Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Gør alting nyt: LCJE-konference 2019

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 26. august 2019. Bogført i Blandet.

26. august 2019, LCJE-konferencens udtalelseskomité, oversat af Kirsten Bitsch Lang

Medarbejdere og landsstyremedlemmer kom i sidste uge berigede, trætte og inspirerede hjem fra LCJE-konference i Toronto med fokus på jødemission. Læs udtalelsen fra konferencen her.

”Så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud.” (Kol. 1:10)

Den 11. internationale konference for LCJE (Lausannes Samråd for Jødisk Evangelisation – The Lausanne Consultation on Jewish Evangelism) mødtes i Toronto, Canada fra 11.-16. august 2019 med over 200 deltagere, repræsenteret af 16 lande fra seks kontinenter.

LCJE er et internationalt netværk af organisationer, menigheder, uddannelsesinstitutioner og individer, der er engageret i mission til det jødiske folk, og som er tilknyttet den globale Lausanne-bevægelse. LCJE blev grundlagt i 1980 på Rådet for Verdensevangelisation (COWE: Consultation on World Evangelization) i Thailand som en arbejdsgruppe, der har som formål at nå det jødiske folk med evangeliet. Siden er netværket vokset til at inkludere otte regionale afdelinger.

På konferencen fejrede deltagerne, hvad Gud gør blandt sit folk i hele verden ved fortsat at kalde det jødiske folk fra alle aldersgrupper og baggrunde ikke bare tilbage til landet, men vigtigere; tilbage til en personlig og meningsfyldt relation med Ham gennem Jesus, Messias. Som konklusion på konferencen udstedte de delegerede følgende udtalelse:

Evangeliet til alle jøder

Vi bekræfter vores forpligtigelse til at dele de gode nyheder om nyt liv i Yeshua (Jesus red.) med vores jødiske brødre og søstre, ligesom vi skal dele det med mænd og kvinder fra alle folkeslag, kulturer og grupperinger.

Vi bekræfter vores tro på, at en jødisk persons eneste mulige skridt er at blive en efterfølger af Jesus, fordi Han er opfyldelsen af håbet for det jødiske folk som udtrykt i toraen, ved profeterne og i skriften. Messianske jøder udtrykker legitimt deres identitet som både jøder og som efterfølgere af Messias.

Vi bekræfter behovet for innovative og relevante tilgange til jødisk evangelisation, der er tilpasset de forskellige subgrupper inden for det jødiske samfund. Vi glæder os over den åbenhed for evangeliet, der er set blandt de ultra-ortodokse, de unge samt russisk- og amharisktalende jøder både i Israel og i hele verden.

En messiansk menighed eller kirke til ethvert jødisk fællesskab

Vi bekræfter vores forpligtigelse til i fællesskab med menigheder, kirker, missionsselskaber og trosretninger at plante messianske menigheder og kirker med et hjerte for at nå det jødiske folk med evangeliet.

Vi bekræfter læren fra Det Nye Testamente om, at følgere af Yeshua fra både Israel og resten af verden er blevet forsonet ind i én samlet krop i Messias. Vi er klar over udfordringerne, som dette fører med sig, og vi opfordrer både ”naturlige” og ”unaturlige” grene af oliventræet (Rom. 11: 17-24) til at fremme og udleve enheden, som Messias kalder os til at leve i.

Vi bekræfter, at jødiske disciple af Jesus er kaldet til at deltage fuldt ud i kirker, menigheder og fællesskaber, hvor de kan lovprise, gro og tjene med andre troende.

Gudfrygtige ledere til enhver messiansk menighed

Vi ser et behov for messianske ledere, der både har kaldet fra Gud, passion for at tjene ham, kærlighed til det jødiske folk og hensigtsmæssig oplæring i mission til jøder.

Vi opmuntrer og byder en generation af unge ledere samt gudfrygtige mænd og kvinder velkommen ind i et fornyet kald til evangelisation blandt jøder.

Sprede gudsriget inden for de jødiske grupperinger

Vi bekræfter behovet for, at følgere af Yeshua må være intentionelle ved at engagere sig i det jødiske fællesskab for Messias.

