forklarer, at i denne udgave af bibelen er illustrationerne autentiske i forhold til skriftens rødder – og så er de kulturelt relevante for jøderne. ”Vores mål er at opmuntre den messianske bevægelse rundt om i verden og velsigne troende fra alle baggrunde med en bibel, der har autentiske smukke illustrationer, som passer til det jødiske folk og den jødiske kontekst,” fortsætter han. ”Den hebraiske og engelske tekst står side om side i den nye bibeludgave, da majoriteten af messianske jøder stadig bor uden for Israel. Vi vil nemlig gerne have dem til at føle sig forbundet med deres jødisk-hebraiske rødder.” Alle de nye bibelillustrationer er lavet af Elhanan ben-Avraham, der bor i Tzur Hadassah. Han er en messiansk kunstner, der gennem sit 40-årige lange liv i Israel har skabt rigtig meget kunst. ”Jeg satte mig tilbage for mentalt at undersøge den bibelske kunst, jeg har lavet, siden jeg kom til at bo i Israel i 1979,” fortæller Elhanan og fortsætter: ”Det slog mig, at jeg har tegnet, skitseret og malet nok forskellige værker, baseret på så mange bibelske historier, at det kunne illustrere en hel bibel. Victor forventer, at Bibelen bliver trykt i 2018 eller start-2019. ”Vi stoler og beder for, at denne bibel vil være en velsignelse for mange mennesker i alle aldre og familier, til at opmuntre dem i deres tro og give dem mere viden om, hvem Gud er – og også til Guds herlighed,” siger han. Victor tilføjer, at bibelselskabet i Israel har brug for finansiel støtte og vil sætte pris på, at alle individer og organisationer vil støtte dem økonomisk for at støtte op om projektet. Denne artikel er udgivet af Cliff Keller d. 3. oktober 2018 via Kehila News og er oversat med få ændringer af Kirsten Bitsch Lang. Link til den oprindelige tekst: https://kehilanews.com/2018/10/03/zion-unique-new-bible/  

Flugten og den lille bedende pige fra Aarhus

Flugten og den lille bedende pige fra Aarhus

Israelsmissionær Scheradsky fortæller i Israelskredsen i Skjern om, hvor frygteligt jøderne var forfulgte fra 30. september (1. oktober) 1943, og om, hvordan de var cirka 400 jøder, i alderen fra fire dage til oldinge, syge og krøblinge, der var flygtet op i en skov i Nordsjælland for derfra at komme over til Sverige med skibslejlighed. Skibet lå ude på havet rede til at tage dem. De skulle nu blot i en lille båd og færges ud til skibet. Da dukker pludselig et tysk vagtskib op, vender projektørerne ind mod skoven og flygtningene, og det var så lyst, at alt sås ganske tydeligt. “Vi flygtede over hals og hoved ind i skoven. Min hustru og jeg fik ordre til at smide os fladt ned i en grøft og blive liggende der, til der kom nærmere ordrer. Der lå vi – det var i oktober måned – fra kl. 18:45 til kl. 4:00 om morgenen. Det var en frygtelig nat, anfægtelser stormede ind på mig, det var, som djævelen lå ved siden af mig, ja, jeg kunne mærke hans kolde ånde på min kind. Vi ved, der er en Gud til, men aldrig har jeg følt som den nat, at der også er en djævel til, og han hviskede til mig: ‘Du plejer i dine diskussioner med jøder at sige, at den eneste bøn, der dur, det er bøn i Jesu navn; du har bedt i Jesu navn nu, hvad hjælper det dig, kan du så lade være med at være så højrøstet næste gang, du taler med jøder om bøn i Jesu navn.’ Og alt imens fløj tyske flyvere lige hen over trætoppene og sendte det skarpe projektørlys ned over os. Var vi blevet opdaget, så havde det lige været en salve fra deres maskingeværer, og vi ville have været færdige. Det var en frygtelig nat. Til sidst blev jeg helt apatisk. Men midt under anfægtelserne, da jeg ikke engang kunne bede, slår pludselig den tanke ned i mig: ‘Er der ikke et eneste menneske i hele Danmark, der beder for dig?’ ‘Jo, jo,’ råbte jeg pludseligt, og min kone blev ude af sig selv, hun troede, at jeg var blevet syg og sagde: ‘Er du blevet syg?’ ‘Nej, lille skat, det er jeg ikke. Jeg har aldrig været så rask som nu, fordi Gud har sendt mig et lys, og jeg føler hans nærværelse, selv i det dybeste mørke.’ Jeg glemmer det aldrig, fra den stund af var der fred i min sjæl, ja, selv ved tanken om at blive sendt i koncentrationslejr. Måske ville Gud så bruge mig der. Klokken 4:00 blev vi kaldt op af grøften, og vi skulle nu tilbage til København til Bispebjerg. Der holdt en bil, og da vi alle tre skulle ind i bilen, blev min søn hindret i at stige ind af frihedskæmperne. De sagde: “Ham må vi beholde her en halv time, så kommer han til Dem.” Vi ville ikke tage af sted uden ham, men de lovede afgjort, at han ville komme. Så tog vi da af sted, og på hospitalet blev min kone puttet i seng, hun var meget medtaget. Der gik time efter time, men han kom ikke, og det var svært for os. Vi troede, at vi aldrig skulle se vor dreng mere. Så endelig kom den dag, da befrielsens time skulle slå, vi skulle sejles til Sverige i en lille båd med cirka 50 mennesker. Min kone sprang op i båden og jeg efter, og endnu inden vi lagde fra land, sagde jeg et par ord til de frihedskæmpere, der havde hjulpet os, og takkede dem, fordi de med fare for deres eget liv havde fået os så langt, at befrielsen var kommet. Vi skulle aldrig glemme det, og skulle jeg ønske noget for dem, så ville jeg ønske, at befrielsens time snart måtte komme for Danmark, så vi kunne samles i et frit Danmark. Så lagde vi fra land og stævnede mod Sverige, og frihedskæmperne forsvandt, skjult af natten, til alle sider. Men… der var en forræder imellem, han løb til nærmeste telefon, fik tyskerne alarmeret, her var en god fangst; og da vi havde sejlet i 12-15 minutter, kom der et tysk skib bogstavelig talt flyvende på vandet, satte kursen lige mod os og satte stævnen ind i siden på vort skib – og så måtte vi følge ham på en sejlads på 18-20 timer ned mod den tyske kyst til Sassnitz. Der gik mange tanker igennem os på vejen derned om koncentrationslejre, tortur og så videre. Endelig nåede vi havnen og begyndte at sejle ind i den. Det foregik i slalom, der var fuldt af krigsskibe, torpedojagere, ubåde og så videre. Til sidst nåede vi ind til kajen, og tyskeren drejede om et hjørne med skibet, lagde til, og alle hans slægtninge og venner stod på kajen og tog imod