Vi opmuntrer messianske troende til at fordybe sig i det bredere jødiske samfund ved at deltage i jødiske events og begivenheder, støtte op om deres folk og leve som del af det jødiske miljø, når det er muligt.

Vi forpligter os selv til at give hele evangeliet videre til det jødiske folk, hvilket indebærer forløsningen af det hele menneske i Jesus. Dette involverer at overveje spirituelle, følelsesmæssige, fysiske, sociale og materielle behov som del af det at give evangeliet videre.

Vi afviser på det kraftigste alle former for antisemitisme. Vi er dybt bekymrede for den nuværende stigning af anti-semitiske angreb mod uskyldige ofre i Nordamerika, Europa, Asien og i hele verden.

Vi kalder kirken til at have en fast holdning, der går imod ondskab i alle dets former ved at prædike sandheden om Guds ord – også i forhold til Israels placering i Guds formål.

Vi kalder specifikt autoriteterne i Canadas regering til at tage et retfærdigt standpunkt i støtten til dets allierede, Staten Israel, så de klart bekræfter Israels historiske ret til sit land, Israels ret til at eksistere, trives, leve frit og forsvare sig selv over for fjender.

Til sidst kalder vi troende i hele verden til at bede åbent og ærligt for det jødiske folks frelse, som vi ser frem til mod den snarlige genkomst af Jesus, vores frelser og Messias.

Konferencens udtalelseskomité,

Toronto, 15. august 2019.

Ændringer i Immanuelkirkens ledelse

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 8. juli 2019. Bogført i Blandet.

Skrevet af Den Norske Israelsmission d. 3. juli 2019 og oversat til dansk af Kirsten Lang d. 8. juli 2019

Præst Bradley Long og Marit Long, der begge er udsendt til Immanuelkirken i Tel Aviv af Den Norske Israelsmission, afslutter deres tjeneste i Tel Aviv, når ansættelsesperioden på fire år er ovre d. 31. december 2019.

Bradley og Marit er på betalt orlov fra 1. juli 2019 til slutningen af deres ansættelse. De er fritstillet fra alle ansvars- og arbejdsopgaver knyttet direkte til Immanuelkirken, men Marit Long vil fortsat tage vare på arbejdsopgaver knyttet til samarbejdsaftalen med Det Palæstinensiske Bibelselskab.

Ledelsen for Immanuelkirken (Immanuel Ministries) er ansvarlig for kirkens virksomhed og har i samråd med det lokale lederskab i menigheden ansat Yoel Ben David som menighedens præst i en periode på tre år.

Den Norske Israelsmission giver udtryk for taknemlighed til Marit og Bradley Long for deres tjeneste ved Immanuelkirken, og for den indsats, de har lagt i arbejdet.

Evangeliet sætter både undertrykkeren og den undertrykte fri

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. juli 2019. Bogført i Refleksioner.

”Der er ingen måder at være neutrale på i den her konflikt, men der er en måde at være for begge parter.”

Ordene kommer fra en ung, kristen palæstinensisk kvinde, som er engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Marah, hedder hun, og hun har i en alder af bare 22 år allerede skullet træffe svære valg som en direkte konsekvens af konflikten mellem Israel og Palæstina. Hendes veninde, jødiske Ahuvia, fik truffet valg for sig, da hun blev bedt om at forlade den messianske menighed, hun var en del af. De mente ikke, at hendes engagement i Musalaha kunne forenes med at være med i menigheden.

Mødet med de to unge kvinder fra Musalaha, som var inviteret til Danmark i forbindelse med Himmelske Dage på Heden, har fået mig til at tænke over sammenhængen mellem forsoning og evangeliet. Der er nemlig en dyb sammenhæng mellem de to. I 2010 skrev Lausannebevægelsen (et globalt netværk af kristne i mission) en erklæring kaldet Cape Town-erklæringen, der blandt andet proklamerer: ”Forsoningen med Gud kan ikke adskilles fra forsoningen med andre mennesker.”

Det betyder i sin essens, at vores tilgang til forsoning kan sige noget om vores syn på evangeliet. For det er jo ikke et hvilket som helst evangelium, vi er kaldet til at gå ud i alverden med. Det er Kristi evangelium. Derfor må evangeliet, vi forkynder, måles på netop nåden og Kristus.

For os, der er kaldet til at dele evangeliet i konfliktområder, er det noget, vi skal være særligt opmærksomme på. Evangeliet må altid være dybt forankret i sin kontekst, og når evangeliet bæres ud i konfliktområder, er de gode nyheder, at evangeliet er kraftfuldt nok til at sætte både den undertrykte og undertrykkeren fri. For den undertrykte er der trøst, genoprettelse og ikke mindst håb i evangeliet. For undertrykkeren er der først og fremmest den frelsende nåde, men i et sandt evangelium må vi også mødes af den oplærende nåde. En nåde der fortæller, at et nyt liv må leves i lyset af opstandelsen.

I Israel og Palæstina er der et væld af konflikter. Der er naturligvis den overordnede mellem to folk, men også konflikter mellem forskellige parter. Det vidner både Marah og Ahuvia om. For dem har engagementet i forsoningsarbejdet fået konsekvenser. De er blevet afskåret fra fællesskab med både familie og venner. Ikke fordi de selv har valgt det, men fordi andre har valgt det for dem. Og det, som er så umådeligt smertefuldt, er, at det i mange tilfælde er mennesker, som også tror på Jesus, der ikke længere vil have noget med dem at gøre.

Det er den virkelighed, de lever i, mens vi andre kan ”nøjes” med at komme i berøring med den fra tid til anden. Men det skal ikke afholde os fra at opmuntre dem alt det, vi kan til frimodigt at være bærere af et stort og kraftfuldt evangelium i en smertefuld og hadsk konflikt.

”Salige er de, som stifter fred,” siger Jesus – ”for de skal kaldes Guds børn.” I Israelsmissionen deler vi en længsel, som også er udtrykt i Cape Town-erklæringen: ”Vi længes efter den dag, da kirken vil være verdens mest lysende forbillede på etnisk forsoning og dens mest aktive fortaler for konfliktløsning.”

En sådan forhåbning kalder os til at tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde. Dette indebærer en fuld forståelse af forsoningen: At Jesus ikke blot bar vor synd på korset for at forsone os med Gud, men at han også tilintetgjorde vort fjendskab for at forsone os med hinanden.

Hvis en sådan længsel skal opfyldes, må vi være bærere af et stort og kraftfuldt evangelium. Et evangelium, som kan rumme både den undertrykte og den, der undertrykker – både den, der tørster efter retfærdighed og den, der længes efter fred.

Vær med til at være lys i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 3. juli 2019. Bogført i Blandet.

Den Danske Kirke ligger midt i Jerusalem og er et vidnesbyrd om evangeliet. Både når mennesker lader sig bruge af Gud i deres møde med andre, men også når jøder, ateister, danskere og arabere kommer til kirken og får et positivt perspektiv på, hvem Jesus er. Med din støtte gør du det muligt at give lyset fra korset videre – midt i Jerusalem.

Opmuntrende vidnesbyrd fra kirken

For mig står det stadig som en lidt mærkværdig oplevelse. Jeg var kirkevolontør i Den Danske Kirke, og en aften gik jeg ned mod Jaffa Gate i aftensolen. Der kom en ortodoks jøde imod mig, og han insisterede på, at der kom et lys ud fra det kors, jeg havde om halsen. Han hed Israel, og han var meget nysgerrig på korset. Jeg fortalte ham om, hvem Jesus var, og han spurgte, om han måtte få korset. ’Modtag Guds kærlighed i Jesus,’ sagde jeg og gav ham det. Han tog det på under skjorten. Jeg bad for ham, og lidt senere tog han afsted i en bus. Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden, men jeg er sikker på, at Gud havde en plan med ham.
Asbjørn Sahlholdt, tidligere kirkevolontør