ham. Han kom i snak, og han bad dem med ned i kahytten for at se alt, hvad han havde stjålet og taget med fra Danmark; flæsk og fedt og så videre – og alt imens måtte han have glemt os. Pludselig begyndte vor kaptajn at bakke ganske langsomt, mere og mere, og til sidst var han virkelig ude af havnen, uden at nogen lagde ham noget i vejen, og så vendte han skuden rundt og næsen mod Trelleborg. Så gik det for fuld kraft ad Sverige til, og vi nåede virkelig Sverige – et Guds under – blev vel modtaget, fik lov til at prædike for jøderne i lejrene og traf vor kære dreng deroppe. Ja, det var et Guds under alt sammen; men hør nu. Vi siger, at enhver virkning har sin årsag, og nu skal De høre, det fik jeg også at se her. Det sidste møde før jøderazziaen i 1943 holdt jeg i Århus og var efter mødet henne til en kop kaffe hos en jordemoder og hendes mand.  Det første sted, jeg holdt møde efter kapitulationen, var også i Århus. Jeg var i kirke om formiddagen og gik da efter gudstjenesten hen for at hilse på jordemoderen og hendes mand. Da hun så mig i døren, slog hun hænderne sammen og sagde: “Næh, er det Scheradsky, så vil Anna-Lise da blive glad.” “Anna-Lise, Anna-Lise?” spurgte jeg. Jeg forstod ikke rigtig, hvad det skulle betyde. Men fruen sagde da: “Følg nu med indenfor, så skal jeg fortælle Dem hvorfor. Jordemoren fortalte så: ‘Den 1. oktober 1943 sad min mand og jeg ved spisebordet for at spise til aften, men vi kunne næsten ikke fa en bid mad ned, fordi vi tænkte på jødeforfølgelsen, der nu foregik i vort land, og særligt tænkte vi på Dem, kære Scheradsky. Uvilkårligt udbrød jeg: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Anna Lise, som stod i dagligstuen, legede med sin dukke, og hørte, at jeg sagde: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Et øjeblik efter kom hun til os og sagde: “Mor, hvorfor ser vi ikke Scheradsky mere, han er da så rar?” Jo, sagde jeg, “hvis Hitler får fat i ham, vil han slå ham ihjel.” Så gik hun ind igen med den besked og legede nogle minutter. Men lidt efter kom hun tilbage. “Mor?” “Ja, hvad vil du nu?,” svarede jeg. “Jeg vil bare spørge dig; er Hitler stærkere end Jesus?”, fortsatte hun. Jeg svarede, at det var han ikke. “Men så kan vi da bede Jesus gemme Scheradsky, så Hitler ikke finder ham og gør ham noget ondt?” “Ja, det kan vi,” sagde jeg.’ Da den lille pige skulle til at bede sin aftenbøn, bad hun, som hun plejede; men efter aftenbønnen plejede hun altid at slå sine arme om mor og sige ‘godnat’. Det gjorde hun ikke den aften, i stedet for sad hun stille som i tanker et stykke tid. Og så pludselig begyndte hun at bede: ‘Kære Jesus, vil du ikke godt gemme Scheradsky, så Hitler ikke skal finde ham!’ Og den bøn bad hun hver aften lige til dagen efter kapitulationen. “Da jeg hørte det,” sagde Scheradsky, “så jeg for mig alt det, jeg var blevet bevaret for i de onde år. Så forstod jeg, hvorfor den tyske flyver ikke kunne se os den nat, vi lå i grøften; så forstod jeg, hvorfor jeg ikke blev opdaget på Roskilde banegård; så forstod jeg, hvorfor den djævel, der stod vagt på Københavns banegård og visiterede alle undtagen mig, lod mig passere (de andre så med misundelige og undrende blikke på mig, og undrede sig over, hvorfor jeg ikke skulle visiteres – og var jeg blevet visiteret, havde jeg været færdig); og nu forstod jeg, hvorfor vi reddede os ud af havnen i Satssnitz – der var en, der bad i barnlig tro om, at Gud ville gemme Scheradsky for Hitler.”
Abraham Scheradsky
Abraham Scheradsky
Abraham Scheradsky havde i 1943 været ansat i Israelsmissionens tjeneste i næsten 30 år. Han, hans hustru Thyra og sønnen Poul nåede alle tre til Sverige. Beretningen, som bringes her, er fundet på en gammel hjemmeside, som ikke længere opdateres. Scheradsky ser sin og familiens redning i lyset af en lille piges forbøn. Det er således først og fremmest et personligt vidnesbyrd om bønnens virkekraft. Efter hjemkomsten til Danmark holdt Scheradsky en række møder om flugten til og opholdet i Sverige. I sit notehæfte om disse møde angiver han stikordsagtigt sine emner, fx »Flugten« eller »Okt.1943« eller »Flugten og den lille bedende pige i Aarhus«. Den sidste formulering har vi sat som titel på hans vidnesbyrd, som bringes her. Artiklen blev bragt første gang i Israelsmissionen Avis oktober 2013.