Man så folk kom til tro – og man hørte om det. Det er jo helt fantastisk, at der var nogen, som tog imod budskabet og stadig holder fast ved det den dag i dag.
Jens Arne Skjøtt, tidligere præst i kirken

”Der er noget særligt ved at have en dansk kirke på så historisk et sted. Jerusalem skaber en religiøs nysgerrighed. Jeg har fået nogle spændende snakke med danskere hernede, som jeg aldrig ville få på samme måde i Danmark, fordi Jerusalem skaber nye spørgsmål til troen, som vi gennem Den Danske Kirke har mulighed for at gribe”.
Henriette Engberg Jensen, tidl. kirkevolontør og teologistuderende

”Som dansk kirke har vi en indgang til både danskere og danske jøder i Israel. Det er en unik mulighed, vi ikke kan få andre steder i verden. En mulighed for at elske jøderne, som de er, ligesom vi kan være til stede for en mangfoldighed af baggrunde hernede.”
David Serner, præst i Den Danske Kirke

”Gennem Den Danske Kirke har vi været til stede i Jerusalem over mange år. Det skaber en stabilitet og relation der gør, at vi på en særlig måde får mulighed for at række Guds kærlighed ud til mennesker.”
Henriette Engberg, tidligere kirkevolontør

Kære kirkeminister – har du mon forventninger til os?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 1. juli 2019. Bogført i Refleksioner.

Danmark har fået en ny regering og dermed også en ny kirkeminister, Joy Mogensen. Når sådan noget sker, begynder vurderingerne og analyserne straks: Bliver Joy Mogensen mon ”god” eller ”dårlig” for kirken? “Hvad mon vi kan forvente af den nye minister?” er et godt og oplagt spørgsmål, men vi kan også vende den om: “Gad vide, hvad hun kan forvente af os?” Os, der bidrager til folkekirken gennem vores arbejde i de folkekirkelige organisationer.

Hvis vi bliver ved forventningerne til den nye kirkeminister, så håber jeg allermest, at hun har forventninger til os, som arbejder med international mission. ”Danmark skal være et åbent land, hvor vi lever af vores udsyn til resten af verden,” hedder det i det nye aftalepapir mellem regeringen og støttepartierne. Her har kirken også en rolle at spille – for resten af verden kommer også kirken ved, og kirken har noget at bidrage med i verden. Det er der mange af os fra de kirkelige organisationer, som har brugt år på at dygtiggøre os i.

I Israelsmissionen har vi gjort os den erfaring, at lokale sognekirker både kan blive inspireret, bevæget og klogere i mødet med det internationale missionsarbejde. Det kan for eksempel tage form af traditionelle foredrag, men også påskemåltider eller besøg af Jesus-troende jøder eller kristne palæstinensere giver et personligt ansigt på nogle af de mennesker ude i verden, som også laver kirke – bare på en anden måde. Det vil vi fortsat gerne bidrage med.

I Israelsmissionen ved vi også en hel del om forsoning og om at navigere i en højspændt konflikt efter at have været engageret i forsoningsarbejde i Israel-Palæstina gennem to årtier. Vi har erfaret, at lokale sognekirker ofte efterlyser viden om netop denne komplicerede konflikt. Her kan vi bidrage, og det er ofte med perspektivet på, hvordan det er at være kristen palæstinenser eller Jesus-troende jøde midt i konflikten, som inspirerer og bevæger – for hvilken rolle kan verdens bedste nyheder mon have midt i ind i sådan en tilsyneladende uløselig konflikt?

Så kære kirkeminister, kære Joy Mogensen – vi er mange, der står på spring til at bidrage til folkekirkens daglige liv, indhold og fællesskab. Har du mon forventninger til os?

Vi må give alternativer til Mitri Raheb

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 12. juni 2019. Bogført i Refleksioner.

Som man kan læse om i Kristeligt Dagblad den 7. juni, var der en del virak omkring den palæstinensiske præst Mitri Rahebs deltagelse på Himmelske Dage på Heden i Kristi Himmelfartsferien.

Mitri Raheb står for en teologi og praksis, som er dybt præget af den kontekst, han er vokset op i. Selvom vi i Israelsmissionen er optaget af samme sag som Mitri Raheb, nemlig den, at palæstinenserne også må få lov at leve i et samfund præget af både fred og retfærdighed, så står vi et helt andet sted, og vi ønsker at bruge en helt anden diskurs end den, Mitri Raheb står for.

Alligevel mener jeg ikke, at vejen frem kan være at boykotte mennesker som Mitri Raheb, for deres holdninger findes og finder genklang hos tusinder af kristne palæstinensiske brødre og søstre på Vestbredden og blandt palæstinensere i Israel. Er man uenig, handler det derimod om at give alternativer til den fortælling og den teologi, som Mitri Raheb står for. For holdningen ændres ikke ved at fjerne muligheden for at ytre sig.

Det har i lang tid været kendt, at Mitri Raheb var deltager i Himmelske Dage, og derfor har vi, som har en anden holdning og som har lyst til at bringe andre fortællinger, perspektiver og teologi i spil, haft rig lejlighed til at finde mennesker, som har en anden fortælling og et andet perspektiv at bidrage med end Mitri Rahebs.

Israelsmissionen blev for eksempel kontaktet af Frikirkenet, som spurgte, om vi ville være med til at bidrage med en alternativ fortælling til Mitri Rahebs. Det ville vi naturligvis gerne, og sammen med Israelsmissionens Unge og Frikirkenet fik vi stablet to arrangementer på benene, hvor tre besøgende fra forsoningsorganisationen Musalaha fortalte deres perspektiv på konflikten og forsoning. Det var stærkt og bevægende at lytte til, hvordan de tre unge, som var mellem 19-22 år, alle havde betalt en pris i både konflikten og for deres engagement i forsoningsarbejdet. De var ikke bare villige til at sætte knap en uge af deres tid af og rejse flere tusind kilometer for at fortælle deres historier og for at give os andre håb om, at forsoning faktisk er muligt. De er også villige til, hver dag, at sætte sig selv på spil i et kraftfuldt evangelium, som kan rumme begge parter i en konflikt – selv i Israel/Palæstina-konflikten.

De unge fra Musalaha opfordrede os ikke til at boykotte andre, men til at lytte til begge parter i en vanskelig konflikt. For, med den unge palæstinensiske kvindes, Marahs, ord: ”Der er ingen måde at være neutral i den her konflikt. Men der findes en måde, hvor man kan være for begge parter.”

Det er dén praksis vi gerne vil promovere og den diskurs, vi gerne vil være med til at give en stemme.

(Foto øverst fra Facebook)

”Vi må ikke svigte dem, der er kommet til tro”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 26. april 2019. Bogført i Blandet.

Af Kirsten Bitsch Lang, 26. april 2019

Ebenezerhjemmet er et plejehjem i Haifa for jøder og arabere, der tror på Jesus. Else Christensen har arbejdet her som ledende sygeplejerske fra 1991-1997, og for hende er hjemmet noget helt særligt:

”Den diakonale og åndelige omsorg på Ebenezer er afgørende for, at de ældre kan holde fast i troen,” fortæller Else.

Selvom der er mange sprogbarrierer, da plejehjemmets beboere taler alt fra jiddish til russisk, så står fællesskabet på trods af forskelligheder som en stærk faktor i arbejdet:

”Det bedste ved at arbejde på Ebenezerhjemmet var at se kristne arabere og messianske jøder sidde sammen til morgenandagt og sige; ’når Jesus har tilgivet os, så kan vi også tilgive hinanden’,” fortæller hun.

Ebenezer har andagt hver dag, og det er unikt i Israel, at ældre her kan have åndeligt fællesskab med andre kristne. Desværre lever hjemmet ikke op til de standarder, som et plejehjem skal på grund af nye regler. De bliver derfor nødt til at bygge en plejeafdeling til flere millioner kroner for fortsat at kunne drive plejehjem.