Min historie: En jøde fra Iran finder “shalom”

Min historie: En jøde fra Iran finder “shalom”

Af Jews for Jesus, oversat af Kirsten Bitsch Lang – d. 25. september 2018 I nattens stilhed, hvor der kun var mig og min skaber, sagde jeg: ”Gud, hvis det her ikke er sandheden om dig, så må du ikke blive vred. Forandr mit hjerte og vis mig, hvor jeg tager fejl; vær min beskytter.” Det var en kold, kold nat, alligevel følte jeg en enorm varme – som om noget varmt var hældt ud over mig. Det var ikke smertefuldt. Det var beroligende, trøstende. Jeg tog det som et tegn fra Gud om, at det ikke var forkert af mig at tro på, at Jesus er Israels Messias. Jeg er født i Teheran, Iran. Jeg er 29 år gammel og den andenyngste af fem søskende. Min familie er jødisk og ikke specielt religiøs, men vi har altid fejret de store helligdage, og jeg har altid troet på Gud. Min mor snakkede ofte om Gud, da jeg var lille, og hun fortalte historier fra toraen. Hun fortalte om Moses og udgangen fra Egypten, og nok også mere end hun gjorde til mine andre søskende. Der er ni års forskel mellem mine ældre søstre og mig, så hun havde mere tid til mig (i hvert fald indtil min lillebror kom til verden). De ældre søskende havde travlt med egne interesser – jeg var den lille og heldig at have lidt mere af hendes tid. Så længe jeg kan huske, var jeg den eneste jødiske pige i min skole. Det var en offentlig skole og primært muslimsk. Ikke-muslimer kunne vælge, om de ville være med i religionstimerne. Jeg ville for det meste ikke. Jeg var stolt af at være jødisk, så jeg havde ikke noget ønske om at lære om andre religioner. Min far har altid fortalt os: ”Dette er ikke vores hjemland; dette er ikke, hvor vi hører til.” Som jøder var vi udenfor, og ideen om at vi en dag skulle forlade Iran, var altid i min fars hjerte. Og så i 1977 – bare to år før revolutionen – rejste vi fra Teheran til USA. Som 15-årig havde jeg ikke lyst til at forlade venner og det trygge derhjemme. Mennesker, der rejste til USA, blev set som snobber, så vi lod det forblive en hemmelighed at vi skulle afsted, og vi rejste pludseligt. Jeg fik ikke mulighed for at sige farvel til nogen. Jeg kunne ikke tale engelsk, så de første seks måneder på min nye skole var næsten umulige. Jeg følte også den enorme kulturforskel. På et tidspunkt troede jeg, at jeg aldrig ville blive glad igen, at jeg aldrig ville passe ind. Men langsomt begyndte jeg at vænne mig til det, og jeg blev mere åben og venlig, end jeg nogensinde havde været i Iran. Til min store overraskelse var livet nemmere her, end det havde været i Iran, da jeg først begyndte at lære sproget. Efter high school startede jeg på college, og jeg begyndte at kæmpe, ikke bare med sproget, men også med, hvad jeg havde lært. Jeg kan huske, jeg sad i fysik og følte mig overvældet. Jeg spurgte Gud: ”Hvad betyder alt dette? Hvor passer jeg ind, og hvad skal jeg tro om universet og om dig?” Svaret kom fra en uventet kilde. Jeg havde en engelsk tutor, der hed Perry, som jeg beundrede. Hun gik rundt på universitetet og spillede guitar og sang. Hun havde ikke sko på, hendes tøj var anderledes end alle andres, og hun boede i kollektiv. Hun var et meget frit menneske, og det kunne jeg rigtig godt lide. Peggy lærte fra sig gennem samtale – og emnet, hun oftest snakkede om, var Jesus. Peggy var faktisk fra en jødisk baggrund, selvom hendes forældre ikke var religiøse. Efter hun begyndte at tro på Jesus, var Peggy begyndt at studere Bibelen og søge sine jødiske rødder. At hun var jødisk, hjalp mig til at høre om Jesus på en måde, der ikke var så fremmed. Peggy var del af en messiansk menighed, Ahavat Zion, og da hun inviterede mig til at komme med hende, tog jeg med. Jeg syntes, at alle var venlige og rare; det var mennesker, som jeg havde lyst til at lære at kende. Ikke så lang tid efter holdt menigheden retræte på Big Bear Lake i bjergene, og jeg var inviteret med. Jeg ville virkelig gerne ud og se verden. Men desværre, troede jeg, ville jeg aldrig få lov at tage med. Vi måtte ikke være ude længe, og endnu mindre være udenfor om aftenen. Så jeg var i chok, da min far gav mig lov. Hver aften sad vi på gulvet og på sofaer, og efter vi havde sunget, var der nogen, der underviste. En aften begyndte underviseren at tale om Faderen, Sønnen og Helligånden. Min mor havde altid lært mig, at der kun er en Gud, en Skaber, og den lærdom har hængt ved. Fra mit synspunkt lignede det, at de snakkede om tre guder, og jeg var fornærmet. Jeg begyndte at diskutere med taleren, som var enig med mig i, at der kun var en Gud. Han forklarede, at Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er tre forskellige kilder til kraft i universet, eller tre forskellige guder der skal tilbedes, men at én sand Gud i hans uendelige ”anderledeshed” eksisterer på alle tre måder. Pludselig var der ikke nogen diskussion, der skulle vindes eller tabes. Jeg havde fred indeni, en dyb fred, der så ud til at fortrænge al nervøsitet og tvivl. Jeg vidste ikke, hvor denne fred kom fra eller hvordan, men jeg vidste, at det havde at gøre med, hvad denne mand fortalte mig om Gud. Senere begyndte jeg at undre mig over, om jeg havde taget fejl. Jeg blev ved med at spørge min rumbo Peggy: ”Hvad har jeg gjort?, Hvad i alverden har jeg gjort?, Er det rigtigt eller ej?” Peggy prøvede ikke at overbevise mig eller noget. Hun sagde bare: ”Bed. Snak med Gud og spørg ham”. I nattens stilhed, hvor der kun var mig og min skaber, sagde jeg: ”Gud, hvis det her ikke er sandheden om dig, så må du ikke blive vred. Forandr mit hjerte og vis mig, hvor jeg tager fejl; vær min beskytter.” Det var en kold, kold nat, alligevel følte jeg en enorm varme, som om noget varmt var hældt ud over mig. Det var ikke smertefuldt. Det var beroligende, trøstende. Jeg tog det som et tegn fra Gud om, at det ikke var forkert af mig at tro på, at Jesus er Israels Messias. Inden for en måned følte jeg, at Gud havde svaret på min bøn og vist mig, om jeg havde valgt den rigtige vej. Vi læser fra Siddur (jødisk bønnebog red.) hver uge til sabbats-gudstjenesterne, og da vi læste fra 5. Mosebog, kapitel 11, blev jeg ramt af disse ord: ”Hvis I vil lytte til de befalinger, jeg giver jer i dag, og elske Herren jeres Gud og tjene ham af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl, så vil jeg til rette tid give jeres land den regn, det behøver… Men tag jer i agt, at I ikke lader jer lokke, så I kommer på afveje og dyrker andre guder og tilbeder dem. For da vil Herrens vrede flamme op mod jer; han vil lukke himlen, så der ikke kommer regn… og så bliver I meget snart udryddet fra det herlige land, som Herren vil give jer” (vers 13-17). Passagen beroligede mig. Jeg vidste, at mit hjerte ikke var ved at tørre ud. Jeg følte, at jeg blev ”vandet”, selvom jeg endnu ikke havde læst Jesu løfte: ”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14). Som 18-årig var jeg måske draget mod Yeshua (Jesus red.) af andre troendes fællesskab og venlighed. Jeg vidste ikke nok om Bibelen eller teologi til at vide, om min beslutning var sund. Jeg vidste nok til at spørge Gud om at vise mig, hvis det ikke var sandt. Jeg vidste, at hvis det var en løgn, ville jeg have droslet ned, og min tro ville visne. Det gjorde den ikke. I stedet blev Gud ved med at forfriske min ånd, eftersom jeg lærte mere om ham, mere om Messias. Jeg var pludselig gladere, og ikke så selvfikseret og deprimeret som tidligere. Jeg har været troende i ti år nu. Og det er ikke længere et spørgsmål om at finde fællesskab og accept. Det er sandt. Det er Guds ord. Hvert år vokser jeg og lærer at elske Gud mere, at føle hans virkelighed dybere i mit liv, og hans løfters sandhed i Bibelen. Da jeg var barn, sagde min far, at vi en dag skulle forlade Iran, fordi vi var jøder, og derfor var vi outsidere, ofte uvelkomne og ikke-villet. I USA troede jeg, at vi ville blive mere velkomne, men at komme til et land hvor vi ikke kendte sproget, hjalp os ikke ligefrem til at høre til. Men sommetider er det godt at være en outsider – det får dig til at blive ved med at længes efter det særlige sted, hvor du hører til. Jeg fandt ikke bare det sted, et fredfyldt sted midt i al verdens skørhed, men jeg fandt ham, som jeg tilhører. Jeg håber, at du kan finde fred ved også at tilhøre ham – at tilhøre Yeshua, Messias.

Nyt fra Immanuelkirken: Sorg og glæde går hånd i hånd

Nyt fra Immanuelkirken: Sorg og glæde går hånd i hånd

Af Marit Long, Immanuelkirken, Jaffo Tel-Aviv (også bragt i Evangeliet og den Jødiske Verden september 2018) Livet består af gode og mindre gode dage. Sorg og glæde går hånd i hånd. Det erfarer vi også i Immanuelkirken, hvor menigheden i disse dage er stærkt præget af chokket over Nillie perrys bratte død i starten af august. Nillie har i mange år arbejdet som oversætter i kirken. Vi sætter pris på forbøn specielt for hendes nærmeste familie og venner. Midt i sorgen og chokket har vi også meget at være taknemmelige for, når vi kigger tilbage på de seneste par måneder i Immanuelkirken. Vi takker Gud for, at der er kommet flere lokale jøder her til menigheden, og at vi nu har en hebraisktalende bibelstudiegruppe.
Dåb i Jordanfloden
Dåb i Jordanfloden, Immanuelkirken
I Immanuelkirken har vi et voksende børnearbejde, og en af de nye familier, som er kommet det sidste år, er fra Holland. De har to børn, Benjamin (11) og Elise (9), som begge har fundet deres plads i børnekirken, og som lærer mere om, hvem Jesus er. De tog begge et valg om at blive døbt, og onsdag d. 16. maj drog de sammen med familien Long til Galilæa for at blive døbt i Jordanfloden. Bradley havde i samarbejde med familien udarbejdet en dåbsliturgi med blandt andet læsninger, præsentation af kandidaterne og bøn. Det var dejligt at lovsynge sammen i de skønne omgivelser, og det gjorde indtryk på både store og små at være vidne til Benjamin og Elises dåb. Vi glæder os sammen over det aktive valg at følge Jesus og vandre med ham.
Pigen fra Vestbredden med “repareret” hjerte
  Vi er glade for at arbejde sammen med det palæstinensiske bibelselskab om et projekt for børn i Betlehemsområdet. I forårssemestret besøgte vi to børnehaver i Betlehem, og en af dem lå i flygtningelejren Ayda. Begge gange udførte vi et kreativt undervisningsprogram, som blandt andet inkluderede et dukketeater med temaet ’tilgivelse’. Børnene lærte også om tilgivelse ved at ’reparere’ et ødelagt hjerte ved at sætte plaster på det. I juni hjalp vi også til på en sommerlejr i Beit Sahour udenfor Betlehem. Vi blev ønsket velkommen, og mødte mange fantastiske børn, som vi lavede kreative aktiviteter med. Immanuelkirken har også et godt samarbejde med Tabeetha skolen i Jaffo, og her er mange af eleverne og lærerne jøder. I foråret arrangerede vi en påskegudstjeneste for skolen. Det blev en stor oplevelse for store og små med påskens budskab i fokus. I maj fik vi besøg af skolens 3. klasse som en del af deres ekskursion til den amerikansk-tyske koloni, Immanuelkirken ligger i. Børnene hørte fantastisk orgelmusik og lærte noget om stedets historie, om kirkebygningen og de unikke glasmalerier. Derudover fik de også en indføring i, hvad der sker i menighedslivet. Eleverne blev delt ind i grupper, deltog i en quiz om kirken og fik lov at ringe med kirkeklokkerne. Efter samlingen fik vi kage og saft i haven. Vi er utroligt glade for det gode samarbejde med Tabeetha skole. Det er et privilegium at få lov til at tjene i Immanuelkirken. Ingen dage er ens, og ingen mennesker er ens. Nogle er trofaste i menigheden gennem mange år, men vi oplever også, at der er en vis grad af gennemtræk, som kan være en udfordring i forhold til at opbygge relationer og i forhold til at udarbejde et langtidssigtet fokus i menighedsarbejdet. Samtidig er det vigtigt for os at investere i menigheden –  som den ser ud, og med de mennesker, der er der til enhver tid og med Jesus Messias i centrum. Han kender alt og alle og har den bedste plan for ethvert menneske og også for menigheden som helhed. Vær med til at bede for, at flere mennesker må komme til tro i årene, som kommer, og at Han må lede menigheden sådan, som han vil.   [give_form id=”6269″ show_title=”true” display_style=”button” continue_button_title=”Støt Immanuelkirken her”]