”Det ville være forfærdeligt for de ældre at skulle flyttes til andre plejehjem, hvor de ikke kan have åndeligt fællesskab med andre, så tak og lov for, at indsamlingen til en ny afdeling er i gang,” fortæller hun.

Når Else husker tilbage, så står fællesskabet på trods af forskelligheder som en stærk faktor i arbejdet:

”Det var fantastisk at arbejde på Ebenezerhjemmet, og man kom til at holde af de mennesker, der var der. De havde ikke altid haft det let. Mange led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), og alligevel kunne man glæde sig over, hvordan Gud arbejdede med dem på trods af, hvad de havde været udsat for.”

Else har Ebenezerhjemmet på hjerte. Også i dag, selvom hun ikke længere arbejder i Israel:

”Målet er det samme i dag, nemlig at de ældre jøder skal bevares i troen. Og det er så vigtigt, vi bliver ved med at huske dem. Der er stadig mange traumatiserede jøder, der har brug for omsorg,” mener Else.

Vi håber, at du også vil støtte indsamlingen til den nye plejeafdeling på Ebenezerhjemmet, så de ældre fortsat kan blive på Ebenezer og holdes fast i troen.

Tak for din gave!

I samme båd som Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 14. april 2019. Bogført i Refleksioner.

Båden vugger stille fra side til side, lige ved siden af er søsterbåden. De to både er bundet sammen, så de kan følges. Der er en stille fred her i skibets stævn (den forreste del af skibet). Her kan man kigge op på himlen, der langsomt, men sikkert, bliver mere og mere rød af solens sidste stråler.

Lyden, af vandets klukken under skibet, er næsten som søens egen sang, der synger om, at der ikke er farer, og at vi godt kan slappe af. Vinden løfter let i mit hår og kærtegner mine kinder. Den er stadig varm efter dagens sol. Der går dog ikke længe, før den bliver så kold, at jeg må have min poncho på.

Det er ikke første gang, jeg er ude at sejle, men det er første gange, at lugten af salt ikke blander sig med de andre indtryk, for Genesaret sø er en ferskvandssø.

Her på Genesaret sø, omgivet af Galilæas bjerge, hvor solen sender sit sidste lys af sted i en rød glorie, og lyse stråler, ledes tankerne let hen til alle de børnehistorier, jeg har hørt i børneklubben. Hvordan Jesus tog ud i en fisker båd og underviste de folk, der fulgte ham. Hvordan han gik på vandet, og hvordan han kun med sine ord fik storme til at tie og falde til ro.

Disse fortællinger får ny dybde her, for selvom søen er rolig nu, kræver det ikke meget fantasi at forestille sig vandet i oprør og vinden piske omkring sig. Her i denne træbåd kan jeg nemt forestille mig disciplenes frygt og desperation. Nogle af dem var fiskere, så de har jo kendt søen, så det har nok ikke bare været nogle bølger og lidt blæsevejr, det må have været meget større bølger end normalt, for de var bange, meget bange.

Det er nok de færreste, der kommer til at opleve en storm på søen, som disciplene oplevede det, men det betyder ikke, at vi ikke kan have storme i vores liv.

Måske har du prøvet at være i en af livets storme, hvor alt virker håbløst, meningsløst og frygten, for hvad fremtiden vil bringe, kan opsluge alt. Måske har du også prøvet, at Helligånden er kommet til dig med trøst og opmuntring gennem Gud, en vens eller et familiemedlems kærlighed eller noget helt tredje. Jesus kan komme til os i mange former, du være vis på, at han altid er med dig.

Men Jesus er der. Han er med i båden og på hans ord, må vinden tie og søen lægge sig. Han kommer til os i midt i livets storme lige som den gang, hvor han gik på vandet ud til disciplene, hvor Peter måtte hives op af vandet igen. I hans nærvær har vi ikke noget at frygte. Det betyder ikke, at vi aldrig bliver bange, men at vi har et sikkert anker i vores liv. Så kan verden sige, hvad den vil. Mit håb er hos Jesus, Helligånden og Gud min far.

Vi er ikke blevet lovet et let liv, snarere tværtimod, men vi har vores tro og håb hos den levende Gud.