Lisa Loden: Ny lov er bekymrende

Lisa Loden: Ny lov er bekymrende

Af Kirsten Bitsch Lang – 06.09.2018 I juli 2018 vedtog den israelske nationalforsamling Knesset en ny lov, der fastslår, at Israel er nationalt hjem for det jødiske folk. Den nye lov kaldes Nationalstatsloven og er del af en række grundlæggende love i Israel, som tilsammen kan minde om en forfatning. Loven vækker bekymring blandt de israelske mindretal, og tre punkter er særligt bekymrende: For det første fastslår loven, at retten til at udøve national selvbestemmelse kun gælder det jødiske folk, dernæst beskriver den, at jødiske bosættelser skal støttes og har national værdi, og til sidst bliver arabisk degraderet fra at være officielt sprog til at være et sprog med særlig status. Lisa Loden er messiansk jøde og derfor del af et mindretal i Israel. Hun har siddet i bestyrelsen for flere af vores israelske samarbejdsorganisationer – både organisationen Musalaha og studenterbevægelsen FCSI. Læs hendes tanker om den nye lov her (oversat af Kirsten Bitsch Lang).

Om Nationalstatsloven

Af Lisa Loden – 31.07.2018 Den nyligt vedtagne lov har modtaget en del omtale og ikke så lidt røre, siden den blev besluttet i sidste uge. Da jeg følger Yeshua (Jesus red.), er involveret samfundsborger og er medlem af en minoritetsgruppe, har jeg håbet og bedt for, at loven ikke ville blive vedtaget. Til min store bekymring blev den vedtaget, selvom det dog var med et meget snævert flertal. Essensen af Nationalstatsloven er at sikre, at det udelukkende er den jødiske befolkning i Israel, der får fulde civile rettigheder, og at ortodoks-jødiske religiøse traditioner vil være den eneste kilde til at legitimere kulturelle og civile anliggender, hvilket i realiteten prioriterer jødedom over demokrati. Det faktum, at minoritetsrettigheder ikke er nævnt i loven, er alarmerende. Det skal også pointeres, at denne nye lov er en grundlæggende lov – som sådan nedfældet side om side med Den israelske uafhængighedserklæring. Som grundlæggende lov rammesætter loven den fremtidige lovgivning, og den er meget svær at ophæve. Nogle ser loven som en lov, der bare legitimerer, hvad der allerede er blevet status quo i Israel. Loven gentager meget af indholdet i Uafhængighedserklæringen. Men hvad der ikke er nævnt i loven, er på nogle områder mere foruroligende, end hvad der er nævnt. Minoritetsrettigheder er ikke nævnt, hvilket åbner op for muligheden for, at der ikke implementeres lige rettigheder for alle borgere. Det kan få betydning for de to millioner ikke-jøder, som er israelske statsborgere. Denne lov giver førsteprioritet til jødedom, når det kommer til både religion og etnicitet. Ifølge denne lov er det jødedom, der bestemmer nationale helligdage og har indflydelse på uddannelsesindhold etc.. Den jødiske etnicitet bestemmer status og bestemte civile rettigheder. Når det kommer til de messianske jøder, som er en meget mindre minoritetsgruppe end den arabiske befolkning, bliver den allerede svære situation med immigration højst sandsynligt endnu mere problematisk. Alle minoritetsgrupper i Israel har grund til bekymring – inklusiv messianske jøder. I ortodoks jødedom er messianske jøder, uanset deres etnicitet og deres dokumenterede herkomst, rutinemæssigt ikke længere kategoriserede som jødiske på grund af deres tro på, at Jesus/Yeshua er Guds søn. Ikke engang messianske jøders overholdelse af traditionelle jøders skikke og livsstil er nok til, at det ortodokse fællesskab accepterer messianske jøder som rigtige jøder. Vores tro er den klods, de konstant falder over. For den store gruppe af ikke-jødiske arabisktalende israelske borgere er denne lov bare endnu en måde, hvorpå man kan reducere deres status til andenrangsborgere. Selvom det er i en regerings ret at degradere et nationalt sprog, og det er sket før (Tyrkiet, Rwanda, Tanzania, Ukraine, Gabon etc.), så ser det ud til, at degradering at et sprog altid er linket til politiske omstændigheder. I denne sag er dét at degradere arabisk, klart et eksempel på, at Israel hævder den jødiske dominans. Dette er set som en fornærmelse af den arabisktalende befolkning. Den mest kontroversielle paragraf; “bosættelses-paragraffen”, var taget ud timer før den sidste afstemning. Det er jeg taknemlig for. Havde den stadig været der, ville det føre til beskyldninger om, at Israel er stadigt mere racistisk, og det ville lovliggøre diskriminationspolitikker. Der er meget modstand mod diskrimination af bestemte segmenter i det israelske samfund (for eksempel LGBT-samfundet), og denne paragraf ville lovliggøre dannelsen af fællesskaber baseret på eksklusion af uønskede befolkningsgrupper. Mens den stødende paragraf blev fjernet, står der stadig i punkt syv af loven: ”Staten ser jødiske bosættelser som en national værdi og vil arbejde for at opmuntre og promovere deres etablering og udvikling.” Ved at gøre denne lov til en af Israels grundlæggende love, er fundamentet for demokrati undermineret. På grund af det totale fravær af referencer til ikke-jødiske minoritetsgrupper, er forrangen af jøder nu indskrevet i loven, hvilket kommer til at danne grundlag for fremtidig lovgivning. Et stort antal af termer (som Israel og bosættelse) er ikke defineret. Dette kan nemt lede til en bred implementering af de grundlæggende koncepter, der er inkluderet i denne lov. Indtil nu har civile rettigheder og lighed været en del af vores værdisæt – som Bogens folk. Som en borger i landet og som medlem af en minoritetsgruppe (messiansk jøde), der har oplevet, hvordan der sker lovlige handlinger, der nægter mig fuld adgang til civile rettigheder, er jeg dybt bekymret for den jødiske etiks fremtid og de jødiske værdier i Israel.

Malene, Adam og lille Severin hjælper børn med hjerteproblemer

Malene, Adam og lille Severin hjælper børn med hjerteproblemer

Af Kirsten Bitsch Lang, 27. august 2018 Malene og Adam Stoltenberg Iversen rejser til Israel med deres lille søn Severin for at være volontører i Shevet Achim. Organisationen fragter børn og familier fra de omkringliggende arabiske lande til Israel, hvor de kan blive opereret for hjerteproblemer. ”Vi glæder os til at kunne hjælpe som familie dernede. At vi kan være dem, vi er – og på den måde sprede lidt glæde,” siger Adam. Både Malene og Adam er studerende og på barsel lige nu, så de har valgt at bruge tre måneder på at hjælpe og bo med arabiske familier. ”Så der skal laves mad, køres folk på hospitalet, drikkes kaffe og passes børn,” fortæller Malene. Derudover håber hun på at kunne bruge sin faglighed, da hun læser medicin. Hun har i hvert fald læst op på hjertesygdomme og regner med at få noget tid på hospitalet. Ellers tror jeg, det handler meget om at være sammen med dem, der er i huset. Dagene er meget forskellige, og operationerne kan gå godt og skidt, så det drejer sig nok også om at være der for mennesker i livskrise,” siger hun. Både Adam og Malene glæder sig til turen og har store forventninger. De har tidligere oplevet, at rejser åbner op for nye sider af både mennesker, andre kulturer og af Gud, og så er det åndelige aspekt også vigtigt for dem begge to. Adam forklarer det sådan: ”Jeg har en forventning om, at det bliver en periode, hvor vi kommer tættere på Gud. Får nogle stunder, hvor vi er i bøn og lovsang. Og at der også bliver tid til, at vi kan være mere sammen som familie”. Parret er begge 25 år, og Severin er lige blevet syv måneder. På Shevet Achim starter hver dag med tre timers morgenmøde med lovsang, så det bliver både udfordrende og rigtig godt. De kan være lidt bekymrede for, om Severin gider de lange møder: ”Vi håber, vi kan styre Severin dernede, men egentlig er han jo ikke til at styre. De der morgenmøder kan hurtigt blive lange, hvis han skriger helt vildt. Men så er vi jo to. Vi håber, han er opdragen nok til at komme med,” siger Adam med et glimt i øjet. Parret ser det som en stor fordel, at Shevet Achim hjælper alle slags mennesker; både muslimer og kristne. På den måde er arbejdet også ”evangelisations-agtigt”, som Malene formulerer det. Og så ser de Severin som en god ting for arbejdet: ”Det er et kæmpe plus, at vi kan tage Severin med. Jeg tænker, at han kan give smil og glæde ind i nogle af familiernes liv. Han kan være med til at bryde nogle kultur- og sprogbarrierer,” mener Adam. Familien rejser til Israel fra 4. september til 4. december 2018.  