Må Gud velsigne dig og må hans ord være et lys for din fod som må lede dig, som et fyrtårn leder et skib sikkert i havn.

Oplev Jesus i sin jødiske kontekst

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 22. marts 2019. Bogført i Blandet.

Af Kirsten Bitsch Lang, 22. marts 2019

At forstå den kontekst Jesus var en del af, er essentielt for at forstå og anvende teologi i dag. Caspari Center holder et 10-dages kursus i Jerusalem, hvor deltagerne vil få mulighed for at undersøge Jesus i sin jødiske kontekst gennem oplæg, møder med lokale undervisere og kristne/messianske ledere samt daglige feltture i og omkring Jerusalem.

Da Gud valgte at blive en af os, skete det i en specifik kulturel, social, økonomisk og politisk kontekst for Israel i det 1. århundrede. Jesus var jødisk og prædikede næsten kun til andre jøder. Alligevel spredte hans budskab sig til hele verden, både dengang og i dag.

Det engelsk-sprogede kursus er åbent for præster, teologer og bibelstuderende fra hele verden. Gennem kurset vil deltagere også blive mødt med udfordringerne ved at give evangeliet videre i dag i Israel.

Kurset foregår d. 11.-22. november 2019.

Se mere om kurset her.

Ude i ørkenen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 14. marts 2019. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere, Refleksioner.

Hvis du lige som jeg er opvokset ved den sydvestlige kyst, kan en tur i Timna park være lidt skræmmende – sådan havde jeg det i vært fald. Jeg var skræmt over, at jeg ikke kunne se langt, at der i stedet for fladt land var bjerge og klipper. I starten kunne det næsten blive til en kvælende fornærmelse, at være fanget mellem bjerge og klipper uden at kunne se, hvad der var bag dem. Men det er sjovt at tænke på, at det, der var fremmed og ukendt for mig, var jødernes hverdag, da de vandrede i ørkenen. Mens vi sled og stred med arbejdet i Timna Park, hjalp disse tanker mig til at se ørkenens skønhed. Turene op ad de omliggende bjerge, styrkede også min spirende krælighed til stedet.

Det, at sidde på klipperne, mærke de ru sten under mine fingre, se ned på turisternes kommen og gåen, mærke vinden og solen mod mit ansigt, den ene kold, den anden varm. Følesen jeg fik, da jeg sad der, var ubeskrivelig

Her på klippen, blev jeg også mindet om lignelsen, Jesus fortalte om huset på klippen og det på sandet. Man forstår den måske lidt bedre, hvis man har oplevet et rigtigt uvejr i Eilat. På få minutter var vejene oversvømmede og bilerne måtte kæmpe en brav kamp for at komme frem. Her bliver det klart, at sandet ikke kan holde, men klippen kan – og dog. Da jeg kravlede i klipperne, skete det flere gange, at stene var løse og nogle gange kunne rives helt løs. Klippen smuldrer altså også med tiden, men Gud er den samme i dag, som han var for 3000 år siden og om 3000 år er han stadig den samme.

Nogle gange kan livet godt føles lidt som at bestige Masada, hårdt og ensformigt, men i disse situationer er det en tryghed at vide, at Jesus ikke blot ved min side – han tager mig i hånden og løfter mig op på sine skuldre, også selvom det ikke altid føles sådan. Han er der også, når jeg fuld af underen, lytter til spændende fortællinger om Masada, der giver stedet liv igen. Når mure og ruiner kommer til live og fortæller deres historie om konger og oprør, om storhed og fald, da er hyrden stadig ved din side og giver sin fred og lærdom med. Han løber også med mig ned igen og med stille formaning husker mig på at være forsigtig på vejen ned, så jeg ikke slår mig i farten.

Jeg kan ikke være sikker på, hvad det var, Gud ville lære mig på denne tur, men jeg ved, at han har været med os hele vejen både i sol og regn, i arbejde og fritid, på toppen af Masada og i det døde hav.

Må han fortsat velsigne os på denne tur og må han også velsigne jer der læsser dette.