Hvilken status har messianske jøder i Israel?

Hvilken status har messianske jøder i Israel?

Denne artikel er udgivet første gang d. 8. august 2018 og skrevet af Eitan Shishkoff, der er messiansk jøde. Hvad er de messianske jøders status i det israelske samfund? Når en jesus-troende jøde søger om at blive israelsk borger, bliver han eller hun så modtaget som enhver anden jødisk person, der vender tilbage til vores hjemland? Når en messiansk menighed skal købe eller leje ejendom, er der så diskrimination? Når en moderne israelsk discipel af Messias søger arbejde, har han eller hun samme muligheder for at blive ansat som en ikke-jesustroende jøde har det? Svarene på disse spørgsmål er forskellige og varierer alt efter situationen, men på bundlinjen står der, at vi ikke har de samme rettigheder som andre hjemvendte jøder til Abrahams, Isaks og Jakobs land. Statsborgerskab? Lige nu vil Indenrigsministeriet ikke sikre statsborgerskab til en ansøger, der er kendt som en jøde, der tror på Jesus. Ejendomsrettigheder? Vi har flere gange oplevet at blive afvist, når vi forsøger at leje ejendom til brug i vores menigheder. Beskæftigelse? Arbejdsgivere, især hvis deres forretning afhænger af ortodokse kunder, kan finde på at afvise en jobansøgning alene på grund af ansøgerens tro på Jesus.

Forandre status quo

At forstå hvorfor denne diskrimination eksisterer – ironisk nok i en nation hvis historie er fuld af forfølgelse – kræver kun en smule viden om den jødiske historie de sidste 2000 år. Med rette er de fleste jødiske associationer om Jesus og kristendom alt andet end positive – ulidelige ville være en bedre beskrivelse. Som messianske jøder kan vi protestere og sige, at Jesus er jødisk, og at det nye testamente er baseret på hebraiske skrifter, men denne viden er ikke særlig velkendt. Alligevel er der ved at ske forandringer med alt dette, og jeg ønsker med denne artikel at accelerere disse forandringer. Vores nuværende situation giver os som messianske jøder, ligesom alle vores venner rundt i verden, et stort ansvar. Vi har fået mulighed for at kæmpe imod disse store misforståelser; nemlig at (A) man ikke kan tro på Jesus og være en trofast jøde, og (B) det israelske samfund ikke har plads til dets messianske jøder.

Historiske succes-eksempler

Eksempler fra to andre etniske grupper, der også har mødt fordomme, inspirerer mig. Hvis andre grupper af mennesker har overvundet samme fordomsfuldhed – særligt ved hjælp af modige handlinger fra meget motiverede ledere – kan vi så ikke følge trop? Alan Axelrod optegner i sin bog ”Profiles in Audacity” de historie-forandrende initiativer af W.E.B. DuBois og Mohandas Gandhi. DuBois nægtede at acceptere afrikansk-amerikaneres andenklasses rang, og Gandhi kæmpede mod det nedværdigende britiske koloniale styre over det indiske folk. Begge mænd dedikerede lange årtier af deres liv til at få deres respektive folk til at stå sammen. De brugte alle mulige midler (på nær voldelig revolution) til at adressere uretfærdighederne pådraget af den dominante gruppe. Gandhis ydmyge, ikke-voldelige opposition mod britisk undertrykkelse gav ultimativ uafhængighed til Indien. DuBois, den første afrikansk-amerikaner der modtog en Ph.d. fra Harvard Universitet (i 1895), skrev og talte utrætteligt for fulde rettigheder til alle afrikansk-amerikanere. Vi er vidner på, at hans indsats forandrede historien.

Tid til handling

Hvorfor tror jeg, det er nu, vi kan ændre den andenklasses status, som Jesus-troende israelere har?
  1. Mange israelere er trætte af, at vores samfunds værdier og agenda bliver fastsat af de ultra-religiøse.
  2. Den trofaste deltagelse af rigtig mange unge messianske jøder i den israelske forsvarsstyrke har skabt et godt ry for vores nationale bevægelse.
  3. Vores trofaste venner fra det globale kristne netværk får hele tiden mere indflydelse i Israel. Vores regering lytter til input fra den evangeliske kirke, hvilket peger på en afgørende forandring. I stedet for at være antisemitiske står de kristne nu sammen med Israel. Hvis spørgsmålet om fulde rettigheder for israelske messianske jøder bliver adresseret af kristne ledere, så vil den israelske regering lytte.
Lad os hente inspiration og mod fra tidligere ledere som Gandhi og DuBois. De messianske jøders status i Israel kan forandres. Den må forandres. Og det er op til os. Artiklen er oversat af Kirsten Bitsch Lang d. 20. august 2018. Link til den originale tekst: https://tribe.reviveisrael.org/what-status-for-messianic-jews-in-israel/  

Støt de messianske jøder gennem Caspari Center

[give_form id=”6207″ show_title=”false”]

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503